Erhvervsudvalget 2023-24
ERU Alm.del Bilag 212
Offentligt
Homøopati Rapport
Materiale der begrunder at der i forbindelse med et forskningsprojekt på
Københavns Universitet der belyser virkningen af et ”naturpræparat” overfor
sygdomsbetegnelsen ”blærebetændelse”, anvendes på et misvisende og fejlagtigt
og dermed også på et uvidenskabelig grundlag, betegnelsen ”Homøopati”.
Af: Sönke Büsen
Rådgiver for teoretisk homøopati
I forhold til andre behandlingsformer
[email protected]
1
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Bemærk
Teksten er af forskellige grunde, bl.a. økonomiske, ikke bleven korrekturlæst. Jeg
modtog i 2022 et mindre legat af ”Fonden af 1870” til udgivelsen af
manuskriptet ”Homøopatiens Idégrundlag”. Det beløb er dog øremærket til selve
udgivelsen af manuskriptet (korrektur og tryk).
Indholdsfortegnelse
S. 3
S. 6
S. 6
S. 8
S. 9
S. 11
S. 12
S. 17
S. 19
S. 22
S. 23
S. 24
S. 25
Motivet til rapporten
Kildematerialet
Metodik og tilgang
To former for homøopati?
Opdagelsen og udviklingen af homøopatien i Hahnemanns tid
Hvad er Sygdom og hvordan erkendes sygelige tilstande
Hahnemanns og dermed homøopatiens tilgang til spørgsmålene
Forklaringer af homøopatiens virkning
Et spørgsmål om symptomer, sygdom og sygdomsklassifikation
Foreløbigt summarum
Lidt om homøopati og antroposofisk medicin
Mål for fremtiden
Litteraturliste
2
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Motivet til rapporten
Siden starten af 2022, det nøjagtige tidspunkt er mig ikke bekendt, forskes på
Københavns Universitet i samarbejde med den private antroposofiske virksomhed
Allergica A/S om virkningen af et naturpræparat med navnet ”Cantharon” overfor
sygdomsbetegnelsen ”blærebetændelse”.
Så længe den lægevidenskab som formidles på fakulteterne ikke har entydige svar på
spørgsmålene omkring sundhed og sygdom, vil der også være et behov for andre
medicinske – terapeutiske tilgange til disse spørgsmål. Det betyder igen, at der
forefindes et behov for en medicinsk – terapeutisk diversitet i Danmark. En diversitet
der udtrykkes i dag gennem bl.a. akupunkturen, zoneterapien den antroposofiske
medicin og homøopatien. Derfor vil en bred lægevidenskabelig forskning kun kunne
hilses velkommen.
Andre tilgange til sundhed og sygdom indebærer dog også, at der bl.a. arbejdes med
andre sygdomsklassifikationer end den der er beskrevet i bl.a. WHO´s ICD-10. En
sygdomsklassifikation er ikke kun uundværligt i forhold til diagnosen (og dermed
anamnesen), men også i forbindelse med bevisførelsen af effekten af et middel eller
en bestemt terapeutisk strategi. Dvs. en ændret klassifikation vil også kunne medføre
en ændring i forskningsresultaterne.
Det før nævnte forskningsprojekt grunder Ifølge mine kilder på det syn på sundhed
og sygdom og dermed den sygdomsklassifikation der formidles på fakulteterne. Noget
som i sig selv ikke kan kritiseres. Det kritisable er her, at denne forskning betegnes
som værende ”homøopati” og at der angiveligt skulle være tale om et ”homøopatisk
middel”, hvis effekt der forskes i. Dette udgør dog en falsk betegnelse af forskningens
målsætning og må dermed anses som så misvisende at der vil kunne stilles
spørgsmålstegnet bag seriøsiteten af selve forskningen. Hvis vi forestiller os at
Københavns Universitet ville undersøge effektiviteten af en knallert og betegner dette
som en videnskabelig undersøgelse af effektiviteten af en Mercedes!?
Betegnelsen ”homøopati” er ikke beskyttet. Betegnelsen bliver brugt, markedsført og
mange gange misbrugt på forskellige måder. Når der er tale om et forskningsprojekt
hvor et international renommeret dansk universitet er involveret i, burde der her
været foretaget en kildekritik i forhold til brugen af begrebet ”Homøopati”, netop
fordi begrebet / betegnelsen ikke er beskyttet og fordi den bliver brugt i tvivlsomme
og falske sammenhæng.
3
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Selvom der rent praktisk forefindes forskellige tilgange hvordan homøopatien i dag
verden over klinisk anvendes, så vil en simpel kildekritik kunne afsløre, at begrebet
homøopati i sin tid blev dannet (og fortsat anvendt) i forbindelse med at være:
En overordnet behandlingsstrategi.
Med en egen sygdomsbeskrivelse (klassifikation).
Ikke består af de fejlagtigt betegnede ”homøopatiske midler”.
At disse potenserede midler kun danner redskaber indenfor homøopatien.
At først ordinationen ud fra selve strategien afgør om der er tale om
homøopati eller ej.
At således i princip ethvert lægemiddel ((bio)kemiske som de såkaldte
potenserede lægemidler) vil kunne anvendes indenfor homøopatien.
At der indenfor homøopatien i begyndelsen blev anvendt (bio)kemiske
lægemidler og ikke de såkaldte potenserede midler.
Det at forskningen bygger på at belyse et bestemt potenseret middel over for en
bestemt sygdomsbetegnelse har således intet som helst med homøopatien at gøre.
Dette burde virksomheden Allergica A/S også havde oplyst om.
Virksomheden Alergica A/S omtaler yderligere deres produkter som
værende ”antroposofisk homøopati”? Det ville være det samme som at tale om en
rund trekant. Antroposofisk medicin og homøopatien grunder i grundlæggende
forskellige medicinske strategier og dermed forskellige ordinationsgrundlag som ikke
kan forenes. Internationale anerkendte antroposofiske virksomheder og producenter
af naturpræparater som f.eks. Weleda og Wala anvender også potenserede midler
uden at markedsføre disse som værende homøopati. Det gælder også for tysk
litteratur omkring antroposofisk medicin. Meget tyder på at virksomheden Allergica
A/S har konstrueret her et fantasiprodukt som ikke kun skader homøopatien men i
sidste ende også antroposofien og de bæredygtige initiativer der er udsprunget af
antroposofien som f.eks. Rudolf Steiner Skoler og det Biodynamiske jordbrug.
Målet med rapporten er at beskrive kort homøopatiens overordnede idégrundlag for
at dokumentere at den forskning der p.t. og nogle år fremad foregår på Københavns
Universitet intet har noget med homøopatien at gøre, men kun danner en
undersøgelse af effekten af et ”naturpræparat” / Potenseret middel overfor en
bestemt sygdomsklassifikation.
4
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Dette har også etiske aspekter. Når en patient / klient ønsker at benytte sig af den
medicinske diversitet i Danmark, burde patienten / klienten være sikker på også at
modtage en behandling i akupunktur, zoneterapi eller f.eks. homøopati når sådanne
behandlingsformer tilbydes under disse betegnelser. Forskningen på Københavns
Universitet ville modarbejde dette.
