Da jeg stod her på talerstolen sidste år og holdt min åbningsredegørelse, takkede jeg en række kolleger for deres mangeårige indsats for folkestyret og for Danmark. I dag kan vi byde velkommen til hele 65 nyvalgte medlemmer af Folketinget. Tillykke til alle jer, der er valgt ind første gang, og til alle jer, der har opnået genvalg.
Danmarks riges grundlov er blandt de ældste forfatninger i verden. Vi var et af de første lande til at indføre almindelig stemmeret, og vi har gennem turbulente tider i verden og i Europa holdt fast i vores demokrati og vores folkestyre. Danmark er et lille land, men med megen tillid mellem mennesker, valgdeltagelsen er høj, og den danske befolkning er vidende, engageret og deltagende. Vi her i salen repræsenterer et fantastisk folk, et fantastisk land, og vi skal passe på vores dyrebare og velfungerende demokrati; det er vores fælles opgave.
Mit håb er, at den valgperiode, vi tager fat på nu, vil blive kendetegnet ved samarbejde og ved ordentlighed over for de mennesker, vores beslutninger vedrører, og over for hinanden som kolleger. Splittelse og polarisering er nemt, men et velfungerende samfund fordrer det modsatte. Derfor har vi 179 medlemmer en helt særlig opgave. Det er hver dag at arbejde for det fælles bedste for den befolkning, vi har fået det kæmpe privilegium og ansvar at repræsentere. Jeg glæder mig til samarbejdet, både om det nære og om alt det, der sker i verden omkring os.
Vi lever i en tid præget af stor uforudsigelighed og mange udfordringer – først en pandemi, så en krig i Europa, energikrise, inflation, økonomisk usikkerhed – men også en tid med håb og vilje til at gå nye veje. Det afspejler sig i de regeringsforhandlinger, som vi afsluttede kort før jul. Alle Folketingets partier deltog i drøftelserne; de blev historisk lange, fordi vi var grundige, og fordi vi afsøgte alle muligheder for at bringe Danmark videre i et bredt politisk samarbejde. Jeg håber, der er en del partier her i salen, som kan finde nogle aftryk i regeringsgrundlaget, som blev resultatet af forhandlingerne.
Vi har sat nye klimamål, vel at mærke de mest ambitiøse for Danmark nogen sinde. Med et stædigt fokus på at realisere de klimamål, vi har sat, og med de nye for øje vil vi bane vejen for en hurtigere grøn omstilling. Fjernvarme og varmepumper skal nå flere danske hjem, og vi skal udbygge vores globale grønne førerposition, skabe grøn vækst for vores virksomheder. Når det gælder velfærden, skal pengene selvfølgelig følge med, når der heldigvis bliver både flere børn og flere ældre. Vi skal holde fast i en stram udlændingepolitik. At have styr på antallet af mennesker, der kommer hertil, er afgørende, både for Danmarks sammenhængskraft og for, at integrationen lykkes, men de stramme regler medfører en gang imellem nogle udfordringer for mennesker, der ønsker at arbejde og bidrage til Danmark. Dem vil vi søge at løse.
I de kommende år ønsker vi at investere i hinanden, i velfærd, i uddannelse, i sundhed og psykiatri, i forsvaret og vores fælles sikkerhed og tryghed. Fælles for de initiativer, jeg nævner her, er, at de er forbundet med store udgifter. Men forslagene til, hvordan vi skal finansiere dem, fornemmer jeg der ikke lige er så stor appetit på. Det er selvfølgelig, fordi det er svært, og fordi det kommer til at kræve nogle hårde prioriteringer. Men måske er sandheden også den, at det ofte er let at blive enige om at bruge penge og mindre let at beslutte, hvor pengene skal komme fra.
Den nye regering er født som et arbejdsfællesskab. Vi er tre forskellige partier med forskellige holdninger og historiske rødder. Vi ser ikke ens på alting og kommer næppe heller til det i fremtiden, men vi deler en fælles erkendelse af, at vi kun når i mål med de ambitioner, vi har for Danmark, hvis vi indgår i et forpligtende samarbejde om de løsninger og reformer, som faktisk også gør dem mulige. I min tale i dag vil jeg gerne invitere alle Folketingets partier indenfor i det samarbejde.
Grundlaget for det danske velfærdssamfund er selvfølgelig en stærk og robust dansk økonomi. Det har vi i dag. Skiftende regeringer og skiftende flertal i Folketinget har igennem årtier ført en økonomisk politik, der har skabt sunde offentlige finanser, gode rammevilkår for erhvervslivet, vækst og lav offentlig gæld. Og kort tid efter de værste bølger af covid-19 opnåede vi den højeste – den højeste – beskæftigelse i Danmark nogen sinde. Med andre ord står vi godt rustet, men vi er også udfordret på den korte bane af den høje inflation. Vi ser heldigvis, at den er aftaget de seneste måneder, men den ligger på et fortsat højt niveau, og det kan mærkes i alle danske familier. Regeringen vil inden længe fremlægge et forslag til en ny inflationspakke, der målrettet og midlertidigt hjælper trængte danskere.
Samtidig med det her er vi udfordret af, at verdensøkonomien bremser op. Det kommer til at ramme en lille, åben økonomi som vores, for vi lever af at handle med de andre. Vi ser ind i et år, må vi forvente, hvor dansk økonomi vil tabe fart, væksten vil falde, og arbejdsløsheden desværre vil stige. Derfor skal vi føre en økonomisk politik, der både er ansvarlig og retfærdig, så vi kommer så skånsomt igennem som muligt. Og samtidig med det skal vi styrke vores økonomi strukturelt.
Om bare 7 år, i år 2030, vil der være 125.000 flere ældre på 70 år eller derover og 50.000 flere børn under 7 år. I har alle sammen hørt tallene igen og igen i den valgkamp, der netop er overstået. Jeg vil gerne gøre én ting helt klart: Det her handler ikke om at betragte samfundets ældste som en ældrebyrde – slet ikke. Tværtimod er det generationerne før os, der har bygget det danske samfund, og vi er jer dybt taknemlige. Men det er samtidig vores opgave at sikre, at der så faktisk er en værdig ældrepleje, når livets efterår melder sin ankomst. For der kommer flere ældre med behov for pleje og omsorg; der kommer flere patienter på sygehusene; der kommer flere børn i vuggestuer, børnehaver, dagpleje og skoler, mens andelen af os, der er i beskæftigelse, vil falde. Det har den konsekvens, at det økonomiske råderum til nye prioriteter, nye opgaver er begrænset, mens mængden af initiativer, vi skal i mål med – initiativer, der koster penge – er stor.
Tillad mig at give bare et par eksempler. »At lade pengene følge med« er sådan et begreb, vi bruger på Christiansborg. Der kommer flere ældre, der kommer flere børn. Så skal der ansættes flere medarbejdere; der skal bruges flere penge på de samme mennesker og flere til. Det alene vil koste 21 mia. kr. frem mod år 2030. Hvis vi skal indføre bedre løn- og arbejdsvilkår i velfærdssamfundet, vil det koste 3 mia. kr. i år 2030. En psykiatriplan vil koste yderligere 3 mia. kr. i år 2030. Det er bare nogle få nedslag. Læg dertil beslutningen om, at Danmark selvfølgelig skal levere det bidrag, vi har lovet vores allierede i NATO. Regeringen ønsker at fremrykke forsvarsudgifterne, så vi i år 2030 når op på de 2 pct. af bnp, som der i øvrigt er et bredt flertal for her i salen. Det er 20 mia. kr. mere til forsvar og sikkerhed i 2030.
Uden nye kilder til finansiering går det her regnestykke ganske enkelt ikke op. Det tror jeg alle kan høre. Nogle vil sige: I kan bare hæve skatterne. Andre vil sige: I kan bare skære ned på velfærdssamfundet. Men ingen af de to veje vil jo gøre Danmark stærkere, og det vil ikke føre noget udvikling med sig. Lad os derfor tænke større. Vores ønske er reformer. Vi gør tingene på en ny måde, men vi har også modet til at vælge til for at vælge noget andet fra, og vi bliver alle sammen nødt til at bidrage noget mere. For den barske sandhed er, at der ikke findes nogen nemme løsninger.
Tillad mig derfor at være lidt direkte: Hvis ikke vi reformerer, hvis ikke vi prioriterer, og hvis ikke vi får endnu flere danskere i arbejde, så må vi slække på de ambitioner, vi har for vores samfund. Og hvem ønsker egentlig det? Så må vi slække på ambitionerne, hvad enten det er klima, velfærd, den enkelte danskers økonomi eller de nødvendige investeringer i vores sikkerhed og internationale alliancer. Så enkelt er det, og så svært er det.
