Børne- og Undervisningsudvalget 2023-24
BUU Alm.del Bilag 240
Offentligt
2899365_0001.png
Til medlemmerne af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg
Den 29. august 2024
Kære medlemmer
Jeg sender jer hermed den årlige beretning med anbefalinger fra formandskabet for Rådet for Børns Læring.
Vi har i beretningen for 2024 sat fokus på, hvordan der via færre afgangsprøver i folkeskolen kan skabes en
bedre udskoling for alle børn. I forlængelse heraf har formandskabet beskæftiget sig med afgangsprøverne
og deres betydning for overgangen til ungdomsuddannelserne. Undervisningen i udskolingen er for
eksamensfokuseret, og de nuværende afgangsprøver hindrer derfor en undervisning præget af fordybelse og
praksisfaglighed samt tid til feedback og vejledning. Det høje prøvetryk påvirker ikke kun undervisningen i
skolen negativt. Det påvirker også de unges muligheder for at komme videre på ungdomsuddannelser, fordi
afgangsprøverne er for afgørende for overgangen.
Vi ved, at mange elever ikke aflægger alle obligatoriske afgangsprøver og knap 43.000 unge i aldersgruppen
15-24 år er ikke i uddannelse eller arbejde. Der er for mange elever, der står uden for de faglige og sociale
fællesskaber, og for mange bliver ’tabt’ i uddannelsessystemet. Folkeskolen bliver – imod alles ønsker – en
stopklods for den videre gang på ungdomsuddannelserne for alt for mange børn og unge. Vi anbefaler
derfor, at der skæres væsentligt i antallet af afgangsprøver, så eleverne udelukkende afprøves i mundtlig og
skriftlig dansk og matematik, og at de frigjorte ressourcer bruges på at skabe mere variereret og motiverende
undervisning samt bedre vejledning og feedback.
I beretningen trækker vi på en undersøgelse, som VIVE har lavet på opdrag af formandskabet, om
afgangsprøvernes betydning for overgangen til ungdomsuddannelserne. Undersøgelsen viser blandt andet,
at karakterer ved afgangsprøver ikke bidrager med væsentlig ny information om det faglige niveau, når man
sammenligner med standpunktskarakterer, og at prøvekaraktererne ydermere har en social slagside.
Danmark har et betydeligt højere prøvetryk end de øvrige nordiske lande, og vi har samtidig en lavere faglig
trivsel. Vi mener, at årsberetningen og VIVE’s undersøgelse viser, at der bør handles nu, og at der bør
skæres endnu mere i antallet af afgangsprøver, hvis vi skal realisere intentionerne i Folkeskolens
Kvalitetsprogram og udvikle en folkeskole med mere plads til fordybelse, praksisfaglighed og feedback.
God læselyst!
Med venlig hilsen
Else Sommer
Formand for Rådet for Børns Læring