FOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 85: Orientering om evaluering af Erhvervssygdomsudvalgets ændrede praksis vedrørende arbejdsskadesager for veteraner med PTSD, fra beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren

Forsvarsudvalget 2023-24
FOU Alm.del Bilag 85
Offentligt

NOTAT

5. januar 2024

J.nr. 20225200320

–

2023-5195

Evaluering af Erhvervssygdomsudvalgets

praksis vedr. veteraner med PTSD

Indhold

I dette notat præsenteres en evaluering af, hvilken betydning det har haft for be-

handlingen af erhvervssygdomssager om posttraumatisk belastningsreaktion

(PTSD), opstået efter soldaters udsendelse til konfliktfyldte områder, at Erhvervs-

sygdomsudvalget i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (herefter Erhvervssygdoms-

udvalget) i 2021 opdaterede udvalgets praksis for forelæggelse af sager vedr. vete-

raner med PTSD .

Denne praksisopdatering fulgte efter Erhvervssygdomsudvalgets drøftelse af en ud-

redningsrapport om den seneste viden om PTSD, som Erhvervssygdomsudvalget

iværksatte efter, at Vestre Landsret (VLR) i juni 2020 havde afsagt en principiel dom

på området.

Opdateringen indebærer blandt andet udvidelser af tidskriteriet for symptomde-

but. For det første blev tidskriteriet udvidet for symptomdebut af PTSD fra senest

6 måneder til senest cirka 4 år efter belastningens ophør, og for det andet blev

tidskriteriet udvidet for fuldt udviklet PTSD fra 1-4 år til senest cirka 15 år efter be-

lastningens ophør.

Med udvidelserne af tidskriteriet vil flere sager om PTSD kunne forelægges Er-

hvervssygdomsudvalget til anerkendelse. Hvor tilskadekomne tidligere ikke kunne

Erhvervssygdomsudvalget drøftede på principielle møder den 26. maj og 22. juni 2021

den nye udredningsrapport om PTSD (”Time course of

symptoms in delayed-onset post-

traumatic stress disorder, 2021”).

Udredningsrapporten førte samlet set ikke til ændringer

på fortegnelserne. Udredningen gav ikke grundlag for et selvstændigt forslag til retnings-

linjer for en ny forelæggelsespraksis for Erhvervssygdomsudvalget vedrørende sager om

PTSD. Udredningen indeholdt dog nogle elementer, der under samtidig hensyntagen til

Vestre Landsretsdommen af 26. juni 2020, gav grundlag for tilføjelser til udvalgets eksiste-

rende forelæggelsespraksis i sager om PTSD.

Se mere om kriterierne i Erhvervssygdomsudvalgets årsredegørelse for 2021

her

FOU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 85: Orientering om evaluering af Erhvervssygdomsudvalgets ændrede praksis vedrørende arbejdsskadesager for veteraner med PTSD, fra beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren

få anerkendt PTSD, hvis sygdommen var udviklet senere end cirka 4 år efter be-

lastningens ophør, vil de tilskadekomne med den nye forelæggelsespraksis på op

til 10 års forsinkelsesinterval, og i særlige tilfælde efter Vestre Landsret dommen

op til cirka 15 års forsinkelsesinterval, have udvidet mulighed for anerkendelse.

Dette omfatter både nye sager og tidligere afviste sager.

Regeringen aftalte sammen med et flertal af Folketingets partier i marts 2022 en

række initiativer, der skulle styrke behandlingen af veteraners psykiske arbejds-

skader. Et af disse initiativer er en

opfølgning på Erhvervssygdomsudvalgets opda-

terede praksis

om PTSD, som belyser anerkendelsesmønstre for veteraners PTSD-

sager behandlet henholdsvis før og efter praksisopdateringen.

Opfølgningen bygger på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) overvågning af

praksisopdateringens betydning for behandlingen af veteraners arbejdsskader, og

denne overvågning har resulteret i nærværende evaluering gennemført af Arbejds-

tilsynet.

Formålet med evalueringen er at undersøge, hvilken betydning den opdaterede

praksis for forelæggelse af sager om forsinket PTSD for Erhvervssygdomsudvalget

har haft for anerkendelserne på området, herunder om sager, hvor der er gået læn-

gere tid til symptomdebut eller fuldt udviklet PTSD, i højere grad end tidligere er

blevet anerkendt.

I evalueringen er som udgangspunkt ikke inddraget sager, der afgøres administra-

tivt af AES, idet udredningsrapporten og dommen fra VLR for så vidt angår denne

type sager ikke vurderes at have indvirkning på praksis. Dog ses der på et par sager,

der er blevet afvist administrativt på trods af, at de umiddelbart opfylder forelæg-

gelseskriterierne efter den opdaterede praksis.

Konklusion

Der kan opstilles følgende delkonklusioner af evalueringen:

•

AES’ overvågning viser, at der

er en anerkendelsesprocent på 72 pct. blandt

førstegangssager afgjort i perioden 1. juni 2020 til og med 31. august 2022.

Det er på niveau med den generelle anerkendelsesprocent for alle sager af-

gjort i AES’ særlige veteransekretariat

fra 2013 til VLR’s dom i 2020, dvs. inkl.

både førstegangssager og andengangssager, der tidligere er blevet afvist og

”Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har et særligt Veteransekretariat,

som tager sig af sa-

ger om tidligere udsendte statsansatte

–

primært soldater. Medarbejderne i sekretariatet

er specielt uddannet i at håndtere netop denne type sager. Veteransekretariatet er skabt,

fordi sagerne om veteraner ofte er meget

komplekse og samtidig mere ”håndholdte” i

sammenligning med de øvrige sager i AES. Fx kan det være nødvendigt med en mere om-

fattende personlig kontakt til den tilskadekomne.” –

her

link til AES’ hjemmeside.

•

først senere er blevet anerkendt efter fx en genoptagelse. Anerkendelsespro-

centen indikerer, at der enten anerkendes flere sager efter førstebehandling,

eller at anerkendelsesprocenten vil stige i takt med, at en andel af de afviste

sager anerkendes efter fx genoptagelser m.v. Det er for tidligt at konkludere

på nuværende tidspunkt.

Som følge af den opdaterede praksis er der blevet forelagt flere sager for Er-

hvervssygdomsudvalget

–

og der kan identificeres 16 sager i perioden 1. juni

2020 til 31. august 2022, som er blevet anerkendt efter den opdaterede prak-

sis, og som umiddelbart vurderes ikke at ville være blevet anerkendt før dom-

men i VLR juni 2020 og den efterfølgende udredningsrapport. Det drejer sig

om sager, hvor der har været et langt tidsspænd mellem belastningen og hen-

holdsvis debut af symptomer på PTSD og fuldt udviklet sygdom. Sager aner-

kendes således efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget efter den op-

daterede praksis, selvom de hidtidige gældende grænser for tidsspændene

mellem belastning til symptomdebut og fuldt udviklet sygdom er overskredet

med adskillige år.

De sager, der nu afvises efter tidskriteriet (evt. efter forelæggelse for Er-

hvervssygdomsudvalget) er primært sager, hvor der ikke har været symptom-

debut inden for cirka 4 år efter belastningens ophør, og hvor der er gået læn-

gere tid end cirka 15 år, før PTSD er fuldt udviklet.

Samtidig viser gennemgangen også, at AES i de sager, der har et langt tids-

spænd, foretager en konkret vurdering af, hvorvidt sagen skal anerkendes el-

ler afvises. Det skyldes, at AES altid skal foretage en konkret vurdering af,

hvorvidt en sag om PTSD vil kunne forelægges for udvalget, selvom de oven-

for nævnte kriterier til forelæggelsespraksis ikke er opfyldt.

Der ses også nogle konkrete sager med en anden vurdering end den praksis,

som udvalget aftalte i 2021. I disse sager lægges der vægt på udtalelser fra Rets-

lægerådet. Det følger af Højesterets praksis, at udtalelser fra Retslægerådet har

forrang i forhold til andre lægelige vurderinger.

Metode

Undersøgelsesmetoden i evalueringen er primært en kvantitativ analyse på bag-

grund af AES’ overvågning af alle

veteransager afgjort i perioden fra 1. juni 2020 til

og med 31. august 2022.

Dette suppleres med en kvalitativ gennemgang af udvalgte sager. Sagerne er ud-

valgt, fordi de enten vurderes at være repræsentative eksempler på afgørelser af

Konkrete sager, som er atypiske eller ekstraordinære, og som opfylder kravet om, at syg-

dommen kan skyldes arbejdets særlige art, vil blive indstillet til udvalget med henblik på

drøftelse.

bestemte typer, eller fordi de ligger i gråzonen mellem sager, der skal anerkendes

eller

afvises. I disse sager er der på baggrund af AES’ afgørelse foretaget en analyse

af, hvad AES og Erhvervssygdomsudvalget lægger til grund for afgørelserne i forhold

til vurderingen af tidskriteriet.

Datagrundlag

I nærværende analyse indgår data, som er indsamlet via registreringer foretaget

af AES, vedrørende alle de afgørelser, som AES har truffet i perioden 1. juni 2020

til og med 31. august 2022. Det drejer sig om følgende typer af registrerede data

for hver sag:

Afgørelse (anerkendelse/afvisning)

Om sager har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget

Det tidsmæssige spænd fra belastningens ophør til symptomdebut

Det tidsmæssige spænd fra belastningens ophør til diagnosetidspunktet

(fuldt udviklet PTSD)

Årsagen til anerkendelse/afvisning

Ankestatus samt evt. udfald af afgørelse i Ankestyrelsen

Anerkendelsestype (om sagen er anerkendt efter erhvervssygdomsforteg-

nelsen, særloven eller efter udtalelse fra Retslægerådet)

Om der er tale om en førstegangsafgørelse, en hjemvisningsafgørelse eller

en genoptagelse

Desuden indgår i analysen 10 sager, om Arbejdstilsynet har udvalgt ud fra AES

data med henblik på nærmere analyse. Det drejer sig om følgende afgørelser:

Tabel 1

–

oversigt over enkeltsager udvalgt til analysen

Årsag til udvælgelse

Anerkendt på baggrund af forelæggelsespraksis fra 2013 og frem

Anerkendt på baggrund af udredning

Anerkendt på baggrund af VLR’s dom

Anerkendt efter konkret samlet vurdering med lang forsinkelse

Afvist med begrundelsen manglende tidsmæssig sammenhæng og relativ

kort forsinkelse

Afvist med begrundelsen manglende tidsmæssig sammenhæng og relativ

kort forsinkelse

Afvist med begrundelsen manglende tidsmæssig sammenhæng og relativ

kort forsinkelse

Afvist med begrundelsen manglende årsagssammenhæng og kort tidshori-

sont

10 Afvist med begrundelsen manglende årsagssammenhæng

Baggrund

Når en borger har fået diagnosticeret PTSD og har anmeldt sygdommen som en

erhvervssygdom, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), skulle vurdere, om

der er årsagssammenhæng mellem hændelser på pågældendes arbejde og den an-

meldte sygdom. Heri indgår også en vurdering af den tidsmæssige sammenhæng.

PTSD kan blive anerkendt som en erhvervssygdom, hvis blandt andet kriterierne for

den tidsmæssige sammenhæng, som de er beskrevet i erhvervssygdomsfortegnel-

sen, er opfyldt. Sager der ikke opfylder kriterierne efter erhvervssygdomsfortegnel-

sen kan i særlige tilfælde anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsud-

valget.

