Tak for det, formand. Digitalisering er en central del af vores samfund i dag, og det vil kun fortsætte med at være sådan i fremtiden. Digitalisering har gjort vores hverdag lettere på rigtig mange måder og har også haft stor betydning for samfundets udvikling og konkurrenceevne. Et land, der ikke omfavner digitalisering, risikerer at sakke bagud og miste sin konkurrenceevne. Men det er også vigtigt at påpege, at vi ikke skal være bange for fremtiden eller teknologier. Det er naturligt at være skeptisk over for noget nyt, men vi skal huske, at teknologier og digitalisering har en masse fordele, og at det kan hjælpe os på mange måder. Vi skal også gøre en indsats for at få danskerne til at forstå, hvor vigtigt it er. Digitalisering er ikke kun forbeholdt erhvervslivet og techentusiaster. Det har en reel indvirkning på vores dagligdag og på samfundet som helhed. Vi skal uddanne og oplyse borgerne om de muligheder, der findes inden for digitalisering og it-forståelse, og på den måde kan vi sikre, at alle er i stand til at drage fordel af teknologien, og at ingen bliver hægtet af.
Alt, jeg har sagt indtil nu, er skrevet af ChatGPT, som jeg i går spurgte om lige kunne lave en hurtig tale om digital udvikling i Danmark, og det var svaret. Det lød jo sådan set godt, men fra kunstig intelligens vil der forhåbentlig være et godt hop over til åbenlys intelligens, som tager over nu. For der mangler jo helt åbenlyst i det, den leverer her, noget holdning, noget saft, noget kraft, noget erfaring, noget viden. Det virker som sådan en sølvbryllupstale, men det kan jo noget, og det kan noget godt. Vi skal ikke være bange for det. Det kan måske også noget farligt, for det kan vænne os til, at det er sådan, taler skal være.
Min søn spurgte også ChatGPT, da han skulle holde en konfirmationstale. Jeg synes, at han takkede os, det var da ikke det, det var fint. Han var glad for sine forældre – det foreslog ChatGPT, han skulle sige – og jeg tænker også, at det er rigtigt. Men det er jo, i det øjeblik han selv tager over, vi kan mærke mennesket bag. Så kunstig intelligens kan en masse, men der er noget menneskeligt, noget åndeligt, der selvfølgelig forsvinder.
Tak for redegørelsen her, som ganske rigtigt er en af de første. Det er en af de første, vi skal debattere, og den handler om erhverv, men den glemmer jo netop alt det åndelige, og den glemmer den opdeling af samfundet, som it altså også er en del af.
Hvis vi tager det offentlige, har vi jo masser af forskellige apps, masser af forskellige ting og sager, som vi tilbyder borgerne, og jeg tror, at de fleste af os igen og igen har været i debatter om NemID, MitID, og hvad det ellers hedder. Jeg tror, det var fru Pia Kjærsgaard, der kaldte det for dum-id her fra talerstolen, og på den måde kan man blive ved med at nedgøre digitaliseringen, hvis man gerne vil. Og nogle har da også haft deres problemer.
Jeg tror måske, vi skal begynde at tilbyde virksomhederne de her offentlige udbud på en lidt anden måde. Jeg synes, at vi rigtig mange gange forsøger at gøre os klogere end både erhvervslivet, der arbejder med det her til daglig, men også borgerne, her i Folketinget, hvor vi kommer med nogle kravspecifikationer og siger, at det er det her, vi gerne vil have. Men der er jo faktisk virksomheder derude, der måske ved meget mere end os om det og måske dermed ovenikøbet kunne byde sammen på forskellige opgaver, når vi sender ting i udbud. Og måske kunne det være med til at hjælpe med til, at vi fik nogle lidt anderledes svar på, hvordan vores udvikling i det offentlige skal være. For det er jo rigtigt, som det også blev sagt nede fra salen lige før, at det kræver nogle vagters hjælp lige at logge os ind i og ud af vores systemer på vores plads. Nogle af jer kan det i forvejen, andre af os er nye, og sådan er det. Næste gang kan jeg selv. Det tror jeg vi skal lære af, også i forhold til borgerne.
Jeg er enig i det, som hr. Peter Kofod sagde, nemlig at borgerne skal have ikke bare mulighed for, men absolut krav på at kunne leve et analogt liv i Danmark. Men jeg synes, det er for nemt, og jeg synes, det er for let, vi slipper dem. Det er ikke, fordi de ikke må, men det er bare et flueben, de sætter, og så hører de i virkeligheden aldrig fra os igen, og så får de lov til at få papirer i postkassen resten af livet. Kunne det være, at man kunne stille de her borgere nogle spørgsmål, når de sætter det flueben: Hvordan kan det egentlig være, du gør det? Hvad er det, du er bange for? Hvad er det, du er nervøs for? Er der noget, vi kunne hjælpe dig med? Kunne der være nogle kurser?
Jeg ved, at bl.a. Ældre Sagen med stor succes har kørt noget, hvor de forsøger at opgradere de borgere, der siger, at de ikke vil være på det. Og vi skal huske, at det jo ikke kun handler om ældre medborgere – dem taler vi meget om – men at det jo sådan set også handler om unge. Kigger vi på tallene for f.eks. MitID, er der faktisk rigtig mange unge, der slet ikke har det endnu, for hvad skulle de med det? Det er jo bare e-Boks, og det er der ingen grund til, når man har Snapchat, synes de.
