Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3440
Doknr.
705043
Dato
10-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 3. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 51
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 51:
”Vil ministeren redegøre om, Datatilsynet vurderer, at den foreslåede
kommunikation via SMS er i overensstemmelse med GDPR-reglerne? Der
henvises til, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at kontakten
mellem barnet og kommunen kan ske på forskellige digitale platforme,
herunder via SMS.”
Svar:
Behandlingen af personoplysninger og sammenhængen til brug af digitale
kommunikationsredskaber i sagsbehandlingen ikke er særskilt reguleret i
barnets lov.
Det er min klare forventning, at kommunerne sikrer, at deres behandling af
personoplysninger sker i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven
og inden for rammerne af databeskyttelsesloven og
databeskyttelsesforordningen om behandling af personoplysninger, der udgør
rammerne for, hvordan myndigheder skal håndtere borgeres
personoplysninger.
Med lovforslaget tydeliggøres det, at kommunerne kan bruge de
kommunikationsformer, der er relevante i den enkelte sag. Det er klart, at den
vurdering, der finder sted i den konkrete sag, også skal tage højde for, at
barnets eller den unges personoplysninger bliver behandlet på en sikker måde.
Jeg kan desuden oplyse, at Datatilsynet fik tilsendt forslaget til barnets lov i
forbindelse med den eksterne høring og har afgivet høringssvar.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1