§71, Alm.del - 2023-24 - Bilag 45: Høringssvar og kommenteret høringsnotat vedrørende forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.), (L 128 behandles i SUU), fra indenrigs- og sundhedsministeren

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2023-24
§71 Alm.del Bilag 45
Offentligt

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

E-mail:

[email protected]

Att. Nina Fjord Fromberg

København, 21. december 2023

DIGNITY’s høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lov om

anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige

patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af

oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

DIGNITY ønsker at takke Indenrigs- og Sundhedsministeriet for jeres

anmodning af 29. november 2023 om bemærkninger til forslag til ændring af

lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige

patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af

oplysninger til politi m.v. (herefter ”lovudkast”).

Vi ser positivt på regeringens ønske om at styrke mindreårige patienters

retsstilling, herunder gennem en ændring af deres klagemulighed således at

sager om erstatning for uberettigede tvangsindgreb i fremtiden kan indbringes

for retten efter regler i retsplejelovens kapitel 43 a.

DIGNITY er dog kritisk overfor forslaget om at ophæve den faste vagts pligt

til at udfærdige et notat om den bæltefikserede patientens tilstand hvert 15.

minut.

Vi henviser til vores tidligere fremsatte synspunkter om omfanget af den faste

vagts notatpligt, jf. DIGNITYs høringssvar af 29. september 2021 (bilag 1).

Vi foreslog et tidsinterval på max. 15 minutter for at bidrage til forebyggelse

af krænkelse af menneskeretlige standarder og for at styrke retssikkerheden

for bæltefikserede patienter.

Notatpligten for den faste vagt blev indført ved lov nr. 2617 af 26. december

2021 med ikrafttræden 1. januar 2022. Lovforslag foreslog et tidsinterval på

30-60 minutter mellem hvert notat, men under debatten og udvalgsarbejdet i

Folketinget og som følge af forliget i Silas Dam sagen blev intervallet

DIGNITY

Dansk Institut Mod Tortur

Bryggervangen 55

2100 København Ø

Tel. +45 33 76 06 00

Fax +45 33 76 05 10

[email protected]

www.dignity.dk

CVR nr. 69735118

P-nr. 1002304764

EAN 5790000278114

LOK nr. 5790001376147

Danske Bank Nr.

4183-4310821209

§71, Alm.del - 2023-24 - Bilag 45: Høringssvar og kommenteret høringsnotat vedrørende forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.), (L 128 behandles i SUU), fra indenrigs- og sundhedsministeren

reduceret og i loven fastsat til 15 minutter.

Det fremgår også af vejledning af

4. marts 2022 om notatpligt for den faste vagt for patienter, der er

tvangsfikseret med bælte.

Som begrundelse for at ændre den nuværende ordning henviser lovudkastet

til en evaluering foretaget af Danske Regioner, som ikke er vedlagt

høringsmaterialet. Danske Regioner har blandt andet anført, at den faste vagt

anvender uforholdsmæssigt lang tid på at udarbejde notaterne, og at lægerne

ligeledes bruger meget tid på at orientere sig i notaterne, som kan blive

uoverskuelige og tage tid væk fra plejeopgaven. Danske Regioner foreslår

derfor, at vagten kun skal gøre notat om patientens tilstand én gang i timen.

DIGNITY er kritisk overfor dette ressourceargument. Baggrunden for

notatpligten er bl.a. at sikre skriftligt materiale, som kan bidrage til at forkorte

varigheden af bæltefikseringer, som indebærer en risiko for umenneskelig og

nedværdigende behandling, jf. retspraksis fra menneskerettighedsdomstolen

i Strasbourg (Aggerholm

v. Danmark

og den verserende sag

Makki v.

Danmark)

og forligene i sagerne

Silas Dam v. Danmark

M.P. v.

Denmark.

Den Europæiske Torturforebyggelseskomité har udtalt, at en

sådan risiko forebygges bedst ved at anvende bæltefiksering i så kort tid som

muligt, og fikseringens varighed bør typisk tælles i minutter frem for i timer.

En ændring af den nuværende ordning strider efter vores vurdering med

kravet om at forebygge umenneskelig og nedværdigende behandling, jf.

artikel 3 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Endvidere er det afgørende, at en notatpligt hvert 15. minut styrker

retssikkerheden for bæltefikserede patienter, idet den skriftlige beskrivelse af

patientens tilstand har stor betydning, herunder i en eventuel efterfølgende

prøvelse af tvangsfikseringens lovlighed. Lovforslaget forringer således

sårbare patienters retssikkerheden på dette punkt.

En ændring af den nuværende ordning harmonerer også dårligt med de

politiske ønsker om at forebygge brugen af tvang og styrke patienters

Betænkning af 15. december 2021 om forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien m.v., Sundhedsudvalget 2021-22, L 84 A, bilag 8.

VEJ nr 9285 om notatpligt for den faste vagt for patienter, der er tvangsfikseret med bælte.

Aggerholm v. Denmark,

application no. 45439/18, dom af 15. september 2020.

Dam v. Denmark,

application no. 1349/21.

M.P. v Denmark, application no. 25263/22.

Den Europæiske Torturforebyggelseskomité, Means of restraint in psychiatric establishments for

adults (Revised CPT standards), CPT/Inf (2017) 6, 21. marts 2017, afsnit 4.1. Se også Aggerholm

mod Danmark, præmis 84-85.

retssikkerhed og med den alvorlige kritik af den danske praksis om brug af

bæltefiksering, som blev gentaget af FN's Komité mod Tortur og

Europarådets Menneskerettighedskommissær i november.

I lyset af ovenstående anbefaler DIGNITY at fastholde den nuværende

ordning om den faste vagts notatpligt hvert 15. minut.

Vi står naturligvis til rådighed for yderligere bemærkninger.

Med venlig hilsen

Elna Søndergaard

Juridisk seniorrådgiver, DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur

Bilag 1: DIGNITYs høringssvar af 29. september 2021.

2. januar 2024

Kære bestyrelser for BUP og DPS,

Vi har læst lovforslaget med sagsnummer 2023-655 med glæde for

regeringens engagement i en mere værdig psykiatri. Vi vil gerne dele vores

holdninger med vores hovedselskabers bestyrelser, så at FYPs bidrag kan

videregives af disse.

Der er potentielt store konsekvenser af de foreslåede ændringer i ”Lov om

anvendelse af tvang i psykiatrien mv”.

Trods en øget opmærksomhed på mindreåriges retssikkerhed er os

kærkommen, kan vi være i tvivl, om børn i alderen under 15 år vil drage fordel

af at skulle forholde sig til de juridiske problemstillinger, som en

tvangsforanstaltning (dvs indlæggelse eller behandling uden samtykke)

indebærer (her tænker vi på stillingtagen til påtænkt tvang modsat frivillighed;

eftersamtaler med personalet; sagsbehandling i Det Psykiatriske

Patientklagenævn; mm). Disse problemstillinger har indtil videre været den/de

forældremyndighedsbærendes opgave, ligesom mange andre vigtige

beslutninger vedrørende barnet træffes af denne/disse ud fra antagelsen, at et

barn ikke har de fornødne intellektuelle og psykologiske forudsætninger til at

forholde sig til disse problemstillinger og beslutninger. Ydermere må man

overveje, at den omtalte ændring vil føre til, at børn skal forholde sig etisk og

livshistorisk til, at de nu er blevet udsat for psykiatrisk tvang, og at den

numerisk vil føre til et større antal tvangsforanstaltninger, når omfanget af

disse opgøres i statistikker. Til sidst bekymrer vi os om de ekstra

sundhedsfaglige ressourcer, der vil gå til indhentning af eksterne lægefaglige

vurderinger, samarbejde med politi, dokumentation, eftersamtaler, møder i Det

Psykiatriske Patientklagenævn, mv; og dette i det børne- og

ungdomspsykiatriske fag, der i forvejen lider under et tiltagende

disproportioneret forhold mellem de tilgængelige ressourcer og forventningen

om rettidig vurdering og behandling.

Medlemmerne i FYP har de seneste år i forskellige sammenhæng givet udtryk

for, at den fysiske sikkerhed i deres arbejde er utilstrækkelig, hvilket har

negative konsekvenser for arbejdsrelateret trivsel og det konstruktive læge-

patient-forhold. Derfor er vi glade for, at regeringen ønsker at højne

sikkerheden vha metaldetektorer i ambulatorierne, imens vi ønsker at

understrege, at screening for våben kun kan ses som kortsigtet nødløsning;

for forebyggelsen af vold begået af mennesker med svær psykisk sygdom må

først og fremmest forebygges ved veldimensioneret og værdig psykiatrisk

behandling og socialpsykiatrisk støtte.

Vi værdsætter det gode samarbejde med politiet om at sikre patienternes

sikkerhed ifm præhospital vurdering og indlæggelse, hvorfor vi værdsætter

forslaget om at give sundhedspersoner hjemmel til at videregive de

nødvendige (!) informationer til politi ifm fælles udkørsel.

At være tvangsfikseret er en prekær og sårbar situation i mange henseender,

og mennesker i denne ekstreme form for frihedsberøvelse fortjener den

allermest omhyggelige og nærværende observation og dokumentation. Vi

håber derfor, at indenrigs- og sundhedsministeren tager sit ansvar alvorligt

ved bestemmelse af de nærmere regler for observation og dokumentation.

I hvilket omfang den tidligere lovgivning har medført en lavere retssikkerhed

for patienter, der har fået medhold modsat de patienter, der ikke har fået

medhold, er os ikke bekendt, hvorfor vi forholder os neutrale til dette

spørgsmål. Det samme gælder spørgsmålet om ressortændringen for Det

Psykiatriske Patientklagenævn til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Med venlig hilsen//

Bestyrelsen Foreningen af Yngre Psykiatere

Center for Sundhed

Kongens Vænge 2

3400 Hillerød

NOTAT

Til:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Telefon

38666000

Direkte

24047911

Mail

[email protected]

Journal-nr.:

23076775

Ref.: cabuhe

Dato: 04-01-2024

Høringssvar fra Region Hovedsta-

den

Region Hovedstaden har den 8. december 2023 modtaget høring over forslag

til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse

af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregi-

velse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere,

m.v.). Region Hovedstaden har følgende bemærkninger til forslagets hoved-

punkter:

Forslag om at der foreligger tvang uanset, at forældremyndighedens in-

dehavere samtykker til behandling på psykiatrisk afdeling på vegne af

mindreårig under 15 år, hvis den mindreårige ikke samtykker til behand-

ling

Region Hovedstaden kan tilslutte sig forslaget om at styrke retssikkerheden

for patienter under 15 år ved ændring af reglerne, så der foreligger tvang, uan-

set at forældremyndighedens indehavere samtykker til behandling på psykia-

trisk afdeling på vegne af mindreårige patienter under 15 år, hvis den

mindreårige modsætter sig behandlingen. Det findes endvidere positivt, at den

mindreårige vil få ret til en patientrådgiver og ret til klageadgang. Udover styr-

kelsen af børnenes rettigheder som patienter i psykiatrien, vil ændringen med-

virke til større klarhed over, hvornår psykiatrilovens regler skal anvendes.

Region Hovedstaden ønsker at henlede opmærksomheden på, at

ændringen potentielt kan medføre et øget pres på de psykiatriske hospitalers

administrationer og dermed et øget ressourcetræk, idet åbning for en ny kla-

geadgang potentielt medfører flere klager, hvilket medfører øget administra-

tion i forbindelse med udarbejdelse af erklæringer, deltagelse i møder i Det

Psykiatriske Patientklagenævn mv.

Forslag om at det bliver muligt at anvende metaldetektorer på psykiatri-

ske ambulatorier og afdelinger, enten rutinemæssigt på de retspsykiatri-

ske ambulatorier og afdelinger, eller på de almenpsykiatriske afdelinger

og ambulatorier ved mistanke om, at der forsøges at indføre farlige gen-

stande eller stoffer

Region Hovedstaden har på nuværende tidspunkt ikke bemærkninger til dette

forslag. Det skyldes, at regionen som opfølgning på den ulykkelige hændelse

på retspsykiatrisk ambulatorium på Brøndbyøstervej i sommer, hvor en med-

arbejder mistede livet, og to andre blev sårede af et knivangreb fra en patient,

blandt andet har igangsat et arbejde med udarbejdelse af en handleplan.

Handleplanen skal beskrive konkrete tiltag til at styrke sikkerheden og tryghe-

den, herunder i forhold til fysiske rammer, bemanding, kompetencer og organi-

sering mv. Handleplanen forventes færdig primo 2024 og skal efterfølgende

politisk godkendes. Regionen vil således først efter den politiske godkendelse

af handleplanen kunne tage stilling til anvendelse af metaldetektorer.

Erfaringer fra psykiatrien er dog, at en velfungerende krops- og bagagescan-

nerløsning til patienter med retspsykiatriske foranstaltninger, kræver, at der

ansættes og uddannes kvalificeret og dedikeret personale til at bemande løs-

ningen. Øget brug af scannere/metaldetektorer i psykiatrien vil ligeledes

kræve, at der laves nye retningslinjer, kurser og arbejdsgange for personalet

for visitering af patienter/pårørende og brug af scannere hertil. Anvendelse af

scannere/metaldetektorer i psykiatrien, i videre grad end tilfældet er i dag, vil

derfor være forbundet med et øget ressourcetræk.

Erfaringerne viser desuden, at metaldetektorer kan give en falsk tryghed, idet

ikke alle farlige genstande indeholder metal. For eksempel kan strikkepinde

Side 2

blive et farligt våben for en medpatient eller for patienten selv ligesom knive

kan fremstilles af andet materiale end metal.

Ud fra erfaringer vurderes det, at det er muligt at gennemføre rutinemæssig vi-

sitation, uden anvendelse af metaldetektorer eller scannere, på en respektfuld

og ikke-eskalerende måde og dermed øge sikkerheden for, at farlige gen-

stande og psykoaktive stoffer ikke indbringes i psykiatriske afdelinger.

Fra faglig side fra Region Hovedstadens Psykiatri foreslås det på den bag-

grund, at adgangen til at gennemføre visitation af patienter og besøgendes

ejendele gøres lettere. Den endelige løsning afventer en politisk beslutning i

Region Hovedstaden jf. ovenfor.

Afsluttende gør Region Hovedstaden opmærksom på, at der i bemærkningen

til lovforslaget i indledningen (s. 7) ukorrekt står, at ”en patient med en kniv fik

adgang til ambulatoriet”. Patienten fik ikke adgang til ambulatoriet med sin

kniv, men til det fælles og fuldt offentlige tilgængelige venteområde på matrik-

len, hvor hændelsen fandt sted. Formuleringen bør ændres i overensstem-

melse med de faktiske begivenheder.”

Forslag om at sundhedspersoner mundtligt kan videregive relevante op-

lysninger til politiet i forbindelse med fælles udkørsel til personer med

eventuelle psykiske lidelser eller udfordringer

Region Hovedstaden byder forslaget velkommen, men vurderer, at

det med fordel kan præciseres, at sundhedspersoner ikke skal videregive flere

oplysninger, end hvad der er nødvendigt for politiet i den givne situation.

Forslag om at psykiatriske patienters krav om erstatning behandles efter

retsplejelovens § 43 a, uanset om der for retten er tvist om lovligheden af

frihedsberøvelse eller tvangsfiksering

Region Hovedstaden bemærker, at en del afgørelser fra Det

Psykiatriske Patientklagenævn ved prøvelse ved domstolene omgøres, lige-

som størstedelen af tvangsfikseringerne underkendes alene på formelt grund-

Side 3

lag, hvilket normalt ikke udløser erstatning. Den foreslåede ændring kan po-

tentielt medføre et øget pres på sagsmængden indenfor retsplejelovens kapi-

tel 43 a, som dermed kan medføre længere ventetid på at få behandlet sager

om en tvangsfikserings lovlighed, hvilket er en vigtig og central rettighed.

Opmærksomheden skal i forlængelse heraf henledes på, at ændringen kan

medføre øgede udgifter for sundhedsvæsenet, hvis godtgørelsesudbetalin-

gerne udvikler sig. De godtgørelser, der nu udbetales af hospitalerne, ligger

på et noget lavere niveau end dem, der er tilkendt af Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstol og udbetalt af staten ved forlig. Endvidere betyder den

nævnte usikkerhed om afgørelserne fra Det Psykiatriske

Patientklagenævn, at en afgørelse om erstatning fra nævnet kan medføre

en forventning fra patienten om en erstatningsudbetaling, som senere kan

blive omstødt.

Forslag om at ophæve to revisionsbestemmelser, således at psykiatrilo-

vens bestemmelser om hhv. notatpligt for den faste vagt for bæltefikse-

rede patienter (§ 16, stk. 2), intervaller for den lægelige vurdering (§

21, stk. 4) og kapitel 5 b om særlige regler for varetægtssurrogater, ikke

ophæves. Samt en lovteknisk ændring af psykiatrilovens § 16, hvorefter

det vil blive muligt for indenrigs- og sundhedsministeren at ændre hyp-

pigheden af, hvor ofte notater vil skulle udarbejdes af den faste vagt for

bæltefikserede patienter

Region Hovedstaden har ingen bemærkninger til forslaget om at ophæve

revisionsbestemmelserne. Det bemærkes i relation til forslaget om ændring af

lovens § 16, at det nuværende interval på 15 minutter er vanskeligt at prakti-

sere og ofte virker konfliktoptrappende overfor patienten. Endvidere bemær-

kes det, at patientens tilstand ved bæltefiksering ikke ændrer sig så hurtigt, at

det vurderes nødvendigt at dokumentere hvert 15. minut.

Øvrige bemærkninger

Region Hovedstaden bemærker, at på retspsykiatriske sengeafsnit,

hvor kapitel 5b om særlige regler for personer anbragt i varetægtssurrogat

ikke er gældende, er det desværre hverdag, at patienterne udnytter hinanden

Side 4

ved f.eks. pengeoverførsler via MobilePay, bestilling af pushere, der kaster

stoffer ind på afdelingen og fortsættelse af chikanøs adfærd ved f.eks. truende

opkald eller beskeder til for eksempel tidligere forurettede. Det er en beklage-

lig kendsgerning, at den udbredte brug af elektroniske kommunikationsmidler

og sociale medier ikke i øjeblikket i tilstrækkeligt omfang kan reguleres på til-

fredsstillende vis – især på de lukkede, retspsykiatriske afdelinger.

Da hovedsigtet med en psykiatrisk særforanstaltning i stedet for straf

er, at man gennem psykiatrisk behandling (i bredeste betydning) skal fore-

bygge risikoen for fremtidig kriminalitet, er det helt afgørende, at man kan

minimere mængden af ny kriminalitet og optimere den psykiatriske behand-

ling, hvilket kan være svært eller umuligt, hvis patienterne kan fortsætte et

misbrug. Bestemmelserne i lovens kapitel 5a om åbning og kontrol af post, af-

givelse af udåndingsprøve eller urinprøve, undersøgelse af patientstuer og

ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere, bagagescannere

og narkohunde m.v.er en klar forbedring, idet de giver lovhjemlede mulighed

for på individniveau at kontrollere kommunikation. Men det faktum, at den ene-

ste mulige kommunikationsbegrænsning på de almene retspsykiatriske afde-

linger er rettet mod en enkelt patient, vil med stor sikkerhed føre til, at denne

patient - hvis vedkommende er tilstrækkeligt dedikeret - vil kunne tilegne sig

f.eks. en mobiltelefon fra en uskyldig medpatient.

Region Hovedstaden anbefaler derfor, at det overvejes via en arbejdsgruppe

under Indenrigs- og Sundhedsministeriet at se på, hvordan man

løser denne udfordring, og hvordan man vil kunne udarbejde regler og ret-

ningslinjer, som sikrer mindst mulig indgribende foranstaltninger for de øvrige

patienter, på andre lukkede, retspsykiatriske sengeafsnit end de særlige afsnit

for surrogatvaretægtsfængslede.

Side 5

Psykiatrien i

Region Midtjylland

Psykiatristaben

Tingvej 15a

Postboks 36

DK-8800 Viborg

Tel. +45 7841 0000

[email protected]

www.psykiatrien.rm.dk

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Høringssvar fra Region Midtjylland

Hermed fremsendes bemærkninger fra Region Midtjylland over

udkast til lovforslag om ændring af lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien m.v.

Ud over bemærkninger til de foreslåede ændringer er der til sidst et

afsnit med øvrige bemærkninger, der indeholder forslag til yderligere

hensigtsmæssige ændringer af psykiatriloven.

Generelle bemærkninger

Region Midtjylland finder det positivt, at der er fokus på at løfte

psykiatrien bredt - både ift. kompetenceniveau, sikkert arbejdsmiljø

og økonomi, såvel som fokus på, at tvang skal minimeres og

patientrettigheder styrkes.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at en sådan indsats kræver tid

og ressourcer omkring den enkelte patient og så vidt mulig ske i

samarbejde med forældre/pårørende. Denne del er under pres ift.

krav om øget patientflow, hurtigere udredning og øget behandling.

Hertil opleves det, at samarbejdspartnere i primær regi har mindsket

deres ressourcer og nedsat specialiseret viden, hvorved støttende

indsatser og adkomsten til hjælp tager længere tid, og ikke altid er

tilstrækkelig, med risiko for øget genhenvisning til psykiatrien.

Prioritering af sikkerhed omkring personale er vigtig, hvilket de

tragiske hændelser indikerer, og tiltag for at sikre denne sikkerhed er

relevant. Fokus skal dog fortsat være på, at nye tiltag som

eksempelvis metaldetektorer ikke prioriteres over veluddannet

personale og tid til de enkelte patienter, som er udgangspunktet for

tryghed, faglig udredning og behandling.

Dato 20-12-2023

1-10-74-16-23

Side 1

Bemærkninger vedr. forslag om mindreårige

Region Midtjylland er overordnet set enig i, at sikring af patienters rettigheder er væsentlige,

og at en mere formaliseret adgang til at klage kan være relevant for børn under 15 år.

Region Midtjylland skal dog udtrykke en bekymring for, at der ikke i lovforslaget er taget

stilling til en nedre aldersgrænse og for, at lovforslaget lægger op til en praksis, der ikke

vurderes fagligt hensigtsmæssig.

Samtidig vurderes det, at italesættelsen af modstand mod udredning og behandling som tvang

over for børn med børnepsykiatriske vanskeligheder og til tider uden sygdomsindsigt vil være

at pålægge børn et ikke alderssvarende ansvar for at forholde sig til deres eget udrednings- og

behandlingsbehov, såvel med risiko for at forældrenes rettigheder ift. at være bestemmende

omkring deres barns udredning og behandling bliver tilsidesat. Sidstnævnte særligt

sammenlignet med behandling og udredning i somatikken, hvor der på ingen måde er tvivl

om, at det er forældrenes ansvar at tage stilling til og beslutte tilbud om udredning og

behandling af deres børn.

Generelt skal Region Midtjylland således udtrykke bekymring for, at et så stort ansvar

pålægges alvorligt syge børn, som forventes at kunne træffe en nødvendig beslutning ift. deres

(nogle gange livsreddende) behandling og tvang.

Det synes ikke rimeligt at forvente, at eksempelvis en 12-årig skal have ansvaret for, eller

kunne overskue konsekvenserne af, om denne ville modtage sondebehandling ifm. somatisk

sygdom. En behandling, der kan være livsnødvendig for barnet. Således kan lovændringen

opleves som en manglende lovmæssig ligestilling for forældre med børn med henholdsvis

somatiske og psykiatriske vanskeligheder, og såvel børn under 15 år generelt. Det kan betyde

en stigmatisering af børn med børnepsykiatrisk udrednings- og behandlingsbehov under

indlæggelse.

Hertil skal der udtrykkes bekymring for, at forslaget potentielt kan stå i vejen for, at børn med

børnepsykiatriske lidelser under 15 år ikke i tilstrækkelig grad kan modtage den rette

børnepsykiatriske hjælp. Dette gældende særligt for gruppen af børn, der skal udredes, såvel

som børn med udviklingsforstyrrelser, angst og OCD, der oftest ikke opfylder psykiatrilovens

bestemmelser om tvangsindlæggelse, hvorefter "patienten

er sindssyg eller befinder sig i en

tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve

den pågældende med henblik på behandling."

Dette kan tilsvarende gøre sig gældende over

for et barn med autismespektrumforstyrrelse med lavt funktionsniveau og skolevægring, et

barn med ADHD med adfærdsforstyrrelse og årelang skolevægring, prodromal symptomer på

skizofreni, udredning af børn med mulige vanskeligheder, der ikke kan indgå i ambulant

udredning m.v.

Region Midtjylland skal på den baggrund anbefale, at gældende lovgivning omkring

mindreårige patienter under 15 år fastholdes dog med en skærpelse af, i hvilket omfang

forældreansvarsloven kan gøres gældende og med sikring af barnets rettigheder i form af en

patientrådgiver og klageadgang, når et barn modtager behandling, som pågældende udtrykker

modvilje til, men som forældremyndigheden har samtykket til.

Side 2

Såfremt lovforslaget vedtages i nuværende form anbefales en nedre aldersgrænse med henblik

på at sikre et nationalt niveau for, hvornår børn skal udsættes for involvering med risiko for

undgå unødig ambivalens og forvirring for barnet.

Endvidere skal der være opmærksomhed på, at forslaget forudsætter ansættelse af flere

patientrådgivere, og at disse har særlig viden om børnegruppen og børns perspektiver.

Anvendelse af flere patientrådgivere vil ligeledes medføre en ekstra udgift for regionerne.

Specifikke og lovtekniske bemærkninger vedr. bestemmelser om mindreårige

De foreslåede bestemmelser omkring mindreårige er generelt svære at forstå, herunder

hvornår det hhv. er forældremyndigheden, og hvornår det er barnet, der kan give informeret

samtykke.

I bemærkningerne beskrives, at forældremyndighedens indehaver kan give informeret

samtykke, såfremt barnet forholder sig passivt eller ikke udtrykker stillingtagen. Det skal hertil

foreslås, at begrebet

'passivt'

ændres, da det i almindelig sundhedsretlig forstand har den

konsekvens, at der ikke kan iværksættes behandling, og begrebet kan således skabe forvirring

i praksis.

Hertil skal det samtidig bemærkes, at det er uklart, hvor meget information barnet skal

modtage om sine muligheder for at sige nej til behandlingen med den konsekvens, at

gennemførelse alene kan ske i henhold til psykiatrilovens tvangsbestemmelser.

Slutteligt skal det anføres, at udkastets § 1, stk. 5 og 6 kan opfattes som modstridende, da

det fremgår af stk. 6., at uanset samtykke fra forældremyndigheden, så vil der altid foreligge

tvang i de tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til behandling.

Bemærkninger vedr. forslag om metaldetektorer

Region Midtjylland finder det positivt, at der sker en styrkelse af sikkerheden for personale og

medpatienter på såvel sengeafsnit som ambulant enheder.