Jeg fik tildelt et mindre legat fra ”Fonden fra 1870” som støtte til at udgive et mindre
manuskript hvis mål det er at beskrive en vejledning omkring homøopatien. Det
følgende danner et fragment fra manuskriptet som først efter sommerferien bliver
udgivet.
Fragmentet starter med at beskrive kildematerialet og hvilke metoder jeg anvender.
Derefter følger en kortere (fragmenteret) beskrivelse af homøopatiens opståen.
Disse kilder danner i min optik grundlaget for et etisk ophavsret for, hvad der også i
dag burde forstås under begrebet / betegnelsen ”homøopati”, da homøopater verden
over fortsat arbejder ud fra dette grundlag. Så når begrebet anvendes i andre
sammenhæng, burde der være tale om et misbrug af begrebet og vildledning af
patienter / klienter.
Kildematerialet
Homøopatiens primære kilder, som homøopater verden over i dag tager
udgangspunkt i er Hahnemanns værk ”Organon der Heilkunst” (den såkaldte sjette
udgave af ”Organon”) fra 1842 (udgivet posthumt i 1921) og ”Die Chronischen
Krankheiten” bind 1 fra 1828.
”Die Reine Arzneimittellehre” i 6 Bind (første oplæg 1811-21) danner også en vigtig
primær kilde. Sammen med ”Die Chronischen Krankheiten” Bind 2-5 (første oplæg
1828-1830) er der her tale om homøopatiens første Materia Medica (farmakologi)
som dog ikke bliver inddraget her til at beskrive selve homøopatiens grundide og
konceptet.
I min optik er det ikke tilstrækkeligt kun at forholde sig til ”Organon der Heilkunst” fra
1842. Hahnemann opdagede homøopatien gennem et selvforsøg i 1790.
Efterfølgende arbejdede han videre på denne opdagelse og først i 1796
offentliggjorde han erfaringerne i Hufelands ”Journal der praktischen Arzneykunde”
5
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Bd. 2, 3 Stück S.391-439. Her beskrives på få linjer kernen af det der også i dag burde
forstås under begrebet ”Homøopati” uden at der her er tale om anvendelsen af
potenserede midler.
Dertil kommer at selve ”Organon” udkom i 6 udgaver (fra 1810 til 1842) med to
forskellige titler. Værket har således sin egen udviklingshistorie, som så også afspejler
en udvikling indenfor selve homøopatien mens Hahnemann arbejdede med og på
strategien. Denne udvikling burde med inddrages når vi prøver at se på selve
homøopatiens idégrundlag. Derfor inddrager jeg også ”Organon der rationellen
Heilkunde” fra 1810 (den første ”Organon”) i min fremstilling.
I 1805 udkom i Hufelands ”Journal der practischen Arzneykunde”, Band 22 3. Stück,
S. 5-99 artiklen ”Heilkunde der Erfahrung”. Allerede her bliver homøopatien
beskrevet på en mere udførlig måde. Artiklen danner et første udkast til ”Organon
der rationellen Heilkunde” fra 1810. Artiklen bliver således også inddraget som kilde.
Desuden inddrager jeg Hahnemanns Krankenjournal D2 (sygejournalerne fra 1801/02)
Metodik og tilgang
Når vi ønsker at forholde os til medicinsk kildemateriale som delvis er over 200 år
gamle, vil vi hurtigt begå den fejl, udelukkende at betragte og vurdere materialet ud
fra vores nuværende medicinsk viden. At forholde sig seriøst til homøopatiens
primære kildemateriale og det gælder i sidste ende for en hver form for litterær
materiale – nutidigt eller historisk, forudsætter det, at vi inddrager den i de
humanistiske videnskaber anvendte hermeneutiske metode. Det betyder, at vi som
modtager af en information (en tekst) lægger så vidt muligt vores nuværende viden
på stand by for at sætte os ind i den tankegang og viden samt i vores tilfælde den
overordnede historisk medicinsk forståelse og det verdensbillede forfatteren
(”afsenderen” af informationen) havde, da teksten blev forfattet.
Hvis vi ønsker at arbejde med teksten i praksis i dag, dvs. med homøopatien, vil vi
efter en grundig studie af teksten dvs. kildematerialet på kildematerialets præmisser,
kunne stille vores nuværende medicinske viden op imod det der formidles i kilderne.
Og her burde vi så også huske, at vores medicinske viden i dag på ingen måde er
udtryk for færdige sandheder, men at vores viden ikke kun løbende forøges men at
grundlaget – vores overordnet syn på sundhed og sygdom, også med tiden forandres.
Det indebærer, at lægevidenskaben om 20 år nok ser anderles på kildematerialet end
vi gør det i dag. Så det vi opfatter som falsk kan om nogle år opfattes som brugbart
og omvendt. Dertil kommer at selvom der er tale om ældre kildemateriale, så
6
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
udelukker det ikke at der i materialet ligger nogle observationer og fortolkninger som
kunne berige vores nuværende syn på sundhed og sygdom.
At indtage en kategorisk afvisende holdning overfor homøopatien med det argument
at materialet grunder i en strategi der blev udviklet i en historisk medicinsk kontekst,
indebærer at vi ignorer nogle andre muligheder at se på spørgsmålene omkring
sundhed og sygdom. Selvom lægevidenskab siden Hahnemanns tid har udviklet sig
markant, så indebærer udviklingen ikke, at denne udvikling indeholder udelukkende
hensigtsmæssige nye syn og tilgange. Lægevidenskabens udviklingen siden
Hahnemanns tid foregik ikke i en fast nødvendig linjer retning, men snarere mere
søgende der også indeholdt nogle valg på bekostning af andre. Apparatsfejlmodellen
blev ifølge mine kilder ikke udviklet i de seneste 3o år som sådan, men den nuværende
lægevidenskab arbejder nærmest med andre tilgange – med et andet overordnet syn
på sundhed og sygdom. Bogen ”Medicinsk Filosofi” (se litteraturlisten) som udkom
for over 20 år siden beskriver dette meget godt og siden da er der sket en del. Dertil
kommer også spørgsmålet om vi overhoved kan klassificere lokale sygdomme
uafhængigt fra resten af organismen. Ifølge ”Medicinsk Filosofi” og Henrik
Wulffs ”Rationel Klinik” (se litteraturlisten) kunne vi få det indtryk, at der findes
stemmer indenfor lægevidenskaben der vender tilbage(!) dog med nye øjne, til et
mere holistisk syn på de forskellige sygelige tilstande sådan som også Hahnemann så
det.
Og skulle der findes nogle direkte (evige) love i forbindelse med sygelige tilstande og
deres terapimuligheder, så forefindes også muligheden for at tidligere læger og
medicinske systemer havde på en eller anden måde fat i noget der kunne anvendes
gennem tiderne. Akupunkturen danner her jo også et godt eksempel.
