Europaudvalget 2023-24
EUU Alm.del Bilag 471
Offentligt
2853235_0001.png
Den 17. april 2024
MIM 49-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelse af chromtrioxid til støddæmpere til biler og industrielle maskindele
i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH) (komitesag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelse af
stoffet chromtrioxid til funktionel forkromning af støddæmpere til biler og industrielle maskindele i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag).
Forslagene giver tilladelse til fortsat anvendelse til den spanske virksomhed Talleres Aykrom og den
polske virksomhed Tenneco Automotive Eastern Europe. Tilladelserne gives efter optag på
godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stoffet i perioder indtil udgangen af
2028. Forslagene forventes drøftet og til afstemning på et møde i REACH-komiteen d. 26. april 2024.
Forslagene forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene forventes ikke at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt
problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes
egnede alternativer. I de konkrete sager drejer det sig om specifikke anvendelser af stoffet, hvor der
ikke findes alternativer. De beskrevne risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er
ikke tilstrækkelige til at sikre arbejdstagere. Kommissionen har derfor fastsat krav om yderligere
risikohåndteringsforanstaltninger. Regeringen vurderer, at de pålagte krav ikke lever op til de
danske arbejdsmiljøkrav. Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene, idet der lægges
afgørende vægt på vedtagelse af skærpede krav til beskyttelsesforanstaltninger af arbejdstagere,
som mindst svarer til de danske arbejdsmiljøkrav. Regeringen vil ikke kunne støtte forslagene,
medmindre dette krav imødekommes.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelse af
chromtrioxid til forkromning af støddæmpere til biler og industrielle maskindele.
Forslagene er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslagene har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 471: Notat om komitésag om godkendelse af anvendelse af chromtrioxid til støddæmpere til biler og industrielle maskindele
Forslagene behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden for
to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en måned kan forelægge forslaget
for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen inden
for to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en måned forelægge forslaget for
appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan
Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv
udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med
kvalificeret flertal kan Kommissionen vedtage forslaget.
Forslagene forventes drøftet og til afstemning på et møde i REACH-komitéen d. 26. april 2024.
Formål og indhold
REACH-forordningens afsnit VII indeholder en godkendelsesordning for særligt problematiske stoffer.
Godkendelsesordningens formål er at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig med
at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret, og at
disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er økonomisk
og teknisk levedygtige, jf. REACH artikel 55.
Processen med udfasning af særligt problematiske stoffer starter ved optagelsen af stoffet på
kandidatlisten, hvor en del virksomheder begynder arbejdet med at skifte til egnede alternativer.
Udfasningsprocessen fortsættes ved optagelse på REACH-forordningens bilag XIV (fortegnelse over
stoffer, der kræver godkendelse), hvorefter flere virksomheder forventes at udfase stofferne. I sidste
ende skal de virksomheder, der stadig har et behov for markedsføring eller anvendelse af stofferne,
ansøge om og få godkendelse hertil, idet de skal dokumentere tilstrækkelig kontrol af risici, eller at de
socioøkonomiske fordele opvejer risici.
Forordningens bilag XIV indeholder de stoffer, for hvilke der kræves en godkendelse, før de kan
markedsføres eller anvendes efter den såkaldte ”solnedgangsdato” (det vil sige den dato, hvor
anvendelse skal ophøre, med mindre der er indsendt en ansøgning om godkendelse). I ansøgningen om
godkendelse af fortsat markedsføring eller anvendelse skal virksomheden godtgøre, at stoffet kan
anvendes sikkert, og at der ikke findes egnede alternativer. I de tilfælde, hvor behandling af sagen er
påbegyndt efter solnedgangsdatoen, gives godkendelsen fra vedtagelsesdatoen, jf. REACH Afsnit VII.
Forslagene til gennemførelsesretsakter vedrører en forvaltningsafgørelse, hvorefter Kommissionen
træffer afgørelse vedrørende ansøgninger fra den spanske virksomhed Talleres Aykrom og den polske
virksomhed Tenneco Automotive Eastern Europe om fortsat anvendelse af op til 104 tons om året af
chromtrioxid:
1.
Til anvendelse til forkromning af støddæmpere til biler (Tenneco Eastern Europe, 100 tons).
2.
Til anvendelse til forkromning af ruller, plader og fremstillingsværktøjer til industrielle
maskiner (Talleres Aykrom, 4 tons)
Virksomhederne fremsendte henholdsvis d. 18. november 2021 og d. 4. maj 2022 ansøgninger om
godkendelse af chromtrioxid til ovennævnte anvendelser. Ansøgningerne har i henhold til
procedurerne i REACH-forordningen været behandlet af det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, i
udvalgene for risikovurdering, RAC, og socioøkonomisk vurdering, SEAC, som henholdsvis d. 5.
