Tak, og tak for svaret. Vi har jo set en klimaminister, som har nogle store ambitioner på det her område. Så sent som i går så vi nogle forsider i aviserne om, hvor store forandringer det her kommer til at have i Danmark, og at man også inden 2030 vil levere grøn strøm til hele Europa.
Vi er jo mange, som bor ude på landet og ser de her store solcellemarker lige nu og vindmøller, der bliver etableret tæt på. Jeg tror også, at der generelt er en enighed om, at vi skal væk fra Putins gas og over i den grønne førertrøje. Men jeg tror også, at der er en bekymring, i og med at landdistrikterne jo i forvejen har en del udfordringer, og man kan f.eks. risikere, at ens hus kommer til at falde i værdi, hvis det bliver omringet af solceller.
Landdistrikternes Fællesråd er nogle af dem, som er kommet på banen med nogle forslag til, hvordan man kan få befolkningen med på den her grønne omstilling. For det er jo uretfærdigt, hvis alle de omgivelser og alt, hvad man egentlig er flyttet på landet for, forsvinder, altså f.eks. at rapsmarken bliver til et stålhav. Det er jo ikke derfor, man flytter på landet. Så det er måske kun fair, at man også får nogle lokale gevinster. Og her har Landdistrikternes Fællesråd bl.a. foreslået at udvide og forstærke den her VE-bonusordning, så man som husejer kan få ret til f.eks. 0,2 pct. af produktionsværdien for alle vindmøller inden for ti møllehøjder, altså at man får en kompensation for at bo i det og måske også noget lokal medinddragelse, så solcellemarken, man bor op ad, f.eks. kan gøre, at man får en lavere energiregning. Det kunne måske være noget, som styrker incitamentet hos borgerne, der bor i det, og får dem til at synes, det her er en god idé, i stedet for at det ender i oprør i lokalområdet.