Vi kan jo stille os selv nogle spørgsmål her i salen.
Er vi selv tilfredse med det velfærdssamfund, vi i dag tilbyder danskerne? Er der værdighed nok i ældreplejen? Er der værdighed nok i de rammer, vi giver alle familier med et barn med handicap? Skal vi stille os tilfredse med, at hver tiende elev ikke gennemfører folkeskolens afgangseksamen? Er det godt nok, når en ung mand med kræft forsøges sendt i aktivering, kort tid før han desværre dør af sin sygdom? Er det godt nok? Er det godt nok, at vi er et samfund, hvis fornemste opgave er at sikre social mobilitet, stadig i stort omfang reproducerer sociale problemer fra én generation til den næste? Er vi helt sikre på – os, der er her – at vi kommer til at levere en jordklode videre til vores børn og børnebørn, der er i bedre stand end den, vi selv overtog? Og hvad er vores svar fra dansk side, hvis de sikkerhedspolitiske trusler, vi står over for, ikke falder bort, men måske snarere er et nyt vilkår?
Jeg kan svare på egne og på regeringens vegne: Danmark er et fantastisk land, måske verdens bedste, og meget er godt, solidt og i øvrigt bedre end de fleste andre steder, men kan vi nå længere? Kan vi give endnu flere børn endnu flere muligheder? Kan vi skabe et samfund med endnu mere frihed – et, der er grønnere, et, der er stærkere? Svaret er ja, men svaret er også, at det ikke kommer af sig selv. Og nej, os, der sidder her, er ganske enkelt ikke tilfredse med de resultater, vi i dag leverer fra Christiansborg.
Skal vi lykkes med alt det, vi gerne vil med vores land og for vores land, er der brug for reformer. Lad mig starte med velfærd. Det danske velfærdssamfund, som mange af os sætter højt, hører til de bedste i verden, men der er i den grad også plads til forbedring, forandring. Der er behov for højere ambitioner på vegne af dem, der har det sværest, behov for nye mål, konkrete resultater for danskerne.
Vi kender allerede problemerne til hudløshed: bureaukratiet, papirarbejdet og detailstyringen, der æder sig ind på hverdagen, på plejehjemmet, i skolen og på sygehuset, som koster dyrbar tid og arbejdsglæde, og som går ud over nærværet og omsorgen for de mennesker, som det hele handler om: de ældre, vores børn og patienterne. Den går ikke længere. Derfor har regeringen sat sig for at gennemføre den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie. Børnehaver, skoler og plejehjem skal forvaltes af borgerne, ikke af bureaukratiet. Og ledere og medarbejdere skal mødes med tillid, så de kan bruge deres faglighed til selv at træffe beslutninger.
Mennesker er forskellige. Vi har forskellige ønsker, og vi har forskellige behov. Derfor skal vi styrke det frie valg, og vi skal styrke samarbejdet mellem det offentlige og det private, så der bliver skabt en større ligestilling og mere konkurrence mellem leverandører og mulighed for helt nye partnerskaber, og så hver enkelt borger får flere muligheder for at vælge den service og den velfærd, man gerne vil. Medborgerskab og langt mere lokal frihed, ansvar og engagement er det, der skal kendetegne fremtidens velfærd. Med andre ord vil vi gøre, hvad vi kan, for at gøre velfærdsstaten til et velfærdssamfund.
Frisættelsen af vores velfærd er det ene af de i alt otte reformspor, som regeringen har sat sig for at gennemføre. Jeg vil ikke gennemgå dem alle sammen i dag, men slå ned på et par af de mest centrale. Vi skal styrke dansk økonomi strukturelt. Flere skal i arbejde, og alle skal bidrage mere. Vi har sat os det mål at øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 personer i 2030.
Vi foreslår som det første, at vi skal arbejde en dag mere om året ved at afskaffe en helligdag. Vi vil også gennemføre en skattereform, der letter skatten for mennesker i arbejde. Vi foreslår at forhøje beskæftigelsesfradraget, sænke topskatten for indkomster op til 750.000 kr. og indføre en særlig skat på meget høje indkomster. Skattereformen vil gøre det mere attraktivt for den enkelte borger at arbejde og yde en ekstra indsats.
