Ældreudvalget 2023-24
ÆLU Alm.del
Offentligt
2804864_0001.png
Folketingets Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 9327
Doknr.
795808
Dato
21-12-2023
Folketingets Ældreudvalg har d. 8. december 2023 stillet følgende spørgsmål
nr. 31 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Abildgaard (KF).
Spørgsmål nr. 31:
”Vil ministeren –
evt. med inddragelse af ældreministeren - redegøre for, om
ministeren mener, at det er rimeligt, at borgere, som klager til Ankestyrelsen
over afgørelser på søgning om tildeling af kompressionsstrømper, hvor der kan
være 8- 10 måneders ventetid på svar, selv skal betale for de bandager, som
hjemmesygeplejen skal anlægge, og som kan koste op til flere tusinde kroner
årligt, indtil der kommer en afgørelse?”
Svar:
Jeg skal oplyse, at der efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 2 normalt ikke
kan ydes støtte til hjælpemidler, som borgeren selv har anskaffet, inden
bevilling er givet.
Det er et almindeligt princip i den sociale lovgivning, at ansøgning skal
indgives, og bevilling modtages, inden en social ydelse, herunder et
hjælpemiddel, anskaffes.
Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor behovet for anskaffelse af det
pågældende hjælpemiddel må anses for uopsætteligt. I sådanne tilfælde vil der
efter en konkret vurdering kunne ydes støtte, selvom anskaffelse sker, inden
bevilling er givet. Der kan ved denne vurdering lægges vægt på hjælpemidlets
art og funktion samt størrelsen af udgiften ved anskaffelsen.
Anskaffer borgeren sig hjælpemidlet, efter borgeren har ansøgt om hjælp hertil,
det være sig under sagens behandling i kommunen eller efterfølgende under
en eventuel klagesag i Ankestyrelsen, bærer borgeren selv risikoen for helt
eller delvist at afholde udgiften.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1