Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

(Anmeldelse 08.02.2023. Redegørelse givet 08.02.2023. Meddelelse om forhandling 08.02.2023).

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder en kort pause, mens folk forlader salen, og så beder jeg ordførerne om at rykke op på de forreste pladser.

Så tror jeg, vi er ved at være på plads.

Forhandlingen åbnet, og den første ordfører er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen til Folketinget, hvor de vigtigste forhold, begivenheder og resultater vedrørende det internationale arktiske samarbejde jo beskrives for Folketinget, og det giver altså mulighed for en status og en diskussion her i Tinget.

Samarbejdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne er centralt for os som land og derfor også for regeringen og for Socialdemokratiet, og det er samarbejdet i Arktis også. Betydningen af internationalt samarbejde fremstår forhåbentlig igen for os alle som ganske stor – en forståelse, der bør brede sig, ikke bare blandt beslutningstagere, men også bredt i befolkningen, fordi udviklingen i verden, eksempelvis klimamæssigt og sikkerhedspolitisk, kalder på dyb alvor.

Ruslands krig mod Ukraine er ikke blot en krig mod det ukrainske folk og deres suveræne ret til at beslutte deres egen fremtid, det er også et frontalt angreb på den regelbaserede verdensorden, vi har opbygget, og derfor står der meget på spil, og konsekvenserne forgrener sig vidt af den invasion, også til samarbejdet i Arktis, der præges af den nye sikkerhedspolitiske dynamik, og invasionen har jo også en direkte indvirkning på arbejdet i Arktisk Råd, hvor der ikke er holdt møder i rådet siden Ruslands invasion – Rusland, der tilmed er formandsland, men så afløses af Norge. Ruslands færd med udbygning og konsolidering af militær kapacitet langs landets arktiske kyst er bekymrende og er med til at skabe usikkerhed i området, og som sagt har man jo altså så også været nødt til at indstille de egentlige møder i Arktisk Råd. De ligesindede lande i Arktisk Råd er dog fast besluttet på, at rådet fortsat skal være det vigtigste dialog- og samarbejdsforum i Arktis, så selv om samarbejdet i Arktisk Råd på nogle måder er på pause og møder i det egentlige råd altså ikke holdes, er der heldigvis mange andre aktiviteter og strukturer, der bliver holdt ved lige og fortsat arbejder.

Der er ændrede vilkår for arbejdet i Arktisk Råd, men det betyder bare ikke, at de arktiske stater prioriterer området anderledes, tværtimod. Eksempelvis har præsident Biden udnævnt en arktisk ambassadør, og USA har i det hele taget styrket sit engagement i Arktis over en årrække. I NATO-samarbejdet nævner man nu også det høje nord for første gang i sit nye strategiske koncept fra sidste år, og der er i det hele taget en voksende geopolitisk interesse for Arktisregionen. Fra dansk side skal vi hilse det øgede amerikanske engagement velkommen. USA er uden tvivl den vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, også når det kommer til Arktis. Samtidig er det vores holdning som parti – det gælder jo så også for både den nuværende og tidligere regering – at Grønland og Færøerne skal inddrages i de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål omkring Arktis, som vedrører dem.

De langsigtede implikationer af Ruslands invasion for det arktiske samarbejde er stadig væk uklare, men alle aktører i Arktis vil dog fortsat have en strategisk interesse i at holde de sikkerhedspolitiske spændinger ude af regionen, og vi ønsker jo altså også meget stærkt, at området forbliver et lavspændingsområde, også selv om målsætningen er under pres og vi må forvente øget militær tilstedeværelse. Vi må som land fastholde et skarpt blik på udviklingen og arbejde for at mindske risikoen for misforståelser og eskalation. Fred, dialog og samarbejde inden for gældende internationale spilleregler er fortsat gode principper at tage som udgangspunkt.

I Socialdemokratiet bakker vi fortsat op om et tæt, respektfuldt og ligeværdigt samarbejde med Færøernes landsstyre og naalakkersuisut i Grønland. Den globale udvikling har skærpet interessen for Arktis og Nordatlanten, og der er en ny kommerciel og geostrategisk virkelighed i regionen, og det stiller krav til den måde, som Danmark, Færøerne og Grønland samarbejder på om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Et andet punkt, jeg vil fremhæve i mine bemærkninger her, er samarbejdet om klimaforandringer. Der er jo mange ting i den her redegørelse, men det her er en af de ting, jeg godt vil slå ned på. Vi ser med stor alvor på klimaforandringerne i Arktis. Der findes klimapaneler, der dokumenterer, at den arktiske sne, is og permafrost svinder med stor hast, og Arktis hører til blandt de mest klimasårbare områder på kloden. Det er jo en bekymrende udvikling, der så også følges tæt, og danske, grønlandske og færøske undersøgelser og forskning bidrager væsentligt til at beskrive og forstå klimaforandringerne i Arktis og deres konsekvenser – et arbejde, der også bruges i andre internationale sammenhænge, og hvor også danske forskere gør et rigtig godt stykke arbejde.

Siden redegørelsen blev forfattet, er der her den 28. februar indgået aftale om udmøntningen af forskningsreserven for det kommende år, som alle partier jo er involveret i, og i den sammenhæng, vi diskuterer her, er det værd at bemærke, at der er afsat flere bevillinger i den aftale til at videreføre vigtige forskningsprojekter.

Jeg har også en bemærkning om søfart. En forudsætning for søfart og sejladssikkerhed i Arktis er pålidelige søkort og nøjagtige vejrudsigter. Gennem udviklingen af finmaskede vejrmodeller for vindforholdene i de grønlandske fjorde og nye elektroniske søkort er samarbejdet i Arktis mellem Danmark, Færøerne og Grønland bl.a. med til at kortlægge yderligere områder af havene, som man ikke kender ordentligt i dag, og altså gøre det mere sikkert at færdes på havene, og der er også fremdrift i det arbejde, som det beskrives i redegørelsen.

For dem, der har fulgt med i de mange skriverier om Hans Ø, er det jo værd at bemærke, hvordan der i redegørelsen også fortælles om, at man har fået en afslutning på den disputs om involvering af lokale interesser og efter en fredelig og sådan undersøgende, grundig proces er nået frem til en aftale med Canada. Så midt i de mange tilfælde af, at der er spændinger og konflikter, er der altså også her et eksempel på, hvordan samarbejde og dialog og grundige forundersøgelser faktisk kan føre til fornuftige aftaler og til, at en tvist kan bilægges.

Opsummerende vil jeg sige, at vi sammen – Danmark, Grønland og Færøerne – skal styrke det arktiske samarbejde og forfølge vores demokratiske værdier som dialog, tillid, lighed og et regelbaseret samarbejde, altså de værdier, som jo kendetegner vores egne samfund. Når netop de værdier kommer under pres udefra, skal vi rykke tættere sammen for at stå imod. Samtidig har vi et ansvar for rammerne om livet i Arktis, for mennesker og dyr og for natur og miljø her, og de hensyn og de ansvarsområder er det vigtigt for Socialdemokratiet at Danmark er dybt engageret i, og at vi forsøger at præge det internationale arktiske samarbejde med de værdier og interesser. Med det vil jeg sige tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen, som jeg selvfølgelig overordnet er helt enig i. Som taleren var inde på, er det tragiske hændt, at hvor man før i tiden – for nogle få år siden – når man talte om Arktis, talte om samarbejde og lavspænding osv., så taler man nu om militarisering, om oprustning, om forsvar og sikkerhed osv. Det er en stor tragedie selvfølgelig, men det er den virkelighed, vi lever i. Det betyder, at en stor del af Danmarks arktiske politik vil fremgå af det forsvarsforlig, der skal indgås. Er taleren enig i, at en stor del af de meget, meget store summer, der skal bruges ekstra på forsvar i de kommende år, skal bruges i Arktis, i Nordatlanten, fordi det er rigets pligt at tage sin del af ansvaret?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er et meget legitimt spørgsmål at stille. Jeg kan jo ikke her sådan tage forskud på – hvad skal man sige – hvordan man vil ende med at lave de prioriteringer. Men at Arktis vil fylde i de forhandlinger kan ingen vist rigtig være i tvivl om, og bare i sidste forsvarsforlig er der også lavet nye tiltag.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at vi jo skal forsøge at holde spændingerne lave, men selvfølgelig skal vi tage vores forholdsregler og agere fornuftigt og være årvågne her. Derfor har man jo så taget nogle initiativer i det tidligere forsvarsforlig, og det, at man involverer både Færøerne og Grønland og de nordatlantiske mandater i det arbejde, synes jeg er vigtigt og helt rimeligt. Og hvordan det så ender, må være op til de forhandlinger. Men at der i Arktis vil være opgaver at løse – og jo simpelt hen også i forhold til en større viden om, hvad der egentlig foregår der, som ét punkt – virker åbenbart.

Vi går videre, og den næste er fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak for talen også herfra. Ordføreren nævner, at forskningsreserven er blevet udmøntet. Rigtig meget af den forskning, der handler om Arktis, foregår andre steder end i Arktis, men hvor det er flyin-flyout-forskning i forhold til Arktis. Hvordan kan man sikre en bedre involvering af folk i Arktis, når der sker forskning i området? Noget af det, vi hører om, er jo et behov for at tale meget mere om indigenous knowledge og traditional knowledge, altså lokal viden.

Så jeg synes, det kunne være interessant at høre ordføreren sige noget om, hvordan man også kan tænke, at vi som grønlandske repræsentanter kan være med i de forhandlinger, sådan at vi også sikrer, at forskningen foregår noget mere i Arktis og ikke kun om Arktis.

Ordføreren.

Ja, det hele er jo relevant at gøre, og jeg synes selvfølgelig også, det er væsentligt, at man i den her sammenhæng har en involvering af interesser og synspunkter og af myndigheder i Grønland og Færøerne, når man laver aftaler. Sådan en strikken de enkelte forskningsprojekter sammen skal man jo også passe på med at gå alt for dybt ind i, men holde en passende armslængde. Men at involvere færøske og grønlandske myndigheder i forhold til bevillinger og aftaler osv. synes jeg man bør gøre.

Det er også vigtigt, synes jeg, i den sammenhæng at være opmærksom på fra de lokale myndigheders side, at man, når der er sådan nogle arbejder og samtaler med andre lande, blander sig og byder ind med de synspunkter, man har, og får præget de aftaler, der bliver lavet med andre lande.

Fru Aaja Chemnitz.

Tak for svaret. En måde at gøre det på, og noget, som vi kunne gøre her fra Folketinget, var jo at sikre, at grønlandske og færøske repræsentanter i hvert fald fik mulighed for at deltage i udmøntningen af forskningsreserven, så det vil jeg høre om ordføreren kunne tænke sig at arbejde videre med.

Ordføreren.

Jeg tror, at et egentligt tilsagn om det på vegne af regeringen er noget, jeg må overlade til uddannelses- og forskningsministeren at give. Men som minimum at have en dialog om, hvad der er relevante områder at arbejde med, og hvor man gerne ser at der bliver forsket mere, vil jeg gå ud fra at den nuværende minister – jeg har jo selv været så heldig at beklæde det embede – vil være interesseret i at gøre brug af, også frem mod nye aftaler. Men hvordan man præcis vil gøre det, vil jeg overlade til hende. Det er hendes ansvar.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, og så byder vi velkommen til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Vi siger fra Venstres side absolut også tak for redegørelsen fra udenrigsministeren. Den er som altid spændende læsning, og det, man jo tydeligt kan danne sig en fornemmelse af, er jo, at hvor vi tit har fokuseret meget på lavspænding, hvilket også har været den rigtige strategi, set i lyset af at ingen af os ønsker, at der kommer sådan et våbenkapløb i gang i det arktiske, for det er der ingen, der vinder på, så må vi også bare erkende, at det ikke nytter noget at være naive forstået på den måde, at vi er oppe imod et Rusland, som jo agerer – det kan alle jo se – ekstremt aggressivt i forhold til at tiltvinge sig magt, arealer osv. med våbenkraft. Så nytter det jo ikke noget, at vi render rundt og siger, at oppe i det arktiske kan vi da godt være gode venner. For er det overhovedet muligt at være gode venner med en bølle, som ikke respekterer bare det, der minder om internationale regler og retningslinjer?

Svaret er selvfølgelig, at nej, det er det ikke. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi allerede selvfølgelig har fået tilført den såkaldte arktiske kapacitetspakke, men det er jo ikke nok i forhold til at styrke forsvaret på de nordlige flanker inden for kongeriget. Der er selvfølgelig brug for mere, og der er også brug for en total afstandtagen fra den, skal vi sige adfærd, som Rusland har. For Rusland har jo også været i gang med en, skal vi sige opbygning af militær kapacitet i det arktiske. Rusland har jo også en offensiv kapacitet, som de allerede den dag i dag vil kunne bruge mod f.eks. Grønland eller Færøerne.

Vi oplevede for ikke så lang tid siden det fuldstændig barokke, at der var fly, der overfløj Færøerne, og som man jo forventede var russiske, men vi vidste det reelt ikke, for da havde vi endnu ikke fået radaren op at køre. Vi oplever jo også, at lige nu, mens jeg står og snakker, så kan der – kan der – foregå ting over Østgrønland, som vi ikke har nogen som helst idé om, fordi vi ikke har noget overblik. Og ja, det er kæmpestore arealer, vi taler om, og derfor er det selvfølgelig også rigtig dyrt at gå ind og forsvare de her områder.

Men forsvaret af kongeriget må altid være det vigtigste i det her Ting. Derfor er jeg også rigtig, rigtig glad for, at vi snart kommer i gang med forsvarsforhandlingerne, som det her selvfølgelig også vil være en rigtig, rigtig stor del af, nemlig hvordan og hvorledes vi laver et godt og sikkert forsvar af hele kongeriget.

Så er jeg også rigtig glad for, at det, som redegørelsen også lægger vægt på, er, at hvor vi jo tidligere måske har set, at det kun var supermagterne, der interesserede sig for f.eks. Grønland, bl.a. med åbningen af det amerikanske konsulat, jamen så er det jo også sådan, at vi nu forhåbentlig langt om længe får åbnet et kontor for Europa-Kommissionen. Det synes jeg er rigtig godt. Jeg synes også, det er rigtig godt, at vi tidligere har fået styrket Rigsombudsmanden i Grønlands kontor. Det er måske så ikke verdens største styrkelse, som man lavede dengang, og derfor mener jeg også, at det er et af de områder, hvor vi burde styrke det endnu mere. Og ja, det koster alt sammen altså penge, og derfor er jeg jo også her glad for, at man i regeringsgrundlaget har skrevet, at man skal gå ind og styrke udenrigstjenesten, for udenrigstjenesten må jo også bl.a. sikre sådan noget som f.eks. Rigsombudsmanden i Grønlands kontor i Nuuk.

Så er det jo heller ikke til at komme uden om, at vi jo også bliver nødsaget til at kigge på, hvordan vi får et tættere samarbejde i forhold til kritisk infrastruktur. Det er jo en af mine personlige kæpheste, og hver gang jeg får mulighed for det, nævner jeg det, nemlig at hvor vi jo fra dansk side har været rigtig fornuftige med at indføre en såkaldt screeningsordning, som dækker kritisk infrastruktur i forhold til, skal vi kalde det Kernedanmark, så mangler vi jo stadig væk, at den grønlandske regering og den færøske regering gør det samme. Derfor bringer jeg min meget, meget venlige, men også efterhånden gentagne opfordring til de to regeringer, og den er: Lad os nu komme i gang! For det er desværre, som jeg også startede med at sige, sådan, at der ikke er nogen grund til at være naive i forhold til den ustabile og farlige verden, vi lever i. Vi har nogle lande, og lad os bare være ærlige om, hvad det er for nogle lande, for det er bl.a. – eller det er det kun – Rusland og Kina, som ønsker på helt geopolitisk måde at overtage mere og mere magt rundtom i verden i forhold til den kritiske infrastruktur. Det kan ingen – ingen– i kongeriget, hvor end man så bor, Grønland, Færøerne eller Danmark, have en interesse i kommer til at ske inden for kongerigets grænser. Det er der ingen, der kan have en interesse i. Derfor må vi også sørge for, at det, der er retningslinjerne og loven i Danmark, også er noget, som vi håber – og det er jo kun et håb, vi kan have – at de to regeringer får mulighed for at få indført de to steder.

Så er jeg også rigtig, rigtig stor fortaler for et tættere samarbejde, og der synes jeg, det er rigtig godt, at regeringerne har fået et tættere samarbejde. Det synes jeg var på tide; det er på plads og absolut fornuftigt. Og de fleste, der er til stede i salen i dag, ved, at en af de store kæpheste, som vi havde i det tidligere formandskab for Det Udenrigspolitiske Nævn, er noget, som jeg også har valgt at fortsætte med som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, nemlig at vi også skal have et bedre samarbejde på det parlamentariske niveau.

Det er jo nu engang sådan, at det jo er rigtig godt, at regeringssiden har et godt samarbejde, men at det burde vi selvfølgelig også have på den parlamentariske side. Det ser jo heldigvis også ud til, at vi nu – efter corona og alt muligt andet, som har lagt forhindringer i vejen for, at vi kunne holde møder i Det Udenrigspolitiske Nævn i Danmark med vores kollegaer fra Færøerne og Grønland – endelig langt om længe ser ud til at kunne mødes, forhåbentlig til maj, og det ser jeg i hvert fald meget, meget frem til. Jeg er også netop nu i gang med at få sat et virtuelt møde op med mine to formandskollegaer fra både Færøerne og Grønland, så vi kan tale i detaljer om, hvordan vi får det første møde op at stå.

Virtuelle møder er gode, men det ændrer ikke ved, at de fysiske møder nu engang er bedre, og derfor er jeg rigtig, rigtig glad for, at vi nu får startet sådan en møderække op, og så må vi jo diskutere frekvensen – om det skal være halvårligt, eller hvad det skal være. Men i hvert fald kommer vi nu i gang med dialogen, sådan at vi så at sige i hvert fald har samme informationsniveau. Det synes jeg er rigtig positivt.

Så alt i alt vil jeg fra Venstres side sige, at det ikke er til at komme uden om, at det arktiske område stadig væk er et geopolitisk højspændt område. Det er vigtigt, at alle dele af kongeriget fokuserer meget intenst og direkte på, hvordan vi sikrer beskyttelsen af os alle sammen i hele kongeriget, og det vil stadig væk stå Venstre meget nær. Så skal jeg også komme med en hilsen fra fru Anna Falkenberg fra Sambandspartiet, som desværre ikke kan være til stede i Folketingssalen i dag, og sige, at hun også mener, at det høje nord og det arktiske skal have en meget, meget høj prioritet på det politiske område. Med det vil jeg sige, at jeg ser frem til debatten.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og først er det fra fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Mange tak, og tak for en god ordførertale. Det er rigtig glædeligt, at der kommer til at være et tættere samarbejde mellem parlamenterne, for det har vi savnet, og det er på sin plads. Det er der fuld opbakning til herfra i hvert fald. Ordføreren nævner det her med Kernedanmark, og jeg tror, det er sådan et nyt begreb, men jeg tænker, det er Danmark, man taler om. Nogle gange kommer vi jo til at snuble lidt i de der begreber, som vi får opfundet undervejs.

