19.02.24
Ministeren anfører i sit svar til udvalget af 08.02.2024 på baggrund af tilbagemeldinger fra de forskellige
ministerier, at der er procedurer på plads, der skal bidrage til at mindske eventuelt datatab, at der er
opmærksomhed på problemstillingen i de relevante ressortministerier, og at ministeren ikke påtænker at
gøre yderligere.
I LGBT+ Danmark har vi, som tidligere oplyst udvalget, lavet en rundspørge blandt vores følgere, som 123
personer har svaret på på nuværende tidspunkt. På trods af, at der kun er et lille antal respondenter på
undersøgelsen, giver den et vist overblik over problemets omfang og natur. Undersøgelsen peger på, at man
ved skift af cpr-nummer som led i juridisk kønsskifte mister adgang til centrale ydelser og rettigheder på en
måde, der kan være et alvorligt indgreb i ens grundlæggende rettigheder som borger og som potentielt
udgør ulovlig forskelsbehandling i adgang til sundheds og sundhedsdata, GDPR, forsørgelse, retssikkerhed,
forvaltningsretlige klagemuligheder, med mere.
Vi kan ikke se i svaret fra ministerierne, at de problemer, der beskrives af målgruppen, er imødegået. I det
følgende gennemgår vi svar og redegørelse og sammenholder dem med information fra de henvendelser vi
har haft i LGBT+ Danmarks rådgivning, svaret på vores undersøgelse samt deltagernes længere beskrivelser
af forløbene.
I svaret fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet fremgår det, at der er blevet nedsat en arbejdsgruppe for at
imødegå problemerne på sundhedsområdet. Vi sætter pris på, at der er nedsat en arbejdsgruppe og ser
frem til en snarlig løsning for de patienter, der lige nu får ringere sundhedsbehandling fordi de ikke kan tilgå
tidligere undersøgelser og prøvesvar. Problemer med sundhedsdata fylder meget i de svar og henvendelser,
vi har fået, så vi er glade for, at der nu er en arbejdsgruppe, der kigger nærmere på problemerne.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har oplyst diverse procedurer, der er på plads for at sikre imod tab af
muligheder, data og indkomst i forbindelse med juridisk kønsskifte. Vi kan dog på baggrund af vores
undersøgelse antage, at der findes store problemer, der ikke er løst. 43 ud af 123 af respondenterne i vores
undersøgelse har oplevet at miste adgang til data i forbindelse med uddannelse, herunder adgang til
eksamensbeviser eller uddannelsespapirer. Disse er taget ud af det samlede antal, det vil sige også de, der
ikke har gået på uddannelse på tidspunktet for skift af cpr-nummer. Procentdelen af de, der går på
uddannelse må derfor antages at være høj.
1