Den 17. januar 2024
MIM 8-24
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning PLAN/2023/1723 om
fornyet godkendelse af aktivstoffet hydrolyserede proteiner som lavrisiko
aktivstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitésag)
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet hydrolyserede proteiner gives fornyet godkendelse som
lavrisiko aktivstof i henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitésag). Hvis
forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet forbliver opført på bilag til Kommissionens
forordning nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer. Forslaget
forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 30. og 31.
januar 2024.
Der er ikke godkendt midler med aktivstoffet i Danmark. Der er ingen væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for regioner, kommuner, staten eller erhvervet. Forslaget vil
umiddelbart påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, da aktivstoffet allerede er godkendt i
EU og der ikke er godkendte midler med stoffet i Danmark. Miljøstyrelsen vurderer, at der på det
foreliggende grundlag ikke er vist sikker anvendelse for sundhed og grundvand ved anvendelse ved
udsprøjtning. Der kan vises sikker anvendelse ved brug i fælder, hvor nogle af aktivstofkilderne kan
accepteres som lavrisiko aktivstof. For andre aktivstofkilder mangler der tilstrækkelig information
til at afgøre, om aktivstofkilderne lever op til kravene om indhold af urenheder, og det kan derfor
ikke afgøres, om de opfylder kravene til at være lavrisiko. Regeringen agter på den baggrund, at
støtte Kommissionens forslag om fornyet godkendelse af hydrolyserede proteiner hvis anvendelsen
begrænses til brug i fælder. Lavrisiko status kan ikke støttes, da der mangler information til at
vurdere alle kilderne.
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning PLAN/2023/1723
om fornyet godkendelse af aktivstoffet hydrolyserede proteiner som lavrisiko aktivstof jf. Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler,
og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.