FE er jo kommet med en ny vurdering af truslen i forhold til Arktis, og den er meget høj. Jeg tror nærmest ikke, den kan blive højere, så der er ingen tvivl om, at både når vi snakker cyber, men også når vi snakker behovet for øget overvågning, så er behovet meget stort. Russiske kampfly og russiske ubåde i GIUK-gabet er noget af det, som mange af os i Grønland er bekymrede for. Så der er ingen tvivl om, at Grønland bør have en meget central rolle i forhold til et kommende forsvarsforlig.

Hvad er det for nogle ting, som Venstre vil prioritere i forhold til Arktis? Overvågning kunne være en af dem, men det kunne være interessant måske at få foldet ud, hvilke andre områder der er.

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo rigtigt, at det der med Kernedanmark er sådan et fordansket udtryk af et amerikansk udtryk, nemlig Core Denmark. Og grunden til, at det er kommet ind fra nogles side, har jeg set, er det her med, hvornår man taler kongeriget Danmark, og hvornår man taler Danmark, og der kan der hurtigt være noget konflikt. Men det er et amerikansk udtryk, som jeg har set vores amerikanske kollegaer benytter sig meget af, så mere skulle der ikke lægges i det.

I forhold til vores forsvarsforhandlinger vil jeg sige, som ordføreren jo selv er inde på, at overvågning kommer vi ikke uden om. Men problemet er, at vi jo kunne bruge hele forsvarsforhandlingernes råderum på at bygge radarinstallationer op og så stadig væk ikke engang være i mål. Altså, det er jo også det ærlige svar – og derfor bliver man nødt til på en eller anden måde at finde en eller anden intelligent løsning på det. Og jeg skal gerne være den første til at sige, at jeg ikke er militærekspert i forhold til intelligente løsninger til overvågning, men det har vi heldigvis folk, der er. I hvert fald er overvågning en topprioritet.

Fru Aaja Chemnitz.

En anden ting, som ordføreren var inde på, er kritiske investeringer i Arktis – og der er ingen tvivl om, at der er et fokus fra Ruslands og fra Kinas side på Arktis også og måske særlig på sjældne jordarter. Vi hilser sådan set debatten omkring den her investeringsscreeningsmekanisme velkommen, men det er nødt til at ske på nogle vilkår, hvor man respekterer, hvad det er, som er grønlandsk ansvarsområde. Så det vil jeg bare gerne opfordre til: Lad os tage debatten, men selvfølgelig med en tæt inddragelse af Grønland og med respekt for, at der er nogle områder, som Grønland selv har et ansvar for.

Ordføreren.

Jeg er hundrede procent enig, og jeg forstår også godt problemstillingen. Altså, der er nogle ting, der er hjemtaget område, og så er der noget, der er sikkerhedspolitik, og nogle gange går det i konflikt med hinanden.

Derfor er mit ønske – det er også derfor, jeg sagde »håber« så udtrykkeligt, som jeg gjorde – jo ikke, at man sidder i København og vedtager noget, som er så vigtigt og så tæt på, i forhold til hvad der skal ske i forhold til Færøerne og Grønland. Og derfor skal det som minimum være i koordination, men allerhelst håber jeg jo – og det var det, der var mit forsøg – at regeringerne i Færøerne og Grønland gør det af sig selv og gør det nu.

Tak for det. Hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin.

Tak for talen. Nu var ordføreren meget kritisk, når det gjaldt Færøernes håndtering af kritisk infrastruktur. Kom nu i gang, blev der sagt. Man er i gang, og jeg må stilfærdigt erindre om, at vi forleden har pillet alt det kinesiske Huaweiudstyr ned på Færøerne. Det er en rent sikkerhedspolitisk sag. Det er et dansk område, men vi gjorde det selv og betalte 300 mio. kr. for det. Hvis man ganger det med 220, bliver det 36 mia. kr. – så svarer det til danske forhold – som vi betalte for noget, der er et fælles anliggende. Så vi gør altså en del, vil jeg bare stilfærdigt erindre om, og betaler også for det og tager en del ansvar.

Ordføreren satte lighedstegn mellem arktisk politik og forsvars- og sikkerhedspolitik, og der er jeg helt enig. Det bliver vi desværre nødt til at gøre i disse år. Så vil jeg spørge: Kan jeg ud fra ordførerens tale udlede, at ordførerens parti vil være villig til at bevilge flere penge til forsvar og sikkerhed i Nordatlanten, end man har gjort før? Det gælder f.eks. de til Thetisskibe, som patruljerer ved Færøerne, og som er flådens ældste. Man har lige besluttet, at de skal livstidsforlænges. De er udgået, men man forlænger dem bare. De opererer i det farligste farvand, hvor truslen er stor. Kan man gå ud fra, at ordførerens parti vil sige: Dem skifter vi ud?

Ordføreren.

Tak for det. Allerførst vil jeg sige, at hvis ordføreren mener, at jeg var kritisk i min ordførertale, så skal ordføreren bare høre, når jeg er kritisk. Altså, det var et forsøg på at komme med en meget, meget venlig opfordring, men også en tilkendegivelse af, at vi jo alle sammen har behov for være lige sikrede. Hvad enten man bor i Danmark, eller man bor i Færøerne, eller man bor i Grønland, synes jeg man skal have samme beskyttelse, og det er derfor, jeg kommer med min meget, meget venlige opfordring til det.

I forhold til det konkrete, der blev spurgt om, angående forsvarsforhandlingerne, tror jeg ikke, at ordføreren forventer, at jeg står og udpeger det ene eller det andet delelement. Jeg har godt fulgt debatten om inspektionsskibene, og derfor vil jeg sige, at det selvfølgelig bliver en debat om, at vi i hvert fald også har brug for den fornødne kapacitet i forhold til hele søværnet. Og det må vi jo så tage i de relevante fora, når forhandlingerne starter.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg synes, det er helt fint, at man er kritisk, men jeg gav bare svar på tiltale, ikke? Det med skibene er bare et lille frø, jeg lægger i jorden. Jeg mener bare, at ud fra det, som ordføreren sagde, så må man kunne udlede, at han også mener noget med det, og at det så fører til en handling i sidste ende. Ordføreren nævnte selv, at der var parallelitet mellem de arktiske forhandlinger og forsvarsforliget.

Ordføreren.

Det er altid et godt råd, at man skal lytte til Venstres ordfører, og så ud fra det håbe på, at det også fører til konkret handling derefter.

Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak, og tak for en rigtig fin og kritisk ordførertale. Også tak for ikke at anlægge den her sådan lidt naive tilgang. Ordføreren siger det faktisk selv, nemlig at vi ikke kan tillade os at være naive, når vi taler sikkerhedspolitik geopolitisk i forhold til Arktis. Så tak for det. Også tak for i virkeligheden at tage sådan ret klar afstand til Rusland og til internationalt samarbejde med Rusland, også når vi taler Arktis, hvor der jo ellers i sådan en lidt naiv tilgang til tingene bliver talt om lavspændingsområde osv. Det, jeg måske egentlig lige savnede ved ordførerens beretning omkring de forhold, var sådan en mere klar definition af, hvordan Venstre så ser det internationale arktiske samarbejde uden Rusland fremadrettet.

Ordføreren.

Det er jo et rigtig godt spørgsmål, for det nytter jo heller ikke noget, at man så at sige smider Rusland ud af Arktisk Råd. Det er ikke det, jeg anbefaler på nogen måde. Så det, der nok er det konkrete svar til det, er, at det jo kommer an på, hvor lang tid krigen i Ukraine varer. Og lad os være ærlige: Der er jo ikke nogen her i det her lokale, som regner med, at krigen i Ukraine slutter inden for de næste måneder; det bliver jo nok år. Og derfor bør man jo også gå ind og se på: Er der en eller anden form for et andet samarbejdssystem, uofficielt, hvor man i hvert fald får en koordinerende rolle? Det er nok den retning, jeg tror man bliver nødt til at vælge, men jo ikke decideret at lave et Arktisk Råd II. Det vil jeg i hvert fald ikke anbefale. Det håber jeg besvarer spørgsmålet.

Hr. Carsten Bach.

Ja, det gjorde det langt hen ad vejen, godt nok delvist, vil jeg jo sige. For måske ordføreren også skal forholde sig lidt til det faktum, at lige om lidt, når både Finland og Sverige bliver medlem af NATO, så har vi jo i virkeligheden en de facto sammenhængende potentiel konfrontationslinje imellem Rusland og NATO – men nu i Arktis. Vil ordføreren måske bare ganske kort forholde sig til det faktum?

Ordføreren.

Jamen helt sikkert, og det er jo noget af det, jeg synes redegørelsen også belyser rigtig fint, nemlig at ud over EU, hvilket jeg nævnte i min ordførertale, så interesserer NATO sig selvfølgelig også mere og mere for det høje nord – og med rette. For som min gode kollega fra Liberal Alliance jo også siger, er det sådan, at vi får nogle fælles allierede, hvor vi står fuldstændig med samme problemstilling. Derfor skal vi selvfølgelig også have et markant tættere samarbejde. Så vi siger hundrede procent ja herfra fra Venstres side. Vi ønsker at få et tæt knyttet samarbejde med Sverige og Finland, når de kommer med i NATO, om det her også.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre og byder velkommen til hr. Jon Stephensen fra Moderaterne.

Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen om samarbejdet i Arktis. Da jeg var lille, tog min far, der er læge, to somre til Grønland for at hjælpe dem, som havde brug for det. Han kom hjem med en fin model af en fangerkajak til mig. Det var, dengang ingen vidste, hvad der var på vej; det var, dengang verden stadig var lille. Sådan er det jo ikke mere.

I dag er Arktis både storpolitik og klimaforandringer så enorme, at det kan påvirke resten af verden. Vi skal derfor holde øjnene stift rettet mod Arktis og på alle måder beskytte den befolkning, der bor der. For få år tilbage var det pandemien, der påvirkede det arktiske samarbejde, og i dag er det en ny sikkerhedspolitisk dynamik, som påvirker Arktis og det internationale samfund. Og klimaforandringerne påvirker ikke kun beboernes liv negativt, men også den øvrige del af verden, hvor afsmeltning truer med havstigninger med katastrofale følger, såfremt der ikke sættes ind.

Udviklingen i og omkring Arktis er altså noget, der kalder på tættere samarbejde på alle måder, også udenrigspolitisk. Den nye globale virkelighed bevirker, at vi i rigsfællesskabet må fastholde samt intensivere diplomatiet og dialogen – i en særegen tid, hvor retsordenen er under pres i det internationale samfund. Det indebærer, at vi må øge frekvensen for besøg og informationsudveksling mellem rigsfællesskabets parter. Udenrigsministeren har allerede besøgt Grønland i sit nye virke. Den fungerende forsvarsminister mødtes også med den færøske landsstyreformand for udenrigsanliggender, Høgni Hoydal, i sidste uge. Det åbner for nye samarbejdsforslag, økonomiske udviklingspotentialer, kendskab til hinandens prioriteter og ikke mindst håndhævelse af vores fælles ansvar, som vi har i rigsfællesskabet.

Det er ikke kun os i Danmark, Færøerne og Grønland, som har vores øjne rettet mod Arktis. NATO og EU har intensiveret deres interesse, fordi uforudsigeligheden er øget. Dette er et resultat af dels Ruslands angreb på Ukraine i 2022, dels Ruslands udbygning af militære kapaciteter omkring Arktis. Redegørelsen pointerer, at disse udbygninger er af defensiv karakter, men at det offensive potentiale vokser. Det skal vi tage alvorligt. Det er vigtigt, at EU engagerer sig i Arktis. EU kan grundet kapacitet, interesser og multilateralt samarbejde fungere som et stærkt præventivt instrument i forhold til at holde stater med modsatrettede interesser fra at indtænke Arktis i deres strategiske planer. Ydermere må vi se EU som en central spiller i forhold til forskning og yderligere investeringer i Arktis. Forskning er nemlig centralt i forhold til samarbejdet i Arktis. Teknologiens udvikling og rækkevidde er vi nødsaget til at inkorporere yderligere i vores samarbejde. Dette gælder både i forhold til klimaforandringernes udvikling og den digitale infrastruktur, men selvfølgelig også i forhold til det sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Arktisk Råd har fungeret som det primære forum for det internationale samarbejde i Arktis. Rådets aktivitet har dog været sat i bero, men er igen i betinget form genstartet med nu kun syv arktiske stater. De syv arktiske stater må fortsætte samarbejdet tæt, hvilket er til gavn for både lokale, fagfolk og kloden som helhed. At rådet igen er aktivt, er glædeligt og vigtigt, især set i lyset af den øgede sikkerhedspolitiske situation og den stigende geopolitiske interesse i og for Arktis.

Samarbejdet i og omkring Arktis vedholder vi. Danmark og regeringen vil fortsat engagere sig i det arktiske spørgsmål med inddragelse af og respekt for Færøerne og Grønland. Moderaterne bakker derfor op om redegørelsens indhold, og vi tager den til os. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Aaja Chemnitz, værsgo.

Tak. Det var i sidste øjeblik, men jeg vil bare sige tak for talen. Jeg deler mange af de tanker, der er, og måske særlig det her med at skabe erhvervsudvikling, altså at se nogle muligheder for det her, men også interessen for EU er superspændende for Grønland.

I USA er de i gang med at udpege en arktisk ambassadør, og en af de personer, der er blevet indstillet, er en fra Alaska, en forsker, som hedder dr. Mike Sfraga. Og jeg synes, det er superinteressant, at det er en fra Alaska, frem for at det er en karrierediplomat, som er vokset op i State Department i USA. Kunne man forestille sig, at der var noget lignende i Danmark? I dag er det jo typisk også en karrierediplomat, som er arktisk ambassadør, men et stort ønske fra store dele af Grønland har i hvert fald været, at det er en, der er fra Grønland, og som kender til de arktiske forhold, som sidder som arktisk ambassadør og kan være med til at presse på for, at der også i dagligdagen er et fokus på Arktis i Udenrigsministeriet.

Ordføreren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet. Jeg synes, at det jo i den grad vidner om det, som jeg sagde, at da jeg var lille og min far tog til Grønland, var verden en anden, end den er i dag. I dag fylder den grønlandske befolkning meget mere i kapacitet, også i forhold til at kunne varetage opgaver, som man for år tilbage ikke anså for muligt. Så ja, jeg synes, at det på alle mulige ledder og kanter er rigtig godt, hvis det kunne lade sig gøre.

Tak for det, og der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til hr. Jon Stephensen fra Moderaterne og byder velkommen til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for ministerens redegørelse og mange tak for ordet, som jeg tager på vegne af hr. Karsten Hønge, som er vores ordfører på området.

Først og fremmest synes jeg, det er utrolig vigtigt, omend trist, at redegørelsen tager sit udgangspunkt i noget af det, som vi længe har kunnet se, nemlig konsekvenserne af klimaforandringerne, som er særlig voldsomme i de arktiske områder. Når isen smelter, går det ikke bare ud over befolkningen; det går også ud over utrolig sårbar natur, og det går ud over kloden, i og med at havet stiger. Virkningerne af en fortsat afsmeltning vil få uafvendelige konsekvenser for det meste af klodens befolkning, og derfor håber jeg også, at denne debat vil foregå i den ånd, at vi er nødt til at handle på det, vi ved, og det, vi tydeligt kan se.

I Arktis vil geografien ændre sig markant; det har den allerede gjort de seneste årtier. Når isen forsvinder, vil der opstå helt nye geostrategiske muligheder i en region, hvor rigsfællesskabet spiller en enormt stor rolle. Det er en region, hvor afspænding og ro synes erstattet af spænding og konflikt efter Ruslands ulovlige invasion af Ukraine. For Rusland er i den grad til stede i Arktis og vil være det fremover, uanset hvordan landets overgreb på Ukraine ender og staten efterfølgende retsforfølges.

Klimaforandringernes tydelighed i Arktis har i mange år gjort det klart, at stater har måttet samarbejde i regionen. Det er et samarbejde, der dog har måttet sættes på pause efter den russiske invasion. Men ikke kun Rusland kan blive et problem for fremtiden. Det er kun et par år siden, at Kina vedtog en arktisstrategi, og landet definerer sig nu med det nyopfundne og absurde begreb nærarktisk stat. Samtidig har Kina igennem mange år forsøgt at få foden i døren ind til Grønland og Færøerne med lukrative tilbud til gengæld for kontrol med mineraler, råstoffer og fisk. Det er forsøg, som næppe vil stoppe, sådan som Kinas selvbevidsthed om egen magt tager til i disse år.

Udfordringer i de arktiske egne tårner sig op som et isbjerg, og måske er vi kun i stand til at se de og dem, der ligger oven vande. Men en ting er helt sikkert: Klimakrisens konsekvenser vil gøre isbjergene mindre, men problemerne større. Nye sejlruter, som polarforskere og opdagelsesrejsende aldrig rigtig fandt, vil om få år være blotlagt for verdenshandelen, og den, der fremover kan kontrollere de arktiske have, vil kunne kontrollere store dele af den. Det er et skræmmende perspektiv, som vi allerede nu bør handle på.

I den anledning vil jeg gerne kvittere over for den grønlandske regering ledet af SF's søsterparti, der i denne periode både har valgt, at Grønland skal tilslutte sig Parisaftalen, og at planerne om et hasarderet olieeventyr skal skrinlægges. Det ville være næsten tragikomisk, at man skulle bore efter olie det sted på Jorden, som rammes hårdest af klimaforandringerne, mens man i øvrigt i resten af verden netop i de her år bør søge – og nogle steder også søger – væk fra fossile brændstoffer. Det er mere af den slags handling, der er brug for. Vi har ikke meget tid.

Vi har et særligt ansvar for at sikre en bedre arktisk fremtid, ikke kun når det gælder om at stoppe de voldsomme temperaturændringer, men også om det særlige ansvar, vi har i rigsfællesskabet. Søværnet spiller en stor rolle i ikke bare suverænitetshåndhævelsen af kongeriget, men også når det gælder sikringen af miljøovervågning, redningstjeneste, fiskeriinspektion og mange andre vigtige opgaver. Det er noget, som bør styrkes og udbygges. Truslen fra klimakrisen og et aggressivt, voldeligt Rusland kræver det simpelt hen.

Man kan hurtigt blive bedrøvet over alle disse negative udsigter, men det må vi ikke lade os knække af. Vi skylder hinanden og klodens fremtid at gøre det rigtige og overlevere et bæredygtigt Arktis til de kommende generationer. Vi skal inden så længe i gang med en ny arktisk strategi, og en strategi for Arktis kan også blive starten på en ny strategi for, hvordan vi samarbejder i rigsfællesskabet. Nu har vi faktisk en chance for at vise, at vi mener det alvorligt, når vi taler om modernisering af forholdet mellem de tre nationer, de tre folk, som udgør rigsfællesskabet.