For det enkelte menneske handler det at have et arbejde jo ikke kun om kroner og øre. Det handler også om værdighed, stolthed, fællesskab, ja, og om frihed. Selvfølgelig skal det altid kunne betale sig at arbejde. Derfor vil vi indføre et særlig forhøjet beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere. At være enlig mor eller far med tre børn og samtidig passe et arbejde kan godt være et sværere liv end så mange andre. Den indsats og de livsomstændigheder vil vi gerne honorere særligt.
De mange, der i dag arbejder deltid, skal have bedre mulighed for at gå på fuld tid, sygefraværet skal nedbringes, og samtidig skal vi bane vejen for, at flere af dem, der i dag stadig væk står uden for arbejdsmarkedet, kommer i gang med at arbejde. Det gælder ikke mindst kvinder med indvandrerbaggrund. De skal i job, og de skal tage del i fællesskabet sammen med os andre. Der kommer nu en egentlig arbejdspligt. Det skulle vi have indført i Danmark for mange år siden. Det er godt for kvinderne, det er godt for samfundsøkonomien, det er godt for børnene, og det er godt for ligestillingen mellem kønnene.
Regeringen vil finde nye veje og løsninger, der reelt kan hjælpe de knap 45.000 unge, der i dag starter deres ungdom og deres voksenliv på et alt for skrøbeligt grundlag, fordi de hverken er i gang med uddannelse eller job. Når flere danskere kommer i arbejde, vil det styrke vores økonomi, vores virksomheder og vores velfærd, men mindst lige så vigtigt er det, at det vil løfte tilværelsen og livskvaliteten for rigtig mange mennesker. Det at have et arbejde, hvis man overhovedet kan, og gøre nytte og bidrage er og bliver en af de vigtigste værdier i vores samfund. Alle kan ikke arbejde, det ved vi godt. Jer, der er ramt af sygdom, lever med et meget alvorligt handicap eller måske bare har mistet fodfæstet i tilværelsen for en stund, skal mærke, at velfærdssamfundet griber jer. Det samme gælder jer, der allerede har bidraget igennem et langt arbejdsliv.
Vi skal have flere i arbejde, men arbejdspladser kommer ikke af sig selv. De skabes af et stærkt og konkurrencedygtigt dansk erhvervsliv. Når det går godt for erhvervslivet, går det godt for beskæftigelsen, og så går det godt for Danmark. Derfor vil regeringen arbejde for bedre vækstbetingelser for danske virksomheder. På mange måder går danske virksomheder forrest i verden: inden for energi, grønne løsninger, søfart, digitalisering, life science og fødevarer, for nu bare at nævne nogle af eksemplerne.
Det er styrkepositioner, vi skal værne om, og som vi skal udbygge, både når det gælder de store virksomheder, men også når det gælder de mange små og mellemstore virksomheder, der i dag på mange måder er rygraden i dansk erhvervsliv.
De helt unge og friske, iværksætterne, kan jo blive morgendagens kæmper. Det kræver et skarpt og vedholdende fokus på rammevilkår. Vi skal sikre bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft, selvfølgelig på ordnede vilkår, og regeringen vil fremme iværksætteri og fremlægge en iværksætterstrategi, der skal gøre det mere attraktivt at være iværksætter uanset køn og lettere at tiltrække kapital.
Det danske uddannelsessystem er en fantastisk succeshistorie. Generation for generation er vi blevet bedre uddannet. Uddannelse skaber muligheder for den enkelte og en stærkere fremtid for os alle. For regeringen er reformer på uddannelsesområdet afgørende, for der er mange udfordringer at tage hånd om: at vi taber for mange børn allerede i folkeskolen, måske fordi det boglige fylder for meget og det praktiske for lidt; at vi uddanner for få faglærte; at for få søger mod velfærdsuddannelserne; at uddannelse i alt for vidt omfang er noget, man tager i ungdommen, mens for få uddanner sig senere i livet; og at for mange slet ikke uddanner sig, måske på grund af de nederlag, de oplevede tidligt i livet.
