Statsrevisorernes Sekretariatet
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 19818
Den 17. maj 2024
Ministerredegørelse til Statsrevisorerne om beretning nr. 11/2023 om gennemsigtighed i
effekter af tilskud fra grønne programmer
I brev af 19. marts 2024 har Statsrevisorerne anmodet mig om at redegøre for de foranstaltninger og
overvejelser, som Statsrevisorernes beretning giver anledning til.
Rigsrevisionen har undersøgt, om Miljøministeriet og bestyrelsen for Miljøteknologisk Udviklings- og
Demonstrationsprogram (MUDP) har etableret et grundlag for at følge med i effekten af tilskud fra
programmet. Rigsrevisionen konkluderer, at Miljøministeriet og bestyrelsen for MUDP ikke i tilfredsstillende
grad har etableret et grundlag for at følge med i effekten af tilskuddene. Rigsrevisionen anerkender
vanskeligheder ved at foretage effektvurderinger af programmer som eksempelvis MUDP, men påpeger en
række områder, hvor MUDP kan forbedre grundlaget for at følge med i effekter af programmet.
Statsrevisorernes bemærkninger er i overensstemmelse med beretningens indhold, idet jeg dog bemærker, at
Statsrevisorernes kritik er skærpet i forhold til det, Rigsrevisionens beretning lægger op til. Af
Statsrevisorernes bemærkninger fremgår således, at Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at de tre
undersøgte programmer, herunder MUDP, endnu ikke har etableret et grundlag for at kunne følge, om der
opnås effekt af programmet.
Rigsrevisionen påpeger, at en systematisk opfølgning i form af evaluering af de grønne programmer bidrager
med viden om programmernes effekt og skaber grundlag for at forbedre forvaltningsgrundlaget og sætte
klare effektmål. Rigsrevisionen konkluderer, at MUDP i overensstemmelse hermed løbende har fået
evalueret programmet, og at der ved den seneste evaluering afsluttet i 2023 er gennemsigtighed i forhold til
metodegrundlag og i forhold til usikkerheder i data og analyser. Det er min forventning, at bestyrelsen for
MUDP også fremover løbende vil få programmet evalueret, og at bestyrelsen sætter rammerne for
evalueringen, så den fortsat foretages på en metodemæssig tilfredsstillende måde, herunder at der er
gennemsigtighed.
Jeg bemærker, at den eksterne evaluering af MUDP fra 2023 konkluderer, at programmet udfylder en
funktion i innovationslandskabet, som ikke varetages af andre aktører eller af markedet. Evalueringen
fremhæver, at erhvervsorganisationer og projektdeltagere fra både erhvervsliv, forsyningsvirksomheder og
forskningsmiljøer ser MUDP som en meget værdifuld aktør i forhold til at understøtte innovationsnetværk og
samarbejde om teknologiudvikling på tværs af forskning, leverandører og aftagere. Dette bekræfter mig i, at
væsentlige effekter af MUDP skyldes de mange projekter og innovationspartnerskaber, der tilsammen
understøtter en stærk dansk miljøteknologisektor i højere grad end de enkelte aktiviteter, og disse effekter er
svære at måle.
MUDP’s aktiviteter indgår i
et samspil med hinanden og i lige så høj grad med andre
aktiviteter.
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
•
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 •
•
www.mim.dk