Med dette formål for øje er det meningsfyldt at overveje, hvad det er for risici, der er for

personale og medpatienter i hhv. stationære enheder – sengeafsnit - og klinikker for ambulant

behandling.

Det er et vilkår, at patienter i psykiatrien, som følge af deres sygdom, kan være

udadreagerende f.eks. som følge af angst eller på grund af forvrænget opfattelse af

omgivelserne. Disse tilstande er det psykiatriske personale uddannet til at genkende og

håndtere.

Når mennesker med svær psykisk sygdom, der er i behandling med psykofarmaka, foruden

deres sygdom og medicinen også påvirkes af narkotika, så bliver deres reaktioner svært

uforudsigelige og i mange tilfælde også væsentligt voldsommere, end de ville have været uden

påvirkningen fra narkotika.

Dermed er narkotika utvivlsomt en af de væsentligste risikofaktorer for personale og

medpatienter.

Side 3

Det forekommer, at personale og medpatienter skades, eller forsøges skadet, af redskaber i

form af egentlige våben, improviserede våben, eller blot genstande som forekommer i miljøet i

et hjem, i et sengeafsnit eller en klinik. Det kliniske personales procedurer, der skal imødegå

skader fra genstande, rækker altså langt videre en blot at undgå, at egentlige våben som

knive og pistoler af metal, smugles ind i sengeafsnittet eller klinikområdet.

Klinisk personale er eksperter i klinisk proces. I psykiatrien er forebyggelse og håndtering af

skader fra udadreagerende patienter en indlejret del af den professionelle kliniske proces.

En reel styrkelse af sikkerhed i psykiatrien må derfor tage udgangspunkt i at understøtte

processer snarere end at pege på enkelte konkrete teknologier, f.eks. "metaldetektorer", som

løsning. Lovgivning skal åbne for, at personale kan anvende teknologier, hjælpemidler og

indgreb i øvrigt, som kan bidrage til at understøtte sikkerhedsprocesser knyttet til det kliniske

arbejde. Lovgivningen skal ligeledes udformes, så den kan rumme den teknologiske udvikling,

der løbende finder sted på sikringsområdet, og som på kortere eller længere sigt kan åbne for

f.eks. at detektere ikke-metalliske våben eller narkotika, som er skjult i forsegling.

Konkret bør forslaget tage udgangspunkt i at give mulighed for at anvende teknologi,

hjælpemidler og indgrebsmuligheder i øvrigt, der understøtter det kliniske personales arbejde i

at opdage, mindske og imødegå risikofaktorer, og dette sikres ikke alene ved indførelse af

hjemmel til anvendelse af metaldetektorer.

Risikofaktorer kan være narkotika, alkohol, våben, værktøj, eksplosiver/brandbare væsker,

kontantbeløb og kommunikationsudstyr.

Bemærkninger vedr. videregivelse af oplysninger ved fælles udkørsel

Region Midtjylland finder det positivt, at der skabes hjemmel til mundtlig videregivelse af

oplysninger i forbindelse med fælles udkørsel med politiet.

Endvidere skal det bemærkes, at det findes positivt, at der er lagt op til en pligtmæssig

videregivelse, da denne således kan rummes i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Det er uklart om udkastets § 19 f alene tager sigte på, at der kan ske videregivelse fra dén

sundhedsperson, der deltager i udkørslen, eller om der kan ske videregivelse fra

sundhedspersoner

generelt, så længe videregivelsen sker til, at politiet kan foretage en

vurdering fa håndteringsmuligheder og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med fælles

udkørsel. Med den uklarhed er det vigtigt at pointere, at en sundhedsperson alene er

berettiget til at videregive oplysninger fra egen afdeling, herunder eksempelvis psykiatrisk

afdeling X, og således ikke fra psykiatrisk afdeling Y eller somatisk afdeling Z, medmindre

oplysninger fra øvrige afdelinger konkret er blevet en del af psykiatrisk afdeling X's eget

journalmateriale. Dette uanset, at alle afdelinger er beliggende i samme region.

Såfremt udkastets § 19 f skal forstås som ovenfor beskrevet, hvor det alene er dén

sundhedsperson, der deltager i udkørslen, der kan videregive oplysninger, så er der tale om en

meget snæver hjemmel, der ikke vurderes tilstrækkelig til det aktuelle udkørselssamarbejde.

Side 4

Der er ikke i bemærkningerne taget særskilt stilling til dokumentationen af videregivelsen,

hvorfor det må antages, at det følger de almindelige journalføringsregler.

Der er ligeledes i bemærkningerne ikke taget stilling til, hvorvidt det forudsættes, at

sundhedspersonen er fysisk til stede ved udkørslen, eller hvorvidt sundhedspersonen kan

deltage telefonisk eller virtuelt.

Region Midtjylland skal i øvrigt bemærke, at uanset, at der skabes hjemmel til videregivelse

fra sundhedsperson til politi ved fælles udkørsel, så er det ikke tilstrækkeligt til – i det store

billede – at sikre bedre sammenhæng på tværs af sektorer m.v. for at kunne forebygge og

reducere tvang. Der er behov for, at man i højere grad kan tænke “kæder” i patientforløb,

hvor man i fællesskab skal arbejde struktureret i forhold til fælles sprog, deeskalerende

indsatser m.v. Det kunne eksempelvis være bosted, egen læge, præhospital, politi, psykiatri

m.fl.

Bemærkninger vedr. behandling af erstatningskrav efter RPL kap. 43 a

Region Midtjylland finder det positivt, at retsstillingen vedr. behandling af erstatningskrav

tydeliggøres.

Det skal hertil bemærkes, at det dog samtidig findes væsentligt at få tydeliggjort, hvorvidt

sygehusmyndigheden, i de sager der indbringes af patienten, kan nedlægge påstand om

ændring af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse, såfremt sygehusmyndigheden ikke

er enig i deres afgørelse.

Der hersker fortsat usikkerhed ved nogle retter og beskikkede advokater om, hvorvidt

sygehusmyndigheden/indklagede under sagen indbragt for retten af Det Psykiatriske

Patientklagenævn, men på klagers/patientens initiativ, kan nedlægge påstand om ændring

med den virkning, at afgørelsen ændres til skade for patienten. Dette skyldes, at det kun er

patienten, der efter ordlyden i psykiatriloven § 37 har mulighed for at indbringe afgørelsen for

retten i medfør af den særligt forenklede adgang, som psykiatriloven og retsplejeloven kap. 43

a hjemler. Usikkerheden skyldes, at loven kun nævner ”efter

anmodning fra patienten”

princippet om reformatio in pejus.

Der har de seneste år udviklet sig en forskellig praksis ved de forskellige domstole rundt om i

landet, hvor der nogle steder fra sygehusmyndigheden nedlægges påstand om ændring, der

behandles af retten, mens det i andre retskredse er opfattelsen, at det ikke kan lade sig gøre,

og at sygehusmyndigheden, såfremt man er uenig i afgørelsen fra nævnet, skal anlægge en

sædvanlig civil sag herom. I de sidstnævnte retskredse foretages der herefter en indirekte

prøvelse af lovligheden af tvangen, hvis der rejses et erstatningskrav, som der skal tages

stilling til.

Der hersker ligeledes usikkerhed i forhold til, hvorvidt Højesteret i deres bemærkninger i

afgørelse af 11. januar 2023 har gjort op med denne usikkerhed. Nogle mener, at det ligger i

deres bemærkning, at sygehusmyndigheden kan nedlægge påstand om ændring, mens andre

ikke mener, det er korrekt, da Højesteret i bemærkningen henviser til domme, hvor der ikke

har været protesteret over ændringspåstanden, hvorfor det ikke har været til påkendelse, om

der kan nedlægges ændringspåstand.

Side 5

Der har som bekendt været en del nævnsafgørelser de seneste år, som er gået

sygehusmyndighederne imod, og som sygehusmyndigheden ikke mente var korrekte, og

denne tendens ser ud til at fortsætte. Det er derfor bydende nødvendigt med en afklaring af

dette spørgsmål.

Bemærkninger vedr. notatpligt ved tvangsfikserede patienter

Sammenholdt med forslaget om, at Indenrigs- og Sundhedsministeren fastsætter nærmere

regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens aktuelle tilstand m.v., beskrives

det i bemærkningerne, at der skal foretages en nærmere undersøgelse af, hvorvidt kravet om

notatpligt hvert 15. minut er meningsfyldt.

Det fremgår, at relevante interessenter vil blive inddraget, og vi skal selvfølgelig henstille til,

at landets psykiatriske afdelinger inddrages.

Region Midtjylland bifalder, at der skal ses på hensigtsmæssigheden i de påkrævede notater

hver 15. minut. Med en hyppighed på 4 observationer i timen – samt dokumentation heraf –

har den faste vagt mindre tid til sine andre opgaver i relation til den fikserede patient. Den

faste vagt vil således have mindre tid til at varetage fx nødvendig pleje, relationsskabelse,

socialt samvær og i det hele taget mindre tid til at arbejde aktivt henimod, at patienten kan

løsnes fra bælte.

Med beskrivelser hver 15. minut fylder disse objektive beskrivelser ca. 1-2 sider pr.

fikseringstime, hvilket bliver til 30-35 sider på et døgn, såfremt fikseringen undtagelsesvist

udstrækkes så længe. Med så mange siders dokumentation risikerer man, at øvrige kritiske

observationsfund "drukner" i journalen.

Øvrige bemærkninger

Terminologi – en psykiatrisk afdeling

I almindeligt talesprog omtales en stationær psykiatrisk enhed ofte som "en afdeling". Det er

for upræcist i en lovtekst. En afdeling er i de fleste hospitaler en overordnet enhed, som består

at et antal underenheder, typisk benævnt afsnit. Af disse afsnit kan nogle være stationære

enheder, der betegnes sengeafsnit. I lovteksten anvendes "afdeling" tilsyneladende som

betegnelsen for en sengebærende enhed, et sengeafsnit. Denne uklarhed bør redigeres ud af

teksten.

Opsættende virkning i klager over tvangsbehandling over for frihedsberøvet patient

Det opleves paradoksalt, at en person kan få frataget sin frihed pga. svær sindssygdom eller

lignende, men på samme tid kan forblive indlagt i psykiatrisk afdeling uden nogen behandling,

fordi vedkommende ikke ønsker at få behandling grundet manglende sygdomsindsigt, og en

klage over tvangsbehandling er tillagt opsættende virkning. Manglende sygdomsindsigt er ofte

årsagen til selve indlæggelsen, hvorfor det er nødvendigt at kunne iværksætte behandling

hurtigst muligt. Det skal foreslås, at der generelt ikke tillægges opsættende virkning i klager

over tvangsbehandling, der angår en frihedsberøvet patient.

Tvangsmedicinering

Det opleves i det hele taget, at de strenge krav til tvangsbehandling kan føre til unødig

forlængelse af patientens indlæggelse samt øget risiko for brug af tvang. Eksempelvis kan

nævnes en situation, hvor der er truffet beslutning om tvangsmedicinering af patient, og

Side 6

denne beslutning påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Her kan en formalitet i form

af fx en fejl i motivationsskemaet eller en dosis der, uanset den er lægefagligt velbegrundet,

går ud over promedicin.dk betyde, at tvangsbehandlingen underkendes. I dén situation må der

startes forfra med ny beslutning, ny motivationsperiode m.v. Det indebærer en risiko for, at

patientens tilstand forværres, indlæggelsen forlænges, og at patienten bliver mere udad

reagerende mod både medpatienter og personale, hvilket kan betyde øget brug af øvrige

tvangsmidler.

Et forslag til løsning kunne være, at der lempes på kravene til, hvornår der kan træffes

beslutning om tvangsbehandling. En tidligere behandlingsindsats vurderes at kunne medvirke

til mindre brug af tvang samt unødig forlængelse af indlæggelsen

Vurdering af udskrivningsbegæring for allerede frihedsberøvede patienter

Det følger af psykiatrilovens § 10, stk. 3, at såfremt en patient fremsætter anmodning om

udskrivning, så skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer tage stilling til

patientens udskrivningsønske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første

døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægen træffe beslutning inden for

48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at reglen ikke kun gælder for patientens

første udskrivningsbegæring, men også i tilfælde, hvor patienten tidligere har fået afslag på en

anmodning om udskrivning og på ny fremsætter anmodning herom, hvilket patienten har fri

adgang til. Heraf forstås således, at det også gælder for allerede frihedsberøvede patienter.

Det fremgår af psykiatrilovens § 11, at når overlægen finder, at betingelserne i § 5 ikke

længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Af bemærkningerne til

denne bestemmelse fremgår, at denne blev indført, da der tidligere kunne forekomme tilfælde,

hvor patienter, der var tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, fortsat anså sig selv som

frihedsberøvede, selvom betingelserne ikke havde været opfyldt længe. Der skulle således

fremsættes en begæring fra patienten om udskrivning, før spørgsmålet blev afklaret. Af

bemærkningerne fremgår således eksplicit, at ophævelse af frihedsberøvelse skal ske, uanset

om patienten har fremkaldt afgørelsen ved at fremsætte begæring om udskrivning efter § 10,

stk. 3 eller ej.

Med eksistensen af psykiatrilovens § 11, synes det således overflødigt, at der samtidig skal

tages stilling til udskrivningsbegæringer fra tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte patienter,

da det allerede følger af § 11, at frihedsberøvelsen skal ophæves, så snart betingelserne ikke

længere er opfyldt. I daglig praksis bruges der mange ressourcer på disse vurderinger, samt

dokumentationen heraf.

Skærmning til stue

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i et brev til regionerne den 9. februar 2023 henvist til,

at "det

fremgår af aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse

med indgåelsen af en ny aftale om målsætning om tvang skal undersøge muligheden for

alternative, mindre indgribende tvangsformer, som kan medvirke til at forebygge yderligere

brug af tvang, uden at dette fører til en samlet stigning af brugen af tvang. Ministeriet

påtænker i denne forbindelse at undersøge grundlaget for at foreslå en lovliggørelse af

skærmning til stue og i så fald kriterierne herfor."

Side 7

Der støttes fuldt ud op omkring dette initiativ, og vi er ærgerlige over, at hjemlen ikke allerede

er indeholdt i dette lovforslag.

Psykiatrien efterspørger fortsat hjemmel til at kunne foretage skærmning til stue af en patient

i perioder, hvor patienten er i en tilstand, hvor pågældende er for farlig eller syg til at være i

fællesmiljøet med de andre patienter eller i øvrigt blamerer sig i fællesskabet.

Det opleves eksempelvis, at patienter i deres psykose insisterer på deres ret til at slå

medpatienter og personale. Såfremt disse patienter ikke må skærmes til deres stuer, indtil den

medicinske behandling har dæmpet deres symptomer og aggression, vil de øvrige patienter

blive tvunget til at skulle skærme sig selv til deres stuer, ligesom risikoen for vold vil stige på

afdelingerne.

I øvrigt viser undersøgelser, at skærmning er en effektfuld og mindre indgribende metode til at

undgå øvrige tvangsforanstaltninger - i yderste konsekvens tvangsfiksering.

Mangel på mindre indgribende foranstaltninger i psykiatriloven

Det er i det hele taget nødvendigt at se på psykiatriloven med fokus på at give mulighed for

anvendelse af mindre indgribende alternativer til tvangsfiksering i de situationer, hvor

personalet vurderer, at dette er den eneste mulighed for at forebygge voldelige og potentielt

farlige udfald fra patientens side. Følgende nye typer af tvang kan overvejes; seclusion rooms,

oppegående fiksering, aflåsning af døre til patientstuer, fysiske rammer, hvor en patient kun

kan interagere med andre på afstand, skærmning til stue m.v.

Beslutninger om tvang overlades til andre faggrupper

En beslutning om fastholdelse af patient efter psykiatrilovens § 17, stk. 1 er, som vel nok

psykiatrilovens eneste, ikke forbeholdt en specifik faggruppe. Manglen på læger kalder på, at

man genbesøger psykiatrilovens bestemmelser og vurderer, om at andet kvalificeret og

kompetent personale, på tilsvarende vis som efter § 17, stk. 1, kunne træffe flere af de

beslutninger, der efter loven er tillagt overlæger eller læger. Der kan nævnes en række

bestemmelser, hvor andet personale synes at være mindst lige så kvalificeret til at træffe

beslutning om tvang som overlæge/læge, herunder fx beslutning om udskrivningsaftaler og

koordinationsplaner, beslutning om visitering og åbning af post, beslutning om anvendelse af

tvang i forbindelse med personlig hygiejne m.v.

Om ikke det vurderes, at beslutninger kan træffes af andre faggrupper generelt, bør det

vurderes, om de beslutninger, der i dag alene er tillagt overlægen, kan træffes af andre læger.

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner

Psykiatrilovens §§ 13a-13 c indeholder bestemmelserne om udskrivningsaftaler og

koordinationsplaner. Af vejledning nr. 9257 af 19. marts 2023 om anvendelse af tvang i

psykiatrien fremgår, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner ophører ved

genindlæggelse, og at der skal udarbejdes en ny (såfremt betingelserne er opfyldt) efter hver

indlæggelse uanset varighed.

Det er en stor udfordring, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er så entydigt knyttet

til indlæggelse, herunder at de ophører ved indlæggelse og skal genindberettes til SEI. Man

Side 8

kunne med fordel ændre det til, at de skal genindberettes ved ændring af slutdatoen, så en

udskrivningsaftale og koordinationsplan kunne løbe på tværs af indlæggelser. Særligt i forhold

til hyppigt indlagte patienter (de mest komplekse) er det en udfordring at leve op til kravet om

udarbejdelse af ny udskrivningsaftale eller koordinationsplan i forbindelse med hver

indlæggelse.

Endeligt er kravet om, at alle, der modtager kommunal støtte efter servicelovens afsnit 5 som

følge af nedsat psykisk funktionsevne, skal have en udskrivningsaftale eller koordinationsplan

ikke meningsfyldt. Der er patienter i gruppen, som reelt ikke har et behov for en

udskrivningsaftale eller koordinationsplan.

Side 9

Psykiatriledelsen

Mølleparkvej 10

9000 Aalborg

Tlf. 9764 3000

[email protected]

21. december 2023

Til Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Høringssvar fra Region Nordjylland

Hermed fremsendes Region Nordjyllands bemærkninger til ministeriets udkast til ændring af psykiatriloven -

Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger

til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.

Mindreårige patienters retsstilling

Patienter under 15 år

Definitionen og forståelsen af et informeret samtykke følger af sundhedslovens regler, hvorefter passivitet

ikke er et gyldigt samtykke. Sundhedslovens krav til et informeret samtykke kan være opfyldt ved et stilti-

ende samtykke, når patientens adfærd i ord eller handling klart viser samtykke/indforståelse med behandlin-

gen.

I udkast til ny § 1, stk. 5 fastsættes, at forældremyndighedens indehavere kan give informeret samtykke til

behandling.

I lovbemærkningerne, pkt. 2.1.3., anføres, at forældremyndighedsindehavere kan samtykke til behandling

på vegne af en passiv patient under 15 år, hvilket er misvisende.

Passivitet er ikke et gyldigt samtykke

ifølge sundhedsloven, og de anførte lovbemærkninger herom bør udgå.

Hvis der tænkes på situatio-

ner, hvor barnets adfærd må forstås som et stiltiende samtykke, bør det i lovbemærkninger belyses som

”stiltiende samtykke” – og ikke som passivitet.

Følgende passage (pkt. 2.1.3, s. 14) er misvisende – også selv om det længere nede i afsnittet fremgår, at

det foreslåede stk. 6 om barnets eget samtykke er en modifikation hertil:

”Det

foreslås derudover at indsætte et nyt stk. 5, hvorefter forældremyndighedens inde-

havere kan give informeret samtykke til behandling af patienter under 15 år.

Det vil indebære, at forældremyndighedens indehavere som udgangspunkt kan give infor-

meret samtykke på vegne af mindreårige patienter, som forholder sig passivt og ikke ud-

trykker stillingtagen til behandling. Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af

psykiatrilovens § 2, stk. 3, at patienten under hensyntagen til formålet med indlæggelsen

og den enkeltes tilstand skal have mulighed for i videst muligt omfang selv at træffe be-

slutninger.”

Det vil efter vores opfattelse give anledning til tvivl, når der i lovbemærkningerne skrives om, at forældre-

myndighedsindehavere kan samtykke ved passivitet. For at undgå forvirring vil vi foreslå, at det fremhæ-

vede afsnit herover helt slettes af lovbemærkningerne sammen med denne sætning nederst på side 14:

”Dette

er en modifikation til udgangspunktet i den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 5.”

Side 1 af 3

De to afsnit kan undværes, og uden dem fremstår hensigten tydeligere.

Ud fra hensigten med lovændringen og formulering af den foreslåede § 1, stk. 5 og 6, må den tilsigtede rets-

tilstand være, at der skal være et informeret samtykke til behandling af patienter under 15 år fra både foræl-

dremyndighedsindehaver og barnet/patienten selv. Uden samtykke fra enten forældremyndighedsindehaver

eller fra patienten under 15 år, kan indlæggelse, ophold og behandling kun ske som tvang.

Dette bør fremgå direkte af lovbemærkningerne.

Patienter, der er fyldt 15 år

Af hensyn til tydeligheden vil vi foreslå at ændre formuleringen af ny § 1, stk. 4:

•

”En

patient, der er fyldt 15 år,

kan

selv give informeret samtykke til behandling.”

foreslås ændret til ”

En patient, der er fyldt 15 år,

giver selv

informeret samtykke til behandling.”

Alternativt kunne det i stk. 4 præciseres, at sundhedsloven § 17, stk. 2, ikke anvendes under indlæggelse,

ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

Nedre aldersgrænse

Den nuværende retstilstand for samtykke til behandling af patienter under 15 år har været der siden 2015,

hvor man på det tidspunkt vægtede fordelene ved en fast aldersgrænse svarende til reglerne i anden lovgiv-

ning (servicelov, sundhedslov).

Denne retstilstand bør fastholdes.

Hvis retstilstanden ikke fastholdes, bør der fastsættes en nedre aldersgrænse. For mindreårige børn bør

forældremyndighedens indehavere have muligheden for at beslutte behandling – ligesom de naturligvis som

nu også skal kunne undlade/fravælge at tage stilling. Der bør derfor fastsættes en nedre aldersgrænse for,

hvornår et barn kan afvise at give informeret samtykke til behandling.

Uden en nedre aldersgrænse risikeres at afskære små børns adgang til relevant behandling under indlæg-

gelse.

Det synes uhensigtsmæssigt at indføre en retstilstand, hvor fx et 8-årigt barn, der ikke har forudsætninger

for at forstå et behandlingsforslag - men som af mange grunde kan være utrygt og derfor modsætter sig ”i

ord eller handling” - skal have beskikket en patientrådgiver, der skal klage på barnets vegne, i en situation,

hvor både forældre og behandlere er enige om behovet for behandling.

Videregivelse af sundhedsoplysninger til politiet ifm fælles udkørsel

Det er relevant at indsætte en bestemmelse med klar hjemmel til videregivelsen.

Vi vil opfordre til

i lovbemærkningerne

at beskrive spørgsmålene om opslag i patientjournal, logning heraf

og dokumentation i patientjournal af den mundtlige videregivelse i forbindelse med fælles udkørsel.

Krav om erstatning behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a

Samtidig med den foreslåede ændring i lovens kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse, ved ind-

sættelse af et 2. punktum i § 37, stk. 1, vil det være

relevant at der i psykiatrilovens § 35 indsættes en

klagefrist

for patientens mulighed for at indbringe en klage over tvang til Det Psykiatriske Patientklage-

nævn.

Der er fastsat frister for at påklage Patientklagenævnets afgørelser til henholdsvis retten (4 uger, jfr. retsple-

jelovens § 469, stk. 4) og Det Psykiatriske Ankenævn (3 måneder, jfr. psykiatrilovens § 38 stk. 2), men der

er ikke en frist for at klage over tvang. En patient kan således flere år efter en tvangssituation påklage

denne til Patientklagenævnet, hvis patienten ikke tidligere har påklaget tvangen til Patientklagenævnet – og

med videre klageadgang til domstolene eller Det Psykiatriske Ankenævn.

Side 2 af 3

Det kan bemærkes, at klagefristen vedr. frihedsberøvelser før 1. jan. 1999 var 4 uger. Ved ændring af psy-

kiatriloven i 1999 blev Patientklagenævnet første klageinstans, den tidligere klagefrist var ikke længere gæl-

dende, og man undlod at fastsætte en klagefrist uden bemærkning om, at dette var intentionen.

Frist for klage over tvang kunne være som klagefristen for behandlingsklager eller klager over anvendelse af

somatisk tvang, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Side 3 af 3

Dato:

2. januar 2024

E-mail:

[email protected]

Høringssvar

Til: Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Høringssvar vedrørende

udkast til lovforslag om ændring af psykiatriloven ift. styrkelse af

mindreåriges rettigheder.

Dansk Selskab for Fysioterapi har med interesse læst udkast til lovforslag om ændring af psykiatriloven.

Vi takker for muligheden for at afgive høringssvar og kvitterer for et overvejende solidt arbejde.

Følgende høringssvar leveres på vegne af Dansk Selskab for Fysioterapi (DSF) i samarbejde med Dansk

Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi.

Dansk Selskab for Fysioterapi og Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi har følgende forslag til

tilføjelser, som indenrigs- og sundhedsministeriet kan tage til efterretning i den endelige revision:

➢

En tydeliggørelse af

om ”patienter” (nævnt i §4 stk. 5) også omfatter børn under 15 år.

➢

At der overvejes, om en gennemsøgning af værelse, kropsvisitation m.v., bør udløse kontakt til

forældremyndighedsindehaver, når patienten er under 15 år.

➢

At patienter under 15 år, har ret til en patientrådgiver før 24 timers uafbrudt tvang(sfiksering).

➢

At forældremyndighedsindehaver også har ret til, at få rettens vurdering af en tvangshandling

(retsplejelovens kapitel 43a) for patienter under 15 år. Så retten til at klage ikke fratages

forældremyndighedsindehaver, fordi barnet får den.

➢

At børn og unge vurderes af læge oftere end tre gange i døgnet, og med en kortere tidsfrist for

første vurdering ifm. tvangsfiksering (§21 stk. 5) eventuelt tidsfrister fastsat omvendt

proportionalt med alder, så de yngste ses tidligst og oftest.

➢

At børn og unge vurderes med notatpligt af fastvagt oftere end voksne i de kommende regler

fra sundhedsminister (når hvis 15. Minutgrænsen ophæves, §16 stk. 3), tidsgrænser ønskes

fastsat omvendt proportionalt med alder.

Ydermere finder I supplerende forslag og bemærkninger indskrevet direkte i selve udkastet til

lovforslag, se vedhæftede.

Vi håber, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder kommentarerne i høringssvaret anvendelige at

arbejde videre med i kvalificeringen af den nye psykiatrilov.

