Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
2704869_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 3866
Doknr.
702044
Dato
11-05-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 27. april 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 40
(L 93) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 40:
”Vil ministeren oplyse om status for Barnets Indgang fra Børnene Først
aftalen?”
Svar:
Som en del af aftalen om Børnene Først blev det besluttet at fastsætte i
Barnets lov, at alle kommuner på deres hjemmeside skal have en synlig og let
tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som specifikt er målrettet
børn og unge. Ved let tilgængelig forstås, at hjemmesiden skal være synlig, og
at informationen er målrettet børn og unge og dermed udformet i et
børnevenligt og enkelt sprog og udtryk.
Formålet er at sikre, at børn og unge nemt kan få viden om, hvem de kan
kontakte, hvis de står i en situation med behov for hjælp og støtte – både i
akutte situationer og hvis de har spørgsmål, bekymringer mv. om deres
situation.
I forlængelse heraf blev det besluttet, at der skal iværksættes en
oplysningskampagne og udarbejdes materiale målrettet børn og unge, som
informerer børnene om eksistensen af børnevenlige indgange i kommunerne.
Kampagnen vil tidsmæssigt blive timet, så kampagnen gennemføres, efter
lovkravet i Barnets lov om én børnevenlig indgang i kommunerne er trådt i
kraft.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1