I dag er det hver fjerde ung, der ventes at tage en uddannelse på universitetet; i 1990 var det hver tiende. Og det arbejdsmarked og de krav, de nyuddannede mødes af, har forandret sig drastisk, men er indretningen af universiteterne fulgt med? Det vil vi gerne diskutere. Universitetet er i dag en hovedvej for mange unge, der bagefter finder job i private virksomheder. Her er det ikke nødvendigvis 5 år i et auditorium, der er det bedste redskab til at klæde de unge på. Der skal være en tættere kobling til erhvervslivet, der skal være bedre mulighed for efteruddannelse og vekselvirkning mellem uddannelse og job igennem arbejdslivet. Derfor foreslår regeringen at oprette nye 1-årige kandidatuddannelser med mere undervisning og vejledning, et tydeligere arbejdsmarkedssigte og bedre mulighed for at videreuddanne sig gennem livet.
Verden omkring os står ikke stille, og derfor skal vi turde at forandre. Det gælder også sundhedsvæsenet, for også her er der brug for forandringer. Det vil jeg gerne tillade mig at knytte lidt flere ord til i dag. Den fri og lige adgang til sundhed er en af de bærende søjler i vores velfærdssamfund. Det er, når vi bliver syge og allermest sårbare, at vi for alvor har brug for et velfærdssamfund, der griber os. Flere sygdomme skal forebygges. Rammes vi af alvorlig sygdom, skal behandlingen foregå hurtigt og effektivt. Borgere med kroniske sygdomme skal have et tilbud, så hverdagen ikke bliver unødvendig besværlig. Og i de sværeste situationer skal der være et stærkt sundhedsvæsen, hvor der er tid nok til tryghed, omsorg, behandling og opfølgning – høj specialisering i de tilfælde, hvor det er det, der er påkrævet, og nærhed i de fleste andre.
Det danske sundhedsvæsen er på mange måder rigtig godt. Vi har fantastisk mange dygtige og dedikerede medarbejdere og høj faglighed, og vi er gennem årene blevet markant bedre til at diagnosticere og behandle en lang række sygdomme. Men der er helt åbenbart nogle store og akutte problemer. Siden sommeren 2021 er der oparbejdet et betydeligt behandlingsefterslæb på sygehusene. Det er svært at fastholde og rekruttere medarbejdere i sundhedsvæsenet, ventelisterne er for lange, og alt for mange venter for længe på behandling og operation på sygehuset. Og patienter, som kommer akut på sygehuset, oplever nogle steder ventetid og travlhed. Samtidig er vi udfordret af, at selv om læger og sygeplejersker og andre dygtige medarbejdere på sygehusene løber stærkt, fra patient til patient, fra undersøgelse til undersøgelse eller fra operation til operation, så kan det ikke alle steder lade sig gøre at nå det hele – presset er for stort.
Det vil regeringen gøre noget ved. Vi prioriterer 2 mia. kr. nu til at få ventelisterne ned og lette presset på akutmodtagelserne. Men det her handler ikke kun om kroner og øre – det er mere komplekst. Der er mangel på mange medarbejdere, især sygeplejersker. Der er dalende produktivitet på sygehusene, på trods af at der de sidste år er blevet tilført betydelige ressourcer til regionerne for at løse problemerne. Sammen med regionerne skal vi aftale en akutplan. Forhandlingerne er gået i gang; løn vil spille en rolle, men andre ting skal også i spil. Kan vi frigøre medarbejdernes, sygeplejerskernes tid, så han eller hun i stedet for at udfylde skemaer i højere grad bruger tiden der, hvor det har størst værdi for patienten? Det kan være at taget blodtryk, sætte et kateter op, tale med en bekymret pårørende – alt det, der virkelig tæller. Og kan vi gennem et stærkere samarbejde på tværs af sygehuse, regioner og private aktører organisere tingene på en anden måde? Vi skal ikke bare gøre én ting, men sætte mange tiltag i gang, og vi skal følge dem tæt.
Alligevel må vi erkende, at det bliver et langt, sejt træk. Det kan tage flere år, for også på den lange bane er sundhedsvæsenet udfordret, bl.a. af nogle store geografiske forskelle. I nogle af de tyndtbefolkede dele af landet – der, hvor jeg selv kommer fra – er der for få læger og især mangel på speciallæger. Til gengæld er der i mange af de her områder både en stor andel af borgere med kroniske sygdomme og ældre med behov for behandling. Det betyder, at mange patienter og mennesker med kroniske sygdomme ikke nødvendigvis får den behandling, som bedst tager hånd om deres sygdom. Diabetikere, kol-patienter kender det godt – de skal selv navigere rundt i sundhedsvæsenet. Det stiller nogle store krav til patienterne og de pårørende, og det skaber ulighed i sundhed.
