Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
2705434_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 6299
Doknr.
698642
Dato
11-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 20. april 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 9
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Theresa Berg Pedersen (SF).
Spørgsmål nr. 9:
”Vil
ministeren bekræfte, at børnenes rettigheder i Barnets lov skal gå begge
veje, således at børn - på samme måde, som de kan anmode om at blive
anbragt, at begrænse eller suspendere samværet med forældrene - også kan
anmode om, at en anbringelse afbrydes eller skiftes eller om mere samvær
med forældrene?”
Svar:
Ud fra gældende regler i serviceloven kan barnet og den unge anmode om at
blive hjemgivet fra en anbringelse, og yderligere kan barnet og den unge
anmode om at få mere samvær med sine forældre. Disse rettigheder bevares i
Barnets lov, så det fremover fortsat vil være muligt for barnet og den unge at
anmode om, at en anbringelse afbrydes eller at stedet ændres samt anmode
om mere samvær med forældrene. Jeg kan derfor bekræfte, at børnenes
rettigheder i Barnets lov går begge veje.
Efter en anmodning fra et barn eller en ung, er det herefter kommunen, som
skal foretage en konkret vurdering og træffe en afgørelse. Heri vil kravet om
inddragelse af barnet eller den unge som fastsat i Barnets lov § 5 også gælde.
Efter denne bestemmelse har børn og unge med behov for særlig støtte ret til
indflydelse på de forhold, som vedrører dem. Desuden skal barnets eller den
unges holdning og synspunkter tilvejebringes og inddrages løbende ved
samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller
afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.
Derudover fremgår som noget nyt af bestemmelsen om ret til samvær og
kontakt, jf. § 103 i Barnets lov, at barnet eller den unge har ret til, at kommunen
inddrager barnets eller den unges holdning til omfang, rammer og sted for
samværet m.v. Det gælder både, når barnet eller den unge ønsker mere
samvær med forældre eller anden familie og netværk, og når barnet ønsker
mindre samvær.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1