Aalborg, 5. december 2023
Til Erhvervsudvalget
Min mand og jeg ejer en enkelmandsvirksomhed, en vinbar i Aalborg, der som alle andre måtte kæmpe sig
gennem nedlukningerne og ændringerne i forbrugernes adfærd i forbindelse med covid-19.
Vi fulgte alle opfordringer og retningslinjer fra vores folkevalgte, så vi sammen kunne holde gang i
økonomien. Bl.a. beholdt vi vores medarbejdere i stedet for at fyre dem og søgte selvfølgelig om
lønkompensation, som vi blev opfordret til.
Nu – 2-3 år senere – kommer der afgørelser fra Erhvervsstyrelsen, som kræver tilbagebetaling af større eller
mindre beløb fra alle kompensationerne.
Vi skal fx dokumentere, at visse af vores medarbejdere var timeansatte. Flere af dem stoppede hos os for 1-
2 år siden. Dvs. at vi ikke har deres ansættelseskontrakter liggende, da det vil være i strid med GDPR. Vi har
stadig kontakt til medarbejderne, som desværre heller ikke har kontrakterne liggende længere.
Vi har nu også fået en regning på kompensation udbetalt til mig som medhjælpende ægtefælle. Der er ikke
bevis for, at der er udbetalt en del af overskuddet til mig og dermed ingen bevis for, at jeg har været
medhjælpende. Det komiske er, at ingen tager sig tid til at undersøge, om der var et overskud at dele –
hvilket der ikke har været i hverken 2019 eller 2020.
Vender jeg mig mod mit netværk af selvstændige, har alle – uden undtagelse – betalt store summer tilbage.
Nogen har fået hjælp fra banken, andre er gået konkurs og de sidste kæmper videre. Vi har selv valgt at
lukke og slukke, da det er for usikkert at drive selvstændig virksomhed.
Jeg er sikker på, at I har fået flere henvendelser vedr. slutafregning af kompensation vedr. covid-19. Med
henvendelsen her vil jeg gerne byde ind i koret!
Som virksomheder, butikker, restauranter, kosmetologer, fysioterapeuter mm tog vi på os, at vise
samfundssind med løftet om, at hånden blev holdt under os. Vi søgte om kompensation i systemer og efter
regler, der blev tiltagende komplicerede at finde rundt i, med deadlines der pludselig flyttede sig og regler
der var under konstant forandring. De virksomhedsejere jeg kender, gjorde alt hvad de kunne for at holde
gang i deres virksomheder. De knoklede, fandt på nye tiltag og havde tillid til, at vi som samfund stod
sammen.
Desværre oplever vi nu, at sammenholdet ikke gjaldt hele vejen. Naturligvis skal vi ikke have uretmæssig
kompensation! Men vi skal heller ikke stå uden rettigheder, når der træffes afgørelser, der har afgørende
betydning for vores virksomheder og liv.
Det er, hvad der sker, når Erhvervsstyrelsen træffer en afgørelse uden klagemulighed. Når pengene skal
betales tilbage med ned til 30 dages varsel fra afgørelsen er truffet. Og det drejer sig om afgørelser, som
Erhvervsstyrelsen har været 2 år om at komme frem til.
Mit ønske er, at I som Erhvervsudvalg kigger på de klagemuligheder, virksomheder, der skal betale
kompensation tilbage, har, samt kigger på betalingsfristerne. Der bør være proportionalitet i både
sagsbehandling og tilbagebetaling.
Med håbet om, at I vil vise samme samfundssind, som virksomhederne har gjort!
Majken Green