Vores fælles folkeskole er under pres. Og vi har alle
–
i kommunerne, i Folketinget, på tværs af partier og på
de enkelte skoler
–
et fælles ønske om og ansvar for at støtte op om folkeskolen, prioritere den og investere
i den.
Folkeskolen udgør et helt uundværligt fundament for at holde fast i Danmark som et højt udviklet
velfærdssamfund præget af velstand og demokrati. I har som landspolitikere heldigvis store ambitioner for
folkeskolen. Ambitioner, vi deler i kommunerne og på lærerværelserne. Vi anerkender alle, hvor vigtig
folkeskolen er for vores samfund.
Vi har et fælles ønske om at skabe en tryg og god folkeskole, hvor alle børn trives og udvikler sig både fagligt
og socialt. En skole med varieret og motiverende undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs
forudsætninger og muligheder. En skole, der løfter også udsatte elever med særlige behov og giver dem
muligheder videre i livet.
Men folkeskolen er alvorligt udfordret på rammerne og økonomien, og vi nærmer os en situation, hvor vi
har svært ved at løse vores vigtige opgaver.
I kommunerne går vi langt for at værne om folkeskolen. Vi har i årevis vendt hver en krone og fundet
besparelser. Der er ganske enkelt ikke mere at komme efter.
Vi sparer på støtte til elever med særlige behov. På forebyggende indsatser. På kvaliteten af undervisningen i
de almindelige klasser. Vel vidende at vi dermed skubber problemer foran os. Folkeskolens elever, både dem
på almen- og specialområdet, betaler prisen her og nu, og vi risikerer, at det trækker spor langt ind i deres
videre liv.
Hvis vi fortsætter sådan, er folkeskolens fremtid på spil. Det må vi ikke lade ske. Vi må se hinanden i øjnene
og sammen anerkende, at man ikke kan skabe en stadigt bedre skole for færre og færre midler.
Derfor følger vi også interesseret med i debatten om den folkeskoleaftale, som netop er blevet indgået
mellem partierne i folkeskoleforligskredsen. Aftalen rummer mange gode intentioner, som vi bakker op om.
Men økonomien følger desværre ikke med.
I aftalen lægges der op til, at alle initiativer finansieres inden for den eksisterende økonomiske ramme for
folkeskolen, ikke mindst med de ressourcer der vil kunne frigøres ve d en kortere skoledag for eleverne. Men
dels vil en væsentlig del af disse ressourcer skulle anvendes på en udvidelse af de kommunale fritidstilbud
–
altså uden for folkeskolen
–
når skoledagen bliver kortere. Dels har vi i vidt omfang allerede forkortet
skoledagen og anvendt ressourcerne derfra på forskellige former for støtte til elever med særlige behov i
den almene undervisning, f.eks. i form af tolærerordninger og co-teaching. Der er ingen nye ressourcer at
hente i den nye folkeskoleaftale
–
tværtimod.
Vi står med andre ord overfor en aftale om en styrket folkeskole, som skal indfries med færre midler ude i
kommunerne.
Vi har brug for en ramme, der tager livtag med de grundlæggende udfordringer i folkeskolen:
-
Vi ser en skole, der er hårdt presset af en stigende andel af elever med behov for særlig hjælp og
støtte. En elev i den almene folkeskole koster gennemsnitligt kommunen 75.000. En plads på en
specialskole koster gennemsnitligt 514.000. Resultatet er, at vi i dag bruger hver fjerde krone på
folkeskoleområdet til 5 procent af eleverne. Samtidig er vi nødsaget til at spare på de forebyggende
indsatser.