Nu kan vi i praksis udvide Grønland og Færøernes udenrigspolitiske handlerum, og det kan netop være et vigtigt skridt imod et rigsfællesskab med mere ligeværd og gensidig respekt – et rigsfællesskab, der kigger fremad mod de udfordringer og muligheder, der vil komme, og et rigsfællesskab, der med tiden ønsker at bruge den fælles, men også konfliktfyldte, historie til konstruktivt at komme videre sammen. For vi opnår langt mere sammen end hver for sig. Så lad os inddrage de to mindste af de tre nationer endnu mere, end vi gør det i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti og byder velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen og afrapporteringen af forholdene i det arktiske område. Specielt efter Ruslands invasion af Ukraine har sikkerhedssituationen i Arktis ændret sig. Det har bl.a. betydet, at arbejdet i Arktisk Råd er sat på pause. Vi oplever, at Rusland udbygger sine militære kapaciteter langs landets lange arktiske kyst, og selv om det vurderes at have defensiv karakter, er uforudsigeligheden øget, og de langsigtede sikkerhedspolitiske implikationer er uklare.

Derfor er det godt, at NATO har øget sin opmærksomhed om Arktis, som det også fremgår af redegørelsen. Spørgsmålet er så bare, om regeringen er nok opmærksom på forsvaret af det arktiske område i forbindelse med de kommende forsvarsforhandlinger. Det er vigtigt at tænke på helheden i rigsfællesskabet, både i forhold til overvågning og i forhold til andre relevante områder.

Forhåbentlig kommer Sverige og Finland snart med i NATO. De lande har også interesse i det arktiske område. Er der i Danmark planer om, at man kan samarbejde med Norge, Sverige og Finland om bl.a. overvågning? Det er jo yderst oplagt at gøre, ikke mindst omkostningerne taget i betragtning. Så derfor vil jeg gerne spørge udenrigsministeren, hvad han kan oplyse om et eventuelt samarbejde med Norge, Sverige og Finland, altså om det er noget, regeringen arbejder med.

Heldigvis er der også fredelige ting i det arktiske område. Det er glædeligt, at der er sket en fredelig grænsedragning mellem Grønland og Canada om Hans Ø. Det har været en diskussion i mange år, og det er da i hvert fald et eksempel til efterfølgelse andre steder i verden, hvor grænsestridigheder afgøres ved fredelige tiltag og ikke ved magt og våben. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, og vi byder velkommen til den næste ordfører, hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Evnen til at tilpasse sig har altid været afgørende for livet og det at overleve i Arktis. Tilpasning til situationen er selvfølgelig altid afgørende, men særlig i Arktis. De arktiske egne har nemlig altid været meget barske og ufremkommelige og har på sin vis som region derfor levet deres eget lidt stille liv. Der har også altid været en høj grad af stabilitet forbundet med livet i Arktis, men sådan er det bestemt ikke længere.

Nu er de konstante forandringer nærmest blevet en permanent tilstand i Arktis, og derfor må vi i rigsfællesskabet tilpasse os og tage bestik af de nye muligheder og også af de nye udfordringer, der opstår i regionen og på den geopolitiske scene. Jeg tænker primært på to ting: Først er der selvfølgelig klimaforandringer på speed med over 3 graders temperaturstigning i Arktis hen over de seneste 50 år, hvilket vist er tre gange så meget som det globale gennemsnit. Havisudbredelsen er reduceret markant, indlandsisen smelter osv. osv., og det kræver selvsagt løbende tilpasninger fra den grønlandske befolkning og også for naturen og miljøet i området. Men jeg tænker også på politiske forandringer i det internationale samarbejde omkring Arktis, der jo sådan set også er på en form for speed, selv om samarbejdet i sig selv jo i virkeligheden egentlig er lagt meget på køl, uden at det dog har nogen afsmittende effekt på temperaturstigningerne i øvrigt. En tilstand af konstant tilpasning til politiske forandringer kan vi måske ikke være tilfredse med, men som jeg startede med at sige, er vi nødt til at tilpasse os situationen for at overleve – overleve som liberale demokratier og som rigsfællesskab.

Udviklingen har stået på i en årrække, men som flere af de tidligere ordførere også har været inde på, har Putins invasion af Ukraine som med så meget andet skubbet det internationale samarbejde omkring Arktis ud over afgrunden. Arktis er et område med stor strategisk betydning på grund af dets enorme ressourcer og geografiske placering. Derfor er der et større behov for samarbejde mellem de forskellige nationer, der grænser op til regionen, hvilket jo netop også Rusland gør. At dømme ud fra oversigten i den arktiske redegørelse, må Arktis også være den region i verden med den højeste koncentration af internationale samarbejdsorganer. Men det internationale samarbejde i Arktis er også afgørende for, at vi kan tackle de mange udfordringer, der er forbundet med regionen, herunder som sagt konsekvenserne af klimaforandringerne, risikoen ved øget skibstrafik, muligheder for bevarelse af urørt havmiljø i Arktis osv. osv.

Internationalt samarbejde er også vigtigt for at sikre en bæredygtig udvikling i regionen i det hele taget. Vi kan derfor ikke tillade, at samarbejdet går i stå på grund af Rusland. Alle aktiviteter i Arktis bør fortsætte ufortrødent de øvrige nationer imellem, og Rusland skal holdes ud i strakt arm, indtil øvrige internationale uoverensstemmelser med Putin er løst.

Et særligt opmærksomhedspunkt er det faktum, at når Sverige og Finland indtræder i NATO, vil Arktis, som det også er tilfældet i Østersøen, repræsentere en sammenhængende mulig frontlinje mellem NATO-alliancen og Rusland. Og det kan godt være, som det fremgår af redegørelsen, at sikkerhedssituationen p.t. er uændret i Arktis, men det er jo bare lige indtil det tidspunkt, hvor russerne vælger at gennemføre en eller anden speciel operation og øge aktiviteterne i Arktis, som det er sket i Østersøområdet, eller hvor en ukendt kombattant gennemfører et cyberangreb eller sprænger noget undervandsinfrastruktur omkring Grønland i luften. Derfor skal vi også i højere grad end tidligere sikre en øget tilstedeværelse og overvågningskapacitet fra rummet, i luften, på landjorden samt under og over havoverfladen. Og det skal ske i hele kongerigets arktiske ansvarsområde. Danmark skal også give mere plads til, at vores NATO-allierede kan gøre det samme, og vi skal samarbejde og udveksle informationer med vores allierede.

En åbenlys konfliktsituation kan opstå omkring kontinentalsokkelkravene med overlap til Rusland. Vi kan ikke nødvendigvis forvente en konstruktiv proces tilsvarende den, der har været med Canada vedrørende etablering af en ny grænsedragning på og opdeling af Hans Ø, og derfor skal Danmark i samarbejde med vores allierede allerede nu påbegynde forberedelserne til en mulig kommende konflikt i Arktis.

En anden åbenlys konfliktsituation er spørgsmålet om udnyttelse af naturressourcer i Arktis. Både under havoverfladen og under havbunden findes der ressourcer, der potentielt kan repræsentere store økonomiske værdier. Der kan både nationalt inden for rigsfællesskabet og internationalt være mange forskellige meninger om og holdninger til, hvordan vi skal håndtere disse ressourcer, men i Liberal Alliance er vi kommet frem til den konklusion, at disse ressourcer skal forblive urørte i al fremtid. Vi har lige nu en enestående mulighed for fuldstændig at frede et unikt uberørt naturområde i Arktis og sikre, at menneskelig udnyttelse af fiskebestande og naturressourcer ikke ødelægger naturens egen balance i Arktis. Den chance skal vi udnytte, mens vi stadig har den, og Liberal Alliance opfordrer derfor regeringen til at gøre en indsats for, at det fremover bliver kongerigets helt klare og utvetydige position, at det centrale arktiske ocean fredes i al fremtid.

Jeg savner i den arktiske redegørelse svar på – i hvert fald mere konkret – hvordan regeringen forholder sig til Rusland i Arktis, til det fremadrettede internationale samarbejde i Arktis, herunder inden for NATO-paraplyen, og som sagt til en fremtidig beskyttelse af havmiljøet og naturressourcerne i Arktis. En ny arktisk strategi er vist påkrævet, gerne hurtigt. Men tak til udenrigsministeren for redegørelsen, som Liberal Alliance tager til efterretning, og tak for ordet.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger, først fra fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak for talen. Med en enkelt handling kan søkablet i Grønland kappes over, og store dele af Grønlands samfund vil stå lammede hen. Vi er i Grønland også et meget digitaliseret samfund efterhånden, så behovet for netop at beskytte digital og kritisk infrastruktur er der i hvert fald ingen tvivl om vi deler herfra.

Men ordføreren kom med en sådan ret bemærkelsesværdig udtalelse omkring det her med det centrale arktiske ocean, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at give ordføreren en mulighed for at uddybe lidt. For det lyder, som om det er en ny politik, man har fra Liberal Alliances side på området.

Ordføreren.

Ja, det drejer sig jo sådan set om det faktum, at der i øjeblikket er den her midlertidige – tror jeg, vi kan kalde den – fredning af det centrale arktiske ocean i forhold til i hvert fald fiskeriet. I Liberal Alliance har vi valgt at tage det synspunkt og den position, at vi jo p.t. ikke udnytter de ressourcer, der er i det område. Det mener vi faktisk heller ikke skal sættes i værk, og at vi så dermed i fremtiden freder det område, både hvad angår fiskebestanden og også de øvrige naturressourcer på eller under havbunden.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Ja, og det er lidt om det samme. Jeg kunne tænke mig at vide, om ordføreren har gjort sig nogle tanker om, hvilke reaktioner der kan komme fra folk, der bor i Arktis, når der kommer en udmelding fra Liberal Alliance om, at de ressourcer, som er i deres område, ikke skal udnyttes:

Vi, som bor i Danmark, i England eller i Frankrig udnytter alle vores ressourcer så meget, som vi kan, så bæredygtigt, som vi kan, til gavn for vores samfund, så vi skaber en bæredygtig økonomi og et samfund på et højt niveau. Men I, som bor i Arktis, skal ikke røre det, som tilhører jer; hold fingrene væk, det bestemmer vi, som bor i Danmark, hvor vi har ca. 12 millioner grise buret inde.

Jeg tror, der er en fare for, at det kan blive modtaget en lille smule negativt. Har ordføreren gjort sig nogle tanker om det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det har vi i Liberal Alliance gjort os nogle overvejelser om, og det er derfor, jeg benævner det det centrale arktiske ocean og dermed ikke den eksklusive økonomiske zone.

Sjúrður Skaale.

Det er stadig væk et område, hvor folk bor, og som tilhører nogle stater, og som nogle stater formentlig vil kræve adgang til. Og hvis de stater kan udnytte de ressourcer på en bæredygtig måde, ville jeg tro, at det ville virke lidt arrogant og lidt småkolonialistisk, var jeg ved at sige, at sige: Jeres ressourcer skal I holde fingrene fra, lad os udnytte vores ressourcer, og så kan I købe dem af os.

Ordføreren.

Det var jo sådan set også, hvis spørgeren bemærkede det, en opfordring til regeringen til på kongerigets vegne at indtage den position, som Liberal Alliance her fremlægger. Og det vil jo selvfølgelig være noget, der skal gøres i fuld overensstemmelse og samklang med både den færøske befolkning og den grønlandske befolkning.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. I forlængelse af det, min kollega sagde, vil vi gerne komme lidt ind på den her opfordring, netop fordi det er vigtigt, at vi alle kan snakke sammen på udenrigspolitisk plan og opfordre hinanden til nogle forskellige punkter.

Hvis man kigger på klimakrisen, hvor Grønland og Arktis er ramt meget hårdt, på baggrund af hvad andre vestlige lande har besluttet, så mener vi fra Siumuts side, at det burde være lige så tydeligt, at olieudvindingen i Østersøen f.eks. burde være til revurdering, idet der også ønskes en revurdering af det at frede en stor del af Grønland og Arktis. Er Liberal Alliance så enig i, at man også burde gøre det samme i Danmark?

Ordføreren.

Vi mener i hvert fald, at man meget nøje bør overveje det fremadrettet. Og nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl, men jeg tror rent faktisk, at Liberal Alliance også er med i aftalen om ikke at efterforske yderligere i forhold til olie i Nordsøen.

Der var ikke flere spørgsmål til ordføreren. Vi siger tak til hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance og byder velkommen til hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Tak til udenrigsministeren for den skriftlige redegørelse, som vi har fået. Der er jo ikke meget i den, som man kan være uenig i; den er meget refererende, og den er omfangsrig. Der sker heldigvis meget i Arktis, og den danske regering har heldigvis også en stor rolle i rigtig mange gode udviklinger deroppe.

Vi synes jo, at der er meget at glæde sig over i vores rigsfællesskab. Vi kan jo f.eks. fejre sejren i whiskykrigen, som jeg synes at vi har gjort for lidt ud af. Der sikrede Danmark sig ejerskabet over størstedelen af Hans Ø, som canadierne meget uretmæssigt og uretfærdigt forsøgte at få en del af. Så det synes jeg at vi skal glæde os over. Det føjer sig til en lang række succesfulde danske sejre i store krige, men den her synes jeg dog også er værd at hæfte sig ved.

Så synes jeg jo, at det er rigtigt, som mange andre har sagt, at vi mangler en lidt mere klar strategi for, hvor det er, vi vil have at fællesskabet mellem vores tre lande skal bevæge sig hen. Nogle gange kan det selvfølgelig føles tungt som dansker at vide, at Færøerne og Grønland ejer Danmark, men vi vil gerne bevare den konstruktion fra Konservatives side og sikre, at vi bliver ved med at høre sammen som tre lande i ét land, som sammen er stærkere, end vi ville være, hvis vi stod hver for sig.

Der er hele tiden gnidninger, udfordringer og kræfter, der forsøger at rive os fra hinanden. En af de store udfordringer er selvfølgelig, hvordan stormagterne forholder sig til Arktis, når de nu viser en stigende interesse. Her er der ingen tvivl om, at vi fortsat bør have den klare holdning, at især Grønland er en del af kongeriget Danmark. Danmark har en god størrelse til at passe på Grønland, fordi vi er store nok til effektivt at kunne gøre det, og fordi vi er store nok til, at vi kan have alle de funktioner, der skal til, nemlig et godt sundhedsvæsen, et forsvar, som kan blive stort nok – men ikke er det – til at varetage overvågning, redningstjeneste, miljøberedskab og alle de andre ting, og et diplomati, som er stort og stærkt nok til internationalt at gøre Grønlands stemme gældende i alle relevante internationale organer. Samtidig er Danmark også lille nok til, at vi ikke er en udfordring over for andre stormagter, som ikke ser os som en trussel. Det synes jeg faktisk er en ret heldig kombination.

Som jeg har sagt mange gange, tror jeg, at både Grønland og Færøerne reelt set har mere selvstændighed ved at være i rigsfællesskabet, end de ville have i alle andre tænkelige konstruktioner, hvor de ville blive mast og presset af stormagterne på en måde, som ville gøre, at de reelt ville have mindre handlerum, end de har i det rigsfællesskab, hvor der er mulighed for, at Grønland og Færøerne kan gøre næsten alt. Der er nogle få restriktioner selvfølgelig, men man kan gøre, næsten som man vil. Og i Danmark har man en allieret, som man kan arbejde sammen med, som vil Grønland og Færøerne det godt og gerne vil sørge for, at de trives, og som ikke har nogen skumle bagtanker om at holde dem nede eller på anden måde gøre dårlige ting ved dem. Det forhold har vi udviklet igennem rigtig mange århundreder, og vi vil gerne sørge for, at det fortsat bliver bevaret.

Det synes jeg godt at man kunne sige lidt mere klart også fra regeringens side. Det er, som om man ikke rigtig tør sige noget. Man tør ikke rigtig fortælle, hvad det er, man gerne vil med rigsfællesskabet. Fra Konservatives side har vi sagt meget klart, at vi gerne vil bevare det så vidt muligt i al evighed. Vi har også sagt, at det ikke er noget, vi bestemmer, for man kan jo ikke holde sammen på et rigsfællesskab, hvis folk ikke ønsker at være med. Så det er jo sådan, at det er Færøerne og Grønland, der bestemmer, om de ønsker, at rigsfællesskabet skal bestå. Givet at vi fra dansk side nok ikke kommer til at opsige det, er det jo Grønland og Færøerne, der ligesom har serveretten, i forhold til om det skal bestå. Men vi ønsker helt klart at holde fast i det, og vi synes, det er en rigtig god konstruktion.

Vi er nervøse for kineserne og russerne. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi har den klare holdning, at vi står bedst ved at være tæt på amerikanerne, som er den stormagt, som vi har bedst grund til at stole på, og som er tættest på de værdier og den måde at indrette verden på, som vi kan tilslutte os. Sådan har vi det ikke med Kina og Rusland. Der er også ting, man skal være skeptisk over for i forhold til USA; det er slet ikke det. Men der er meget stor grund til at være mistroisk over for den måde, Kina og Rusland agerer på, og hvilke dagsordener de har, også når man ser på, hvordan de agerer i andre lande.

Så er der selvfølgelig også et moralsk aspekt, og det er, at vi alle sammen skylder at stå sammen om en bedre udvikling i verden. Vi kunne godt tænke os, at Færøerne kom lidt mere ind i kampen i forhold til at deltage i boykotten af Rusland. Jeg er glad for, at Grønland er med, men jeg kunne også godt tænke mig, at Færøerne kom lidt mere med i den kamp.

Selv om man er meget lille, må man jo gøre, hvad man kan. Det gælder både på sikkerhedspolitik, og det gælder også på klimapolitik, hvor Grønland og Færøerne selvfølgelig også skal være med og gøre det, man kan, og ikke gemme sig ved at sige, at man er så små, at det ikke gør noget alligevel. Det har jeg heller ikke indtryk af at man gør. Det skal ikke lyde sådan. Man mærker jo meget tydeligt i Grønland effekterne af klimaforandringerne. Det er helt tydeligt. Bare når man flyver over indlandsisen, kan man se, at grænserne har rykket sig, og man kan se gletsjere, der rykker tilbage. Det er en udvikling, som kommer til at få kæmpestor betydning for Grønland.

Alt i alt synes vi egentlig, at samarbejdet er ganske godt. Vi håber, vi kan gøre det endnu bedre og endnu tættere. Vi har foreslået, at man bl.a. opretter et selvstændigt ministerium for rigsfællesskabet, fordi det ikke er udenrigspolitik, men heller ikke helt er indenrigspolitik – det ligger et eller andet sted imellem. Men det er lidt underligt, at det skal være så underprioriteret, at det ligger i en underafdeling i Udenrigsministeriet. Jeg har meget stor respekt for udenrigsministerens viden om rigsfællesskabet, som han jo har gennem både sin familie og sine mange år som statsminister og alt muligt andet. Så det er slet ikke det; udenrigsministeren er nok den mest kompetente til at varetage den opgave. Men konstruktionen af, at det ligger i Udenrigsministeriet, synes jeg grundlæggende sender et forkert signal, fordi det ikke er udenrigspolitik, men det gør også, at det ikke bliver prioriteret højt nok, i forhold til hvad det kunne blive, så man rigtig får taget fat i alle de opgaver, som vi kunne løse i rigsfællesskabet. Vi skal udvikle samarbejdet mere på uddannelsesområdet, sundhedsområdet, erhvervsområdet og en lang række andre områder.

