Færøudvalget 2023-24
FÆU Alm.del Bilag 28
Offentligt
2876005_0001.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
lmj
Ændringer, som kan gennemføres i en lov om Færøernes uafhængighed
[Billede]
Rigsfællesskabet (det såkaldte) 2.0
- Med lovforslag til Lov om et uafhængigt Færøerne
Kristian Joensen, undervisningslektor, og Bárður Larsen, lektor, Færøernes Universitet
INDLEDNING
I sin åbningstale ved Folketingets åbning den første tirsdag i oktober 2023 udtalte Statsminister
Mette Frederiksen bl.a.:
“Men så længe vi har et rigsfællesskab. Og det håber jeg personligt, vi har i mange år endnu. Så
skal det være et ligeværdigt samarbejde mellem tre lande, tre folk, tre regeringer.”
Det er ikke første gang i de senere år, at førende danske – og af og til færøske – politikere enten har
talt om at ændre det såkaldte rigsfællesskab til et mere jævnbyrdigt samarbejde, eller har påstået, at
det allerede er jævnbyrdigt. På det seneste har næsten hele det politiske system på Færøerne talt om
en reform af det.
Problemet med statsministerens udtalelse er, at ligestilling er et begreb, som let kan bruges retorisk
som slagord og som en måde at aflede os fra en rationel analyse. Med en smule umage kan man dog
analysere begrebet ligestilling i relation til det såkaldte rigsfællesskab. Det har vi besluttet os for at
gøre i denne kronik.
Juridisk ligestilling kan kun realiseres ved, at Færøerne får status som en stat under folkeretten eller
som en delstat i en union, f.eks. med en fælles forfatning (grundlov), der står over den danske
grundlov og hjemmestyreloven, forfatningsloven (og den eventuelle efterfølgende færøske
forfatning).
Det står rimelig klart, at den danske statsminister i oktober 2023 ikke foreslog, at Færøerne skulle
ligestilles med Danmark ved at blive etableret som en suveræn stat og ej heller, at Færøerne skulle
ligestilles som en delstat i en union med Danmark.
Så er det spørgsmålet, hvordan noget, der er en del af en helhed, samtidig kan være ligestillet med
selvsamme helhed. Det kan selvsagt, strengt taget, ikke lade sig gøre. Den indbyggede ubalance
gør, at der ikke kan eksistere formel ligestilling mellem Færøerne og Danmark.
Det er ikke desto mindre muligt at identificere de dele af den eksisterende ordning, som kan ændres,
så der om ikke andet kan opnås et højere niveau af lighed mellem Færøerne og Danmark.
Denne kronik præsenterer en skitse til et lovforslag om Lov om Færøernes uafhængighed, der har til
formål at skabe en højere grad af ligestilling.
En sådan lov er ikke en samlet reform, men en lov, som kan tilføjes og ændre
hjemmestyrelovgivningen (dvs. især hjemmestyreloven, overtagelsesloven og den udenrigspolitiske
fuldmagtslov).
Grunden til denne lovtekniske tilgang er, at det kendetegner hjemmestyreordningen, at hverken
danskere på den ene side eller færinger på den anden side – og ej heller færinger indbyrdes – er
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0002.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
lmj
enige om, hvad ordningen er for en størrelse, eller om den er en permanent ordning eller et skridt på
vejen mod en færøsk stat. Hjemmestyreordningen udgør en slags konstruktiv uenighed, og derfor
bør en ændret ordning, som ikke indebærer fuld suverænitet, ikke stræbe efter en definitiv ordning
eller en for nøjagtig præcisering af værdigrundlaget.
1. FORANKRING AF ORDNINGEN
En forfatningsretslig (statsretslig) ordning afspejler et hierarki af værdier. Nogle forhold er så
væsentlige, at de må placeres uden for det almindelige politiske system. Heriblandt findes normalt
de grundlæggende regler for, hvordan statsmagterne er organiseret i forhold til hinanden og hvordan
fundamentale frihedsrettigheder sikrer borgerne imod uretmæssige statslige indgreb.
