Folketingets Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 3775
Doknr.
873746
Dato
04-06-2024
Folketingets Ældreudvalg har d. 8. maj 2024 stillet følgende spørgsmål nr. 90
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 90:
”Vil ministeren redegøre for, om
- såfremt der anvendes sporings-GPS til en
person, der bor i eget hjem, - det så er tilladt for pårørende at reagere på
alarmer og have adgang til at spore vedkommende? Der henvises til svar på
ÆLU alm. del -
spørgsmål 68.”
Svar:
Det lægges til grund for besvarelsen, at der ligesom i spørgsmål 68 henvises til
en situation, hvor GPS-enheden anvendes overfor en person med demens,
som ikke samtykker til anvendelsen.
Det fremgår af servicelovens § 136 e, at personalet som led i omsorgen kan
anvende tryghedsskabende velfærdsteknologi for at sikre personens tryghed,
værdighed og omsorg, medmindre den pågældende modsætter sig. Det er
personalet, som konkret vil skulle vurdere, om den tryghedsskabende
velfærdsteknologi vil sikre personens tryghed, værdighed og omsorg.
Efter bekendtgørelse om tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger i
relation til afsnit VII i lov om social service kan dette bl.a. være lokaliserings- og
sporingssystemer, der er beregnet til lokalisering eller sporing af personer.
Der er ikke regler i serviceloven, der regulerer pårørendes anvendelse af
tryghedsskabende velfærdsteknologi, herunder GPS-enheder. Såfremt en
GPS-enhed anvendes efter § 136 e i serviceloven, er det alene personalet,
som kan reagere på alarmer og have adgang til at spore vedkommende.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1