Et af vores store ønsker er derudover også, at vi bliver bedre til at inddrage de færøske og grønlandske folketingsmedlemmer i arbejdet i Folketinget, fordi konstruktionen nu engang er sådan, at vi beslutter forsvarspolitik for både Danmark, Grønland og Færøerne her. Sikkerhedspolitik og pengepolitik og alt muligt andet bliver besluttet her i Folketinget. Der hører vi ofte et ønske om, at vi skal inddrage Landstinget, selvstyret, lagmanden og de lokale færøske og grønlandske politikere mere i samarbejdet. Og det kan man også, men nogle gange er det lidt mærkeligt at gå over åen efter vand, når repræsentanterne jo sidder lige her på forreste række i Folketinget og er valgt til netop at varetage de opgaver og være med til at blande sig i de beslutninger, som bliver truffet her i Folketinget for hele rigsfællesskabet, også for Grønland og Færøerne. Så vi ser gerne, at de fire medlemmer bliver inddraget mere.

Jeg skal gentage endnu en gang – jeg har sagt det mange gange – at jeg også håber, at det kommer til at gælde, når vi skal lave et forsvarsforlig, som betyder rigtig meget for især Grønland, men også for Færøerne, så man der er åben over for, at de færøske og grønlandske medlemmer kan komme med i et forlig. Det skal ikke forstås sådan, at man sådan automatisk kan være med, for det kræver også, at man har en fornuftig indstilling til forsvarspolitik og i øvrigt er indstillet på, hvordan man arbejder i en forligskreds. Der er mange forudsætninger, der skal gå op, for at man kan komme med.

Men det har været sådan, at det nærmest pr. automatik har været udelukket for færøske og grønlandske medlemmer at komme med i et forsvarsforlig, og det er meget forkert. Man kan heller ikke sige til et folketingsmedlem, der er valgt på Bornholm: Du kan ikke komme med i et forsvarsforlig, fordi du kun repræsenterer Bornholm. Altså, det er en forkert indstilling til det. Alle, der sidder i Folketinget, er ligeværdige og bør inviteres med i den slags aftaler, hvis de opfylder de øvrige forudsætninger for at kunne være med. Så jeg håber virkelig, at regeringen her tager skeen i den anden hånd og sørger for, at der bliver mere inddragelse.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger. Først er det fra hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Tak for det. Nu talte ordføreren meget om rigsfællesskabet som konstruktion – den debat vil jeg utrolig meget gerne tage, men måske en anden dag, for det kommer jo også på dagsordenen. Men nu sagde ordføreren også, at han beklagede, at Færøerne ikke var med i sanktionerne mod Rusland, og det synes jeg var ærgerligt. Så vil jeg spørge ordføreren, om han er klar over, at Færøernes eksport til Rusland, som var 30 pct. for nogle år siden, var 24 pct. året før invasionen og nu er nede på 8 pct. og således er reduceret med to tredjedele, samtidig med at Danmarks samhandel med Rusland er reduceret med halvdelen. Altså, Færøerne har reduceret sin samhandel med Rusland langt mere, end Danmark har. Kan ordføreren se noget dobbeltmoralsk i at slå ned på Færøerne, som har reduceret samhandelen med Rusland langt mere, end Danmark selv har?

Ordføreren.

Nej, jeg var ikke klar over de præcise tal, så tak for den oplysning. Jeg sagde også, at jeg ønskede, at Færøerne kom mere med. Jeg er godt klar over, at man er med – men der har også været noget fodslæberi i forhold til at komme fuldt med i sanktionerne over for Rusland. Og jeg er også klar over, at det betyder meget for Færøernes økonomi, fordi eksporten til Rusland er stor, og at det derfor sikkert også har sat sig nogle betydelige spor i Færøernes økonomi.

Færøerne er jo et rigt land, som burde betale bloktilskud til Danmark, hvilket jeg har talt om tidligere, fordi man nu har så højt et bruttonationalprodukt. Det glæder vi os over, men så synes vi også, at man har råd til at være med fuldt ud i sanktionerne mod Rusland, som har begået så urimelig en handling over for Ukraine – også uden at skele til, om det så betyder en vis procentdel i forhold til andre.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg synes, at Færøerne burde gøre mere; man gør en masse, men vi burde gøre mere. Jeg vil bare påpege – når det bliver sagt, at vi er fodslæbende – at Færøerne er uden for EU, men af egen fri vilje har tilsluttet sig EU's sanktioner og ikke bryder EU's sanktioner – vi bryder ikke EU's sanktioner, okay? Derfor synes jeg, det er lidt sådan irriterende at høre på, at man kritiserer Færøerne så meget hele tiden, som altså har reduceret sin samhandel med Rusland mere, end Danmark har reduceret sin samhandel.

Ordføreren.

Det er noteret, og jeg ønsker ikke at være irriterende over for Færøerne. Jeg synes nu heller ikke, at vi har kritiseret Færøerne så meget. Altså, der har været en debat, selvfølgelig, i danske medier. Jeg har selv været tilbageholdende med at udtale mig alt for meget og har også understreget, at den kritik, vi kommer med, ikke skal forstås, som at Danmark er på vej til at tvinge Færøerne til at agere på en bestemt måde, for Færøerne har juridisk set lov til at gøre, som de vil. Men derfor er det også stadig sådan, at man selvfølgelig må lægge øre til kritik, og det håber jeg man kan.

Fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit.

Tak til formanden. Sidste gang jeg var i debat med Konservative her i Folketingssalen, spurgte jeg ind til Konservatives partiformands sammenligning med Grønland og Afrika på is. Og jeg er bare lige nødt til at bringe det op, for der er mange ting, som jeg sådan set er rigtig glad for i samarbejdet med ordføreren; der er også mange ting, vi ikke er enige om; og jeg oplever også lidt, at ordførertalen til tider var sådan lidt provokerende for ligesom at fremtvinge en eller anden form for debat. Men når man taler om at have respekt for Grønland, tror jeg bare, det er vigtigt, at man også er opmærksom på, hvordan det er, vi taler om hinanden. Så det vil jeg i hvert fald gerne understrege. Og der har selvfølgelig været en snak, også internt med Konservatives formand, men det er bare vigtigt at sige, at det i hvert fald er faldet en del for brystet i Grønland og har været noget af en debat, som vi har haft, også under valgkampen. Så det er i hvert fald den vigtigste kommentar, jeg vil komme med.

Ordføreren.

Det kan jeg godt forstå, og jeg er også enig med hr. Søren Pape Poulsen i, at han ikke skulle være kommet med den udtalelse. Jeg kommer selv direkte fra Afrika, hvor jeg var i sidste uge, i Sudan og Eritrea, og jeg kan berette, at det minder meget, meget lidt om Grønland.

Fru Aaja Chemnitz.

Mange tak. Jeg vil komme ind på en anden ting. Tak for opbakningen, som sådan set altid har været der, til, at de grønlandske folketingsmedlemmer har kunnet sidde med ligeværdigt, og nu er det rent faktisk lykkedes, for det står jo i regeringsgrundlaget, at de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer skal være med i et forsvarsforlig. Så det synes jeg bare er vigtigt også at få på plads – at det rent faktisk er lykkedes, delvis også med ordførerens opbakning. Tak.

Ordføreren.

Tak. Jamen det er jo noget, vi to har talt om i mange år, og jeg er også glad for det samarbejde, vi har via Forsvarsudvalget, hvor jeg også håber, at de grønlandske og færøske medlemmer føler at der er mulighed for at være med så meget som muligt. Jeg synes, det er meget afgørende for, at vores grundlov og vores rigsfællesskab fungerer, at alle, der er medlem af Folketinget, har mulighed for at være med i det arbejde, som er relevant for dem.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti og byder velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for redegørelsen. Det er jo en på alle måder vigtig, aktuel og relevant debat, som vi har i dag, ikke mindst fordi udviklingen i det arktiske område på alle måder er brændende vigtig, aktuel og relevant. Med Ruslands aggressive angreb på Ukraine i lodret strid med international ret og internationale spilleregler har det arktiske samarbejde jo fået et alvorligt skud for boven og er blevet gjort ganske vanskeligt. Men samtidig understreger det jo også, hvor utrolig vigtigt og nødvendigt det rent faktisk er med netop et stærkt og gensidigt forpligtende samarbejdsforum, og det er både i forhold til sikkerhed og forsvar, men jo også i forhold til kampen mod klimaforandringerne, beskyttelse af naturressourcer, bæredygtig udvikling og oprindelige folks rettigheder og plads ved bordet – nogle af de ting, som mine ordførerkolleger har været inde på i deres indlæg.

Det er ret åbenlyst, at der er rigtig mange stormagter rundtomkring i verden, som er klar til at diskutere Arktis og mener, at de har noget skulle have sagt omkring Arktis' fremtid uanset geografisk placering. Det er jo ganske forståeligt i og for sig, men det er i vores øjne ekstremt farligt, hvis stormagtskonflikter får lov til at flytte ind og dominere det arktiske samarbejde, og det er også noget af det, som vi mener at vi fra dansk side skal bidrage til ikke sker. Det er noget med at få inddæmmet den handlingslammelse, som der faktisk er i dele af Arktis i øjeblikket. Det lyder vanskeligt, og det er det også, men det er ikke et argument for ikke at forsøge at gøre det, man kan.

For os i Enhedslisten er det en væsentlig del af vores kompas, at det samarbejde, vi fra dansk side har med Grønland og Færøerne, skal prioriteres og sikres en reel og mærkbar indflydelse og selvbestemmelse, sådan at Grønland og Færøerne er ligeværdigt inddraget i de relevante politiske fora, som vi deltager i. Og nogle af de centrale principper her er jo, at forsvarspolitik set fra København også skal ses fra resten af rigsfællesskabet, og omkring det arktiske skal det være med en direkte involvering af Grønland og Færøerne og også vores nordatlantiske kolleger her i Folketinget. Jeg ved godt, det ikke tilkommer mig eller Enhedslisten at definere, hvem der sidder med ved forhandlingsbordet, men lad der hermed lyde en opfordring til, at man i det mindste lytter og i stort omfang inddrager vores nordatlantiske kolleger i diskussionerne om cybersikkerhed, overvågning, dual use osv., som kollegerne også har været inde på i dag og mange gange tidligere.

Et andet princip, som er vigtigt for os i Enhedslisten, når vi diskuterer klimaforandringer, bæredygtig udvikling osv., er, at vi så også husker, at oprindelige folks organisationer og naturen er i centrum. For nok er der mange økonomiske, militære og sikkerhedsmæssige interesser på spil for alle mulige lande i det her område, men det helt centrale spørgsmål er jo, hvordan den udvikling, der sker, påvirker de mennesker, der lever i det arktiske område, og hvordan den påvirker den natur og det dyreliv, der er i området, og derfor er det jo også et centralt spørgsmål, hvordan de mennesker, der lever i det arktiske område, faktisk inddrages og sidder med ved bordet. Det gælder de folkevalgte, det gælder landenes regeringer, men det gælder jo også de oprindelige folks organisationer, og det er noget af det, vi synes vi burde bruge mere krudt på, også fra dansk side.

Så er der selve klimaforandringerne og kampen imod dem. Vi glæder os også, som andre ordførere også har sagt, over, at den grønlandske regering har ambitioner om at rykke på vandkraft og tiltræde Parisaftalen. Det er utrolig vigtigt og en meget, meget vigtig del af det arktiske samarbejde og samarbejdet om biodiversitet, miljøudfordringer og klimaudfordringer, og nogle af de ting, som er oplagte og noget af det, som vores grønlandske kollega sagde tidligere omkring forskning og prioritering af forskningsmidler – hvem det er, der forsker, og hvem det er, der deltager i forskningssamarbejder – er bæredygtig økonomisk udvikling og hele den grønne omstilling og alt det andet, der skal til. Der er det vigtigt, at vi fra dansk side understøtter så meget, vi overhovedet kan.

Det er et temmelig brændende spørgsmål og en temmelig brændende opgave at fastholde, at den udvikling, der sker i det arktiske område, er fredelig; at vi fastholder, at den skal være fredelig; at vi fremmer, at den skal være fredelig; at vi sikrer, at det er en fredelig udvikling. Det skal være en udvikling, der er baseret på regler og ikke på stormagtsinteresser, men på afspænding og demilitarisering, og det skal – til trods for at det er om ikke umuligt, så i hvert fald ganske vanskeligt i de her måneder – ikke være nogle udfordringer, der løses alene med militære og forsvarspolitiske svar forstået ganske snævert. Vi må ikke blive blinde for, at de militære svar har deres begrænsninger. Det betyder også, at det er desto vigtigere, at vi fra dansk og nordisk side arbejder aktivt for lavspænding i det arktiske område.

NATO er med al sin interesse jo også i den her sammenhæng en stormagtsinteressevaretager. Derfor er det i vores øjne oplagt, at det faktum, at Sverige og Finland bliver en del af NATO og får medlemskab af NATO – ud over at det kan blive en udfordring i forhold til den geografiske grænse til Rusland – muligvis også giver nogle muligheder for, at vi fra dansk side kan bruge det nordiske samarbejde noget mere. Jeg ved godt, det er en holdning i skiftende regeringer, at USA er vores bedste ven, men jeg mener faktisk – ud over at man kan sætte spørgsmålstegn ved den antagelse – at i de spørgsmål, der gælder Arktis, at de nordiske lande og vores grønlandske og færøske kolleger måske er nogle af de vigtigste venner at have. Det er i hvert fald vigtigt set med vores øjne, at NATO ikke får en alt for dominerende rolle, for så er det en alt for stor risiko, at det er stormagtsinteresser og ikke regelbaseret udvikling, som bliver det dominerende.

Jeg vil slutte af med at sige, at det arktiske samarbejde fortsat skal fremme og sikre en fredelig og lavspændingsbaseret udvikling. Det skal være en udvikling, der er baseret på ligeværdighed mellem de aktører, der er involveret; det gælder også de oprindelige folks organisationer. Jeg ved, at der er nogle udfordringer omkring det her med retten til at bruge sine naturressourcer, men vi er bare i en situation, hvor store dele af den allerrigeste del af verden – nu må jeg ikke bruge ordet fra talerstolen her – godt og grundigt har ødelagt mulighederne for, at vi kan bruge kvit og frit af de naturressourcer, der er på jordkloden. Hele verdens udvikling og hele verdens udfordringer med klimaforandringerne kan man ligesom se udspille sig i det arktiske område. Derfor er det så vigtigt, at vi også bruger den ramme til at diskutere kampen mod klimaforandringer, biodiversitet, brugen af naturressourcer og miljøperspektiverne på en ligeværdig måde.

Så må vi sidst, men ikke mindst insistere på, at oprustning, spændinger, stormagtskonflikter skal imødegås med demilitarisering, lavspænding og en regelbaseret udvikling. Det er en helt særlig forpligtelse, vi har, ikke mindst i det arktiske. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg vil blot gerne kvittere for – det er vi i Siumut i hvert fald rigtig glade for – at oprindelige folk og oprindelige folks rettigheder bliver nævnt af en ordfører i en debat om Arktis. Det er ikke så ofte, det høres, men om ikke andet er det en af de vigtigste pointer, vi også bliver nødt til at arbejde med. For når vi snakker om demokrati, og når vi snakker om de fælles værdier, vi har, også på udenrigspolitisk niveau, er det netop også vigtigt, at vi opretholder menneskerettigheder, bl.a. igennem oprindelige folks rettigheder.

Der bliver også nævnt lidt om nordisk samarbejde. Kunne det så egentlig tænkes, når vi snakker om vidensudveksling og vidensdeling, at man også kiggede til andre oprindelige folk? Her tænker jeg på andre inuitfolk, som på en eller anden måde kan have noget af den samme viden, som grønlandsk inuit kan, og på den måde kan man vidensudveksle med hinanden derfra og ikke kun Norden imellem.

Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Det er i hvert fald helt klart vores indstilling og vores holdning i Enhedslisten, at det skal vi gøre, også i det nordiske samarbejde. Det skal vi i det hele taget i hele verden, når vi navigerer rundt og vil være med til at definere, hvordan udviklinger skal se ud, eller have indflydelse på udviklinger og understøtte udviklinger. Oprindelige folk, hvor end de er, skal inddrages i beslutninger om, hvordan deres samfundsudvikling skal se ud.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Jo, det var der så alligevel. Fru Aaja Chemnitz, værsgo.

Mange tak. Jeg havde lidt tekniske problemer med at trykke mig ind. Stor opbakning til udtalelserne omkring det her med at arbejde aktivt for lavspænding i området. Der er jo også nogen, der indimellem synes, vi er naive, når vi synes, at det er det, vi skal arbejde for, men det er det, som er rigtig vigtigt for rigtig mange i Grønland, så bare en opbakning herfra.

Så er det jo rigtig godt, at der bliver talt om oprindelige folks rettigheder. I praksis oplever jeg, at det faktisk er rigtig svært for ICC, som jo sådan set er kongerigets eneste repræsentant for arktiske oprindelige folk, at få penge til det internationale arbejde, som de laver. Så jeg håber bestemt, at der bredt i Folketinget vil være en opbakning til at støtte ICC.

Så blev der nævnt det her med retten til brug af naturressourcer. IA har jo et motto, der hedder »Intet om os, uden os« , og det gælder jo for alle folk, der arbejder og bor i Arktis, og det gælder også i forhold til Norge. Det vil jeg komme ind på i næste runde.

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det er nemt at stå og tale om, at oprindelige folks organisationer skal være repræsenteret ved bordet, når der skal forhandles eller skal diskuteres. Noget af det, vi fra dansk side generelt har været gode til at sige, er, at vi også skal understøtte – og uden sammenligning – fattige lande i det globale syds tilstedeværelse i f.eks. FN-fora eller ved internationale møder. Så noget af det, vi kan, er jo helt banalt at sætte økonomi til rådighed, sådan at organisationerne får mulighed for at rejse og deltage de steder, hvor de skal være. Det ville jeg synes var en god måde at prioritere nogle af vores ressourcer på.

Omkring det her med retten til brug af naturressourcer vil jeg sige: Det forfærdelige er jo, at vi er i en så stor og alvorlig klima-, biodiversitets- og miljøkrise, at vi er nødt til at have en diskussion om det, og det rammer jo nogle dilemmaer i forhold til retten til selvbestemmelse og retten til egen udvikling og definition af egen udvikling. Derfor skal vi finde en vej i det, hvor vi beskytter den natur og de ressourcer, der er, og overlader udviklingen til de folk, som bor der, hvor de bor.

Fru Aaja Chemnitz for en sidste kort bemærkning.

Tak for opbakningen. Et eksempel fra Norge, som jeg tror er noget, vi alle sammen skal skrive os bag øret, er, at man har ønsket at etablere flere vindmølleparker på et område, som sådan set tilhørte samerne, og det har man kaldt green colonialism. Altså, der er jo sådan set generelt i den del af verden, som vi befinder os i, en stor opbakning til grøn omstilling, men samtidig kan man jo, når man ikke lytter til og ikke inddrager oprindelige folk, opdage, at der er to forskellige rettigheder, der i virkeligheden modarbejder hinanden. Det tror jeg er et eksempel, man er nødt til at være opmærksom på. Hvad tænker Enhedslisten om det?