Når vi har opnået en forståelse af homøopatien på homøopatienes præmisser anno
1796 eller 1842, vil vi som før nævnt efterfølgende kunne stille vores forståelse
overfor den viden vi har og ikke(!) endnu har i dag omkring spørgsmålet omkring
sundhed og sygdom. Det næste skridt ville så være, at vi vil kunne kassere nogle af
det homøopatien i sin begyndelse arbejdede med, overtage muligvis grundideen,
men lade os også inspirere til at se med andre briller på vores egen nuværende
medicinske forståelsesrammer som den bliver formidlet på fakulteterne for måske
opnå en forståelse som vi ikke har udviklet endnu. Dette forudsætter dog seriøse
studier af homøopatiens kildemateriale.
Homøopatiens udvikling grunder i høj grad i empiriske kliniske observationer af både
Hahnemann selv og fra samtidens ikke homøopatiske læger, som blev beskrevet i
datidens medicinske litteratur. Og her må vi huske at mange af datiden læger nok var
7
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
bedre trænet i kliniske observationer end nutidige læger og behandlere, da mest
kliniske observationer og ikke parakliniske undersøgelser dannede grundlaget for
lægegerningen.
Når vi forholder os til Hahnemanns homøopati burde vi skelne mellem:
1. Kliniske observationer
2. Fortolkningerne af samme
3. Erfaringerne gennem 1 og 2
Fortolkningerne grunder i datidens viden og burde anses som sociale konstruktioner.
Spørgsmålet er så om observationerne ville kunne fortolkes på samme eller / andre
måder ud fra vores nuværende viden, som i sidste ende jo også danner sociale
konstruktioner selvom byggeklodserne i disse konstruktioner grunder i evident
baseret viden.
Her vil punkt 1 og 2 måske kunne danne grundlag for en ny medicinsk
(side)konstruktion.
To former for homøopati?
Selvom anvendelsen af de potenserede midler danner i dag en fast bestanddel i den
homøopatiske praksis, så danner disse kun et redskab indenfor selve homøopatien.
Af den grund kan homøopatien ikke defineres gennem anvendelsen af disse midler.
Her danner så artiklerne fra 1796 og 1805 samt patientjournalerne og den ”første
Organon” fra 1810 vigtige kilder for at homøopatien blev udviklet inden de
potenserede midler blev anvendt selvom Hahnemann allerede meget tidligt
arbejdede med meget små doser (dvs. større fortyndinger).
Det betyder så også, at det ville være muligt at tale om to forskellige former for
homøopati:
Den tidlige homøopati som snarere bestod i en form af ”(bio)kemisk
homøopati”
Den sene homøopati som består i en form af ”energetisk homøopati”
8
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Dette har igen stor betydning på vores syn på homøopatien. Grunden til at
Hahnemann begyndte at arbejde og eksperimentere med ret små doser og større
fortyndinger skyldtes de delvis kraftige primære reaktioner (førsteforværringer se
nedenfor). Vi må da også huske, at ikke kun Hahnemann, men også samtidens læger
anvendte giftige substanser og planter som medicin, som f.eks. arsenik, kviksølv,
Atropa Belladonna osv.
Spørgsmålet er så om vi i dag kunne anvende homøopatien gennem moderne
lægemidler ud fra et biokemisk grundlag? Dette er nok for mange homøopater en
provokerende tankegang og spørgsmål, men ud fra et daværende medicinsk empirisk
tilgang vil vi kunne argumentere for at nogle former for smertestillende medicin efter
længere tids brug skaber en overfølsomhed overfor smerter eller sagt ud fra en
homøopatisk tilgang, smertemedicin skaber ved et overforbrug det det egentligt
bliver anvendt imod. Noget lignende kendes fra Digitalis Purpurea og Hyperium
Perforatum.
Så at påstanden om at homøopatien ikke har en effekt kunne allerede her
modargumenternes alene gennem disse eksempler. Spørgsmålet er snarere om der
er tale om enkelte tilfælde eller om en egentlig strategi der kan anvendes mere bredt.
Opdagelsen og udviklingen af homøopatien i Hahnemanns tid.
Inden Hahnemann opdagede homøopatien i 1790, arbejde han ikke kun som
promoveret læge, men i høj grad også som oversætter af internationale medicinske
værker, skrevet i forskellige sprog (græsk, latin, arabisk, engelsk og fransk) til tysk.
Desuden udgav Hahnemann en række artikler omkring hygiejne, kemi og medicin.
Derudover kommenterede han, delvis med rettelser, flere af de værker som han
oversatte. Klaus-Henning Gypser (se litteraturlisten) nævner at Hahnemann i løbet af
sit liv udgav omkring 27.000 trykte sider.
Netop oversættelsesarbejdet gav Hahnemann et dybt indblik i datidens medicin i
form af kliniske observationer, de forskellige teorier omkring lægemidlernes
virkninger og de forskellige overordnede medicinske modeller der fandtes på det
tidspunkt. Modeller som Hahnemann oftest anså som spekulative.
Oversættelserne gav Hahnemann således adgang til de kliniske observationer som
han senere inddrog i udviklingen af homøopatien. Noget som kommer tydeligt frem i
paragrafferne og noterne i bl.a. ”Organon der Heilkunst” fra 1842, som f.eks. i § 46.
9
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
I 1789/ 90 var Hahnemann i gang med at oversætte skotten W. Cullens Materia Media.
Cullen skrev her at virkningen af kinabarken mod vekselfeberen skyldes midlets
styrkende virkning på maven. Hahnemann var uenig med denne forklaring. Han havde
tidligere selv indtaget kinabarken og huskede dette som at midlet havde en negativ
virkning på maven. Hahnemann ville efterprøve denne erfaring. Derfor indtog han
selv midlet over en periode. Til hans overraskelse udviklede Hahnemann gennem en
større indtagelse af kinabarken symptomerne på vekselfeberen. Dvs. det middel som
anvendtes mod vekselfeberen udviklede ved en mild overdosering selv symptomerne
på vekselfeberen. Dette og ikke andet afspejler i sidste ende grundprincippet i
homøopatien:
”Et lægemiddel ordineres som ved en overdosering hos raske forsøgspersoner
fremprovokerer en lignede (kunstig) sygdom (læs symptombillede) som den
naturlige sygdom (symptombillede) patienten lider under”.
Hahnemann, hans familie og senere flere af hans kollegaer begyndte efterfølgende at
foretage en række selvforsøg i form af overdoseringer gennem bestemte lægemidler,
for at finde ud af hvilket kunstige symptombillede de enkelte lægemidler ved en
moderat overdosering fremprovokerede hos raske personer. Derefter blev disse
midler ordineret hos de enkelte patienter der havde udviklet et lignende naturligt
symptombillede (sygdommen).
Først i 1796 offentliggjorde Hahnemann i det medicinske tidsskriftet ”Journal der
practischen Arzneykunde” sin opdagelse og som han senere navngav som homøopati.
I 1805 udkom en udførlig beskrivelse af konceptet i artiklen ”Heilkunde der Erfahrung”
I ”Journal der practischen Arzneykunde” Band 22 3. Stück, S. 5-99.
