Børne- og Undervisningsudvalget 2023-24
BUU Alm.del Bilag 77
Offentligt
2811883_0001.png
“De tager fremtiden fra os, hvis man ikke får en god skolegang”
Elev, 12 år, med kompleks skolevægring
Kære politikere
Vi takker for, at vi i dag har fået muligheden for at fortælle jer om alle de børn, man
hører så meget om - de mange børn og unge med et bekymrende højt skolefravær.
Børn med tilstande, der betegnes som skolevægring, skolefobi, skoleangst etc.
De mange børn, der er hjemme, og som ikke får den rette hjælp i tide.
I Fonden Drive kender vi børnene med det bekymrende skolefravær. Vi møder dem
dagligt, og vi har mødt dem i mange år – også længe før de blev nogen, man talte
om. Vi har siddet bag deres lukkede døre. Vi har brugt tid på at skabe relation til
dem, og vi har ikke mindst fået dem tilbage i skole. Vi har også mødt deres ofte
nedslidte forældre og de påvirkede søskende. Vi har set, hvordan familieliv går i
opløsning, og hvordan normer og værdier i almindelige familieliv smuldrer, når et
barn får bekymrende skolefravær.
Vi har mødt børnene gennem vores mange år i skoleverdenen. Vi har ledet
forskellige dagbehandlingsskoler, været lærere i børnepsykiatrien og fungeret som
VISO-specialister. Vi har rådgivet kommuner og skoler i at håndtere børn med
skolefravær og ikke mindst i at opnå forståelse af de mere bagvedliggende årsager
til skolefraværet. Kort sagt ved vi, hvad der er brug for ift. at hjælpe disse børn.
For at løse fraværssager skal der samarbejdes tillidsfuldt på tværs af alle omkring
barnet. Man skal forstå fraværet som problemet og ikke placere skyld hos enten
forældre, skole eller barn. Og så skal man lytte til børnenes egne forståelser og
fortællinger. Børnene sidder ofte selv med nøglen til forståelse af fraværets rod, og
herved også nøglen til de gode løsninger.
Der er de seneste år kommet en øget samfundsmæssig opmærksomhed på
skolefravær og børn og unges trivsel generelt. Det er godt! Men skolefraværet i
Danmark stiger så hastigt, at vi er nødt til at rykke sammen i bussen for at løse
problematikken. Vi kalder ikke på flere rapporter om skolefravær eller pilotprojekter i
enkelte kommuner. Den nødvendige viden er der allerede. Vi ønsker i stedet, at
skoler, kommuner og jer på Christiansborg handler nu. Vi tilbyder vores hjælp til at
handle sammen med jer - med vores oplæg i dag og fremadrettet.
Vi har samlet 6 politiske anbefalinger, der er baseret på vores praksiserfaringer og
på grundig indsigt i den nyeste forskning og viden om indsatser, der allerede er i
gang. De 6 anbefalinger bygger på en grundlæggende overbevisning om, at
samarbejde, viden og tillid mellem alle parter altid er nødvendig for at kunne løse
problematikker med børn og unge, der ikke kommer i skole.
Om Fonden Drive
Fonden Drive er en not-for-profit fond dedikeret til at forbedre betingelserne for
personlig, social og faglig udvikling for børn med særlige behov. Fonden har forskellige
tilbud til dette formål, herunder et videnscenter (Drive Practice Lab), en dagbehandlingsskole
(Drive School of Motivation Billund) og et skolevægringstilbud (Forward Drive).
Videncenteret Drive Practice Lab skaber bro mellem praksis og forskning gennem
en evidensbaseret tilgang til arbejdet med udfordrede børn og familier.
www.fondendrive.dk
1
BUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 77: Henvendelse af 16/10-23 fra Fonden Drive om anbefalinger til skoleområdet.
ANBEFALING #1
Alle skoler skal tage stilling til skolefravær
Alle skoler skal have en skolefraværspolitik, der forpligter til tidlig opsporing
og rettidig håndtering af skolefravær.
Der skal nationalt være mere ensartethed i fraværsregistrering, så man sikrer
tidlig opsporing og en grundig analyse af fraværet.
