Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
S 221
Offentligt
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 7. februar 2023
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 221, som medlem af Folketinget Søren Egge Rasmus-
sen (EL) har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 3. februar 2023.
Spørgsmål nr. S 221 fra medlem af Folketinget Søren Egge Rasmussen (EL)
”Hvad vil ministeren gøre for at forbedre dyrevelfærd for grise, efter at det igen er konstateret i
statens seneste dyrevelfærdsrapport, at antallet af lovbrud i statens stikprøver i svinebesætnin-
gerne for ellevte år i træk ligger på et meget højt niveau?”
Svar
Dyrevelfærd er et område, som ligger mig meget på sinde, og de regler, der er til for at beskytte
vores dyrs velfærd, er til for at blive overholdt. Jeg ser derfor med stor alvor på de høje sanktions-
procenter i besætningskontrollen i 2021 for både grise og kvæg, selvom kontrollen er risikobaseret.
Derudover er det heller ikke tilfredsstillende, at flere af målsætningerne i den frivillige Svinehand-
lingsplan (2014-2020) ikke er opfyldt, og at udviklingen på nogle områder er gået den forkerte vej.
Jeg mener derfor, at der generelt er behov for at se nærmere på dyrevelfærdsområdet. Jeg har dog
ikke lagt mig fast på de konkrete løsningsforslag endnu, da Folketingets partier samt en række
relevante interessenter og aktører på området først får mulighed for at fremføre deres holdninger
og viden på området. I de kommende måneder vil jeg således indsamle disse bidrag, som vil indgå
i de videre overvejelser med henblik på at præsentere konkrete tiltag på dyrevelfærdsområdet.
Jeg er dog allerede nu glad for at kunne notere, at Fødevarestyrelsen er i fuld gang med at følge op
på de problemområder, der blev konstateteret i kontrollen i 2021. Eksempelvis planlægger
Fødevarestyrelsen, at der i 2023 gennemføres en kontrolkampagne med fokus på blandt andet
kalves suttebehov ved fodring, da det netop var et af de store problemområder i kontrollen. Det ser
jeg også frem til at se resultatet af.
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K