S 372 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på S 372: Hvad er ministerens holdning til, at der er så stor forskel på muligheden for at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler i landets 98 kommuner, og hvad vil ministeren gøre for at sikre fri og lige adgang i kommunerne til en glukosemåler, så man kan mindske den geografiske ulighed på området?

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
S 372
Offentligt

Offentligt

Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)

SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 98

Offentligt

Folketingets Sundhedsudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2023 - 1142

Doknr.

667493

Dato

21-02-2023

Folketingets Sundhedsudvalg har d. 30. januar 2023 stillet følgende spørgsmål

nr. 98 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).

Spørgsmål nr. 98:

”Hvad er årsagerne til de store kommunale forskelle i bevillingsprocenten til

flash glukosemåling som hjælpemiddel?

Vil ministeren samtidig svare på, om det er ministerens vurdering, at flash

glukosemåling i tilstrækkelig grad bevilliges til borgere med type 1- og type 2-

diabetes i dag i forhold til at garantere en effektiv behandling og sikre optimal

livskvalitet for mennesker med diabetes?”

Svar:

Social-, Bolig- og Ældreministeriet kender ikke de konkrete årsager til de

kommunale forskelle i bevillingsprocenten til flash glukosemåling som

hjælpemiddel, som fremgår af Diabetesforeningens notat.

En del af forklaringen kan dog være, at vi i Danmark har kommunalt selvstyre,

hvilket giver kommunerne mulighed for selv at fastsætte deres serviceniveau

og tilrettelægge deres prioriteringer på handicapområdet.

Det er serviceloven, der fastsætter den overordnede ramme for det sociale

område. Inden for denne ramme er det imidlertid op til den enkelte kommune at

træffe beslutning om et vejledende serviceniveau, herunder hvilke tilbud, der

skal stilles til rådighed, omfanget af tilbud og hvem der har ret til dem. Der kan

derfor godt optræde forskelle på, hvordan de forskellige kommuner prioriterer

deres tilbud.

Uanset hvor i landet man bor, skal kommunen foretage en konkret og individuel

vurdering af borgerens behov i hvert enkelt sag. Tildelingen af hjælpemidler må

derfor aldrig afhænge af borgerens postnummer.

Hertil er det også vigtigt at understrege, at kommunen naturligvis skal

overholde lovgivningen inden for sit fastsatte serviceniveau. Kommunen skal

derfor altid fravige sit vejledende serviceniveau, hvis forholdene i den enkelte

sag ud fra en konkret og individuel vurdering tilsiger det.

Ligeledes skal det understreges, at kommunen har en forpligtelse til at træffe

afgørelse om hjælp efter serviceloven på baggrund af faglige og økonomiske

hensyn. En afgørelse må derfor ikke alene træffes ud fra økonomiske hensyn.

S 372 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på S 372: Hvad er ministerens holdning til, at der er så stor forskel på muligheden for at få tildelt en sensorbaseret glukosemåler i landets 98 kommuner, og hvad vil ministeren gøre for at sikre fri og lige adgang i kommunerne til en glukosemåler, så man kan mindske den geografiske ulighed på området?

Det skal således altid være en helhedsvurdering af den samlede livssituation

for den enkelte, der ligger til grund for kommunens afgørelse om støtte.

Det er kommunens ansvar at sikre, at borgeren får den hjælp og støtte, som er

nødvendig for at hverdagen kan hænge sammen, og som borgeren har krav på

efter loven.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ikke data på, i hvilket omfang

kommunerne bevilliger sensorbaserede glukosemålere til borgere med type 1-

og type 2 diabetes. Ligeledes har jeg ikke indsigt i hver enkelt borgers behov.

Derfor har jeg ikke mulighed for at vurdere, om kommunerne i tilstrækkelig grad

bevilger sensorbaserede glukosemålere til borgere med type 1- og type 2-

diabetes.

Det skal desuden påpeges, at sensorbaserede glukosemålere både kan

bevilges efter serviceloven som et hjælpemiddel og efter sundhedsloven som

behandlingsredskab. Det er sundhedssektoren, som kan tage stilling til, om et

produkt er et behandlingsredskab. På samme måde er det kommunen, som

kan tage stilling til, om det ansøgte produkt er et hjælpemiddel. Det følger af

subsidiaritetsprincippet, at kommunen kun kan bevilge produktet efter

serviceloven, såfremt produktet ikke kan bevilges efter en anden lovgivning, i

dette tilfælde sundhedslovgivningen.

Med venlig hilsen

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister