Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Beskæftigelsesministeren
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
Orientering om genopretning af borgernes retstilstand ifm. fejl
i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings dataleverancer
om fleksjobvisiterede til Udbetaling Danmark
30. november 2023
J.nr. 2023-4720
Kære medlemmer af Beskæftigelsesudvalget
Jeg har d. 11. maj 2023 orienteret jer om en fejl i dataleverancer til Udbetaling
Danmark om borgere, der visiteres til fleksjob. Fejlen består i, at oplysninger om
en række borgere, der er visiteret til fleksjob i perioden 2015-2022, ikke er videre-
givet fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til Udbetaling Danmark. Det
drejer sig konkret om 708 borgere.
STAR videregiver oplysninger til Udbetaling Danmark om fleksjobvisiterede. Ud-
betaling Danmark anvender oplysningerne til automatisk at tilmelde fleksjobvisite-
rede til fleksydelsesordningen og orientere borgerne herom. Fleksydelsesordningen
er en tilsvarende ordning til efterløn for personer i fleksjob. Den enkelte borger
skal løbende betale et fleksydelsesbidrag, hvis man ønsker at være med i ordnin-
gen. Som følge af den manglende dataleverance er borgerne ikke blevet oplyst om,
at de skulle tilmelde sig fleksydelsesordningen og dermed indbetale bidraget.
Fejlen er rettet i forhold til fremadrettede dataleverancer til Udbetaling Danmark,
og alle borgere, der overgår til fleksjobordningen, bliver således nu informeret og
tilmeldt korrekt.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har sammen med Udbetaling Dan-
mark undersøgt problemets præcise omfang. Det er her blevet kortlagt, at det kan
være relevant for 477 personer ud af de i alt 708 berørte personer at blive tilmeldt
til fleksydelsesordningen med tilbagevirkende kraft. Det skyldes, at flere borgere
allerede er overgået til andre ydelser.
Genopretningen af de berørte borgeres rettigheder vil ske ved, at de berørte borgere
godskrives den anciennitet, som efterbetalingsperioden dækker over. Hvis en bor-
ger f.eks. skulle have efterbetalt fleksydelsesbidrag svarende til 36 måneder, vil
borgeren på sin anciennitetsopgørelse få godskrevet de 36 måneder. Det indebærer,
at der ikke vil blive indbetalt et beløb til staten for denne godskrivning, men at
UDK skal registrere anciennitetsopgørelsen med de måneder, som de berørte bor-
gere fritages for.