Den 16. april 2024
FVM 349
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag om fornyet godkendelse af produkter, der indehol-
der, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs MON810 i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1829/2003 om genetisk
modificerede fødevarer og foderstoffer (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om fornyet godkendelse af fødevarer, foder og andre produkter
end fødevarer og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs
MON810 i henhold til GMO-forordningen (komitesag). Godkendelsen omfatter import og forarbejd-
ning samt fødevare- og foderbrug på lige fod med eksisterende produkter af majs. Godkendelsen om-
fatter ikke dyrkning i EU. Majs MON810, som oprindelig blev godkendt i EU i 2013, har fået tilført
Cry1Ab-genet fra Bacillus thuringiensis, som gør majsplanten modstandsdygtig over for angreb af
visse sommerfuglelarver (Lepidoptera). Majsen indeholder ikke antibiotikaresistens-markørgener.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har konkluderet, at der ikke i forbindelse re-
godkendelsen er indkommet nye oplysninger, som ændrer på den oprindelige vurdering af, at den
genmodificerede majs er lige så sikker at anvende som tilsvarende ikke-genmodificerede majs med
hensyn til potentielle effekter på menneskers og dyrs sundhed og på miljøet ved de påtænkte anven-
delser. De rådgivende, danske eksperter ved DTU Fødevareinstituttet og Aarhus Universitet er enige i
denne vurdering, også i en dansk kontekst. Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité
for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) den 26. april 2024. En vedtagelse af forslaget vurde-
res at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark og EU. Regeringen agter på den baggrund at
støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om fornyet godkendelse af fødevarer, foder og andre produkter end
fødevarer og foder, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret majs MON810
efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003
om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (GMO-forordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i GMO-forordningens artikel 11 og 23.