Ordføreren.

Tak. Jamen vi er fuldstændig enige. Jeg vil sige, at jeg jo selv kom fra en ngo-verden, lige inden jeg blev valgt til Folketinget, hvor noget af det fremmeste arbejde, vi lavede, netop var at diskutere, hvordan man, når man skaber udviklingsprojekter – hvad enten det er store vindmølleparker, eller det er alle mulige andre former for infrastrukturprojekter – ikke gør det på andre menneskers jord uden at inddrage de mennesker, der bor der, i beslutningerne om, om de skal ligge de steder, hvor de skal ligge; det giver sig selv – intet om folk uden folk.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og byder velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til regeringen og udenrigsministeren for redegørelsen. Radikale Venstre ønsker et styrket samarbejde inden for rigsfællesskabet, når det gælder de udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske emner, og derfor er den her redegørelse og debat også vigtig.

Udviklingen i det arktiske område er jo bekymrende. For blot et par uger siden stod jeg i Frederikshavn på »Esbern Snare«, der en halv time efter drog mod det nordlige Norge, ud for Norges nordlige kyst, på en øvelse. Det er ikke unormalt, men det er heller ikke tilfældigt. Redegørelsen beskriver jo de stigende og meget bekymrende sikkerhedspolitiske udfordringer i lyset af krigen i Ukraine, og hvordan Rusland optrapper massivt i det arktiske område. Det samme billede så vi jo på det meget informative seminar, vi havde i Den Arktiske Delegation. Suspenderingen af arbejdet i Arktisk Råd øger jo kun yderligere spændingerne og mindsker mulighederne for at finde fredelige fælles løsninger.

Det er jo NATO-medlemskabet, der udgør en fælles grundpille i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, mens vi i Grønland, på Færøerne og i Danmark har forskellige interesser i EU og har valgt forskellige veje. Men både i NATO og i EU bliver vores stemme stærkere, når det gælder udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske emner, når vi taler sammen, og når vi taler med hinanden.

Hjemmestyre- og selvstyrelovene giver jo Færøerne og Grønland ret til at føre selvstændig udenrigspolitik på hjemtagne områder efter koordinering med Danmark, og den ret har Færøerne og Grønland i stigende omfang benyttet sig af de sidste år. Det mener vi er vigtigt, og vi mener, det er vigtigt, at alle rigsfællesskabets dele har indflydelse på fælles udenrigs- og sikkerhedsanliggender. Det er vigtigt, at vi kan dele fortrolig information, og derfor er det jo godt, at der er etableret rum til at sikre kommunikationslinjerne til Tórshavn og Nuuk. Det er vigtigt, at vi i alle relevante sager har en reel dialog og giver alle rigsfællesskabets dele indflydelse, før vi træffer beslutninger. Det Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg mellem rigsfællesskabets regeringer har en helt central rolle her, og vi ønsker samarbejdet udvidet til også at involvere de respektive parlamenters udenrigspolitiske udvalg og nævn, så der er en bred politisk fundering af samarbejdet.

Radikale Venstre vil også prioritere, at det kommende forsvarsforlig i Folketinget også behandles med naalakkersuisut og landsstyret i kontaktudvalget. Og vi ønsker, at de stigende trusler i det arktiske område skal afspejle sig i vores fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitiske strategi. Vi ser frem til at styrke kapaciteten til at overvåge og patruljere det arktiske område, for for et rigsfællesskab som vores med en så stærk placering i det arktiske område er søværn og beredskab afgørende prioriteter.

Vi ønsker også, at grønlændere og færinger i højere grad indgår i udenrigstjenesten via aktivt samarbejde og rekruttering. Vi ønsker, at kapaciteten og samarbejdet om forskning og undervisning på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område bliver styrket i rigsfællesskabet og i Grønland og på Færøerne.

En anden central udfordring, der beskrives i redegørelsen, er klimaforandringerne. Med afsmeltningen af havisen er der jo brug for et styrket samarbejde om klima i det arktiske område – klimaforskning, men også klimahandling. Jeg har deltaget i de internationale klimaforhandlinger og der oplevet, hvordan vi sammen har en langt stærkere stemme, hvis vi taler sammen og arbejder sammen og også inddrager den store viden, der er hos de oprindelige folk i de arktiske områder, og sikrer, at de får en stemme i de internationale klimaforhandlinger. Vores stemme bliver også stærkere, hvis vi i fællesskab sikrer stærkere klimahandling, både i Danmark, i Grønland og på Færøerne.

Der er i lyset af den stigende tilgængelighed i området grund til at være endnu mere opmærksom på områdernes store sårbarhed. Vi skal styrke vores miljøforskning og naturbeskyttelse, beskyttelsen af biodiversiteten og i lyset af den seneste FN-aftale også beskyttelsen af havmiljøet.

Vi skal styrke implementeringen af de internationale miljøkonventioner. Jeg vil særlig tale for to miljøkonventioner, som jeg selv har haft ansvaret for i min tid i FN, eller faktisk tre konventioner, nemlig konventionen om luftforurening, konventionen om de grænseoverskridende virkninger af industriulykker – noget, der i stigende grad kan udgøre en trussel i det arktiske område – og så Århuskonventionen, som er særlig vigtig, da den jo sikrer en stemme for befolkningen i de arktiske områder og giver dem ret til at blive hørt, hvis der er trusler mod deres natur og miljø, og også ret til at føre sager, hvis det sker, altså på baggrund af bestemmelser i Århuskonventionen. Det er igen også særlig vigtigt for de oprindelige folk i området.

Så med de bemærkninger vil jeg gerne anerkende udenrigsministerens og regeringens stigende fokus på rigsfællesskabet og det arktiske område og takke regeringen og udenrigsministeren for en god redegørelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt spørger, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu repræsenterer ordføreren jo det måske mest EU-begejstrede parti i Folketinget, men ordføreren sagde ikke meget om, hvordan EU's rolle bør være i Arktis. Der er jo etableret et EU-kontor, og der skrives EU-strategier for Arktis osv. Kan ordføreren komme lidt ind på, hvordan han ser EU's rolle i det, der sker i Arktis?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Man kan sige, at når det gælder klimaindsats, klimaforskning og klimasamarbejde, og når det gælder miljøbeskyttelse, har EU meget at byde på, og den kapacitet håber jeg da også kan blive stillet til rådighed i det arktiske område og i Grønland og Færøerne. Med Danmarks fjernelse af forsvarsforbeholdet vil det sikkerhedspolitiske samarbejde i EU jo også blive styrket, og med Finlands og Sveriges indtræden i NATO og samtidige deltagelse i EU kan det sikkerhedspolitiske samarbejde både i EU og i NATO forhåbentlig blive styrket i det arktiske område. Her mener jeg, det er afgørende, at vi har en stærk dialog i rigsfællesskabet om, hvordan vi bedst, også i EU, præsenterer og arbejder sammen om at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde i Arktis. Det gælder også i forskningsindsatsen med PESCO-samarbejdet. Så her ser jeg, at EU kan blive en stadig stærkere og vigtigere partner i det arktiske samarbejde.

Så er det spørgeren for sit andet spørgsmål. Værsgo.

Der har været et par ordførere i dag, som har talt for, at man skal lade ressourcerne i Arktis være i fred, at dem skal man ikke røre. Mens alle andre lande udnytter deres ressourcer, skal befolkningerne, som bor i Arktis, holde fingrene væk. Det er nogle røster, der har været, og nogle meninger, der er blevet luftet, i mange EU-lande, også på meget højt plan i mange EU-lande, og det lyder lidt dobbeltmoralsk, når man hører ministre, som lever i lande, hvor alle ressourcer udnyttes så bæredygtigt, som man kan, sige: Deroppe skal I holde fingrene væk fra de naturressourcer, som I har. Hvordan stiller ordføreren sig i den debat?

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg mener jo, at det er oplagt, at vi taler for, at man ikke i de arktiske områder begår de samme fejl, som vi måske har begået i vores del af verden, og på den måde mener jeg, at den særlige sårbarhed, der er i forhold til naturen, havmiljøet og biodiversiteten i de arktiske områder, tilsiger, at vi skal have en styrket beskyttelse af de arktiske områder, også hvad angår udvinding af naturressourcer, f.eks. olieudvinding. Så derfor står jeg sådan set på mål for, at vi forhåbentlig i fællesskab kan sikre en meget udbredt og stærk beskyttelse af både havmiljø, natur og biodiversitet i de arktiske områder. Det mener jeg der er brug for, og det mener jeg vi skal samarbejde om.

Vi siger tak til ordføreren for Radikale Venstre, hr. Christian Friis Bach. Næste ordfører er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Vi står i den mest komplekse sikkerhedspolitiske situation siden den kolde krig. Ruslands invasion af Ukraine har bragt krig til Europa, og vores fred og orden – det, vi troede var en verdensorden – er truet. Og som om det ikke er nok, skubber Kina samtidig også til hele den globale magtbalance. Alle de globale tektoniske plader er i voldsomme bevægelser, og det er det, vi som Folketing skal forholde os til. Det kommer til at koste kroner og øre at sikre vores samfund.

Det er en kompleks sikkerhedspolitisk situation, vi står i. Modsat af hvad mange siger, er den dog ikke helt ny. Det er snarere min og mit partis opfattelse, at virkeligheden halter noget efter realiteterne, i hvert fald mange steder. Vi er nemlig længe blevet bedt om at levere vores andel, for det koster at være med i NATO. Man kunne jo rettelig spørge, hvorfor andre skulle tage os seriøst, hvis vi ikke selv gør det. Jeg håber derfor også, at vi hurtigst muligt indser, at vores troværdighed som alliancepartner i NATO afhænger af vores evne til at gøre det, vi siger, og til at tage vores egen sikkerhed seriøst. Det gælder ikke mindst i Arktis, hvor den beskyttelse og de forpligtelser, der er i NATO, som bekendt ikke finder anvendelse. Det betyder også, at vi skal se ud over NATO. Vi skal se indad, og vi skal se imod USA.

Arktis udgør et enormt geografisk område, og adgang til data og overvågning er centralt for, at Danmark kan varetage både egne, fællesnordiske og NATO's interesser i området. USA vil gerne have os med, men jeg tror ikke, det vil overraske nogen, hvis jeg påstår, at USA nok vil tage de skridt, de finder passende, uagtet hvad vi her måtte mene. Oprustningen i det arktiske område ærgrer mig selvsagt, men hvad skal vi egentlig stille op, når Rusland har oprustet i området i hen ved 15 år? Jeg synes godt, at vi med ærlighed kan sige, at det ikke var os, der begyndte, men at vi for vores interesse og for den verden, vi ønsker at se, har en pligt til at reagere. Derfor er vi selvsagt nødt til at tage vores forholdsregler. Vores rolle som selvstændigt kongerige afhænger af, hvad vi gør for vores nordlige broderfolk på Færøerne og i Grønland, og hvordan vi sikrer hævdelsen af vores suverænitet fra Østersøen til det nordlige Grønland.

I Dansk Folkeparti ønsker vi at finde midlerne til vores forsvar, til forsvaret af kongeriget Danmark og til vores soldater, som vi beder om at løse svære opgaver både herhjemme og langt hjemmefra. I modsætning til regeringen anser vi ikke forsvarsudgifterne som de sidste, der skal finansieres. Vi ser det som det første, det væsentligste. Det at kunne sikre vores, kongerigets, og vores borgeres tryghed og sikkerhed er den første og fornemste opgave, som man kan have som nation.

Helt grundlæggende er det derfor Dansk Folkepartis holdning, at vi nu først og fremmest skal have fuldstændig styr på suverænitetshåndhævelsen i hele kongeriget, og det langt mere end i dag. Vi skal vide, hvad der sker, og derfor skal vi gøre langt mere end det, vi hidtil har gjort, fra Østersøen til Arktis, fra Gedser til Thule. Det betyder konkret, at vi skal styrke overvågningen og tilstedeværelsen i hele kongerigets interesseområde, Østersøen, Nordatlanten og Arktis. Vi skal fokusere på at sikre og overvåge hele kongeriget i alle fem domæner, i rummet, i cyberspace, i luften, til vands og til lands. Vi skal selvklart gøre, hvad vi kan, for at leve op til det, vi skal levere til NATO. Men det sikrer ikke hele kongeriget, og derfor skal vi være meget opmærksomme på de af vore indsatser, som ikke er i NATO-regi. Det er især indsatserne i Nordatlanten og i Arktis.

Det er naturligvis Dansk Folkepartis holdning, at vi i den fremtidige indsats og oprustning skal sikre en fornuftig balance mellem kongerigets og NATO's interesser, for vi skal huske på, at NATO ikke er et mål i sig selv; det er et middel til at bevare et trygt og sikkert Danmark og et middel til at bevare stabiliteten, trygheden og sikkerheden for dem, vi betragter som vores nærmeste allierede.

Jeg vil ikke her gå så meget ind i genopbygningen af det danske forsvar og det massive behov for først og fremmest flere penge. Jeg vil blot signalere, at der er behov for, at alle dele af kongeriget bidrager til den genopbygning, og at vi tænker i helt andre baner end dem, vi plejer, hvor tingene går op i forvaltning, arbejdsret og ja, plejer. Plejer er død. Der er og bliver brug for, at alle indbyggere i kongeriget, i Danmark, på Færøerne og i Grønland, går helhjertet ind i det her. Med andre ord: Med beskyttelsen af kongeriget følger et fælles ansvar for alle, fra øst til vest, syd til nord, mand som kvinde. Der bliver brug for alle til at opføre, vedligeholde og varetage funktionerne, civilt som militært.

Vi skal på kløgtig vis fordele vores fokus og midler mellem NATO's ønsker og USA's. USA har øje på Arktis og kongeriget Danmark, NATO kun på Danmark. Men vi kan gøre mange ting. For det første er en væsentlig styrket kapacitet til satellitovervågningen for at overvåge det enorme territorium, kongeriget udgør, er ikke blot en god løsning på mange udfordringer både civilt og militært. Det er også en kapacitet, der i høj grad bidrager til NATO's samlede forsvar.

For det andet skal vi have en øget luftovervågning i Arktis og Nordatlanten, der kan imødekomme en central del af det voksende behov for overvågning på alle niveauer i regionen. At overvåge luftrummet i den del af kongeriget er udfordrende og vil formentlig kræve indsættelse af specialiserede radarfly, men det er nødvendigt, hvis vi skal sætte handling bag, og det skal vi. Vi skal som arktisk stat leve op til det medansvar, vi har for den regionale sikkerhedspolitiske orden i Arktis, samtidig med at der sikres optimale muligheder for alle, der bor i Grønland, og her er luftrekognoscering centralt for en række kritiske civile opgaver såsom eftersøgning og redning, isdetektion, indsats mod ulovligt fiskeri, olieudslip og klimaovervågning.

For det tredje skal vi sikre, at vi har en dansk flåde, der fortsat kan operere i og omkring Grønland. Derfor bliver det helt afgørende for os, at vi straks sætter gang i anskaffelsen af afløseren for de inspektionsskibe, der i årtier har gjort det fortræffeligt, men som snart ikke kan mere. Tilstedeværelsen af den danske flåde i Arktis er i forvejen vital for Grønland, og det er centralt, at vi har en flåde, der er til stede til alle tider.

Centralt for alle områder er, at vi så vidt muligt tænker – med formandens tilladelse – en dual use, så indsatserne i alle faser er til gavn for arbejde, uddannelse og civile samfundsopgaver for borgerne i Danmark, Grønland og på Færøerne. Og vi vil gerne inddrage grønlænderne og færingerne mere i deres egen sikkerhed. Det er mit håb, at også de kan se, at det giver mening. Vi vil ikke køre nogen over, men det er klart, at vores broderfolk i Nordatlanten skal forstå, at man ikke nødvendigvis mener det samme i USA, at man ikke nødvendigvis i alle ender og kanter har samme interesser. Danmark er derimod deres garanti for en fair behandling i pagt med den ånd, der altid har været i rigsfællesskabet. Tak for ordet. Jeg ser frem til den videre drøftelse.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Der er en spørger, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig i det, ordføreren sagde. Jeg kan godt lide, at ordføreren siger, at alle dele skal bidrage og stille krav osv. Jeg mener at vide, at ordføreren er en stor ynder af Thomas Mann, hvis bog »Trolddomsbjerget« beskriver nogle læger, som får magt over mennesker ved at tale ned til dem, og der opnås sådan en status på bjerget i den her roman, hvor jo mere syg man er, jo mere elendig man gør sig selv, jo mere lydhørhed får man, og jo mere magt får man på en eller anden mærkelig måde. Det gælder om at være elendigere, for gennem elendigheden bliver man stærk og får ørenlyd. Det er ikke den måde, man skal tale til hinanden på i rigsfællesskabet, man skal tale direkte og kontant, og det er jeg glad for ordføreren gør.

Det virkede, som om ordføreren indledte forhandlingerne om forsvarsforliget i sin tale, altså en tale, der var en forløber for de forhandlinger. Jeg har også stillet en anden ordfører det her spørgsmål: Vil ordføreren være med på, at der bevilges penge til, at de skibe, som sejler ved Færøerne – Thetisskibene, som er de ældste skibe i den danske flåde, som er forældede, men som er blevet livstidsforlængede, som det hedder, og som opererer i meget barskt farvand – bliver fornyet gennem den nye forsvarsaftale?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg kan svare meget kort: Ja. Men man behøver ikke kun at svare kort, så jeg vil gerne uddybe. Jeg betragter det, som hr. Sjúrður Skaale siger, som meget centralt. Rigsfællesskabet må aldrig ende som hos Thomas Mann og »Trolddomsbjerget«, hvor der er nogen, der lader sig døse hen, fordi de tror, at andre tager opgaverne på sig. Rigsfællesskabet skal netop hvile på en værdighed og en lige respekt for alle de tre folk. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at det jo nogle gange kan være svært i omskiftelige politiske miljøer.

Nu ved jeg jo, at hr. Sjúrður Skaale har en forkærlighed for Stefan Zweigs »Kamæleonen«, hvor man kan se, hvordan man kan begå sig i mange forskellige politiske miljøer. Selv om kamæleonen i Zweigs forlæg måske ikke ligefrem er forbilledlig, er målet, uanset hvem der har regeringsansvaret – om det gælder i Danmark, på Færøerne eller i Grønland – at begå sig i de politiske miljøer, der nu er for det fælles formål, som vi har, og som vi må have.

Vi siger tak til ordføreren for Dansk Folkeparti, og vi skal videre til næste ordfører i talerrækken. Det er fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg har egentlig været meget overvældet over at skulle snakke om de her ting i dag. Nogle af os skal også snakke om EU-redegørelsen her om lidt, og det er jo de her ekstremt komplekse spørgsmål, som det næsten er umuligt at finde nogle gode løsninger på. Det er jo derfor, vi i dag også primært bare kan snakke om at opliste alle problemerne og udfordringerne og så forsøge at finde nogle løsninger. Men grundlæggende synes jeg bare, det er rigtig svært.

