Udvalget for Digitalisering og It 2023-24
DIU Alm.del Bilag 31
Offentligt
2776134_0001.png
Til Udvalget for Digitalisering og It
6. november 2023
Telepolitiske anbefalinger
I Teleindustrien, som er brancheforening for danske teleselskaber, har vi en vision
om, at alle danskere skal have en tryg og nem digital hverdag på verdens bedste
digitale infrastruktur. Det betyder, at Danmark skal være verdens bedste land at være
telekunde i, uanset teknologi.
Det er derfor vigtigt at sikre, at der er en digital infrastruktur i Danmark, der er
tilgængelig, sikker og enkel
for brugerne at anvende.
Teleforliget og lovgivningen sætter rammerne for, hvilket telemarked vi har i
Danmark, for investeringer i infrastrukturen og udbuddet af tjenester til forbrugerne.
Vi opfordrer til, at Udvalget for Digitalisering og It er opmærksomme på den
regulering, der på tværs af ministerier retter sig mod teleområdet, og som påvirker
teleselskabernes muligheder for at realisere de politiske målsætninger og sikre
udbygning af den digitale infrastruktur i hele landet.
Set fra branchens perspektiv er der en række emner, der aktuelt er vigtige for
udvalget at drøfte – og hvor branchen efterlyser handling. Det vedrører:
1. Sikring af bredbånd og mobildækning til alle
I den seneste fremskrivning af restgruppen estimerer myndighederne, at der ved
udgangen af 2025 vil være ca. 22.000-24.000 adresser, der ikke vil have adgang til
100/30 Mbit/s.
Anbefaling:
Hvis målet skal nås, skal restgruppen konkretiseres og renses for
ubeboede adresser, og mobilt bredbånd skal inddrages som teknologi, der kan
muliggøre, at alle boliger og virksomheder får adgang til bredbånd med minimum
100/30 Mbit/s i 2025.
2. Barrierer for udbygning af den digitale infrastruktur skal reduceres
Der er ikke sammenhæng mellem de politiske visioner om at sikre dækning alle steder
og de omfattende forbud og begrænsninger, der er for etablering af eksempelvis
master til dækning i landzonen, i skove, i kystnære områder etc.
Anbefaling:
Kommuner bør i langt højere grad aktivt udnytte de eksisterende
muligheder for i deres sagsbehandling og for politisk at prioritere gode muligheder for
etablering af digital infrastruktur i deres kommuneplaner, i lokalplaner og i
Teleindustrien – Axeltorv 6, 1. sal - DK-1609 København V –
www.teleindu.dk
DIU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 31: Henvendelse af 6/11-23 fra Jakob Willer om telepolitiske anbefalinger fra Teleindustrien
2
retningslinjer (både for master og kablet infrastruktur). Endvidere bør der politisk
skabes bedre muligheder for etablering af mobilmaster i særligt de kystnære områder.
3. Finansiering af samfundsnødvendige funktioner
Teleselskaberne bidrager meget gerne med at løse samfundsnødvendige opgaver.
Men når der fx stilles politiske krav om logning af kundernes teletrafik eller etablering
af nye systemer til håndtering af alarmopkald (nyt 112), så bør selskaberne ikke bære
den økonomiske byrde til systemudvikling uden nogen form for kompensation.
Anbefaling:
Det bør politisk sikres, at der er offentlig finansiering til at dække
omkostninger til etablering af nye systemer til alarmopkald.
4. Teknologien skal ikke anvendes til at overvåge borgerne
Teleselskabernes kunder skal have tillid til, at selskaberne respekterer privatlivets fred
og fortroligheden i kundernes kommunikation.
Anbefaling:
Det bør sikres, at CSAM-forordningen justeres, så kryptering ikke
svækkes, og teleselskaber ikke skal foretage en generel og udifferentieret
overvågning af indholdet af kundernes kommunikation uden konkret mistanke.
5. Reduktion af svindel
Det er teknisk muligt for teleselskaberne at beskytte kunderne bedre mod spoofede
fupopkald fra udlandet. Beskyttelsen indebærer etablering af en ny funktionalitet,
hvor selskaberne kan analysere den trafik, der kommer til Danmark fra udlandet for
at kunne identificere og blokere svindelopkald.
Anbefaling:
Der bør etableres klare regulatoriske rammer for, at teleselskaberne kan
etablere en sådan løsning, hvor de af hensyn til kunders sikkerhed kan analysere
trafikdata og identificere svindelopkald.
6. Enkel klageadgang for forbrugerne
Det skal være nemt og enkelt for alle kunder at klage over sit teleselskab. Det er
imidlertid ikke alle selskaber, der er tilsluttet et ankenævn og derved bidrager til at
sikre denne vigtige funktion.
Anbefaling:
Der bør politisk tages initiativ til at sikre, at der er pligt for alle
teleselskaber til at være tilsluttet et uafhængigt, anerkendt klagenævn.
7. Grønne teleløsninger – udnyttelse af overskudsvarme
Der er stort potentiale i at bruge overskudsvarme fra datacentre i fjernvarmenettet,
hvor den kan være med til at opvarme tusindvis af boliger. Udfordringen er, at det
nuværende prisloft for fjernvarme er på et niveau, hvor fjernvarmeselskaberne
undlader at investere i systemer til at udnytte overskudsvarmen.
Anbefaling:
Med henblik på at minimere energispild bør der hurtigst muligt politisk
skabes mulighed for - og incitamenter til, at den stadig voksende mængde
overskudsvarme fra datacentre udnyttes til fjernvarme til danske forbrugere.
/Jakob Willer
Direktør – Teleindustrien