Ældreudvalget 2023-24
ÆLU Alm.del Bilag 6
Offentligt
2759825_0001.png
4. oktober 2023
Att. medlemmer af Folketingets ældreudvalg
På baggrund af jeres opfordring til at indsende relevante kommentarer på den åbne høring om det gode
ældreliv d. 13. september, får I her nogle pointer på vegne af SUFOs bestyrelse.
Først; tak for invitationen og for at have arrangeret en spændende høring. Jeg var meget optaget af
pointerne om genkendelighed og relationer, som var gennemgående i flere oplæg. Genkendelighed og
relationer er netop nogle af de vigtigste komponenter i de forebyggende hjemmebesøg.
Ved høringen savnede jeg dog et større fokus på forebyggelsesperspektivet, som jeg mener, er
altafgørende for at sikre det gode ældreliv hos alle borgere i fremtiden. De forebyggende hjemmebesøg er
en vigtig brik for at understøtte borgernes sundhedskompetencer og forebygge, at de får tidligt behov for
hjælp fra kommunen.
Sundhedsstyrelsen har i september 2023 offentliggjort en evaluering af de forebyggende hjemmebesøg,
som bl.a. viser, at borgere, der bor alene (frem for borgere der er samboende) og borgere med
grunduddannelse (frem for borgere med en længerevarende uddannelse) er mere tilbøjelige til at takke ja
til et forebyggende hjemmebesøg. Et andet interessant og vigtigt resultat er, at borgernes udbytte er
afhængigt af, i hvor høj grad kommunerne prioriterer de forebyggende hjemmebesøg.
Det Nationale Partnerskab mode Ensomhed præsenterede i juni 2023, en ny strategi og handlingsplan mod
ensomhed, hvor de forebyggende hjemmebesøg er fremhævet som et væsentligt greb for at opspore og
forebygge ensomhed.
Konklusionerne i evalueringen og pointerne i strategien mod ensomhed bekræfter vores opfattelse af, at de
forebyggende hjemmebesøg kan noget særligt – det være sig i forhold til opsporing af ensomme eller i
forhold til social ulighed, hvor vi kommer i kontakt med nogle målgrupper, som ellers ofte går under
radaren.
Ved et større fokus fra kommunerne på faglighed og kvalitet i de forebyggende hjemmebesøg har vi
mulighed for at opspore flere, og i endnu højere grad få mulighed for at skabe gode relationer og
understøtte borgernes sundhedskompetencer, så færre får behov for hjemmepleje.
Derfor håber jeg, at I vil have et større fokus på forebyggelse i den kommende Ældrelov.
I SUFOs bestyrelse stiller vi os meget gerne til rådighed, såfremt I skulle have interesse i at høre mere om,
hvordan vi ser, at forebyggende hjemmebesøg kan spille positivt ind i den nye Ældrelov.
På vegne af bestyrelsen
Janni Amstrup Hansen
Formand for SUFO
Landsforeningen for ansatte i SUndhedsfremmende og FOrebyggende Hjemmebesøg
[email protected] - www.sufo.dk