Kære Folketingets socialudvalg
Jeg skriver til jer som en bekymret socialarbejder gennem mere end 33 år, da jeg er
bekymret for hvordan vi sikrer at udsatte borgere har fagligt dygtigt og
langtidsholdbart personale til at sikre at deres liv er godt og meningsfuldt.
Jeg er efter 30 år som leder af private sociale tilbud, ansat som Faglig Leder i
Handicapcenter Fyn, afdeling Låddenhøj som er et aktivitets- og samværstilbud
§§103 og 104 i Region Syddanmark. Jeg har derudover været medlem af bestyrelsen
i Landsorganisationen for Sociale Tilbud i 14 år og deraf 2 år været
bestyrelsesformand og formand for fagligt udvalg.
Problemstilling:
Aktuelt har vi en pædagog som går på efterløn efter 26,5 år på Låddenhøj, som
egentlig gerne ville bevare en tilknytning til arbejdspladsen og være vikar.
Udfordringen er dog, at hun bliver modregnet i sin efterløn når hun har vikartimer,
og dermed forsvinder hendes incitament til at være vikar. Vi mister en mangeårig
medarbejder som vikar og giver hende ikke mulighed for at sikre den viden og de
relationer hun har opbygget til nogle af de mest udsatte borgere i Danmark.
Hvis hun arbejdede på et sygehus eller et plejehjem måtte hun gerne arbejde
samtidig med efterlønnen uden modregning og det forstår jeg absolut intet af!!!!
Hvorfor er der forskel? På mange andre områder sammenlignes vi med og er
underlagt lovgivning for sygehuse fx Styrelsen for Patientsikkerhed….
Der er generelt massive udfordringer med rekruttering af faglært personale til de
borgere vi har, da de er udfordrede både fysisk og psykisk. Samtidig er det et
arbejde med høje følelsesmæssige krav, og det samme gør sig gældende rigtig
mange steder i regioner, kommuner og på private tilbud.
Dertil er der massive udfordringer med at personalet kan holde til at arbejde med
borgergrupperne i mange år uden at risikere at blive syge af det, og statistikkerne
viser jo at det går den forkerte vej og flere må søge væk fra arbejdsfeltet.
Vi gør hvad vi kan rent arbejdsmiljømæssigt for at sikre arbejdsvilkår, men det er et
faktum at økonomien i kommunerne der placerer borgerne er pressede og dermed
bliver vi ofte presset til at klar opgaver med borgerne, dokumentation og
sundhedsarbejde til en takst som ofte er for lav og presser personalet. Det gør at
mange søger væk og dermed opnår vi videnstab og relationstab, og borgerne er