Såfremt der er opklarende spørgsmål eller yderligere behov, er vi naturligvis behjælpelige.

Med venlig hilsen

Gitte Arnbjerg

Formand Dansk Selskab for Fysioterapi

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

Sendt til

[email protected]

med kopi til

[email protected]

WILDERS PLADS 8K

1403 KØBENHAVN K

TELEFON 3269 8888

DIREKTE 9132 5685

[email protected]

MENNESKERET.DK

DOK. NR. 23/02796-2

3. JANUAR 2024

HØRINGSSVAR OVER LOVFORSLAG OM MINDREÅRIGE

PATIENTERS RETTIGHEDER OG ANVENDELSE AF

METALDETEKTORER I PSYKIATRIEN MV.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved e-mail af 29. november 2023

anmodet om Institut for Menneskerettigheders eventuelle

bemærkninger til udkast til lovforslag om ændring af psykiatriloven

(Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af

metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med

fælles udkørsel til borgere mv.).

Instituttet har følgende bemærkninger:

SAMMENFATNING

Instituttet anser det for særdeles positivt, at lovudkastet lægger op til

at styrke rettighederne for børn under 15 år, som udsættes for tvang i

psykiatrien (lovudkastets § 1, nr. 1-4). Instituttet vurderer dog, at

retsstillingen for disse børn vil være uklar, hvis lovudkastet vedtages i

sin nuværende form. Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet tydeliggør lovudkastets § 1, nr. 1, i forhold til,

hvornår der er tale om tvang i psykiatrilovens forstand i forhold

til børn under 15 år.

At ministeriet anvender begrebet “foranstaltning” i stedet for

“behandling” og “tvangsbehandling” i lovudkastets § 1, nr. 1, og

bemærkningerne hertil.

•

Det er desuden særdeles positivt, at lovudkastet vil give psykiatriske

patienter ret til at få behandlet deres krav om erstatning for ulovlige

frihedsberøvelser eller tvangsfikseringer ved domstolene efter de

særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om der er tvist om

foranstaltningens lovlighed (lovudkastets § 1, nr. 15). Det vil styrke

disse patienters rettigheder, at de får en lettere adgang at få oprejsning

1/11

for den ulovlige frihedsberøvelse eller tvangsfiksering, de har været

udsat for. Instituttet har ikke anbefalinger til denne del af lovudkastet.

Instituttet ser med bekymring på, at ministeriet vil indføre hjemmel til

at anvende metaldetektorer som endnu en kontrolforanstaltning på

psykiatriske afdelinger og ambulatorier (lovudkastets § 1, nr. 8-12).

Forslaget vil blandt andet kunne skade patient-behandler-relationen og

virke stigmatiserende over for mennesker med psykiske lidelser.

Kontrolforanstaltninger bør anvendes så restriktivt og skånsomt som

muligt, og deres fortsatte nødvendighed bør løbende evalueres.

Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet understreger i lovbemærkningerne, at håndholdte

metaldetektorer så vidt muligt bør foretrækkes.

At anvendelse af metaldetektorer på almene psykiatriske

ambulatorier begrænses til tilfælde, hvor der er mistanke om, at

farlige genstande vil blive medbragt.

At ministeriet tager initiativ til at gennemføre en evaluering af

reglerne i psykiatrilovens §§ 19 a-19 e om ca. 4-5 år med fokus

på, hvorvidt reglerne fortsat er nødvendige og berettigede, og

hvordan reglerne påvirker patienterne, pårørende og personalet

og deres indbyrdes relation.

•

Endelig anser instituttet det for problematisk, at ministeriet åbner op

for at fastsætte længere intervaller mellem den faste vagts notater om

bæltefikserede patienter (lovudkastets § 1, nr. 6-7). Notaterne er en

væsentlig retssikkerhedsgaranti, som både skal forebygge unødigt lange

bæltefikseringer og give patienten bedre mulighed for efterfølgende at

få prøvet bæltefikseringens lovlighed. Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet fastholder det nuværende interval på 15 minutter

for notatpligten for den faste vagt ved bæltefikserede patienter.

STYRKELSE AF RETTIGHEDER FOR PATIENTER UNDER 15 ÅR

Psykiatriloven bestemmer i dag, at der ikke er tale om tvang i lovens

forstand, hvis et barn under 15 år udsættes for en foranstaltning (f.eks.

bæltefiksering) mod sin vilje, hvis forældremyndighedsindehaverne

(herefter blot “forældrene”) giver informeret samtykke til

foranstaltningen (psykiatrilovens § 1, stk. 4).

Forældrenes samtykke indebærer i denne situation, at hverken barnet

eller forældrene er sikret psykiatrilovens retsgarantier. De har blandt

andet ikke ret til en patientrådgiver eller til at klage til Det Psykiatriske

Patientklagenævn over den magtanvendelse, barnet udsættes for.

2/11

Dette er en væsentlig svækkelse af beskyttelsen mod tvang for børn

under 15 år. Danmark har fået kritik for denne retstilstand af blandt

andre FN’s Børnekomité og Torturkomité.

Instituttet anser det derfor for særdeles positivt, at ministeriet foreslår

at styrke rettighederne for børn under 15 år, der udsættes for tvang i

psykiatrien (lovudkastets § 1, nr. 1). Det vil føre til en væsentlig

styrkelse af børnenes og forældrenes rettigheder.

Instituttet vurderer dog, at der er en række elementer i lovudkastet,

som bør tydeliggøres for at sikre dets fulde virkning:

Uklar retsstilling kan føre til rettighedskrænkelser

I lovudkastets § 1, nr. 1, foreslås det blandt andet at indsætte følgende

bestemmelser i psykiatrilovens § 1:

“Stk. 5. For patienter under 15 år kan forældremyndighedens

indehavere give informeret samtykke til behandling.

Stk. 6. Uanset forældremyndighedens indehavers informerede

samtykke efter stk. 5, foreligger der tvang i de tilfælde, hvor

patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til behandling.

Forældremyndighedens indehavers informerede samtykke skal

fremgå af patientjournalen.”

Lovudkastet indfører således et krav om, at både børn under 15 år og

deres forældre skal give informeret samtykke til den foranstaltning,

som anvendes over for barnet. Uanset om forældrene giver deres

informerede samtykke, vil der dog foreligge tvang i de tilfælde, hvor

barnet ikke giver informeret samtykke.

Det er ikke klart, hvorfor kravet om forældrenes samtykke (stk. 5)

fastholdes, hvis barnets samtykke (stk. 6) under alle omstændigheder er

afgørende. Forældrenes samtykke kan tænkes at få betydning, dersom

barnet samtykker til foranstaltningen, men forældrene modsætter sig,

hvor der i så fald vil være tale om tvang. Det er dog uklart, om det er

denne situation, ministeriet har haft i tankerne.

Uklarheden forstærkes af, at forældrene ifølge lovbemærkningerne

som udgangspunkt vil kunne give informeret samtykke på vegne af børn

under 15 år, som forholder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen til

FN’s Børnekomité, Concluding observations on the fifth periodic

report of Denmark, CRC/C/DNK/CO/5, 26. oktober 2017, afsnit 30(d), og

FN’s Torturkomité, Concluding observations on the eighth periodic

report of Denmark, CAT/C/DNK/CO/8, 8. december 2023, afsnit 36-37.

3/11

behandling (de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.3 og de specielle

bemærkninger til § 1, nr. 1). Dette harmonerer ikke med definitionen af

et informeret samtykke i sundhedsloven og psykiatriloven i øvrigt,

hvorefter passivitet fra den, der skal give samtykket (i dette tilfælde

barnet), medfører, at der er tale om tvang.

På denne baggrund er der efter instituttets opfattelse betydelig tvivl

om, hvilken retsstilling lovforslaget vil indføre, hvis det vedtages. Dette

skaber risiko for misforståelser af loven i praksis og krænkelser af

barnets rettigheder.

Lovudkastets § 1, nr. 1, bør derfor omformuleres, så der indføres en

klar og utvetydig retstilstand. Ved omformuleringen skal der tages

højde for følgende menneskeretlige principper:

Barnets bedste skal komme i første række i alle foranstaltninger, der

vedrører barnet, jf. FN’s børnekonventions artikel 3, stk. 1. Børn skal

derfor sikres en effektiv beskyttelse mod tvang uanset deres alder og

være omfattet af psykiatrilovens retsgarantier, hvis de udsættes for

tvang. Tvang bør defineres som anvendelse af foranstaltninger, for

hvilke barnet ikke har givet et informeret samtykke. Dette afspejler den

generelle definition i psykiatrilovens § 1, stk. 3, og harmonerer med

internationale menneskerettighedsstandarder.

Reglerne bør afspejle, at barnets synspunkter skal tillægges passende

vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed, jf. FN’s

børnekonventions artikel 12, stk. 1. For nogle børn vil det være

vanskeligt at overskue konsekvenserne af for eksempel at give

samtykke til at begynde på en medicinsk behandling, hvor fordele og

ulemper ved mulige effekter, bivirkninger mv. skal afvejes over for

hinanden. Børn bør aldrig stå alene med en sådan beslutning.

Loven bør afspejle princippet om, at det er forældrene, der har den

primære ret og pligt samt ansvaret for deres barn, jf. FN’s

børnekonventions artikel 5 og 18. Forældrene bør derfor have en

formaliseret rolle i forbindelse med anvendelse af tvang over for deres

barn og bør som minimum informeres og inddrages i barnets

stillingtagen (i stil med sundhedslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.).

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 4228-4229 og 4239. Se også

Helle Bødker Madsen, Psykiatriret, 3. udgave, 2022, side 41-42.

Artikel 25, litra d, i FN’s handicapkonvention og princip 11 i FN’s

Generalforsamlings principper af 17. december 1991 for beskyttelsen af

mennesker med mentale lidelser og forbedring af mental

sundhedspleje, tilgængelig her:

https://undocs.org/en/A/RES/46/119.

4/11

Reglerne skal være klare og utvetydige.

De skal være lette at forstå for

de fagpersoner på de psykiatriske afdelinger, der anvender reglerne

(borgerne bør også kunne forstå reglerne, men det er ikke deres ansvar,

at de bliver fortolket og anvendt korrekt). Hvis reglerne misforstås i

praksis, kan det føre til rettighedskrænkelser.

Disse forskellige hensyn kunne for eksempel varetages ved at

bestemme:

•

At en patient, der er under 18 år, kan give informeret samtykke

til anvendelse af foranstaltninger.

At for børn under 15 år skal forældremyndighedens indehavere

tillige give informeret samtykke.

At for børn, der er fyldt 15 år, kan forældremyndighedens

indehavere give informeret samtykke, såfremt

sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at

barnet ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin

stillingtagen (i lighed med sundhedslovens § 17, stk. 2).

At forældremyndighedens indehavere uanset barnets alder skal

have information om foranstaltningen og inddrages i den

mindreåriges stillingtagen (i lighed med sundhedslovens § 17,

stk. 1, 2. pkt.).

•

Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet tydeliggør lovudkastets § 1, nr. 1, i forhold til,

hvornår der er tale om tvang i psykiatrilovens forstand i forhold

til børn under 15 år.

Tvang bør ikke omtales som “behandling”

Lovudkastets § 1, nr. 1, anvender den terminologi, at der skal gives

informeret samtykke til “behandling”. I bemærkninger bruges også

udtrykket “tvangsbehandling” til at beskrive den situation, hvor en

foranstaltning såsom bæltefiksering gennemføres med tvang.

Dette harmonerer ikke med psykiatrilovens § 1, stk. 3, der bestemmer,

at der ved tvang forstås “foranstaltninger”, for hvilke der ikke foreligger

et informeret samtykke. Udtrykket “foranstaltninger” bruges også

andre steder i loven som samlebegreb for de forskellige tvangsformer,

loven regulerer, for eksempel i § 4, stk. 2 og 5, og § 21, stk. 7.

Det er et menneskeretligt princip, at de love og regler, der danner

grundlag for indgreb og begrænsninger i borgernes rettigheder, skal

være tilgængelige, klare og forudsigelige. Se Jens Elo Rytter, Individets

grundlæggende rettigheder, 4. udgave, 2021, side 96-99.

5/11

At omtale tvang som “behandling” er efter instituttets opfattelse

problematisk, da tvang ikke i sig selv udgør behandling (tvang kan

derimod i nogle tilfælde være nødvendigt for at få patienten til at

medvirke til behandling).

Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet anvender begrebet “foranstaltning” i stedet for

“behandling” og “tvangsbehandling” i lovudkastets § 1, nr. 1, og

bemærkningerne hertil.

ANVENDELSE AF METALDETEKTORER PÅ PSYKIATRISKE

AFDELINGER OG AMBULATORIER

Psykiatrilovens § 19 a giver mulighed for at anvende følgende

kontrolforanstaltninger uden retskendelse på psykiatriske afdelinger:

•

Åbning og kontrol af post

Afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve

Undersøgelse af patientstuer og ejendele

Kropsvisitation

Kropsscannere

Bagagescannere

Narkohunde

Hertil kommer nogle særregler i psykiatrilovens §§ 19 b-19 e for

personer anbragt i varetægtssurrogat på psykiatriske afdelinger.

Psykiatrilovens regler om kontrolforanstaltninger er løbende blevet

udvidet, så det er blevet muligt at gennemføre kontrol på et mindre

mistankegrundlag og benytte flere former for kontrol. I 2015 blev

mistankegrundlaget eksempelvis sænket fra “begrundet mistanke” til

blot “mistanke”.

Kropsscannere og narkohunde blev indført som nye

kontrolformer i 2019

efterfulgt af bagagescannere og afgivelse af

udåndings- og urinprøver i 2022.

Mistankekravet for at anvende krops-

og bagagescannere blev ophævet først for Sikringsafdelingen

senere de retspsykiatriske afdelinger og afdelinger for personer anbragt

i varetægtssurrogat, så disse kontrolformer kan anvendes

rutinemæssigt på disse afdelinger.

§ 1, nr. 16, i lov nr. 579 af 4. maj 2015.

§ 1, nr. 3, i lov nr. 504 af 1. maj 2019.

§ 1, nr. 5, 6 og 8, i lov nr. 2617 af 28. december 2021.

§ 1, nr. 3, i lov nr. 504 af 1. maj 2019.

§ 1, nr. 4 og 6, i lov nr. 2618 af 28. december 2021.

6/11

Lovudkastets indhold og baggrund

Ministeriet foreslår med nærværende udkast til lovforslag at indføre

mulighed for at anvende metaldetektorer på psykiatriske afdelinger på

samme betingelser, som der gælder for at anvende krops- og

bagagescannere (lovudkastets § 1, nr. 9 og 12).

Desuden foreslår ministeriet at indføre mulighed for at anvende

metaldetektorer på psykiatriske ambulatorier, hvis der er mistanke om,

at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande vil blive medbragt.

Mistankekravet vil dog ikke gælde for retspsykiatriske ambulatorier

(lovudkastets § 1, nr. 11). Dette forslag er opsigtsvækkende, fordi

psykiatriloven som hovedregel kun regulerer forholdene på psykiatriske

afdelinger, og fordi ingen af de øvrige kontrolforanstaltninger i

psykiatrilovens § 19 a må anvendes på psykiatriske ambulatorier.

Forslagene har sin baggrund i de tragiske hændelser, der i de senere år

har fundet sted på psykiatriske afdelinger og ambulatorier. Det er

selvsagt afgørende at skabe sikre rammer for både patienterne og

personalet på psykiatriske afdelinger og ambulatorier.

Omfattende kontrolregimer kan gå ud over patienter og

personale og stigmatisere personer med psykiske lidelser

Med de gentagne ændringer af psykiatrilovens §§ 19 a-19 e siden 2015

er der dog skabt potentiale for et omfattende og indgribende

kontrolregime på psykiatriske afdelinger, hvilket instituttet finder

bekymrende. Kontrolregimet kan have negative konsekvenser for

patient-behandler-relationen og dermed gå ud over muligheden for at

få og yde god behandling, pleje og omsorg. Det kan forrå arbejdsmiljøet

til skade for såvel patienter som personale.

Instituttet har ikke grundlag for at konkludere, at lovudkastet generelt

vil krænke patienternes menneskerettigheder. Der vil dog kunne opstå

brud på patienternes rettigheder i konkrete tilfælde, hvis en patient

eksempelvis udsættes for et intenst og rutinepræget kontrolregime.

Efter FN’s handicapkonventions artikel 8 har Danmark desuden påtaget

sig at vedtage umiddelbare, effektive og passende foranstaltninger til at

bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til

personer med handicap. Oplysnings- og afstigmatiseringsindsatser var

således en af de fem prioriterede indsatser i aftalen om 10-årsplanen

for psykiatrien fra september 2022.

Se i denne retning Højesterets dom af 22. juni 2022 (UfR 2022.3807).

Sundhedsministeriet, Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og

mental sundhed, september 2022, side 2 og 17.

7/11

Anvendelsen af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og

ambulatorier samt de øvrige kontrolforanstaltninger, der er hjemmel til

i psykiatrilovens §§ 19 a-19 e, risikerer at stigmatisere mennesker med

psykiske lidelser i strid med handicapkonventionen, idet reglerne kan

bidrage til et billede af, at personer, der har en psykisk lidelse, er særligt

farlige.

Anbefalinger til lovudkastet

På denne baggrund er det instituttets opfattelse, at metaldetektorer og

andre kontrolforanstaltninger skal anvendes så restriktivt og skånsomt

som muligt i tråd med mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4.

Håndholdte metaldetektorer bør så vidt muligt foretrækkes, idet de er

mere diskrete og kan gemmes væk, når de ikke er i brug. De er således

mere skånsomme end den type metaldetektorer, man går igennem,

hvis tilstedeværelse på afdelingerne kan give et indtryk af, at der er tale

om en fængselslignende institution.

Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet understreger i lovbemærkningerne, at håndholdte

metaldetektorer så vidt muligt bør foretrækkes.

Udkastet lægger op til, at metaldetektorer vil kunne anvendes på

almene psykiatriske ambulatorier, hvis der er mistanke om, at

medikamenter, rusmidler eller farlige genstande vil blive medbragt.

Der synes imidlertid ikke at være noget behov for at forhindre, at

medikamenter og rusmidler medbringes på ambulatorier, siden

patienterne alligevel kun opholder sig dér kortvarigt. Der er heller ikke

behov for at forhindre, at medikamenter eller rusmidler indsmugles, og

medikamenter eller rusmidler udgør ikke en fare for andre. Samtidig

ville lovudkastet kunne få den utilsigtede effekt, at personer bliver væk

fra behandling, hvis de er i besiddelse af medikamenter eller rusmidler.

Instituttet anbefaler derfor:

•

At anvendelse af metaldetektorer på almene psykiatriske

ambulatorier begrænses til tilfælde, hvor der er mistanke om, at

farlige genstande vil blive medbragt.

Psykiatrien har været under stort pres i en række år og er det fortsat.

Med 10-årsplanen for psykiatrien er der allerede igangsat en række

indsatser, der skal forbedre forholdene, og flere er på trapperne. Disse

8/11

indsatser skulle gerne sikre, at de tragiske hændelser i psykiatrien ikke

gentager sig.

Det er derfor relevant at foretage en samlet evaluering af alle

kontrolforanstaltningerne i psykiatrilovens §§ 19 a-19 e om ca. 4-5 år

med henblik på at vurdere, om de fortsat er nødvendige og berettigede.

Denne evaluering bør være helhedsorienteret og navnlig afdække

1) omfanget af kontrolforanstaltninger, 2) omfanget af fund af

medikamenter, rusmidler og farlige genstande, 3) foranstaltningernes

betydning for konfliktniveauet på afdelingerne og ambulatorierne,

4) foranstaltningernes betydning for tillidsrelationen mellem

patienterne, de pårørende og personalet og 5) patienternes, de

pårørendes og personalets oplevelser af kontrolforanstaltningerne.

Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet tager initiativ til at gennemføre en evaluering af

reglerne i psykiatrilovens §§ 19 a-19 e om ca. 4-5 år med fokus

på, hvorvidt reglerne fortsat er nødvendige og berettigede, og

hvordan reglerne påvirker patienterne, pårørende og personalet

og deres indbyrdes relation.

INTERVALLER FOR NOTATPLIGTEN FOR DEN FASTE VAGT

Psykiatrilovens § 16, stk. 2, bestemmer, at den faste vagt ved

bæltefikserede patienter skal udarbejde en objektiv beskrivelse af

patientens aktuelle tilstand, mens patienten er tvangsfikseret med

bælte. Disse notater skal som minimum foretages hvert 15. minut.

Notatpligten blev indført som led i Danmarks opfyldelse af forliget i

Silas Dam-sagen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og

skal medvirke til at forhindre unødvendigt lange bæltefikseringer.

I det foreliggende lovudkast foreslår ministeriet at tilføje en

bemyndigelsesbestemmelse til psykiatrilovens § 16, som vil give

ministeriet mulighed for at fastsætte et længere interval mellem,

hvornår den faste vagt skal gøre notat om patientens tilstand.

Forslaget er i begrundet i en evaluering, hvor Danske Regioner blandt

andet har oplyst, at den faste vagt anvender uforholdsmæssigt lang tid

på at udarbejde notaterne, og at lægerne ligeledes bruger meget tid på

at orientere sig i notaterne, som kan blive uoverskuelige og tage tid væk

Folketingstidende 2021-22, tillæg B, lovforslag nr. L 84, side 4.

9/11

fra plejeopgaven. Danske Regioner foreslår derfor, at vagten kun skal

gøre notat om patientens tilstand én gang i timen.

Ministeriet tager ikke stilling til det konkrete tidsinterval, der fremover

skal gælde for notatpligten, men ønsker at undersøge, om intervallet

for notatpligten er meningsfyldt og bidrager til arbejdet med at

nedbringe tvang (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6-7).

Det følger af de menneskeretlige standarder for bæltefiksering, at

bæltefikseringer skal anvendes i så kort tid som muligt og typisk skal

tælles i minutter frem for timer.

Instituttet er derfor betænkeligt ved

en ordning, hvor der for eksempel kun gøres notat om patientens

tilstand én gang i timen.

Som det fremgår af bemærkninger til det lovforslag, der indførte

notatpligten, så er notaterne:

“også en styrkelse af retssikkerheden for bæltefikserede patienter.

Dette ved at sikre, at der findes en skriftlig beskrivelse af patienten i

en situation, hvor nogle patienter kan opleve, at det er svært at løfte

bevisbyrden i en eventuel efterfølgende klagesag med påstand om

en ulovlig bæltefiksering.”

Notaterne tjener således også en væsentlig funktion i forbindelse med

den efterfølgende prøvelse af bæltefikseringens lovlighed.

Instituttet noterer sig desuden, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i

sine bemærkninger til ovennævnte evaluering anfører, at notaterne

indgår som et vigtigt element i oplysningen af patienternes klagesager.

Samtidig foreslår Dansk Psykiatrisk Selskab, at der stilles krav om, at

den faste vagt skal have en sundhedsfaglig uddannelse, så notaterne i

højere grad kan understøtte vurderingen af bæltefikseringens fortsatte

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Evaluering af psykiatrilovens

bestemmelser om notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede

patienter, intervallet for de lægelige tilsyn i forbindelse med

spørgsmålet om anvendelse af tvangsfiksering og særlige regler for

surrogatanbragte, 14. september 2023, side 12, tilgængelig her:

https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/§71/bilag/17/index.htm.

Den Europæiske Torturforebyggelseskomité, Means of restraint in

psychiatric establishments for adults (Revised CPT standards), CPT/Inf

(2017) 6, 21. marts 2017, afsnit 4.1. Se også Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols dom af 15. september 2020 i Aggerholm

mod Danmark, præmis 84-85.

Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr. L 84, side 12.

10/11

lovlighed, imens SIND efterspørger, at notaterne anvendes mere og

tillægges større betydning, end de gør i dag.

Instituttet anbefaler derfor:

•

At ministeriet fastholder det nuværende interval på 15 minutter

for notatpligten for den faste vagt ved bæltefikserede patienter.

Hvis ministeriet fastholder, at intervallet for notatpligten skal ændres,

ønsker instituttet at være blandt de interessenter, der bliver inddraget,

inden denne ændring gennemføres.

Der henvises til ministeriets sagsnummer 2023-655.

Med venlig hilsen

Peter Kristian Hjaltason

SPECIALKONSULENT

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Evaluering af psykiatrilovens

bestemmelser om notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede

patienter, intervallet for de lægelige tilsyn i forbindelse med

spørgsmålet om anvendelse af tvangsfiksering og særlige regler for

surrogatanbragte, 14. september 2023, side 17, 18 og 20, tilgængelig

her:

https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/§71/bilag/17/index.htm.

11/11

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

[email protected], [email protected]

3 . januar 2024

Høringssvar vedr. lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder,

videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles

udkørsel til borgere, anvendelse af metaldetektorer, m.v.)

Psykiatrifonden takker Indenrigs- og Sundhedsministeriet for

muligheden for at afgive høringssvar til ændring af lov om

anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

Psykiatrifonden har følgende bemærkninger:

Ressortændring af Det Psykiatriske Patientklagenævn

Psykiatrifonden vil gerne rose Indenrigs- og Sundhedsministeriet for

ressortændringen af Det Psykiatriske Patientklagenævn, der i

nærværende forslag flyttes fra Nævnenes Hus til Styrelsen for

Patientklager.

Vi finder ressortændringen vigtig og nødvendig. Ved en undersøgelse

foretaget af Psykiatrifonden for årene 2018-2020

fandt vi, at

klagefristerne ikke bliver overholdt og at man samtidigt har svært

ved at føre løbende kontrol med, hvorvidt basale rettigheder

overholdes grundet dårlig datadisciplin. Med ressortændringen håber

Psykiatrifonden, at man vil forbedre retssikkerheden for borgere med

psykisk sygdom, når de udsættes for frihedsberøvelse,

tvangsmedicinering, og andre tvangsforanstaltninger.

Vedr. forslaget om at udvide psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, til også

at omfatte brug af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger

Angående forslaget om at anvende metaldetektorer på psykiatriske

ambulatorier og afdelinger, enten rutinemæssigt på retspsykiatriske

ambulatorier og afdelinger, eller på de almenpsykiatriske afdelinger

og ambulatorier, stiller Psykiatrifonden sig meget kritisk.

Dansk forskning har påvist, at 74% af borgere med svær psykisk

sygdom, der begår personfarlig kriminalitet, forinden deres gerning

har modtaget utilstrækkelig psykiatrisk behandling

. Dette mønster

Psykiatr ifonden

Hejreve j 43

24 00 København NV

39 29 3 909

pf@ psykiatrifonde n.dk

CVR. 1917 488 3

Bank. 300 1 7 950741 613

psykiatrifonden.dk

genfandt den taskforce der blev nedsat som følge af hændelsen i

Field’s

iii

. Her fandt Task-Forcen, at utilstrækkelig behandling og

manglende kontinuitet, har spillet en central rolle i tidligere tilfælde

af personfarlig kriminalitet begået af mennesker med psykisk

sygdom.