Det svarer til den klassiske tankegang om, at ens grundlæggende retssikkerhed må hvile på andet og
mere end blot tillid mellem mennesker. Overført til det såkaldte rigsfællesskab er det derfor ikke
tilfredsstillende, hvis Lagtingets kompetencer kan ændres ensidigt af den danske lovgivende magt.
Selv om dette næppe vil ske, så er det ikke nok at stole på velvilje fra skiftende danske politikere.
Det, der lægges mest vægt på i en ordning, siger dernæst noget om den værdi, ordningen har. Det,
som er mest grundlæggende, har som regel det bedste formelle forsvar. Det mindre væsentlige har
derimod det dårligste.
Færinger har ofte været fortørnede over den almene danske opfattelse af, at Færøerne statusmæssigt
er at sidestille med en simpel dansk kommune.
Som eksempel kan henvises til lagmandens olajtale i 1964, hvor han begræd, at det færøske
hjemmestyre i dansk juridisk litteratur blev beskrevet som intet mere end et udvidet kommunalt
selvstyre. Et andet eksempel var, da Javnaðarflokkurins folketingsmedlem, Jóannes Eidesgaard, i
december 2000, ansporet af de daværende suverænitetsforhandlinger, spurgte statsminister Poul
Nyrup Rasmussen, om det, som det blev påstået fra færøsk side, var korrekt, at rigsmyndighederne
mente, at der kun var ét lovgivende ting i det danske rige, nemlig Folketinget, og at Lagtingets
kompetencer kun betragtedes som en delegation – og at dette kun kunne ændres, hvis Færøerne blev
en selvstændig stat.
Poul Nyrup Rasmussen svarede bl.a., at der kunne laves en nyordning, som afgjorde dette
spørgsmål. Han sagde, at det vil:
“... være muligt at gennemføre en nyordning med det klare sigte, at ordningen ikke alene politisk
og moralsk, men også statsretligt forankres i et princip om uigenkaldelighed. Sigtet vil altså være, at
Danmark ikke engang i fremtiden kan tage det fra det færøske folk, som én gang er givet.”
Her var der ikke tale om, at den danske statsminister lagde ordene forkert eller uforvarent kom til at
fortale sig. Af mødereferaterne fra suverænitetsforhandlingerne i København i 2000 fremgår det, at
Nyrup allerede på det første møde 17. marts 2000 lover det samme. Også det danske
justitsministerium støttede synspunktet i ”Justitsministeriets notat af 28. februar 2001 om forholdet
mellem grundloven og aftalen af 22. december 1992 med Færøernes landsstyre om råstoffer i
undergrunden” (sagsnr.: 2001-750-0087), s. 8.
Dette var nye politiske (og forfatningsretlige) toner. Synspunktet var dog ikke mere kontroversielt,
end at det var det, den danske professor Max Sørensens oprindeligt mente, at hjemmestyreloven
allerede var et eksempel på (i sin lærebog om
Statsforfatningsret
fra 1969). Ifølge Sørensen kunne
den lovggivende magt nemlig ikke normalt fremsætte en lov, som selvsamme lovgivende magt ikke
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0003.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
kunne ændre. Men der kunne, ifølge ham, gøres særlige undtagelser, og hjemmestyreloven var,
ifølge ham, en sådan særlig undtagelse.
Max Sørensen ligger her på linje med den kendte britiske juridiske vismand H. L. A. Hart, som i sit
værk
The Concept of Law,
1961 (1994 udgaven s. 149-151) fastslog, at det ikke er mere logisk
umuligt, at en lovgivende magt fremsætter en lov, som ikke kan tilbagekaldes af samme lovgivende
magt (selvbegrænsende lovgivningsmagt), end det, at den lovgivende magt altid kan ændre en lov
ved senere lov.
Da vi nåede 2005, og overtagelsesloven og den udenrigspolitiske fuldmagtslov blev vedtaget og
føjet til hjemmestyreloven, var statministerens løfte om et ”statsretligt princip om
uigenkaldelighed” glemt. De danske bemærkninger til den færøske overtagelseslov var præget af
delegationsteoretisk og enhedsstatslig retorik. Lagtingets beføjelser blev f.eks. kaldt
”regeludstedende kompetence” og delegeret kompetence.
