Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
L 93
Offentligt
2721490_0001.png
Fysisk vold og seksuelle overgreb
mod børn
En vidensopsamling
Mai Heide Ottosen og Sofie Henze-Pedersen
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0002.png
Fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn – En vidensopsamling
© VIVE og forfatterne, 2021
e-ISBN: 978-87-7119-952-9
Forsidefoto: Lars Degnbol/VIVE
Projekt: 301875
Finansiering: Socialstyrelsen
VIVE – Viden til Velfærd
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K
www.vive.dk
VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Forord
Vold og overgreb mod børn og unge kan ytre sig på forskellig vis. Volden kan komme til udtryk
ved, at barnet eller den unge bliver udsat for fysiske, psykologiske eller seksuelle overgreb i
de nære relationer, eller ved at det overværer vold i hjemmet. Nogle børn og unge udsættes
for seksuelle overgreb af andre uden for hjemmet. Det skaber utryghed og tab af velfærd og
kan have skadelige konsekvenser for børn og unge.
Formålet med denne publikation er på baggrund af den nyeste forskningslitteratur at præsen-
tere opdateret viden om fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn og unge. Den fokuserer
på, hvad man ved om omfanget af børn og unge, der bliver udsat for fysisk vold i nære relati-
oner eller seksuelle overgreb, og hvad man ved om sociale karakteristika, risikofaktorer, tegn,
reaktioner, opsporingsmetoder og skadevirkninger ved de to ovennævnte overgrebsformer.
Målet er at kunne hjælpe disse børn og unge bedst muligt gennem et opdateret vidensgrund-
lag, så relevante fagpersoner har viden om, hvordan de kan få øje på børn og unge, der oplever
vold og overgreb. Et sådant vidensgrundlag er bl.a. vigtigt for at kunne hjælpe og beskytte
barnet bedst muligt og for at kunne tilbyde en effektiv behandlingsindsats.
Publikationen er udarbejdet af seniorforsker Mai Heide Ottosen, der også har været projektets
leder, sammen med analytiker Sofie Henze-Pedersen. Bibliotekskonsulent Kirsten Birkefoss
har forestået litteratursøgningen, mens analytiker Stine Vernstrøm Østergaard har bistået med
en genanalyse af data fra en tidligere SFI-undersøgelse om vold og seksuelle overgreb mod
børn og unge.
Rapporten har været i eksternt review og er således fagfællebedømt, og vi takker de pågæl-
dende fagfæller for gode og konstruktive kommentarer.
Publikationen er rekvireret og finansieret af Socialstyrelsen.
Kræn Blume Jensen
Forsknings- og analysechef for VIVE Social
2021
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Indhold
Sammenfatning ......................................................................................................... 6
1
Indledning ........................................................................................................ 9
1.1
1.2
1.3
1.4
Baggrund og formål .............................................................................................. 9
Struktur ................................................................................................................. 9
Fremgangsmåde ................................................................................................. 10
Hvem kan bruge vidensopsamlingen? ............................................................... 10
2
Viden om terminologi og definitioner .............................................................. 11
2.1
2.2
2.3
2.4
2.5
2.6
Indledning ........................................................................................................... 11
Kilder til viden...................................................................................................... 11
Terminologi ......................................................................................................... 11
De retlige rammer ............................................................................................... 14
Forskellige kulturelle normer om vold og seksuelle overgreb ............................ 20
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?.................................. 21
3
Viden om forekomster .................................................................................... 22
3.1
3.2
3.3
3.4
3.5
3.6
3.7
3.8
3.9
Indledning ........................................................................................................... 22
Kilder til viden...................................................................................................... 22
Børns og unges erfaringer med fysisk vold i hjemmet........................................ 23
Erfaringer med seksuelle overgreb i barndommen............................................. 27
Polyviktimisering ................................................................................................. 36
Fortæller børn om fysisk vold og seksuelle overgreb? ....................................... 37
Myndighedsdata.................................................................................................. 38
Toppen af isbjerget: fatal børnemishandling ...................................................... 42
Udviklingstræk over tid ....................................................................................... 44
3.10 Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?.................................. 45
4
Viden om karakteristika og risikofaktorer ........................................................ 47
4.1
4.2
4.3
4.4
4.5
4.6
Indledning ........................................................................................................... 47
Kilder til viden...................................................................................................... 47
Risikofaktorer for børnemishandling generelt ..................................................... 47
Sociale karakteristika og risikofaktorer fundet i skandinaviske undersøgelser .. 49
Særlige risikogrupper .......................................................................................... 52
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?.................................. 54
5
Viden om tegn og opsporing .......................................................................... 55
5.1
5.2
5.3
5.4
5.5
5.6
Indledning ........................................................................................................... 55
Kilder til viden...................................................................................................... 55
Tegn og reaktioner på fysisk vold ....................................................................... 55
Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb ......................................................... 60
Øvrige tegn og reaktioner ................................................................................... 65
Opsporing af fysisk vold og seksuelle overgreb ................................................. 66
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
5.7
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?.................................. 73
6
Langsigtede konsekvenser af fysisk vold og seksuelle overgreb i
barndommen.................................................................................................. 74
6.1
6.2
6.3
6.4
6.5
6.6
6.7
6.8
Indledning ........................................................................................................... 74
Kilder til viden...................................................................................................... 74
Hvad kan der ske med børn, som bliver udsat for børnemishandling? .............. 74
The Adverse Childhood Experiences Study ....................................................... 75
Langsigtede konsekvenser af fysisk vold i barndommen ................................... 76
Langsigtede konsekvenser af seksuelt misbrug i barndommen......................... 77
Dosis-respons-effekter ........................................................................................ 79
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?.................................. 80
Bilag 1
Bilag 2
Anvendte fremgangsmåder ................................................................... 81
Oversigt over risikofaktorer for børnemishandling ................................. 84
Litteratur.................................................................................................................. 86
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Sammenfatning
Terminologi
Børn er efter Børnekonventionen og dansk lovgivning beskyttet mod børnemishandling, her-
under fysisk vold og seksuelle overgreb. Mens officielle definitioner om disse børnemishand-
lingsformer afgrænser ”fysisk vold” til relationer, hvor nogle har barnet i deres varetægt, omfat-
ter området for seksuelle overgreb også andre relationstyper, herunder jævnaldrende eller
voksne, som barnet kan kende, eller som er fremmede. ”Seksuelle overgreb” er således et
paraplybegreb, som dækker over mange forskelligartede hændelser og situationer, og der er
ikke nødvendigvis konsensus om, hvordan fænomenet skal forstås og defineres. Begrebspræ-
cision er derfor vigtig, når man fx frembringer og fortolker data om børn, der udsættes for sek-
suelle overgreb.
Forekomster
På trods af at andelen af skandinaviske børn, der bliver slået af deres forældre, har været
dalende gennem de sidste årtier, er det stadig hver sjette – 17 pct. – danske unge, der har
været udsat for fysisk vold af forældrene gennem det seneste år. I de fleste tilfælde er der tale
om en engangsepisode, men skønsmæssigt er der ca. 5 pct., der bliver udsat for langvarig
og/eller mere alvorlig vold. Et lille flertal fortæller ikke om volden til nogen, og fortælles der om
den, er det ofte til en ven. Blandt dem, der har været udsat for vold derhjemme, er det ifølge
de unge selv kun hver 10., der kommer i kontakt med nogen fra kommunen, fx en sagsbehand-
ler eller en sundhedsplejerske.
Når man spørger de unge selv, oplever piger og drenge i omtrent samme omfang fysisk vold
derhjemme, og de oplever i samme udstrækning, at det er far og mor, der udøver volden. I de
formentligt mere alvorlige tilfælde, hvor myndighederne får kendskab til, at barnet er udsat for
vold, tegner der sig imidlertid et mere kønnet mønster, idet drenge er mere udsatte for vold
end piger. Det fremgår af data fra de regionale børnehuse, som også viser, at det oftest er
faren, der udøver volden.
I den voksne befolkning svarer 7 pct., at de på et eller andet tidspunkt har været udsat for et
seksuelt overgreb, kvinder langt hyppigere end mænd. Hver tredje af dem har oplevet, at det
seksuelle overgreb skete i barndommen, før de fyldte 15 år. Denne andel svarer til den officielle
offerstatistik, der tilsvarende viser, at godt hver tredje anmeldte seksualforbrydelse omhandler
et barn i 0-14-årsalderen. Flere undersøgelser tyder imidlertid på, at langt de fleste seksuelle
krænkelser eller overgreb, som børn og unge oplever, ikke kommer til myndighedernes (kom-
munens eller politiets) kendskab.
