Rigsombudsmanden
i Grønland
Nuuk, 27. maj 2024
Orientering nr. 9/2024
Ny fiskerilov vedtaget
Torsdag den 16. maj 2024 vedtog et flertal i Inatsisartut forslaget til en ny fiskerilov.
”Efter
lovforslagets
vedtagelse bliver der skabt mere frihed til fiskerne for at værdiforøge deres fangst og mulighed for at få moderniseret deres
redskaber”,
udtalte Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Kim Kielsen, i en pressemeddelelse udsendt af
Naalakkersuisut den 16. maj 2024. Det var et flertal bestående af koalitionspartierne, der vedtog det
omdiskuterede lovforslag.
Uenigheden, både i Inatsisartut og i den offentlige debat, har bl.a. omhandlet konsekvenserne af
lovforslagets kvotelofter, Royal
Greenland A/S’ særstatus som selvstyreejet selskab, tilknytningskrav til
kvoteejere og investorer, udnyttelseskrav og bæredygtighedsprincipper for fastsættelsen af TAC (Total
Allowable Catch). De private selskaber og oppositionen har udtrykt bekymring for, at loven vil medføre
fabrikslukninger og færre arbejdspladser i fiskeriet.
I forbindelse med udvalgsbehandlingerne blev der fremsat ændringsforslag om regulering af offentligt
ejede selskabers kvoteandel i rejefiskeriet, for således både at tage hensyn til konkurrencevilkår og
samfundspligtige opgaver. Derudover blev dispensationsmuligheden for udenlandsk ejerskab fjernet,
udnyttelsespligten nedjusteret og minimumslandingspligten opjusteret. Naalakkersuisut blev desuden
pålagt at sikre finansiering til de fiskere, der i dag har gæld hos private fiskerivirksomheder, samt at holde
fiskefabrikken i Aasiaat åben.
Formanden for Naalakkersuisut sætter sin deltagelse i det nordiske
samarbejde på pause
Formand for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede offentliggjorde den 7. maj 2024 et åbent brev til det
svenske formandskab for Nordisk Ministerråd. I brevet meddelte han, at han som regeringsleder i
Grønland ville sætte sit politiske samarbejde på regeringsniveau i Nordisk Råd på pause. ”Jeg
vil selvsagt
overveje beslutningen om midlertidigt stop for samarbejdet såfremt Nordisk Ministerråds Formandskab samt Nordisk
Råds Præsidium genovervejer og accepterer at Grønland deltager på lige vilkår med de andre medlemslande om alle emner
–
også udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske emner
–
i alle fora under Nordisk Råd samt at Nordisk Råd klart
tilkendegiver, at der arbejdes aktivt for at fjerne deformelle hindringer for et fuldgyldigt medlemskab for Grønland og andre
selvstyrende områder i forbindelse med
revisionen af Helsingforsaftalen”,
skrev Múte Bourup Egede i brevet.
Udmeldingen kom i forlængelse af, at det svenske formandskab havde meddelt, at Færøerne, Grønland
og Åland ikke ville blive inviteret til at deltage i de nordiske regeringslederes uformelle sommermøde den
13. maj 2024. Ifølge Múte Bourup Egede havde det svenske formandskab bl.a. begrundet beslutningen
med, at man på sommermødet udelukkende skulle drøfte udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.