Så sent som den 10. januar 2019 blev den samme opfattelse cementeret i et svar fra justitsministeren
til folketingsmedlem Magni Arge (spørgsmål nr. S 351). Det blev den også i en debat mellem
justitsministeren og Sjúrður Skaale under et samråd i Folketingets Færøudvalg den 18. september
2020 om ”tele- og cybersikkerhed”.
En forankring af det kan næppe sikres ved en grundlovsændring, for en grundlovsændring er ikke
på dagsordenen, og ingen ved, hvornår en sådan dagsorden genopstår. Idet hjemmestyreordningen
desuden udgør en konstruktiv uenighed, er det derudover tvivlsomt, om færingerne kan blive enige
indbyrdes eller med danskerne om, hvordan en sådan bestemmelse i grundloven skulle formuleres.
Det bedste og simpleste bud på hvordan dette kunne gøres ville være, hvis man på minimalistisk vis
og med respekt for den konstruktive uenighed nedskrev princippet i en paragraf i en lov om
uafhængighed:
”§ 1. Færøernes uafhængighedskompetencer kan ikke ændres uden det færøske folks samtykke.”
lmj
2. LOVGIVNINGS- OG AFTALEVETO
Lagtingets lovgivende kompetencer er ifølge hjemmestyreloven afgrænsede til færøske
særanliggender. Fællesanliggender hører under rigets lovgivende magt, men hjemmestyret skal
høres i medfør af § 7.
En måde at styrke færøsk uafhængighed og skabe større ligestilling mellem rigsdelene kunne være
at ændre ordningen under § 7 i hjemmestyreloven med en bestemmelse, der sikrer, at rigets
myndigheder ikke har ret til at sætte lovgivning inden for fællesanliggender i kraft uden de færøske
lovgiveres samtykke.
Dette er ikke i strid med den danske grundlov. Allerede sent i 1850, under landstingsbehandlingen
af forslaget til en rigsdagslov om færingernes rigsdagsrepræsentant, henviste den berømte danske
jurist og politiker Anders Sandøe Ørsted i sin mindretalsudtalelse til, at den danske grundlov ikke i
sig selv afklarede spørgsmålet om, hvor langt rigsdagens lovgivende magt rakte. Ingen senere
grundlovsændring har fjernet grundlaget for det synspunkt.
En bestemmelse i Lov om Færøernes uafhængighed kunne lyde således:
”§ 2. Ingen rigslov eller international aftale kan træde i kraft for Færøerne uden Lagtingets
samtykke.”
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0004.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
Lagtinget får hermed ingen aktive lovgivningskompetencer hvad fællesanliggender angår. Den
færøske lovgivende forsamling opgraderes blot til en form for defensiv lovgivningsmagt hvad
fællesanliggender angår.
Veto for så vidt angår internationale aftaler kan fungere således, at den danske regering sender en
erklæring til FN om, at den tager territorialt forbehold for Færøerne i alle internationale aftaler, som
den danske stat indgår i fremtiden. New Zealand har gjort noget tilsvarende vedrørende Cook-
øerne.
lmj
3. INDGÅELSE AF INTERNATIONALE AFTALER OG OPNÅELSE AF
MEDLEMSKAB AF INTERNATIONALE ORGANISATIONER I EGET NAVN
Det er ingen hemmelighed, at færøske politikere opfatter det snævre udenrigspolitiske handlerum
som et særligt problem. Ændringerne, der fulgte af den udenrigspolitiske fuldmagtslov fra 2005,
blev i første omgang betragtet som et fremskridt, idet § 1, stk. 1, gav Færøernes landsstyre ret til at
indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og mellemstatslige organisationer hvad fuldt
overtagne sagsområder angik. Men efterfølgende bestemmelser i § 1 (stk. 2 og stk. 4) underminerer
dette, når det kommer til folkeretlige aftaler, som Grønland og Danmark er omfattet af, og § 2
fastslår, at sådanne aftaler ikke indgås i eget navn, men under benævnelsen ”Kongeriget Danmark
for så vidt angår Færøerne”.