I 1810 udkom så den første udgave af ”Organon” med titlen ”Organon der rationellen
Heilkunde”. Her beskriver Hahnemann på en mere struktureret måde udførligt den
homøopatiske metode. Der fulgte 5 andre udgaver hvoraf den sjette blev
færdigskrevet i 1842 med titlen ”Organon der Heilkunst”. Bogen blev dog først
udgivet posthumt i 1921.
Homøopatien blev opdaget og udviklet i en overgang hvor lægevidenskaben var ved
at fjerne sig fra en lægevidenskab der var fortsat præget af antikke medicinske
tankegange og hvor de ”tre store læger”, Hippokrates, Galen og Ibn Sinna, fortsat
dannede rollemodeller for medicinsk tænkning.
10
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Flere læger ville efterfølgende anvende homøopatien eller rettere sagt de
potenserede midler ud fra den moderne medicinske udvikling. Selvom homøopatien
i sig selv var et helt nyt koncept, så blev homøopatien af flere læger anset som
forældet, især efter Hahnemanns død og i forbindelse med den nye viden omkring
mikrobiologien.
Det udelukkede ikke at læger fortsat anvendte Similia Similibus Curentur konceptet
(homøopatien) men hvor ordinationen hos nogle læger grundede i bestemte lokale
afgrænsede sygdomsklassifikationer og ikke i tanken om at hele mennesket er syg.
Andre læger især i USA arbejdede videre med Hahnemanns holistiske tilgang.
At homøopatien fortsat bliver praktiseret ud fra de grundlæggende principper som
udgør homøopatien viser George Vithoulkas (1932) arbejde med homøopatien.
Vithoulkas modtog i 1996 ”Right Livelihood Award” den såkaldte ”alternative
nobelpris i medicin”.
Hvad er Sygdom og hvordan erkendes sygelige tilstande
I forbindelse med selve lægegerningen og dermed hvilken behandlingsstrategi der
vælges, vil en homøopat, en fakultetsuddannet læge, en behandler og for den sags
skyld også en psykolog, stå overfor nogle grundlæggende spørgsmål som f.eks.:
Hvad er en sygdom - en sygelig tilstand i forhold til sundhed?
Hvordan erkendes og hvilke kriterier anvendes til beskrivelsen af en bestemt
sygdom - en sygelig tilstand?
Ud fra hvilke kriterier vælges et lægemiddel (en terapiform) som vil kunne
anvendes overfor bestemte sygelige tilstande?
Hvilket kendskab omkring virkningen af lægemidlet (terapiformen) forefindes?
11
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0012.png
Ikke kun på Hahnemanns tid fandtes flere forskellige bud på disse spørgsmål. En dansk
fakultets uddannet læge vil besvare spørgsmålene anderledes end en behandler der
f.eks. arbejder med de klassiske former for kinesisk medicin og terapiformer. Og som
vi vil se, arbejde Hahnemann med helt andre svar på disse spørgsmål end de to før
nævnte.
Spørgsmålene stiller Hahnemann i starten i ”Organon der Heilkunst” fra 1842 i en lidt
anden form under §3 hvor nogle overordnede krav for lægegerningen stilles (det
følgende er min opsætning):
A. Kendskab til det der skal kureres dvs. hvad sygdom overordnet er og i det
enkelte tilfælde.
B. Kendskab til lægemidlernes virkninger.
C. Kendskab til hvornår virkningen af et bestemt lægemiddel anvendes.
D. Kendskab til doseringen af lægemidlet.
E. Kendskab til de faktorer der opretholder den sygelige tilstand og som
hindringer en helbredende proces.
Det er dog kun punkterne A – C og E som i sidste ende er for os relevante til at belyse
selve idegrundlaget samt homøopatiens metodik.
Hahnemanns og dermed homøopatiens tilgang til spørgsmålene
Paragrafferne henviser til den 6 udgave af ”Orgaon”
Hahnemann lægger selv ud med punkt E
Inden blikket vendes mod selve sygdommen skal først punkt E anvendes. Det at
undersøge de faktorer der opretholder den sygelige tilstand og som hindrer en
helbredende proces. I § 4 nævner Hahnemann desuden, at lægen fremmer
sundheden gennem kendskab til hvad der forstyrrer sundheden. Så her kommer en
profylaktisk tilgang frem. Hahnemann fremlagde i denne forbindelse overfor
myndighederne bl.a. flere hygiejniske forslag til at forhindre epidemier. I §5 nævnes
desuden faktorer og viden der vil kunne have indflydelse på den terapeutiske proces:
Patientens sygdomshistorie
Den mulige primære årsag – en miasme (se nedenfor)
12
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0013.png
Patientens konstitution
Patientens gemyt og åndelig karakter (patientens psykologisk profil)
Patientens levemåde
Patientens livsforhold
Patientens alder
Patientens køn
Under begrebet miasme mente Hahnemann i sin senere tid tre former for energetisk
disposition, former for ”psykosomatiske komplekser”, der skulle danne et overordnet
energetisk grundlag for kroniske lidelser. Miasmateorien ændrede ikke noget ved
homøopatiens grundprincippet.
Når nu faktorer som er årsag til sygdommene, fremmer sygdommene eller hindrer en
terapeutisk proces, er fjernet, samt hensyntagen til § 5, rettede Hahnemann så blikket
mod det der bliver tilovers - selve sygdommen (§7).
§3 A Hvordan erkendes sygdommene
Under § 7 begynder Hahnemann at forholde sig til punkt A. Især i ”Organon der
rationellen Heilkunde” fra 1810 kommer Hahnemann empiriske tilgang tydeligt frem.
Sygdommene er ikke andet end de sygdomstegn som vil kunne observeres gennem
sanserne hos patienten (eller som patienten selv oplever). Der findes ikke en skjult
sygdom i det indre som mange af datidens læger på forskellig vis mente (punkt 8 og
9 i ”Organon der rationellen Heilkunde”). Erkendelsen af sygdommen kræver således
nøjagtige kliniske observationer af symptombilledet, samt en udførlig udført
anamnese. På den anden side er manglen (eller fjernelsen) af symptomerne udtryk
for sundhed. § 8 i ”Organon er Heilkunst”.
Både under § 7 og i flere følgende paragraffer understreger Hahnemann så
betydningen af at samtlige symptomer – både psykiske og somatiske forandringer der
fører til lidelsen inddrages i den kliniske observation / anamnesen.
Et eksempel
Under en influenza viser der sig typiske symptomer som høj feber, hoste,
forstoppet eller løbene næse, smerter forskellige steder i kroppen og
typisk også en forandring i ens psyke. Og denne forandring viser sig meget
individuelt. Nogen trækker sig tilbage og gider ikke høre noget, andre
jamrer og higer efter trøst. Nogen virker som om de befinder sig i et
delirium, mens andre igen er irritabelt og er ikke til at holde ud at være i
nærheden af. Disse psykiske forandringer spiller modsat skolemedicinen
13
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0014.png
en stor rolle for valget af et middel som ordineres ud fra homøopatiens
idegrundlaget.
