KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 146: Materiale fra Næstved Fjernvarme ifm. foretræde den 11/1-24 om dækning af udgifter til CO2-kvoter på affaldsforbrændingsanlæg og manglende incitament til at etablere CCS-anlæg

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2023-24
KEF Alm.del Bilag 146
Offentligt

Næstved Fjernvarme A.m.b.a.

København 21. december 2023

Agnete Nordentoft

Specialistadvokat

T +45 72 27 35 10

[email protected]

Sagsnr. 011286-0017 jhw/ano/brj

Dok.nr. 33480731.1

Notat

Indregning af omkostninger til CO2-kvoter i varmeprisen

Indledning

Formålet med dette notat er kort at redegøre for de regler, som fører til, at aftageren af varme fra et affalds-

forbrændingsanlæg skal betale en andel af affaldsforbrændingsanlæggets omkostninger til CO2-kvoter. I

notatet redegøres desuden for, hvordan disse regler kan ændres.

Baggrunden er, at emissioner fra affaldsforbrændingsanlæg som udgangspunkt er omfattet af CO2-kvotelo-

ven.

Det betyder, at driftslederen for anlægget årligt skal returnere et antal CO2-kvoter svarende til CO2-

udledningen fra anlægget. Formålet hermed er at fremme en reduktion af udledningen af CO2, idet det for-

udsættes, at forpligtelsen til at købe og returnere kvoter giver anlægsejeren et incitament til at reducere

CO2-udledningen.

Et affaldsforbrændingsanlæg kan blive tildelt et antal gratis-kvoter til varmeproduktionen på anlægget, som

dog sjældent er tilstrækkelige til at dække den faktiske CO2-udledning til varmeproduktionen. Der tildeles

desuden som udgangspunkt ikke gratiskvoter til elproduktionen. Et affaldsforbrændingsanlæg vil derfor

have omkostninger til køb af kvoter for at dække anlæggets udledning.

2.1

Redegørelser

Indregning af omkostninger til CO2-kvoter i varmeprisen

Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1,

at prisen for varme som udgangspunkt er omkostningsbe-

stemt, og at der ved opgørelsen af varmeprisen kan indregnes blandt andet driftsomkostninger og omkost-

ninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser. Bestemmelsen omfatter udgifter til erhvervelse af kvoter

til varmeproduktion, idet disse ifølge varmeforsyningslovens § 20, stk. 8, dog først må indregnes i varmepri-

serne, når de gratis tildelte kvoter ikke er tilstrækkelige til at dække CO2-udledningen fra varmeproduktio-

nen.

Lovbekendtgørelse nr. 536 af 27. april 2022 om CO2-kvoter.

Lovbekendtgørelse nr. 2068 af 16. november 2021 om varmeforsyning (med senere ændringer).

København

Danmark ∙

Aarhus

Danmark

T +45 72 27 00 00 ∙ E [email protected] ∙ Advokatpartnerselskab ∙ CVR-nr. 38538071 ∙ www.bechbruun.com

KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 146: Materiale fra Næstved Fjernvarme ifm. foretræde den 11/1-24 om dækning af udgifter til CO2-kvoter på affaldsforbrændingsanlæg og manglende incitament til at etablere CCS-anlæg

2/3

Dok.nr. 33480731.1

Udgangspunktet efter varmeforsyningsloven er således, at det er varmekunden og ikke anlægsejeren, som

endeligt skal afholde omkostningerne til køb af manglende kvoter til varmeproduktionen. Dette gælder, selv

om varmekunden ikke har mulighed for at reducere CO2-udledningen på affaldsforbrændingsanlægget, og

selv om varmekundens betaling reducerer affaldsforbrændingsanlæggets incitament til at reducere CO2-

udledningen.

2.2

Fordeling af omkostninger til kvoter på affaldsforbrændingsanlæg

På et affaldsforbrændingsanlæg skal udgifterne til erhvervelse af CO2-kvoter fordeles mellem varmepro-

duktionen og affaldsforbrændingen.

Denne fordeling sker ved, at man først beregner hvor stor en del af brændselsforbruget (og dermed CO2-

udledningen), som kan henføres til varmeproduktionen henholdsvis elproduktionen, og dernæst fordeler

man den andel, som kan henføres til elproduktionen mellem varmekunderne og affaldsleverandørerne (ty-

pisk med 60 % til varmekunderne og 40 % til affaldsleverandørerne).