Skolefraværspolitikker skal sikre, at fraværet er et fælles ansvar, der skal
forstås mellem barn, hjem, skole og samfund. Det er fraværet, der skal ses
som problemet - ikke barn, forældre eller skolen i sig selv.
ANBEFALING #2
Alle kommuner skal have egne skolefraværsteams
Alle kommuner skal oprette lokale fraværsteams. Der skal arbejdes tæt på
praksis, tæt på barn, forældre, skoler og de kommunale indsatser, og
fraværsteamet skal fungere som tovholdere mellem alle aktører.
Alle skolefraværsteams skal sikre grundig afdækning af årsagen til
skolefraværet. De skal altid sikre, at barnets perspektiv bliver inddraget i
forståelsen af fraværets kompleksitet.
De kommunale fraværsteams skal yderligere sikre, at viden og kompetencer
ift. skolefravær bliver i kommunerne.
ANBEFALING #3
Reformer Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)
PPR skal være en støttefunktion tæt på praksis. Der skal være et særligt fokus
på tidlige og forebyggende indsatser. Det skal være en funktion, der kan tage
udgangspunkt i barnets miljø.
PPR skal primært bemandes af fagpersoner med erfaring fra praksis. Vi
anbefaler, at pædagoger og lærere igen får en mulighed for en
efteruddannelse som skolepsykolog.
Reducer det store behov for unødig skriftlig dokumentation og lange
visitationsprocedurer – lad børn kunne få hjælp hurtigere.
2
BUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 77: Henvendelse af 16/10-23 fra Fonden Drive om anbefalinger til skoleområdet.
ANBEFALING #4
Sygeundervisningslovgivningen skal kunne overholdes
Det skal sikres, at kommunerne og herunder skolerne har ressourcerne og de
professionelle kompetencer til at tilrettelægge og gennemføre
sygeundervisningen.
Sygeundervisningen må ikke blive en vedligeholdende faktor og/eller en
erstatning for en reel skole- eller socialfaglig indsats. Der skal sikres fokus på,
at der også arbejdes med rodårsagen til barnets fravær.
Onlineskoler må ikke være en permanent erstatning for et reelt skoletilbud.
ANBEFALING #5
Revurder reglerne for tabt arbejdsfortjeneste
Den tabte arbejdsfortjeneste må ikke gives i stedet for en skole- eller
socialfaglig indsats for barnet, men kan gives som supplement til forældre,
så de kan yde den rette støtte til barnet.
En løbende evaluering i sager med skolefravær skal have stærkt fokus på,
om den tabte arbejdsfortjeneste vedligeholder barnets tilstand, eller om den
fordrer at barnet kommer i bedring.
Reglerne for tabt arbejdsfortjeneste skal sikre mere fleksible løsninger og
forældretilknytning til arbejdsmarkedet.
ANBEFALING #6
Lav én samlet national enhed, der gør op med metodetilfældighed
En national enhed skal være ansvarlig for implementeringen af
fraværspolitikker- og fraværsteams på skoler og i kommuner.
Der skal udarbejdes en national og ensrettet definition omkring skolefravær,
der fordrer en fælles forståelse og mindsker begrebsforvirring.
En national enhed skal inddrage perspektiver og forslag til interventioner fra
børn og unge, der selv har været igennem en periode med skolefravær.
Der skal skabes et nationalt online bibliotek og vidensbank, der samler den
nyeste viden, forskning, casebeskrivelser og forslag til interventioner i
praksis.
Skolefravær og viden om skolefravær skal være en integreret del af de
relevante videregående uddannelser.
3
BUU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 77: Henvendelse af 16/10-23 fra Fonden Drive om anbefalinger til skoleområdet.
2811883_0004.png
Vi tilbyder, at Fonden Drive hjælper, og vi tilbyder os gerne som projektleder på
indsatsen og dens implementering - i tæt samarbejde med f.eks. STUK og det
nyetablerede videncenter VIBUS. Vi ønsker fraværsprocenten nedbragt hurtigst
muligt.
Kontaktinfo:
Janne Lunden Svensgaard
Leder Forward Drive
[email protected]
Tlf. 53797190
Nadia Kræmer Lützhøft
Leder Drive Practice Lab
[email protected]
Tlf. 53867190
Anne Vestergaard Jensen
Leder Drive Practice Lab
[email protected]
Tlf. 53777190
4