For det, vi står over for i Arktis, er jo konsekvenserne af noget politik, der er blevet ført i mange årtier, og når man først har nogle problemer, er det rigtig svært at løse dem igen, og det er selvfølgelig primært en manglende klimapolitisk indsats, men det er jo også en manglende diplomatisk indsats. Det er derfor, jeg synes, det er lidt ærgerligt, at der bliver snakket så meget forsvarspolitik i dag, og det er også derfor, jeg er glad for, at det er udenrigsministeren, der er her i dag. For det her handler ikke kun om at snakke forsvar. Det er ekstremt vigtigt, at vi forstår det som en diplomatisk opgave at skabe samarbejde, stabilitet og fred i det arktiske område.

Det er jo det her med, at det arktiske på en eller anden måde er sådan en miniverden, hvor vi kan se helt tydeligt, hvordan alle problemstillinger i dag er meget filtret sammen. Vi har de geopolitiske konflikter, vi har klimapolitikken, og vi har spørgsmålet om, hvordan vi sikrer bæredygtig naturudnyttelse osv. Det er her, hvor vi kan se, at tingene hænger sammen, og hvad der måske i mange år her i Danmark har føltes som noget, hvor det var forskellige ting, og hvor vi godt kunne lave handelspolitik et sted og lave klimapolitik et andet sted, så er det altså virkelig tydeligt her at se, hvor tæt de forskellige konflikter hænger sammen.

Det er også derfor, det er ekstremt ærgerligt, at vi stadig væk er fanget i det her med det 20. århundredes territoriale konflikter, hvor det handler om at finde ud af, hvor det lige er, grænserne skal gå. For grundlæggende burde vi ligesom flytte os ind i det 21. århundrede og se mere fællesskabsorienteret på det hele og sige: Hvordan sikrer vi levedygtige vilkår for mennesker og dyr og naturen på den her planet?

Men så langt er vi ikke kommet endnu, og det er også derfor, at det er en stor udfordring, at vi har et så svækket FN, synes jeg. For når vi snakker NATO, ja, så er det ekstremt vigtigt, men den største udfordring, vi har, er, at vi ikke har stærke internationale fredsbevarende institutioner, og derfor håber jeg også, at sådan noget som et styrket EU-engagement i det arktiske område kan være rigtig positivt og måske også netop Arktisk Råd og Nordisk Råd. Jeg ved slet ikke nok om alle de her ting, og jeg har allerede lært rigtig meget i dag ved at lytte til alle jeres taler, vil jeg sige, og der er rigtig mange aspekter, jeg slet ikke forstår i dybden endnu, men som jeg håber vi kan samarbejde om fremadrettet.

Jeg har bare nogle pointer, jeg lige vil nævne, og den første er, at i hvert fald når vi snakker forsvarspolitik, er det rigtig vigtigt, og vi kan tydeligt se det i Arktis, at vi har brug for den her bredspektrede forståelse af, hvad forsvar er. Forsvar er ikke kun krudt og kugler, det er også civilt forsvar, det er også beredskab, det er også det her med dual use, og det er i det hele taget også energi- og klimapolitik, og jeg håber virkelig, at det bliver taget med her, når vi skal med til forsvarsforhandlinger.

Jeg har også en anden pointe, jeg gerne vil have med i dag, og det er i forhold til klimapolitikken. For jeg synes også, det kunne være rart, hvis vi havde den her ærlige samtale omkring, hvor lidt klimapolitik, der bliver lavet globalt set, og det betyder, at der kommer til at være ret vilde konsekvenser i det arktiske område. Lige nu er det, som om man meget tænker, at der kommer til at ske en masse i forhold til klimapolitik, Parisaftalen bliver overholdt, og derfor behøver vi ikke at tænke i konsekvenserne. Men jeg synes, vi ligesom skal køre en tostrenget strategi, hvor vi selvfølgelig stadig væk arbejder for det, men også samtidig har et fokus på, hvad der så faktisk sker, hvis den nuværende globale politiske situation fortsætter. Vi har brug for nogle analyser og noget viden om, hvad der faktisk sker om 5, 10 eller 30 år i forhold til det arktiske område. Og der er både nogle trusler, men der er måske også nogle muligheder, som det kan være relevant at kigge på. Så den her tostrengede klimapolitiske tilgang til det arktiske område vil jeg gerne tale for.

Min næste pointe er det her med, at når vi snakker arktisk politik, og det er der rigtig mange af jer andre der også har nævnt, så har vi brug for den her sådan nye Grønlandspolitik fra dansk side. Det er ret vigtigt, at vi får genopbygget tilliden og i det hele taget måske kigger lidt tilbage og siger: Hvad gik galt? Hvad har vi begået af fejl, og hvordan kan vi genopbygge det? Og der synes jeg måske, at noget af det, der kunne inspirere, også var at kigge på den måde, man har lavet det på i Europa, hvor man har lavet forskellige investeringspuljer osv., som kunne være en måde at facilitere det på, ikke bare i forhold til netop det arktiske, men i virkeligheden bare i det hele taget det grønlandske samfund. For jeg tror, at hvis vi ikke har et rigtig godt, ligeværdigt, tæt og respektfuldt samarbejde, bliver det rigtig svært at lave god international arktisk politik med alle de andre lande.

Den sidste pointe, jeg har, er det her med, at vi kan snakke her om udenrigspolitik, og det er rigtig dejligt, for det er så reelt, fordi folk forstår, at okay, der er en sikkerhedspolitisk trussel, og så bliver det sådan ret virkeligt. Men vi skal også bare igen være lidt ærlige og sige: Hvad er det for nogle politiske forståelser, vi egentlig har med os? Der er det jo tit sådan, at vi ser det med konkurrencestatens briller, og når det så ender med, at der skal laves politikker, så er det oftest, f.eks. i øjeblikket, konkurrencestaten, som politikken ligesom kommer til at laves ud fra, og som medfører en politisk bias. Det betyder, at man prioriterer nogle økonomiske interesser over mennesker, natur, klima og sikkerhed, og der vil jeg bare gerne appellere til, at vi måske i mindre grad fokuserer på konkurrencestatens logik, men at vi netop er den her diplomatstat, der kan se – det har vi også været gode til tidligere – det her i et større perspektiv og se, hvordan sikkerhed, demokrati, fred og samhandel hænger sammen. Og vi skal heller ikke være en forsvarsstat, som bygger mure, for det er sindssygt farligt, og vi kommer aldrig til at vinde sådan en krig.

Når der nu bliver snakket om Thomas Mann, kan jeg slutte med det og sige, at jeg læser Thomas Mann helt anderledes end den måde, nogle af de andre ordførere har snakket om det på. For det, der jo er med Trolddomsbjerget, er, at den blev skrevet i tiden op til første verdenskrig. Den er faktisk ret vild, og den ender med, at ham her Hans Castorp ligesom løber ud i første verdenskrig, og dør i den i øvrigt. Så det er noget med at forstå, hvad der er for nogle spændinger, og hvordan man så agerer som menneske. Bliver man apatisk, og lægger man sig hen og er syg på et hospital og siger, at jeg faktisk ikke lige kan overskue, hvordan jeg skal løse de her konflikter? Eller forsøger man at opretholde den her normalitet? Han kommer fra Hamborg, hvor det handler om, at han skal være handelsmand og skal gøre alt det gode. Så det handler ikke om at døse hen. Det handler om at reflektere over den virkelighed, man står i, og måske den handlingslammelse, man kan ende i. Det var ordene. Tak for det.

Vi siger tak til ordføreren for Alternativet. Næste ordfører er fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Tidligere kolonimagter, heriblandt Danmark, har altid været dybt afhængige af oprindelige folks viden. Til endnu en arktisk redegørelse bliver der talt en del om geopolitik, klima, internationale aktører, forsvar, søfart, forskning og ressourcer, og ja, alle disse emner er yderst vigtige, men når jeg læser disse rapporter, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, om man i rapporten kommer til at glemme, hvem man laver disse initiativer for. Som folkevalgte politikere er det jo netop vores fornemste opgave, at vi forhåbentlig arbejder for det folk, den befolkning, der valgte os til at repræsentere dem. Men når jeg læser rapporter som disse, føles folket, vi gør det her for, lidt glemt imellem internationale arbejdsgrupper, ressourcefordeling og teknik. Som en repræsentant valgt på vegne af det grønlandske folk vil jeg derfor gerne benytte muligheden i dag til at fremhæve vigtigheden af de oprindelige folks rettigheder i Arktis – for det folk i kongeriget, som rent faktisk kalder Arktis deres hjem, nemlig kalaallit og inuit.

Jeg startede talen med at sige, at tidligere kolonimagter altid har været dybt afhængige af vores intergenerationelle viden. Det eksempel, vi også kan komme ind på, er noget, som mange danskere også er stolte over at kunne bruge, for at Danmark netop kan opretholde dansk suverænitet over vort land. Det er en oprindelig metode, en taktik, en teknik, en viden, der er opbygget gennem flere generationer, og som i dag bliver brugt af Danmark under navnet Siriuspatruljen. Jeg kan godt forstå, at man er stolt af det. Vi kalaallit/inuit er nemlig også meget stolte af vores viden omkring de nødvendige færdigheder, vi i samspil med vores qimmit, altså vores slædehunde, har opbygget for at kunne klare en af verdens mest barske naturer – en viden, der er blevet videreført fra generation til generation, hvor man aflæser isen, havet, vinden og stjernerne, og ja, for at det ikke skal lyde så eksotisk, kan man med vestlige briller måske kalde det en form for arktisk meteorologi og miljøstudie, hvor man har kombineret teori med træning, i forhold til hvordan man både opdrager hundene og bygger slæden og alle værktøjerne, der indgår heri. Den viden er så kompleks, at man sagtens kunne skabe en hel uddannelse inden for emnet, kombineret med selve teorien og den praktiske træning.

Når det gælder oprindelige folks vidensystem, bliver det hverken anerkendt med medaljer eller diplomer, hvis ikke det er nedskrevet og undervist i på en anerkendt vestlig facon, hvilket nok også er derfor, disse komplekse vidensystemer ikke indgår i samspil med større arktiske redegørelser som i dag. Men blot fordi det ikke er nedskrevet og undervist i på en meget bestemt måde, betyder det jo netop ikke, at den viden og uddannelse er uden værdi. Desværre er det ofte således, at flere aktører ikke ser denne værdi, indtil deres eget folk får gavn af og brug for den viden. Siriuspatruljen var dog blot et enkelt eksempel, men det samme koncept kan jo findes i store dele af det oprindelige inuitfolks viden angående både det arktiske miljø, biodiversitet, teknik, træning og meget mere.

Arktisk politik er jo oftest for danskere et synonym for storpolitik. Arktisk politik for grønlændere, kalaallit og inuit, er et synonym for storpolitik og nærpolitik, som når danskere diskuterer EU eller nordisk samarbejde. De menneskelige omkostninger, som politiske beslutninger kan have, er jo helt naturligt tættere på de folk, som er knyttet til de områder, der er tale om. Det betyder ikke, at vi mennesker er ligeglade med hinanden, så snart man ikke kommer fra samme land, men det betyder blot, at når jeg snakker om Qaanaaq eller Thule, som det nu engang blev kaldt, tænker jeg jo straks på min grandfætter Qillaq, min lærer Kassaaluk eller vores tidligere kollega Atu Marie Suersaq, før jeg tænker storpolitik. Det er også klart, at nærpolitik ikke udelukker storpolitik, men når man har mennesker fra specifikke områder til at varetage områdets storpolitik, hænger de to kategorier unægtelig naturligt sammen. Arktis er jo vores hjem, og det er afgørende, at vores stemme og bekymringer først og fremmest bliver hørt i alle diskussioner i forbindelse med Arktis.

I store dele af Grønland er vores livsstil forbundet med miljøet, og enhver ændring af det arktiske økosystem kan have direkte indvirkning på både vores sundhed, velvære, kulturelle identitet og hverdag. Derfor undrer det mig også, når Udenrigsministeriet endnu en gang peger på en arktisk ambassadør på vegne af kongeriget, som ikke er oprindelig grønlandsk inuk. I den redegørelse, vi jo debatterer i dag, bliver det også fremhævet, at arktisk udenrigspolitik sker i tæt samarbejde med Grønland. Det bliver desuden fremhævet, at oprindelige folks viden skal inddrages fuldt og effektivt – et omfangsrigt postulat, vi fra Grønland ikke altid kan genkende. For hvis man netop mener det, er det jo ellers også på tide at anerkende, at den, der repræsenterer Arktis, den arktiske ambassadør, også burde være repræsenteret af det folk, som kalder Arktis for deres hjem. Så længe man har et kongerige, burde ambassadøren, der repræsenterer Arktis, måske også endda være administreret af dem, som faktisk bor der, nemlig under naalakkersuisut.

Hvis Danmark vil leve op til disse flotte påstande om respekt og ligeværdigt samarbejde, burde oprindelige arktiske folk i det danske kongerige være langt mere repræsenteret i internationalt regi, når man netop taler Arktis. Det gælder ikke alene i den politiske verden eller blandt politikere, men såvel også for alle derude, som lytter med, for uanset hvor man er i livet, kan man have indflydelse på, hvordan vores demokrati respekteres. Derfor opfordrer jeg alle, som kan have en indflydelse på Arktis, eller alle, som lytter med, til at bruge denne indflydelse inden for enhver beslutning, politisk eller ej, til at respektere oprindelige kalaallits/inuits rettigheder og til at tage hensyn til de oprindelige folks viden, kultur, perspektiver og menneskelige rettigheder. For midt i al den snak om storpolitik kan det nemt komme til at lyde, som om der ikke bor mennesker i Arktis, at der ikke bor mennesker i Grønland, og at der er tale om ikke andet end et stort geografisk område, men med eksempelvis en kalaaleq eller inuk på disse topstillinger, såsom arktisk ambassadør, vil vi være med til at sikre os, at mennesket bag politikken ikke bliver glemt midt i alle landes og organisationers interesser.

Vi, kalaaliusugut, er ikke kun interessenter, der skal høres en gang imellem, men vi har ret til reel selvbestemmelse, som kræver, at vi er aktive deltagere i at forme fremtiden for Arktis. Qujanaq.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i talerrækken. Den næste ordfører er fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Mange tak. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. De to største globale kriser, der foregår for tiden, klimakrisen og krigen i Ukraine, påvirker Arktis direkte. For nylig var jeg i Japan til Arctic Circle Japan Forum, og nogle undrer sig måske over, hvad Japan har med Arktis at gøre – meget, viser det sig.

Vi kender jo Kinas udtalelser om, at de er en nærarktisk stat – en udtalelse, som på alle måder kan kritiseres. Samtidig ved vi også, at det viser, at en af verdens største supermagter har en stor interesse for Arktis. På grund af krigen i Ukraine er vi mange, der har taget afstand til Rusland og også indirekte til Kina, men vi skal også huske på, at Asien er meget mere end kun Kina. Japan, Sydkorea og Indien er nogle af de samarbejdspartnere, som kan være interessante i udviklingen af det grønlandske samfund – Japan og Indien som nogle af verdens største økonomier.

90 pct. af Grønlands udenrigspolitik burde handle om handelspolitik. Bloktilskuddet og EU-tilskuddet udgør en større del af vores økonomi hjemme i Grønland, og der bør komme et øget fokus på, hvordan vi i fællesskab kan skabe nye udenrigspolitiske relationer, øget samhandel og eksport af grønlandske produkter. Vi går alle sammen og venter utålmodigt på Grønlands udenrigspolitiske strategi. Det er vigtigt, at Grønland og Færøerne får deres egen udenrigspolitiske strategi, før vi kan forny kongerigets arktiske strategi. Og det haster med at få en arktisk strategi på plads, for vi ved, at der er mange ikkearktiske lande, som allerede har en arktisk strategi.

Mit budskab i Japan var: Intet om os uden os – intet om Grønland uden Grønland. Og i en tid, hvor arbejdet i Arktisk Råd er sat på pause, giver det anledning til refleksion: Er arbejdet i Arktisk Råd tilstrækkeligt? Gør man nok for oprindelige folk? Gør man nok for klimaet? Gør man nok for at skabe en bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis? Svaret er, hvis du spørger mig, nej.

Som Folketingets repræsentant for arktiske parlamentarikere og som valgt formand for arktiske parlamentarikere er man observatør til møderne i Arktisk Råd. Før krigen i Ukraine deltog jeg i et af de møder, der var, da Island havde formandskabet, og det var ærlig talt lidt af en skuffelse. Halvanden times officielle skåltaler, som alle var målt og afvejet, udgjorde det officielle møde. Jeg ved, at der laves rigtig meget arbejde i de seks forskellige udvalg, som har fokus på Arktis og samarbejdet i Arktis, og der er et stort fokus på forskning, men sjældent er det egentlig noget, som gør en forskel for folk, der bor i Arktis.

Snart overtager Norge formandskabet i Arktisk Råd, og i 2025 er det Danmark, Grønland og Færøerne, som overtager formandskabet i Arktisk Råd, og lad mig allerede nu opfordre til en inddragende, forberedende proces, hvor alle relevante, særlig i den arktiske del af kongeriget, bliver inddraget i det arbejde. Som et eksempel kan jeg sige, at vi som arktiske parlamentarikere ikke er blevet inddraget i forberedelsen til det norske formandskab, som overtager her den 11. maj. ICC, altså Inuit Circumpolar Council, og samerne, men også Arctic Economic Council, Arctic Mayors Forum og mange andre er relevante at tage med i de overvejelser. Man bør benytte muligheden til at sætte et fokus og se, hvad man kan gøre for at skabe en reel forskel for folk, der bor i Arktis, sammen med de folk, der bor i Arktis.

Som vi efterhånden har hørt til hudløshed, stiger temperaturen fire gange så meget i Arktis som i resten af verden. Oprindelige folk, herunder folk i Grønland, er blandt de folk, der påvirkes allermest direkte af klimaforandringerne. Trods det faktum, at de arktiske folk er vant til at tilpasse sig, er der stadig meget, vi kan gøre for at sikre, at konsekvenserne af klimakrisen ikke bliver så store.

Først og fremmest mener vi, at Danmark og Grønland bør gå forrest i fællesskab for at styrke oprindelige folks stemmer ved internationale fora. Når der er COP-møder rundtomkring i verden, bør der være en særlig rapportør, som tydeligt siger, hvordan det påvirker oprindelige folk rundtomkring i verden. Og her skal vi huske på, at oprindelige folk lever under meget forskellige vilkår og ikke kan samles under en kategori, men vi er nødt til trods alt at tydeliggøre deres stemme i forhold til de klimaforandringer, som påvirker folk så meget.

Inuit Ataqatigiit mener, at Folketinget generelt bør støtte ICC's internationale arbejde for netop at repræsentere oprindelige folk, hvilket de er den eneste organisation der gør i kongeriget. ICC Grønland har det internationale formandskab indtil sommeren 2026, og til sommer markeres 50-årsjubilæet for kampen for oprindelige folks rettigheder i Ilulissat i Nordgrønland.

