Rigsombudsmanden
i Grønland
Nuuk, den 15. januar 2024
Orientering nr. 1/ 2024
Nytårstale fra formanden for Naalakkersuisut
Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA) indledte sin nytårstale (bilag 1) med stor ros til
landets håndboldkvinder, som efter mange års forberedelser netop har deltaget ved VM i håndbold. Han
opfordrer folk til at lade sig inspirere af dem og deres tro på, at fremtiden bringer muligheder. Derudover
kom formanden ind på en række politiske emner som den nye fiskerilov, der er blevet sendt i høring i
december, en kommende skattereform, arbejdet med forfatningsudkastet, stigende inflation, uddannelse
samt det pressede sundhedsvæsen.
Grønland fejrer tronskiftet
I forbindelse med dronning Margrethes abdikation udsendte formanden for Naalakkersuisut, Múte B.
Egede (IA) en pressemeddelelse, hvor han på vegne af Naalakkersuisut og det grønlandske folk takkede
for hendes dedikation og engagement for Grønland. Han bemærkede samtidig, at dronningen har været
vellidt og respekteret af mange grønlændere. Endelig udtrykte han sine varmeste lykønskninger til
kronprins Frederik i hans nye rolle som kommende konge.
I ugen op til tronskiftet har de grønlandske medier været meget præget af mange positive historier om
dronning Margrethes og den kommende konges tætte forhold til Grønland og det grønlandske folk.
På selve dagen for tronskiftet den 14. januar 2024 flagede alle selvstyrets institutioner med det
grønlandske flag Erfalasorput. Herudover opfordrede Naalakkersuisut alle landets kommuner og borgere
til at flage på dagen. I København overværede formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA)
tronskiftet og deltog i den efterfølgende kur for den nyudnævnte kong Frederik 10., hvor han overrakte
en gave til kongen på vegne af Naalakkersuisut. Sammen med formanden for Inatsisartut, Mimi Karlsen
deltog formanden for Naalakkersuisut også, da Folketinget den 15. januar 2024 markerede tronskiftet.
Kritik af forslag til ny fiskerilov
Departementet for Fiskeri og Fangst sendte i slutningen af november 2023 et forslag til ny fiskerilov i
offentlig høring med frist for bemærkninger den 24. januar 2024. Fra flere sider kommer der nu kritik af
forslaget. Der opfordres også til at udsætte høringsfristen, så de relevante parter har ordentlig tid til at
sætte sig ind i forslaget, som har været undervejs gennem mange år. I en pressemeddelelse udtaler
borgmesteren for Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen (løsgænger) bl.a. følgende: ”Det
er alt for kort
høringsfrist. Fiskerne er selvfølgelig nervøse for, om de til fulde forstår, hvilke konsekvenser loven vil få. Det er meget
materiale og hvis alle skal have en fair chance for at forstå den omfattende lov og komme med vigtige input, så skal fristen
forlænges.”
Grønlands Erhverv bemærker, at ”høringsfristen
er urimelig kort for et så komplekst lovforslag, samtidig
med, at de bagvedliggende beregninger er skjult for offentligheden.”
Grønlands Erhverv gør endvidere opmærksom
på, at lovforslaget vil gøre det samlede fiskerierhverv mindre effektivt og dermed forringe den
grønlandske samfundsøkonomi.
Indaleeqqap Aqq. 3
Postboks 1030, 3900 Nuuk
www.rigsombudsmanden.gl
Telefon: +299 32 10 01