Børne- og Undervisningsudvalget 2023-24
BUU Alm.del Bilag 18
Offentligt
Brønshøj den 26. oktober 2023
Kære medlemmer af Børne- og Undervisningsudvalget.
I sommers - lige efter at have gennemført 9. klassesprøver i naturfag - fløj denne artikel ud af
tasterne, da først sommerferiens ro havde sænket sig: 'Lad os få ryddet naturfagsprøvens
børnesygdomme af vejen'.
Jeg skitserer en række forhold, jeg foreslår ændret ved prøven (den fælles i biologi, fysik/kemi og
geografi), ved målene for fagene og ved den samlede prøvevolumen og -belastning.
Her er mine hovedpointer:
Justér idealet for, hvad elever skal kunne præstere i forhold til kompetenceområdet
undersøgelser, så det matcher 15-16-årige børns faglige fantasi og formåen - og den
ressourcemæssige virkelighed i grundskolen, både hvad angår tid, lærerkræfter og udstyr
Kig på det samlede prøveforløb, grundskolens elever er igennem og indret foråret på en
mere menneskevenlig måde, der tager højde for de moderne prøveformer
Drop kravet om uddybende spørgsmål og erstat det med et (selvindlysende) krav om, at der
bliver stillet spørgsmål undervejs i eksaminationen
Justér
lodtrækningspraksis,
så der sikres større spredning
Nedjustér antallet af fællesfaglige fokusområder til prøven og dermed også antallet af
fællesfaglige forløb i 8.-9. klasse, så der levnes mere tid til fællesfaglig og fagopdelt
fordybelse
Løsn bindingerne om problembasering i alle fællesfaglige forløb - og genbesøg
læseplanens
problembaseringskarakeristika.
Artiklen er ikke kort, men komplicerede forhold kan ikke forklares nuanceret med få ord. Jeg håber, I
vil have lyst og tid til at skimme den. Mit håb er, at artiklen kan indgå som et partsindlæg i den dialog,
som regeringens nye 'Folkeskolens Kvalitetsprogram' lægger op til at kaste af sig.
Artiklen har været sendt (og læst og drøftet) blandt et udvalg af relevante personer i STUK
(læringskonsulenter på området samt visse fra prøvekontoret), og jeg har fået et venligt svar. Jeg
tillader mig at sende den direkte til jer, ligesom jeg har sendt artiklen til ministeren. Det må være nu,
stemmerne fra grundskolens praktikere skal høres!
Artiklen planlægges at udkomme i et relevant tidsskrift (MONA - Matematik- Og Naturfagsdidaktik),
men de har først plads til at bringe det til marts. Men jeg kan ikke vente til marts med at komme med
mine indspark til debatten :-)
De bedste hilsener
Christina Frausing Binau
P.S. Ultrakort om mig selv kan jeg sige, at jeg arbejder kombinationsansat som konsulent i Astra - det
nationale naturfagscenter og som naturfagslærer og -vejleder på en folkeskole i hovedstadsområdet.
Jeg har 23 års erfaring i feltet.