Grønland er sammen med Danmark i mange år blevet set som en rollemodel i kampen for oprindelige folks rettigheder. Først fik vi hjemmestyret, og så fik vi selvstyret, som bl.a. har været en kæmpestor inspiration i forhold til etableringen af styret i Nunavut i Canada.

For ikke så lang siden kom FN's specialrapportør med nogle udtalelser efter sit besøg bl.a. i Folketinget her i Danmark, men også hjemme i Grønland. Danmark har som et af de meget få lande i Arktis tiltrådt FN's deklaration for oprindelige folk og ILO-konventionen. Der er faktisk kun to lande i Arktis, som har gjort det. Meldingen fra FN-rapportøren var meget klar: Danmark lever ikke op til sine forpligtelser til at sikre grønlændere i Danmark deres grundlæggende rettigheder.

Vi har selv forhandlet os til nogle af de løsninger, som der er brug for, bl.a. nogle forældretest i forbindelse med anbringelse af grønlandske børn, men også støtte og vejledning til kommunerne i forhold til at lave sagsbehandling for grønlændere i Danmark. Men det er jo ikke op til de enkelte folketingsmedlemmer at forhandle grundlæggende rettigheder for oprindelige folk og for grønlændere i Danmark. Det ansvar er og må være regeringens, og det vil vi gerne understrege, for det er noget, man internationalt har forpligtet sig til.

Med de ord vil vi sige tak for redegørelsen, og vi ser frem til debatten. Tak – qujanaq.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Fornemt, tak for det. Håb på det bedste, forbered dig på det værste. Det skrev den berømte taler og politiker Cicero til en ven i nød for 2.100 år siden, og politikkens grundregler er ikke ændret siden. Dengang var krig en meget direkte forlængelse af politikken, og det er den stadig væk, og vi må stadig forberede os på det værste, samtidig med at vi håber det bedste i forbindelse med tragedien i Ukraine. Men håbet har desværre ikke meget muld at fæstne sine rødder i i disse dage. Ruslands militære oprustning langs landets meget lange, vidtstrakte og enorme arktiske kystlinje giver os al grund til at forberede os på det værste – på mere krig, direkte sagt – for at sikre freden. For selv om Ruslands militære udbygning, som det fremgår af den foreliggende redegørelse, primært er af defensiv karakter, er der i stigende grad elementer, der kan anvendes i offensive operationer, og de sidste års handlinger og retorik fra Putins side gør naiv tænkning og handling direkte farlig.

Det er baggrunden for, at der skal laves store investeringer i forsvaret i de kommende år. Danmark, og i den her sammenhæng betyder det også Færøerne og Grønland, må yde et større bidrag til forsvaret af Vesten. For at sikre, at fortidens fejl, hvor beslutninger af denne art blev truffet uden om Færøerne, ikke gentages, og at Danmarks umiddelbare nærområde i Østersøen ikke bliver det altoverskyggende fokus og Nordatlanten negligeres, har vi anmodet om reel inddragelse i forhandlingerne om forsvarsforliget, der forestår. Det har vi fået ja til, og det står direkte i regeringsgrundlaget. Tak for det. Man skal altid fokusere på én sag, så det giver lidt genlyd, så for at tage en konkret sag op synes jeg, at den foreslåede levetidsforlængelse af Thetisskibene, som bl.a. patruljerer ved Færøerne, er et udtryk for den omtalte negligering af Nordatlanten. Thetisklassen er forsvarets ældste skibe. De patruljerer og suverænitetshåndhæver i kongerigets barskeste farvande, og en levetidsforlængelse modsvarer ikke behovet i det ændrede sikkerhedsklima i Nordatlanten. Det siger alle eksperter også. At fortsætte med samme isenkram mange år endnu forringer mulighederne for at have et tilfredsstillende overblik i området og for at agere effektivt ved pludseligt opståede civile eller militære kriser.

Overordnet kræver klimaændringerne og den deraf følgende maritime tilgængelighed og Ruslands ageren, at Danmarks udenrigs- og forsvarspolitik i langt højere grad orienterer sig mod nord. Hvis ikke man vil have ubudne gæster i sit hus, må man lukke både for- og bagdør. Hvis det kun er Østersøen, der lukkes, vil de ubudne gæster komme ind ad bagdøren. De vil betragte det som et åbent hus. Der findes desværre årsager til at antage, at denne udvikling allerede er i gang, altså at Ruslands maritime militære virksomhed rykker sig nærmere færøsk havområde. Det er også baggrunden for den øgede amerikanske tilstedeværelse i området. Hvis ikke begge døre kommer under skærpet opsyn, vil huset betragtes som åbent. Varslingsradaren, der vil blive opsat om måske 5 år, er ikke nok. Når vi taler om arktisk politik, er det desværre, desværre i meget høj grad sikkerheds- og forsvarspolitik, vi taler om. Vi skal håbe, sagde Cicero også, og vi skal bygge vores politik på håbet, så snart der er noget at bygge på, men i øjeblikket blafrer den store, fine ambition om lavspænding desværre lidt i vinden.

Så har jeg nogle kommentarer til den debat, der har været. Jeg har forstået, at der er nogle partier, som vil komme til forhandlingerne om en ny arktisk strategi med den idé, at ressourcerne i Arktis skal fredes totalt. Det er ikke en god idé. Det kan man simpelt hen ikke. Det vil møde massiv kritik fra alle, både fra Færøerne, Grønland og alle mulige andre steder. Forestil dig, hvad svaret ville være. Man kommer fra et land, hvor der er 12 millioner grise, der er indespærret i små bure, og siger: I må ikke bruge jeres naturlige ressourcer, I må ikke fiske her, I skal købe svinekød af os. Det kan man simpelt hen ikke. Selvfølgelig har befolkningen i Arktis den fulde ret til at udnytte sine ressourcer bæredygtigt, ligesom alle andre har.

Så har der været en del kritik af forholdet mellem Færøerne og Rusland. Jeg vil først sige, at jeg har den allerallerstørste respekt for den meget store indsats, som Danmark har gjort i forbindelse med Ukrainekrisen – at man har ydet så store militære bidrag, at man har ydet så store økonomiske bidrag, at man har ydet så store humanitære bidrag, og at man har taget så mange flygtninge. Jeg tager hatten af for det – det er fornemt, og jeg har den største respekt for det.

Når det gælder Færøerne, udgjorde vores eksport til Rusland for nogle få år siden 30 pct. af den samlede eksport, i 2021 udgjorde den 24 pct., og sidste år var den nede på 8 pct. på grund af krigen. Det, der foregår, er ikke brud på EU's sanktioner, for Færøerne har tilsluttet sig EU's sanktioner, selv om man står uden for EU, men madvarer som fisk er ikke omfattet af sanktionerne. Mens Færøernes eksport til Rusland er reduceret med to tredjedele, er Danmarks reduceret med halvdelen. Selvfølgelig er udgangspunktet et andet, for fordi Danmark er medlem af EU, eksporterer man mest til EU, så det er absolut et langt mindre tal, man starter fra, men Færøerne har altså reduceret sin handel mere, end Danmark har.

Selvfølgelig vil jeg mere end nogen anden have, at vi kommer helt ud af den russiske forbindelse, og den vigtigste måde at gøre det på er, at EU åbner sine døre for Færøerne. Nu er det sådan, at vi har en positivliste over, hvilke varer vi må eksportere til EU, mens resten bliver ramt af en meget massiv toldmur på 20-25 pct. Det vil sige, at Europa-Kommissionen fastholder os som en slags råvareeksportør, hvilket medfører, at forædlingen af færøske råvarer foregår inden for EU's grænser – hvor den store merværdi altså skabes – i stedet for på Færøerne. Det må vi ud af. Det har vi forsøgt at komme i årtier, men det er ikke lykkedes. Regeringen hjælper Færøerne med at få en bedre aftale – og tak for det – men hvis man vil hjælpe os ud af den russiske forbindelse, skal vi have mere end det. Så skal der lægges mere pres på for det.

Ellers vil jeg sige, at Færøerne har bundet sig til at tage 200 flygtninge fra Ukraine – det svarer til 24.000 målt efter danske forhold – og tallet vil formentlig blive forhøjet. Man har støttet med op imod 10 mio. kr. offentligt og privat – det svarer til 1,2 mia. kr. efter danske forhold – og Færøerne har kraftigt fordømt det, der sker. Der er ingen tvivl om, hvor Færøerne står. Altså, det billede, der bliver malet af, at vi er i Ruslands kløer, er simpelt hen forkert. Det passer ikke – det er et forkert billede, der bliver malet.

Når det gælder kritisk infrastruktur, bliver der også sagt, at Færøerne gør for lidt, og at man må med i kampen. Altså, sikkerhedspolitik er et dansk anliggende, men alligevel har vi på Færøerne selv af egen fri vilje pillet hele vores infrastrukturnet ned. Det kostede 300 mio. kr. at udskifte Huawei med Ericsson – det svarer til 36 mia. kr. efter danske forhold. Det har man gjort, selv om det er et dansk anliggende, fordi man ønsker at stå på Vestens side.

Jeg vil bare gøre det helt klart, at Færøerne har en fiskeriaftale med Rusland, som jeg gerne så at vi kom ud af, og det er min personlige holdning, at vi skal ud af den, og jeg mener også, at vi bør og kan gøre det, men den har været gældende siden 1977, og det tager tid at omlægge en så stor del af erhvervet, som det drejer sig om. Men jeg har en forhåbning om, at det vil ske. Men jeg vil bare benytte den her lejlighed til at sige, at billedet af, at Færøerne på en eller anden måde står på den forkerte side, er fuldstændig forkert. Så er det sagt. Tak.

Vi siger tak for ordførertalen. Der er et spørgsmål, og det er fra fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, at du har en rigtig god pointe om de her naturressourcer, altså hvorvidt der er en konsistent politik hele vejen rundt, men man skal også bare forstå, at det jo skyldes, at vi ikke er lykkedes med at have et bæredygtigt forbrug af vores ressourcer. Og så er det vel sådan, at der ligesom fra nogles side er et ønske om at sige, at vi ikke behøver at begå de samme fejl igen og igen. Men så tænker jeg jo så bare, at det, der måske så kan være svaret, er: Enten skal det være sådan, at der er nogle, der skal kompenseres for ikke at skulle bruge de ressourcer, eller også skulle man føre en konsistent politik, hvor man passer på naturen alle steder, altså hvor man både opfordrer andre til det, men også gør det herhjemme.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg er fuldstændig enig. Om man skulle kompenseres, ved jeg ikke, men det kan lade sig gøre at udnytte sine ressourcer bæredygtigt. Der har jo været fiskeri i hundredvis og atter hundredvis af år. Fiskene er ikke uddøde, men der er nogle arter, som er næsten uddøde, og det er, fordi der er blevet drevet rovdrift på dem. Men det kan heldigvis reguleres, og med de satellitsystemer, vi har i dag, kan det også reguleres rimelig godt. Så jeg vil bare sige, at det er en bedre idé at sige, at ressourcerne skal udnyttes bæredygtigt, i stedet for at det skal forbydes. For skal det kompenseres, skal det kompenseres med noget, som ikke er bæredygtigt. Det giver jo ikke helt mening.

Jeg skal lige spørge, om spørgeren ønsker en anden runde, for så skal man anmode om det. Det gør man ikke. Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere i den her runde, og vi går over til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og først og fremmest tak for en god debat i en konstruktiv tone med mange spørgsmål. For en stund sad jeg lige og tænkte på noget: Vi har en stor debat om rigsfællesskabet, og jeg forstod, at den konservative ordfører mente, at det var forkert, at det lå forankret i Udenrigsministeriet. Jeg skal bare lige gøre opmærksom på, at rigsfællesskabet er forankret i Statsministeriet, og at der på et senere tidspunkt vil være en debat i Folketinget om rigsfællesskabet, hvor det vil være statsministeren, der deltager, da det er hendes ressort. Den debat, vi har her, er en arktisk debat med afsæt i en arktisk redegørelse, og det er jo en vigtig debat.

Som stort set alle – hvis ikke alle – ordførere har været inde på, har krigen i Ukraine jo i den grad haft en afsmittende effekt på hele det globale samarbejde og dermed også på situationen i Arktis, og det betyder jo, at vi agerer i en ny virkelighed, og at vi derfor skal finde den rette vej frem i forhold til det, der fortsat er ambitionen, nemlig at fastholde Arktis som et lavspændingsområde. Det gør vi så i en ny geopolitisk virkelighed, og her er den arktiske redegørelse jo værdifuld, fordi den tydeliggør de konstruktive internationale samarbejder, der dagligt finder sted. Det gælder ikke mindst i forhold til kongerigets samlede engagement på tværs af rigsdelene. Så er det jo oplagt, at den arktiske redegørelse for så vidt er udtryk for en status og noget tilbageskuende, og at det, der for alvor er brug for – det vender jeg tilbage til lidt senere – er, at vi får en egentlig arktisk strategi.

Ruslands invasion af Ukraine har jo medført, at de syv ligesindede arktiske stater har sat arbejdet i Arktisk Råd på pause. For at sikre et vist begrænset aktivitetsniveau i Arktisk Råd besluttede man så i juni sidste år at åbne for at samarbejde om projekter, hvor Rusland ikke deltager. Og det er jo så sket i en situation, hvor Rusland har haft formandskabet, hvilket ikke har gjort det lettere, og derfor er der jo så nu aktuelt fokus på en smidig overgang til det norske formandskab i maj 2023.

Det er vigtigt, at Arktisk Råd fortsat er det primære forum for samarbejdet. Jeg hørte godt, hvad måske specielt Liberal Alliances ordfører var inde på, altså at nu skulle vi ligesom tage ned, at Rusland er et andet sted, og at vi så i de tilbageværende stater, hvoraf flere er på vej ind i NATO, skulle stå sammen og ruste op. Der vil jeg bare sige, at jeg tror, vi skal være meget varsomme med at tage skridt, der ville betyde, at der pludselig opstod nogle, hvad kan man kalde det, konkurrerende fora, hvor de arktiske stater ikke sidder i førersædet. Det vil ikke være i vores interesse. Vi må gøre det helt klart for de ikkearktiske aktører, at de ikke kan komme uden om de arktiske stater. Hvis man aktuelt tog det skridt, at man sagde, at man nu ikke bare har sat Arktisk Råd på pause, men at man nu konstaterer, at der overhovedet ikke er nogen fremtid for Arktisk Råd, og nu skal vi væk med russerne, så er der altså en risiko for, at man også på den meget, meget lange bane får splittet det internationale samarbejde om Arktis, og at man via et tilbagestående Rusland, som altså trods alt – kan man sige – har 40 pct. af det arktiske territorium, får lavet en bagdør ind for alle mulige andre stater, der ikke er arktiske stater. Det tror jeg vi skal passe på med.

Det rokker jo ikke ved, at pausen i Arktisk Råd har store konsekvenser for indsatserne for at fremme en positiv udvikling i Arktis til fordel for dem, der bor der, og derfor er det også så vigtigt, at vi fortsat sikrer et samarbejde i Arktisk Råd, uden at der jo altså kan blive tale om business as usual i forhold til Rusland. Vi skal forsøge at finde en vej frem sammen med vores partnere. De sikkerhedspolitiske dynamikker fylder jo mere og mere i Arktis. Kongeriget og de øvrige arktiske staters målsætning om fred og lavspænding udfordres på forskellig vis. Det har også fyldt meget i debatten. Rusland udbygger sine militære kapaciteter langs dets arktiske kyst, og det rummer jo i stigende grad elementer, der kan anvendes offensivt. Det rokker ikke ved, at sikkerhedssituationen i Arktis indtil videre er uændret efter Ruslands invasion af Ukraine, men uforudsigeligheden er øget, og at de langsigtede implikationer derfor er uklare. Det er jo det billede, vi står med lige nu og her.

Kongeriget har som arktisk kyststat og som medlem af Arktisk Råd en vigtig rolle i forhold til at præge udviklingen, og derfor arbejder vi jo bl.a. på tiltag, der skal mindske risikoen for misforståelser og eskalation i kølvandet på den øgede tilstedeværelse. Men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at den arktiske region er meget andet end sikkerhedspolitik. Klimaudfordringen er et gennemgående tema i vores diskussioner, og flere ordførere har været inde på det. Forskningen viser – og jeg kunne forstå, at fru Aaja Chemnitz næsten var træt af, at vi gentager det, men ikke desto mindre er det jo rigtigt – at den gennemsnitlige temperaturstigning i Arktis over de seneste 30 år har været mindst tre gange højere end det globale gennemsnit, og det medfører jo store udfordringer både globalt og regionalt i Arktis.

Det rummer jo ud fra devisen om, at intet er skidt, uden at det er godt for noget, også nye økonomiske muligheder – muligheder, der først og fremmest skal gavne den lokale befolkning – og det er udfordringer og muligheder, som kan få stor betydning i de kommende år. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter det stærke samarbejde internt i rigsfællesskabet, og der er situationen jo den, at vi aktuelt står uden en arktisk strategi. Så vi har altså en redegørelse her med en status og noget tilbageskuende, men vi har ikke en fremadrettet strategi. Der må jeg jo sige, at det udfordrer vores mulighed for at præge udviklingen og interessevaretagelsen i Arktis i samspil med internationale partnere, og derfor er det vigtigt, at vi sammen kommer videre med udarbejdelsen af en arktisk strategi for hele kongeriget.

Der er jo – heldigvis for det – et tæt og velfungerende dagligt samarbejde mellem Nuuk, Tórshavn og København om konkrete arktiske spørgsmål. Jeg har selv haft to møder med min grønlandske pendant både i København og i Grønland, og jeg har haft møde med min færøske pendant pr. telefon og i Grønland, og jeg tager snart til Færøerne, og det er sådan set min oplevelse, at samarbejdet fungerer rigtig godt, og det er vigtigt, at det prioriteres højt. Derfor er det også vigtigt, at vi med års tilløb først har sikret et rum og dernæst med et Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg har fået skabt et forum for at diskutere de her sikkerhedspolitiske og geopolitiske spørgsmål i et ligeværdigt forum mellem de tre dele, rigsfællesskabet består af. Det her kontaktudvalg er en vigtig platform, og det skal jo også bidrage til at give os – hvad der er vigtigt – en fælles forståelse for den internationale udvikling og det trusselsbillede, som Danmark, Færøerne og Grønland står over for. Og når man lytter til debatten og kan høre, at der måske i særlig grad er noget manglende faktuel viden omkring Færøernes position i forhold til Rusland, så understreger det jo altså på en eller anden måde pointen i, at der er en tæt dialog, og det er vigtigt. Det er jo vigtigt, at vi søger at udvikle det, man må kalde et fælles verdensbillede, som vi hver især kan agere i, og der er det her kontaktudvalg vigtigt, ligesom det er vigtigt, at vi får færdiggjort en fælles arktisk strategi. Aktuelt afventer vi et grønlandsk indspark til det, før vi kan komme videre og komme i mål.

