Kontor/afdeling
Gas og biogas
Dato
06-12-2023
J nr.
2023-13449
/ cpcn
Høring af udkast til bekendtgørelse om pristillæg til opgraderet biogas leveret
til et sammenkoblet gassystem og til renset biogas leveret til et bygasnet
(opgraderingsbekendtgørelsen – ændret ift. overkompensation)
INDLEDNING
Energistyrelsen sender hermed et udkast til ændret ”opgraderingsbekendtgørelse”
(i dag bekendtgørelse nr. 650 af 31. maj 2023) i høring. Formålet med de
foreslåede nye bestemmelser er at kunne håndtere en situation, hvor der er
konstateret overkompensation iht. EU’s statsstøtteregler. Det vil konkret ske ved, at
der fastsættes regler om nedsættelse af støtten, som administrationen af støtten
herefter vil ske på baggrund af.
BAGGRUND
Danmark er i henhold til EU-statsstøttereglerne og gældende
statsstøttegodkendelser på biogasområdet forpligtet til løbende at sikre, at
støttemodtagere på biogasstøtteordningerne ikke overkompenseres. På den
baggrund har Energistyrelsen i 2021 udarbejdet en metode til vurdering af
overkompensation. Vurderingen, der foretages på ordningsniveau over en treårig
periode efter denne metode, sker på basis af de offentliggjorte årsregnskaber fra
repræsentative støttemodtagere.
STØTTENEDSÆTTELSE
De seneste års ekstraordinært høje gaspriser har bidraget til, at der er konstateret
overkompensation på støtteordningen for opgradering af biogas til gassystemet i
perioden 2020-2022. Overkompensationen håndteres ved at foretage en midlertidig
støttenedsættelse på 3,8 kr. pr. leveret GJ opgraderet eller renset biogas.
Nedsættelsen er foranlediget af en konstateret støtteintensitet, set over den
treårige periode, på 104 pct. Konsekvensen af den foreslåede
bekendtgørelsesændring vil være, at støttenedsættelsen træder i kraft fra og med
den 1. marts 2024 og gælder i 3 år derefter frem til den 1. marts 2027.
Der er ikke konstateret overkompensation på øvrige biogasstøtteordninger i 2020-
2022, og disse ordninger berøres derfor ikke af den konkrete støttenedsættelse.
De foreslåede ændringer ift. håndtering af overkompensation er markeret med gult i
vedlagte udkast til ændring af opgraderingsbekendtgørelsen. Endvidere er
nødvendiggjorte lovtekniske ændringer markeret på tilsvarende vis. Der foreslås
ikke andre ændringer i bekendtgørelsen end de her nævnte.
Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Niels Bohrs Vej 8
6700 Esbjerg
T: +45 3392 6700
www.ens.dk
Side 1/2