Grønlandsudvalget 2023-24
GRU Alm.del Bilag 51
Offentligt
2865223_0001.png
Rigsombudsmanden
i Grønland
Nuuk, 8. maj 2024
Orientering nr. 8/2024
Åbent samråd om udkast til forfatning for Grønland
Den 22. april 2024 havde Inatsisartuts lovudvalg indkaldt Naalakkersuisoq for Selvstændighed og
Udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, til åbent samråd om udkast til en forfatning for Grønland.
Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt oplyste på samrådet, at man
på grund af ressortområdets flytning fra
Formandens Department til Department for Selvstændighed og Udenrigsanliggender
først nu har
etableret en afdeling til det videre arbejde. Hun oplyste endvidere, at der vil blive afholdt borgermøder
om forfatningen i hele landet fra august 2024. Derudover fortsættes arbejdet med at bearbejde
forfatningskommissionens betænkning med henblik på formidling til befolkningen.
Naalakkersuisut varsler nye krav til Royal Greenland A/S
Efter stor debat i pressen og på sociale medier om forslaget til en ny fiskerilov indkaldte formand for
Naalakkersuisut, Muté Bourup Egede, og Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Kim Kielsen, den 23.
april 2024 til pressebriefing.
Royal Greenland A/S’ særstatus som
selvstyreejet selskab er et af
hovedtemaerne i debatten om forslaget til en ny fiskerilov.
Ved pressebriefingen oplyste Muté Bourup Egede, at Naalakkersuisut vil stille nye krav til Royal
Greenland A/S. Kravene vil blive fremsat på selskabets næste generalforsamling den 17. maj 2024 og
omhandler øget produktion og investeringer i Grønland, samt hovedkontorets placering.
”Andre
krav vil
senere komme. Det drejer sig om kvoter og øget produktion herhjemme. Alle offentligt ejede selskaber er skabt til verden for
at betjene det grønlandske samfund og dermed være med til at skabe vækst i deres hjemland,”,
udtalte Muté Bourup
Egede til Sermitsiaq den 23. april 2024.
Stort underskud hos Royal Greenland A/S
Den 3. maj 2024 offentliggjorde Royal Greenland A/S sit årsregnskab for 2023, der viser et underskud
på 255 mio. kr. før skat. Resultatet skyldes især en negativ udvikling for rejer, hellefisk og torsk, samt et
stort tab på aktiviteter i Chile, oplyser selskabet. Derudover har øgede driftsomkostninger betydet, at
selskabets nettorentebærende gæld ikke er blevet reduceret som planlagt. Det fremgår af årsrapporten, at
koncernens gældsforpligtelser ved udgangen af 2023 er på godt 4,6 mia. kr.
Koncernens administrerende direktør, Susanne Arfelt Rajamand, oplyser, at topledelsen har sat flere tiltag
i værk
for at vende den negative udvikling. ”Vi
ser på alle dele af forretningen. Aktiviteter, der ikke bidrager
positivt til forretningen, bliver analyseret, og vi handler derefter
”,
udtalte Susanne Arfelt Rajamand til Sermitsiaq
den 3. maj 2024.
GRU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 51: Orientering nr. 8/2024 fra Rigsombudsmanden i Grønland
Formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, udtalte i en pressemeddelelse den 3. maj 2024, at:
”Det
er et stærkt utilfredsstillende resultat, som Royal Greenland kommer ud med. Selvom markederne samt de generelle
konjunkturer er med til at sætte Royal Greenland under pres, er resultatet ikke acceptabelt.”
”Jeg
noterer mig at den
nye ledelse har taget initiativ til at ændre på strukturerne i virksomheden samt effektivisere organisationen. Jeg forventer
derfor, at Royal Greenland hurtigst muligt får rettet op på virksomheden samt igangsætter initiativer, der reducerer
sårbarheden fra udenlandske investeringer og sikrer fokus på reduktion af gælden samt investeringer i Royal Greenlands
virke i Grønland.”
Taxa-selskaber kritiserer manglende lovgivning om erhvervskørsel
Flere taxa-selskaber har kritiseret lovgivningen om erhvervskørsel for at være mangelfuld. Det sker, efter
at Avannaata Kommunia har meddelt, at kommunerne ikke længere har hjemmel til at bekendtgøre regler
for taxakørsel. Taxa-selskaberne frygter, at det skaber frie rammer for den såkaldte piratkørsel, hvor
private kører passagerer
mod betaling. ”Det,
vi kalder piratkørsel, er blevet mere og mere markant. Det er kommet
så vidt, at vi har svært ved at skaffe aftenchauffører, fordi der er et fald i antallet af kunder”,
udtalte direktør i Nuuk
Taxa, Janus Eigaard, til Sermitsiaq den 23. april 2024. Færdselsloven er et dansk anliggende, og
Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur, Hans Peter Poulsen, har derfor rettet henvendelse til
Transportministeriet i Danmark vedr. den manglende lovgivning, skriver Sermitsiaq den 25. april 2024.