Når man spørger unge, er andelen, der oplever uønskede seksuelle hændelser (blottelse, be-
røring eller (forsøg på) samleje) noget større, i alt 20 pct. Der er 6 pct., der har oplevet et
(forsøg på) samleje, uden de ønskede det. En række undersøgelser fra de skandinaviske lande
viser, at krænkeren bag de uønskede seksuelle hændelser, som unge oplever, i langt de fleste
tilfælde er en anden jævnaldrende ung uden for familien. Det er næsten altid en af modsat køn
(dreng), når piger bliver krænket, mens drenge hyppigere oplever, at krænkeren er af samme
køn (dreng). Seksuelle overgreb inden for familien forekommer sjældnere. En række undersø-
gelser tyder på, at det er omkring 1,5 pct., der har oplevet, at nære familiemedlemmer har
forgrebet sig på dem (incest). Krænkeren er hyppigst et mandligt familiemedlem.
6
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Internettet og de sociale mediers udbredelse har aktualiseret problemstillingen om digitale sex-
krænkelser. Viden herom er ganske spredt og må stykkes sammen fra forskellige kilder. Ud fra
skandinaviske undersøgelser tyder billedet på, at mange unge – især piger – modtager seksu-
elle kontakter på de sociale medier og ofte fra en tidlig alder. En svensk undersøgelse indikerer,
at hver fjerde ung – overvejende piger – har erfaret at modtage seksuelle kontakter fra en
mindst 5 år ældre person, før de selv var fyldt 15 år. Det kan benævnes som forsøg på groo-
ming. Samme undersøgelse tyder imidlertid på, at det er færre – 0,6 pct. – unge, der inden for
det seneste år har været udsat for sextortion, dvs. at de faktisk har følt sig overtalt, presset
eller tvunget til noget seksuelt som følge af deres onlinekontakt.
Selvom denne vidensopsamling behandler fysisk vold og seksuelle overgreb som to adskilte
overgrebsformer, viser undersøgelser fra bl.a. Norge og Sverige, at børn og unge, der oplever
én form for overgreb, ofte også har erfaringer med at være udsat for andre overgrebstyper,
dvs. at de er multiudsatte eller polyviktimiserede.
Sociale karakteristika og risikofaktorer
Der er ingen enkeltstående faktor, som kan forklare, hvorfor nogle forældre mishandler deres
børn. Dynamikkerne i børnemishandling forstås bedst ved at analysere det komplekse samspil
mellem forskellige faktorer. Nogle faktorer vedrører individuelle karakteristika hos forældre og
børn, mens andre faktorer er relationelle. Atter andre faktorer hører til det ydre miljø, i lokalsam-
fundet eller den samfundsmæssige indretning. Flere internationale undersøgelser viser, at cen-
trale risikofaktorer for børnemishandling knytter sig til forældrekarakteristika som begrænset ud-
dannelse, en historie med misbrugsproblemer, psykiske lidelser eller antisocial adfærd/kriminali-
tet. Men også andre forhold hos forældre, som fx barndomserfaringer med mishandling, særlige
personlighedstræk eller involvering i partnervold, kan øge risikoen for, at barnet bliver mishandlet.
Undersøgelser viser også, at næsten uanset, hvilken mishandlingsform der er tale om, stiger
risikoen for børnemishandling med antallet af risikofaktorer.
En række af de ovennævnte risikofaktorer er også fundet i nyere skandinaviske studier om
børn, der har været udsat for vold og seksuelle overgreb. Det er i det væsentlige de samme
sociale karakteristika, som øger risikoen for at være udsat for (alvorlig/langvarig) fysisk vold og
seksuelle overgreb. Køn fremstår dog som en væsentlig undtagelse, idet det at være en pige
er en væsentlig risikofaktor for at blive udsat for seksuelle overgreb.
Tegn og opsporing
For at kunne opspore og give børn og unge den støtte, de har brug for som følge af fysisk vold
og seksuelle overgreb, er det først og fremmest vigtigt at reagere på de tegn og reaktioner,
som børn og unge kan udvise. Der kan både forekomme fysiske tegn samt adfærdsmæssige,
psykiske og sociale reaktioner.
Ved de fysiske tegn handler det om at kunne skelne mellem skader, der kan forekomme na-
turligt, og skader, hvor der kan ligge andre årsager bag, fx forældrenes manglende evne til at
tage vare på barnet. Der er flere fysiske tegn, der kan indikere, at barnet eller den unge er
udsat for fysisk vold sammenlignet med fysiske tegn på seksuelle overgreb. Ofte er det ikke
muligt at identificere fysiske skader på seksuelle overgreb, og det kræver, at barnet undersø-
ges akut, efter at overgrebet har fundet sted.
Der er flere sammenfald mellem de adfærdsmæssige, psykiske og sociale reaktioner, der kan
være tegn på fysisk vold og seksuelle overgreb. Det hænger sammen med, at disse tegn ofte
ikke er specifikke for disse to voldsformer, men også kan være udtryk for andre former for vold,
7
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
forsømmelse eller generel mistrivsel. Studier antyder dog, at risikoen for at udvikle angst, de-
pression, PTSD, dissociation eller selvskadende adfærd er større blandt børn og unge udsat
for seksuelle overgreb sammenlignet med børn udsat for fysisk vold.
Afsløringen af fysisk vold eller seksuelle overgreb er ikke altid en engangsbegivenhed, men
skal forstås som en proces, der finder sted over længere tid. Denne proces hviler ikke kun på
barnet eller den unge selv, men handler i høj grad også om, hvordan omgivelserne reagerer
og skaber muligheder for, at barnet kan dele sine oplevelser med vold og overgreb. At tale med
andre om vold og overgreb kan være forbundet med komplekse overvejelser hos barnet eller
den unge og afhænger af tilstedeværelsen af tillidsfulde relationer til voksne, der kan facilitere
udforskning og dialog omkring barnets eller den unges oplevelser.
Til at bistå arbejdet med at opspore fysisk vold og seksuelle overgreb er der gennem de sene-
ste år udviklet en række værktøjer (fx screeningsinstrumenter). Disse er dog ofte udsprunget
af lokal praksis, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne deres brugbarhed på tværs af for-
skellige kontekster. Der mangler derfor systematisk viden om værktøjernes validitet.
Langsigtede konsekvenser af fysisk vold og seksuelle overgreb
Det er veldokumenteret, at børnemishandling kan sætte skadelige spor langt op i tilværelsen.
En amerikansk undersøgelse – The Adverse Childhood Experience Study – har belyst konse-
kvenserne af forskellige børnemishandlingsformer, bl.a. fysisk vold og et udvalg af andre gra-
verende barndomsoplevelser. Jo flere graverende barndomsoplevelser et barn har været udsat
for, desto større er risikoen for negative udfald senere i livet. Man mener, at det skyldes en
langvarig aktivering af barnets stress response-system (toksisk stress), som kan forstyrre ud-
viklingen af hjernens arkitektur og andre organsystemer og afstedkomme stressrelaterede syg-
domme og kognitiv svækkelse såvel i barndommen som langt ind i voksenalderen. Alvorsgra-
den, hyppigheden og varigheden af den mishandling, børn udsættes for, hænger sammen med
risikoen for negative skadevirkninger.
Vidensopsamlingen fremhæver to større studier, der på grundlag af en lang række enkeltstu-
dier har undersøgt, hvordan fysisk vold og seksuelt misbrug i barndommen er relateret til for-
skellige lidelser og problemer i voksenalderen. Begge analyser viser, at der er moderat til ro-
bust evidens for, at individer, der som børn har været eksponeret for fysisk vold eller seksuelle
overgreb, har en øget risiko for at få fx depression, angstlidelser (herunder PTSD), spisefor-
styrrelser eller udvise selvmordsadfærd. Der er således et vist overlap mellem de lidelser og
problemer, der senere kan opstå.
8
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
1
1.1
Indledning
Baggrund og formål
Vold og overgreb mod børn og unge kan ytre sig på forskellig vis. Volden kan bl.a. komme til
udtryk ved, at barnet eller den unge bliver udsat for fysiske, psykologiske eller seksuelle over-
greb i de nære relationer, eller ved at det overværer vold i hjemmet. Nogle børn og unge ud-
sættes for seksuelle overgreb af andre uden for hjemmet. Det skaber utryghed og tab af vel-
færd og kan ifølge forskningen have skadelige konsekvenser for børn og unge. For at kunne
hjælpe disse børn og unge bedst muligt er det vigtigt, at relevante fagpersoner har viden om,
hvordan de kan få øje på børn og unge, der oplever vold og overgreb. En sådan viden er bl.a.
vigtig for at kunne hjælpe og beskytte barnet bedst muligt og for at kunne tilbyde en effektiv
behandlingsindsats.
Gennem de senere år er indsatsen på overgrebsområdet styrket betydeligt. Området er især
blevet løftet ved, at Overgrebspakken blev indført, og de regionale børnehuse blev etableret
(satspuljeaftalen for 2013). Socialstyrelsens nationale videnscenter for sociale indsatser ved
vold og seksuelle overgreb mod børn (SISO) vurderer, at den styrkede indsats efter Overgrebs-
pakken har haft en positiv effekt på kommunernes opsporing og håndtering af overgrebssager,
især i sager om fysisk vold og seksuelle overgreb.
I 2019 besluttede Folketinget at kriminalisere psykisk vold i nære relationer. Den nye bestem-
melse i straffeloven omfatter også børn og unge. Det er imidlertid endnu for tidligt at vurdere,
hvordan kommunerne håndterer sager, hvori denne problemstilling forekommer.
SISO har til opgave at indsamle, bearbejde og formidle viden om vold og seksuelle overgreb
mod børn for at styrke kommunernes praksis og understøtte udviklingen af socialpolitikken på
overgrebsområdet. Desuden bistår SISO bl.a. kommunerne med rådgivning i at opspore børn
og unge, der er udsat for overgreb. Derfor er det afgørende, at videnscenteret er opdateret
med den aktuelt bedste viden på området for fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn.
Det er baggrunden for denne vidensopsamling, der på grundlag af et litteraturstudie af de ny-
este forskningsundersøgelser har til formål at kortlægge, hvad man ved om forekomster, soci-
ale karakteristika, risikofaktorer, tegn, reaktioner og skadevirkninger ved de to ovennævnte
overgrebsformer. Vidensopsamlingen berører også spørgsmålet om, hvordan man kan arbejde
med opsporing af begge typer overgreb.
Denne publikation kan ses som en parallel til en vidensopsamling om psykisk vold mod børn i
hjemmet, som VIVE udgav i 2020 (Ottosen et al., 2020) efter opdrag fra Socialstyrelsen (SISO).
1.2
Struktur
Vidensopsamlingen består af følgende kapitler:
Kapitel 2 om terminologi og definitioner redegør for, hvordan man kan definere og klassificere
fysisk vold i nære relationer og seksuelle overgreb, når de udsatte er børn og unge. Kapitel 3
fokuserer på baggrund af danske og andre skandinaviske survey-undersøgelser på omfanget
af børn og unge, der bliver udsat for fysisk vold af deres omsorgsgivere, eller som har været
udsat for seksuelle krænkelser eller overgreb. Kapitlet inddrager også offentligt tilgængelige
9
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
data fra forskellige myndigheder for at vurdere, om de sager om fysisk vold og seksuelle over-
greb, som myndighederne får kendskab til, tegner det samme eller et andet mønster end de
informationer, man har fra børns og unges egne rapporteringer. Kapitel 4 opsummerer viden
om sociale karakteristika ved og risikofaktorer for, at børn kan opleve fysisk vold derhjemme
eller blive udsat for seksuelle overgreb, og sætter herunder også fokus på nogle særligt udsatte
risikogrupper. Kapitel 5 gennemgår, hvilke fysiske tegn og reaktioner der kan være hos børn,
der har oplevet fysisk vold eller seksuelle overgreb, og beskriver herefter de opsporingspro-
cesser, hvorigennem fagpersoner kan hjælpe et barn til at afsløre volden eller overgrebene.
Det sidste kapitel 6 opsummerer viden om langsigtede konsekvenser af at være udsat for fysisk
vold eller seksuelle overgreb i barndommen.
1.3
Fremgangsmåde
Vidensopsamlingen er baseret på eksisterende forskningslitteratur, der er fremsøgt i en række
relevante databaser efter en struktureret systematik. Der er – afhængigt af det tema, som skulle
belyses – anvendt forskellige strategier for at identificere den mest relevante viden. For ek-
sempel er kapitel 3 om viden om forekomster fortrinsvis baseret på kontekst-specifikke studier
fra de skandinaviske lande, mens grundlaget for mere universelle problemstillinger, som fx
akutte og langvarige skadevirkninger af at være udsat for fysisk vold og seksuelle overgreb
(kapitel 5 og 6), bygger på den internationale forskningslitteratur. Litteratursøgningen har været
afgrænset til en 10-års horisont (perioden 2011-2020), men hvor det er fundet relevant, har vi
inddraget ældre litteratur eller nyere stof, der er kommet til efter litteratursøgningens afslutning.
Mens de kontekst-specifikke problemstillinger i vid udstrækning fremdrager, hvad enkeltunder-
søgelser har vist, trækker de universelle temaer i højere grad på den nyere, mest opdaterede
eller autoritative viden, som er fundet i internationale håndbøger, oversigtsartikler og metaana-
lyser. Hvor det er fundet relevant, er denne viden suppleret med fund fra danske og andre
skandinaviske undersøgelser eller med resultater fra andre udenlandske enkeltstudier.
En beskrivelse af fremgangsmåderne bag publikationen fremgår af Bilag 1.
1.4
Hvem kan bruge vidensopsamlingen?
Resultaterne fra vidensopsamlingen er rettet mod fagpersoner, der arbejder med udsatte børn
og unge, herunder børn udsat for fysisk vold i hjemmet, og børn, der har oplevet seksuelle over-
greb, som er begået i eller uden for hjemmet. Det drejer sig om myndighedsrådgivere, frontper-
sonale på almen- og udførerområdet, psykologer, sundhedsplejersker og praktiserende læger
samt ansatte i børneorganisationer, Børnehusene, Familieretshusene, Familieretten mv.
10
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0011.png
2
2.1
Viden om terminologi og definitioner
Indledning
Genstandsfeltet for denne vidensopsamling er børn og unge, som bliver udsat for fysisk hhv.
seksuelle overgreb. Disse hændelser kan foregå i forskellige kontekster og udøves af forskel-
lige personer.
Når vi i denne fremstilling beskæftiger os med fysisk vold mod børn og unge, fokuserer vi pri-
mært på den vold, 0-17-årige kan opleve i deres nære relationer. Med nære relationer tænkes
der først og fremmest på de primære omsorgspersoner, som forældre, stedforældre, adoptiv-
forældre og andre værger eller søskende. I det omfang, der findes data, inddrager vi også
information om vold udøvet af fagpersoner eller frivillige, i hvis varetægt barnet befinder sig, fx
i dagpasning, skoler, fritidstilbud mv.
Vi anlægger en bredere indfaldsvinkel, når vi beskæftiger os med seksuelle overgreb mod børn
og unge, idet vi her ikke kun fokuserer på de overgreb, som finder sted i børns og unges nære
relationer, men også på seksuelle overgreb mod børn, som udøves af fx jævnaldrende og
fremmede i barnets fysiske eller digitale omgivelser. Vi fokuserer primært på børn og unge,
som er under den seksuelle lavalder, dvs. 0-14-årige.
Kapitlet beskriver, hvordan fænomenerne fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn og unge
bliver forstået og klassificeret af aktører på børnemishandlingsområdet, og hvordan disse fæ-
nomener er beskrevet i en dansk retlig kontekst.
2.2
Kilder til viden
Kapitlet trækker på internationale oversigtsværker om børnemishandling og inddrager desuden
bestemmelser fra dansk lovgivning.
2.3
Terminologi
Børnemishandling
Når børn bliver udsat for fysisk vold eller seksuelle overgreb af deres omsorgsgivere, er der
tale om børnemishandling, hvad enten denne er en biologisk forælder, en sted- eller plejefor-
ælder eller en anden voksen, der har barnet i sin varetægt.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO (WHO, 1999; Krug et al., 2002), definerer børnemis-
handling på følgende vis:
”alle former for fysisk og/eller psykisk mishandling, seksuelle over-
greb, forsømmelse eller uagtsom behandling eller kommerciel eller anden udnyttelse, der for-
volder reel eller mulig skade på barnets helbred, overlevelse, udvikling eller værdighed …”.
Gennem de senere år er man også begyndt at betragte børns overværelse af vold i hjemmet
som en form for (psykologisk) børnemishandling (Meinck, 2016).
11
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0012.png
Børnemishandling omfatter således følgende områder:
1. Fysisk vold (hvor barnet fx bliver slået, sparket eller får kastet noget efter sig)
2. Seksuelle overgreb (hvor barnet bliver udnyttet for at tilfredsstille forælderen seksuelt)
3. Psykisk vold (hvor forælderen fx afviser, latterliggør eller truer barnet)
4. Forsømmelse (vanrøgt) (hvor forældre undlader at tage sig af barnets nødvendige fysi-
ske, følelsesmæssige eller andre grundlæggende behov)
5. Overværelse af vold i hjemmet (hvor barnet fx hører eller ser, at et andet familiemedlem
bliver udsat for vold).
De tre første og den femte form for børnemishandling er i helt overvejende grad baseret på
omsorgsgiverens aktive handlinger. Den fjerde børnemishandlingsform, forsømmelse (eller
vanrøgt), manifesterer sig ved omsorgsgiverens undladelser: fx ved at barnet ikke får tilstræk-
kelig mad eller er upassende klædt efter årstiden (fysisk forsømmelse/vanrøgt), ved at barnet
fx ikke bliver stimuleret eller ikke får at vide, at det er værdsat (følelsesmæssig forsøm-
melse/vanrøgt), eller ved at barnet ikke får den nødvendige medicinske behandling eller gives
mulighed for at passe sin skolegang.
Afgrænsning af fysisk vold og seksuelle overgreb
Tabel 2.1 er socialfaglige eksempler på, hvordan fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn
bliver defineret af to officielle autoriteter på policy-området: den internationale organisation,
WHO, og vores hjemlige myndighed, Socialstyrelsen.
Fysisk vold
bliver i begge definitioner afgrænset til en eller flere voldelige handlinger, der fore-
går i en relation, hvor nogen har barnet i deres varetægt. Det kan være forældrene eller andre
(voksne), som har ansvar for barnet, fx en bedsteforælder eller en skolelærer. Mens WHO
afgrænser sig til at formulere, at ”fysisk vold” er noget, der faktisk eller potentielt resulterer i, at
et barn bliver fysisk skadet, giver Socialstyrelsen derud over også eksempler på, hvilke slags
hændelser der kan være tale om.
Området for
seksuelle overgreb
er defineret bredere hos både WHO og Socialstyrelsen. Her
er personkredsen for de seksuelle overgreb ikke kun afgrænset til dem, der har barnet i deres
varetægt, men til alle, der udnytter et barn til at indgå i seksuelle aktiviteter. Det kan ud over
omsorgsgivere og andre, der har barnet i deres varetægt, også være – kendte som fremmede
– voksne, unge eller andre børn.
Det er anført flere steder, at særligt ’seksuelle overgreb mod børn’ må opfattes som et vidtfav-
nende paraplybegreb, der dækker over mange forskelligartede hændelser og situationer (Uni-
cef, 2020; Ligiero et al., 2019). Det kan være situationer, hvor et barn bliver seksuelt misbrugt
af en slægtning eller omsorgsgiver derhjemme, bliver voldtaget af en kæreste, bliver tvunget
til at sælge sex i bytte for mad eller kontanter, bliver seksuelt overfaldet på vej til eller i skole
af en voksen, en bande eller en jævnaldrende i lokalsamfundet, bliver seksuelt misbrugt af en
voksen i en tillids- eller autoritetsposition (fx en præst, pædagog eller sportstræner), bliver præ-
pareret eller seksuelt udnyttet online af en voksen eller et ældre barn, bliver handlet inden for
eller på tværs af grænser med henblik på seksuel udnyttelse eller bliver voldtaget i forbindelse
med krig, flugt eller katastrofer. Seksuelle overgreb er desuden et fænomen under stadig for-
andring, hvad den digitale udvikling med online-krænkelser vidner om.
12
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0013.png
Hvad enten man er praktiker, lovgiver eller forsker er det derfor væsentligt at have sig for øje,
at ’seksuelle overgreb mod børn’ er et komplekst fænomen, idet selv de helt centrale nøglebe-
greber kan blive forstået og defineret forskelligt. Mathews & Collin-Vézina (2019) har oplistet
eksempler på, hvordan der kan være uklarheder om de væsentligste nøglebegreber:
▪
Hvordan forstås begrebet ’barn’? Tænkes der på den kronologiske alder – og indtil hvil-
ken øvre aldersgrænse er man et barn? Eller tænkes der på barnets udviklingsmæssige
kapacitet?
Hvordan defineres den seksuelle relation, barnet er indgået i? Er det enhver i alle al-
dersgrupper, er det personer, der fx er fem år ældre end barnet, eller er det kun voksne
personer? Og er det kun familiemedlemmer, der indregnes, eller også nogen uden for
familien?
Hvordan forstås graden af (manglende) samtykke? Er manglende samtykke til en sek-
suel aktivitet fx, når man ikke burde noget, når man ikke ønskede noget, eller når man
blev tvunget til noget?
Hvordan defineres ’seksuelle handlinger’? Forstås en seksuel handling alene som sam-
leje, eller kan den også inkludere berøringer, blottelser eller ikke-fysisk kontakt, herun-
der fx besiddelse og distribution af nøgenbilleder af barnet?
Hvordan forstås ’overgreb’? Er det en skæv magtrelation, barnets sårbarhed eller fra-
været af et sandt samtykke, der konstituerer en seksuel aktivitet som et overgreb? Og
hvordan afgrænses ’overgreb’ mere præcist fra seksuel chikane, krænkelser eller uøn-
skede hændelser?
▪
▪
▪
▪
Der er ikke nødvendigvis nogen rigtige eller forkerte svar på disse spørgsmål, men de illustrerer
et fravær af konsensus på tværs af forskningsundersøgelser, policy-dokumenter og lovgivning.
Spørgsmålene er ikke kun relevante på teoretisk niveau. Som det vil fremgå af de følgende
kapitler har forskellige definitioner og forståelser af ’seksuelle overgreb mod børn’ også prakti-
ske implikationer, fx når man skal opgøre, hvor mange børn der har været udsat for disse
hændelser.
Tabel 2.1
WHO’s
termino-
logi
Physical
abuse
Definitioner af fysisk vold og seksuelle overgreb ifølge WHO hhv. Socialstyrel-
sen
WHO’s definition
Dansk
terminologi
Fysisk vold
Socialstyrelsens definition
Physical abuse of a child is that which
results in actual or potential physical
harm from an interaction or lack of in-
teraction, which is reasonably within the
control of a parent or person in a posi-
tion of responsibility, power or trust.
There may be single or repeated inci-
dents.
Fysisk vold i nære relationer er en handling
eller hændelse, hvor forælderen, den pri-
mære omsorgsgiver eller den fagperson el-
ler frivillige, i hvis varetægt barnet er over-
ladt, smerter eller skader barnet, og kræn-
ker dets integritet fysisk og psykisk. Volden
kan komme til udtryk ved handlinger som fx
at slå, sparke, ruske, bide, kvæle, skolde,
brænde eller forgifte barnet. Volden kan
være en intenderet handling eller ske i af-
fekt. Der kan være tale om en enkeltstå-
ende handling eller gentagne episoder. Fy-
sisk vold er ødelæggende for eller forhin-
drer udviklingen af et positivt selvbillede
hos barnet, og bringer dets udvikling og
sundhed i fare.
Et seksuelt overgreb er en handling rettet
mod et barn, hvor en voksen, et andet barn
eller en ung i kraft af magt, ansvar eller ved
at have opnået en tillidsfuld relation udnyt-
ter barnet til at indgå i seksuelle aktiviteter.
Sexual
abuse
Child sexual abuse is the involvement
of a child in sexual activity that he or
she does not fully comprehend, is una-
ble to give informed consent to, or for
which the child is not developmentally
Seksuelle
overgreb
13
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0014.png
WHO’s
termino-
logi
WHO’s definition
Dansk
terminologi
Socialstyrelsens definition
prepared and cannot give consent, or
that violate the laws or social taboos of
society. Child sexual abuse is evi-
denced by this activity between a child
and an adult or another child who by
age or development is in a relationship
of responsibility, trust or power, the ac-
tivity being intended to gratify or satisfy
the needs of the other person.
Note:
Kilde:
Seksuelle overgreb skader barnet og brin-
ger dets udvikling og sundhed i fare. Desu-
den skades barnets evne til at indgå tillids-
fuldt i relationer og danne et positivt selvbil-
lede.
Der findes ingen officiel dansk oversættelse af WHO’s klassificering, hvorfor den engelske ordlyd gengives her.
Meinck et al., 2016 (baseret på Report of the consultation on child abuse prevention, 29–31 March 1999. Geneva:
World Health Organization; 1999).
2.4
De retlige rammer
I henhold til FN’s Børnekonvention skal børn beskyttes mod børnemishandling, herunder også
fysisk vold og seksuelle overgreb (artikel 19). Artikel 34 stipulerer desuden, at børn skal be-
skyttes mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel misbrug. Danmark ratificerede kon-
ventionen i 1991 og forpligtede sig dermed til at indrette de nationale retsregler og den admi-
nistrative praksis i overensstemmelse med konventionen.
På det tidspunkt fandtes der allerede bestemmelser i straffeloven, som kriminaliserede seksu-
elle overgreb på børn, hvad enten de blev udøvet inden for familien eller af andre. Med hensyn
til fysisk vold mod børn havde det såkaldte ’spanskrørscirkulære’ fra 1967 allerede gjort det
forbudt for lærere at afstraffe elever korporligt i skolen. Det var imidlertid først i 1997, at Folke-
tinget afskaffede revselsesretten, som herefter forbød forældre at udsætte barnet for legemlig
afstraffelse eller anden krænkende behandling
1
.
Børnekonventionen
Artikel 19, stk. 1
Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddan-
nelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold,
skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder
seksuelle overgreb, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.
