Spm. nr. S 617

3) Til finansministeren af:

Sigurd Agersnap (SF):

Er det ministerens holdning, at Finansministeriet bør regne med tilbageløb og eventuelt provenu for statskassen ved indgåelse af politiske aftaler, og mener ministeren afledt heraf, at det er i overensstemmelse med aftalen om inflationshjælp, når implementeringen af huslejereduktionen forventes at give et overskud for staten på 80 mio. kr., selv om dette ikke fremgik af aftalen om inflationshjælp?

Værsgo.

Tak, formand. Mit spørgsmål til finansministeren lyder: Er det ministerens holdning, at Finansministeriet bør regne med tilbageløb og eventuelt provenu for statskassen ved indgåelse af politiske aftaler, og mener ministeren afledt heraf, at det er i overensstemmelse med aftalen om inflationshjælp, når implementeringen af huslejereduktionen forventes at give et overskud for staten på 80 mio. kr., selv om dette ikke fremgik af aftalen om inflationshjælp?

Finansministeren.

Tak for spørgsmålet. Selv om inflationen heldigvis er aftagende, ligger den jo stadig væk på et højt niveau, og derfor gennemførte vi i februar måned en bred aftale om initiativer for 2,4 mia. kr., der skal hjælpe danskerne, hvor det gør mest ondt. Derudover prioriterede vi med aftalen yderligere 350 mio. kr. fra Landsbyggefonden til almene lejere, som kan få en ekstraordinær huslejenedsættelse. Det kommer ud over, at Landsbyggefonden allerede i dag har mulighed for at give huslejenedsættelser for op til 240 mio. kr. i 2023 til almene boligforeninger med væsentlige problemer. Med aftalen her lægger vi altså ekstraordinært op til at udvide den eksisterende ordning.

Det er naturligvis sådan, at vi i Finansministeriet bestræber os på at udarbejde så retvisende og dækkende skøn som muligt for, hvordan økonomisk-politiske tiltag påvirker de offentlige finanser og samfundsøkonomien i øvrigt. Det indebærer bl.a., at der så vidt muligt skal indregnes afledte virkninger, når disse vurderes at være relevante. Med initiativet om huslejenedsættelser lægger vi op til at udvide Landsbyggefondens muligheder, men det er altså Landsbyggefonden selv, der opsætter kriterier og skal vurdere, hvilke afdelinger der har størst behov. Den tilgang følger af praksis for de ordninger, der allerede eksisterer i dag, og det skal ses i lyset af statens armslængde over for Landsbyggefondens disponering af sektorens midler.

Af samme årsag medregnes der hverken mer- eller mindreudgifter, når der indgås politiske aftaler om initiativer vedrørende Landsbyggefondens økonomi. Det er helt normal og gængs praksis, som både gør sig gældende i denne aftale og i tidligere aftaler på det boligpolitiske område.

Spørgeren.

Tak til finansministeren for svaret. Spørgsmålet er selvfølgelig afledt af den konkrete forhandling om denne situation. For mig var det bare overraskende, at der er en praksis i forbindelse med Landsbyggefondens midler, hvor man ikke beregner ud fra det bedst mulige skøn i forbindelse med indgåelsen af aftalerne, men gør det, når man laver lovforslagene. For vi kan jo se, at man ved fremsættelsen af lovforslaget har foretaget et skøn på modregningen i boligsikring og boligstøtte, men det var jo ikke en del af skønnet, som det normalt er, når Finansministeriet fremlægger beregninger.

Jeg vil prøve igen at spørge finansministeren, om ikke det er en dårlig praksis. Man kan jo godt sige, at der har været en praksis bagudrettet, men er det ikke en ærgerlig praksis, at vi ikke har de bedst mulige skøn for, hvad der egentlig kommer af provenu i statskassen, når vi indgår de her aftaler? Man skal også huske, at det jo er penge, som lejerne reelt har indbetalt til Landsbyggefonden, og som nu går tilbage i statskassen, så jeg synes jo, det er et ret alvorligt tilbageløb til statskassen.

Finansministeren.

Jeg er glad for, at spørgeren anerkender, at det er gængs praksis, og så kan man jo så være enig eller uenig i den praksis. Det, der er udgangspunktet her, er, at der er armslængde over for Landsbyggefondens disponering af sektorens midler, og det er baggrunden for, at vi ikke medregner hverken mer- eller mindreudgifter, når der indgås politiske aftaler om initiativer vedrørende Landsbyggefondens økonomi. Det synes jeg er en fornuftig måde at gøre det på, og det følger fuldstændig gængs praksis.

Spørgeren.

Når det oplyses, at der er tale om gængs praksis, kan man jo så diskutere, om de enkelte partier skal kunne kende forskellige praksisser for forskellige typer lovforslag. For det er jo sådan, at Finansministeriet ellers i den indgåede aftale har beregnet tilbageløb på alle andre poster, men netop ikke i forbindelse med Landsbyggefonden. Så er det finansministerens forventning, at partierne selv kender gængs praksis for forskellige typer fonde?

Ministeren.

Jeg vil gerne fremadrettet sørge for, at vi, hvis der er lignende tilfælde, vil gøre eksplicit opmærksom på det, så der ikke er nogen medlemmer af Folketinget eller partier, der er med i sådan en aftale, som føler sig dårligt klædt på. Men det er den måde, vi har gjort det på i tidligere aftaler på det boligpolitiske område, og derfor burde det ikke komme som en overraskelse. Når det er sagt, er vi altid åbne over for det, hvis vi kan gøre nogle ting bedre.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Jeg har jo haft den tilgang, at når man kender Finansministeriets regneprincipper og regnemetoder, må det være et udgangspunkt for, at man kan gå ind i en forhandling. Hvis man skal kende praksis for alle de forskellige områder tilbage fra 2017, er det meget svært at sidde med som folketingsmedlem. Jeg hører, at finansministeren siger, at man gerne vil oplyse bedre om det – det synes jeg det er vigtigt at man gør.

Med hensyn til armslængdeprincippet, som finansministeren nævner, et det så et nyt princip, man har anlagt i Finansministeriet, at når man holder armslængde i forhold til de aftaler, man laver, regner man ikke med tilbageløb, eller gælder det kun for Landsbyggefonden?

Ministeren for en afsluttende bemærkning.

Som jeg har sagt her, er den måde, vi har oplyst om tingene på, den helt gængse måde at gøre det på. Så er der et ønske fra spørgeren om, at vi mere eksplicit oplyser, at det er sådan, det foregår, og der har jeg sagt, at hvis vi kan sige det på en måde, så det er klarere og mere gennemskueligt, hvad gældende praksis er, så er jeg helt åben over for det.

Jeg forstår godt, at man som folketingsmedlem, som i øvrigt har mange andre ting, man også skal forholde sig til, ikke nødvendigvis kan være ekspert i en hvilken som helst lovgivning og gængs aftalepraksis.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til finansministeren og til hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Vi byder nu velkommen til erhvervsministeren, og jeg giver nu ordet til den næste spørger, hr. Jens Meilvang fra Liberal Alliance.