Paragraf 4 i den udenrigspolitiske fuldmagtslov gav den opfattelse, at Færøerne kunne opnå
medlemsskab i eget navn af mellemstatslige organisationer, som tillader medlemskab i eget navn til
andre enheder end stater og statslige organisationer. Det stod dog hurtigt klart, at bestemmelsen
indeholder det forbehold, at et sådant medlemsskab skal være foreneligt med Færøernes
forfatningsmæssige status, og det danske justitsministerium og statsministerium forbeholder sig
retten til at fortolke, hvilken forfatningsmæssig status Færøerne har. Af bemærkningerne til det
danske (ikke det færøske) lovforslag fremgår det endvidere, at et sådant medlemskab kun kan
forekomme i organisationer, hvor Kongeriget Danmark ikke i forvejen er repræsenteret, samt at
medlemskabet kun kan blive et associeret medlemskab med taleret.
Der er derfor brug for at styrke de udenrigspolitiske kompetencer. En bestemmelse med det for øje
kunne lyde således:
” § 3. Færøernes landsstyre kan, på betingelse af forudgående orientering af rigsmyndighederne,
indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og mellemstatslige organisationer, herunder
administrative aftaler, der fuldt ud angår overtagne sagsområder.
…
Stk. 3.
Aftaler, som er nævnt i stk. 1 og stk. 2, indgås under benævnelsen Færøernes landsstyre eller
Færøerne.”
Færøernes landsstyre opnår dermed ret til at forhandle og indgå aftaler i eget navn i modsætning til
den nuværende § 2 i den udenrigspolitiske fuldmagtslov.
For at forbedre § 4 i den udenrigspolitiske fuldmagtslov foreslår vi en § 3, stk. 2, som lyder således:
”§ 3, stk. 2. Danmarks regering skal indlevere en ansøgning eller støtte en sådan ansøgning om
færøsk medlemsskab i mellemstatslige organisationer, der tillader dette.”
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0005.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
lmj
Herved ”skal” den danske regering indlevere en ansøgning fra Færøerne frem for blot at kunne gøre
det. Forslaget gør det muligt for Færøerne at opnå fuldt medlemskab af organisationer som WTO,
der tillader andre enheder end suveræne stater medlemskab uanset, om den danske stat allerede er
medlem på vegne af andre dele af riget end Færøerne.
Danmark har, med henvisning til grundlovens § 19, hidtil afvist, at en sådan nyordning er mulig.
Imidlertid har eksperter, f.eks. Ole Spiermann, påvist, at grundloven ikke er en hindring. Allerede
her – i og med, at ledende eksperter har divergerende holdninger – bør den danske regering lade
tvivlen komme Færøerne til gode ud fra det samme hensyn, der ligger bag den såkaldte
sikkerhedsdoktrin (dvs. at grundloven ikke skal tilsidesætte den politiske magt, medmindre der er
tale om et klart grundlovsbrud).
I bemærkninger til den nye lov bør det dog sikres, at et muligt statsansvar under folkeretten, som
Færøernes landsstyre kan pålægge den danske stat, overføres til Færøernes landsstyre.
4. FORTOLKNING AF LIGESTILLING
Der ligger stor magt i det at være autoritet i lovfortolkning, især ved fortolkning af så politiske love
som hjemmestyreloven, overtagelsesloven, den udenrigspolitiske fuldmagtslov og grundloven.
Der står ingen steder, at rigsmyndighedernes ret til at fortolke står over de færøske myndigheders.
Det ligger der dog en indbygget mistanke om i den enhedsstatsopfattelse, som rigsmyndighederne
har, jf. ovenfor. Danskerne mener, at de har fortolkningsret, og færingerne har haft en tendens til at
acceptere dette.