Artikel 34
Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel
misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og
multilaterale forholdsregler for at forhindre:
•
•
•
(a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet
(b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet
(c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer.
1
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1997/416
14
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0015.png
Forældreansvarsloven
Hensigten om at beskytte børn mod vold og overgreb afspejler sig i forældreansvarsloven, der
regulerer forholdet mellem forældre og børn. Her hedder det i de indledende bemærkninger i
§ 2, stk. 2, at et ”barn
har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin
person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling”.
Med den familieretlige reform, som blev implementeret i 2019, har forældreansvarsloven fået
et skærpet fokus på, at børn skal beskyttes mod vold og anden behandling, der udsætter det
for skade eller fare. ’Vold og anden behandling’ refererer ikke kun snævert til fysisk vold, men
også til, at børn udsættes for psykisk vold, seksuelle overgreb eller er vidner til vold. Der er
endvidere indført en ny formodningsregel i loven (§ 4a) om, at det er bedst for et barn, at en
forælder, som er idømt ubetinget fængsel for grov personfarlig kriminalitet (fx seksualforbry-
delser, grov vold eller manddrab), ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke
har bopæl hos eller har samvær eller anden kontakt med en sådan forælder (Social- og Inden-
rigsministeriet, 2020). Anvendelsesområdet for denne bestemmelse er forældreansvarssager,
hvor forældre typisk har en familieretlig konflikt om barnet.
Strafferetten
2.4.2.1
Fysisk vold
Fysisk vold er kriminaliseret efter forskellige bestemmelser i straffeloven. Væsentlige i denne
sammenhæng er § 213 om vanrøgt og nedværdigende behandling, der især skal værne barnet
mod krænkelser inden for familien, §§ 244-46, der drejer sig om udøvelse af vold i forskellige
alvorsgrader og § 260, der omhandler ulovlig tvang. I retssager om fysisk vold mod børn kan
en gerningsperson være tiltalt efter flere af disse paragraffer på en gang:
En far, mor og farmor blev i 2016 idømt 8 hhv. 6 måneders fængsel for mishandling
(§ 245), vanrøgt og nedværdigende behandling (§ 213) og ulovlig tvang (§ 260) over
for to børn på 5-10 år og 3-7 år, idet børnene i en periode på 4-5 år havde fået
adskillige slag og spark, var blevet revet i ørerne, stillet under en kold bruser, tvun-
get til at spise og efterladt i skoven i ukendt tidsrum.
(Anklagemyndighedens videns-
base, AM2016.12.01Ø)
Strafferetsbestemmelserne om vold i almindelighed (§§ 244-46) tager udgangspunkt i, at der
er et forsæt til at krænke en andens legeme og sondrer mellem forskellige alvorlighedsgrader:
simpel vold (§ 244), grov vold eller mishandling (§ 245) og særlig grov vold (§ 246). Straffe-
rammen afhænger logisk nok af voldens grovhed.
Bestemmelsen om simpel vold kommer i anvendelse, når der fx er tale om slag med flad hånd
og knytnæveslag, kast med genstande, der rammer en anden, benspænd, førergreb, bid mv.
Flertallet af de domme, der i almindelighed bliver afsagt i voldssager bedømmes efter § 244.
Grov vold efter § 245 kommer normalt på tale, hvis der er anvendt våben (fx kniv, stav, tunge
genstande), som kan påføre ofret væsentlig skade, eller hvis et angreb er rettet mod særligt
sårbare legemsdele (fx kvælergreb), samt hvis der er tale om mishandling, jf. nedenfor. § 246
omhandler angreb, hvor ofret er i livsfare eller afgår ved døden (’vold med døden til følge’)
(Vestergaard, 2013).
Ud over voldens alvorlighedsgrad spiller antallet af voldshændelser og relationen mellem udø-
ver og offer også ind på, hvordan volden bliver bedømt. I sager om simpel vold i nære relationer
blev strafferammen hævet til det dobbelte i 2017 (op til 6 års fængsel), hvis volden er udøvet
15
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0016.png
over en periode, og den er begået af en person, der er knyttet til den forurettedes husstand (§
244 stk. 2). Denne bestemmelse kommer bl.a. til anvendelse i tilfælde, hvor forældre, stedfor-
ældre eller plejeforældre udøver vold mod deres børn eller sted-/plejebørn, eller hvor fx en
onkel er involveret i opdragelsen af børnene
2
.
Da vold begået mod et barn kan være mere farlig, end hvis den samme vold blev begået mod
en voksen, skal anklagemyndigheden i sager med enkeltstående tilfælde af vold overveje, om
en voldsudøvelse, der ellers opfattes som simpel vold, i stedet skal klassificeres efter § 245
om grov vold.
I alle sager, hvor et barn ved flere lejligheder har været udsat for voldsudøvelse, som isoleret
kan karakteriseres som simpel vold, skal politi og anklagemyndighed desuden vurdere, om der
er grundlag for at sigte/rejse tiltale efter § 245 om mishandling. Ved vurderingen lægges der
bl.a. vægt på, om der er tale om gentagen eller forlænget voldsudøvelse, dvs. en række ens-
artede og kontinuerlige handlinger, og om der foreligger et vist over-/underlegenhedsforhold
eller afhængighedsforhold mellem offeret og gerningspersonen (Rigsadvokatmeddelelse,
2018).
Barnets værgeløshed spiller også ind i bedømmelsen af voldens grovhed. Der er fx forskel på
at ruske en 17-årig, der kommer fuld hjem, og et spædbarn, idet denne samme objektive hand-
ling, ruskevold, kan få invaliderende eller fatale konsekvenser for det lille barn. Ruskevold mod
spædbørn (’shaken baby syndrome’ eller ’abusive head trauma’) er et eksempel på en volds-
hændelse, der kan bedømmes efter § 246 om vold af særlig grov beskaffenhed. Der kan være
tale om en enkeltstående hændelse, eller tale om tilfælde, hvor barnet bringes i livsfare eller
dør som følge af længere tids alvorligere mishandling (se også kapitel 3.8).
Tabel 2.2 oplister eksempler på pådømte voldssager begået af omsorgspersoner over for børn
og unge. Eksemplerne strækker sig fra simpel vold over grov vold/mishandling til særlig grov
vold. Vi har også medtaget et eksempel på en case, hvor en forælder dræber sin datter og er
blevet dømt efter § 237 om manddrab. Oversigten illustrerer endvidere, hvilken straf de for-
skellige voldshændelser har affødt. I nogle tilfælde dømmes barnets anden forælder for ikke at
have grebet ind over for volden.
Det ses, at den nedre grænse for strafbar vold ligger ganske lavt: I eksempelmaterialet kan et
enkeltstående niv i kinden og et slag på låret udløse en bødestraf. Ifølge Vestergård (2013)
forudsætter strafansvar som regel, at offeret har fået tilføjet et mærke eller en fysisk smerte. I
almindelighed er ubetydelige forstyrrelser af den legemlige tilstand, fx et puf eller et behersket
skub, ikke ansvarspådragende.
Tabel 2.2
Bestemmelse
§ 244
(simpel vold)
Eksempler på strafudmåling i sager, hvor forældre har udøvet fysisk vold mod
deres børn
Sagen
Moren vedtog bøden for ved én lejlighed at have nevet sin
4-årige søn i kinden og ved en anden lejlighed at have
slået ham én gang på låret.
Faren blev dømt for at have sparket sit 7-årige barn på lå-
ret og slået det på kroppen med flad hånd.
Straffen
Bøde 3.000 kr.
30 dages betinget fængsel med
vilkår om tilsyn, samfundstjeneste
i 40 timer og en prøvetid på 1 år.
2
https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201712L00223
16
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0017.png
Bestemmelse
Sagen
Faren blev dømt for i to tilfælde at have tildelt sit 10-årige
barn flere slag med flad hånd på arme og lår samt i et af til-
fældene at have slået det flere gange med et skohorn af
metal på lårene.
Faren blev endvidere dømt for flere gange gennem en peri-
ode på ca. 1 år at have tildelt sit 13-årig barn slag med flad
hånd på armene og i ansigtet samt ved flere lejligheder at
have sparket den 13-årige på benene (uden fodtøj). Sla-
gene faldt i forbindelse med skænderier mellem faren og
barnet.
Stedfaren blev dømt for at have udøvet vold mod et 1-årigt
barn, hvorved det bl.a. pådrog sig mærker på begge kinder,
parallelle rifter på forsiden af kroppen, et blåt mærke under
højre nøgleben, smårifter på fodryggen og småsår på
håndfladerne.
Straffen
60 dages fængsel, heraf 30 dage
betinget med vilkår om 2 års prø-
vetid.
4 måneders fængsel.
Ved straffastsættelsen lagde ret-
ten vægt på skadernes omfang og
på, at volden blev begået mod et
værgeløst barn på godt 1 år, som
tiltalte havde i sin varetægt.