december 2022 og 16. august 2023 har afgivet følgende udtalelser:
2
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 471: Notat om komitésag om godkendelse af anvendelse af chromtrioxid til støddæmpere til biler og industrielle maskindele
o
RAC
konkluderede, at der ikke kan fastsættes en nedre grænse for, hvornår stoffet er
kræftfremkaldende. Udvalget konkluderede endvidere, at de risikohåndteringsforanstaltninger og
anvendelsesforhold, som er beskrevet i ansøgningerne, ikke er passende og effektive i forhold til at
begrænse risikoen for arbejdstagere for Talleres Aykrom, men passende for Tenneco Eastern
Europe. RAC anbefalede, at begge virksomheder udfører studier for at vurdere mulighederne for at
reducere udsættelsen for arbejdstagere yderligere, herunder yderligere automatisering. Udvalget
anbefalede derudover, at Talleres Aykrom inden for 12 måneder forbedrer risikohåndterings-
foranstaltninger og anvendelsesforhold, herunder ved at installere punktudsug, effektive
luftrensningsteknologier, overdækning af produktionslinjerne samt systemer til at overvåge
luftudsugningen. RAC anbefalede endelig, at arbejdstageres eksponering i godkendelsesperioden
dokumenteres i måleprogrammer samt måleprogrammer for udledningen til miljøet.
SEAC
konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt findes alternative stoffer eller
teknologier, som er teknisk og økonomisk gennemførlige for ansøgerne. Udvalget finder Talleres
Aykroms substitutionsplan troværdig for en 7-årig periode. SEAC finder Tenneco Eastern Europes
substitutionsplan utroværdig for den søgte 12-årige periode, men troværdig for en 7-årige
godkendelsesperioder. SEAC har desuden konkluderet, at ansøgerne har påvist, at de
socioøkonomiske fordele opvejer de risici for menneskers sundhed eller miljøet, der følger af
anvendelsen af stoffet. SEAC har anbefalet, at fristen for fornyet vurdering sættes til udgangen af
2028 for Tenneco Eastern Europe og til april 2029 for Talleres Aykrom.
o
Kommissionen anbefaler på den baggrund, at der gives godkendelse med frister for fornyet vurdering
ved udgangen af 2028 til begge virksomheder. Godkendelserne gives under forudsætning af anvendelse
af de risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, som ansøgerne har beskrevet.
Derudover er det en forudsætning, at ansøgerne implementerer RACs anbefalinger om studier af
mulighederne for yderligere reduktion af arbejdstagernes udsættelse, samt gennemfører
måleprogrammer for arbejdstagernes udsættelse og for udledningen til miljøet. Endelig er det en
forudsætning, at Talleres Aykrom implementerer yderligere risikohåndteringsforanstaltninger og
anvendelsesforhold, som RAC anbefaler.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslagene til gennemførelsesretsakter.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslagene er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter under REACH-forordningen har direkte
retsvirkning i Danmark og skal ikke implementeres i dansk ret.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslagene har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
3
EUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 471: Notat om komitésag om godkendelse af anvendelse af chromtrioxid til støddæmpere til biler og industrielle maskindele
Økonomiske konsekvenser
Forslagene har ingen statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget.
Forslagene skønnes ikke at medføre væsentlige erhvervs- eller
samfundsøkonomiske konsekvenser.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
En vedtagelse af forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Et notat om forslagene har været i høring i EU-Miljøspecialudvalget. Der er ikke indkommet
bemærkninger.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag forventes der at være et kvalificeret flertal
for forslagene blandt medlemsstaterne.
Regeringens generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at de særligt problematiske stoffer, som er prioriteret og optaget
på REACH, Bilag XIV, som udgangspunkt skal erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier,
hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Indtil dette kan opnås, skal risici ved fortsat
anvendelse være tilstrækkeligt kontrolleret eller de socioøkonomiske fordele ved fortsat brug skal
opveje eventuelle risici for mennesker og miljø.
Forslagene til gennemførelsesretsakt tager udgangspunkt i, at ansøgerne skal overholde de generelle
krav i REACH om kontrol af risici for mennesker og miljø samt gældende arbejdsmiljø- og miljøkrav.
Regeringen finder, at der ikke på nuværende tidspunkt findes egnede alternativer til de specifikke
anvendelser. Det bemærkes for begge ansøgninger, at de beregnede estimater af ansattes udsættelse
for chrom(VI) i arbejdsmiljøet i visse tilfælde er højere end den danske grænseværdi på 1 µg chrom(IV)
pr. m
3
, samt at der i begge ansøgninger er målinger, der er højere end den danske grænseværdi.
Produktionen i Talleres Aykrom er desuden baseret på brug af åndedrætsværn hele dagen og vurderes
ikke at kunne accepteres efter dansk lovgivning. Kommissionen har for begge ansøgninger fastsat krav
om yderligere risikohåndteringsforanstaltninger. Regeringen vurderer, at de pålagte krav ikke lever op
til de danske arbejdsmiljøkrav.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene, idet der lægges afgørende vægt på vedtagelse af
skærpede krav til beskyttelsesforanstaltninger af arbejdstagere, som mindst svarer til de danske
arbejdsmiljøkrav. Regeringen vil ikke kunne støtte forslagene, medmindre dette krav imødekommes.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
4