Hvis der reelt skal være et mere jævnbyrdig forhold mellem rigsmyndighederne og Færøerne, må
der være en fortolkningmæssig ligestilling. Det er nødvendigt at fastsætte nogle formelle regler om
fortolkning. Normalt opfattes det ikke som rimeligt at instruere domstole eller andre
beslutningstagere i, hvordan fortolkning skal foregå. Men når forskellige politiske enheder står over
for hinanden, f.eks. i det internationale system eller i en union, forholder det sig anderledes. Derfor
indeholder Wienertraktaten fra 1969 regler om fortolkning, der skal sikre en mere objektiv (ordlyd)
frem for en subjektiv (parternes hensigter) tilgang til fortolkning. Forholdene mellem Færøerne og
Danmark er ikke direkte sammenlignelige med et internationalt system, men til dette formål er en
sammenligning rimelig. Derfor foreslås denne paragraf om fortolkning:
” § 4. Denne lov, der samtidig er en aftale, er vedtaget med enslydende lovtekst og bemærkninger
på færøsk i Lagtinget og på dansk i Folketinget.
Stk. 2.
I tilfælde af tvivl om fortolkningen har de færøske og danske lovtekster samme myndighed.
Stk. 3.
I tilfælde af tvivl om fortolkningen skal den tolkning vælges, der på basis af ordlyden i begge
love bedst forener fælles holdning og formål.”
Det, at den færøske og danske udgave af hjemmestyreloven skal have samme myndighed (være lige
autoritative), er ikke mindst vigtigt. Det er også afgørende, at teksten har større vægt end
forarbejderne og andet, der kun kan sige noget om den ene lovgivers vilje frem for begges.
Det foreslås dernæst at tilføje dette afsnit:
”§ 4, stk. 4. Stykkerne 2 og 3 skal på samme måde gælde for fortolkning af Lov om Færøernes
Hjemmestyre, Lov om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder og Lov om
Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler.”
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0006.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
lmj
5. EGEN DØMMENDE MAGT
Ligestilling inden for fortolkning giver dog ikke god mening uden relevante myndigheder med
autoritet til at fortolke. Den formelle lovgiver fremsætter ofte ret overordnede og generelle love
uden helt at have afklaret, hvad lovene skal betyde i praksis. I de tilfælde bliver instanser med
dømmende magt vigtige medspillere – eller partnere vil nogen sige – i den retsskabende proces.
Egne domstole er ikke alene vigtige for retssystemet – i hvert fald, hvis det til en vis grad skal være
autentisk og færøsk og ikke blot importeret udefra. Lovgivningskompetence udvikles også af
samfundet omkring Lagtinget, særligt domsmagten og alt det, der hører til et eget juridisk samfund.
Uden dette vil Lagtinget få svært ved at forstå de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, hvis
forståelse er nødvendig for så megen lovgivning.
Det færøske hjemmestyre har siden overtagelsesloven i 2005 kunnet oprette egne domstole, men det
har der ikke været interesse for. Overtagelsesloven har desuden haft den begrænsning i § 1, stk. 2, at
der ikke kan etableres en højesteret i færøske sager. Når en højesteret er afgørende for afsigelse af
principielle kendelser og skal udstikke kursen for en domsmagt, bør en bestemmelse derfor
stadfæste dette som en mulighed. F.eks.:
”§ 5, stk. 1. Domstole, som etableres af færøske myndigheder, har den endelige dømmende
myndighed og domsmagt i alle sager og sagsområder på Færøerne.”
Det står ikke udtrykkeligt, men i det, at der kan oprettes færøske domstole, som har endelig
myndighed, ligger der, at der også kan oprettes en færøsk højesteret. Omvendt er det forståeligt,
hvis riget vil sikre sig, at rigets fælles højesteret får det afgørende ord i fællesanliggender og øvrige
sager angående love af særlig betydning for hele riget, såsom grundloven. Derfor kunne endnu et
stykke lyde således:
”§ 5, stk. 2. Inden for fællesanliggender eller sager vedrørende rigets forfatning kan der ved
ansøgning gives tilladelse til, at sager bringes for rigets fælles Højesteret.”
6. VOLDGIFTSRETSSYSTEM
At der oprettes færøske domstole løser imidlertid ikke problemet med fortolkningen af
forfatningsretlige grundregler, der er fælles. Der kan nemlig opstå tvivl om, hvorvidt domstole, der
kun hører under det ene system, kan dømme uafhængigt i sager, der har betydning for begge
systemer.