1 års fængsel
§ 245
(mishandling)
Moren blev dømt for over en periode på ca. 12 år at have
udøvet vold mod sine fem børn, idet hun slog dem i hove-
det og på kroppen med flad og knyttet hånd, sparkede dem
på kroppen, spyttede dem i hovedet, rev dem i håret, slog
dem på kroppen med genstande, herunder en hunde-
lænke, fluesmækker, bøjler og bestik, vred deres ører
rundt, kastede genstande efter dem, bed Barn1 og Barn3
på kroppen og i hovedet samt slog deres hoveder ind i en
dør og/eller væg, tog halsgreb på Barn2 samt ved i et en-
keltstående tilfælde at have nappet Barn3 i ryggen, bidt
Barn3 i fingeren og strammet et tørklæde om Barn3’s hals
og slået Barn3 flere gange på kroppen med et støvsugerrør
samt sparket Barn3 på benene og spyttet Barn3 i hovedet.
Faren blev dømt for at have udsat sit spædbarn på 19 dage
for rystevold, klemning om brystkassen og slag mod fast
genstand med væske-/ blodansamlinger og blødninger i
hjernen og i nethinden i begge øjne til følge – ’shaken baby
syndrome’ – med betydelig risiko for varige mén og invalidi-
tet til følge.
Stedfaren blev dømt for mishandling ved fire gange over en
periode på ca. 1 år at have udøvet kvalificeret vold mod
3�½-årigt barn ved bl.a. at have holdt barnet i benene med
hovedet nedad og sluppet barnet og kastet det op ad en
trappe. Ved den femte og sidste voldudøvelse blev barnet
tildelt et slag i hovedet og faldt ned fra en stol, hvorefter det
blev tildelt endnu et slag, så det faldt ned fra stolen igen og
pådrog sig kraniebrud og en blodansamling i hjernen og
dagen efter afgik ved døden.
Stedfaren havde udøvet volden alene, mens moren blev
dømt for medvirken ved passivitet.
Både stedfaren og moren blev tillige fundet skyldige i over-
trædelse af § 250 ved ikke straks at have tilkaldt lægehjælp
til barnet.
§ 246
(særdeles grov
vold)
4 års fængsel
§ 246
(vold med dø-
den til følge)
Stedfaren: 8 års fængsel
Moren: 1 år og 6 måneders fæng-
sel
§ 237
(manddrab)
Faren blev dømt for manddrab ved at have tildelt sit 14-
årige barn et slag i hovedet, hvorefter han smed barnet i
havnebassinet, således at det druknede.
14 års fængsel
Kilde: Rigsadvokaten (2018): Videnspakke – vold mod og drab på børn. Anklagemyndighedens vidensbase
2.4.2.2
Seksuelle overgreb og krænkelser
Seksuelle overgreb og krænkelser mod børn og unge er beskrevet i straffelovens § 210, som
forbyder samleje eller et andet seksuelt forhold med slægtninge i nedstigende linje eller mellem
søskende (incest/blodskam) samt i kapitel 24 om seksualforbrydelser. Mens § 210 udeluk-
kende vedrører seksuelle overgreb, som er begået inden for den snævre familiekreds, er per-
sonkredsen af mulige gerningspersoner bag de seksualforbrydelser, som kapitel 24 omhand-
ler, bredere.
17
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0018.png
Seksualforbrydelserne, der er beskrevet i straffelovens kapitel 24, omfatter forhold af meget
forskellig beskaffenhed: voldtægt og ulovligt samleje, køb af seksuelle ydelser fra personer
under 18 år samt forskellige former for blufærdighedskrænkelser:
Samleje
med børn under 12 år pådømmes efter voldtægtsparagraffen (§ 216, stk. 2) med en
strafferamme på op til 12 år, eller hvis der er tale om samleje med børn mellem 12 og 15 år
efter bestemmelsen om ulovligt samleje (§ 222), hvor strafferammen er op til 8-12 år. Samleje
er tillige ulovligt med personer under 18 år, hvis den skyldige har en omsorgsfunktion eller
betroet position i forhold til den unge, fx som sted- eller plejeforælder, lærer eller træner (§ 223).
Det er endvidere forbudt at medvirke til, at unge under 18 år prostituerer sig ved samleje eller
som kunde at købe samme seksuelle ydelse hos unge under denne aldersgrænse (§ 224). De
ovenstående bestemmelser gælder også andre seksuelle forhold end samleje (§ 225).
Blufærdighedskrænkelser
(§ 232) omfatter seksuelle overgreb, der opfattes som mindre alvor-
lige, herunder beføling, blottelse, beluring, verbal uterlighed mv. og kan straffes med bøde eller
fængsel i op til 4 år, hvis krænkelsen bliver begået over for et barn på under 15 år.
§§ 226 og 235 har et snævrere anvendelsesområde end blufærdighedskrænkelser og krimina-
liserer ”optagelse,
besiddelse og udbredelse af pornografisk materiale af personer under 18
år”,
under særligt skærpende omstændigheder med fængsel op til 6 år.
Gennem de senere år er der kommet stigende fokus på digitale sexkrænkelser
3
, efter at især
unge piger har oplevet at få offentliggjort og delt nøgenbilleder mod deres vilje. Det har ført til,
at strafferammen for blufærdighedskrænkelser og digitale sexkrænkelser er skærpet (i 2018).
Digitale sexkrænkelser er imidlertid ikke nærmere defineret i straffeloven, og der findes derfor
heller ingen selvstændig bestemmelser herfor
4,5
.
.
Digitale sexkrænkelser kan alt efter deres
karakter straffes efter forskellige regler: I forhold til personer under 18 år kan digitale sexkræn-
kelser vurderes efter § 235, hvis materialet har pornografisk karakter, eller efter § 232 om blu-
færdighedskrænkelser og § 264d (om videredeling af meddelelser og billeder vedrørende en
andens private forhold), hvis materialets karakter er ikke-pornografisk (Rigsadvokatmedde-
lelse, 2020).
Vi har ikke fundet nyere oversigtmaterialer, som på tilsvarende vis som med fysisk vold tilveje-
bringer et samlet overblik over, hvordan seksuelle overgreb mod børn i praksis bliver pådømt
6
.
En mulig forklaring er, at det brede begreb om seksuelle overgreb bliver bedømt efter en række
forskellige bestemmelser i straffeloven.
Lov om social service
2.4.3.1
Underretningspligt
Enhver borger, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år bliver udsat for vanrøgt
eller nedværdigende behandling, har ifølge servicelovens § 154, stk. 1 pligt til at underrette
kommunen. Det samme gælder, hvis barnet eller den unge lever under forhold, der kan bringe
dets sundhed eller udvikling i fare, fx hvis det er udsat for fysisk vold, mishandling eller seksu-
elle overgreb. Denne pligt kaldes den almindelige underretningspligt.
3
4
https://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/digitale_sexkraenkelser_udspil.pdf
https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201712L00115
5
Lov om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for blufærdighedskrænkelse og digitale sexkrænkelser):
https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201713L00115
6
Rigsadvokaten har i 2012 dog udgivet en praksisoversigt over straffe i sager om overtrædelse af straffelovens § 222.
18
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0019.png
Hvis man som fagperson har et arbejde, hvor man er i tæt kontakt med børn og unge, fx som
lærer, pædagog eller dagplejer, har man ifølge servicelovens § 153, stk. 1 skærpet underret-
ningspligt. Får man under udøvelsen af sit hverv kendskab til, eller har man grund til at antage,
at et barn har behov for særlig støtte eller har været udsat for overgreb, er man særlig forpligtet
til at underrette kommunen om sin eventuelle bekymring for barnet eller den unge. Ud over
fagpersoner har offentlige ansatte og personer, der udøver et offentligt hverv, også en skærpet
pligt til at underrette myndighederne, hvis de får kendskab til bekymrende forhold (Ankestyrel-
sen, 2020).
Nogle borgere, fx familiemedlemmer, bekendte eller naboer, vælger at foretage en politianmel-
delse, hvis de har mistanke om eller kendskab til, at et barn bliver udsat for fysisk vold eller
seksuelle overgreb. Politiet kan optage en anmeldelse eller afvise sagen, men skal underrette
kommunen om henvendelsen, så kommunen har mulighed for at foretage en socialfaglig un-
dersøgelse, vurdering og behandling af sagen.
2.4.3.2
Kommunens forpligtelser
Barnets handlekommune har myndighedsansvaret ved underretninger om fysisk vold og sek-
suelle overgreb og skal inden for de første 24 timer efter modtagelsen af en underretning vur-
dere, om der er behov for en akut indsats til barnet eller den unge (servicelovens § 155).
I serviceloven og tilhørende vejledninger er det beskrevet, hvordan kommunen i øvrigt har pligt
til at håndtere underretninger om overgreb mod børn, herunder at undersøge og vurdere, under
hvilke vilkår der skal iværksættes samtaler med barnet, foretages en børnefaglig undersøgelse
efter servicelovens § 50, og/eller inddrages relevante fagpersoner, der allerede har kendskab
til barnet og familien, fx sundhedsplejersker, pædagoger eller lærere. Kommunen skal også
vurdere, om der er behov for at inddrage politiet og/eller sundhedsvæsenet. Indleder kommu-
nen et tværsektorielt samarbejde med politi og/eller sundhedsvæsenet, foregår udrednings- og
undersøgelsesforløbet i et af de regionalt placerede børnehuse, men det er kommunen, der
bevarer myndighedsansvaret i forhold til barnet og har ansvaret for at koordinere den tværfag-
lige indsats (Socialstyrelsen, 2014; 2020b).
Grænseområdet mellem strafferet og socialret
Selv om den nedre grænse for, hvornår vold mod børn er kriminelt, er sat relativt lavt, jf. oven-
for, er det ifølge Socialstyrelsen (2014 p. 48) langt fra i alle sager, at underretninger om vold
og overgreb fører til politianmeldelser, eller at politiet optager en anmeldelse eller foretager en
sigtelse.
Området for, hvornår en sag om vold eller overgreb ’kun’ er en socialsag, men ikke en sag i
strafferetlig forstand, er behandlet i en undersøgelse om kommunernes håndtering af over-
grebssager (Deloitte, 2019). Den er baseret på sagsgennemgange og kvalitative interview med
bl.a. kommunale medarbejdere og beskriver, hvordan kommunerne i praksis handler. Under-
søgelsen peger på, at overgrebets karakter, dvs. dets hyppighed og grovhed samt forældrenes
egen forklaring og samarbejdskapacitet, ofte forekommer at være væsentlige parametre for,
om en sag bliver politianmeldt. Ifølge undersøgelsen har der oftest været en forudgående spar-
ring med det lokale politi og i nogle tilfælde også med børnehuset, inden kommunen træffer
beslutning om, hvorvidt der skal ske en anmeldelse. Undersøgelsen sporer dog en vis variation
på tværs af kommunerne med hensyn til, hvordan disse definerer et overgrebs ’hyppighed og
grovhed’, samt hvorvidt de vælger at følge den politimæssige vurdering og børnehusets anbe-
19
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0020.png
faling. Sager, der ikke fører til anmeldelse, handler oftest om fysisk vold. Her sporer undersø-
gelsen også en variation i den efterfølgende kommunale sagsbehandling, idet nogle sager bli-
ver lukket, mens der i andre sager fx iværksættes en § 50-undersøgelse.
Det forhold, at en underretning om et overgreb ikke fører til en politisag, er ikke ensbetydende
med, at barnet eller den unge ikke har været udsat for vold eller et seksuelt overgreb, og barnet
kan derfor alligevel have brug for støtte i det kommunale regi
7
.
2.5
Forskellige kulturelle normer om vold og seksuelle overgreb
Selv om verdenssundhedsorganisationen, WHO, og Børnerettighedskonventionen har opstillet
nogle almene definitioner på, hvad man kan forstå ved fysisk vold hhv. seksuelle overgreb mod
børn, er der i praksis forskel på, hvordan disse definitioner bliver forstået og er blevet imple-
menteret i forskellige lande.
For eksempel er den lovbestemte alder for, hvornår man må indgå ægteskab eller engagere
sig i seksuelle aktiviteter afgørende for at beskytte børn mod seksuel vold og misbrug. Hold-
ninger om, hvilken alder der er udviklingsmæssigt hensigtsmæssig, for at børn og unge må
medvirke i samleje, varierer på tværs af forskellige kulturer fra 12 til 18 år. Jo lavere alders-
grænsen sættes, desto højere risiko er der for, at børn bliver udsat for seksuelt misbrug og
udnyttelse. På den anden side kan en højt fastsat aldersgrænse ikke kun kriminalisere mange
unges adfærd, men også udsætte dem for øget risiko i seksuelle forhold, fx fordi de vil være
nægtet adgang til rådgivning om sikker sex og prævention (Ligiero et al., 2019).
Selv om mange stater efterhånden har tiltrådt Børnerettighedskonventionen, er der på samme
vis fortsat forskellige kulturelle holdninger til eller standarder for, om det er i orden at afstraffe
børn fysisk.
Figur 2.1 viser en oversigt fra 2019 over, hvilke stater der allerede har forbudt korporlig afstraf-
felse af børn eller forpligtet sig på at indføre et fuldt forbud, samt hvilke stater der tillader, at
børn bliver fysisk afstraffet i nogle eller alle omgivelser (’settings’). Det fremgår, at langt de
fleste europæiske lande har indført et fuldt forbud. Det betyder, at børn hverken må straffes
fysisk i hjemmet af deres forældre, af andre omsorgsgivere (fx hvis de er anbragt uden for
hjemmet), i dagpasning, skole eller andre institutionelle omgivelser. I enkelte europæiske
lande, som fx i England, Belgien, Italien og Schweitz, må forældre fortsat revse deres børn.
Forældres ret til at afstraffe deres børn korporligt er heller ikke afskaffet i en række engelsk-
sprogede lande som fx USA, Canada og Australien.
Som konsekvens af sådanne forskelle ser man fx, at nogle fremstillinger om børnemishandling
opretholder en sondring mellem ’corporal punishment’ (som anvendt i et disciplinerings- eller
opdragelsesøjemed) og andre former for vold mod børn (Saunders, 2019). En sådan sondring
giver imidlertid ingen mening i en dansk kontekst, hvor vold er er kriminaliseret, uanset hvem
der udøver den.
7
Omvendt kan der opstå sager om overgreb, hvor en mistanke eller anklage viser sig at være forkert. Vi har til denne videns-
opsamling ikke fundet litteratur, der beskriver, hvordan de relevante danske myndigheder måtte samle op på den slags
sager.
20
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0021.png
Figur 2.1
Verdenskort med lande, der har forbud, delvist forbud eller ingen forbud mod
vold mod børn (2019)
Note:
XX
Forbudt i alle omgivelser,
XX
Regeringen har forpligtet sig til fuldt forbud,
XX
Forbudt i nogle omgivelser,
XX
Ikke fuldt ud forbudt i nogen omgivelser
Kilde:http://endcorporalpunishment.org/wp-content/uploads/global/Global-report-2019.pdf
2.6
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?
Børn er efter Børnekonventionen og dansk lovgivning beskyttet mod børnemishandling, her-
under fysisk vold og seksuelle overgreb. Mens officielle definitioner om disse børnemishand-
lingsformer afgrænser ’fysisk vold’ til relationer, hvor nogle har barnet i deres varetægt, omfat-
ter området for seksuelle overgreb også andre relationstyper, herunder jævnaldrende eller
voksne, som barnet kan kende, eller som er fremmede. ’Seksuelle overgreb’ er således et
paraplybegreb, som dækker over mange forskelligartede hændelser og situationer, og der er
ikke nødvendigvis konsensus om, hvordan fænomenet skal forstås og defineres. Begrebspræ-
cision er derfor vigtig, når man fx frembringer og fortolker data om børn, der udsættes for sek-
suelle overgreb.
21
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
3
3.1
Viden om forekomster
Indledning
En serie metaanalyser, som blev udført i første del af 2010’erne har vist, at fysisk vold, seksu-
elle overgreb og andre former for børnemishandling er globale fænomener, der berører millio-
ner af børn verden over (Stoltenborgh et al. 2011; 2013; 2015). En WHO-rapport fra 2018
estimerer, at over 55 millioner børn er udsat for børnemishandling i Europa. Analyser baseret
på europæiske data viser fx, at 9,6 pct. af børn har oplevet at blive udsat for seksuelle overgreb,
mens 22,9 pct. har været udsat for fysisk vold. Omkring hvert sjette barn er udsat for fysisk
eller følelsesmæssig forsømmelse, mens næsten 30 pct. har oplevet psykisk vold. Ud fra
drabsdata vurderes det endvidere, at børnemishandling årligt medfører over 700 dødsfald
blandt europæiske børn under 15 år; dødsfald, som formodentlig i mange tilfælde kunne være
undgået, hvis der var blevet grebet ind i tide. Samtidig peger undersøgelser også på, at der er
nationale variationer i omfanget af børnemishandling. Mishandling af børn er således mere
udbredt i lavindkomstlande end i højindkomstlande med højere velstand i befolkningen (Gilbert
et al., 2009).