Så vil jeg bare kort afslutningsvis fremhæve, hvad en enkelt ordfører også var inde på – det var den konservative ordfører – nemlig den historiske begivenhed fra sidste år, altså aftalen om Tartupaluk, Hans Ø, som blev indgået mellem Canada og kongeriget Danmark den 14. juni. Med afsæt i intensive forhandlinger over en årrække er der jo nu med en fredelig aftale etableret en grænse mellem Grønland og Canada, som jo er verdens længste maritime grænse og dermed i virkeligheden også den første konkrete udmøntning af sin art af Ilulissaterklæringen fra 2008. Det er værd lige at glæde sig over. Det har været helt centralt fra kongerigets side at inddrage de lokale borgere i processen, fordi det jo er dem, der først og fremmest påvirkes af den her aftale, og jeg vil i virkeligheden gerne benytte lejligheden her til at rette en tak til alle dem, der har bidraget til et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem Grønland og Danmark, der har muliggjort det her, altså en kæmpe indsats fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, Geodatastyrelsen, GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og DTU Space. Tak til alle for en stor indsats.

Så vil jeg bare lige endnu en gang slå fast, at arbejdet med at styrke indsatsen i Arktis og det interne samarbejde i kongeriget fortsat vil være af stor prioritet for regeringen og for mig, ligesom det, selv om jeg ikke har ressortansvaret for rigsfællesskabet, fordi det ligger hos statsministeren, også vil være en sag, der ligger tæt på mit hjerte. Tiderne er jo uforudsigelige, og jeg er overbevist om, at vi sammen har et godt udgangspunkt for at være ambitiøse og præge det internationale arktiske samarbejde i de kommende år. Tak for ordet.

Der er en række spørgsmål til udenrigsministeren. Det første er fra fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Jeg har bare et spørgsmål – eller en kommentar kan man også kalde det – i forhold til, at næsten alle har snakket om det her med afspænding og deeskalering osv. Så vi er jo sådan set alle sammen enige om det. Spørgsmålet er bare: Hvordan gør man det så i praksis? Og der var der en af ordførerne, der tidligere snakkede om det der med, at vi ligesom ikke skulle snakke med Rusland, fordi det var de onde. Men på en eller anden måde tænker jeg også bare: Hvad er den diplomatiske linje, som du ser det? Kan man ligesom sige, at det jo fra et diplomatisk perspektiv handler om, at man snakker med alle – både venner og uvenner? Selv under den kolde krig havde man jo forskellige relationer på tværs af Vesten og Sovjetunionen.

Så spørgsmålet er ligesom: Hvordan er det, vi egentlig laver den der afspænding, som vi alle sammen ønsker? Er det egentlig ikke ved at invitere dem ind trods Ukrainekrigen og konstatere, at vi faktisk bliver nødt til at snakke og findes fælles løsninger, og det kan vi godt, uagtet at vi andre steder bogstavelig talt er i krig?

Vi skal huske, vi ikke bruger direkte tiltale her i Folketingssalen. Det siger jeg bare for en god ordens skyld.

Så giver jeg ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Hvis man har en ambition om at fastholde Arktis som lavspændingsområde – og det har vi – så skal man jo i hvert fald være meget varsom med at opskalere og militarisere. Men det skal jo balanceres ligesom alt andet her i livet, og det er det, der gør livet så spændende og så vanskeligt at leve. Det skal balanceres, for vi skal jo ikke være naive. Og det er klart, at når vi ser en form for militær opbygning fra russisk side, selv om den primært har defensiv karakter, men i stigende grad også har offensive elementer, så skal vi jo balancere det. Det er jo det, vi har gjort med den her kapacitetspakke.

Og det bør jo også – og flere ordførere har også været inde på det, selv om det ikke er en egentlig forsvarspolitisk debat, vi har her i dag – være et element, når man om kort tid skal diskutere et nyt 10-årigt forsvarsforlig i Danmark, hvordan vi sørger for at have så meget territorial kontrol og så meget overblik over hele riget, og dermed Arktis, at vi kan følge med i og om nødvendigt respondere på et trusselsbillede. Det skal vi. Det, vi bare skal passe på med, er ikke at tage så store og voldsomme skridt, at det i sig selv ligesom eskalerer situationen.

Det er jo også i det lys, at arbejdet i Arktisk Råd er sat på pause – altså frem for det, der kunne være alternativet, og som jeg næsten kunne høre antydningsvis hos en enkelt ordfører, altså at man skulle konstatere, at det aldrig nogen sinde kan blive til noget mere, og så lukker vi det ned. Og så har vi altså i virkeligheden delt det arktiske i to, nemlig de arktiske stater, de syv ligesindede, og så Rusland på den anden side. Det vil jeg advare imod. Og det er jo derfor, der er den lillebitte åbning i forhold til også fortsat at have en dialog med Rusland.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg tror også bare, jeg er enig i den der balancerede tilgang. Men det er vigtigt, at vi har flere spor her, og at vi selvfølgelig ikke er naive, men omvendt heller ikke undgår ligesom at fastholde de der relationer, hvad der jo kan gøre, at man tolker situationen forskelligt. Men tak for svaret.

Ministeren.

Det sidste er jeg meget enig i, og specielt er det vigtigt at undgå, at man, i hvert fald hvis man tolker situationen forskelligt, ikke baserer sig på misforståelser eller manglende indblik. Og det er jo bl.a. derfor, at en del af den arktiske kapacitetspakke præcis har det der sigte.

Tak. Næste spørger er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig i ministerens sådan pragmatiske, åbne tilgang – altså, man kan jo sagtens sige, at man skal holde Rusland ud i strakt arm diplomatisk set, men geografien kan man ikke holde ud i strakt arm; den er der, og den forsvinder aldrig. Derfor bliver Rusland en spiller før eller siden, og det må man også her holde sig for øje. Så her er jeg fuldstændig enig i regeringens linje.

Jeg vil gerne spørge om den arktiske strategi. Nu sagde ministeren, at der ikke er nogen arktisk strategi for riget. Kan ministeren åbne lidt op for, hvorfor det er således?

Ministeren, værsgo.

Ja. Altså, når der ikke er en arktisk strategi, er det, fordi den arktiske strategi, der var, var tidsbestemt, og den er udløbet. Jeg føler jo så ikke, at vi står i det bare intet, og det synes jeg også debatten her i dag viser – altså at der jo i høj grad er konsensus i den måde, vi ser på vores udfordringer på. Det rokker ikke ved, at det igennem efterhånden et par år har været en ambition at få en ny formuleret arktisk strategi. Og der var jo også i den sidste folketingsperiode et arbejde, som bl.a. betød, hvilket jeg synes var meget spændende, at der var en række parlamentarikermøder – det var i de glade coronadage, så det var digitalt – på tværs af de tre dele af rigsfællesskabet.

Der har så været et ønske, ikke mindst i Grønland, om, at man fra Grønlands side ligesom formulerede sit eget holistiske bud på det her som et afsæt for, at vi så kunne løfte det ind og med afsæt i det formulerede en arktisk strategi for hele kongeriget. Og det arbejde er ikke færdigt. Det har jeg haft lejlighed til at diskutere med Motzfeldt, min grønlandske kollega, nogle gange, og jeg forstår, at det er et arbejde, der har stor prioritet i naalakkersuisut, og derfor håber jeg også, at vi i løbet af meget kort tid kommer dertil, hvor der ligger det bidrag og vi så kan komme i mål.

Der var ikke noget ønske om en anden kort bemærkning. Vi går videre til næste spørger, og det er fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Mange tak, og også tak til udenrigsministeren for ordene. Fra IA's side sætter vi også meget stor lid til, at udenrigsministeren – også med den forståelse for Grønland og Færøerne, som udenrigsministeren har qua sin baggrund – netop kan være med til at sætte Arktis på dagsordenen, også internationalt.

I forhold til Arktisk Råd er det også vigtigt altid at være et par skridt foran og forholde sig til, hvad vi gør i forhold til Rusland, når krigen i Ukraine er ovre. Og jeg hører også, at der er en bred konsensus om, at Rusland også skal være med i Arktisk Råd fremadrettet – også når jeg hører internationale debatter omkring det.

Til debatten i Japan kom vi jo fra Grønland og fra Arktis og sagde: Intet om os uden os. Så var der nogle, der stillede et ret klogt spørgsmål, som handlede om, at vi jo nu taler om Rusland, men at vi taler om dem uden dem, og om man egentlig på en eller anden måde burde have en dialog med dem. Og jeg synes, det er interessant at se på det.

Der er jo mange forskellige niveauer, for der er både noget parlamentarisk på ministerplan, på folketingsmedlemsplan eller parlamentarikerplan, men der er også alle forskerne, der er ngo'erne, der er people to people-initiativerne. Så det er interessant at se på, om man kunne arbejde med det her på en lidt anderledes måde, og det kunne jeg godt tænke mig at høre udenrigsministeren forholde sig til.

Udenrigsministeren, værsgo.

Jeg tror altså, eller jeg tror ikke, jeg ved, at vi for nærværende er nødt til at konstatere, at Rusland fører en ulovlig angrebskrig i vores egen baghave i Ukraine, direkte op imod FN-charteret, og det har altså sat dem uden for det gode selskab. Så kan man håbe, der kommer en anden tid, og det er ikke endnu, hvor man kan genoptage en egentlig dialog med dem.

I forhold til det arktiske tror jeg, at den kloge position er at sørge for at agere, så den enorme konflikt, der er i Ukraine, ikke pludselig sætter sig og repeteres i Arktis. Og det er jo derfor, jeg tror, man skal gebærde sig med stor klogskab, komme med kloge modsvar i forhold til at sikre territorialhåndhævelse uden ligesom at eskalere en konflikt, der gør det legitimt i Kremls egne øjne at militarisere yderligere.

Jeg tror, man skal finde andre fora, f.eks. ICC, hvor jeg ved, at man med en betydelig sværhedsgrad også opretholder en dialog med den arktiske befolkning i Rusland – det synes jeg er vigtigt.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Tak for svaret, og det her er nok også primært en kommentar fra min side. Der er ingen tvivl om, at vi i hvert fald er nødt til at se på forskellige fora, hvor man kan gøre noget fremadrettet, og der er ingen tvivl om, at med krigen i Ukraine er samarbejdet med Rusland udelukket, som tingene er lige nu. Men vi er nødt til at være de par skridt foran, og særlig når det er Danmark, der har det kommende formandskab i 2025, hvilket er relativt sådan lige rundt om hjørnet. Så det er i hvert fald noget med at tænke klogt i fællesskab, tænker jeg, mellem Grønland, Danmark og Færøerne.

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Det er jeg helt enig i, og det er også derfor, vi desperat har brug for at få en arktisk strategi, som er forhandlet frem i et samarbejde mellem de tre hovedstæder i rigsfællesskabet. Det er også derfor, jeg gerne lige vil bruge lejligheden her igen til at sende et venligt ment signal til Nuuk om, at det ikke ville gøre noget, hvis man inden alt for længe fik processet sig færdig i det grønlandske parlament.

Tak. Vi går videre til den næste spørger, og det er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg er jo glad for, at vi her i Folketinget så kan give udenrigsministeren en mulighed for at sende en lille diplomatisk hilsen til Nuuk. Det er jo rigtig dejligt. Tak for redegørelsen, men også tak til udenrigsministeren for i virkeligheden måske at svare på nogle af de spørgsmål, der rækker lidt fremad, og som vi jo ikke finder svar på i redegørelsen. Tak for det.

Udenrigsministeren taler stadig væk om en ambition om lavspænding osv. Jeg lyttede mig jo ud fra Venstres ordførers tale tidligere til, at man i udenrigsministerens tidligere parti, Venstre, lidt har smidt, kan man sige, den der naivitet over bord i forhold til at kunne opretholde en lavspænding. Og udenrigsministeren refererede også til mit eget ordførerindlæg. Men udenrigsministeren giver også, synes jeg, i svarene til nogle af de andre spørgere her udtryk for, at regeringen måske ikke har nogen ambition om en øget indsats på det arktiske område i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Nu ved jeg godt, at det her ikke er en forsvarspolitisk redegørelse, men en arktisk redegørelse, men måske kan udenrigsministeren lige sætte en enkelt eller to sætninger yderligere på regeringens ambition i forbindelse med forsvarsforliget og indsatsen i Arktis.

Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg vil helst ikke opfattes som naiv, for det er jeg ikke. Det er også derfor, der er aftalt en arktisk kapacitetspakke. Det er også derfor, jeg for et øjeblik siden sagde, at når man skal forhandle et forsvarsforlig – og det er jo ikke mit ressort – så skal man selvfølgelig også tænke Arktis ind. Ud over den arktiske strategi arbejder vi aktuelt på en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, som jeg håber at vi bliver færdige med i maj måned, og som også skal være platform for færdiggørelsen af et forsvarsforlig. Der er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til den virkelige verden, vi lever i, og vi er også nødt til at forholde os til den situation, at der sker en militarisering på russisk side.

Vi skal forholde os realistisk til det, og vi skal tage de skridt, der er nødvendige for at kunne håndtere det uden at komme til at tage et skridt, der i virkeligheden accelererer det. Det er jo den balance, der skal findes, og den findes i virkeligheden nok bedst i et forhandlingslokale, hvor man også kan tale åbent og ærligt og få indsigt i alle detaljer, som ikke nødvendigvis er offentligt tilgængelige. Det vil jeg mene. Det er vores tilgang til det. Det siger sig selv, at med både klimaforandringerne og afisningen, som gør, at der kommer meget mere aktivitet i Arktis, og den nye geopolitiske situation, så bliver behovet for territorial håndhævelse i hele rigsfællesskabet større, end det var.

Der er endnu et spørgsmål fra spørgeren. Værsgo.

Også tak for opfølgningen på det. Jeg er sådan set måske lige så utålmodig som udenrigsministeren i forhold til den her arktiske strategi, så vi håber, at der er nogle, der lytter med, for en sådan savner vi. En anden ting, jeg måske godt vil adressere over for udenrigsministeren, og som godt nok også relaterer sig en smule til det forsvarspolitiske – og det skal jeg selvfølgelig beklage i den her sammenhæng – handler om Grønland og om Arktis og måske regeringens vilje til bedre at kunne facilitetere amerikansk tilstedeværelse i Grønland i fremtiden.

Så er det ministeren.

Jamen vi har jo et udmærket aftalegrundlag mellem kongeriget Danmark og USA, der faciliterer amerikansk tilstedeværelse, og jeg har i øvrigt glædet mig over, at en stor sten i skoen i vores relation, nemlig hele spørgsmålet om servicekontrakten, er blevet løst. Jeg noterer mig også, at spørgsmålet om den servicekontrakt er løst på en måde, der jo i sig selv, hvis man aflæser den potentielle volumen, der er i den, sender et signal om et øget amerikansk engagement.

Der er endnu en spørger, og det er fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren. Danmark deltager jo også i diverse internationale fora inden for FN og Arktisk Råd, som nu er sat på pause, og mange andre arbejdsgrupper, hvor man bl.a. forsøger at styrke oprindelige folks rettigheder på det ene eller det andet plan. Udenrigsministeren har også netop selv deltaget i en konference, som EU lavede i Nuuk, og som netop bl.a. handlede om oprindelige folk i arktiske egne.

Derfor kunne vi i Siumut godt tænke os at høre lidt mere om udenrigsministerens syn på, hvad man skal gøre for netop at styrke det oprindelige arktiske folks rettigheder – ikke alene i Grønland, men også generelt. Det spørger vi også netop ind til nu, for indtil videre er det ikke blevet meget klart anerkendt af udenrigsministeren, at der er noget, der hedder de oprindelige grønlandske inuit eller det oprindelige arktiske folk, idet vi altid indtil videre har hørt, at der er blevet talt om det arktiske folk. Og med en jurabaggrund ved man også, at der er forskel på at være et anerkendt folkefærd og et oprindeligt folk. Så det er lidt for at spørge ind til, om udenrigsministeren anerkender, at de grønlandske inuit er et oprindeligt folk inden for det danske kongerige, og derudover også, hvad man vil gøre for at styrke rettighederne for de samme.

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Jamen jeg anerkender fuldt ud, at inuit er et oprindeligt folk. Jeg har så også det syn på det, at der er en grønlandsk befolkning, som består af både det oprindelige folk og andre, der legitimt kan kalde sig grønlændere. Det er ikke en rigsfællesskabsdebat, vi har nu, men det er klart, at når man f.eks. hører forslag om et inuitregister og tanker om at bruge etnicitet som afsæt for at registrere sin befolkning, så er det i hvert fald noget, der hos mig skaber en eller anden reservation, for der er nogle helt grundlæggende menneskerettigheder, som også skal iagttages, ikke? Så det kunne jeg godt have lyst til at sige.

Ellers vil jeg sige, at jeg synes, at vores vigtigste bidrag jo er i alle relationer – som fru Aaja Chemnitz sagde det: »Intet om os, uden os« – at sørge for, at det oprindelige folks stemme høres, og at den grønlandske befolkning, som er en del af det danske rigsfællesskab, men med en udstrakt grad af selvstyre og ultimativt jo også retten til på et tidspunkt at bestemme sig for fuldstændig selvstændighed, tages med alle steder, hvor det er relevant, og i øvrigt repræsenterer kongeriget der, hvor vi forfægter interesser, som er entydigt grønlandske. Det er jo også sådan, vi gør det, når vi f.eks. laver arbejdsgrupper i Arktisk Råd. Vi overtager nu nogle arbejdsgrupper om bl.a. biodiversitet, som er et hjemtaget grønlandsk område, og så er det selvfølgelig et formandskab, der er henlagt til Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø i det grønlandske selvstyre.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. For det første er Siumut enige i, at der er forskel på at være kalaaleq, grønlænder, og inuk, og at man også kan være kalaaleq inuk, idet der er flere inuitfolkefærd. Når det så er sagt, vil vi gerne spørge lidt mere ind til udenrigsministerens kommentar om et inuitregister og oprindelige folks rettigheder, idet det lød lidt, som om – og nu skal jeg få det bekræftet – retten til at være et oprindeligt folk, retten til at blive anerkendt som et oprindeligt folk, ikke ses som en forlængelse af menneskerettighederne, hvilket det jo ellers netop er. Så skal det forstås på den måde, at der ikke skal være ret til at kunne kalde sig selv inuk og være registreret som inuk, ifølge udenrigsministerens egne betragtninger?

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Jeg har egentlig ikke nogen egne betragtninger på Grønlands vegne. Altså, det er jo i Grønland, man selv må tage de skridt, man vil, og i det omfang, man tager nogle skridt, må vi jo vurdere de skridt. Der er jo ikke noget problem i at være et oprindeligt folk og definere sig selv som det. Der, hvor der kunne være et problem, er, hvis man inden for rammerne af et demokrati ligesom tillægger det at tilhøre et oprindeligt folk noget op imod andre, der har menneskerettigheder i det pågældende samfund, altså at man tillægger sig selv nogle særlige muligheder eller afgrænser nogle andres, ikke? Men det overlader jeg fuldstændig trygt til en debat i Grønland, og i det omfang, man konkluderer på den på en måde, som skulle rumme problemer, så vil vi selvfølgelig løfte en hånd og stille nogle spørgsmål.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så vi anser forhandlingen for værende afsluttet og siger tak til udenrigsministeren.