Af den grund kræves der samtykke fra begge (alle) stater, inden de internationale domstole får
anerkendt deres jurisdiktion. Det er også kutyme i det internationale retssystem at lægge sager for
en voldgiftsret, hvor parterne er ligeligt repræsenteret. Relationen mellem Færøerne og Danmark er
ikke international, men kan tildels sammenlignes med en international relation.
Af tilsvarende grunde er det derfor allerede i medfør af § 6, stk. 2, i hjemmestyreloven muligt at
etablere et nævn, der kan behandle tvivlspørgsmål om kompetencemæssige grænseflader mellem
riget og hjemmestyret. Nævnet er aldrig blevet etableret, men i retspraksis er der tilslutning til, at
nævnet iht. § 6, stk. 2, bør træffe afgørelser om kompetencemæssige grænseflader mellem
rigsdelene frem for de almindelige domstole (BS 899/2015 afsagt den 2. maj 2016 i den såkaldte
grindesag).
Som det er defineret nu, er nævnet imidlertid ikke uafhængigt, idet tre højesteretsdommere skal
afgøre tvister mellem deres eget system og et autonomt system i udkanten af riget. Det vil ske, hvis
de fire politiske medlemmer, to valgt af landsstyret og to af regeringen, ikke kommer til enighed.
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0007.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
lmj
For at opnå en større ligestilling foreslår vi, at man forbedrer ordningen og kalder det et
voldgiftssystem. Nøjagtigt hvordan voldgiftssystemet skal nedsættes og i øvrigt fungere, kan der
være forskellige meninger om. Normalt har stemmereglerne været baseret på flertalsprincippet,
hvor en opmand træffer afgørelse, når der er stemmelighed. Opmanden har ofte repræsenteret et 3.
land. Et sådant system er nok ikke nemt at acceptere i en ordning, der trods alt ikke er folkeretligt.
Vi forslår derfor, at formanden skal træffe afgørelsen, når det står uafgjort, og at han vælges ved
lodtrækning, hvis der ikke opnås enighed om valget.
Her er et forslag til en paragraf om, hvordan voldgiftsretten kunne organiseres:
”§ 6. Både lagmanden og statsministeren kan lægge tvivlsspørgsmål om de kompetencer, som det
færøske hjemmestyre og staten har i forhold til hinanden, for en voldgiftsret.”
Jævnbyrdigheden i sammensætningen kunne opnås således:
”§ 6, stk. 2. Voldgiftsretten består af to medlemmer valgt af den danske regering, to medlemmer
valgt af landsstyret, to højesteretsdommere udpeget af den danske justitsminister og to jurister
udpeget af landsstyremedlemmet for juridiske anliggender. For hver sag udtrækkes de juridiske
repræsentanter fra Højesteret ved lodtrækning mellem alle højesteretsdommere, og
repræsentanterne fra landsstyret udtrækkes ligeledes ved lodtrækning fra en liste på 10 jurister med
speciale i forfatningsret, som landsstyremedlemmet for juridiske anliggender vælger hvert 6. år.
Voldgiftsretten kunne selv etablere sig og vælge en formand således:
”§ 6, stk. 3. Voldgiftsretten etablerer sig for hver enkelt sag med en formand, som skal vælges
mellem de juridiske repræsentanter. Såfremt der ikke opnås enighed, bliver valget afgjort ved
lodtrækning.”
Regler om beslutningskompetence, afstemning og sagskompetence:
Ӥ 6, stk. 4. Det er alene voldgiftsretten, der har sagskompetence i sager om de kompetencer, som
det færøske hjemmestyre og rigsmyndigheden har i forhold til hinanden.
§ 6, stk. 5. Voldgiftsretten er beslutningsdygtig, når alle medlemmer er til stede.
§ 6, stk. 6. Såfremt de fire af regeringen og landsstyret valgte medlemmer er enige, er sagen
endeligt afgjort.
§ 6, stk. 7. Såfremt der ikke opnås enighed, afgøres sagen af de fire juridiske medlemmer ved
almindeligt flertal. Er der stemmelighed, er formandens stemme den afgørende.”