Mistillid til Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter
Oppositionspartierne Atassut og Demokraatit stillede torsdag den 25. april 2024 et mistillidsvotum til
Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter, Erik Jensen. Mistillidsvotummet blev stillet med henvisning til
Erik Jensens udtalelser om fjernelsen af sukkerafgiften tidligere på året i forbindelse med en debat om et
forslag om afgiftsændringer.
”Pågældende
Naalakkersuisoq har gennem lang tid udvist en bekymrende mangel på
dømmekraft og er flere gange fremkommet med forkerte oplysninger over for befolkningen. Dette kan ikke længere
accepteres”,
skrev Atassut og Demokraatit i mistillidsvotummet. Koalitionen bestående af Siumut og Inuit
Ataqatigiit, og dermed flertallet i Inatsisartut, afværgede mistillidsvotummet.
IT-virksomhed politianmeldt for brug af udenlandsk satellittjeneste
Telestyrelsen, under Departementet for Boliger og Infrastruktur, har politianmeldt IT-virksomheden
Inu:IT A/S for brud på loven om telekommunikation og teletjenester. Anmeldelsen omhandler, at Inu:IT
A/S har opstillet en antenne til satellittjenesten Starlink, og videresolgt satellitforbindelse til en slutbruger.
Det fremgår af en pressemeddelelse, udsendt af Telestyrelsen den 18. april 2024. Inu:IT A/S oplyser, at
brugen af Starlinks satellittjeneste er sket i forbindelse et pilotprojekt for sundhedsvæsenet i Tasiilaq, hvor
man siden 2023 har haft udfordringer med teleforbindelsen ved arbejdsopgaver i den elektroniske
patientjournal.
Inu:IT A/S’
ejer og bestyrelsesformand, Martin Gjødvad, udtalte til Sermitsiaq den 19.
april 2024, at virksomheden og sundhedsvæsenets fortolkning af loven var, at man i særlige tilfælde kunne
anvende andre tjenester, og at de derfor handlede i god tro.
35 mio. kr. mere til sundhedsvæsenet i 2024
Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, præsenterede i en pressemeddelelse den 17. april 2024,
en række tiltag med udgangspunkt i det sundhedsforlig som Inatsisartut indgik i november 2023.
Tiltagene omfatter kræftområdet, graviditets- og fødselsbetjeningen, samt generel forbedring af adgang
til og betjening i sundhedsvæsenet. Derudover er der afsat midler til at indhente IT-efterslæbet, et
uafhængigt sundhedsråd samt en anlægssektorplan for sundhedsvæsenet.
GRU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 51: Orientering nr. 8/2024 fra Rigsombudsmanden i Grønland
Ny politistation i Ilulissat
Den 2. maj 2024 åbnede Grønlands Politi en ny politistation i Ilulissat. Den nyopførte station er en del
af et større projekt, som skal forbedre arbejdsforholdene for Grønlands Politi gennem renovering og nye
stationer.
Air Greenland
A/S’ overskud
i 2023 blev mindre end forventet
Den 29. april 2024 offentliggjorde Air Greenland A/S sit årsregnskab for 2023. Regnskabet viser et
årsresultat på 84,5 mio. kr. før skat. Det er ca. 15 mio. kr. mindre end forventet, men betegnes som
”tilfredsstillende”
i selskabets årsrapport, som også viser en stigning i nettoomsætningen på 9,6 pct. til
1,78 mia. kr. Administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen, oplyser i årsrapporten, at den øgede
omsætning primært skyldes en stigning i passagertrafikken, som tegner sig for 63 pct. af selskabets
indtægtsgrundlag. Udgifterne til kost og logi til passagerer pga. aflysninger ved dårligt vejr er steget i 2023,
oplyste Air Greenland A/S’ bestyrelsesformand,
Bodil Marie Damgaard, til Sermitsiaq den 29. april 2024.
Af rapporten fremgår det endvidere, at Air Greenland A/S har investeret væsentligt i fornyelsen af
flyflåden, siden selvstyret blev eneaktionær, i alt 1,5 mia. kr. de seneste fem år.
Ny rapport om turismens økonomiske betydning
En ny rapport om den udenlandske turismes økonomiske betydning viser, at branchen er i vækst og
bidrager væsentligt til samfundsøkonomien. Rapporten er udarbejdet af Rambøll for Visit Greenland,
Association of Arctic Expedition Cruise Operators, Sikuki Nuuk Harbour, Nalik Ventures, Air
Greenland, Kalaallit Airports Gruppen samt Grønlandsbanken. Rapportens analyse viser, at det er
flyturister, der står for størstedelen af den samlede omsætning på 1,9 mia. kr., og at turismebranchen
skabte 1.075 arbejdspladser i 2023.
”Det
er glædeligt at konstatere, at turismen faktisk har så stor positiv effekt for
vores land, så det er et erhverv, der klart at værd at satse på”,
udtalte Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel,
Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen i en pressemeddelelse om rapporten den
19. april 2024.
Ny chef for Arbejdstilsynet i Grønland
Den 1. maj 2024 tiltrådte Inúnguak Abelsen som ny chef for Arbejdstilsynet i Grønland. Inúnguak
Abelsen er 37 år, uddannet bygningsingeniør og kommer fra en stilling som viceanlægschef hos
Greenland Airports i Nuuk.