Fortegnelsen og forelæggelse for udvalget

AES vurderer, om der er årsagssammenhæng mellem arbejdsmæssige påvirknin-

ger og den anmeldte PTSD. Hvis AES når frem til, at der er årsagssammenhæng,

belastningen er tilstrækkelig sandsynliggjort og sagen i øvrigt opfylder betingel-

serne på erhvervssygdomsfortegnelsen (herunder vejledningen hertil), vil PTSD

kunne blive anerkendt administrativt som en arbejdsskade. Det følger blandt an-

det af erhvervssygdomsfortegnelsen, at en sag om PTSD kan anerkendes, ”når

symptomer på sygdommen opstår senest inden for 6 måneder, og sygdommen er

fuldt til stede inden for få år”.

Formuleringen ”inden

for få år”

dækker i praksis

over 1-2 år efter belastningens ophør.

Hvis en sag ikke opfylder de kriterier, der er beskrevet på erhvervssygdomsforteg-

nelsen, kan den ikke anerkendes administrativt i AES. Når særlige forhold er til-

stede, kan sagen i stedet forelægges Erhvervssygdomsudvalget, der efter en kon-

kret vurdering vil kunne indstille sagen til anerkendelse eller afvisning. Hvorvidt

særlige forhold er tilstede, følger af forelæggelsespraksis, som er fastlagt i Er-

hvervssygdomsudvalget.

Erhvervssygdomsudvalget diskuterer løbende på baggrund af ny forskning, medi-

cinsk viden samt praksis i Ankestyrelsen og ved domstolene, om der er behov for

justeringer i praksis.

Tidskriterier fra 2013 og frem til 2021

I dette afsnit fokuseres på tidskriteriet, men der er også andre kriterier, som skal

være opfyldt.

Før VLR’s dom

og udredningsrapporten var tidskriteriet for, hvornår

sager kunne forelægges udvalget, at der enten skulle være fuldt udviklet PTSD in-

den for få år (1-2 år) efter belastningens ophør (uden symptomer inden for de før-

ste 6 måneder), eller at der skulle være begyndende symptomer inden for 6 må-

neder, men først fuldt udviklet PTSD nogle år (3-4 år) efter belastningens ophør.

VLR omgjorde i juni 2020 en afgørelse i en veteransag, hvor Ankestyrelsen havde

afslået at anerkende PTSD som en erhvervssygdom. Dommen rejste implicit en

række spørgsmål i forhold til praksis for anerkendelse af PTSD som en erhvervssyg-

dom. Derfor anmodede Erhvervssygdomsudvalget Arbejdsmiljøforskningsfonden

om en medicinsk udredning om den tidsmæssige sammenhæng mellem belastende

begivenheder og udviklingen af PTSD. Udredningen blev udført af arbejds- og mil-

jømedicinsk afdeling, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og afsluttet i april 2021.

Praksisopdateringen for forelæggelse af sager for Erhvervssygdomsudvalget

Erhvervssygdomsudvalget besluttede på baggrund af udredningen at opdatere kri-

terierne for, hvornår en sag med forsinket PTSD kan forelægges udvalget.

a) Praksis efter udredningen

Med den nye forelæggelsespraksis kan konkrete sager om forsinket PTSD, som ikke

opfylder Erhvervssygdomsfortegnelsens krav til den tidsmæssige sammenhæng, fo-

relægges Erhvervssygdomsudvalget. Det gælder blandt andet, hvis AES vurderer, at

den tilskadekomne er debuteret med PTSD-symptomer inden for det første år efter

den traumatiske hændelse (modsat inden for cirka seks måneder efter tidligere

praksis), og diagnosen PTSD er fuldt til stede inden for 3-10 år, efter det tidspunkt

belastningerne er ophørt (modsat inden for 3-4 år efter tidligere praksis). De sæd-

vanlige krav til belastning, sandsynliggørelse af belastningen, dokumentation og di-

agnose skal desuden være opfyldt, ligesom lovkravet om, at sygdommen PTSD skal

anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets sær-

lige art.

b) Praksis efter VLR’s dom

Erhvervssygdomsudvalget besluttede også, at udredningsrapporten ikke kunne stå

alene, men at en række forhold fra VLR’s dom af 26. juni 2020 skulle supplere den

fremtidige tilføjelse til forelæggelsespraksis i sager om PTSD. Der var i den konkrete

dom ved VLR en række forhold, der blev lagt til grund i vurderingen af, at der var

årsagssammenhæng mellem den traumatiske hændelse og PTSD-diagnosen. På

baggrund af dette besluttede Erhvervssygdomsudvalget, at hvis der er dokumente-

rede symptomer på PTSD ikke senere end 4 år efter belastningens ophør, og der er

lægelig dokumentation for at diagnosen PTSD er fuldt til stede senest 15 år efter

belastningens ophør, kan sagen forelægges for Erhvervssygdomsudvalget. Der vil

samtidig blandt andet blive lagt vægt på, om der har været overbevisende bro-

symptomer (dvs. gradvis udvikling af symptomer i hele perioden), om det er ube-

stridt, at diagnosen er PTSD, og at der ikke er andre konkurrerende årsager

til ud-

viklingen af PTSD.

Der er med justeringen af udvalgets praksis ikke ændret på, hvornår en sag om PTSD

administrativt kan anerkendes.

Særloven for veteraner

Folketinget vedtog i 2014

Lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte

soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belast-

ningsreaktion

(særloven for veteraner).

Særloven lemper kravet om tidsnær dokumentation for den tidsmæssige sammen-

hæng mellem belastning og symptomer.