Det totale symptombillede afspejler sygdommen. Hele mennesket er syg både fysisk
og psykisk. Det gælder også for symptomer som måske ikke anses som relevante i
forbindelse med vores nuværende opfattelse af en bestemt sygdom dvs. når vores
nuværende sygdomsklassifikation inddrages i den kliniske observation / anamnesen
og ikke homøopatiens. Sygdommen erkendes ifølge Hahnemann gennem det totale
symptombillede og defineres ikke gennem lokale lidelser. I dag ville homøopater også
inddrage parakliniske undersøgelser i dette billede.
Hvad er sygdom?
I sin første ”Organon” fra 1810 holder Hahnemann sig som nævnt konsekvent til den
empiriske position. Sygdom består i det totale symptombillede. Alligevel føler han, at
der må foreligge en indre forstyrrelse. Under punkt 5 skriver han, at forstyrrelsen ikke
kan erfares (empirisk) gennem sanserne, derimod kun tænkes. Og det sidstnævnte
afviser Hahnemann, da dette hurtigt fører til spekulationer. Denne tankegang minder
en del om Emanuel Kants ”Das Ding an sich”.
Ud fra hans egne erfaringer (1810) konkluderede han så, at når symptomerne er
fjernet vil en helbredelse have fundet sted. Der vil således ikke være noget andet der
omfatter sygdommen end selve symptomerne.
I ”Organon der Heilkunde” fra 1842 indtager Hahnemann en lidt anden position.
Hahnemann forlod her sin konsekvente empiriske position og postulerede derimod
en dynamisk livskraft der opretholder liv og dermed også sundheden (§10). Under
note 1 §10 argumenterer Hahnemann, at levevæsen uden livskraft kun ville være dødt
materie. Konklusionen er så, at når livskraften er betingelsen for liv, vil en forstyrret
livskraft være en betingelse for diverse (synlige) sygdomme (§11).
Der foreligger ifølge Hahnemann ikke andre årsager til det symptombillede som kan
observeres empirisk hos patienten. Der ligger ikke noget ”imellem” den forstyrrede
livskraft og det synlige symptombillede. Den forstyrret livskraft og symptombilledet
danner en enhed, så nå symptombilledet er fjernet, er det et tegn på at forstyrrelsen
af livskraften også er ophævet (§ 17).
Det er dermed fortsat det totale symptombillede som afspejler forstyrrelsen i
livskraften / dynamis (og som dermed danner grundlaget for ordinationen). Der ligger
ikke mere i det (§11 / § 12).
14
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0015.png
Sygdommen er ikke noget isoleret i mennesket, men hele mennesket er syg (§ 13).
Hahnemans sene dynamis teori går så langt, at virkningen af hverken skadelige fysiske
faktorer eller lægemidlernes virkninger skyldes deres materielle sider, men derimod
deres energi – deres dynamis, som ifølge Hahnemann, enhver ting på jorden har (note
1 § 11). Fremstillingen af de potenserede midler skulle således aktivere og styrke
lægemidlernes dynamiske energifelt for bedre at kunne omstemme organismens
forstyrret dynamiske livsenergi til en sund tilstand. Denne teori danner dog ikke
grundlaget for selve homøopatien som det så ofte påstås. Der er strategien der
danner ordinationsgrundaget for hvilket middel – potenseret eller ej, ordineres, der
afgør om der er tale om homøopat eller ej. Og det kommer Hahnemann så i det
følgende ind på. Efter udviklingen af dynamisteorien og de potenserede midler tog
Hahnemann jo ikke afstand til den måde han tidligere beskrev homøopatien
(sammenlign indholdet fra artiklen fra 1796). Han fortsatte derimod at anvende
denne beskrivelse af hvad han, modsat andre læger som Paracelsus der tidligere
omtalte en lighedslov, forstod under lighedsloven nemlig lig lidelse strategien.
Kommentar:
Her må vi huske at datidens kemikere og læger forstod under materie dvs.
atomer nogle faste materielle bestandige partikler. Det er således
forståeligt at Hahnemann tvivlede på at noget fast bestandigt skulle kunne
udvise en påvirkning på organismen. Der måtte findes en form for kraft,
dynamis / potens (læs: kraft) som årsag for virkningerne.
§3 B Kendskab til lægemidlerne virkninger
Hahnemann var ikke den første der fik ideen om at lægemidlerne skulle testes i deres
virkninger, men han var nok den første der konsekvent foretog lægemiddelprøvninger.
Det var det mere tilfældige selvforsøg i 1790 der dannede grundlaget til Hahnemanns
måde at foretage lægemiddelprøvninger på. Gennem indtagelsen af kinabarken i flere
omgange viste sig midlets virkning på en rask person. Og dette princip dannede så
grundlaget for homøopatiens lægemiddelprøvninger.
Vi er i dag vandt til at forbinde en forsøgsrække med et nyt lægemiddel med at et nyt
lægemiddel bliver ordineret hos en række personer med en bestemt lidelse. Dvs.
effekten af et bestemt middel undersøges overfor en bestemt defineret lidelse.
Sådan foregår dog ikke homøopatiske lægemiddelprøvninger. En række raske
personer indtager over en række dage et middel som medfører en mild overdosering.
15
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0016.png
Noget som igen medfører at forsøgspersonerne udvikler nogle fælles symptomer ved
indtagelsen at et bestemt middel. Dette symptombillede bliver så nedfældet i en
materia media (en farmakologi) som beskriver de enkelte midlets evne til at
fremprovokere en række symptomer hos raske forsøgspersoner (§ 20).
Så målet med forsøgene er ikke at undersøge virkningen af et bestemt middel overfor
en bestemt sygelig tilstand, men at undersøge hvilken kunstig fremkaldt sygdom –
hvilken psykosomatisk symptomkompleks et bestemt middel vil kunne
fremprovokere hos raske personer. Hahnemann betegner af den grund også
lægemidlerne som kunstige sygdomme og det er en pointe som vi skal bide mærke i
når vi ønsker at forstå homøopatiens idegrundlag.
Også i forbindelse med vurdering af lægemidlernes virkning på raske personer
indtager Hahnemann en empirisk tilgang. Midlets virkning erkendes udelukkende
gennem det totale symptombillede der fremprovokeres under prøvningen (§ 21).
§3 C Ordinationsgrundlaget
Beskrivelsen af en lidelse som grundlaget for en ordination og kendskabet til
lægemidlernes evne til at fremprovokere en kunstig sygdom hos raske
forsøgspersoner, fortæller selvsagt ikke noget om hvilket konkret middel der burde
ordineres i det konkrete sygdomstilfælde.
Her kommer så selvforsøget med kinabarken fra 1790 igen ind i billedet. Når det
kunstige symptombillede ligner patientens totale naturlige symptombille, ordineres
denne ”kunstige sygdom” i form af lægemidlet. Dette og ikke andet danner
homøopatiens grundidé. Dette blev opdaget i 1790, 1796 første gang beskrevet i en
artikel og i 1810 udførligt beskrevet, mange år inden de potenserede midler kom i
brug.
Hahnemann beskriver så flere steder (bl.a. fra § 52) og yderst kritisk, effekten af når
den ordinerede kunstige sygdom ikke ligner det naturlige symptombillede som han
betegner for alløopatien. Alløopatien vil ifølge Hahnemann i bedste tilfælde kun have
en begrænset og typisk kortvarig effekt, men langsigtet vil det forværre patientens
tilstand.
