Tórshavn, den 17. april 2024
Orientering nr. 07/2024
Færøerne og det nordiske samarbejde
I forlængelse af Nordisk Råds temasession, der blev afholdt i Tórshavn den 8.-9. april 2024, har
spørgsmålet om selvstændigt færøsk medlemskab af Nordisk Ministerråd fyldt meget i den offentlige
debat. Sveriges minister for nordisk samarbejde Jessika Roswall udtalte i et interview til KVF den 8. april
2024, at hun ikke ser behov for at ændre Helsingforsaftalen med henblik på at imødekomme Færøernes
ønske om selvstændigt medlemskab. Ministeren lagde vægt på, at det nordiske samarbejde er præget af
konsensus, at også de selvstyrende lande deltager aktivt i samarbejdet, og at der er et godt samarbejde på
alle niveauer. Hun fandt det vigtigt at fokusere på, hvordan man når den fælles vision om at blive verdens
meste holdbare, integrerede region i 2030.
Der har været flere politiske reaktioner på ministerens udtalelse. Medlem af Lagtinget Johan Dahl
(Sambandsflokkurin), der sidder i arbejdsgruppen, som behandler spørgsmålet om en mulig ændring af
Helsingforsaftalen, har tilkendegivet, at hvis det ikke lykkes at opnå en løsning til efteråret, så bør
Færøerne overveje sin deltagelse i det nordiske samarbejde. Johan Dahl pointerer i et interview til KVF
den 11. april 2024, at eftersom det nordiske samarbejde i henhold til Helsingforsaftalen kun omfatter
sagsområder, som er overtaget af Færøerne, så bør Færøerne kunne få et selvstændigt medlemskab.
Rigsfællesskabet til debat
Debatten om selvstændigt færøsk medlemskab i det nordiske samarbejde har også aktiveret debatten om
rammerne for rigsfællesskabet. Medlem af Lagtinget Erling Eidesgaard (Tjóðveldi) har til KVF den 9.
april 2024 udtalt, at han ønsker at reformere rammerne for rigsfællesskabet, således at Færøerne bliver
selvstændig i den forstand, at Færøerne kan opnå medlemskab af bl.a. FN. Han tilkendegav samtidig, at
det evt. kan ske inden for rammerne af et fællesskab med Danmark, hvis det kan skabe større opbakning
i befolkningen.
Medlem af Lagtinget og formand for Fólkaflokkurin Beinir Johannesen bakker i en debat i KVF den 9.
april 2024 op om idéen om et nyt fællesskab, hvor landene er ligestillede og selvstændige. Han efterlyser
samtidig et initiativ fra koalitionen om et bredt forlig mellem alle partier i Lagtinget om en langsigtet
udfasning af statens tilskud til Færøerne. Medlem af Lagtinget og formand for Sambandsflokkurin Bárður
á Steig Nielsen tilkendegav i samme debat også et ønske om at modernisere rigsfællesskabet, herunder
med henblik på at opnå større udenrigspolitisk råderum. Han understreger dog, at Sambandsflokkurin
ønsker at bevare rigsfællesskabet og alle de fordele og muligheder, som færinger opnår ved at være danske
statsborgere, ligesom han ikke ønsker at reducere statens tilskud til Færøerne.
Lagmand Aksel V. Johannesen afviser også at reducere yderligere i statens tilskud end de 25 mio. kr. om
året i fire år, som er beskrevet i koalitionsaftalen.