Det er således muligt at få anerkendt sagen, selvom der ikke er tidsnær

dokumen-

tation

for, at en veteran har udviklet PTSD kort tid efter belastningen, således som

det kræves efter fortegnelsen. Efter særloven kan en veteran få PTSD anerkendt

som en arbejdsskade:

•

hvis sygdommen ikke kan anerkendes som erhvervssygdom efter lov om

arbejdsskadesikring, og

begrundelsen for, at sygdommen ikke kan anerkendes efter lov om arbejds-

skadesikring, er, at der mangler dokumentation for tidsmæssig sammen-

hæng mellem belastningen og sygdomsdebut, og

en psykiatrisk speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter

belastningens ophør erklærer, at den undersøgte person lider af posttrau-

matisk belastningsreaktion, og at sygdommen er opstået i tilknytning til og

som følge af udsendelsen .

•

Der er dermed ikke med særloven lempet på kravet til den tidsmæssige sammen-

hæng, men kun på kravet om tidsnær dokumentation for den tidsmæssige sam-

menhæng mellem belastning og symptomer.

AES forstår i forhold til PTSD konkurrerende årsager til at være

traumatiserende begiven-

heder af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur i overensstemmelse med diag-

nosekriterierne i ICD-10.

Følgende fremgår af lovbemærkningerne: ”Det

betyder, at når en psykiatrisk speciallæge senere

end 6 måneder efter belastningens ophør skriver en erklæring om, at den undersøgte person lider af

PTSD, og at sygdommen skønnes at være opstået i tilknytning til dennes udsendelse, vil det fremover

være tilstrækkeligt til at dokumentere, at symptomerne på sygdommen er opstået inden for 6 måne-

der efter den skadevoldende udsættelse, svarende til definitionen af PTSD i WHO´s sygdomsklassifi-

kation ICD-10. Erklæringen forudsættes udfærdiget på baggrund af de samlede lægelige oplysninger

i sagen og en klinisk undersøgelse af den sygdomsramte.”

Sammenfattende skema for tidskriterier

Nedenfor i tabel 2 fremgår, hvilke omtrentlige tidskriterier der gælder for henholds-

vis administrative afgørelser, for forelæggelsespraksis før og efter udredningsrap-

port og VLR-dom, samt for afgørelser efter særloven. Bemærk, at tidskriterierne

her er angivet i cirka-tal. Der er altid tale om en samlet vurdering, og sagens kon-

krete forhold vil altid veje tungt.

Tabel 2 - Krav til den tidsmæssige sammenhæng:

Erhvervssyg-

domsfortegnel-

sen

Forelæggelse på

baggrund af

udredningsrap-

porten

< 1 år

Forelæggelse på

baggrund af

VLR’s dom

Særloven for

veteraner

Tidsspænd mel-

lem belastning og

første symptomer

på PTSD

Tidsspænd mel-

lem belastning og

diagnosen stilles*

< 6 måneder

< 4 år

< 6 måne-

der**

< 1-2 år

< 3-10 år

< 15 år

< 1-2 år**

Anm.: Alle angivelser i år for tidskriterier er cirka-angivelser

–

sagernes konkrete forhold vil altid blive

taget i betragtning, og veje tungere end om det præcise tidskriterie er opfyldt. Der er altid tale om en

samlet vurdering.

Kilde: AES

Noter: * Med ”betegnelen PTSD er fuldt til stede”, menes der det tidspunkt, hvor en psykiater på

baggrund af en undersøgelse, fx i forbindelse med udfærdigelsen af en erklæring eller lægelige jour-

naler, kan stille diagnosen PTSD første gang. Det vil sige, hvor både kravet om belastningen og det

fulde symptombillede er til stede. Det betyder ikke, at symptomerne ikke kan have været der forud

for, men at det er dette tidspunkt, hvor der er lægelige dokumentation for diagnosen.

** Særloven for veteraner lemper dokumentationskravet ift. at få anerkendt PTSD som arbejdsskade.

Der er dermed ikke ændret på kravet til den tidsmæssige sammenhæng, men på kravet om

tidsnær

dokumentation

for den tidsmæssige sammenhæng. Der henvises til beskrivelsen ovenfor på side 7

Dataanalyse

Med udgangspunkt i en kvantitativ analyse af de registrerede data i 213 afgørelser

fra perioden 1. juni 2020 til og med 31. august 2022 og en kvalitativ analyse af 10

konkret udvalgte sager fra samme periode vil de observerede ændringer af aner-

kendelses- og forelæggelsespraksis blive beskrevet.

AES har foretaget registreringerne i en række på forhånd definerede variabler,

som efterfølgende er bearbejdet af AT.

Det fremgår af AES’ overvågning af afgørelserne, at der er truffet i alt 213 afgørel-

ser i perioden.

Nedenstående figur viser, hvor mange anerkendelser og afvisninger, der er inden

for de forskellige sagskategorier.

Figur 1: 213 afgørelser fordelt på sagstype og udfald

93 anerkendelser

130 1. gangssager

37 afvisning

12 anerkendelser

213 sager

genoptagelsessager

50 afvisninger

13 anerkendelser

21 Hjemvisninger

8 afvisninger

Som det fremgår af figuren, har der været 130 såkaldt førstegangsafgørelser (sa-

ger som AES ikke tidligere har behandlet), 62 genoptagelsesafgørelser (sager som

AES tidligere har afvist

–

og hvor AES på anmodning fra typisk tilskadekomne fore-

tager en ny vurdering af anerkendelsesspørgsmålet) og 21 afgørelser i hjemviste

sager (sager som Ankestyrelsen har hjemvist til fornyet sagsbehandling i AES).