Det er ikke rimeligt, at en af de mest udsatte og sårbare

sygdomsgrupper, der i forvejen udsættes for voldsom

stigmatisering

, nu skal mistænkeliggøres yderligere. Der bør i stedet

fokuseres på kvalitet i den psykiatriske behandling, da dette

beviseligt vil øge sikkerheden for såvel patienter som personale.

Yderligere vurderer Psykiatrifonden, at metaldetektorer potentielt

kan skade behandlingsforløbene, da den kan forringe den essentielle,

terapeutiske alliance mellem behandler og patient, hvis

konfrontation og mistillid er det første patienterne, møder ved

indgangen.

I tillæg peger flere undersøgelser på usikkerhed omkring

metaldetektorers positive virkninger for sikkerheden (se bl.a.

Lardieri, 2017

; Schildkraut 2019

, Blake 2017).

Det gælder blandt andet undersøgelser af metaldetektorers

effektivitet ifm. lufthavnssikkerheden, hvor de har været anvendt i

årevis. Her har undersøgelser påvist fejlmarginer på optil 95%

vii

. I det

amerikanske skolevæsen har man også haft begrænset succes med

metaldetektorer

viii

Dertil kommer, at metaldetektorer er en dyr løsning, der foruden

anskaffelsesomkostninger også kræver løbende driftsomkostninger

til vedligehold og bemanding. Det er i nærværende høring ikke

specificeret, hvorfra finansiering til dette vil findes.

Psykiatrifonden vil kraftigt advare mod at pålægge udgiften de

enkelte behandlingssteder, hvis pressede økonomi i forvejen går ud

over patienternes behandling. Eventuelle midler kan anvendes med

langt større nytte til at sikre kvalitet i behandlingen.

Konklusion

Sammenfattet mener Psykiatrifonden derfor ikke, at metaldetektorer

er en gangbar vej til øget sikkerhed for personale og patienter i

psykiatrien. Til gengæld er der en overhængende fare for, at tiltaget

vil forringe behandlingsalliancen mellem patient og personale,

ps ykiatrifonden. dk

ligesom det vil øge stigmatiseringen af mennesker med psykisk

sygdom yderligere, hvis forslaget vedtages.

Metaldetektorer er bekostelige både at anskaffe og drive, og

erfaringer fra andre sektorer vidner om ringe effekt. Psykiatrifonden

opfordrer derfor til, at man i stedet prioriterer ressourcer til

behandling, da dette beviseligt fører til øget sikkerhed og tryghed for

både personale og patienter.

I er velkommen til at kontakte os for uddybning af høringssvar.

De venligste hilsner

Psykiatrifonden

Psykiatrifondens analysenotat ”Klagesager afsluttet i det psykiatriske

patientklagenævn” 2023

Ahle, G. Regions hovedstaden ” Er der en sammenhæng mellem

behandling/støtte af psykisk syge og kriminalitet?

–

En analyse med henblik på

forebyggende tiltag”, 2019

iii

Caroline Clante, Louise Dalsgaard, Anders Heissel ”Taskforce

efter undersøgelse:

Der er ikke én årsag til skyderiet i Field's” 2022, DR.

Hentet fra

https://www.dr.dk/nyheder/indland/taskforce-efter-undersoegelse-der-er-ikke-

en-aarsag-til-skyderiet-i-fields

Pernille Skovbo Rasmussen og Peter Ejbye-Ernst

”Oplevet

diskrimination og

stigmatisering blandt mennesker med psykisk sygdom. Opfølgende undersøgelse

(2013-2015)

som led i landsindsatsen EN AF OS”. KORA 2015.

Lardieri, A. (2017, November 9). TSA fails most tests in undercover operation.

U.S. News and World Report. Hentet fra:

https://www.usnews.com/news/national -news/articles/2017-11-09/tsa-fails-

most-tests-in-undercover-operation

Schildkraut, J., & Muschert, G. W. (2019). Columbine, 20 years later and beyond:

Lessons from tragedy. Santa Barbara, CA: Praeger.

vii

Blake, A. (2017, July 6). TSA failed to detect 95 percent of prohibited items at

Minneapolis airport: Report. The Washington Times. Hentet fra

https://www.washingtontimes.com/news/2017/jul/6/tsa -failed-detect-95-

percent-prohibited-items-minn/

viii

: Schildkraut, J., & Grogan, K. (2019). Are metal detectors effective at making

schools safer? San Francisco, CA: WestEd. Hentet fra

https://www.wested.org/resources/%20are-metal-detectors-effective-at-making-

schools-safer

ps ykiatrifonden. dk

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

[email protected]

Dato: 19. december 2023

Sagsnummer: EMN-2023-10901

Initialer: jjo

Bemærkninger til lovudkast om ændring af psykiatriloven

m.v.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 29. november 2023

udsendt udkast til forslag til

Lov om ændring af lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettighe-

der, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles ud-

kørsel til borgere, anvendelse af metaldetektorer, m.v.).

Psykiatrien Region Sjælland takker for muligheden for at komme med

bemærkninger til det udsendte lovudkast, og skal hermed afgive de be-

mærkninger, der fremgår af det følgende.

Styrkelse af mindreårige patienters retsstilling

Af udkastet til lovforslag fremgår det, at patienter i psykiatrien, som er

fyldt 15 år, selv skal kunne give informeret samtykke til behandling,

samt at forældremyndighedsindehavere kan give samtykke på vegne af

patienter under 15 år.

Der kan være gode intentioner i at skabe grundlag for at styrke mindre-

årige patienters retssikkerhed med hensyn til f.eks. klageadgang. Efter

Psykiatriens vurdering er det imidlertid næppe hensigtsmæssigt at op-

hæve den gældende aldersgrænse for børns informerede samtykke. Ju-

ridiske rettigheder bør tilpasses barnets modenhed, som det f.eks. også

gælder i forhold til sociale indgreb. Det fremgår endvidere af børnekon-

ventionen at ”barnets

synspunkter skal tillægges passende vægt i

overensstemmelse med dets alder og modenhed”.

Selvom patientrådgiver-funktionen isoleret set er en nyttig støtte for

patienter, over for hvem der har været anvendt tvang, er denne ordning

ikke altid anvendelig. Det vurderes således ikke at være tilstrækkeligt

hensyntagende over for det umodne barn i forbindelse med evt. tvangs-

anvendelse, at barnet skal kunne vejledes af en for barnet ukendt vok-

sen patientrådgiver, fremfor f.eks. forældremyndighedsindehaveren.

At fjerne kompetente forældres mulighed for at varetage deres barns

rettigheder stemmer næppe overens med børnekonventionen, hvor

Psykiatriledelsens stab

Fælledvej 6

Bygning 3, 3. sal

4200 Slagelse

Tlf.: 5853 6060

E-mail:

[email protected]

Direkte tlf.: 5853 6008

E-mail: [email protected]

www.regionsjaelland.dk

Side 1

man ”skal

respektere det ansvar og de rettigheder og pligter, som forældrene har ….. til, på

en måde der svarer til den løbende udvikling af barnets evner, at yde passende vejledning,

og støtte barnet i udøvelse af rettigheder”.

Forældrene har for nuværende, ret til at frasige

sig retten til beslutning, når de er usikre - og dermed give lægen mulighed for at anvende psy-

kiatriloven.

Det er på denne baggrund Psykiatriens opfattelse, at der snarere bør tænkes i, om der er be-

hov for at styrke forældres ret til at ”undlade at tage stilling”.

Det er forventeligt for børn med alvorlige psykiske lidelser, der kan føre til indlæggelse, at de-

res psykiske lidelse også er med til at kompromittere deres normale alderssvarende udvik-

lingsniveau. Der er derfor behov for, at denne gruppe børn ikke får tilsidesat deres ret til om-

sorgsbeskyttelse.

Anvendelse af metaldetektorer i psykiatriske afdelinger og psykiatriske ambulatorier

Psykiatrien Region Sjælland har i Afdeling for Retspsykiatri, herunder Sikringsafdelingen,

anvendt de hidtidige muligheder i lovgivningen til undersøgelse af patienter og besøgende

med kropsscannere og bagagescannere. Udvidelse af de tekniske løsningsmuligheder med

metaldetektorer vil formentlig ikke kunne bidrage yderligere til undersøgelse af patienter og

besøgende.

Det vurderes som en relevant udvidelse af anvendelsesområdet, at der med det foreliggende

udkast åbnes op for, at scannere også kan anvendes i ambulante enheder og funktioner.

For så vidt angår de ambulante enheder vil det af praktiske og økonomiske årsager dog for-

mentlig alene være mindre scannere som håndscannere, der i givet fald vil blive bragt i an-

vendelse.

Videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbindelse med fælles ud-

kørsel til borgere med psykiske lidelser

Psykiatrien Region Sjælland deltog som én af regionerne i det i udkastet til lovforslag omtalte

FUT-projekt (fælles udrykningsteam). Under projektforløbet var der et godt og konstruktivt

samarbejde mellem Psykiatrien og den relevante politikreds i forhold til de opgaver, der ind-

gik i projektet. Det viste sig i flere situationer nyttigt at kunne samarbejde tættere om opgave-

løsning vedr. psykiatriske patienter og borgere med psykiske problemstillinger, også selvom

det i flere situationer måtte erkendes, at der i den eksisterende lovgivning er klare begræns-

ninger med hensyn til udveksling af personoplysninger.

Selvom erfaringerne fra FUT-projektet overvejende var positive, måtte det også erkendes, at

omfanget af ressourceanvendelse til servicering af borgerne i et område, der blot udgør en

mindre del af Region Sjællands samlede geografiske udstrækning, ikke stod mål med de re-

sultater, som både Psykiatrien og politikredsen afsatte til opgaven.

Dermed kunne det også konkluderes, at denne form for fælles udryknings- eller støttetjeneste

ikke er ressourcemæssig formålstjenstlig i tyndere befolkede områder af landet. Fra Psykia-

trien Region Sjællands side ses der derfor ikke et aktuelt behov for at udveksle oplysninger

med politiet som beskrevet i udkastet til lovforslag.

De kliniske afdelinger i Psykiatrien Region Sjælland modtager jævnligt henvendelser fra de to

politikredse i regionen, primært fra lokalpoliti eller enkeltbetjente, med anmodning om at få

oplysninger vedrørende personer med kendt eller mulig kontakt til psykiatrien. Anmodnin-

gerne viser sig oftest at falde uden for de forpligtelser eller muligheder, der fremgår af lovgiv-

ningen, og ønsket om oplysninger bliver derfor i disse situationer ikke imødekommet.

Psykiatrien har en god dialog med de to politikredse om håndtering af disse situationer, og

der vurderes derfor ikke aktuelt at være behov for lovændringer el.lign.

Side 2

For at forebygge eventuelle misforståelser om rækkevidden af en lovændring som beskrevet i

udkastet, skal det fra Psykiatrien Region Sjælland foreslås, at det af lovteksten eller bemærk-

ningerne til lovforslaget tydeligt kommer til at fremgå, at den foreslåede mulighed eller pligt

til udveksling af patientoplysninger alene kan ske i situationer, hvor der mellem politiet og en

region er etableret et formelt grundlag herfor, f.eks. i form af en samarbejdsaftale om fælles

udrykning.

Rettens prøvelse af spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse eller tvangsfiksering på psy-

kiatriske afdelinger efter retsplejelovens kapitel 43 a

Fra Psykiatriens side er der ingen bemærkninger til denne del af udkastet som sådan. Det må

dog konstateres, at såfremt forslaget gennemføres som beskrevet i udkastet, må Psykiatrien -

selvom der hele tiden arbejdes målrettet på at reducere omfanget af tvangsanvendelse - imø-

dese at udgifterne til erstatning eller godtgørelse for frihedsberøvelse eller tvangsfiksering vil

vokse, alene på grund af et forventeligt større antal sager.

Tilsyn

Psykiatrien Region Sjælland hilser med tilfredshed, at lovforslaget (s. 38) gentager den tidli-

gere vurdering og udmelding fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om overlægens godken-

delse af den tilstedeværende læges iværksættelse af tvangsfiksering i overlægens fravær ikke

forudsætter, at overlægen forinden har tilset patienten, med mindre dette konkret vurderes

nødvendigt.

Notatpligt

Psykiatrien Region Sjælland forstår oplysningerne på udkastets s. 39 f. således, at det forven-

tes at kravet om, at den faste vagt hos den bæltefikserede patient skal foretage notat hvert 15.

minut, bortfalder, og at der i stedet for i f.eks. en bekendtgørelse beskrives en mere lempelig

notatpligt.

Dette vil i givet fald være i god overensstemmelse med erfaringer og vurderinger fra de klini-

ske afdelinger, hvorfra det oplyses, at notater hvert 15. minut dels ikke er praktisk mulige,

dels ikke bidrager til en mere fyldestgørende beskrivelse af patienten, og dermed ikke fører til

en bedre behandling eller pleje af patienten.

Såfremt der måtte være spørgsmål m.v. til de anførte kommentarer, stiller Psykiatrien Region

Sjælland sig gerne til rådighed for besvarelse af disse.

Med venlig hilsen

Søren Bredkjær

Vicedirektør

Side 3

Høringssvar på ”Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse

af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til

politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)”

Hermed vores bemærkninger til lovforslaget, som vi deler op i tre:

1) Ændring af mindreåriges retstilling (lovforslagets § 1, nr. 1-4)

2) Anvendelse af metaldetektorer (lovforslagets § 1, nr. 8-12)

3) Videregivelse af oplysninger i forbindelse med udrykningstjenester (lovforslagets § 1, nr. 13)

Ad 1)

Det er vores helt overordnede opfattelse, at det at kræve informeret samtykke til behandling fra under 15

årige patienter er problematisk og i komplet modsætning til sundhedslovens udgangspunkt. Spørgsmålet

herefter er, om en under 15 årig patient overhovedet er i stand til at give et meningsfyldt samtykke, hvilket

informeret samtykke jo i sin natur er. Vi foreslår, at hvis man gerne vil ændre nuværende regelsæt og

inddrage den mindreårige mere end tilfældet i dag, kunne en mulig pragmatisk løsning være at

forældremyndighedsindehaveren kunne give samtykke på den under 15 årige patients vegne

medmindre

denne modsætter sig.

Vi anderkender Indenrigs- og Sundhedsministeriets udlægning på side 7 af behovet for styrkelse af

rettigheder for mindreårige patienter under 15 år – og om at man derfor stiller forslag om at mindreårige

patienter under 15 år får de samme retssikkerhedsmæssige garantier, som patienter der er fyldt 15 år –

herunder ret til en patientrådgiver, hvis de bliver udsat for tvang og til at klage til Det Psykiatriske

Patientklagenævn.

Det bør i denne forbindelse overvejes, om hvorvidt patientrådgiverne, som skal have med under 15 årige

patienter at gøre, skal have en særlig børnefaglig/pædagogisk baggrund og kompetencer.

I forhold til det foreslåede samtykkekrav, så kunne vi tænke os en uddybende beskrivelse fra Indenrigs- og

Sundhedsministeriet om deres vurdering af under 15 årige patienters reelle kompetenceevne til at træffe

beslutning om psykiatrisk behandling. Her skal henvises til punkt 2.1.2 (side 13), hvor ministeriet anfører, at

indgreb uden informeret samtykke fra patienter under 15 år, vil være tvang, uanset at forældremyndighedens

indehavere giver samtykke til behandling.

Dette forstår vi således, at man giver den under 15 årige patient absolut beslutningskompetence uden skelen

til om den 15 årige har den tilstrækkelige modenhed til at træffe denne beslutning.

Dette giver anledning til følge spørgsmål:

hvad skal der ske i de tilfælde hvor sundhedspersoner vurderer, at dette ikke er tilfældet – vil der så

kategorisk altid være tale om anvendelse af tvang i henhold til psykiatriloven?

Og hvad hvis psykiatrilovens bestemmelser ikke er opfyldt – skal en under 15 årig patient da gå

ubehandlet, Hvilket vores klinikker beretter om er tilfældet for langt størstedelen af vores patienter

under 15 år

Vi bemærker i denne anledning, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet anfører i afsnit 2.1.3 (side 15), at der

ikke vil være en nedre grænse for hvornår en mindreårige patient kan afvise at give informeret samtykke til

behandling.

I afsnit 2.1.3 (side 14) skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at bestemmelsen vil indebære, at

forældremyndighedens indehavere som udgangspunkt kan give informeret samtykke på vegne af mindreårige

patienter, som forholder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen til behandling.

Dette finder vi modstridende med foreslåede bestemmelses ordlyd og resten af lovbemærkningerne. Som

det fremgår længere oppe, så stiller vi netop dette som en pragmatisk løsning, nu hvor man alligevel vil

ændre de under 15 åriges retsstilling – Vi kan ikke se, at bemærkningen ville kunne bruges sammenholdt

med den foreslåede bestemmelsernes ordlyd (§ 1, stk. 4 og 5 navnlig sammenholdt med foreslåede stk. 6).

Uoverensstemmelsen kommer tydeligst til udtryk i afsnit 2.1.3 (s. 14):

”Det vil indebære, at forældremyndighedens indehavere som udgangspunkt kan give

informeret samtykke på vegne af mindreårige patienter, som forholder sig passivt og ikke

udtrykker stillingtagen til behandling. Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af

psykiatrilovens § 2, stk. 3, at patienten under hensyntagen til formålet med indlæggelsen og

den enkeltes tilstand skal have mulighed for i videst muligt omfang selv at træffe beslutninger.

Endelig foreslås det at indsætte et nyt stk. 6, hvorefter der vil foreligge tvang i de tilfælde, hvor

patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til behandling, uanset at

forældremyndighedens indehaver har givet informeret samtykke efter stk. 5.

Forældremyndighedens indehavers informerede samtykke skal fremgå af patientjournalen.”

Det er vores vurdering at ovenstående to passager er direkte modstridende med hinanden. Dette bedes

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udrede.

Ministeriet henviser i samme afsnit (dog side 15) til, at det er ministeriets formodning, at det i praksis er

meget sjældent forekommende at der vil blive iværksat tvangsforanstaltninger for mindre børn. Ministeriet

henviser i denne forbindelse med data fra SEI.

Ministeriet overser efter vores opfattelse, at de præsenterede tal vil blive øget som følge af den foreslåede

lovændring, fordi de præsenterede tal ikke tager højde for mindreårige patienter, som er passive. Efter den

foreslåede ordning skal passive patienter nu også registreres som tvang, fordi passivitet ikke udgør

informeret samtykke.

Ad 2)

Det er fint at tilføje metaldetektorer til bestemmelsen dog undre det, at man – når man nu alligevel er inde

på bestemmelsen – ikke tilføjer en magtbeføjelse i forbindelse med gennemførelse af kropsvisitationen.

Problematikken er undersøgt af Folketingets Ombudsmand i udtalelse FOB 2020-43. På side 23 i udtalelsen

henvises til en udtalelse fra Sundhedsministeriet af 12. august 2020, hvor ministeriet citeres for følgende

”Det er ministeriets vurdering, at psykiatrilovens § 19 a ikke indeholder hjemmel til at

gennemføre kropsvisitationer eller undersøgelser med anvendelse af tvang.

Ombudsmanden konkluderer på udtalelsens side 31 følgende:

”Jeg tager desuden til efterretning, at ministeriet har oplyst, at psykiatrilovens § 19 a ikke

indeholder hjemmel til at gennemføre kropsvisitationer eller undersøgelser med anvendelse af

tvang, men at der i forbindelse med en kropsvisitation i særlige tilfælde kan anvendes fysisk

magt i henhold til psykiatrilovens § 17, såfremt betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.”

Det er vores opfattelse, at der her er et kæmpe juridisk tomrum som afdelingerne har behov for bliver fyldt

ud. Konsekvensen af ovenstående er nemlig reelt set, at en patient, der passivt modsætter sig kropsvisitation

kan komme uden om at blive kropsvisiteret – eller for den sags skyld kan være udadreagerende så – ganske

som Sundhedsministeriet foreslår det – fysisk fastholdelse efter lovens § 17, stk. 1, tages i anvendelse,

hvilket dog

ikke

bliver med henblik på gennemførelse af kropsvisitationen men med henblik på at afværge

den fare, som patienten udgør.

Dette er modstridende med Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser i afsnit 2.2.2 (side 18) om

behovet for ”at

højne sikkerheden på de psykiatriske afdelinger og ambulatorier”

med henvisning til ”flere

tragiske hændelser de senere år, eksempelvis et drab på et retspsykiatrisk ambulatorium, hvor en patient med

en kniv fik adgang til ambulatoriet”.

Vi bemærker i afsnit 2.2.3.1 (s. 19), at man anfører, at ”således skal

overlægen eller det øvrige personale på

afdelingen med den foreslåede bestemmelse have en rimelig grund til at formode, at

farlige genstande

forsøges indført på afdelingen, for at anvende metaldetektorer.” Under henvisning til ordlyden i § 19 a, stk.

1, hvoraf fremgår, at

overlægen

kan træffe afgørelsen – vil vi høre Indenrigs- og Sundhedsministeriet om

man med ændringen udvider kompetencen eller om der er tale om en tastefejl?

I afsnit 2.2.3.2 (side 20) anføres det, at overlægen uden retskendelse kan beslutte, at der skal anvendes

metaldetektorer ved undersøgelse af patienter eller personer, der søger adgang til de psykiatriske

ambulatorier – og at kravet om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for retspsykiatriske ambulatorier, hvilket

modsætningsvist betyder at mistankekravet gælder i de øvrige ambulatorier

Vi har lidt svært ved at forestille os hvordan overlægen på en hensigtsmæssig måde skal bruge

bestemmelsen til at forhindre de tragiske hændelser, som ministeriet tidligere henviser til – når overlægen

først kan træffe beslutning om metaldetektor ved tilsyn af patienten efter at denne er trådt ind ad

ambulatoriet med den farlige genstand. Det vil efter vores opfattelse være for sent. Som alternativ vil vi

foreslå, at bestemmelsen enten skal kunne bruges af andre faggrupper eller at man forudsætter at

metaldetektorer bruges over for alle patienter og øvrige besøgende inde på ambulatorierne.

Der tages ikke stilling til hvordan bestemmelsen skal håndhæves over for patienter, pårørende eller andre,

som søger adgang til det psykiatriske ambulatorium. Skal de nægtes adgang såfremt de afviser at blive

undersøgt med metaldetektor?

Der bør der være opmærksomhed på, at metaldetektorer kan udgøre en falsk tryghed for personalet, da det

uden problemer er muligt at medbringe f.eks. stikvåben som ikke er produceret af metal.

Dertil bør der være opmærksomhed på, at metaldetektorer kan skabe en mistænkeliggørelse som i sig selv

kan være konfliktoptrappende. I ambulatorierne og afdelingerne kommer ikke kun egne patienter, men også

kriminalforsorgens klienter og retspsykiatriens patienter + socialpsykiatriens borgere + mulige utilfredse

borgere, der opsøger myndighedsafdelingen. Disse kan også være våbenbesiddere og potentielt farlige.

Bør man også i loven forholde sig til et eventuelt våbenfund? Der er ikke nogen lovhjemmel med nogen

former for sanktioner i ambulatorierne, udover at ringe til politiet.

Ad 3)

Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviser i bemærkningen til lovforslagets nr. 13 på side 43 til, at den

foreslåede bestemmelse er en pligtudleveringsbestemmelse som nævnt i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Vi vil høfligt gøre ministeriet opmærksomt på, at ministeriet flere steder i lovbemærkningerne anvender

ordet ”kan” i stedet for ”skal” og at dette bør rettes til forud for vedtagelsen af lovforslaget.

---

RETSPOLITISK FORENING

HØRINGSSVAR

Til Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af

mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af

oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

Modtaget ved høringsbrev af 29. november 2023 - med svarfrist 3. januar 2024

Svar fremsendt pr. mail til

[email protected]

med kopi til

[email protected]

Retspolitisk Forening er overordnet positivt stillet over for forslaget, men har enkelte

bemærkninger særligt til den lovtekniske ændring af psykiatrilovens § 16 om fast vagt og

notatpligt ved brug af tvangsmæssig brug af bælte i psykiatrien.

Styrkelse af mindreåriges rettigheder i psykiatrien.

Retspolitisk Forening ser med meget positive øjne på, at unge under 15 år nu får styrket deres

rettigheder i psykiatrien, således at der uanset forældremyndighedens indehavers informerede

samtykke, foreligger tvang i de tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke selv har givet

informeret samtykke til en bestemt behandling.

Det er et rigtigt og vigtigt skridt på vejen mod at se børn som selvstændige bærere af

rettigheder i overensstemmelse med principperne bag FN’s børnekonvention.

Notatpligt ved tvangsmæssig brug af bæltefiksering (baggrund)

Det foreslås med lovændringen, at der foretages en lovteknisk ændring af psykiatrilovens §

16, stk. 2, 2. pkt. i forbindelse med en lovbestemt evaluering af bestemmelsen.

Patienter i psykiatrien, der bliver tvangsfikseret med bælte har efter bestemmelsen krav på en

fast vagt, og på at den faste vagt tager notat, der indeholder en objektiv beskrivelse af

patientens aktuelle tilstand i den periode, hvor patienten er tvangsfikseret. Brugen af notat

tjener et dobbelt formål og skal på den ene side sikre, at bæltefikseringer, der udgør et af de

absolut mest voldsomme og intensive indgreb, staten kan foretage i det enkelte menneskes

personlige autonomi begrænses til et absolut minimum, og på den anden side, at der i tilfælde

af uretmæssige bæltefikseringer foreligger dokumentation herfor, som den forurettede patient

efterfølgende kan benytte i eventuelle erstatningssager.

Indenrigs- og Sundhedsministeren fastsætter efter den nuværende bestemmelse nærmere

regler om notatpligt, herunder om notathyppigheden. Det er dog forudsat i forarbejderne til

den nuværende bestemmelse, at der skal udarbejdes notat minimum hvert 15. minut. Den

forudsætning lægger ministeriet op til at fjerne med lovændringen, således at ministeren får

helt frie hænder i forhold til at udstede regler om notathyppigheden ved tvangsfiksering af

patienter i bælte. Det fremgår ikke af lovændringen, hvordan ministeriet vil udforme en

eventuel ny bekendtgørelse, men det forventes, at det ville fremgå, hvis ministeriet havde

overvejelser om på et mere grundlæggende plan at udvande notatpligten.

Forslaget er ifølge forarbejderne delvist en respons på en evaluering af notatpligten, hvori det

anføres fra blandt andet Danske Regioner, at der kan være mere behov for smidighed i brugen

af notatpligten, fordi de frygter, at notatpligten kan mindske fokus på plejeopgaven til fordel

for dokumentation, og at en stor mængde notater kan være uhensigtsmæssige for lægens

overblik (Evalueringens s. 4). Andre organisationer herunder Landsforeningen Sind finder

ikke, at der er grund til at ændre i ordningen på nuværende tidspunkt, mens Dansk Psykiatrisk

Selskab ligefrem foreslår at styrke ordningen, så notatet udarbejdes af en sundhedsfagligt

uddannet person. Det Psykiatriske Patientklagenævn finder, at notaterne indgår som et vigtigt

element i oplysningen af patienternes klagesager.

Evalueringen viser altså ikke klart, om notathyppigheden hvert 15. minutter virker efter

hensigten. Retspolitisk Forening finder på den baggrund lejlighed til at bringe flere

væsentlige forhold til ministeriets erindring:

At lovforslaget er stillet som led i et forlig mellem Danmark og psykiatri-aktivisten Silas

Dam i forbindelse med dennes klagesag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Danmark vurderede i forbindelse med forliget, at det var overvejende sandsynligt, at

Danmark ville blive dømt ved Menneskerettighedsdomstolen for overtrædelse af dennes

artikel 3 om tortur og umenneskelig eller vanærende behandling. Danmark er tidligere dømt

for overtrædelse af artikel 3 i forbindelse med langvarige bæltefikseringer jf. Aggerholm mod

Danmark. Notatpligten skal altså tjene til, at Danmark ikke udsætter nogle af sine svageste

borgere for ´umenneskelig eller vanærende behandling´. Selvom det er prisværdigt og

væsentligt at mindske unødigt bureaukrati i psykiatrien, synes der på den baggrund at være en

vis retfærdighed i, at der på et område som det foreliggende gælder meget strenge

dokumentationskrav.

At bæltefikseringer er farlige for dem, der udsættes for dem, og at de kan have langvarige

psykiske følgevirkninger, herunder PTSD, selvmordsforsøg og selvmord. Og at

sammenlignelige lande herunder Holland, England, Island og Norge helt har forbudt

bæltefikseringer eller reduceret brugen af disse til et absolut minimum.

Når Danske Regioner i evalueringen af notatpligten anfører, at den kan føre til, at læger

mister overblikket over mængden af notater, bygger det derfor efter Retspolitisk Forenings

overbevisning på en falsk præmis. Nemlig, at der fortsat skal være langvarige

bæltefikseringer i dansk psykiatri. Europarådets Menneskerettighedskommissær har i

november 2023 udtalt hård kritik af Danmarks langvarige brug af bæltefikseringer. Hun

anfører om langvarige bæltefikseringer:”

In relation to belt restraints, moreover, she regards

this as a particularly intrusive form of coercion, and the position of the CPT that fixing

psychiatric patients for days on end cannot have any justification and may amount to

ill-treatment.”

Commissioner for Human Rights of the Council of Europe Dunja Mijatovic – Report following her visit to

Denmark from 30 May to 2 June 2023, pr. 95.

Når der i samtalen om lovforslaget kan fremhæves eksempler fx vedrørende en læge, der har

måttet overse 10.000 notater på en enkelt bæltefiksering, svarer det til mere end 100 dages

tvangsmæssig fiksering, og bør derfor ikke kunne finde sted. Det er i forlængelse heraf værd

at spørge sig selv, om det er bureaukratiet eller den overdrevne magtanvendelse i psykiatrien,

der rejser de i problemer, som Danske Regioner bemærker i relation til notatpligten.

Notatpligten bør ved udstedelsen af en ny bekendtgørelse i stedet overvejes styrket, således at

den faste vagt forpligtes på at tilkalde sundhedsfagligt personale,

i det øjeblik patienten ikke

længere er i en tilstand, hvor bæltefiksering er absolut nødvendig. På den måde sikrer man, at

der aldrig udfærdiges et eneste unødigt notat.

Sammenfattende kan det siges, at notatpligt i psykiatrien handler om Danmarks mulighed for

at leve op til vores menneskeretlige forpligtelser over for nogle af landets mest sårbare

borgere, og at man kan frygte, at flere af de problemer, der følger af notatpligten, skyldes

Danmarks manglende evne til at leve op til sine forpligtelser og ikke notatpligten i sig selv.

Notatpligt ved tvangsmæssig brug af bæltefiksering (forarbejder)

Ministeriet ønsker med lovforslaget at få øget mulighed for at udstede mere fleksible regler i

forbindelse med notatpligten ved tvangsmæssig brug af bæltefiksering. Det ønske kan

Retspolitisk Forening godt følge.

På baggrund af ovenstående, og særligt med henblik på, at notatpligten ved tvangsmæssig

brug af bæltefiksering også er et rettighedsspørgsmål, mener Retspolitisk Forening dog ikke,

at det er hensigtsmæssigt, at de ydre rammer vedrørende notathyppigheden helt skrives ud af

forarbejderne. Selvom ministeriet ikke aktuelt har planer om at bruge lovændringen til at

udvande notatpligten, er det vores vurdering, at der er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt

element i, at bæltefikserede patienter på lovs niveau er garanteret en vis notathyppighed.

Det foreslås derfor, at formuleringen i forarbejderne (s. 40) ændres fra:

"Med

forslaget vil

[sic]

indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne ændre hyppigheden af,

hvor ofte notatet vil skulle udarbejdes."

Til:

"Med

forslaget vil indenrigs- og sundhedsministeren kunne ændre hyppigheden af, hvor ofte

notatet vil skulle udarbejdes. Under hensyntagen til det indgreb, bæltefikseringer udgør i den

enkeltes autonomi, og de alvorlige risici for langvarige følgeskader, der er ved

bæltefikseringer, forudsættes det, at udgangspunktet for ministerens regelfastsættelse fortsat

vil være, at der tages notat hvert kvarter. Ministeren kan herefter, hvor det er nødvendigt

fastsætte nærmere bestemte undtagelser til udgangspunktet, dog således at der i alle

situationer minimum tages notat en gang i timen.

”

Jævnlig revurdering af behovet for tvangsmæssig brug af bælte fra en sundhedsfaglig person har i den

internationale litteratur vist sig at mindske varigheden af bæltefikseringer betragteligt se, Allen, Diane

”Decreasing Duration of Mechanical Restraint Episodes by Increasing Registered Nurse Assessment and

Surveillance in an Acute Psychiatric Hospital”, University of New Hampshire Scholars’ Repository, Winter

2018.

Med den nye formulering får ministeriet fortsat den ønskede mulighed for at fastsætte mere

fleksible regler om notatpligten, hvor der er en saglig begrundelse for at fravige

udgangspunktet om notat hvert kvarter. Samtidig sikres det dog, at bæltefikserede patienter

fortsat har visse rettigheder i forhold til notathyppighed, der er sikret på lovs niveau, at

ministeriet ikke benytter en eventuel ny bekendtgørelse til helt at fjerne udgangspunktet om

kvartermæssigt notat, og at man som bæltefikseret patient i alle tilfælde har et lovmæssigt

krav på timemæssige notater.

Ministeriet kan også overveje at skrive kravene direkte ind i lovteksten som umiddelbare

rettigheder for bæltefikserede patienter.

Retspolitisk Forening 8. december 2023

______________

Søren Verdoner

Bjørn Elmquist

Noe Munck

RETSPSYKIATRISK INTERESSEGRUPPE

Dansk Psykiatrisk Selskab

Høringssvar fra Retspsykiatrisk Interessegruppe.

Bestyrelsen af Retspsykiatrisk Interessegruppe (RI) har modtaget høring over

forslag til lov

om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (Styrkelse af mindreårige

patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i

forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.).

RI har følgende bemærkninger til disse af forslagets hovedpunkter:

1) Forslag om at der foreligger tvang uanset, at forældremyndighedens indehavere

samtykker til behandling på psykiatrisk afdeling på vegne af mindreårig under 15 år,

hvis den mindreårige ikke samtykker til behandling.

RI bemærker at vi ikke repræsenterer Børne og Ungdomspsykiatrien. Men ud

fra det foreslåede støtter vi ændringen ud fra den betragtning, at den

mindreårige bør tildeles samme rettigheder for adgang til klage og

patientrådgiver, som det gør sig gældende for patienter over 15 år.

2) Forslag om at det bliver muligt at anvende metaldetektorer på psykiatriske

ambulatorier og afdelinger, enten rutinemæssigt på de retspsykiatriske ambulatorier

og afdelinger, eller på de almenpsykiatriske afdelinger og ambulatorier ved mistanke

om, at der forsøges at indføre farlige genstande eller stoffer.

RI bemærker, at man på ambulatorier, hvor der findes behov for det, kan

anvende de foreslåede metaldetektorer.

3) Forslag om at sundhedspersoner mundtligt kan videregive relevante oplysninger til

politiet i forbindelse med fælles udkørsel til personer med eventuelle psykiske

lidelser eller udfordringer.

RI bemærker, at det vurderes vigtigt at relevante oplysninger, tilgår politiet

ved fælles udkørsel med læge til personer med eventuelle psykiske lidelser

eller udfordringer.

4) Forslag om at psykiatriske patienters krav om erstatning behandles efter

retsplejelovens § 43 a, uanset om der for retten er tvist om lovligheden af

frihedsberøvelse eller tvangsfiksering.

RI finder, at der intet er til hinder for dette, men det er en rent juridisk

præcisering.

5) Forslag om at ophæve to revisionsbestemmelser, således at psykiatrilovens

bestemmelser om hhv. notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter (§ 16,

stk. 2), intervaller for den lægelige vurdering (§ 21, stk. 4) og kapitel 5 b om særlige

regler for varetægtssurrogater, ikke ophæves. Samt en lovteknisk ændring af

Formand: Overlæge Kirsten Nitschke

Retspsykiatrisk Klinik, Aarhus Universitetshospital

Thyge Søndergårds Vej 26, 8200 Aarhus N

www.retspsykiatriskinteressegruppe.dk

Kasserer: Cheflæge Per Balling

Afdeling for retspsykiatri, Region Sjælland

Fælledvej 6, 4200 Slagelse

www.retspsykiatriskinteressegruppe.dk

Medlemsadministration:

Sektionsleder Charlotte Oehlenschlæger

[email protected]

www.retspsykiatriskinteressegruppe.dk

psykiatrilovens § 16, hvorefter det vil blive muligt for indenrigs- og

sundhedsministeren at ændre hyppigheden af, hvor ofte notater vil skulle udarbejdes

af den faste vagt for bæltefikserede patienter.

a. RI bemærker, at notatpligten for den faste vagt for bæltefikserede patienter på

fuldt forsvarlig vis kunne praktiseres en gang i timen

b. Kapitel 5 b: Mulighederne i dette kapitel vurderes relevante at kunne tage i

brug til alle lukkede retspsykiatriske afdelinger. Brug af fx mobiltelefoner og

sociale medier vurderes ikke til i øjeblikket, i tilstrækkeligt omfang, at kunne

reguleres på tilfredsstillende vis - især på de lukkede, retspsykiatriske

afdelinger. Bestemmelserne i lovens kapitel 5a er en klar forbedring, idet det

giver lovhjemlede muligheder for på individniveau at kontrollere

kommunikation.

Men mulighed for kommunikationsbegrænsning er kun rettet mod en

enkeltpersoner anbragt i varetægt, hvilket, med stor sandsynlighed kan føre til,

at en given patient vil kunne skaffe sig fx en mobiltelefon fra en medpatient.

RI finder det derfor hensigtsmæssigt, at der såvel på afsnit for personer

anbragt i varetægtssurrogat som på alle lukkede, retspsykiatriske sengeafsnit,

via husordenen, kan gennemføres generelle begrænsninger i uovervåget

kontakt til omverdenen.

Det vidtgående perspektiv til trods, må man se på den

kriminalitetsbeskyttende effekt der kan opnås. En hel del kriminalitet under

indlæggelse på et retspsykiatrisk afsnit sker ved brug af elektroniske medier.

Det kan vi ikke med den eksisterende lovgivning dæmme op for. Målet med

indlæggelsen er jo blandt andet at stoppe ny kriminalitet. Det har vi svært ved

at leve op til.

Høringssvar for styrkelse af mindreårige patienters rettigheder,

videregivelse af oplysninger til politiet i forbindelse med fælles udkørsel

til borgere, anvendelse af metaldetektorer, m.v.

SIND-Landsforeningen for psykisk sundhed takker for at afgive høringssvar og har følgende

bemærkninger til lovforslaget.

Udkastet til lovforslag indeholder følgende forslag til ændringer:

Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder,

videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere,

anvendelse af metaldetektorer,

indførelse af ret til at få behandlet krav om erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43

a, samt

5. nogle mindre redaktionelle ændringer.

2.1. Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder

Med ændringen af psykiatriloven i 2015 blev det i lovens § 1, stk. 4 bestemt, at der ikke er tale om

tvang i tilfælde hvor en patient er under 15 år og der foreligger informeret samtykke fra

forældremyndighedens indehaver.

Bestemmelsen har været genstand for debat, idet der har været rejst tvivl om, hvorvidt der var tale

om en tilstrækkelig klar lovhjemmel til de indgribende foranstaltninger, som børn skulle acceptere,

hvis forældrene havde givet informeret samtykke

–

herunder frihedsberøvelse. I forbindelse med

evalueringen af ændringen vedrørende mindreårige patienters rettigheder, som blev offentliggjort i

marts 2020, blev det oplyst at interesseorganisationer (heriblandt SIND) i forbindelse med deres

bidrag til evalueringen påpegede, at også børn og unge under 15 år burde være omfattet af

psykiatrilovens regler om tvang.

Højesteret har med den dom, der er trykt i U 2022.327 H fastslået, at § 1, stk. 4 indeholder den

fornødne hjemmel til magtanvendelse overfor mindreårig. I den konkrete sag var der tale om en

tvangsfiksering, der delvist var foretaget med forældremyndighedens samtykke. Højesteret fastslog,

at bestemmelsen indeholdt den nødvendige hjemmel, selv om den foretagne fiksering måtte være

frihedsberøvelse efter grundlovens § 71, stk. 2.

Der er imidlertid blevet rejst kritik af bestemmelsen fra FN’s Torturkomité (FN’s Komité mod Tortur

og anden Grusom og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf).

I den anbefaling, som Danmark modtog den 28. november 2023 fra FN’s Torturkomité, tilkendegiver

komiteen en bekymring over, at børn under 15 år ikke i psykiatriloven er beskyttet imod tvang ved de

samme regler som voksne, herunder med ret til at få beskikket en patientrådgiver og klageadgang.

Det anbefales derfor af komiteen, at den danske stat gennem en lovændring sikrer, at børnene har de

samme rettigheder som voksne, jfr. Committee against Torture

“Concluding observations on the

eighth periodic report of Denmark”,

punkt 36-37.

Bl.a. derfor er der grund til at glæde sig over ønsket om at styrke mindreårige patienters retsstilling

ved at give patienter under 15 år samme rettigheder som andre patienter, hvis tvang kommer på tale.

Det er tilfredsstillende at § 1 ændres, så det fremover fremgår at indgreb foretaget uden informeret

samtykke fra patienter under 15 år, vil være tvang, uanset at forældremyndighedens indehaver giver

samtykke til behandlingen.

Der foreslås indsat en bestemmelse i § 1, stk. 5 hvor det bestemmes at forældremyndighedens

indehaver kan give informeret samtykke til behandling

–

samtidig med, at det i stk. 6 fastslås, at der

–

uanset forældremyndighedens indehavers informerede samtykke

–

foreligger tvang i de tilfælde, hvor

patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til behandling. Af bemærkningerne fremgår det,

at dette skal forstås på den måde, at forældremyndighedens indehaver som udgangspunkt kan give

informeret samtykke på vegne af mindreårige patienter, som forholder sig passivt og ikke udtrykker

stillingtagen til behandling.

Dette

kan

forstås på den måde, at der heller ikke fremadrettet vil være tale om tvang, hvis patienten

er under 15 år og der foreligger informeret samtykke fra forældremyndigheden indehaver

–

blot den

mindreårige ikke modsætter sig behandlingen i ord eller handling.

Hvis dette er tilfældet, vil denne del af lovforslaget være betænkeligt, og i strid med anbefalingen

fra FN’s Antitorturkomité, der netop kræver at mindreårige beskyttes imod tvang ved

de samme regler

som voksne.

Ved lovændringen i 2006 ændrede man netop tvangsdefinitionen i lovens § 1, stk. 3 (dengang stk.

2) fra “foranstaltninger som patienten modsætter sig” til “foranstaltninger for hvilke, der ikke

foreligger et informeret samtykke”. Nu vil man –

måske

–

indføre en tvangsdefinition for mindreårige

under 15 år, der svarer til den tvangsdefinition, som man ophævede i 2006.

I 2006 var udgangspunktet netop, at passivitet ikke altid kan tolkes som accept. Derfor må det

–

også for mindreårige patienter under 15 år

–

være mest rigtigt at fastholde, at der i

alle tilfælde,

hvor

der ikke foreligger et informeret samtykke

–

er tale om tvang.

Det anbefales at man følger anbefalingen fra FN’s Antitorturkomité og formulerer lovforslagets § 1,

stk. 5 og 6 således at det gøres

helt klart,

at der

altid

er tale om tvang, hvis den mindreårige ikke har

givet et informeret samtykke

–

uafhængigt af om den mindreårige ikke kan eller ikke vil give samtykke.

2.2. Videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere

I forbindelse med vedtagelsen i 2018 af VLAK-regeringens psykiatriplan,

Vi løfter i fællesskab,

blev der

–

finansieret af satspuljemidler

–

igangsat et pilotprojekt i perioden 2019-2021. Projektet, der blev

gennemført i fire politikredse, blev iværksat for at styrke samarbejdet mellem politiet og

sundhedssektoren. Der blev etableret Fælles Udryknings Teams (FUT), som bestod af 2 politibetjente

og 1 psykiatrisk sygeplejerske. De fælles udrykningsteams kunne i nogle tilfælde helt forebygge

tvangsindlæggelse ved at motivere patienterne til frivillig indlæggelse. I de tilfælde, hvor de blev

tilkaldt, og det ikke lykkedes at få patienterne til at acceptere en indlæggelse, kunne teamet medvirke

til, at de nødvendige tvangsindlæggelser foregik på en skånsom og diskret måde. Det fremgår af

evalueringen, der blev foretaget af Rigspolitiet på vegne af Region Midtjylland, Region Sydjylland,

Region Sjælland og Politiet, i september 2021, at der klart var tale om en succes. Kun det ene team

(det på Fyn) blev videreført, efter at projektperioden var afsluttet.

Til trods for, at FUT så vidt vides kun er videreført på Fyn og at man i Region Hovedstaden også har

fælles udrykning, er det særdeles positivt, at regeringen med lovforslaget vil gøre det muligt for

sundhedspersoner, som deltager i fælles udkørsler med politiet, mundtligt at videregive oplysninger

om personer, hvor der er mistanke om eller kendskab til, at personen har en psykisk lidelse, hvis

videregivelsen af oplysningerne er nødvendig for, at politiet kan foretage en vurdering af

håndteringsmuligheder og sikkerhedsforanstaltninger.

Den foreslåede ordning er en kodificering af allerede eksisterende praksis, og giver ikke anledning til

betænkeligheder.

2.3. Anvendelse af metaldetektorer

Efter gældende regler kan der ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige

genstande i afdelingen, anvendes kropsscannere og bagagescannere ved undersøgelse af en patient

eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling. Kravet om mistanke gælder ikke for

Sikringsafdelingen og retspsykiatriske afdelinger.

Med forslaget ønskes det at tilføje metaldetektorer til listen over redskaber, der kan anvendes på

psykiatriske afdelinger og at indføre hjemmel til at anvende metaldetektorer på psykiatriske

ambulatorier. På almindelige ambulatorier gælder kravet om mistanke efter § 19 a, stk. 1, mens dette

ikke skal være tilfældet på retspsykiatriske ambulatorier.

Ønsket om at beskytte medarbejdere og medpatienter er anerkendelsesværdigt, men der er

–

som

altid

–

grund til at være bekymret for, om de stadig flere sikkerhedsforanstaltninger forvandler de

psykiatriske afdelinger (og nu også ambulatorier) til noget der mere minder om fængsler end

behandlingssteder.

Det noteres, at det ikke er hensigten at ændre mistankekravet, så der stadig skal være en rimelig

grund til at formode, at farlige genstande forsøges indført på afdelingen, for at anvende

metaldetektorer.

Det noteres tillige, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet understreger, at det ikke forventes, at

afdelingerne har et sikkerhedsniveau tilsvarende kriminalforsorgen, da der er tale om hospitaler, som

bliver administreret af det almindelige sundhedspersonale, og hvis primære fokus er den

sundhedsfaglige behandling af patienterne.

Det anbefales at det i lovbemærkningerne fastslås, at det er det almindelige sundhedspersonale, der

skal betjene såvel krops- og bagagescannere som metaldetektorer. Ansættelse af vagtpersonale til at

varetage funktionen, vil kunne have negativ virkning på behandlingsmiljøet.

Der er særlig grund til at udtrykke betænkelighed ved at skærpe adgangskontrollen ved

ambulatorier. Vi har i den forbindelse noteret os, at der på ambulatorier kun vil være mulighed for at

anvende metaldetektorer og ikke krops- og bagagescannere.

Det noteres med tilfredshed, at det i bemærkningerne fremhæves, at det følger af mindste middels

princippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, at der ved brugen af metaldetektorer skal udvises et passende

hensyn i forbindelse med undersøgelsen af patienter, pårørende eller andre, som søger adgang til en

psykiatrisk afdeling eller et psykiatrisk ambulatorium.

2.4. Indførelse af ret til at få behandlet krav om erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel

43 a

Efter en Højesteretsdom fra 11. januar 2023 har det vist sig, at patienter som har fået medhold i Det

Psykiatriske Patientklagenævn, og derfor kræver erstatning for den ulovlige tvang ikke har samme

mulighed for at få deres erstatningskrav behandlet ved retten, som patienter, der ikke har fået

medhold i patientklagenævnet.

Patienter der ikke har fået medhold i patientklagenævnet kan indbringe nævnets afgørelse for

retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Retten kan i den forbindelse tage stilling

til krav om erstatning.

Patienter der har fået medhold i patientklagenævnet kan naturligvis ikke indbringe nævnets

afgørelse for retten, og de har derfor ikke mulighed for at få rettens stilling til deres krav om erstatning

behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. De er henvist til at anlægge et almindeligt civilt

søgsmål

–

hvilket de færreste har råd eller overskud til.

Med lovforslaget lægges der op til, at patienter der har fået medhold i patientklagenævnet får ret

til at få behandlet et krav om erstatning efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om der

for retten er tvist om lovligheden af frihedsberøvelsen eller tvangsfikseringen.

Det undrer at retten tilsyneladende begrænses til krav om erstatning for ulovlig frihedsberøvelse og

tvangsfiksering.

Det noteres med tilfredshed, at der nu indføres ret til at få prøvet krav om erstatning efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a. Det vil dog være rimeligt at udstrække retten til at gælde alle krav om

erstatning for

alle

ulovlige tvangsforanstaltninger

–

og ikke kun frihedsberøvelse og tvangsfiksering.

2.5. Mindre redaktionelle ændringer

Lovforslaget indeholder i § 1, nr. 14 en bestemmelse om, at der alle steder i loven, hvor der står

“Nævnenes Hus” fremover skal stå “Styrelsen for Patientklager”.

Ændringen er en konsekvens af, at der ved kgl. resolution af 22. november 2023 blev bestemt, at

ressortansvaret for Det Psykiatriske Patientklagenævn overføres fra erhvervsministeren til indenrigs-

og sundhedsministeren pr. 1. december 2023. Ændringen giver ikke anledning til bemærkninger.

Derudover ophæves ved lovforslagets §§ 2 og 3 gældende revisionsbestemmelser vedrørende den

faste vagts notatpligt (lovens § 16, stk. 2), interval mellem lægelige vurderinger (lovens § 21, stk. 4) og

de særlige regler i lovens kapitel 5 b om personer anbragt i varetægtssurrogat. Heller ikke dette giver

anledning til bemærkninger.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Høring over udkast til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

20. december 2023

Sundhed Danmark, har d. 29. november 2023 modtaget høringsudkast til ændring af lov om anvendelse

af tvang i psykiatrien m.v. (styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetekto-

rer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

Sundhed Danmark repræsenterer små og store privathospitaler- og klinikker i Danmark, hvoraf flere ud-

reder og behandler patienter med psykiatriske lidelser. Sundhed Danmark repræsenterer både private

sundhedsvirksomheder, der har indgået lokale samarbejdsaftaler med regionerne, og/eller aftaler med

Danske Regioner om varetagelse af patienter med behov for psykiatrisk udredning og behandling under

det udvidede frie sygehusvalg og ret til hurtig udredning.   

Generelle bemærkninger til vejledningen  

Aftalerne på det udvidede frie sygehusvalg for psykiatriområdet omfatter ikke tvunget indlæggelse og

behandling, men da lovforslaget berører andre væsentlige dele af psykiatrilovgivningen, indsender

Sundhed Danmark dette høringssvar.

Sundhed Danmark finder det væsentligt, at ændringer til psykiatrilovgivningen tager højde for patien-

ternes retssikkerhed såvel som både patienter og sundhedspersonalets fysiske sikkerhed.

Derved finder Sundhed Danmark det positivt, at lovudkastet lægger op til en udvidet ramme indenfor

hvilken, der kan gøres brug af diverse udstyr i forbindelse med rutinemæssig opfølgning på rets- og

almenpsykiatriske ambulatorier og afdelinger i forbindelse med mistanke om, at der forsøges indført

farlige genstande og/eller stoffer.

Nedenfor følger en række specifikke bemærkninger til flere centrale hovedpunkter i lovforslaget;

Specifikke bemærkninger til lovforslagets hovedpunkter og formål

Krav om samtykke til behandling fra mindreårige op til 15 år

Lovforslaget skærper reglerne for samtykke, hvilket styrker patienternes retssikkerhed. Sundhed Dan-

mark stiller sig ikke imod ønsket om at styrke retssikkerheden for patienter under 15 år, men føler behov

for at udtrykke en bekymring ved de forslåede lovændringer.

Da der er tale om mindreårige op til 15 år, kan vi komme på flere scenarier, hvor der i dag ikke er tale

om tvang, men hvor der ved de nye ændringer vil være tale om tvang. Eksempelvis, kan det være på-

krævet for et barns velbefindende og almene sundhedstilstand at tage ordineret medicin, det behøver

ikke være medicin ordineret pba. af en psykiatrisk diagnose, men kan skyldes en lungebetændelse. Hvis

barnet ikke ønsker at tage medicin og sætter sig imod, da barnet eksempelvis synes, medicinen smager

dårligt, vil der være tale om tvang efter de foreslåede ændringer.

I psykiatrien anvendes modningsvurderinger på bl.a. mindreårige. Det er vurderinger, der er med til at

afklare, om en patient selv er i stand til at tage vare på sig selv og træffe beslutninger, der opretholder

egen sikkerhed. Frem for at gennemføre krav om samtykke for mindreårige op til 15 år, anbefaler Sund-

hed Danmark i stedet, at et krav om anvendelse af modningsvurderinger appliceres.

Alternativt er der behov for, at der skitseres en række eksempler, der belyser hvorledes sundhedsperso-

nalet kan og skal handle i situationer, hvor mindreårige sætter sig imod den/de lægefaglige anbefa-

ling(er).

Hjemmel til videregivelse af relevante sundhedsoplysninger

Sundhed Danmark finder det positivt, at lovforslaget stiller forslag om, at der gives hjemmel til, at

sundhedspersoner i forbindelse med fælles udkørsel med politiet til personer med eventuelle psykiske

lidelser mundtligt kan videre give relevante sundhedsoplysninger om pågældende person til netop po-

litiet, dette så politiet kan vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering af pågældende person.

Sundhed Danmark vil dog gøre opmærksom på, at der er behov for, at lovforslaget beskriver, hvilke

regler der gælder for dokumentationspligt i disse situationer. Dette så mundtligt overleverede oplys-

ninger i forbindelse med en udkørsel ikke anvendes i andre situationer til ulempe for de personer, der

foretages udkørsel til, samt udover det formål informationerne blevet overleveret i forbindelse med.

Hjemmel til psykiatriske patienters krav om erstatning

Lovforslaget stiller forslag om hjemmel til, at psykiatriske patienters krav om erstatning skal behand-

les efter retsplejelovens regler uanset, om der er tale om frihedsberøvelse eller tvangsfiksering. Sund-

hed Danmark finder det positivt, at man i denne forbindelse igen har patientens retssikkerhed for øje.

Dog savnes en beskrivelse af, hvilke regler der gælder for krav om erstatning i forbindelse med tvun-

get behandling grundet patientens tilstand.

Sundhed Danmark beder venligst ministeriet tage højde for disse ovenstående bemærkninger og stiller

sig gerne til rådighed for spørgsmål og videre dialog.

Med venlig hilsen  

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

Den 3. januar 2024

Høring af ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

m.v. (Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse

af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i

forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

Dansk Sygeplejeråd takker for muligheden for at afgive høringssvar

på ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af

metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse

med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

Høringssvaret er udarbejdet i samarbejde med Fagligt Selskab for

Psykiatriske Sygeplejersker.

Generelle bemærkninger

DSR ser det som positivt, at det nu bliver muligt for sygeplejersker,

der er med i fælles udkørsel med politiet, at dele relevante

sundhedsoplysninger med politiet, om de personer, der foretages

udkørsel til. Vidensdeling på tværs er et vigtigt redskab for de

udkørende teams.

Der er dog andre dele af lovgivningen, vi er forbeholdne overfor.

Indførslen af metaldetektorer, risikerer at medføre en stigmatisering

af patienterne.

Samtidig er det også i modstrid med det arbejde der lægges op til i

Regeringens 10-års plan for psykiatrien, hvor afstigmatisering

særskilt er nævnt og hvor man bl.a. planlægger et Nationalt

videnscenter om afstigmatisering.

Fra et fagligt perspektiv besværliggør det den vigtige

relationsopbygning til patienterne. Når man indfører mere kontrol og

andre afstandsskabende tiltag, bliver det sværere at etablere en stabil

relation, hvor patienter og borgere har tillid til sygeplejersker og andre

sundhedspersoner.

Dansk Sygeplejeråd

Sankt Annæ Plads 30

DK-1250 København K

mandag-torsdag 9.00-16.00

fredag 9.00-15.00

Tlf: +45 33 15 15 55

Fax: +45 33 15 24 55

www.dsr.dk

[email protected]

Side 1 af 2

Fra forskningen og Safewards, ved vi at det på sigt kan det få den

modsatte virkning, hvis man ikke udviser tillid. Det risikerer i at

påvirke sikkerheden for medarbejdere på stamafsnit.

Med venlig hilsen

Dorthe Boe Danbjørg

Forkvinde Dansk Sygeplejeråd

Side 2 af 2

Til

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Att.

[email protected]

med kopi til

[email protected]

Høringssvar over Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

(Styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, anvendelse af metaldetektorer, videregivelse

af oplysninger til politi i forbindelse med fælles udkørsel til borgere, m.v.)

Bedre Psykiatri takker for muligheden for at bidrage til høringen og har følgende

bemærkninger.

Generelle bemærkninger

Det har gennem flere år været et klart defineret politisk og fagligt mål at nedbringe tvang i

psykiatrien. Tvang er ikke foreneligt med god kvalitet i behandlingen. Derfor er det vigtigt at

holde fast i, at tvang mod børn, unge og voksne skal nedbringes og at tvang i det hele taget,

ikke skal erstattes af anden tvang eller nye tvangsformer som fx isolationsrum

og oppegående

tvang, men af god flerfaglig behandling og samarbejde med kommuner og almen praksis.

Ikke desto mindre synes udviklingen at gå i utilfredsstillende retning

og overordnet set er

billedet uændret de sidste 20 år

iii

. Sundhedsstyrelsen noterer sig i den seneste

monitoreringsrapport (14 nov. 2023), at på landsplan er det i løbet af de sidste 10 år ikke lykkedes

at reducere det samlede antal voksne, der udsættes for en eller flere tvangsforanstaltninger. På

nationalt niveau blev fx bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang

anvendt 19.569 gange i 2022/2023, svarende til en stigning på ca. 25% sammenlignet med 2011-

2013. I 2011/2012 udgjorde andelen af patienter, der indlægges på farlighedsindikation, 58% af

alle tvangsindlæggelser, hvorimod de i dag udgør 68%. Det noteres af Sundhedsstyrelsen, at

”stigningen

i andelen af tvangsindlæggelser, som forekommer på farlighedsindikation, at

patienterne er meget syge, når de indlægges i psykiatrien, og det understøtter ligeledes, at der er et

uindfriet potentiale for en bedre opsporing, forebyggelse eller behandling af den psykiske lidelse”.

Desuden er det over årene observeret, at brugen af tvangsformer i Danmark ofte substituerer

hinanden. Når fagligt og politisk fokus er på reduktion af bæltefikseringer, stiger fastholdelser

og akut beroligende medicin tilsvarende

Da anvendelsen af tvang berører nogle af de mest grundlæggende menneskerettigheder,

nemlig retten til personlig frihed og respekt for den fysiske og psykiske integritet, er det vitalt at

holde fast i, at tvang er en foranstaltning, ikke behandling, hvilket også fastslås af Psykiatrilovens

§ 1 stk. 3 og Sundhedsstyrelsens vejledning, 2023

Tvang må således aldrig erstatte omsorg,

behandling og pleje jf. psykiatriloven § 2 stk. 2. At blive udsat for tvang kan være stærkt skadeligt,

fysisk så vel som psykisk

, og udover at påvirke den enkelte patient, bliver relationen til

personalet, behandling og familien også kompromitteret

vii

viii

. Tvangsfiksering er fx den mest

risikofyldte foranstaltning og udsætter patienterne for mulige fysiske skader. Mange patienter

udsættes også for negative psykologiske effekter i form af vrede, oplevelsen af at være fanget,

hjælpeløs, ked af det, frygtsom eller krænket. Den enkelte patient oplever ofte anvendelsen af

tvangsfiksering som urimelig, nogle endda som afstraffelse og i værste fald udvikler nogle

livstidstraumer og PTSD lignende symptomer. Ud over at påvirke den enkelte patient og

personaler vil anvendelsen af tvangsfiksering have en negativ indflydelse på hele afsnittets

atmosfære og den tilbudte pleje- og behandling

. Disse negative konsekvenser virker

umiddelbart til at stå i et modsætningsforhold til personalets holdning om at gøre det godt for

patienterne (fx læge- og sygeplejeløftet)

Både nationalt og internationalt er der aktuel stor bevågenhed på brugen af tvang i Danmark.

Senest har FNs Torturkomite 2023

og Europarådets menneskerettighedskommission 2023

xii

kritiseret brugen af tvang i Danmark og anbefaler i stærke vendinger at få reduceret omfanget

øjeblikkeligt. Europarådets Torturkomite

xiii

kom med lignende melding i 2020. I tillæg pågår en

verserende kritik fra Dignity, Institut for Menneskerettigheder og Bedre Psykiatri af den danske

stats forsøg på at implementere Aggerholm-dommen

xiv

. Rigsrevisionen konstaterede i august

2023, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke har iværksat nogen af de initiativer, som

ministeriet stillede Statsrevisorerne i udsigt som opfølgning på Statsrevisorernes bemærkninger

og beretningen. Det finder Rigsrevisionen ikke helt tilfredsstillende

. Og i juli 2023 viste en

opgørelse fra Rigspolitiet, at antallet af tvangsindlæggelser med politibistand fra 2015 og frem

til udgangen af 2022 er vokset med 23 procent

xvi

. Ombudsmandens Børnekontor er i øvrigt på

tilsynsbesøg i psykiatrien med fokus på tvang i 2023

xvii

Bedre Psykiatri finder det afgørende at pointere, at der reelt ikke findes evidens for effekten af

tvangsformer”

There is a huge lack

of robust empirical evidence regarding the effectiveness of

coercive measures (Luciano et al. 2014; McLaughlin et al. 2016; Huber et al. 2016).”

xviii

Et nyt norsk

studie fra 2023 konkluderede fx, at mindre tvang ikke fører til et dårligere outcome for

patienterne

xix

”Lower standardized involuntary care ratios are not associated with adverse effects

for patients with severe mental disorders in Norway.”

Studiet understøtter således den manglende

evidens for patientudbytte af tvang, og tvang dermed ikke virker som tilsigtet af lovgivere og

klinikere

, fastslår forskerne. Forskningen viser også, at man ikke ved hvilke af de forebyggende

initiativer der reelt virker mod hvilke typer af tvang

xxi

og mange initiativer i Danmark er dårligt

implementeret

xxii

trods substantiel mængde af anbefalinger

xxiii

xxiv

. Som udgangspunkt kan der

ikke gennemføres en enkelt indsats for at undgå fortsat brug af tvangsmidler

xxv

I dag er valg af

metoder desværre op til den enkelte afdeling og afhænger bl.a. af præferencer, muligheder,

ledelse og kultur. En større enighed om, hvilke metoder, kultur og kompetencer, der kan bidrage

til at nedbringe tvang, vil kunne medvirke til en mere homogen og evidensbaseret tilgang på

landsplan, fastslog Psykiatriudvalget allerede i 2013.

For Bedre Psykiatri er det afgørende, at der på alle niveauer er de relevante

personaleressourcer, herunder at personalet har de rette kompetencer, kulturer og holdninger

med hensyn til etik, videns-tilegnelse, uddannelse og kvalitetsbevidsthed samt at der er et

stærkt ledelsesmæssigt fokus på nedbringelse af tvang. Grundlæggende handler

tvangsforebyggelse om ledelse, uddannelse (fx grunduddannelses niveau) og arbejdsmiljøet,

afløsningspersonale, et passende caseload, og identifikation af patienters krisetriggere som

afgørende forudsætninger jf. de seks kernestrategier

xxvi

. Alle ledelser skal tro på at det kan lade

sig gøre at nedbringe tvangen, ville det og levere det stykke arbejde der skal til, hvor nogle skal

starte med at uddanne sig, for derigennem at ændre deres egne holdninger og adfærd til både

tvangsforebyggelse og ledelsesstil, viser forskningen

xxvii

. Personalet skal have mere uddannelse,

fordi mange har for lidt viden om forebyggelse af tvang og fordi det er et godt sted at starte en

ændring af holdninger og adfærd.

xxviii

. I det tilfælde tvang opstår, er det afgørende at se på

hovedårsagen til tvangsepisoder, men ligeledes at se tvang som fejlbehandling og et brud på

menneskerettigheder, ikke mindst i de tilfælde hvor tvang underkendes af klageinstanser.

For Bedre Psykiatri er det afgørende, at psykiatrien har den nødvendige kapacitet, tværfaglighed

og personaleressource til at behandle mennesker med psykisk sygdom, således brug af tvang

ikke forekommer. Det kræver styrket fokus på evidens, implementering, forebyggelse, bedre

behandling og udskrivning, opfølgning og på relationen mellem personale og patienter. Der

henvises i øvrigt til Fagligt Oplæg for Psykiatrien af Sundhedsstyrelsen,

2022.

Bemærkninger til lovforslagets indhold

2.1. Styrkelse af mindreårige patienters retsstilling

Bedre Psykiatri er enig i, at der bør ske en styrkelse af rettigheder for mindreårige patienter, og

bakker op om, at patienter under 15 år, som ikke samtykker til behandlingen, får samme

retssikkerhedsmæssige garantier som patienter, der er fyldt 15 år. Dermed vil indgreb uden

informeret samtykke fra patienter under 15 år, være tvang, uanset at forældremyndighedens

indehavere giver samtykke til behandling. Som anført vil det betyde, at forældremyndighedens

indehavere ikke vil blive stillet overfor det dilemma, at deres informerede samtykke til

behandling indebærer, at den mindreårige patient mister retten til at få beskikket en

patientrådgiver og eventuelt til at klage, hvis den mindreårige patient ønsker dette samt at

forældremyndighedens indehavere til patienter under 15 år også skal tilbydes en opfølgende

samtale efter ophør af enhver form for tvang.

Bedre Psykiatri hilsner velkomment, at ændringen vil betyde, at behandling uden informeret

samtykke, uanset patientens alder, vil være tvangsbehandling. Lovforslaget vil desuden betyde,

at begrebet magtanvendelse med de forslåede ændringer ikke længere vil kunne anvendes i

forbindelse med behandling af patienter under 15 år. Hvorvidt begrebet magtanvendelse vil

kunne finde anvendelse i anden sammenhæng eller direkte undlades af lovgivningen som

konsekvens af lovforslaget, fremstår dog fortsat uklart i lovudkastet.

Det fremgår af lovforslagets overvejelser til Psykiatrilovens § 1., Stk. 5.

”For

patienter under 15 år

kan forældremyndighedens indehavere give informeret samtykke til behandling. Stk. 6. Uanset

forældremyndighedens indehavers informerede samtykke efter stk. 5, foreligger der tvang i de

tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke giver informeret samtykke til behandling.

Forældremyndighedens indehavers informerede samtykke skal fremgå af patientjournalen.”

Bedre

Psykiatri vil gerne pointere, at det er uklart, hvorfor kravet om forældrenes samtykke (stk. 5)

fastholdes, hvis barnets samtykke (stk. 6) under alle omstændigheder er afgørende. Desuden er

det uklart, hvorvidt barnets stillingtagen også skal fremgå af patientjournalen jf. stk. 6.

Det fremgår af nuværende Psykiatrilov §1 stk. 3., og tilhørende vejledning, at ved tvang forstås i

denne lov anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke,

jf. kapitel 5 i sundhedsloven. Bedre Psykiatri finder det afgørende at præcisere, at psykiatriloven

skal tydeliggøre, at tvang er en foranstaltning for hvilket barnet eller den unge ikke har givet et

informeret samtykke, og må ikke af sundhedspersonalet i fortolkning og i praksis forveksles med

omsorg, behandling eller pleje. I nærværende lovforslag er der begrebsmæssig forvirring idet

begrebet ”behandling” og sammensat ”tvangsbehandling” flere steder bliver

tilnærmelsesvist

ligestillet med begrebet tvang. Det er uhensigtsmæssigt, da tvang er en foranstaltning, og ikke

behandling.

2.2. Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og psykiatriske ambulatorier

Der er de senere år fremsat flere indgribende og strammende lovtiltag og lovforslag for

behandlingspsykiatrien. Med blot

en rimelig grund

kan der foretages fx kropsvisitation, anvendes

kropsscannere, bagagescannere, udåndingsprøve, urinprøver, undersøgelse af stue og

ejendele og bruges narkohunde. Udviklingen i brug af skærpede sikkerhedsmæssige tiltag,

begrænsninger, forhindringer, afskæringer, kontrolforanstaltninger og regler i tvangsloven er

imidlertid fortvivlende, idet det i høj grad vidner om en utilstrækkelig hospitalspsykiatri, der både

mangler midler, kapacitet, personaleressourcer og implementering af evidensbaserede

metoder til at forebygge, behandle og sundhedsfremme. Mistænkeliggørelsen og

generaliseringen af mennesker med psykisk sygdom, der har brug for hjælp og behandling i

sundhedsvæsenet, er accelererende. Til gengæld er årsagerne til problemstillingerne meget

svagt belyst og diskuteret, hvilket er bekymrende, selv om mange forhold bunder i en

utilstrækkelig og utilfredsstillende almen psykiatrisk behandling

xxix

Bedre Psykiatri noterer sig, at formålet med forslaget er at sikre, at afdelinger og ambulatorier

har de rette værktøjer til at sikre et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau på psykiatriske afdelinger

og ambulatorier, eksempelvis ved brug af metaldetektorer, som vil kunne anvendes for at

undersøge, om patienter, pårørende eller besøgende forsøger at medbringe farlige genstande

som eksempelvis knive eller skydevåben. Bedre Psykiatri forstår bekymringerne og utrygheden

i nuværende situationen for psykiatrisk personale, patienter og pårørende, men vurderer, at

tiltaget generelt og principielt skubber til yderligere ødelæggende tendenser for psykiatrisk

behandling og lægger en afstand til patienterne. Det er uhensigtsmæssigt, da tillidsbaserede

relationer er afgørende for succes med psykiatrisk behandling. Bedre Psykiatri ønsker at

pointere, at flere sikkerhedsmæssige forslag som metaldetektorer i psykiatrien, risikerer at

skabe en selvforstærkende mistænkeliggørelse af mennesker med psykisk sygdom (fx

stigmatisering, fordomme, uvidenhed, diskrimination) og skabe relationsmæssige barrierer

mellem ”dem og os” mellem patienter,

pårørende og personale. Et sådant stigmatiserende

udgangspunkt burde være unødigt i det danske hospitalsvæsen. Ingen andre typer af lægelige

specialer i Danmark har så kraftfulde sikkerhedsmæssige overvejelser i lovgivningen som i

psykiatrispecialet, hvilket strider mod den gængse forestilling om lighed, ligestilling og forbud

mod forskelsbehandling mv

xxx

Forslaget synes overordnet at have meget lille fokus på at styrke psykiatrien generelt ud fra de

fem hovedfordringer for psykiatrien som skitseret af Sundhedsstyrelsen, 2022 side 10. Desuden

noterer Sundhedsstyrelsens sig i seneste monitoreringsrapport nov. 2023, at fx

”stigningen

andelen af tvangsindlæggelser, som forekommer på farlighedsindikation, at patienterne er meget

syge, når de indlægges i psykiatrien, og det understøtter ligeledes, at der er et uindfriet potentiale

for en bedre opsporing, forebyggelse eller behandling af den psykiske lidelse”.

2.3. Videregivelse af oplysninger mellem sundhedspersoner og politi i forbindelse med

fælles udkørsel til borgere med psykiske lidelser.

Bedre Psykiatri bakker op om, at sundhedspersoner, som deltager i fælles udkørsler med

politiet, mundtligt skal videregive nødvendige og relevante oplysninger om personer, hvor der

er mistanke om eller kendskab til, at personen har en psykisk lidelse, hvis videregivelsen af

oplysningerne er nødvendig for, at politiet og sundhedspersonalet kan foretage en vurdering af

håndteringsmuligheder og sikkerhedsforanstaltninger.

Det er dog væsentligt at pointere, at relevante og nødvendige oplysninger skal være objektive

og neutralt udvekslet, således hverken politiet og sundhedspersonalet er forudindtaget,

fordomsfuldt eller værdiladet ved besøget hos borgere med psykiske lidelser. Hvert besøg hos

borgere med en psykisk lidelse skal betragtes som unikt, konkret og individuelt.

Bedre Psykiatri er enig i, at der med forslaget ikke gives mulighed for, at politiet kan få adgang

til at slå op i patientjournaler og andre elektroniske systemer, der supplerer patientjournalen.

Det vil således fortsat alene være muligt for sundhedspersonale at foretage opslag.

2.4. Rettens prøvelse af spørgsmål af erstatning for frihedsberøvelse eller tvangsfiksering

på psykiatriske afdelinger efter retsplejelovens kapitel 43 a

Bedre Psykiatri bemærker, at Patientklagenævnet har i 2022 afgjort 111 sager vedrørende

iværksættelse af bæltefiksering. I 50 af sagerne har patientklagenævnet tilsidesat beslutningen

om bæltefikseringen

–

det vil sige i omkring 45 % af sagerne. I 2022 har patientklagenævnet

derudover afgjort 75 sager vedrørende opretholdelse af bæltefikseringer. I 31 af sagerne (ca. 41

%) blev beslutningen tidsidesat

(2023 tal). Flere sager bliver også ført med henvisning til den

europæiske menneskeretskonvention, fx

Aggerholm v. Denmark, Dam v. Denmark, Makki v.

Denmark, M.P. v. Denmark.

Siden 2014 har mindst otte sager behandlet ved de danske domstole

vist et brud på EMRK artikel 3 og flere sager verserer (2022 tal).

Desuden vurderer Bedre Psykiatri, at de danske instanser for klage over tvang og klager over

skade i forbindelse med tvang ofte er meget uigennemskuelige og komplicerede at navigere i

for patienter såvel som pårørende. Hertil kommer instanser som Styrelsen for patientklager,

Sundhedsvæsenets disciplinærnævn, Patienterstatningen og Hospitalsledelsen. Men det store

antal klageinstanser er forvirrende, og mange får angiveligt ikke hele deres sag afprøvet.

Bedre Psykiatri er enig i, at lovforslaget om, at retten uanset om der er en tvist om, hvorvidt en

frihedsberøvelse eller tvangsfiksering er lovlig, skal behandle spørgsmål om erstatning efter

retsplejelovens kapitel 43 a jf. højesteretsdommen fra 2023.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser - Til nr. 6-7 Notatpligt

Det fremgår af bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser nr. 6-7., at Indenrigs- og

Sundhedsministeriet i evaluering af psykiatrilovens bestemmelser om notatpligt for den faste

vagt for bæltefikserede patienter, intervallet for de lægelige tilsyn i forbindelse med

spørgsmålet om anvendelse af tvangsfiksering og særlige regler for surrogatanbragte af 29.

november 2023 har vurderet, at der er grundlag for at foretage en nærmere undersøgelse af,

hvorvidt kravet om at der skal udarbejdes et notat hvert 15. minut er meningsfyldt, om det

bidrager til arbejdet med at nedbringe tvang, eller om der bør fastsættes intervaller af længere

varighed.

I 2021 afgjorde patientklagenævnet 176 sager vedrørende iværksættelse af bæltefiksering og i 51 af sagerne blev beslutningen om

bæltefikseringen tilsidesat (omkring 29 %). Samme år afgjorde patientklagenævnet 70 sager om opretholdelse af bæltefiksering. I 6 af sagerne blev

beslutningen om opretholdelse tilsidesat. Generelt set tilsidesætter patientklagenævnet flere beslutninger om både iværksættelse og opretholdelse

af bæltefiksering i 2022 sammenlignet med 2021. Som anført modtog patientklagenævnet i 2022 samlet set 186 sager om bæltefiksering, herunder

både iværksættelse og opretholdelse. Det svarer til omkring 15 sager om måneden. Derudover må det antages, at en del patienter formentlig slet

ikke klager.

Bedre Psykiatri er ikke enig i, at indenrigs- og sundhedsministeren skal fastsætte nærmere

regler om, hvor ofte den faste vagt skal observere patientens aktuelle tilstand, hvad vagten skal

observere, og hvad vagten skal notere. Bedre Psykiatri finder det væsentligt at fastholde kravet

om, at notater skal foretages som minimum hvert 15. minut. Dette er som nævnt i

bemærkningerne parallelt til bekendtgørelsen om anvendelse af sikringsmidler i

kriminalforsorgens institutioner, hvorefter en indsat, der er tvangsfikseret, skal have en fast vagt,

og der skal ske notat om tilsynet med den indsatte hvert kvarter. Bedre Psykiatri mener fortsat,

at der skal udarbejdes et notat hvert 15. minut, og det er meningsfyldt grundet tvangsformens

karakter, indgriben og afledte fysiske og psykiske konsekvenser. Psykiatrien bør helt principielt

kontinuerligt arbejde på at nedbringe varigheden af tvangsforanstaltninger, da det et stort

indgreb i individets frihed.

Bedre Psykiatri gør opmærksom på, at tiltaget om notatpligt blev indført som led i forliget i

forbindelse med

Silas Dam-sagen

og skal medvirke til at styrke retssikkerheden for patienter

udsat for bæltefiksering - fx i forbindelse klagesag/erstatningssag og ikke mindst med henblik

på at undgå umenneskelig eller nedværdigende behandling i psykiatrien jf. Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK). Retssikkerhed for patienterne og strenge

dokumentationskrav (herunder intervaller hvert 15. minut) til personalet med henblik på at

skærpe opmærksomhed på om foranstaltningen fortsat er nødvendig og proportionel, skal veje

tungere end hensynet til fagpraktiske, ressourcemæssige og bureaukratiske hensyn. Desuden

er det fremført af Den Europæiske Torturforebyggelseskomité og i forbindelse med Aggerholm-

dommen, at bæltefikseringer skal anvendes i så kort tid som muligt og typisk skal tælles i

minutter frem for timer.

Med venlig hilsen

Bedre Psykiatri

Bedre Psykiatri henholder sig i øvrigt til høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder og Dignity.

Noter

Referat for 21. møde i Task Force for Psykiatriområdet / Aftale om løft af psykiatrien i 2024 SUM.dk

Sundhedsstyrelsens nye rapport for området fra perioden 1. juli 2022 til 30. juni 2023. 14. nov. 2023

iii

Berring LL, Bak J, Hvidhjelm JC. National Strategies to Reduce the Use of Coercive Measures in Psychiatry in Denmark - A Review of Two Decades of Initiatives. Issues Ment

Health Nurs. 2023 Jan;44(1):35-47. doi: 10.1080/01612840.2022.2089788. Epub 2022 Jul 18. PMID: 35849544.