Og her skal vi så huske, når et potenseret lægemiddel hvis kunstige symptombillede
ikke er lig med patiens naturlige symptombille ordineres, så er der også tale om en
16
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0017.png
alløopatisk ordination. At betegne dette som homøopati afslører tydelig manglen af
hvad homøopatien grunder i.
Forklaringer af homøopatiens virkning
En ny sygdom fortrænger den bestående sygdom
Hahnemann kommer fra § 36 til § 51 med eksempler på observationer, typisk fra den
daværende medicinske litteratur, at:
A. En bestående ulig sygdom værner mod en ny ulig sygdom
B. En ny ulig sygdom fortrænger en bestående ulig sygdom
C. En ny lignende sygdom ophæver den bestående lignende sygdom og sig selv
Her følger nogle enkelte eksempler som Hahnemann beskriver.
Sygdomsbetegnelserne skal læses ud fra den historiske kontekst, men betegnelserne
ændrer ikke noget ved de principper homøopatien arbejder ud fra. Ordinationen
grunder i det konkrete symptombillede og ikke i abstrakte sygdomsnavne.
A. § 36 klienter der lider af alvorlige sygdomme bliver af dysenteri (tysk:
herbstruhr) og andre milde epidemier ikke smittet.
B. § 38 To af flere eksempler. Epilepsiske anfald forsvandt efter to børn fik Tinea.
Anfaldene vendte tilbage efter hududslættet på hovedet igen forsvandt.
Manien fik lungelidelsen (tysk: lungsensucht) til at forsvinde, men den vendte
tilbage efter den maniske anfald.
Udbruddet af kunstigt frembragte kopokker gennem vaccinationen blev
afbrudt gennem mæslingeudbrud, men pokker forløbet fortsatte forsinket de
antal dage et mæslingeudbrud ville vare.
C. §46 Her nævnes et eksempel på en form for homøopati gennem vaccination.
Vaccination af kopokker fjernede et bestående hududslæt. Hahnemann
nævner at kopokker også vil kunne føre til former for hududslæt dvs. her er der
således tale om en form for lighedslov.
Det er som nævnt kun nogle få af en række eksempler.
17
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0018.png
Homøopatien grunder dermed i den tankegang at en lidelse bliver behandlet med en
kunstig lidelse i form af et lægemiddel.
Observationerne som er beskrevet i § 36 til § 46 samt andre beskrivelser i ”Organon
der Heilkunst” ville kunne anvendes som inspiration til studier omkring hvordan
sygdomme påvirker hinanden. Vi ved i dag at sejlcelleanæmi forhindrer malaria. Men
findes andre eksempler? Hvad med den pandemi vi delvis fortsat er påvirket af? Vi
læser om at smitten påvirker sårbare patienter, men findes også omvendte
situationer hvor grupper med en bestemt lidelse ikke blev smittet så hyppigt som
gennemsnittet? Hvad med psykiske lidelser? Det ville være værd at undersøge uden
at dette nødvendigvis har noget med homøopatien at gøre. Men et forudsætter
seriøse studier og beskrivelser af homøopatien, som bliver modarbejdet gennem
fejlagtige anvendelser af betegnelsen homøopati.
Midlernes primære og sekundære virkning
Det at ordinere gennem et lægemiddel en kunstig sygdom hvis symptombillede liger
patientens naturlige symptombillede lyder som om der hældes olie i ilden for at
slukke ilden. Og det sker på sin vis så også. Organismen reagerer her med det
Hahnemann betegnede som en primær reaktion – en form for førsteforværring, efter
indtagelsen af midlet. Dette medfører en (delvis følt) forværring af lidelsen. Men
dette er kun den første primære reaktion fra organismens side. Ifølge Hahnemann
reagerer organismen på denne stimulation efterfølgende med en sekundær – en
komplementær reaktion dvs. med det modsatte som organismen blev stimuleret med
gennem midlet (§ 59- § 66). Og netop her er det så afgørende at denne
komplementære reaktion passer nøjagtigt til organismens symptombillede.
Den naturlige sygelige tilstand bliver på denne måde påvirket fra organismens
modreaktion (den sekundære reaktion) som så helbredende proces.
Så den ydre ordinationsgrundlag bygger på Similia Similibus Curentur (lig lidelse /
lighedsloven) for at stimulere i organismen en indre komplementær modsat reaktion
dvs. en Contraria Contrariis Curentur. For at denne komplementere modreaktion
passer til den naturlige symptombille kræver det således at den kunstige sygdom er
analog med den naturlige.
Teorien om denne komplementær reaktion bliver næsten ikke nævnt når
homøopatien bliver beskrevet. Denne teori begrunder dog netop betydningen af at
symptombilledet af den kunstige symptombillede ligner det naturlige
symptombillede.
18
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Da homøopater i Hahnemanns tid delvis anvendte giftige kemiske og organiske
substanser som medicin som f.eks. arsenik eller planten Atropa Belladonna (midlerne
var i almen brug hos lægerne generelt), kunne der opstå livsfarlige situationer under
den primære reaktion. Af den grund eksperimenterede Hahnemann med forskellige
former for fortyndinger, som så i det lange løb resulterede i udvikling af de
potenserede midler.
Ekskursion:
Et spørgsmål om symptomer, sygdom og sygdomsklassifikation
Det at Hahnemann beskrev sygdommen gennem det totale symptombillede, vil kunne
virke som en forældet måde at forholde sig til spørgsmålet om hvordan lidelser burde
opfattes og beskrives. Ja Hahnemanns metode vil kunne opfattes som
symptombehandling.
Den nyere lægevidenskab arbejder ud fra en sygdomsklassifikation der overordnet
bygger på grundtanken at definere sygdommen som en form for afgrænset lidelse i
forhold til resten af organismen og som så kan defineres uafhængigt af både
patienten og lægen.
Kriteriet for den enkelte klassifikation er 1. Ætiologien 2. Symptombilledet 3.
Patogenesen. På denne måde vil sygdommene kunne defineres og klassificeres
gennem ”ensartede normative klasser” hvor de enkelte sygelige tilstande udviser en
lighed i punkterne 1 – 3 (samme ætiologi, lignende symptombillede og patogenese).
På denne måde vil lægevidenskaben kunne arbejde ud fra naturvidenskabelige
normer. Tanken grunder i at de enkelte sygdomme danner ”fremmede enheder” i
organismen med deres egne specifikke lovmæssigheder som erkendes og beskrives
under punkterne 1-3. Spørgsmålet er så at finde et bestemt lægemiddel (terapi) som
udviser en effekt overfor denne ”enhed”.
Især i ”Organon der rationellen Heilkunde” fra 1810 argumenterer Hahnemann mod
at lidelserne skulle kunne defineres gennem enkelte lokale fælles symptomer og en
fælles patogenese. Hele mennesket er ifølge Hahnemann syg og derfor skulle også
det samlede individuelle symptombillede danne grundlaget for beskrivelsen af
sygdommen og danne grundlaget for en overordnet sygdomsklassifikation. Mens den
daværende og især den nuværende moderne medicin danner abstrakte (lokale)
sygdomsenheder på grundlag af nogle fælles træk blandt de måder sygelige tilstande
viser sig, så tager Hahnemann og den moderne homøopati udgangspunkt i det reale
19
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
empiriske kliniske totale symptombillede som udover fælles træk også udviser
individuelle symptomer.