Vi er med andre ord ikke gode nok til at tage hånd om dem, der har allermest brug for det. Det må vi kunne gøre bedre og ikke kun lidt bedre. Der skal være flere læger, sygeplejersker, sosu'er og andet sundhedspersonale, og de skal tættere på patienten. Og der skal være en større sammenhæng mellem, hvad den ene hånd gør, og hvad den anden hånd gør. F.eks. går det ofte galt, når en ældre patient udskrives – måske er det ikke koordineret med hjemmesygeplejen, og så kan det være den direkte vej til en unødvendig genindlæggelse. Det er ikke helt rimeligt over for vores ældre medborgere, og det tager i øvrigt ressourcer ud af et system, der i forvejen er presset. Der bør være nogen, der griber dig, når du bliver udskrevet fra et sygehus – selvfølgelig. Et andet eksempel: I dag er der mange ældre og svækkede borgere, som oplever hyppige og korte akutindlæggelser; man kalder dem svingdørspatienter. Men det er forvirrende, og det er utrygt. Ambulancen skal selvfølgelig køre, og sygehuset skal selvfølgelig tage imod, hvis det er akut – det siger sig selv. Men tænk nu, hvis sygehuset kunne række helt ud i borgerens hjem og spare en indlæggelse. Og tænk, hvis det sundhedspersonale, som er tæt på borgeren, var klædt på til at tage endnu flere ting i opløbet. Vi må tænke nyt, organisere sundhedsvæsenet på en ny måde hele vejen rundt.
I dag kender vi ikke alle svarene. Derfor vil regeringen nedsætte en strukturkommission, for selv om det haster med at gøre vores sundhedsvæsen både bedre og mere robust, så er der også brug for, at vi tænker os om, går grundigt til værks, inddrager erfaringer og viden fra både patienter, pårørende, eksperter og medarbejdere. Vil det tage tid? Ja, men det er en tid, jeg tror vil være givet godt ud, for vi skal gøre det ordentligt.
Sundhed handler selvfølgelig ikke kun om kroppen, men også om psyken, og vi har i dag en særlig udfordring i vores behandling af mennesker med psykiske lidelser. Flere og flere søger hjælp i psykiatrien, får ondt i sindet, især blandt børn og unge. Det kan være helt ubærligt for dem, der bliver ramt, og for den far eller mor eller partner, der står magtesløs ved siden af. Her har vi altså som samfund svigtet. Vi har ikke givet den nødvendige hjælp. Det skal vi rette op på, og det ønsker regeringen.
Vi vil give et markant løft til psykiatrien på 3 mia. kr. oven i det, der allerede er aftalt, i 2030. Pengene skal gå til bedre forebyggelse, flere sengepladser, mere indhold i de dage, hvor patienten er indlagt, mere personale og mere forskning. Det vil forhåbentlig betyde en anden psykiatri end den, vi kender i dag, og en psykiatri, hvor vi langt om længe ligestiller fysiske og psykiske lidelser. Målet med det arbejde, vi nu sætter i gang, er et grundlæggende stærkere og bedre sundhedsvæsen for alle danskere i hele landet, og uanset om det gælder det fysiske eller det psykiske.
Ambitiøse mål sætter vi selvfølgelig også, når det gælder klimaet, for ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, så er det vor tids største udfordring. Kampen mod klimaforandringerne er ikke noget, man kan vælge til eller fra. Det er en bunden opgave for Folketinget og for regeringen. Med regeringsgrundlaget har vi sat os det mål, at Danmark skal være helt klimaneutralt i 2045, og bare 5 år senere, i 2050, skal vi optage mere CO2, end vi selv udleder. Grøn omstilling er nu en af de grundpiller, vi bygger vores samfund på – arbejdspladser, eksport, det, som vores børn og børnebørn skal leve af i fremtiden.
Klimamålene er selvfølgelig vigtige, men det vigtigste her og nu er ikke nye klimamål. Det er at komme i mål– kort sagt at få alt det, vi allerede har aftalt på tværs af partierne her i salen, gjort til virkelighed. Derfor vil regeringen i den valgperiode, vi går i gang med nu, have fokus på noget, der kan lyde kedeligt, men som måske er det allervigtigste, nemlig implementering.
