Det er jo rigtigt, at der står i regeringsgrundlaget, at man vil følge det demografiske træk. Og tak for det. Det er positivt. Men problemet er, at det vil regeringen jo så ikke gøre alligevel. Vi har lige hørt, at man ikke vil kompensere kommunerne for de her merudgifter til inflation, og det betyder jo reelt, at man i rigtige penge – det, pengene er værd i dag – ikke kommer til at følge det demografiske træk, når det her sætter sig varigt. Herudover har man annonceret, at man vil tvinge kommunerne til at spare mellem 2 og 2,5 mia. kr., fordi regeringen mener, det er kommunerne, der skal finansiere et lønløft til de lavest lønnede offentligt ansatte. Og de penge kan så, som jeg må forstå det, også trækkes fra det demografiske træk. Det må finansministeren gerne bekræfte. Så pengene kommer altså ikke til at følge med, når der kommer flere børn og ældre, sådan som finansministeren siger, hvis man indregner de to elementer. Der er også andre elementer i regeringens politik, som man kunne sætte spørgsmålstegn ved.
Det, der gør det så bekymrende, og det er så det, som spørgsmålet særlig går på, er jo, at selv hvis regeringen faktisk holdt sine løfter – det gør den så ikke – men selv hvis den holdt sine løfter om at følge det demografiske træk, er det jo ikke tilstrækkeligt til at sikre en anstændig velfærd. For virkeligheden er jo, at selv hvis regeringen følger det demografiske træk, vil befolkningen opleve en markant forringet velfærd omkring sig. For kan ministeren ikke bekræfte, at antagelsen i Finansministeriet er, at hvis vi i fremtiden skal kunne forvente samme velfærd som i dag, ja, så er det demografiske træk ikke nok?
Altså, hvis man kigger på det, der hedder holdbarhedsindikatoren, som er det måske vigtigste nøgletal i dansk økonomi, så antager man jo, at hvis vi som borgere skal have samme oplevelse af velfærd i fremtiden som i dag, jamen så skal man følge det, der hedder det velstandskorrigerede demografiske træk, som ligger på lidt over 1 pct.s vækst i det offentlige forbrug om året. Kan ministeren ikke bekræfte, at det demografiske træk ifølge Finansministeriets egne antagelser faktisk ikke gør, at vi vil have den samme velfærd i fremtiden som i dag?