Den homøopatiske sygdomsklassifikation bliver derfor betegnet gennem navnet af
det middel – den kunstige sygdom, der ligner den naturlige symptombillede.
Den moderne sygdomsklassifikation som lægevidenskaben og psykologer anvender,
danner derimod kunstige etiketter hvis indhold også har ændret sig gennem tiderne.
Lægerne Henrik Wulf og Peter C. Gøtzsche kommer bl.a. i deres ”Rationel Klinik” fra
1997 d. 4 udgave ind på den tankegang at hele mennesket er syg, i den
tankegang ”Der findes ingen sygdomme, men kun syge mennesker”. Den moderne
lægevidenskab mangler dog redskaber og strategier til at behandle hele mennesket
og ikke kun dele af samme. Her kunne homøopatien danne en ny tilgang, idet nogle
moderne lægemidler testes og undersøges på deres evne til at udvikle et totalt
psykosomatisk kunstig lidelse, som anvendes overfor en naturlig total psykosomatisk
lidelse.
Måske vil lægevidenskaben derigennem kunne anvende (bio)kemiske substanser til
bl.a. lægemiddelprøvninger som ikke er så giftige som de substanser lægerne på
Hahnemanns tid arbejdede med og som nødvendiggjorde en større fortynding og
senere en større potensering. Denne tankegang vil nok fremprovokere en del kritik
blandt nuværende praktiserende homøopater, men vi bliver nødt til at være åbent
overfor flere muligheder. Det gælder for skolemedicinen og for homøopatien.
I den moderne lægevidenskab danner sygdomsklassifikation et grundlæggende
aspekt i bevisførelsen af lægemidlernes formodede effekt. Når et lægemiddel testes,
så er det jo af afgørende betydning at der er tale om ensartede sygdomme hos
testpersonerne som midlet bliver testet overfor.
Spørgsmålet er så om de enkelte sygdomsklassifikationer afspejler præcist de samme
sygelige tilstande hos den enkelte patient der har fået en diagnose ud fra denne
sygdomsklassifikation. Eller hvis vi sammenligner det med en æske med søm i. Ville
der være tale om ensartede søm i æsken eller søm af forskellig størrelser, dvs. ting
med en fælles karakteristika – selve sømmene, men med indbyrdes forskelle?
Meget tyder på det sidstnævnte – at de enkelte abstrakte sygdomsklassifikationer i
realiteten afspejler trods fælles karakteristika også nogle afgørende forskelle. Og det
er nok en af grundende at bevisførelsen af lægemidlernes formodede effekt ”kun”
grunder i sandsynligheder og ikke i utvetydige ensartede resultater. Hvor stor eller
lille denne sandsynlighed så er oplyses der ikke noget om, kun om midlet har en
dokumenteret effekt. Og det er ret tankevækkende.
20
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
2865164_0021.png
Det at anvende abstrakte sygdomsklassifikationer til at undersøge effekten af
homøopatien er således allerede her fuldstændigt misvisende. Homøopatien har som
før nævnt en anden beskrivelse af sygdomme som danner grundlaget for en
ordination. En lignende fejl ville man begå hvis man ønsker at undersøge
akupunkturens effekt uden at tage højde for akupunkturens forståelse af mennesket
samt sygdom og sundhed.
Et kort eksempel
Både en læge og en behandler der ordinerer naturpræparater vil ordinere et bestemt
lægemiddel eller naturpræparat overfor en bestemt diagnose som igen grunder i en
bestemt sygdomsklassifikationen som f.eks. en Urinvejslidelse.
Selve diagnosen urinvejslidelse ville dog ikke kunne anvendes indenfor homøopatien
da der her er tale om en abstrakt sygdomsbetegnelse. Homøopaten ville indtage en
empirisk tilgang og foretage nøjagtige kliniske observationer for at beskrive det totale
konkrete symptombilede som efterfølgende kommer til at danne grundlaget for
ordinationen.
Homøopaten ville her undersøge hvordan lidelsen helt konkret ytrer sig hos den
enkelte patient. Hvis der under symptombilledet f.eks. er tale om voldsomme smerter
under vandladning vil der ordineres et andet middel end hvis der kun findes moderate
smerter. Hvis der er hyppig trang til vandladningen, men hvor der kun kommer nogle
få dråber kunne det igen indikere på et andet middel. Det samme gælder når urin
tabes under hoste, nyse og / eller latter.
Hvis så et bestemt middel som f.eks. Pulsatilla bliver ordineret overfor disse fire
forskellige symptombilleder, vil ifølge homøopatien midlet muligvis kun have en
effekt over for et af symptombillederne. Hvis klienterne med de fire forskellige
symptombilleder hver for sig for et middel som passer til deres samlede individuelle
symptombillede ville der være udsigt til at samtlige fire ordinationer vil kunne have
en positiv effekt.
Dette faktum bliver ifølge min viden ikke taget hensyn til når der på Københavns
Universitet foretages evident baseret forskning omkring virkningen af et potenseret
middel. Så her er der ikke tale om forskning af homøopatiens mulige effekt.
21
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Foreløbigt summarum
(i manuskriptet som udkommer senere uddybes det følgende)
Homøopatien består i:
Klarlæggelsen af patientens totale symptombillede som tages som
udgangspunkt for en ordination. Laboratorietest mm inddrages i dag i denne
proces.
Kendskab til midlernes evne at fremprovokere kunstige sygdomme
(symptombilleder).
Ordinationen grunder i en lighed mellem det naturlige symptombillede og det
kunstige symptombillede.
Homøopatien forklares ved at:
En ny lidelse vil kunne fortrænge en bestående.
Ved ulige lidelser vil den nye kunne overtage.
Ved lige lidelser vil lidelserne ophæve hinanden.
Midlernes virkning forklares ved at:
Midlets virkning består i en primær virkning (typisk i form af en
førsteforværring)
Samt en efterfølgende sekundær virkning. Når der findes en lighed mellem den
kunstige og den naturlige lidelse, vil organismen gennem en komplementær
reaktion (den sekundære virkning) kunne helbrede den naturlige lidelse. Det
afgørende er at komplementere reaktion passer til det symptombillede den
naturlige lidelse består i, ellers udvikles der muligvis bivirkninger.
I §70 sumerer Hahnemann det han i de foregående paragrafer formidlede op. De
første 70 paragraffer kan således anses som den overordnede beskrivelse af
homøopatiens grundidé og koncept som også i dag danner grundlaget for den
nuværende homøopati.
Her kommer det tydeligt frem at der IKKE er tale om nogle bestemt fremstillede
(læge)midler.
22
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Så homøopatien og selve strategien bygger på følgende grundlag:
En ny sygdom vil kunne fortrænge en bestående sygdom
Ved ”ulige” sygdomme vil den nye sygdom overtage
Ved ”lignende” sygdomme vil begge ophæve hinanden
Gennem lægemiddelprøvninger på raske personer undersøges midlets evne til
at fremprovokere kunstige sygdomme.