Det vurderes, at førstegangsafgørelserne i høj grad afspejler det generelle aner-

kendelsesmønster, da disse sager ikke tidligere har været behandlet i AES. Der er

således 93 anerkendte førstegangssager, hvilket svarer til en anerkendelsespro-

cent på 72. Det er på niveau med den generelle anerkendelsesprocent for alle sa-

ger vedr. veteraner afgjort i perioden fra 2013 til VLR’s dom i 2020, dvs.

både før-

stegangssager samt sager, der tidligere er blevet afvist og først senere er blevet

anerkendt efter fx en genoptagelse eller en hjemvisning.

Det er endnu ikke muligt at vurdere, om anerkendelsesprocenten på 72 for de 130

førstegangssager er udtryk for en stigende anerkendelsesprocent, som bliver hø-

jere i takt med, at en andel af de afviste sager anerkendes efter genoptagelser

m.v., eller om det er udtryk for, at antallet af sager, der efter tidligere praksis først

anerkendtes efter genoptagelser m.v. nu i stedet anerkendes ved sagens første

behandling. Til dette skal bemærkes, at den generelle anerkendelsesprocent på

veteranområdet er udregnet på baggrund af alle afgjorte sager i perioden 2013-

2020, og også indregner, at flere sager først er anerkendt efter genoptagelse eller

hjemvisning. Der kan således umiddelbart ikke foretages en direkte sammenlig-

ning mellem de to grupper af sager.

En sammenligning mellem de to sagsmængder af henholdsvis udelukkende nye

sager og sager, der for en del sagers vedkommende har været genoptaget flere

gange og evt. afprøvet i Ankestyrelsen eller ved domstolene, skal således foreta-

ges med forsigtighed. Med det forbehold, vurderes det, at der enten er tale om en

lille stigning i anerkendelsesprocenten i den periode, overvågningen dækker, eller

at praksisopdateringen har betydet, at et antal af de sager, der tidligere først er

blevet anerkendt efter en eller flere genoptagelser eller hjemvisninger, nu aner-

kendes ved første behandling. Det er endnu for tidligt at konkludere på årsager og

sammenhænge.

For nærmere at afdække, om der er sager, der bliver anerkendt nu, som ikke ville

være blevet anerkendt før praksisopdateringen,

gennemgås AES’ overvågning

nærmere i de følgende afsnit, først med en analyse af de sager, der har været fo-

relagt Erhvervssygdomsudvalget og dernæst med en analyse af de administrativt

afgjorte sager.

Sager forelagt for Erhvervssygdomsudvalget

Gennemgangen af de anerkendte sager viser, at der i et større omfang end tidli-

gere anderkendes sager, hvor der har været en langsom udvikling af symptomer

på PTSD og en fuldt udviklet sygdom. Der kan peges på 16 konkrete sager, som

umiddelbart ikke ville være blevet anerkendt med den tidligere forelæggelses-

praksis.

Gennemgangen viser også, at Erhvervssygdomsudvalget har anerkendt få sager,

hvor diagnosen PTSD først har kunnet stilles ca. 20 år efter udsendelsen. Det er en

endnu længere forsinkelse end den, der var til stede i sagen fra VLR fra 2020, og

dermed også længere, end hvad Erhvervssygdomsudvalget har lagt til grund for

justeringen af deres forelæggelsespraksis.

Det fremgår af oversigten, at 26 sager ud af de 213 sager er blevet forelagt for Er-

hvervssygdomsudvalget i perioden. Heraf er de 22 sager blevet anerkendt, og de 4

sager blevet afvist.

Det er nogle konkrete sager med en anden vurdering end den praksis, som udvalget af-

talte i 2021, men i disse sager er der tale om udtalelser fra Retslægerådet. Det følger af

Højesterets praksis, at udtalelser fra Retslægerådet har forrang i forhold til andre lægelige

vurderinger.

Nedenstående figur viser, hvor mange anerkendelser og afvisninger, der er inden

for de sager der er forelagt erhvervssygdomsudvalget.

Figur 2: 26 sager med forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget

22 anerkendt

213 sager

26 forelagt

erhverssygdomsudvalget

4 afvist

16 af 21 anerkendte sager med PTSD er påvirket af lempelse i forelæggelsespraksis

I én sag er der anerkendt uspecificeret belastningsreaktion og ikke PTSD

–

sagen

indgår derfor ikke i opgørelsen nedenfor.

Af de sager med PTSD, der er forelagt Erhvervssygdomsudvalget og anerkendt,

har AES registreret følgende:

A. 3 sager er anerkendt på baggrund af forelæggelsespraksis fra 2013 til juni

2020

B. 6 sager er anerkendt på baggrund af udredningsrapporten

C. 3 sager er anerkendt på baggrund af VL-dommen

D. 9 sager er anerkendt på baggrund af en konkret vurdering

De registrerede data i de 3 sager opført under A), er ifølge AES anerkendt efter

praksis gældende før juni 2020. De ville derfor også være blevet anerkendt tidli-

gere, og er derfor ikke påvirket af praksisopdateringen.

De registrerede i alt ni sager opført under B) og C), er anerkendt på baggrund af

den nye praksis og forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Det viser, at det

med den opdaterede praksis er blevet muligt at få anerkendt sager efter forelæg-

gelse for Erhvervssygdomsudvalget, hvor der er gået længere tid end tidligere fra

udsendelsen til udviklingen af symptomer på PTSD eller fuldt udviklet PTSD.

En umiddelbar gennemgang af tidskriterierne i de ni registrerede sager, som fal-

der under kategori D), og som er angivet at være blevet anerkendt efter en kon-

kret vurdering, viser, at 7 ud af 9 sager umiddelbart ikke ville være blevet aner-

kendt uden praksisopdateringen:

•

1 sag er anerkendt efter udredningen og

3 sager ses at opfylde momenterne fra Vestre Landsrets dom, hvad angår

tidskriteriet.

De 3 øvrige sager er anerkendt, selvom sygdommen er udviklet med læn-

gere forsinkelse end de grænser, som er fastsat med Erhvervssygdomsud-

valgets nye praksis.

De resterende 2 sager kunne muligvis være blevet anerkendt efter den

tidligere forelæggelsespraksis, da data viser, at sygdomsudviklingen i disse

sager ligger inden for tidsspændet for anerkendelse efter den gamle prak-

sis, dvs. at der enten skulle være fuldt udviklet PTSD inden for få år (1-2

år) efter belastningens ophør, eller at der skulle være begyndende symp-

tomer inden for 6 måneder, men først fuldt udviklet PTSD nogle år (3-4 år)

efter belastningen ophør.

Der vurderes derfor på det foreliggende at være samlet 16 sager, som er blevet

anerkendt som en mere eller mindre direkte følge af den opdaterede forelæggel-

sespraksis.

Tabel 3: Tidsspænd i 16 anerkendte sager efter forelæggelse for Erhvervssyg-

domsudvalget

Tidligere praksis

Udredningsrap-

port

VLR’s dom

Ud over VLR’s

dom

Debuttidspunkt

Antal sager

Fuldt udviklet

sygdom

Antal sager

< 6 måneder

3-4 år

< 1 år

5-10 år

1-4 år

11-15 år

4+ år

16+ år

Anm.: Alle angivelser i år for tidskriterier er cirka-angivelser

–

sagernes konkrete forhold vil altid blive

taget i betragtning, og veje tungere end om det præcise tidskriterie er opfyldt. Der er altid tale om en

samlet vurdering.

Af disse 16 sager har 10 sager et debuttidspunkt, der ligger senere end 6 måneder

efter udsendelsen, heraf:

•

5 sager mellem 6 måneder og 1 år,

3 mellem 1 og 4 år og

1 sag mellem 4 og 10 år.

1 sag med mere end 10 år til symptomdebut.

Hvad angår tidspunktet for diagnosticering af fuldt udviklet PTSD er der:

•

i 1 tilfælde gået 3-4 år,

i 10 sager gået mellem 5 og 10 år,

i 3 tilfælde gået mellem 11-15 år og

i 2 tilfælde er der gået mere end 20 år. I den ene af disse sager var der li-

geledes gået mere end 10 år før symptomdebut.

Gennemgangen tyder derfor på, at praksisopdateringen har gjort det muligt at an-

erkende sager, hvor der er et betydeligt længere tidsspænd mellem belastningen

og fuldt udviklet PTSD. Anerkendelse af disse sager kan dog også være en følge af

udtalelse fra Retslægerådet.

Kvalitativ analyse vedr. sager forelagt for Erhvervssygdomsudvalget

Med udgangspunkt i 10 udvalgte sager, ses der i undersøgelsen på, hvorvidt prak-

sisopdateringen har haft en betydning for en ændring i anerkendelsesmønstret

hos Erhvervssygdomsudvalget.

Hvis tilskadekomnes sygdom ikke står på erhvervssygdomsfortegnelsen, eller hvis

tilskadekomne ikke har været udsat for arbejdsmæssige påvirkninger der opfylder

betingelserne på fortegnelsen, har AES mulighed for at forelægge pågældendes

sag for Erhvervssygdomsudvalget, hvis der er udsigt til, at sagen derved vil kunne

blive anerkendt. Erhvervssygdomsudvalget kan indstille til anerkendelse, når:

•

sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er opstået på grund af

arbejdets særlige art, eller

nyeste forskning viser sammenhæng mellem arbejdet og en specifik syg-

dom.

Alle afgørelser indledes med en konkret vurdering af, hvorvidt tilskadekomnes

sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade efter erhvervssygdomsfortegnel-

sens krav, herunder til tidskriteriet for sammenhængen mellem belastning og

skade. Hvis fx de tidsmæssige betingelser i erhvervssygdomsfortegnelsen ikke er

opfyldt, kan AES forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget til en konkret og

individuel vurdering.

Gennemgangen af de konkrete afgørelser viser, at der i selve afgørelsen er medta-

get følgende formulering efter dommen fra VLR og udredningen:

”Der blev den 26. juni 2020

afsagt en dom i VLR omkring posttraumatisk belast-

ningsreaktion (PTSD) og tidsmæssig sammenhæng. På baggrund heraf bestilte Er-

hvervssygdomsudvalget en udredningsrapport.

Udredningsrapporten indeholdt dog nogle vigtige elementer, som blandt andet pe-

gede på, at de fleste mennesker får de første PTSD-symptomer inden for det første

år belastningerne er ophørt, selvom den fulde PTSD-diagnose først manifesterer

sig senere. Rapporten indikerede derudover, at den fulde diagnose for PTSD kan

optræde med 3-10 års forsinkelse efter traumatiske hændelser. På baggrund af

udredningsrapporten har udvalget fokus rettet mod sager, hvor der er debut af de

første PTSD-symptomer op til 1 år efter belastningens ophør og lægelig dokumen-

tation for udvikling af PTSD senest 10 år efter belastningens ophør. I din sag har

udvalget vurderet, at der først er sandsynliggjort symptomer senere end et år efter

hjemkomst.

Derudover kan en sag forelægges for Erhvervssygdomsudvalget på baggrund af

VLR’s dom af 26. juni 2020, hvis flere kriterier

er opfyldt. Der skal være dokumen-

tation for psykiske symptomer senest cirka 4 år efter belastningens ophør. Der skal

være en beskrivelse af symptomudvikling/brosymptomer frem til diagnosticering

af PTSD. Det skal også være lægelig dokumentation for diagnosen PTSD ikke se-

nere end cirka 15 år efter belastningens ophør. Der skal samtidigt være fravær af

andre årsager til diagnosen PTSD.”

På baggrund af udredningsrapporten har udvalget derfor rettet fokus mod sager,

hvor der er debut af de første PTSD-symptomer op til 1 år efter belastningens op-

hør og lægelig dokumentation for udvikling af PTSD senest 10 år efter belastnin-

gens ophør. Denne implementering af ny standardtekst i afgørelserne viser, at Er-

hvervssygdomsudvalget, vil forholde sig til, om det udvidede tidskriterium efter

udredningsrapporten er opfyldt.

I en konkret sag, som anerkendes som en arbejdsskade, lægger Erhvervssygdoms-

udvalget således vægt på:

” I din sag er der sandsynliggjort psykiske symptomer

inden for 4 år efter hjemkomsten fra Afghanistan. Udvalget vurderer, at journalen

fra egen læge sandsynliggør symptomdebut fra omkring [måned og år]. Det er

også indgået i denne vurdering, at oplysninger om symptomdebut i flere lægelige

akter, og dine egne oplysninger om symptomdebut understøtter en retrospektiv

beskrivelse af nogle symptomer på PTSD. Diagnosen PTSD stilles af en psykiater i

[måned og år

–

ca. 5�½ år efter sandsynliggjort symptomdebut], hvilket er cirka 9

år efter belastningens ophør.”

Afgørelsen er derfor et godt eksempel på, at en sag som tidligere ville være afvist,

nu kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget på baggrund

af kriterierne og tidsspændet fra VLR’s dom.

Sager, der har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget og afvist

1 ud af de 4 afviste sager viser grænsen for tidskriteriet i Erhvervssygdomsudval-

gets opdaterede praksis. Afvisningen i denne sag er begrundet i tidskriteriet, fordi

symptomdebut optræder mere end 10 år efter udsendelsen og dokumentation for

diagnosen PTSD foreligger mere end 20 år efter udsendelsen. Derfor falder situati-

onen i sagen uden for rammerne af den lempede forelæggelsespraksis og fører til

afvisning.

I de øvrige 3 sager sker afvisningen helt eller delvis med begrundelse i manglende

diagnose eller belastninger.

Administrative afgørelser

Det fremgår af oversigten, at der er behandlet 185 sager administrativt i perioden

1. juni 2020 til og med 31. august 2022. Ud af disse sager er 96 sager anerkendt og

89 sager er blevet afvist. For så vidt angår de anerkendte sager, kommer undersø-

gelsen ikke nærmere ind på disse sager, da opdateringen af forelæggelsespraksis

for Erhvervssygdomsudvalget ikke har betydning for administrative anerkendel-

ser.

Figur 3: administrativ afgjorte sager

27 sager afvist pga.

tidskriteriet

90 afvist

63 sager afvist pga.

andre årsager

186 sager afgjort

administrativt

96 anerkendt

ikke omfattet af

undersøgelsen

Sager, der er afvist administrativt på baggrund af tidskriteriet

Der er 27 sager ud af de 90 sager, der er blevet afvist administrativt, hvor AES har

angivet årsagen til afvisning som manglende tidsmæssig sammenhæng mellem

udsendelsen og henholdsvis symptomdebut eller fuldt udviklet PTSD. Disse sager

er særligt afdækket med henblik på at vise, hvor grænserne for forelæggelse for

Erhvervssygdomsudvalget går efter praksisopdateringen.

Tabel 4: Tidsspænd i 27 sager afvist på baggrund af tidskriteriet

Tidligere

praksis

Debuttids-

punkt

Antal sager

Fuldt udvik-

let sygdom

Antal sager

< 6 måne-

der

3-4 år

Udrednings-

rapport

< 1 år

VLR’s dom

Ud over

VLR’s dom

4+ år

Uoplyst

1-4 år

5-10 år

11-15 år

16+ år

Anm.: Alle angivelser i år for tidskriterier er cirka-angivelser

–

sagernes konkrete forhold vil altid blive

taget i betragtning, og veje tungere end om det præcise tidskriterie er opfyldt. Der er altid tale om en

samlet vurdering.

I 19 ud af de 27 sager ses det, at debuttidspunktet er mindst 4 år efter belastnin-

gen. Så i disse sager er tidsspændet til debut længere end den grænse, som Er-

hvervssygdomsudvalget har fastsat som praksis på baggrund af VLR’s dom.

I 8 ud af de 27 sager er debuttidspunktet enten ikke anført eller angivet til < 4 år,

men i alle disse 8 sager er tidspunktet for fuldt udviklet PTSD anført til >16 år, og

det vil sige over den grænse, som Erhvervssygdomsudvalget har fastsat som prak-

sis på baggrund af VLR’s dom.

Gennemgangen viser, at i 24 ud af 27 sager, som er afvist på grund af tidskriteriet,

følger AES tidspændene i den opdaterede forelæggelsespraksis i de administrative

afgørelser.

I de resterende 3 sager er tidsspændet til symptomdebut angivet til 4 år eller min-

dre og tidspændet til diagnosetidspunktet angivet til < 15 år. Sagerne falder såle-

des inden for rammen af, hvornår sagerne kan forelægges for Erhvervssygdoms-

udvalget i forhold til tidskriteriet, men sagerne er administrativt afvist. Det er der-

for relevant at gennemgå disse tre sager nærmere i det følgende afsnit for at af-

dække det nærmere grundlag for, at de pågældende sager er afvist administrativt,

uanset at sagen umiddelbart opfylder de nye tidskriterier.

