Bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og anvendelse
af eltransmissionsnettet m.v.
1)
I medfør af § 2 a, § 24, stk. 3, § 26, stk. 3 og 4, § 27 c, stk. 8, § 27 d, stk. 1 og 2, § 28, stk. 2, § 47 a,
stk. 1, § 71 a, stk. 5, § 78, stk. 6 og 7, § 84, stk. 9, § 85 a, § 90, § 92 og § 92 a i lov om elforsyning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 984 af 12. maj 2021, som ændret ved lov nr. 2605 af 28. december 2021, § 70 i
lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1791 af 2. september 2021, og § 4, stk. 8
og 9, § 4 e, stk. 3, § 19 a, stk. 1, og § 21 i lov om Energinet, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 9. marts
2023, fastsættes:
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
§ 1.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på den systemansvarlige virksomhed Energinet,
transmissionsvirksomheder og brugere af transmissionsnettet m.v.
§ 2.
Energinet skal videregive oplysninger til udenlandske systemansvarlige virksomheder i det
omfang, det er nødvendigt for samarbejdet mellem de systemansvarlige virksomheder eller varetagelsen
af den modtagende systemansvarlige virksomheds opgaver.
Stk. 2.
Pligten til at videregive oplysninger, som nævnt i stk. 1, gælder kun i det omfang, den
modtagende virksomhed er underlagt tilsvarende regler om videregivelse af oplysninger.
Stk. 3.
Transmissionsvirksomhederne samt brugere af transmissionsnettet skal videregive oplysninger
til Energinet i det omfang, det er nødvendigt for Energinets udarbejdelse af forskrifter og planlægning,
jf. kapitel 3, 4 og 5, samt Energinets pligt til at offentliggøre informationer, jf. § 3.
Stk. 4.
Pligten til at videregive oplysninger, som nævnt i stk. 1 og 3, gælder ikke i det omfang, at
forholdet er reguleret ved bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
§ 3.
Energinet skal offentliggøre informationer inden for virksomhedens ansvarsområde, der kan have
betydning for prisdannelsen på elmarkedet.
Stk. 2.
De i stk. 1 nævnte informationer skal være tilgængelige for alle brugere og potentielle brugere
af det kollektive elforsyningsnet.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på informationer, der kan have betydning for prisdannelsen
på elmarkedet, som reguleres ved bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
§ 4.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Afbrudsminutter: Antal minutter pr. år en forbruger eller en gruppe af forbrugere i gennemsnit
ikke har adgang til eller forventes ikke at have adgang til elektricitet.
2) Balancering: Balancering som defineret i artikel 2, nr. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om det indre marked for elektricitet.
3) Day-ahead-marked for elektricitet: Marked, hvor der dagen før driftsdøgnet handles elektricitet for
det kommende driftsdøgn, og hvor priserne fastsættes i de relevante geografiske budområder i den af
markedet givne tidsenhed for den fysiske udveksling af elektricitet.
4) DK1: Elprisområdet Vestdanmark (Jylland-Fyn m.v.).
5) DK2: Elprisområdet Østdanmark (Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm m.v.).
6) Effektminutter: Ikke-leveret elektricitet (beregnet fremadrettet som EUE) divideret med områdets
elforbrug ganget med antal minutter i et år for den del, der vedrører produktionssystemet og eksterne
forbindelser mellem elprisområder.