Bekendtgørelse af lov om sygedagpenge
Herved bekendtgøres lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
med de ændringer, der følger af § 10 i lov nr. 1538 af 12. december 2023, § 4 i lov nr. 1541 af 12.
december 2023 og § 5 i lov nr. 1769 af 28. december 2023.
Den ændring, der følger af § 7 i lov nr. 630 af 11. juni 2024, er ikke indarbejdet i denne
lovbekendtgørelse, da den træder i kraft den 1. december 2026, jf. § 12 i lov nr. 630 af 11. juni 2024.
Afsnit I
Formål og målgrupper
Kapitel 1
Formål
§ 1.
Formålet med denne lov er
1) at yde økonomisk kompensation ved fravær på grund af sygdom,
2) at medvirke til, at den sygemeldte genvinder sin arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet
så hurtigt som muligt og
3) at understøtte samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og andre relevante aktører for at
nedbringe og forebygge sygefravær.
Kapitel 2
Målgrupper
§ 2.
Sygedagpenge ydes til:
1) Lønmodtagere.
2) Selvstændige erhvervsdrivende.
3) Ledige med ret til arbejdsløshedsdagpenge.
4) Personer, der har pådraget sig en arbejdsskade, som er omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller
lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Stk. 2.
Det er en betingelse for retten til sygedagpenge for lønmodtagere og selvstændige
erhvervsdrivende, at personen opfylder beskæftigelseskravet efter §§ 30 eller 32 eller efter § 42.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren fastsætter særlige regler om sygedagpenge til søfarende.
Kapitel 3
Ophold og beskatning her i landet
§ 3.
Retten til sygedagpenge er betinget af, at personen har lovligt ophold her i landet, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Sygedagpenge kan udbetales under ophold i udlandet, når
1) en person i tilknytning til en sygeperiode er på rekreationsophold med fast lægetilsyn og opholdet
inden afrejsen er anbefalet af en læge af helbredsmæssige grunde,
2) en person er under sygebehandling og Sundhedsstyrelsen eller en sygehusmyndighed har givet
tilladelse til behandlingen,
3) en person må udsætte hjemrejse fra et ferieophold el.lign. af helbredsmæssige grunde og dette er
dokumenteret ved en lægeerklæring,