Anmodning om foretræde for Børne- og Undervisningsudvalget
Pædagogisk LæringsCenterForening (tidligere Skolebibliotekarforeningen) har som en af de store faglige
foreninger med over 700 medlemmer fordelt i 6 kredse (hele DK) en stor berøringsflade ind i folkeskolen, til
lærere, ledere i bred forstand og ikke mindst til vore medlemmer.
At vi er ramt af årtiers største læsekrise, hvor danske børn ikke kan læse, ikke gider læse og slet ikke med
fordybelse vidner flere undersøgelser om (fx PIRLS 2021 og Børn og Unges Læsning 2021).
Kvalitetsprogrammet for folkeskolen rummer flere gode takter, fx det større fokus på den praktiske skole
og en større frihedsgrad til skolerne. Tak, for det!
Vi har med glæde kunnet konstatere, at flere politikere kalder på det med skolereformen nedlagte
skolebibliotek igen. Men at ændre navnet på noget ændrer jo ikke indholdet. De beslutninger der blev
truffet for 10 år siden, har haft konsekvenser for en hel generation. Alt hvad der er mistet, kommer ikke
tilbage bare fordi vi pludselig kalder det et skolebibliotek.
Folkeskoleaftalen afsat 540 mio. til indkøb af fysiske bøger. De 540 mio. skal implementeres over 10 år, og i
det store regnestykke bliver det således til 80 kr. pr. elev pr. år der kan prioriteres til skolernes indkøb af
bøger til både undervisningen og til bogsamlingen på de nye skolebiblioteker.
Ydermere er der afsat 25 millioner kroner til en læselystkampagne - igen over 10 år.
Men hvem skal formidle bøgerne og øge læselysten?
Skolebibliotekarerne - vore medlemmer- oplever i høj grad, at blive beskåret i timetal/bemandingstimer på
skolerne. Ikke fordi skolerne har lyst til det - men fordi de qua økonomiske benhårde prioriteringer er nødt
til det. Skolernes økonomi er presset i en grad så skolebestyrelserne ikke længere vil godkende
budgetterne.
Man kan ikke løse læsekrisen med velmenende lappeløsninger - der er brug for, at fundamentet i forhold til
læsning bliver støbt på ny. Og der er brug for et fokus på hvad Peter i 4.B har brug for og efterlyser - i
hverdagen, som der bekendt er flest af.
Vi og jeg vil derfor meget gerne anmode om foretræde for Børne- og Undervisningsudvalget for at uddybe
vore synspunkter og anvise nogle løsningsforslag, der både er langsigtet, men også vil batte noget ift.
effekt.
På Pædagogisk LæringsCenterForenings vegne
Runa Barbara Petersen
formand