Den 2. juli 2024
MIM 88-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid til funktionel forkromning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslagene giver tilladelse til fortsat
anvendelse til de to italienske virksomheder Cromatura Staff og Sicrom. Tilladelserne gives efter
optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stoffet frem til maj 2029 eller
maj 2034, afhængig af anvendelsen. Forslagene forventes drøftet og til afstemning på et møde i
REACH-komiteen d. 11. juli 2024. Forslagene forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene
forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse
anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug,
eller hvor der findes egnede alternativer. I de konkrete sager drejer det sig om specifikke anvendelser
af stoffet, hvor der ikke findes alternativer. De beskrevne risikohåndteringsforanstaltninger og
anvendelsesforhold vurderes at leve op til de danske arbejdsmiljøkrav og at leve op til de danske
miljøkrav i forhold til at sikre den generelle befolkning via miljøet. Regeringen agter på den
baggrund at støtte forslagene.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til funktionel forkromning.
Forslagene er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslagene har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
Forslagene behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden for
to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en måned kan forelægge forslaget