Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
S 668
Offentligt
2721979_0001.png
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 5697
Den 8. juni 2023
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 668 stillet den 30. maj af Nanna Høyrup (ALT).
Spørgsmål nr. S 668
”Mener ministeren, at det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt, at vi avler og udsætter omkring en
million fasaner om året, der fungerer som levende skydeskiver, når Det Dyreetiske Råd gang på
gang udtaler, at det er etisk problematisk, at vi tillader opdræt og udsætning af dyr alene til det
formål at bruge dem som levende skydeskiver?”
Svar
Reglerne for udsætning af vildt til jagt er beskrevet i bekendtgørelsen om udsætning af vildt,
jagtmåder og jagtredskaber. Heri fremgår blandt andet, at antallet af fasaner, som man må sætte
ud på en ejendom, afhænger af ejendommens størrelse.
De jagtetiske regler, som er udviklet i et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund,
Vildtforvaltningsrådet og Naturstyrelsen foreskriver, at nedlagt vildt så vidt muligt skal anvendes
til føde eller pelsværk, som trofæ eller på en anden fornuftig måde. I de jagtetiske regler fremgår
desuden, at vildt skal nedlægges på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.
Den forhenværende miljøminister har anmodet Vildtforvaltningsrådet om indstilling om,
hvordan reglerne for udsætning af vildt, herunder fasaner, generelt kan udformes, så
udsætningen kan foregå bæredygtigt uden belastning af vores natur og miljø. Det er
forventningen, at Vildtforvaltningsrådet indsender en indstilling i løbet af 2023.
Magnus Heunicke
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk