Den 20. februar 2024
MIM 19-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af
anvendelsen af dichrom(tris)chromat til forkromning af støddæmpere til biler i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet dichrom(tris)chromat til forkromning af støddæmpere (rustbeskyttelse) til biler i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslaget
giver tilladelse til fortsat anvendelse til den tjekkiske virksomhed Monroe Czechia. Tilladelsen gives
efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stoffet i 2 år fra
vedtagelsesdatoen. Forslaget blev drøftet på et møde i REACH-komiteen d. 14. december 2023 forud
for efterfølgende vedtagelse i skriftlig procedure med frist d. 28. februar 2024. Forslaget forventes
ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller
statsfinansielle konsekvenser. Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde,
hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete
sag drejer det sig om en specifik anvendelse af stoffet, hvor der ikke findes alternativer. De
beskrevne risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er ikke tilstrækkelige til at sikre
arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. Kommissionen har derfor fastsat krav om
yderligere risikohåndteringsforanstaltninger. Regeringen vurderer, at de pålagte krav vil sikre den
generelle befolkning via miljø og lever op til de danske arbejdsmiljøkrav. Regeringen agter på den
baggrund at støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
dichrom(tris)chromat til forkromning af støddæmpere til biler.
Forslaget er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
Forslaget behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