(Sundhedsstyrelsen, 2018)

Vejledning om anvendelse af tvang m.v. i psykiatrien (retsinformation.dk)

VEJ nr 9257 af 19/03/2023

Bak J. (2017) HVORDAN FOREBYGGES TVANG I PSYKIATRIEN

–

ET LONGITUDINELT CLUSTER STUDIE Forsøgsprotokol

vii

Eckardt, 2020 Pårørende kan bidrage til at nedbringe tvang i psykiatrien. Dagens Medicin 30.01.20

viii

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC10454462/

Bak J. (2017) HVORDAN FOREBYGGES TVANG I PSYKIATRIEN

–

ET LONGITUDINELT CLUSTER STUDIE Forsøgsprotokol

Bak J. (2017) HVORDAN FOREBYGGES TVANG I PSYKIATRIEN

–

ET LONGITUDINELT CLUSTER STUDIE Forsøgsprotokol

https://tbinternet.ohchr.org/_layouts/15/treatybodyexternal/Download.aspx?symbolno=CAT%2FC%2FDNK%2FCO%2F8&Lang=en

xii

Denmark: refocus on protection and integration in asylum policy and step up measures to improve the situation of persons with disabilities - Commissioner for Human

Rights (coe.int)

xiii

https://rm.coe.int/1680996859

xiv

Trods 3 år gammel dom: Svært at få psykiaterne til at overholde loven POLITIKEN Fredag 1. december 2023 /

https://www.coe.int/en/web/execution

https://rigsrevisionen.dk/Media/638269891749097467/409-23.pdf

xvi

https://www.dr.dk/nyheder/indland/flere-psykisk-syge-indlaegges-med-magt-politiet-rydder-op-der-hvor-psykiatrien

xvii

https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/tema_2023_tilsyn_i_psykiatrien/#cp-title

xviii

https://mhe-sme.org/wp-content/uploads/2018/01/Mapping-and-Understanding-Exclusion-in-Europe.pdf

xix

https://bmcpsychiatry.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12888-023-04584-4

xxi

(Bak 2017)

xxii

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35849544/

xxiii

Danske Regioner, 2022. LKT teams tvang og Sundhedsstyrelsen 2021 Anbefalinger for nedbringelse af tvang for mennesker med psykiske lidelser. Seks kernestrategier,

Safe wards, Projekt Sikker Psykiatri, Projekt Bæltefri afdelinger, Gennembrudsprojektet på tvang, 2007 og 2015.

xxiv

Bak, 2014: ”Mechanical Restraint in Psychiatry: Preventive Factors in Theory and Practice. A Danish-Norwegian Association Study”:

xxv

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35849544/

xxvi

Comparing the effect of non-medical restraint preventive factors between psychiatric units in Denmark and Norway. J Bak 2015. / Psykiatriudvalget 2013

https://bedrepsykiatri.dk/wp-content/uploads/2019/09/2013-Hovedrapport.pdf,

Sundhedsstyrelsen, 2021: Anbefalinger for nedbringelse af tvang for mennesker med

psykiske lidelser

xxvii

Oplæg v/ Jesper Bak. Sundhedsstyrelsens Udvalg for Psykiatri - Den 26. juni 2018. Praktiske, etiske og faglige barrierer i.f.m. forebyggelse af tvang

xxviii

Oplæg v/ Jesper Bak. Sundhedsstyrelsens Udvalg for Psykiatri - Den 26. juni 2018. Praktiske, etiske og faglige barrierer i.f.m. forebyggelse af tvang

xxix Sundhedsstyrelsen 2022 Fagligt oplæg til 10årsplanen.

xxx

Se Annika Frida Petersen (2021) Stigmatisering af psykisk sygdom. Sundhedsret, menneskeret og samfundsøkonomi.

Børne og ungdomspsykiatrisk selskabs høringssvar vedrørende Forslag til lov om ændring af lov om

anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

Børne og ungdoms psykiatrisk selskab ser mulige udfordringer i den aktuelle lovforslag. De børn og unge

under 15 år der har behov for indgribende psykiatrisk behandling, fx indlæggelse og medicinering, kan være

hæmmet i deres evne til aldersvarende beslutningstagning. Derfor vil især denne gruppe have behov for at

forældre, i samarbejde med behandlere, tager et ekstra ansvar for dem og varetager deres interesse ved at

tage svære beslutninger for dem

–

som tidligere er sket ved brug af forældreansvarsloven.

Selskabet ser flere mulige problemstillinger hvor lovforslaget vækker grund til bekymring:

1. Ikke-frivillig indlæggelse. Der er flere eksempler på at børn kan have behov for indlæggelse uden at

de selv oplever dette behov eller at de værger sig imod indlæggelse, da denne vil være angstfuld.

Der kan være tale om fx børn med svær OCD eller angst som ikke magter at komme ud af hjemmet

for at modtage behandling der skal hjælpe dem med at komme ud af hjemmet. Sådanne børn er

tidligere indlagt på forældreansvarsloven, men vil nu i vores fortolkning af lovforslaget blive udsat

for psykiatrisk tvang for at modtaget behandling som er åbentyst nødvendigt. Sammenlignet med

somatisk behandling af børn via sundhedsloven anser vi dette lovforslag for at kunne skævvride

sundheden mellem somatisk og psykiatrisk sygdom hos børn. Det bør anses som en grundpille i

psykiatrisk behandling at kunne indlægge et barn og denne behandling bør være tilgængelig, lige

som kemoterapi og antibiotika er tilgængeligt for somatisk syge børn, også selv når barnet ikke er

indstillet herpå

2. Farmakologisk behandling. Hvis der kræves mindst at barnet ikke modsætter sig, som at barnet

aldrig takker nej til behandling, for at kunne starte medicinsk behandling vil der være mulighed at

mange børn ikke modtager relevant ambulant medicinsk behandling. Tvangsmedicinering ville ikke

kunne ske under disse omstændigheder og de grupper at børn som har brug for børnepsykiatrien

kan ikke altid konsekvensberegne tilstrækkeligt til at kunne takke ja til en mulig ubehagelig eller

bivirkningsfuld behandling. Meget psykofarmaka har desværre den genskab at bivirkningerne skal

”overstås” for at man kan trappe op til en dosis hvor der er effekt. Sådanne prospekter kan være

vanskelig at forstå for et barn på 9 år og man kan derfor tænke at der er behov for at mor og far

hjælper med at tænke i et længere perspektiv for barnet.

3. Relationen mellem barn og forældre. Vi ser det som en uheldig udvikling hvis ansvar for at varetage

barnets tarv overtages at ukendte voksne, her patientrådgiver, og fjernes fra ellers kompetente

forældre. Ved at børn skal tildeles patientrådgivere og tvang kan efterprøves, kan barnet fastholdes

i en konflikt mellem forældre og barn som kan være både uproduktiv og destruktiv for familiens

relation. Vi er i børne og ungdomspsykiatrisk selskab enige i at barnets rettigheder skal beskyttes

og at der ved væsentlige tvangsforanstaltninger (fx intramuskulær beroligende medicin,

fastholdelse, fiksering, sondeernæring) skal have mulighed for at kunne udtrykke sin utilfredshed

og ønske om at klage over behandlingen. Der skal skabes en ramme, hvor vi formelt kan

imødekomme dette på en juridisk og menneskelig respektfuld måde. Men at gå fra at de ingen

rettigheder har, til det der lægges op til i aktuelle lovforslag, er i barnets tarv efter vores mening.

Vi har også mulige uafklarede spørgsmål:

Hvis et barns ikke-frivillige indlæggelse skal ske som en tvangsindlæggelse, vil det så være ordensmagten

der skal effektuere at barnet bringes til afdelingen? At blive ført til et sengeafsnit af politiet vil ud fra børne

og ungdomspsykiatrisk selskabs perspektiv være en muligt traumatisk oplevelse og vil ikke give den rette

start på en indlæggelse, frivillig eller ej.

Sluttelig et spørgsmål til afsnittet omkring visitation. Et Sengeafsnit har gjort os opmærksom på, at

visitation uden patientens samtykke, ikke må foregå med fastholdelse. Et tænkt, men ikke urealistisk,

scenarie kunne være, en indlæggelseskrævende psykotisk (eller affektspændt) patient, som vi ved har skjult

stoffer, skarpe genstande, medicin m.m. i sit tøj. Vores jurist har påpeget, at såfremt patienten ligger stille

og kun yder modstand mod visitering, vil vi faktisk ikke have hjemmel til at fratage de ulovlige genstande

fra vedkommende. Nogle gange vælges det

–

fx hvis der er tale om skarpe genstande eller våben

–

tilkalde politiet. Men kan det være rigtigt, at de skal tilkaldes hver gang, vi i princippet har behov for at tage

noget fra en patient, som fysisk nægter at udlevere noget?

Vi kontaktes gerne mhp uddybning eller ved spørgsmål.

På vegne af Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab

Rune Stevnhøj Sørensen, læge og

Bestyrelsesmedlem

for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab

E-mail: [email protected]

Nina Tejs Jørring, overlæge og Forperson for Børne- og ungdomspsykiatrisk selskab

E-mail: [email protected]

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

03.01.2024

J.nr. 3.4.4/amc

Børnerådet glæder sig over styrkelse af rettigheder for børn under

15 år i psykiatrien, men der er plads til forbedringer

Børnerådets bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, hvad

angår styrkelse af mindreårige patienters rettigheder.

Børnerådet ser med tilfredshed på, at der endelig sker en styrkelse af rettighederne for børn under 15 år,

hvad angår samtykke ved brug af tvang. Nedbringelse af tvang i psykiatrien har i en længere årrække vist

sig svær at opnå, trods et politisk ønske om netop dette. Børnerådet har set med stor bekymring på, at

retstillingen for børn under 15 år i psykiatrien har været så mangelfuld på dette punkt. Det er på tide, at

børn under 15 år sidestilles med børn over 15 år. Børnerådet har følgende bemærkninger til de konkrete

ændringer i mindreårige patienters rettigheder:

1. Retsstillingen bliver uklar, når forældrenes samtykke stadig skal indhentes sideløbende. Det

risikerer at skabe tvivl ude i praksis.

2. Forældrenes samtykke får særlig betydning, hvis barnet forholder sig passivt og ikke udtrykker

stillingtagen.

3. Udtrykket ”tvangsbehandling” er uhensigtmæssigt, fordi selve brugen af tvang ikke kan udgøre

behandling.

De nuværende regler skelner mellem børn over og under 15 år, hvad angår tvang. Er du over 15 år, skal

du samtykke til foranstaltningen, ellers er der tale om tvang. Er du under 15 år, og du ikke samtykker til

foranstaltningen, afhænger det af om dine forældre samtykker, hvorvidt der er tale om tvang. Samtykker

dine forældre ikke, er der tale om tvang, som udløser en patientrådgiver og ret til at klage. Samtykker

dine forældre derimod, selvom du ikke gør, vil der kun være tale om magtanvendelse. Du vil så ikke

kunne klage over magtanvendelsen og får ikke en patientrådgiver.

Med ændringen indføres der krav om, at både børn under 15 år og deres forældre skal give informeret

samtykke til den foranstaltning, der anvendes. Dermed bliver der tale om tvang, hvis barnet under 15 år

ikke samtykker, uanset om forældrene samtykker eller ej. Anvendelse af tvang udløser blandt andet

klagemulighed, og barnet får en patientrådgiver.

Børnerådet finder det særdeles positivt, at der nu endelig sker en styrkelse af patientrettighederne for

børn under 15 år, der udsættes for tvang. Herunder at brugen af tvang også kaldes dette, så begrebet

magtanvendelse med lovforslaget ikke længere må bruges, når der anvendes tvang.

Retsstillingen bliver uklar, når forældrenes samtykke stadig skal indhentes sideløbende. Det

risikerer at skabe tvivl ude i praksis.

Det fremgår ikke klart, hvorfor kravet om forældrenes samtykke fastholdes, når nu barnets

samtykke er det afgørende. Er det med henblik på en situation, hvor barnet samtykker, men forældrene

ikke gør? Det risikerer, at medvirke til uklarhed og potentielt til forvirring hos fagpersonalet, for hvad vil

sådan en situation betyde i praksis? Når barnets samtykke er det afgørende, betyder det så, at

forældrenes manglende samtykke skal noteres i journalen eller udløser det ekstra rådgivning til familien?

For uenighed om noget så vigtigt skal håndteres fyldestgørende og korrekt af fagpersonalet. Derfor skal

der tages stilling dertil i loven. Børnerådets klare anbefaling er, at forældrenes manglende samtykke skal

noteres i journalen og udløse ekstra rådgivning til barn og forældre.

Forældrenes samtykke får særlig betydning, hvis barnet forholder sig passivt og ikke udtrykker

stillingtagen.

Ifølge lovbemærkningerne vil forældrene som udgangspunkt kunne give informeret samtykke på vegne af

børn under 15 år, som forholder sig passivt og ikke udtrykker stillingtagen til foranstaltningen. Det skaber

øget uklarhed og stemmer ikke overens med definitionen af et informeret samtykke i sundhedsloven og

psykiatriloven, hvorefter passivitet fra den, der skal give samtykket (her barnet), medfører, at der er tale

om tvang.

Børn skal sikres beskyttelse mod tvang, uanset om de er under eller over 15 år. Derfor bør børn være

omfattet af psykiatrilovens retsgarantier, hvis de udsættes for tvang. Tvang bør defineres som anvendelse

af foranstaltninger, som barnet ikke har givet informeret samtykke til. Det vil afspejle den generelle

definition i psykiatrilovens § 1, stk. 3, og derudover harmonere med internationale

menneskerettighedsstandarder.

Reglerne bør derudover afspejle, at barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i

overensstemmelse med dets alder og modenhed, som det er angivet i FN’s børnekonventions artikel 12.

For nogle børn er konsekvenserne ved at samtykke uigennemskuelige, og de bør sikres rådgivning og

vejledning, så de ikke står alene med beslutningen. I den forbindelse bør forældrene som minimum

informeres og inddrages i barnets stillingtagen. Her kan man med fordel lade sig inspirere af

sundhedslovens § 17, stk. 1, 2. pkt.

Udtrykket ”tvangsbehandling” er uhensigtmæssigt, fordi selve brugen af tvang ikke kan udgøre

behandling.

Børnerådet ser gerne, at også denne del af forslaget ensrettes med psykiatrilovens § 1, stk. 3, der som

nævnt ovenfor siger, at der ved tvang forstås “foranstaltninger”, for hvilke der ikke foreligger et

informeret samtykke. Udtrykket “foranstaltninger” bruges også andre steder i loven som samlet begreb

for de forskellige tvangsformer, loven regulerer. Vi mener, at det at omtale tvang som “behandling” er

problematisk, da tvang ikke i sig selv udgør behandling. Tvang kan derimod i nogle tilfælde være

nødvendigt for at få patienten til at medvirke til behandling.

Vi anbefaler derfor, at sprogbrugen tilrettes, så den stemmer svarer overens med psykiatriloven.

Ud fra ovenstående tre punkter er der betydelig tvivl om, hvilken retsstilling lovforslaget vil indføre, hvis

det vedtages. Det skaber risiko for misforståelser af loven i praksis og krænkelser af barnets rettigheder.

Tvang er et meget voldsomt indgreb, som bør søges begrænset, og ved tvivl om reglerne, risikerer vi, at

de fejlfortolkes, og at barnets rettigheder overtrædes.

Vi står naturligvis til rådighed for uddybning af de enkelte punkter og ser frem til ministeriets specificering

af ovenstående, så der ikke kan opstå misforståelser i anvendelsen af loven.

Med venlig hilsen

Bente Boserup

Forperson

Maja Olesen

Sekretariatschef

21. december 2023

Dansk Psykolog Forenings høringssvar til Høring over udkast til lov-

forslag om ændring af psykiatriloven (styrkelse af mindreårige patienters

rettigheder m.v.)

Hovedbudskaber

•

Dansk Psykolog Forening er positiv over for opmærksomheden på barnets tarv ved, at patien-

ter under 15 år får de samme retssikkerhedsmæssige garantier, som patienter der er fyldt 15

år.

•

Dansk Psykolog Forening kan ikke støtte anvendelse af metaldetektorer i alle dele af psyki-

atrien, da det risikerer at skade behandling og arbejdsmiljø, når det potentielt kan opleves stig-

matiserende eller øge afstanden mellem personale og patienter samt deres pårørende. Såfremt

en afdeling har et lokalt behov, billiger vi, at dette imødekommes.

Dansk Psykolog Forening anbefaler, at man sætter ind forebyggende og foregribende ift. tvang

og sikkerhed. Fremme af tryghed og sikkerhed handler primært om et generelt løft af psyki-

atrien kapacitets- og kvalitetsmæssigt. Gode rammer for driften af psykiatrien vil mindske ri-

sikoen for situationer, hvor trygheden og sikkerheden kompromitteres.

•

Dansk Psykolog Forening takker for muligheden for at afgive høringssvar i Indenrigs- og Sundhedsmi-

nisteriet Høring over udkast til lovforslag om ændring af psykiatriloven (styrkelse af mindreårige pa-

tienters rettigheder m.v.). Vi har modtaget bidrag fra Hospitalssektionen under Dansk Psykolog For-

ening, det er et selskab som repræsenterer psykologer ansat i psykiatrien.

Styrkelse af retssikkerheden for patienter under 15 år

Dansk Psykolog Forening støtter, at retssikkerheden styrkes for patienter under 15 ar som et supple-

ment til den nye malsætning om mindre tvang i psykiatrien. Det hilses velkomment, at der er planer

om ensartet retssikkerhed for alle patienter, uanset alder, og uanset hvilken afdeling patienten ind-

lægges pa, sa geografiske forskelle fremover minimeres. Det betyder, at enhver patient kan klage, og

nar det gælder de mindrearige, sa kan forældremyndighedsindehaveren klage pa deres vegne. Dette

er frisættende for bade forældremyndighedsindehaveren til at støtte den mindrearige optimalt, og for

den mindrearige betyder det rolleklarhed fremfor den gældende situation, hvor forældremyndigheds-

indehaveren skal tage stilling til nogle gange overordentligt indgribende tiltag i sundhedsvæsenet.

Hvis de nævnte ændringer vedtages, sa vil det, for enhver patient, være de sundhedsprofessionelle,

der tager stilling til, om der skal gennemføres tiltag jf. psykiatriloven.

Lovændringen ma forventes at give muligheder for en mere sikker registrering af anvendelsen af de

indgreb, der aktuelt foretages under psykiatriloven hhv. forældreansvarsloven, sa der fremover frem-

kommer et mere retvisende oplysningsgrundlag. Denne viden forventes at kunne anvendes ift. iværk-

sættelse af mere præcise og fokuserede tiltag ift. nedbringelse af tvang, nar det gælder mindrearige.

Det bør være en obligatorisk opgave at sikre eftersamtaler for enhver patient, hvor man har anvendt

tvang, og dette nødvendiggør, at sundhedspersonalet uddannes til at varetage denne særlige form for

samtaler ogsa med de yngre mindrearige, savel i tilrettelæggelsen af patientens behandlingsforløb

samt mhp. læring for afdelingen. Det findes særdeles relevant at nedbringe tvang, især for de yngste

af de mindrearige, hvorfor eftersamtaler bør være direkte med den mindrearige, evt. sammen med

21. december 2023

forældremyndighedsindehaveren, hvis det klinisk skønnes bedst. Det fore-

slas, at der iværksættes efteruddannelse af det somatiske sundhedspersonale

i pædiatrien, sa man kender til konsekvenserne af den planlagte lovændring, og det dermed sikres, at

der finder det mest optimale samarbejde sted, nar en mindrearig undergar tiltag efter psykiatriloven

mens indlagt pa pædiatrisk afdeling, ogsa nar det gælder de yngste af de mindrearige. Vi mener dertil,

at det er passende, at patienter under 15 ar vil fa ret til en patientradgiver, hvis de bliver udsat for

tvang, og ret til at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Vi er dertil enige i, at Danmark har en udfordring i forhold til tvang i psykiatrien - både fordi anven-

delsen af tvang generelt er stigende, men også fordi psykiatriske patienter, ikke mindst patienter un-

der 15 år, står for svagt beskyttet rettighedsmæssigt, når de udsættes for tvang. Vi ved fra gentagne

undersøgelser, at rigtig mange tvangssituationer kan forebygges, hvis der er tilstrækkeligt veluddan-

net personale med tid til at udrede og behandle patienterne ifølge de faglige standarder. Et vigtigt og

centralt forbehold ift. tvang er således en generel opmærksomhed på, at anvendelsen af tvang ofte er

et udtryk for en presset hverdag i psykiatrien og manglende ressourcer til at forebygge og foregribe

de situationer, hvor tvang bliver nødvendigt.

Sikkerhed i psykiatrien, herunder særligt ved hjælp af metaldetektorer

Det er Dansk Psykolog Forenings klare holdning, at det skal være trygt at være medarbejder og pati-

ent i psykiatrien, og vi bakker op om et generelt fokus på tryghed og sikkerhed.

Der kan dog ikke findes belæg for bred anvendelse af metaldetektorer i den almene voksen- og

børne/ungepsykiatri, denne vurdering beror på input fra psykologerne i psykiatrien. Dansk Psykolog

Forening vil derfor anbefale, at sikkerheden primært højnes via forebyggelse, ved at sikre tilstrække-

ligt og kompetent personale samt mere tid til patienterne. Det er centralt, at tryghedsfremmende ini-

tiativer ikke medfører yderligere stigmatisering af mennesker med psykiske lidelser, og her er sær-

ligt metaldetektorer meget synlige og indiskrete. Vi frygter derfor, at anvendelse af metaldetektorer

kommer til at øge afstanden mellem patienter, pårørende og personale og dermed potentielt have

negativ virkning på relationerne, behandlingen og arbejdsmiljøet. Samtidig anerkender vi i Dansk

Psykolog Forening at der kan være forskel på behovet for forskellige sikkerhedsforanstaltninger i

forskellige dele af psykiatrien. Dansk Psykolog Forening kan derfor godt acceptere, at det skal være

muligt med fx metaldetektorer, hvis enkelte, lokale psykiatriske afsnit mener at have et behov herfor.

Det er Dansk Psykolog Forenings vurdering at fremme af tryghed og sikkerhed først og fremmest går

gennem et generelt løft af psykiatrien kapacitets- og kvalitetsmæssigt, som der er så hårdt brug for,

og som Folketinget har lagt en finansieringsplan og en begyndende indholdsmæssig plan for. Det er

desuden særdeles vigtigt, at rammerne for driften af psykiatrien er i orden, herunder tilstrækkelig

normering og gode uddannelsestilbud til personalet m.m., idet gode rammer vil mindske risikoen for

situationer, hvor trygheden og sikkerheden kompromitteres. Dette indebærer, at der arbejdes videre

med at skabe et miljø, som fremmer samarbejdet mellem personalet og patienterne mhp. at reducere

risikoen for konfliktsituationer og konfliktoptrapning.

Som følge af dette opfordrer Dansk Psykolog Forening til, at der ses nærmere på foranstaltninger og

tiltag lokalt, som kan imødekomme specifikke behov og dermed kan styrke trygheden, idet udgangs-

punktet er, at der er behov for flere hænder og mere tid til patienten. Konkrete foranstaltninger og

tiltag kunne i tillæg til ovenstående evt. være anonymisering af personalet i journaler og anonymise-

ring via kun fornavn og tjenestenummer på id-kort.

DP støtter generelt, at personer med evt. psykiske lidelser behandles med værdighed og faglig kom-

petence fra myndighedernes side.

Med venlig hilsen

Dea Seidenfaden

21. december 2023

Forperson

Dansk Psykolog Forening

c/o Frederiksberg Hospital

Vej 8, indgang 1, 1. sal

Nordre Fasanvej 57

2000 Frederiksberg

T +45 8282 8246

E [email protected]

www.patientsikkerhed.dk

Dansk Selskab for Patientsikkerheds høringssvar til Forslag til

lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

Dansk Selskab for Patientsikkerhed (herefter PS!) takker for muligheden for at afgive svar til

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien,

da PS! gennem mange

år har arbejdet med emnet, herunder i projektet

Sikker Psykiatri

med fokus på, at kvaliteten i

psykiatrien skal højnes gennem læring og vedvarende systematiske forbedringstiltag, så men-

nesker med psykisk sygdom behandles patientsikkert.

Mindreårige psykiatriske patienter under 15 år

I forhold til lovforslagets første ændringsforslag - styrkelse af retssikkerheden for mindreårige

patienter under 15 år – finder PS! det positivt, at der nu kommer et fokus på at mindreåriges pa-

tientrettigheder sidestilles med de 15-17-årige og voksen psykiatriske patienter. PS! støtter, at

mindreårige under 15 år får samme retssikkerhed med tildeling af en beskikket patientrådgiver

og samme klagemuligheder i tilfælde, hvor de ikke selv har givet informeret samtykke til en be-

handling. Det er et vigtigt fokusområde at styrke retssikkerheden, parallelt med at der skal ar-

bejdes ihærdigt med nedbringelse af tvang på børn og unge under 18 år. Tvangsforanstaltnin-

ger kan have skadelige konsekvenser for denne skrøbelig patientgruppe og patientsikkerheden

skal i fokus. Særligt set i lyset af stigningen i anvendelse af tvang, der er set for indlagte børn

og unge i en presset børne- og ungdomspsykiatri - med mangle på sundhedsfagligt personale

og et stigende antal børn og unge der henvises med behov for behandling.

PS! synes ikke, det er helt klart beskrevet, hvordan det defineres i de potentielle situationer,

hvor den mindreårig under 15 år giver samtykke til en behandling, men forældremyndighedsin-

dehavere modsætter sig, og ikke giver informeret samtykke. Sidestilles mindreårige patienter

under 15 år med de 15-17-årige i den henseende, at de selvstændigt kan give samtykke, og for-

ældremyndighedsindehavere blot tillige skal have information jf. 2.1.1.2 i Sundhedsloven.

Det er angives på side 13, afsnit 2.1.2. linje 16-18: ”Selvom

det fortsatte udgangspunkt er, at

forældremyndighedens indehavere vil skulle involveres i behandlingen af den mindreårige, og

give informeret samtykke til behandling af mindreårige patienter under 15 år…”

Hvordan vil det defineres i tilfælde hvor forældremyndighedsindehavere ikke vil give samtykke

og heller ikke frasiger stillingtagen til dette, trods den mindreårige har givet samtykke. For ek-

sempel hvor forældremyndighedsindehavere betvivler om den mindreåriges modenhed og ev-

ner til at forstå omfanget af den behandling, de har samtykket til.

Er der tale om tvang, og dermed ret til beskikket patientrådgiver og klagemulighed. PS! mener

vægtningen af de informeret samtykke fra den mindreårige under 15 år og forældremyndigheds-

indehavere bør beskrives mere tydeligt.

PS! støtter at mindreårig under 15 år omfattes af psykiatrilovens regler om tvang, og bifalder at

forældremyndighedsindehavere kan undlade at tage stilling til tvangsforanstaltninger. PS! vur-

derer, at det vil give bedre mulighed for at bevare en god relation mellem den mindreårige og

forældremyndighedsindehavere.

3. januar 2024

Anvendelse af metaldetektorer på psykiatriske afdelinger og ambulatorier

PS! er enig i, at der er et stort behov for at øge sikkerheden for sundhedspersonale og patienter

i psykiatrien – men er bekymret for de mulige uhensigtsmæssige konsekvenser og det forkerte

fokus, det kan medføre med en lovændring, der giver mulighed for anvendelse af metaldetekto-

rer. Det der skal til er det lange seje træk, med større fokus på og igangsættelse af initiativer,

der kan forbedre behandlingen og højne kvaliteten i psykiatrien – og dermed højne patientsik-

kerheden for psykiatriske patienter og sikkerheden for det sundhedsfaglige personale og med-

patienter.