Kvalitativ analyse vedr. 3 sager, som umiddelbart opfylder tidskriteriet, og som er

afvist administrativt

I relation til den første af de tre administrativt afviste sager bemærkes det, at den

umiddelbare opfyldelse af tidskriteriet

ikke

alene er tilstrækkelig til, at en sag bli-

ver forelagt og anerkendt efter den nye forelæggelsespraksis. Lovens andre krav

for anerkendelse skal også være opfyldt, og AES har i beskrivelsen af betingel-

serne for forelæggelse af sager for Erhvervssygdomsudvalget efter VLR-dommens

praksis angivet nogle yderligere kendetegn, der skal være til stede, før sagerne

kan forelægges. I denne sag er belastningskriteriet for PTSD-diagnosen således

ikke opfyldt. Her skriver AES eksempelvis:

”Vi har lagt vægt på, at der ikke er me-

dicinsk dokumentation for, at din sygdom generelt set kan skyldes de belastninger,

du har været udsat for som soldat.”

I anden og tredje administrativt afviste sager har der ikke været dokumenteret

symptomdebut indenfor cirka 4 år fra udsendelsen, og AES har vurderet den tids-

mæssige sammenhæng med inddragelse af kriterier, der lå til grund for VLR’s dom

i 2020. I begge sager har AES således ligeledes vurderet, om der er dokumente-

rede brosymptomer frem til diagnosticeringen af PTSD.

I den anden sag er afvisningen til dels også begrundet i manglende opfyldelse af

belastningskriteriet. Følgende fremgår af afgørelsen i relation til tidskriteriet:

”Vi

er opmærksom på, at der er lægelig dokumentation for, at du har udviklet

PTSD mindre end 15 år efter, at du kom hjem fra dine udsendelser. Det er dog vo-

res vurdering, at der ikke er dokumenteret brosymptomer frem til diagnosticerin-

gen af din PTSD. Da kravet om tidsmæssig sammenhæng mellem arbejdsbelastnin-

ger i forbindelse med dine udsendelser for Forsvaret og udviklingen af PTSD derfor

ikke kan anses for at være opfyldt, er det vores vurdering, at kriterierne ift. dom-

men fra VLR ikke har haft betydning for din sag.”

I den tredje

afgørelse fremgår: ”Det

er derfor vores vurdering, at der i sagens akter

ikke er dokumenteret debut for PTSD-symptomer inden for senest 4 år eller doku-

menteret brosymptomer frem til diagnosticeringen af din PTSD. Da kravet om tids-

mæssig sammenhæng mellem arbejdsbelastninger i forbindelse med dine udsen-

delser for Forsvaret og udviklingen af PTSD derfor ikke kan anses for at være op-

fyldt, er det vores vurdering, at kriterierne ift. dommen fra VLR ikke har haft betyd-

ning for din sag.”

Det kan dermed udledes, at AES i sager, der falder inden for de tidsspænd, som

AES har beskrevet på baggrund af VLR’s dommen, foretager en

samlet konkret

vurdering af, hvorvidt der er supplerende faktuelle omstændigheder som fx bro-

symptomer mv., ligesom de gjorde i den konkrete sag fra VLR.

Sager, der er administrativt afvist på andre grundlag

De resterende 63 sager er afvist på baggrund af andre årsager end tidskriteriet.

Disse sager er derfor som udgangspunkt ikke påvirket af Erhvervssygdomsudval-

gets opdaterede praksis.

Gennemgangen af sagerne viser imidlertid, at 10 sager er afvist, fordi AES har vur-

deret, at der er manglende årsagssammenhæng mellem belastningen og udvikling

af PTSD. Da der er et vist overlap mellem tidskriteriet og vurderingen om mang-

lende årsagssammenhæng, bliver de her nærmere gennemgået.

I 1 sag er det anført, at der er gået mindre end 6 måneder til symptomdebut, men

11-15 år til fuldt udviklet sygdom, og det anføres, at der ikke har været brosymp-

tomer. Afgørelsen i denne sag passer dermed også med Erhvervssygdomsudval-

gets opdaterede praksis, idet der for sager med langt tidspænd til fuldt udviklet

sygdom kræves mere tungtvejende dokumentation for sammenhængen mellem

belastning og sygdom, før sagen kan anerkendes.

I 3 sager er der gået mere end 4 år til symptomdebut. Disse sager ville derfor også

kunne afvises uden forelæggelse efter tidskriteriet i overensstemmelse med den

nye forelæggelsespraksis.

I nogle tilfælde vil de blive betragtet som ”gråzone” sa-

ger og forelagt alligevel.

I en af de sager, der er afvist på grund af manglende årsagssammenhæng, bliver

det beskrevet, at der ikke er sikker PTSD, og at de psykiske symptomer er opstået

efter et overfald efter hjemkomsten.

I de resterende 5 sager er der enten anført, at skadelidte ikke har medvirket i op-

lysning af sagen (2 sager), at vedkomne ikke var omfattet af arbejdsskadesikrings-

loven (1 sag), eller at der ikke beskrevet en uddybende begrundelse (2 sager).

De øvrige sager, der er afvist administrativt er ikke relevante i forhold til at be-

skrive den opdaterede praksis i forhold til tidskriteriet. Det drejer sig således om

32 sager, der er afvist, fordi belastningen ikke har været tilstrækkelig, 3 sager, der

er afvist, fordi belastningen ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort eller dokumente-

ret, og 16 sager, der er afvist, fordi diagnosen PTSD ikke har været til stede. I 2 ud

af de 16 sager er det dog anført, at diagnosen ikke er sikker, men i begge tilfælde

er der også gået mere end 20 år fra udsendelsen til fuldt udviklet sygdom. I en sag

er det anført, at diagnosen ikke er PTSD, men derimod uspecificeret belastnings-

reaktion.

Endelig har AES i 2 sager angivet andre årsager til afvisningen. I den ene har AES

anført, at sagen ikke var retligt omfattet. I den anden sag er det anført, at diagno-

sen er depression og andre belastningsreaktioner, og ikke PTSD. Desuden har der

været mere end 10 år fra udsendelse til symptomdebut. Disse sager ses derfor

heller ikke at have relevans for Erhvervssygdomsudvalgets opdaterede praksis.