Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
S 246
Offentligt
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 1540
Den 20. februar 2023
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 246, som medlem af Folketinget Morten Messer-
schmidt (DF) har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 13. februar 2023.
Spørgsmål nr. S 246 fra medlem af Folketinget Morten Messerschmidt DF)
”Hvad er ministerens holdning til de nye EU-regler, der trådte i kraft sidste år, og som pålægger
store og små fiskekuttere at fiske med »torskepaneler« i garnet i Kattegat, og vil ministeren arbejde
for, at der kan blive genindført en dispensationsordning til de små både under ti meter?”
Begrundelse
De nye regler påvirker især små fiskekutteres fangst, da de ikke har motorkraft til at trække garnet
ind og sejle fremad samtidig. Dette resulterer i, at ikke blot torsken slipper ud af garnet, men også
andre fisk. Der henvises til artiklen »Kim skal fiske med store huller i garnet: - Jeg går fallit« bragt
den 9. februar 2023 på TV2 Østjyllands hjemmeside.
Svar
De regler for trawlredskaber, der gælder for Kattegat, er fastsat i EU-lovgivning og i nationale reg-
ler. EU-lovgivningen gælder både for de svenske, tyske og danske fiskere, der fisker i Kattegat. For
bundtrawl i Skagerrak og Kattegat fastætter EU-forordningen om tekniske regler (EU 2019/1241),
at der ved anvendelse af trawlredskaber med maskestørrelser på mindst 90 mm, skal være monte-
ret et selektionspanel. Det er efter de gældende EU-regler ikke muligt at dispensere generelt fra
kravet om, at der skal være monteret et selektionspanel for fartøjer under ti meter.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at DTU Aqua inden for rammerne af det kameraprojekt, der er igangsat i
Kattegat, arbejder med et videnskabeligt forsøgsfiskeri, der bl.a. skal undersøge muligheden for at
fiske tunger med mere effektive redskaber og samtidigt undgå uønskede bifangster af torsk. Inden
for rammerne af et sådant projekt giver EU-lovgivningen mulighed for at fiske med andre redska-
ber end de almindeligvis tilladte i en tidsbegrænset periode. Fiskere, der ønsker at høre mere om
mulighederne for forsøgsfiskeri, kan eventuelt kontakte DTU Aqua for at høre nærmere om pro-
jektet.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K