Beskæftigelsesudvalget 2023-24
BEU Alm.del Bilag 269
Offentligt
2907258_0001.png
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Haderslev Kommune
Sekretariat og Udvikling
www.haderslev.dk
17. september 2024
Bekymring i forhold til a-kassernes håndtering af de ledige de første
tre måneder
Kære Beskæftigelsesminister og Beskæftigelsesudvalg,
På vegne af Beskæftigelses- og Borgerserviceudvalget i Haderslev Kommune henvender jeg mig til jer, da
vi politisk i udvalget har drøftet resultaterne af a-kassernes håndtering af de ledige.
Baggrund for vores henvendelse til Ministeren og beskæftigelsesudvalget
Udvalget bliver løbende præsenteret for data vedrørende udviklingen for ledige dagpengemodtagere, og
vi kan konstatere, at der er store forskelle i a-kassernes effektivitet. Vores data viser, at vi modtager flere
ledige fra a-kasserne efter de første tre måneder, end vi havde forventet.
Vi ønsker med denne henvendelse at gøre opmærksom på vores bekymring over den nuværende
situation, hvor manglende tidlig indsats fra a-kassernes side kan føre til negative konsekvenser både for
borgerne, virksomhederne og kommunernes økonomi. En mere målrettet indsats i de første tre måneder af
ledighedsforløbet vil ikke alene kunne sikre, at flere borgere hurtigt kommer tilbage i beskæftigelse, men
også reducere risikoen for længerevarende ledighed, som ofte kræver flere ressourcer fra kommunens
side.
Borger- og virksomhedsperspektivet
Det er afgørende for os at understrege, at en effektiv tidlig indsats er til gavn for både borgerne og
virksomhederne. For borgerne er det vigtigt at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, da
længerevarende ledighed kan resultere i tab af arbejdsidentitet og dermed øge risikoen for langvarig
ledighed. For virksomhederne betyder det, at de hurtigere kan få adgang til kvalificerede medarbejdere,
hvilket er afgørende i en tid, hvor mange brancher mangler arbejdskraft.
Økonomiske konsekvenser for kommunerne
Vi har i vores udvalgsdrøftelser konstateret, at den nuværende ordning skaber økonomiske udfordringer
for kommunerne. Vores data viser, at en stigende andel af ledige først overgår til den kommunale indsats
efter tre måneder, hvilket øger risikoen for længerevarende forløb og dermed øgede udgifter for
kommunerne. Denne økonomiske byrde forværres af, at kommunerne ikke har nogen reel indflydelse på
a-kassernes indsats i den afgørende første periode.
BEU, Alm.del - 2023-24 - Bilag 269: Henvendelse af 17/9-24 fra Haderslev Kommune om bekymring i forhold til a-kassernes håndtering af ledige de første tre måneder
2907258_0002.png
Ønske om ændring af de nuværende regler
På denne baggrund vil Beskæftigelses- og Borgerserviceudvalget i Haderslev Kommune gerne anmode
om, at ministeren overvejer mulighederne for at indføre skærpede krav til a-kassernes indsats, særligt i
den første fase af ledighedsforløbet. Vi foreslår samtidig, at der etableres en mekanisme, hvor
kommunerne kan modtage økonomisk kompensation i tilfælde af mangelfuld indsats fra a-kassernes side.
Vi mener, at en mere balanceret fordeling af både ansvaret og de økonomiske konsekvenser vil sikre, at
indsatsen i højere grad kommer borgerne og virksomhederne til gode, samtidig med at det mindsker
risikoen for, at kommunerne står med en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde.
Vi ser frem til en dialog om disse emner og håber, at der vil blive taget initiativ til at justere de nuværende
regler.
Venlig hilsen
Formand Jon Krongaard
Beskæftigelse- og Borgerserviceudvalget
Haderslev Kommune
Side 2 af 2