I Alternativet har vi flere gange været på besøg i grænselandet, og vi oplever, at store dele af befolkningen på begge sider af grænsen opfatter grænsekontrollen som en stor gene. Det er især bilkøerne på den tyske side ved de store grænseovergange, som er både uhensigtsmæssige og generende. Grænsekontrollen er en stor gene for tyskerne, der skal på arbejde i Danmark, og for danskere, der skal hjem fra arbejde i Tyskland; den er til stor gene for det erhvervs- og handelsmæssige samarbejde over grænsen i det hele taget, grænsekontrollen er til gene for dem, der uddanner sig på tværs af grænsen, for turismen, for den kollektive trafik og for samarbejdet mellem mindretallene på begge sider af grænsen. Hvis det så bare gav mening, kunne man forstå det, men grænsekontrollen bliver bl.a. opretholdt for at undgå terrorisme fra militante islamisters side og organiseret international kriminalitet.
Så sent som i dag siger den tyske sikkerhedsekspert på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet postdoc Adam Diderichsen, at den begrundelse, den tidligere danske justitsminister gav til EU for at opretholde grænsekontrollen, er pinlig og forvirret, og han spørger til, om man kunne få en større effekt, hvis man havde sat politikontrollen ind et andet sted. Så, hånden på hjertet, minister, tror ministeren selv på, at grænsekontrollen i sig selv kan stoppe organiseret kriminalitet og militante islamister i at lave terrorangreb på Danmark?