2. juli 2024
MIM 90-24
Komiténotat
til Folketingets Europaudvalg
om Kommissionens forslag om gennemførselsafgørelse om at midlertidigt
godkende den foranstaltning, som Den Franske Republik har truffet vedrørende
mærkning af produkter, der kun indeholder dinitrogenoxid (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om gennemførselsafgørelse om midlertidig godkendelse af den
foranstaltning, som Frankrig har truffet vedrørende mærkning af produkter, der kun indeholder
dinitrogenoxid (lattergas). Frankrig har i henhold til artikel 52 i CLP-forordningen (Forordning (EF)
1272/2008) konstateret, at dinitrogenoxid udgør en alvorlig sundhedsrisiko for nervesystemet ved
indånding. Antallet af forgiftningstilfælde indberettet til de franske sundhedsmyndigheder er steget
væsentligt og skyldes hovedsageligt misbrug blandt unge voksne og teenagere. På baggrund af de
stigende sundhedsmæssige udfordringer forbundet med misbrug af dinitrogenoxid skal produkter,
der sælges i Frankrig, ifølge det franske dekret vise et særligt piktogram. På produktets emballage
skal der også stå, at produktet forårsager organskader på nervesystemet ved længerevarende eller
gentagen eksponering ved indånding. Da misbrug af dinitrogenoxid sker ved indånding, er formålet
med det franske dekret at advare brugere om stoffets farlighed ved netop denne anvendelse.
Dinitrogenoxid har på nuværende tidspunkt ikke en harmoniserede klassificering, men
Kommissionen forventes, baseret på et fransk forslag, at foreslå en harmoniseret klassificering af
stoffet på grund af dets farlighed for nervesystemet ved indånding. Frankrig vil således de facto
indføre obligatorisk mærkningskrav, som går ud over reglerne i CLP. Dette hindrer markedsføring
af lattergas, der overholder CLP, på det franske marked. Derfor foreslår Kommissionen, at
foranstaltningen godkendes som en midlertidig foranstaltning i op til 36 måneder, eller indtil en
harmoniseret klassificering af dinitrogenoxid som "specifik målorgantoksicitet ved gentagen
eksponering kategori 1" (STOT RE 1) træder i kraft forudsat, at dinitrogenoxid, der er produceret
eller importeret fra andre lande inden for det indre marked, og som er klassificeret og mærket som
STOT RE 1 lovligt kan markedsføres. Forslaget sættes til skriftlig afstemning i REACH Komité med
frist i juli 2024. En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og
EU. Regeringen kan støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om gennemførselsafgørelse om midlertidig godkendelse af den
foranstaltning, som Den Franske Republik har truffet vedrørende mærkning af produkter, der kun
indeholder dinitrogenoxid.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 52 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1272/2008
om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP).