Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2023-24
KEF Alm.del Bilag 105
Offentligt
2792818_0001.png
04.12.2023
Wind Estate anmoder om foretræde for Klima-, Energi-,
og Forsyningsudvalget
Tre projekter overlevede lukningen af Åben Dør-ordningen, men venter stadig på en
overgangsordning. Der er behov for en afklaring af overgangsordningen og en løsning, der sikrer
fremdrift i udbygningen af havvind i Danmark. Ventepositionen gør det samtidigt vanskeligt for
udviklerne at drive forretning, alt imens renter og stigende stålpriser giver svære
rammebetingelser for sektoren.
Wind Estate har ventet siden 2019
Folketingets partier skal i en nær fremtid behandle regeringens forslag til en overgangsordning for Åben
Dør, hvor Wind Estate ejer to af de tre projekter, der står til at komme med i overgangsordningen. Da
overgangsordningen har direkte indflydelse på Wind Estates vindprojekter, håber vi inderligt, at Klima-,
Energi- og Forsyningsudvalget vil give os mulighed for at præsentere vores input ved et foretræde for
udvalget.
Wind Estate ansøgte i 2019 om projekterne Paludan Flak og Kadet Banke gennem Åben Dør-ordningen.
Da ordningen tidligere på året blev lukket, var de to projekter blandt de tre projekter, som fik muligheden
for at fortsætte. Derfor blev der tidligere i år taget initiativ til at lave en overgangsordning for blandt andet
disse to projekter, men der er endnu ikke en afklaring. Derfor opfordrer Wind Estate til, at regeringen
vedtager en overgangsordning for de projekter, der kan realiseres i henhold til Havplanen. Den
nuværende venteposition begrænser vores muligheder for at planlægge kommende aktiviteter, ligesom det
er uholdbart for Danmarks indfrielse af 2030-målet, hvis vi kasserer levedygtige havvindsprojekter.
En fair og gennemsigtig overgangsordning
En overgangsordning skal først og fremmest sikre, at der kommer en udbygning af den grønne energi.
Wind Estate står klar i startboksen for at opføre de to projekter, men det er afgørende, at
overgangsordningen indrettes på en fair og gennemsigtig måde. Vi håber, at Klima-, Energi- og
Forsyningsudvalget vil give os lov til at folde vores forslag til overgangsordningen ud ved et foretræde. Vi
foreslår, at følgende implementeres i overgangsordningen:
Konkurrenceudsættelse
- Argumentet bag lukningen af Åben Dør-ordningen var, at
embedsværket vurderede, at ordningen var i strid med statsstøttereglerne i EU. Derfor er det
forståeligt, at en overgangsordning skal indeholde et konkurrenceudsættende element. Men det er
ikke ligegyldigt, hvor i processen konkurrenceudsættelsen finder sted: Den kan finde sted før, der
er givet tilladelse til forundersøgelse, efter godkendt VVM-undersøgelse, eller efter der er givet
etableringstilladelse. For hvert trin bliver projektet mindre risikabelt for udvikleren, og dermed
øges villigheden til at betale staten en større andel for rettigheden til projektet.
Det er vores anbefaling, at konkurrenceudsættelsen ligger efter en godkendt VVM-undersøgelse.
Her
er der en større projektsikkerhed og dermed betalingsvillighed, end hvis
konkurrenceudsættelsen placeres meget tidligt i projektudviklingen. Samtidig ligger afklaringen
om udviklernes betaling for rettigheden til projektet heller ikke alt for mange år ude i fremtiden.
En konkurrenceudsættelse umiddelbart efter VVM-godkendelse giver derfor de bedste
betingelser for både staten og udvikleren.
Kompensation til oprindelige bydere
- En eventuel anden vindende byder vil naturligvis have
gavn af den oprindelige udviklers arbejde. Derfor er det kun rimeligt, at den vindende byder
kompenserer den oprindelige udvikler for de meget store beløb, som modningen af projekterne
har kostet. Vi anbefaler, at den oprindelige udvikler kompenseres for deres omkostninger,
såfremt udbuddet skulle gå til en anden virksomhed ved konkurrenceudsættelsen.
1
KEF, Alm.del - 2023-24 - Bilag 105: Henvendelse af 4/12-23 fra Wind Etate om anmodning om foretræde vedr. overgangsordning ifm. åben dør-ordningen
2792818_0002.png
04.12.2023
Step-in -
En step-in right betyder kort fortalt, at den oprindelige udvikler har mulighed for at
matche det vindende bud fra en anden aktør - en forkøbsret. Det er kun fair, at den udvikler, der
har udviklet projektet og foretaget forarbejdet, er i besiddelse af en forkøbsret til projektet, der
matcher højeste bud. Forkøbsret er en almindelig juridisk praksis, som vi bl.a. kender fra
byudvikling. En sådan forkøbsret går hverken ud over hensynet til staten eller vindmølleparkens
realisering, og den er ikke i strid med EU-lovgivning.
1
EU godkendte i december 2022 den tyske
støtteordning, hvori step-in right indgår. Det er vores anbefaling, at en step-in right indgår i
overgangsordningen.
Hvem er Wind Estate?
Wind Estate er en af Danmarks førende udviklere inden for udvikling af grøn energi i Danmark og
Skotland. Vi indtænker teknologi, natur og biodiversitet i udviklingen af vores projekter og produkter.
Wind Estate vægter den konstruktive dialog med myndighederne højt. På medarbejdersiden tror vi på at
fleksibilitet, nytænkning og medejerskab skaber de bedste resultater. Vi tror på, at det er sådan vi leverer
ansvarlige løsninger på tidens udfordringer. Vi agter at være en aktiv del af løsningen til den
klimaudfordring, som Danmark og resten af verden står over for.
Virksomheden, der senere blev til Wind Estate, blev stiftet i 1990’erne under vindindustriens
opblomstring. Wind Estate var blandt de første på markedet til at opkøbe eksisterende vindmøller til
fortsat drift, ligesom vi er en af de største aktører i Danmark inden for udvikling af nye
vindmølleprojekter. Hovedsædet ligger i dag i Randers.
https://germany.representation.ec.europa.eu/news/eu-kommission-genehmigt-deutsche-beihilfen-fur-erzeugung-von-erneuerbarem-strom-und-offshore-2022-12-21
_de
11
2