Jeg synes, at en del af udfordringen, som måske også gør, at vi falder nogle pladser ned, er, at det er fra gang til gang, vi opdager, hvad digitaliseringen kan – og der kommer nyt til. Vi så det under corona, hvor ældre medborgere, som måske ikke havde haft lyst til at trykke på tasterne før, pludselig kunne se deres børnebørn ved at gøre det. Pludselig opdagede de, at teknologien faktisk kan noget godt, og det gjorde de i en verden, hvor vi i min optik har en bekymringsindustri, hvor man kan sælge vildt mange bøger, hvis man siger »sluk«, men hvor man kan sælge meget få bøger, hvis man siger »tænd«.
Jeg oplevede det også, da Præsidiet for ikke så lang tid siden sagde, at man ikke måtte bruge TikTok på arbejdstelefoner. Der blev jeg ringet op af en meget ældre dame, som var meget bekymret over det, vi var kommet ud med i Præsidiet, for hun havde også en iPhone, og hun var virkelig ked af, at kineserne nu kunne se alt, hvad hun gjorde. Jeg tror, hun var over 80 år, og jeg måtte jo så spørge hende, om hun selv havde TikTok, og det mente hun var en del af et eller andet, der jo lå på telefonen. Så på den måde kan vi tale bekymringen op alle mulige steder, hvis vi vil det, og vi kan mangle den der digitale dannelse, som jeg tror er den vej, vi skal gå.
Jeg tror faktisk, at en af grundene til, at vi klarede omvæltningen i coronatiden så godt, var de pipfuglekurser – jeg tror, det var det, vi kaldte dem i 1980'erne – hvor enhver tømrer eller smed eller et eller andet skulle have tastaturkurser. Dengang skulle man lære edb, og der var jo rigtig mange, der var sure over det, men det gjorde i virkeligheden, at man fik de grundlæggende færdigheder eller i hvert fald hverken var bange for musen eller tastaturet i det øjeblik, hvor man skulle bruge dem, også i coronatiden. Så det kan altså godt betale sig at prøve at give danskerne en digital dannelse, og det er jo det, der skal til. Den digitale dannelse angår ikke bare facebookkommentarer og lignende, det er også et forsøg på at se, hvordan vi kan favne alt det digitale.
Derhjemme har jeg sønner, der spiller meget. De spiller også, i hvert fald i forhold til hvad jeg mener, for meget, og jeg syntes bare hele tiden, at jeg så en dreng, der sad foran de her to skærme, som et setup jo udgøres af, med LED-lys, og jeg ved ikke hvad. Jeg prøvede så selv at spille »Fortnite« og har spillet det nu i 3 år og kan simpelt hen ikke holde op igen. Det er ikke, fordi jeg nødvendigvis går og skyder folk til daglig. Det er jo et meget, meget sundt spil, hvor man går ind i en bus og lander på en ø, og så bliver man til Breivik og skal sørge for, at der ikke er andre tilbage end en selv. Så det er pædagogisk jo et fuldstændig korrekt spil. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, det favnede, og det, jeg lige pludselig opdagede, var jo, at det favnede et netværk, et fællesskab, venner, som sidder og taler sammen undervejs. De taler ikke om, hvem de skyder; de taler ikke om, hvor de skal gemme sig; de taler sammen. De har faktisk en reel samtale, som jeg blev helt flov over lige pludselig at sidde som voksen og deltage i – og nu er jeg heller ikke på hans hold mere.
Jeg tror, det er væsentligt, at vi ikke med kæmpestor bekymring kigger på de her unge og tænker, at de bare sidder med hovedet begravet i skærme hele tiden, men at vi fokuserer en lille smule mere på, hvad det er, de laver foran den skærm, og at vi som forældre i stedet for at bare kigge på, at de har hovedet nede i den, også kigger med og lader os inspirere og prøver at finde ud af, hvad den i virkeligheden kan.
Der er i øjeblikket også en snak her i Folketinget om, om man måske skulle forbyde skærme i folkeskolen og sådan noget, som om lærerne ikke selv har en eller anden faglig og pædagogisk viden, som gør, at de kan bruge de her skærme. Jeg synes, vi skal bruge dem. Jeg synes, vi skal favne teknologien. Jeg synes, vi skal favne skærmene. Og så skal vi vise de her skoleelever, at den skærm, de render rundt med i lommen, det lillebitte stykke udstyr, de render rundt med i lommen, ikke kun kan danse floss og alt muligt andet. Det kan faktisk også være fuld af viden, og den viden kan man altså bruge sin maskine til at få. Lad os nu uddanne dem til det, og lad os prøve at få så mange ældre som overhovedet muligt med, og lad os også favne dem, der siger klart nej. De skal kun sige det en gang, og så har de selvfølgelig lov til at være analoge, men lad os nu prøve at hjælpe dem en lille smule på vej, for hvor går de dog glip af meget.
Så tak for redegørelsen. Jeg tror, det er rigtigt, som hr. Peter Kofod sagde, at vi skal huske begge dele, og jeg håber, at den næste redegørelse, der måtte komme, handler om lige præcis digitaliseringen i Danmark, ikke kun ud fra et erhvervsperspektiv, men også ud fra et borgerperspektiv.