Fagfolk efterspørger bedre behandling, kvalitet og større sikkerhed/tryghed i psykiatrien, gen-

nem tiltag der kan sikre; bedre normering, kompetenceløft blandt personalet, bedre ambulant

opfølgning, opsøgende arbejde, bedre strukturelle rammer og klare arbejdsgange - der under-

støtter det relationelle arbejde medarbejdere og patienter i mellem. Den relationelle alliance og

samarbejde mellem patient og behandler er helt centralt i psykiatrisk sygepleje, vurdering og

behandling

Diskussionen om sikkerhed hænger sammen med mulighed for bedre tid til det patientnære ar-

bejde – og behov for et psykiatrisk behandlingssystem, hvor der er nemmere adgang og kontakt

til behandlere, bedre opsøgende/udgående behandling, hvorved mulighederne for at forebyg-

gelse bedres

Særligt retspsykiatrien er et udsat område i forhold til voldelige hændelser. Patienter med psy-

kisk sygdom, dømt til behandling, er steget markant de seneste to årtier, uden ressourcerne er

fulgt med til at sikre tilstrækkelig behandling og kapacitet. Det øger risikoen for, at de mest syge

patienterne ikke får sufficient behandling, og dermed risikoen for at de farlige hændelser opstår.

Fastholdelse af personale med stor erfaring og højt fagligt kompetenceniveau er en nødvendig-

hed for at skabe mere sikkerhed i psykiatrien. Øget erfaring og gode faglige kompetencer ska-

ber bedre forudsætninger for at spotte og fornemme om der er en hændelse på vej – en hæn-

delse der kan forebygges. Med en stabil personalegruppe skabes bedre forudsætninger for det

relationelle samarbejde, bedre forudsætninger for, at arbejdsgange og processer man ved vir-

ker, er kendt af personalet og kan fastholdes i praksis. For at kunne fastholde personalet kræ-

ves selvfølgelig, at de føler at sikkerheden og trygheden er i orden.

Det er vigtigt at inddrage personale, patienter og pårørende i forhold til tiltag og indsatser de

mener kan forbedre sikkerheden og trygheden. Region Hovedstadens har igangsat en proces

i forlængelse af hændelsen i sommeren 2023, med inddragelse af flere eksterne aktører inkl.

personale. Undersøgelsen har fokus på en handleplan for sikkerhed og tryghed i psykiatrien,

med en vurdering af arbejdsgange og fysisk sikkerhed, inklusivt brug af vagter og metaldetekto-

rer. Dette arbejde bør afventes, så der før en lovændring er et bedre kendskab til personalets

ønsker og behov.

Øget viden om årsagerne, hyppigheden og mekanismerne bag voldsepisoderne er vigtigt, men

også at få beskrevet potentielt uhensigtsmæssige og negativ afledte konsekvenser af indførelse

af metaldetektorer, bør gennemføres før denne lovændring. Der bør indhentes mere viden om,

hvordan fagfolk og forskningen vurderer, at man bedst sikre sikkerheden og trygheden - paral-

lelt med en understøttelse af de bedste vilkår for det relationelle arbejde behandler og patient i

https://ugeskriftet.dk/nyhed/drab-puster-til-debat-om-sikkerhed-i-psykiatrien

https://www.tv2kosmopol.dk/region-hovedstaden/saerligt-to-ting-bekymrer-sygeplejersker-i-psykiatrien-

efter-nye-tiltag

Fælles Om Fremtiden Budgetaftale

2024 – Region Hovedstaden

Side 2

mellem. Det er vigtigt at undgå at et nyt tiltag medfører øget stigmatisering og mistænkeliggø-

relse af psykiatriske patienter - for det er hæmmende for en god behandler-patient alliance.

Psykiatrien skal fortsat være et åbent og tilgængeligt behandlingssystem, der skal ikke sættes

uhensigtsmæssige barriere op for patienternes kontakt til dette.

PS! har i

Sikker Psykiatri, et nationalt demonstrationsprojekt i 2014-2017,

erfaringer med anven-

delse af kollaborativmodellen og forbedringsmodellen i forhold til implementering af processer,

der kan forbedre behandlingen af psykiatriske patienter, med det overordnede formål at for-

bedre patientsikkerheden i psykiatrien.

Her var indsatsområderne seks pakker; medicin, somatisk sygdom, tvang, selvmordsforebyg-

gelse, forbedringsledelse og inddragelse af patienter og pårørende, der blev udviklet og imple-

menteret på otte psykiatriske enheder. Man vil med fordel kunne anvende nogle af disse værk-

tøjer og metoder til at implementere og fastholde bedre arbejdsgange, processer og behandling

i psykiatrien.

For eksempel i indsatspakken med forebyggelse af tvang blev indført en arbejdsgang med en

kort sikkerhedsbriefing, for at identificere potentielle situationer i den kommende vagt, således

disse kunne synliggøres og imødekommes – der blev fokuseret på patient-, personale- og orga-

nisatoriske faktorer – og briefingen skulle munde ud i en konkret plan for vagten.

En sikkerhedsbriefing og et screeningsværktøj, ligesom ved selvmordsscreening, og andre tiltag

har vist sig effektive i forebyggelsen af vold – både mod personale og mod andre patienter

Sikkerhedsbriefinger med anvendelse af redskab til voldsrisikoscoring

bør anvendes syste-

matiske og udbredes både for indlagte og ambulante psykiatriske patienter. Disse tiltag er pro-

aktive, og kan bidrage til en bedre behandlingsalliance, hvor patienter føler sig mødt og respek-

teret i stedet for potentielt mistænkeliggjort og mere kontrolleret.

Det er indsatser, processer og arbejdsgange, der virker på den lange bane, det er ikke en hurtig

praktisk løsning, man ikke ved om har den ønskede effekt. Det er indsatser der er afprøvet og

har vist effekt

4, 7 8

PS! mener man bør afstå fra indførelse af en hurtig og praktisk sikkerhedsforanstaltning, man

ikke kender konsekvenserne af på nuværende tidspunkt. PS! efterspørger mere viden før en

indførelse af metaldetektorer – kan det potentielt medføre mere skade end gavn og dermed dår-

ligere patientsikkerhed for en i forvejen skrøbelig patientgruppe? Vidensgrundlaget bør være på

plads, beslutningen skal ikke baseres på følelser og behov for hurtig handling - som udtryk for

en umiddelbar forsvarsmekanisme i forlængelse af en frygtelig hændelse.

PS! mener der bør være fokus på andre indsatser, øget viden på området og tilstrækkelige res-

sourcer til implementering af 10 års planen for psykiatrien

Reducing physical violence and developing a safety culture across wards in East London. Taylor-Watt J,

Cruickshank A, Shah A

https://pri.rn.dk/Sider/5378.aspx

https://cfkr.dk/media/klinisk-retningslinje-om-forudsigelse-af-aggression-og-vold-inden-for-kort-tid-hos-pa-

tienter-indlagt-paa-psykiatrisk-sygehus/forudsigelse-af-aggression-og-vold-inden-for-kort-tid-hos-patienter-

indlagt-paa-psykiatrisk-sygehus.pdf

https://patientsikkerhed.dk/projekter/sikker-psykiatri/

https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-centre/Psykiatrisk-Center-Sct.-

Hans/forskning/Documents/1_Phd_afhandling_Jacob_Hvidhjelm.pdf

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2022/psykiatriplan/10AARS_PSYK-

PLAN.ashx?la=da&hash=CD317811318C4499D2453F25DCEC92B9DF41DE08

Side 3

Videregivelse af relevante sundhedsoplysninger fra sundhedspersoner til politiet ved

fælles udkørsel til personer med evt. psykiske lidelser

PS! er enig i og støtter initiativer med fokus på en tidlig indsats, øget sammenhæng og kontinui-

tet i indsatserne mellem sektorer og fagområder, øget fokus på opsøgende og udkørende ind-

satser for mennesker med psykiske lidelser. De fælles udrykningsteam (FUT) med et øget sam-

arbejde mellem politiet og sundhedsfagligt personale i psykiatrien er en styrkelse af den tidlige

indsats. Lignende tværfaglige/tværsektorielle indsatser har vist positive resultater i andre

lande

, ligesom evaluering af FUT har været positiv

Set i lyset af udviklingen med en stigning i politiets beredskabsarbejde relateret til mennesker

med psykiske lidelser, stigning i forekomsten af personer med psykiske lidelser og stigning i an-

vendelse af tvang skønner PS!, at de fælles udrykningsteam og den tværfaglige indsats, kan bi-

drage til at øge behandlingskvaliteten og patientsikkerheden for mennesker med psykiske lidel-

ser.

PS! finder det relevant og støtter, at sundhedspersonalet får hjemmel til mundtligt at videregive

nødvendige og relevante oplysninger til politiet i forbindelse med en fælles udkørsel. Det er vig-

tigt, at begge parter (politi og sygeplejerske) har det nødvendige kendskab til borgeren, der gi-

ver de bedste betingelser og forudsætninger til håndtering af situationen til gavn for borgeren.

PS! mener de beskrevne oplysninger – side 26, afsnit 2 – er vigtige at kunne dele internt i ud-

rykningsteamet, inden de kommer ud til borgeren. Da det både har betydning for håndteringen

af situationen til gavn for patienten, men også er vigtig i forhold til at kunne foretage en bedre

risikovurdering før ankomsten, der kan højne sikkerheden for borgeren, pårørende og udryk-

ningsteamets medarbejdere. Bedre fælles forudsætninger for håndtering af situationen skønnes

at kunne give bedre patientsikre forløb, deeskalering af situationen, færre konflikter, mindre

tvang og større sikkerhed for de involverede.

Det er selvfølgelig en forudsætning, at sundhedspersonen har haft mulighed for opslag i borge-

rens sundhedsjournal før deling i forbindelse med fælles udkørsel, og i nogle situationer skøn-

nes det relevant at dette gøres inden der kan indhentes informeret samtykke fra borgeren. Aktu-

elt er sundhedspersonen omfattet af Sundsloven og kan kun foretage opslag i patientjournalen,

når det vurderes nødvendigt af hensyn til borgeren, sundhedspersonen eller andre, der skal

være en konkret vurdering og afvejning af hensyn efter værdispringsreglen, og skal klart over-

stige borgerens ret til tavshed. Dette skønner PS! i nogle situationer kan være en barriere for

udrykningsteamets håndtering af situationen og af betydning for sikkerheden både for patienten,

pårørende og personalet. Det bør præcisere i hvilke situationer sundhedspersonen må lave op-

slag i sundhedsjournalen – da sundhedspersonens muligheder og arbejdsbetingelser uden for

hospitalsregi er markant anderledes. Det forringer sundhedspersonens muligheder for at fore-

tage en helhedsvurdering baseret på sygdomshistorik, potentielle risikofaktorer og vurdering af

behandlingsmuligheder. PS! anbefaler, at det undersøges nærmere, hvordan sundhedsperso-

nens muligheder for opslag og dermed forudgående kendskab til borgeren forbedres, da PS!

vurderer, at det vil gøre forløbet og eventuel behandling i situationen mere patientsikkert.

Utilsigtet retstilstand – med prøvelse for retten af spørgsmål om erstatning for frihedsbe-

røvelse eller tvangsfiksering på psykiatriske afdelinger

Der skal være ens og let adgang for alle psykiatriske patienter, der har været frihedsberøvet el-

ler tvangsfikseret, til at få prøvet spørgsmål om erstatning i retten efter reglerne i kapitel 43a,

https://www.policeforum.org/assets/MBHResponse.pdf

https://ps.psychiatryonline.org/doi/10.1176/appi.ps.201900549

https://politi.dk/-/media/mediefiler/landsdaekkende-dokumenter/statistikker/oevrige-

udgivelser/evalueringsrapport-faelles-udrykningsteams.pdf

Side 4

uafhængig af den trufne beslutning i Det psykiatriske Patientklagenævn og Regionen. PS! finder

det hensigtsmæssigt og positivt, at der foretages ændring af denne utilsigtede retstilstand, og

har ikke yderligere kommentarer.

Ophævelse af revionsbestemmelser og lovtekniske ændringer af psykiatriloven

Psykiatrilovens bestemmelser om hhv. notatpligt for den faste vagt til bæltefikserede patienter

(§16, stk. 2), interval for lægelige vurdering (§21, stk. 4) og særlige regler for varetægtssurroga-

ter (kapital 5b) ophæves ikke. PS! har ingen indsigelser eller kommentarer til dette.

Justering af lovteknisk karakter med ændring af ressortændring for Det Psykiatriske Patientkla-

genævn fra Erhvervsministeriet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet – ingen kommentarer.

På vegne af Dansk Selskab for Patientsikkerhed – Siri Tribler

Dansk Selskab for Patientsikkerhed

03-01-2024

Side 5

Danske Regioners høringssvar vedr. ændring af lov om anvendelse

af tvang i psykiatrien mv.

Danske Regioner modtog den 29. november 2023

forslag til lov om ændring af anven-

delse af tvang i psykiatrien m.v. (styrkelse af mindreårige patienters rettigheder, an-

vendelse af metaldetektorer, videregivelse af oplysninger til politi i forbindelse med

fælles udkørsel til borgere, m.v.).

Danske Regioner kvitterer indledningsvist for muligheden for at afgive høringssvar og

for den forlængede frist. Høringssvaret fremsendes med forbehold for godkendelse af

Danske Regioners bestyrelse på møde den 2. februar 2024.

09-01-2024

EMN-2023-01300

1674105

Helene Louise Munk Fog

Julie Kjærgaard

Generelle bemærkninger

Danske Regioner bakker op om forslagets formål om at styrke retsstillingen for min-

dreårige patienter under 15 år og er enig i, at en mere formaliseret klageadgang kan

være relevant for denne patientgruppe. Det fremlagte forslag lægger dog op til, at al-

dersgrænsen for informeret samtykke hos mindreårige patienter adskiller sig fra Sund-

hedslovens aldersgrænse på 15 år. Dette finder Danske Regioner principielt problema-

tisk. Danske Regioner gør desuden opmærksom på, at forslaget vil føre til en stigning i

den registrerede anvendelse af tvang for børn og unge under 15 år, når det af §1 stk.

6 fremgår, at der foreligger tvang, uanset forældremyndighedens indehavers informe-

rede samtykke, hvis patienten under 15 år ikke giver informeret samtykke til behand-

ling. Danske Regioner forventer, at der vil blive taget højde for dette i forbindelse med

forhandlingerne om en ny partnerskabsaftale for tvang, hvor der lægges op til et sær-

skilt fokus på børn og unge.

Danske Regioner kvitterer for, at problemstillinger vedrørende deling af information

mellem sundhedspersonale og politi i forbindelse med fælles udkørsel adresseres, li-

gesom det hilses velkomment, at der ses på hyppigheden af notatpligten ved tvangs-

fikserede patienter.

Endelig skal det bemærkes, at flere af de foreslåede lovændringer vil øge de regionale

udgifter, hvorfor Danske Regioner forventer at blive inddraget i DUT-forhandlinger

herom.

Vedr. mindreåriges patientrettigheder

Med lovforslaget lægges der op til at styrke patientrettighederne for mindreårige pa-

tienter. Danske Regioner er enig i, at beskikkelse af patientrådgiver og klageadgang

kan være relevant for børn under 15 år, som har modtaget behandling, som pågæl-

dende har udtrykt modvilje mod, men som forældremyndigheden har samtykket til.

Danske Regioner kan imidlertid ikke bakke op om den uensartethed i retstilling for

børn og forældre til børn med henholdsvis somatiske og psykiatriske vanskeligheder,

som vil være konsekvensen af lovforslaget. I somatikken hersker der ingen tvivl om, at

det er forældrenes ansvar at tage stilling til tilbud om udredning og behandling af deres

børn. Samme princip bør være gældende for forældre til børn med psykiatriske pro-

blemstillinger.

Betydningen af barnets alder og modenhed

Der lægges med lovudkastet et stort ansvar på mindreårige og samtidigt syge børn,

som ikke nødvendigvis vil være i stand til at overskue konsekvenserne ved f.eks. at

modsætte sig

–

i nogle tilfælde livreddende

–

behandling. Et sådant forhold adskiller

sig som anført ovenfor fra Sundhedsloven, hvor aldersgrænsen for informeret sam-

tykke til behandling er 15 år jf. § 17.

Såfremt den nuværende retstilstand ophæves, finder Danske Regioner det væsentligt,

at der i lovforslaget indarbejdes en nedre aldersgrænse for, hvornår et barn skal give

informeret samtykke til behandling. I lovforslagets nuværende form vil man kunne fo-

restille sig en situation, hvor et fx 8-årigt barn uden forudsætninger for at forstå et

behandlingsforslag kan modsætte sig behandling på grund af f.eks. utryghed. Herefter

vil barnet kunne få beskikket en patientrådgiver, der skal klage på barnets vegne, i en

situation, hvor både forældre og behandlere er enige om behovet for behandling.

Stigning i anvendelsen af tvang for patienter under 15 år

Af §1 stk. 6. fremgår det, at

Uanset forældremyndighedens indehavers informerede

samtykke efter stk. 5, foreligger der tvang i de tilfælde, hvor patienter under 15 år ikke

giver informeret samtykke til behandling.

Danske Regioner gør opmærksom på, at

denne ændring vil føre til en stigning i registreret anvendelse af tvang for patienter

under 15 år. En ændring af Psykiatriloven i juni 2015 medførte, at det blev obligatorisk

at indberette alt tvang for børn og unge fra og med 15 år uanset værges samtykke. Det

fremgår efterfølgende af Sundhedsstyrelsens monitoreringsrapporter, at anvendelsen

af tvang mod børn og unge har været stigende. Det er uklart, hvor meget af denne

stigning, der kan tilskrives en reel stigning i anvendelsen af tvang, og hvor meget der

skyldes ændring af lovgivning. Danske Regioner forventer, at den foreslåede ændring

i Psykiatriloven vil afspejle sig i en stigning i registreret anvendelse af tvang for patien-

ter under 15 år. Danske Regioner forventer derfor, at der vil blive taget højde for dette

i forbindelse med forhandlingerne om en ny partnerskabsaftale for tvang, hvor der

lægges op til et særskilt fokus på børn og unge.

Økonomiske konsekvenser ved den foreslåede lovændring

Danske Regioner forventer, at den foreslåede ændring vil medføre et øget ressource-

træk på de psykiatriske hospitalers administrationer. Det er forventeligt, at den nye

klageadgang medfører flere klagesager, hvilket har øget administration i forbindelse

med bl.a. udarbejdelse af erklæringer og deltagelse i møder i Det Psykiatriske Patient-

klagenævn som konsekvens. Der vil desuden være behov for flere patientrådgivere

med børnefaglig viden og kompetencer.

Vedr. forslag om metaldetektorer

Danske Regioner hilser det velkomment, at man med forslaget ønsker at styrke sikker-

heden for personale og medpatienter på såvel sengeafsnit som ambulante enheder.

Det er dog væsentligt at understrege, at en reel forbedring af sikkerheden først og

fremmest kræver styrket kapacitet i psykiatrien, som vil understøtte personalets fag-

lige arbejde med at opdage, mindske og imødegå risikofaktorer.

Danske Regioner finder det relevant at tilføje muligheden for, at der kan anvendes

metaldetektorer på såvel sengeafsnit som ambulante enheder. Det må samtidig un-

derstreges, at forslaget jf. ovenstående ikke i sig selv kan garantere sikkerheden for

personalet i psykiatrien. Endvidere finder Danske Regioner, at lovgivningen med fordel

kunne udformes, så den ikke er begrænset til metaldetektorer men i stedet kan rumme

den teknologiske udvikling, der løbende finder sted på sikringsområdet. Dette kan på

kortere eller længere sigt åbne op for f.eks. at detektere ikke-metalliske våben eller

narkotika, som er skjult i forsegling.

Vedrørende mulighed for anvendelse af metaldetektorer ved mistanke alene

I forslaget skelnes der mellem de retspsykiatriske og de almenpsykiatriske afdelinger

og ambulatorier. På de retspsykiatriske ambulatorier og afdelinger bliver det muligt at

anvende metaldetektorerne rutinemæssigt, mens det på de almenpsykiatriske afde-

linger og ambulatorier er en forudsætning, at der er en konkret mistanke om, at der

forsøges at indføre farlige genstande eller stoffer. Danske Regioner anbefaler, at mu-

lighederne ligestilles mellem de retspsykiatriske og almenpsykiatriske ambulatorier og

afdelinger. Det forekommer urealistisk, at overlægen på de almenpsykiatriske afdelin-

ger og ambulatorier på en hensigtsmæssig måde skal bruge bestemmelsen til at for-

hindre de tragiske hændelser, som ministeriet henviser til, når overlægen først kan

træffe beslutning om brug af metaldetektor ved tilsyn af patienten. Desuden behand-

les langt størstedelen af landets retspsykiatriske patienter i hovedfunktion og ikke i

retspsykiatriske specialfunktioner. Dertil kommer, at farlighed som følge af psykisk syg-

dom ikke er isoleret til den retspsykiatriske patientgruppe. Hvis formålet er at øge sik-

kerheden generelt på de psykiatriske afdelinger og ambulatorier, bør forslagets mulig-

hed for at anvende detektorer gælde bredt i psykiatrien.

I forlængelse heraf har Region Hovedstaden henledt Danske Regioners opmærksom-

hed på, at der i bemærkningen til lovforslaget i indledningen (s. 7) står, at ”en patient

med en kniv fik adgang til ambulatoriet”. Dette er ikke korrekt. Patienten fik ikke ad-

gang til ambulatoriet med sin kniv, men til det offentlige fælles og fuldt tilgængelige

venteområde på matriklen, hvor hændelsen fandt sted. Formuleringen bør ændres i

overensstemmelse med de faktiske begivenheder.

Økonomiske konsekvenser ved den foreslåede lovændring

Danske Regioner bemærker yderligere, at forslaget foruden indkøb af metaldetektorer

vil kræve nye retningslinjer, kurser og arbejdsgange for personalet, som må indgå i de

kommende DUT-forhandlinger.

Uafklaret magtbeføjelsesproblematik

Endelig gør Danske Regioner opmærksom på, at magtbeføjelsesspørgsmålet i situatio-

ner, hvor en patient modsætter sig en kropsvisitation, er juridisk uafklaret. Konsekven-

sen kan være, at en patient, der passivt modsætter sig kropsvisitation kan komme

uden om at blive kropsvisiteret. Det strider mod lovforslagets formål om at højne sik-

kerheden på de psykiatriske afdelinger og ambulatorier. For videre udfoldelse af pro-

blematik henvises til høringssvaret indgivet af Region Syddanmark.

Vedr. videregivelse af sundhedsoplysninger til politiet ifm. fælles udkørsel

Danske Regioner finder det positivt, at der skabes hjemmel til, at sundhedspersoner,

som deltager i fælles udkørsel, mundtligt kan videregive oplysninger til politiet, når det

er nødvendigt for at vurdere den mest hensigtsmæssige håndtering af den pågæl-

dende person.

Uklarhed ifm. lovforslaget

Det forekommer uklart, om forslaget alene gælder videregivelse fra den sundhedsper-

son, der deltager i udkørslen, eller om der kan ske videregivelse fra

sundhedspersoner

generelt, så længe videregivelsen sker således, at politiet kan vurdere håndteringsmu-

ligheder og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med fælles udkørsel.

Vedr. behandling af psykiatriske patienters krav om erstatning efter reglerne

i retsplejelovens kapitel 43 a

Danske Regioner finder det positivt, at retsstillingen for patienter, som har fået med-

hold i Det Psykiatriske Patientklagenævn, afklares. Såfremt disse patienter ønsker at få

prøvet spørgsmålet om erstatningsgodtgørelse i retten, bliver de med lovforslaget pro-

cessuelt stillet som patienter, som enten ikke har fået medhold i nævnet, eller situati-

oner, hvor den indstævnede region bestrider afgørelsen fra nævnet.

Administrative og økonomiske konsekvenser ved den foreslåede ændring

Det bemærkes, at den foreslåede ændring forventeligt vil medføre et øget pres på

sagsmængden indenfor retsplejelovens kapitel 43 a, som dermed kan medføre læn-

gere ventetid på behandling af sager om en tvangsfikserings lovlighed. Allerede nu om-

gøres en del afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved prøvelse ved dom-

stolene til regionernes favør, ligesom størstedelen af sager om tvangsfikseringer un-

derkendes alene på formelt grundlag, hvilket normalt ikke udløser erstatning.

Opmærksomheden skal i forlængelse heraf henledes på, at ændringen vil

medføre øgede udgifter for regionerne, da antallet af gebyrer og godtgørelsesudbeta-

lingerne vil stige.

Forslag om klagefrist

I forbindelse med den foreslåede ændring opfordrer Danske Regioner til, at der fast-

sættes en frist for patientens mulighed for at indbringe en klage over tvang til Det Psy-

kiatriske Patientklagenævn.

Der er fastsat frister for at påklage Patientklagenævnets afgørelser til henholdsvis ret-

ten (4 uger, jfr. Retsplejelovens § 469, stk. 4) og Det Psykiatriske Ankenævn (3 måne-

der, jfr. psykiatrilovens § 38 stk. 2), men der er ikke en frist for at klage over tvang. En

patient kan således flere år efter en tvangssituation påklage denne til Patientklage-

nævnet.

Uklarhed i gældende lov

Der er behov for en afklaring på, om sygehusmyndigheden i de sager, der indbringes

af patienten, kan nedlægge påstand om ændring af Det Psykiatriske Patientklage-

nævns afgørelse, hvis sygehusmyndigheden ikke er enig i nævnets afgørelse. Der har

de seneste år øjensynligt udviklet sig en forskellig praksis ved de forskellige domstole,

hvorfor det er nødvendigt med en afklaring af dette spørgsmål. For videre udfoldelse

af problematikken henvises til høringssvaret indgivet af Region Midtjylland.

Vedr. notatpligt ved tvangsfikserede patienter

Danske Regioner finder det positivt, at der skal foretages en nærmere undersøgelse

af, hvorvidt kravet om notatpligt hvert 15. minut er meningsfyldt. Danske Regioner går

ud fra, at regionerne inddrages i dette arbejde.

Det er Danske Regioners opfattelse, at en mere lempelig notatpligt vil være i overens-

stemmelse med erfaringer og vurderinger fra de kliniske afdelinger. Det oplyses her

fra, at notater hvert 15. minut er vanskeligt at praktisere og ofte virker konfliktoptrap-

pende overfor patienten. Desuden bemærkes det, at patientens tilstand ved bæltefik-

sering ikke ændrer sig så hurtigt, at det vurderes nødvendigt at dokumentere hvert 15.

minut.