Varmekunderne skal herefter betale for hele den CO2-udledning, som kan henføres til varmeproduktionen,

og for den andel (på typisk 60 %) af den CO2-udledning, som kan henføres til elproduktionen. Hvis denne

udledning ikke kan dækkes af de gratis tildelte CO2-kvoter, skal varmekunderne derfor afholde omkostnin-

gerne til disse kvoter.

Affaldsleverandørerne skal omvendt kun betale for den resterende CO2-udledning på typisk 40 % af den

andel, som kan henføres til elproduktionen. Dette gælder uanset, at det alene er affaldsleverandørerne,

som kan påvirke affaldssammensætningen og nedbringe CO2-udledningen.

Fordelingen af CO2-udledningen (og dermed af kvotebehovet) mellem varmeproduktionen og elproduktio-

nen er reguleret i varmekvotebekendtgørelsen.

Det fremgår således af denne bekendtgørelse, hvordan

brændselsforbruget og dermed CO2-udledningen fra varmeproduktionen opgøres. Det fremgår også af

denne bekendtgørelse, at varmekunderne skal afholde omkostningerne til den andel af denne CO2-udled-

ning, som ikke kan dækkes af de gratis tildelte kvoter.

Bekendtgørelse nr. 632 af 31. maj 2023 om CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion. Se varmekvotebekendtgørelsens § 3, hvor

det fremgår, at brændselsforbruget til varmeproduktion for kraftvarmeanlæg beregnes som den nyttiggjorte varmeproduktion

delt med en varmevirkningsgrad på 125 pct. og for kedelanlæg som hele brændselsforbruget, og at CO2-udledningen vedrø-

rende dette brændselsforbrug herefter opgøres enten efter måling eller på baggrund af en beregning baseret på brændselsfor-

bruget til varmeproduktionen gange udledningsfaktoren for brændslet.

Jf. varmekvotebekendtgørelsens § 4, stk. 2, som bestemmer, at "Har varmeproduktionsenheden til anvendelse i et kalenderår

ikke fået tildelt det antal varmekvoter, som varmeproduktionsenheden faktisk har haft behov for til dækning af varmeprodukti-

onsenhedens CO2-udledning fra varmeproduktion til varmeaftageren, skal varmeaftageren vederlagsfrit overføre det antal CO2-

kvoter, der er nødvendige for, at varmeproduktionsenheden kan dække sin faktiske CO2-udledning, til varmeproduktionsenhe-

dens konto i CO2-kvoteregisteret."

3/3

Dok.nr. 33480731.1

Den efterfølgende fordeling af den CO2-udledning, som er fordelt til elproduktionen, er ikke lovreguleret

men beror på Forsyningstilsynets praksis. Der er dog hjemmel i varmeforsyningslovens § 20, stk. 3, og i el-

forsyningslovens § 75, stk. 4, til, at Klima-, energi- og forsyningsministeren (Energistyrelsen) fastsætter reg-

ler om denne fordeling. Bemyndigelsen er imidlertid ikke udnyttet.

Indregningen og fordelingen af omkostningerne til CO2-kvoter i varmeprisen medfører således sammenfat-

tende, at størstedelen af omkostningerne pålægges varmekunden, som ikke har mulighed for at påvirke

CO2-udledningen. Dermed har ejeren af affaldsforbrændingsanlægget og affaldsleverandørerne kun et

mindre incitament til at nedbringe CO2-indholdet i affaldet og til på anden måde at reducere CO2-udlednin-

gen.

2.3

Ændringen af retstilstanden

Hvis omkostningerne til CO2-kvoter slet ikke skal kunne indregnes i varmeprisen, kræver det, at

Folketinget

foretager en ændring af varmeforsyningsloven.

Der kan derimod foretages en ændret fordeling af CO2-udledningen og dermed af omkostningerne til køb af

manglende kvoter ved, at

Energistyrelsen

ændrer varmekvotebekendtgørelsen og ved, at

Energistyrelsen

udsteder en bekendtgørelse om fordelingen af kvoteomkostninger mellem varmekunderne og affaldsleve-

randørerne på et affaldsforbrændingsanlæg.

København, den 21. december 2023

Johan Weihe

Agnete Nordentoft