Hvis den kunstige sygdom ligner den naturlige sygdom ordineres det
lægemiddel som frembringer denne kunstige sygdom hos raske personer.
Rent praktisk kræver homøopatien at:
Der foretages nøjagtige kliniske studier af patientens psykosomatiske
symptombillede.
Det middel som ordineres er bleven testet på raske personer for at kunne opnå
kendskab til midlets evne til at fremprovokere en bestem kunstig sygdom.
Der foretages nøjagtige psykosomatiske studier af lægemidlernes virkning på
raske personer.
Homøopatien kan således kun anvendes terapeutisk ikke profylaktisk.
I dag skelnes mellem sygdomme og symptomer. Denne skelnen kan ikke anvendes
indenfor homøopatien da ifølge hele mennesket er syg. Det som i dag defineres som
en (lokal) sygdom opfattes inden for homøopatien som et symptom. Da ifølge
homøopatien hele mennesket er syg og da samtlige symptomer (sygdomme)
inddrages i det kliniske billede vil der ikke være tale om en overfladisk
symptombehandling.
Lidt om homøopati og antroposofisk medicin
Allerede i et enkelt foredrag af Rudolf Steiner omkring antroposofisk medicin, holdt
1923 i Penmaenmawr (Storbritannien) (i: Steiner, Rudolf „Die
Kunst des Heilens vom
Gesichtspunkte der Geisteswissenschaft“
), kommer det tydeligt frem, at
23
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
antroposofisk medicin bygger på en helt anden tilgang til spørgsmålet om sundhed og
sygdom samt hvordan en terapi burde anvendes end den metode homøopatien
arbejder ud fra. Mens homøopatiens ordinationsgrundlag bygger på en empirisk
tilgang (kliniske studier af både den naturlige som kunstige sygdomme), så grunder
antroposofiens terapiformer på fortolkninger af sygdommenes mekanismer.
Rudolf Steiner anvender selv begrebet ”homøopati” i bl.a. ”Geisteswissenschaft
und
Medizin”
samt ”Geisteswissenschaftiche
Grundlagen zum Gedeihen der
Landwirtschaft”,
men han anvender begrebet i forbindelse med tanken om en
bestemt energiform!? Dvs. han betegner det Hahnemann betegnede som dynamis
som værende homøopati!? Homøopati betyder lig lidelse, hvordan kan en energiform,
ja hvordan kan et bestemt fremstillet naturpræparat være ”lig lidelse”? Så Steiner
anvendte begrebet på et forkert grundlag.
Jeg har en begrundet mistanke om at personerne bag Allergica A/S ikke udviser en
seriøs kildekritik i forhold til Rudolf Steiner, noget som igen stiller et spørgsmålstegn
bag evnen til at forholde sig videnskabelig kritisk også overfor deres egen
selvforståelse, noget som burde være en grundbetingelse for et videnskabeligt
projekt.
Mål for fremtiden
Jeg håber at Københavns Universitet ikke længere lancerer forskningen som
værende ”homøopati” og at der ikke er tale om et ”homøopatisk middel”. Jeg håber
at Københavns Universitet opfordrer virksomheden Allergica A/S til at undlade at
markedsføre deres produkter som ”Homøopati” eller ”Homøopatiske midler”. Dette
burde være en betingelse for selve forskningen.
Fremadrettet håber jeg at der fra Sundhedsstyrelsen, Registrering af Alternative
Behandlere (RAB), uddannelsesstederne for alternative behandlingsformer og de
enkelte behandlere gøres en større indsats mod misvisende markedsføring indenfor
de alternative / komplementere behandlingsformer. Her er der tale om simpel etik og
patientsikkerhed.
Der tales om en mangel på medicinsk personale i Danmark. Alternative
behandlingsformer kunne her inddrages til støtte. Dette kræver dog seriøse
beskrivelser af de enkelte behandlingsstrategier som igen kræver seriøs kildekritik og
selvkritik i forhold til evt. fejlagtig markedsføring mm.
24
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Litteraturliste
- Braun, Artur „Methodik
der Homöopathie“
5 Aufl. 1995
Sonntag Verlag Stuttgart
- Eckart „Geschichte
der Medizin“
3 Aufl.1998 Springer Verlag
- Hahnemann, Samuel „Heilkunde der Erfahrung“ (1805)
Herausgegeben von Hans-Peter Oswald
- Hahnemann, Samuel „Organon der Heilkunst“ 6 Aufl. (1842)
Herausgegeben Richard Haehl 1921
Nachdruck Haug Verlag 1995
- Hahnemann, Samuel „Die chronischen Krankheiten“ Band 1
Nachdruck Haug Verlag 1999
- Steiner, Rudolf „Die
Kunst des Heilens vom Gesichtspunkte der
Geisteswissenschaft“
2008 Rudolf Steiner Verlag, Dornach
- Steiner, Rudolf „Geisteswissenschaft
und Medizin“
1976
Rudolf Steiner Verlag Dornach
- Voegeli. Adolf „Die korrekte homöopatische Behandlung in der täglichen
Praxis“ 10 Aufl. 1993 Karl Haug Verlag Heidelberg
- Wulf, Henrik R & Peter C. Gøtzsche „Rationel
Klinik“
4. Udg. 1997
Munksgaard
- Wulf, Henrik R & Stig Andur Pedersen, Raben Rosenberg „Medicinsk
Filosofi“
1995 Munksgaard
At der fortsat arbejdes med den homøopati som Hahnemann definerede viser
følgende af Vithoulkas bøger (som også findes på engelsk):
- Vithoulkas, Georgos „Medizin
der Zukunft”
1979
George Wenderoth Verlag Kassel
- Vithoulkas, Georgos „Seminare
und Vorlesungen“
1990
Sivia Stefanovic Verlag Bielefeld
- Vithoulkas, George „Homöopathisches
Seminar Esalen Band II“
4 Aufl. 2014
Narayana Verlag Kandern
Desuden henvises til hjemmesiden af: ”Den internationale Akademi i Alonissos”
25
 ERU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 212: Henvendelse af 16/4-24 fra Sönke Büsen, Haderslev om markedsføringsetik
Som eksempel på beskrivelser af antroposofisk medicinsk litteratur der viser at der
indenfor antroposofien skelnes mellem de potenserede midler som også
antroposofiske læger i Tyskland anvender og selve homøopatien kan nævnes:
- Daems, Willem F. „Was
sind potenzierte Heilmittel?”
1993 Verlag Freies
Geistesleben GmbH Stuttgart
- Roemer, Franziska . „Therapiekonzepte der Anthroposophischen Medizin“ 2
Aufl. 2018 Georg Thieme Verlag Stuttgart NewYork
- Wiesenauer
und
Fintelmann
„Homöopathie,
Naturheilverfahren,
Anthroposophische Medizin”
1999 Verlag Johannis M. Mayer & Co Stuttgart -
Berlin
Sönke Büsen
Haderslev d. 09.02.23
26