Endelig er det også nødvendigt, at § 6, stk. 3, i hjemmestyreloven ændres for at opnå en bedre
ligestilling, så voldgiftsretten selv og ikke statsministeren alene kan suspendere en sag:
”§ 6, stk. 8. Voldgiftsretten kan på opfordring fra enten statsministeren eller lagmanden træffe
beslutning om at sætte en vedtagelse, som er forelagt voldgiftsretten, midlertidigt ud af kraft, indtil
der foreligger en afgørelse.”
7. ENSIDIG RET TIL AT DANNE EGEN STAT
Den danske regering har anerkendt, at færinger har ret til at danne deres egen stat. Alligevel har
regeringen gentagne gange sagt, at denne ret er betinget af, at Folketinget giver sit samtykke. En ret,
der kræver samtykke fra nogen, er ikke en ret.
 FÆU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 28: Nyhedsbrev nr. 08/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne
2876005_0008.png
Oversættelse
Rigsombudsmanden på Færøerne
lmj
Dette betyder, at rigsmyndighederne har fat i den lange ende i en forhandlingssituation. En ensidig
ret for Færøerne til at danne sin egen stat (også kaldet løsrivelse) ville være en anerkendelse af en
(ekstern) selvbestemmelsesret til den færøske nation og samtidig et stort skridt hen imod større
retslig ligestilling – hvis suverænitet igen blev et forhandlingstema med den danske regering.
Det foreslås derfor, at denne ret stadfæstes i loven om Færøernes uafhængighed i stil med følgende:
” § 7. Det færøske folk beslutter, om Færøerne skal etableres som egen stat. Forud for sådan en
beslutning skal der have været forhandlinger med rigsmyndighederne, men beslutningen er ikke
betinget af samtykke fra rigsmyndighederne.”
Dette er ikke i strid med grundloven, da § 19 ikke er relevant for en ensidig færøsk løsrivelsesret
(en længere forklaring om disse forhold findes i Bárður Larsen & Kristian Joensens ”Ensidig
løsrivelse reguleres ikke af grundlovens § 19”, Juristen 2020, s. 254 – 268).
8. OPHÆVELSE AF FOLKETINGSREPRÆSENTATIONEN
Et væsentligt tegn på den manglende ligestilling mellem rigsparterne er den færøske repræsentation
i Folketinget, som er symbolet på det paradoks, som ligger i at stræbe efter at blive ligestillet med
en enhed, som man selv udgør og fortsat vil være integreret i.
Rigsdags- og folketingsrepræsentationen gav god mening i tiden, før den færøske lovgivningsmagt
for alvor udvikledes, særligt efter hjemmestyreloven fra 1948. Med tiden er
folketingsmedlemmerne dog mere begyndt at ligne embedsmænd end parlamentarikere.
Danske myndigheder har flere gange anerkendt, at den nuværende § 28 i den danske grundlov om
den færøske repræsentation i Folketinget ikke er en bindende grundlovsnorm.
Folketingsrepræsentationen kan med andre ord ophæves uden en grundlovsændring.
Hvis en ordning med lovgivningsveto vedtages (iht. ovenstående under pkt. 2), er det under alle
omstændigheder omkring Lagting og landsstyre, at de afgørende forhandlinger foregår, også om
lovgivning inden for fællesanliggender.
Til dette formål foreslår vi derfor en paragraf:
”§ 8. Der afholdes ikke folketingsvalg på Færøerne, efter at denne lov er trådt i kraft.”
OPSUMMERING
I denne kronik har vi taget den danske statsminister og andre ledende politikere på ordet, når de
siger, at det såkaldte rigsfællesskab er eller skal være et fællesskab mellem ligestillede parter.
Kronikken peger på ændringer, som i regi af en Lov om Færøernes uafhængighed kan ændre
hjemmestyrelovgivningen således, at hjemmestyreordningen kan gøres mere jævnbyrdig. Det står
dog klart, at der kun kan opnås fuld juridisk ligestilling, hvis Færøerne enten bliver en suveræn stat
eller en stat i en union, hvor Danmark (og evt. Grønland) er den anden stat under en fælles
forfatning.
(forfatterne er i gang med at redigere og udvide denne kronik til en akademisk artikel til Føroysk
Lógarrit (færøsk juridisk tidsskrift udgivet af Færøernes Universitet)