Vi vil indføre en CO2-afgift i landbruget, der skal bane vejen for en grøn omstilling af Danmarks fødevareproduktion. Danske landmænd er allerede blandt verdens bedste til at producere fødevarer af høj kvalitet på en mere miljø- og klimavenlig måde end i mange andre lande. Men nu tager vi de næste skridt – ansvarligt, bæredygtigt og uden bare at skubbe problemer og arbejdspladser ud af landet. Vi skal udvikle dansk landbrug, ikke afvikle det.
Regeringen vil også indføre en naturlov, hvor vi beskytter naturen, planter og dyr og giver en trængt natur mere plads i vores samfund igen. Vi skal beskytte grundvandet, etablere ny skov – faktisk så meget ny skov, at vores forslag er, at det er et areal svarende til to gange Lollands størrelse. Det skylder vi hinanden, og det skylder vi generationerne efter os.
Om kun en måned er det et år siden, at Putin invaderede Ukraine. Krigen var et skelsættende brud med alt det, vi troede var givet: at freden og friheden var kommet for at blive i Europa, og at historien kun kan gå fremad. Det ser vi nu var en illusion. Regeringen vil i den kommende periode udarbejde en ny udenrigspolitisk strategi for, hvordan vi skal varetage landets sikkerhedspolitiske, værdipolitiske og økonomiske interesser i verden. Danmark og hele rigsfællesskabet har taget hul på en ny udenrigspolitisk epoke. Det kommer til at kræve meget af os alle sammen. Tak til de nordatlantiske mandater for det gode samarbejde under forhandlingerne om en ny regering.
Vi deler ambitionen om at udvikle fællesskabet mellem vores tre lande i alle aspekter af samarbejdet, både på områder, der er overtaget, og på områder, som Danmark varetager for hele riget – ligeværdigt, tillidsfuldt og med respekt for hvert lands selvstændige identitet, kultur og sprog, men hvor vi alligevel finder fælles løsninger og i øvrigt sammen ruster os til de udfordringer og forandringer, vi møder. Med kontaktudvalget for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken rykker vi tættere sammen. Det er der brug for i en truende tid, hvor truende kræfter står lige uden for vores dør.
Rykker sammen, det gør vi også i Europa. Sidste år meldte Danmark sig helhjertet ind i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed. Det er godt for os og for resten af Europa. Og transatlantisk: Vi skal bidrage mere til NATO, vi skal løfte mere selv. Regeringen ønsker at fremrykke vores investeringer i forsvar og sikkerhed, så vi i år 2030 kommer op på de 2 pct. af bnp, som der er brug for, og som vi har lovet vores allierede. Stillet over for krigens rædsler findes der ingen mellemvej. Ukraine skal igen være frit, og vi andre skal kunne forsvare os selv og vores allierede. Det er med det udgangspunkt, at vi inden længe tager fat på arbejdet med et nyt forsvarsforlig. Dansk forsvarspolitik har i årtier været kendetegnet ved et bredt samarbejde. Vi håber på, at vi kan fortsætte den stærke tradition; at vi kan vise danskerne, at vi på tværs af politiske skel er enige og fælles om løsningerne og selvfølgelig også om finansieringen. Vi står over for det største løft af dansk forsvar nogen sinde. Det kræver nogle svære prioriteringer, og det kræver, at vi alle sammen i Danmark bidrager.
At være folkevalgt i Danmark er et fantastisk privilegie og et stort ansvar. Vi skal have Danmark godt igennem svære tider. Vi skal styrke fundamentet under vores velfærdssamfund, vi skal forbedre sundhedsvæsenet, vores uddannelser, styrke vores forsvar og sikkerhed, skabe mere frihed og flere muligheder for mange flere mennesker og gøre vores lille dejlige land endnu stærkere, endnu grønnere og endnu mere trygt. Alt det kan vi kun, hvis vi er ambitiøse, åbne, nysgerrige og ansvarlige. Som ny regering vil vi holde hinanden op på, at de automatreaktioner, der lidt for ofte præger den politiske debat, erstattes af både eftertænksomhed og mod til at mødes om de reelle løsninger. Det er mit håb, at vi her i Folketinget kan finde sammen i et bredt og forpligtende samarbejde, der bringer Danmark videre. Der er meget, vi skal opnå, og vi glæder os til samarbejdet.