Dette kapitel sætter fokus på, hvor mange børn og unge i Danmark, der har oplevet at være
udsat for fysisk vold i deres nære relationer, og hvor mange der har været udsat for seksuelle
overgreb inden for hhv. uden for familien. Af denne grund trækker kapitlet fortrinsvis på danske
undersøgelser og på studier fra de skandinaviske lande, som vi mener at kunne sammenligne
os med (Gilbert et al., 2012). Kapitlets første del beskriver en række problemstillinger, som
knytter sig til at indsamle viden om vold og seksuelle overgreb. Dernæst følger en redegørelse
om, hvad nyere survey-undersøgelser, som er baseret på selvrapporteringer, har vist om om-
fanget af vold og seksuelle overgreb begået mod børn og unge. Herunder inddrages også
undersøgelsesfund om polyviktimisering, dvs. at være udsat for flere typer overgreb. Kapitlets
sidste dele sammenholder fundene fra survey-undersøgelserne med den officielle myndig-
hedsstatistik og berører slutteligt spørgsmålet om, hvilke udviklingstræk der over tid kan iagt-
tages om omfanget af fysisk vold og seksuelle overgreb.
3.2
Kilder til viden
Der findes grundlæggende to hovedkilder til information om omfanget af børn og unge, der
udsættes for fysisk vold hhv. seksuelle overgreb: Data fra forskellige myndigheder og data fra
survey-undersøgelser, hvor befolkningen selv rapporterer om, hvorvidt de har været udsat for
disse hændelser.
Myndighedsdata stammer fra forskellige offentlige institutioner og omfatter fx underretninger til
kommunerne om vold og overgreb begået mod børn, anmeldelser foretaget til politiet, registre-
rede diagnoser om børnemishandling, som er foretaget i hospitalsregi, samt statistik om påbe-
gyndte og afsluttede sagsforløb i landets børnehuse. Sådanne data indsamles og anvendes
typisk til myndighedernes eget brug, fx for at kunne dokumentere sagsbyrden, men de indbe-
rettes også til offentligt tilgængelige databaser på fx Danmarks Statistik, hvorfra forskere, pres-
sen og organisationer kan tilgå dele af disse data. Ulempen ved denne datatype er, at det kun
er et mindretal af de faktiske volds- og overgrebshændelser, som børn og unge er udsatte for,
der kommer til myndighedernes kendskab, jf. nedenfor.
22
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0023.png
Survey-undersøgelser, som gennemføres blandt et tilfældigt udsnit af børne- og ungebefolk-
ningen, kan bidrage til at belyse, hvor mange der selv rapporterer at have oplevet fysisk vold
hhv. seksuelle overgreb. Resultaterne fra sådanne undersøgelser kan sommetider være van-
skelige at sammenligne med hinanden. Det skyldes bl.a., at undersøgelserne inddrager re-
spondenter i forskellige aldersgrupper, eller at forskerne anvender forskellige spørgeteknikker,
måleinstrumenter og afgrænsninger til at måle omfanget af vold og seksuelle overgreb. Nogle
undersøgelser kan endvidere være hæmmet af, at datagrundlaget ikke er tilstrækkeligt stort til
at udføre mere detaljerede analyser, fx om alvorsgraden af den vold, børn og unge er udsat
for.
I Danmark findes der både undersøgelser, som har spurgt teenagere i 14-15-årsalderen om
deres erfaringer med sådanne hændelser inden for et nærmere afgrænset, men relativt aktuelt
tidsrum (fx Korzen et al., 2010; Oldrup et al., 2016)
8
, og undersøgelser, som retrospektivt be-
lyser (unge) voksnes erfaringer med overgreb gennem hele barndommen, dvs. livstidspræva-
lensen (fx Christoffersen, 2010). Styrken ved den første undersøgelsestilgang er, at tidsrummet
mellem eksponering og rapportering er kort, hvorfor den forventes at tilvejebringe et relativt
præcist her-og-nu-billede af, hvor mange der i en given aldersgruppe er udsat for vold eller
seksuelle overgreb. Styrken ved den anden, retrospektive tilgang er, at den opfanger selvrap-
porteret forekomst om vold og overgreb gennem hele ungdommen, dvs. også de sene teen-
ageår, hvor unge piger fx er mere risikoudsatte for seksuelle overgreb, jf. nedenfor.
Viden om yngre børns udsathed for vold og overgreb er vanskelig at indfange. I studier af små
børns opvækstbetingelser vil det som regel være en forælder, der medvirker som respondent
på vegne af barnet. I enkelte danske undersøgelser har man spurgt sådanne småbørnsforæl-
dre, om de anvender hårdhændede opdragelsesmetoder (se Rayce et al., 2016, 2021; Ottosen
et al., 2018). Da en del forældre næppe er villige til at indrømme, at de udsætter deres børn
for vold, må man forvente, at besvarelsesmønstret på sådanne spørgsmål er behæftet med
usikkerhed.
3.3
Børns og unges erfaringer med fysisk vold i hjemmet
Forekomst af voldserfaringer i nyere danske undersøgelser
To større danske undersøgelser fra 2016 hhv. 2018 har inden for de senere år belyst, hvor
mange børn og unge, der selv rapporterer, at de har været udsat for fysisk vold derhjemme.
En tredje undersøgelse fra 2021 har belyst forekomsten af fysisk vold mod småbørn ved at
spørge forældrene.
Den første er en landsdækkende dansk survey-undersøgelse fra 2016,
Vold og seksuelle over-
greb mod børn og unge.
Den blev gennemført blandt knap 2.000 unge på 14-15 år, der gik i 8.
klasse (Oldrup et al., 2016). Undersøgelsens specifikke formål var at afdække, hvor mange
unge der lever med vold og seksuelle overgreb. Fysisk vold blev indkredset ved at spørge til
en række konkrete handlinger, der kan anskues som en skala, der strækker sig fra mindre til
mere alvorlig vold: om de unge inden for det seneste år havde oplevet at blive skubbet og
rusket, revet i håret, slået med flad eller knyttet hånd, slået med en ting eller var blevet sparket
af enten deres mor eller far (eller stedmor/stedfar). ’Inden for det seneste år’ indikerer et øje-
bliksbillede af, hvor mange der aktuelt er udsat for fysisk vold. Undersøgelsen kaster desuden
lys på, om den vold, som de unge har oplevet derhjemme, var en enkeltstående episode, eller
8
Andre nyere skandinaviske undersøgelser har inddraget respondenter ned til 12-årsalderen (Hafstad & Augusti, 2019) og op
til 17-årsalderen (Jernbro & Janson, 2016)
23
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0024.png
om det er sket flere gange, herunder også om volden har stået på over en længere periode,
dvs. over flere år. Herved tilvejebringer den et billede af, hvor mange unge der lever i en familie,
hvor fysisk vold er et mere eller mindre vedvarende vilkår. Undersøgelsens analyser fokuserer
imidlertid ikke på grovheden af den vold, som de unge har været udsat for, og den beskæftiger
sig heller ikke med konteksten for handlingerne, dvs. voldens formål eller respondenternes
subjektive opfattelse af, hvorvidt specifikke hændelser er vold eller ej.
Således afgrænset finder undersøgelsen, at i alt 17 pct. af de unge har været udsat for fysisk
vold fra mindst en af deres forældre inden for det seneste år. Forfatterne estimerer, at det
svarer til, at ca. 11.600 elever i 8. klasse har erfaret at være udsat for fysisk vold. For 10 af de
17 pct. var der tale om en enkeltstående episode, mens 7 pct. har oplevet flere voldelige hæn-
delser inden for det seneste år. På grundlag af de tal, som undersøgelsen fremlægger, kan
andelen af børn, der lever med langvarig fysisk vold i familien, dvs. voldshændelser over flere
år, beregnes til 5,6 pct.
9
Den anden danske undersøgelse,
Børn og Unge i Danmark,
har i et bredere perspektiv til
formål at belyse børnebefolkningens velfærd og trivsel (Ottosen et al., 2018). Den har ligeledes
forsøgt at tilvejebringe et øjebliksbillede af, hvor mange børn og unge der oplever fysisk vold
derhjemme, men er ikke designet som en egentlig voldsundersøgelse. Undersøgelsens bør-
nepopulationen er repræsentereret ved fem aldersgrupper på 3, 7, 11, 15 og 19 år. I de to
yngste aldersgrupper er det moren, der er respondenten, mens de 11-, 15- og 19-årige selv
har deltaget som svarperson i undersøgelsen.
Deltagerne fik stillet to spørgsmål, der skulle illustrere eksempler på mindre alvorlig vold, nem-
lig hvor ofte det var forekommet inden for de sidste 6 måneder, at 1) forælderen havde taget
hårdt fat i barnet/den unge eller rusket det, 2) forælderen havde slået barnet/den unge.
Både forældre og børn/unge er ifølge undersøgelsen enige om, at den nok mildere form for
vold, tagen fat i/ruskning, er mere udbredt end slag, se Figur 3.1. I lyset af, at forældrene selv
har besvaret spørgsmålene om de yngste børn, er det påfaldende, at de som forældre til 3- og
7-årige er dem, der hyppigst selv rapporterer, at de rusker eller tager hårdt fat i barnet. Uanset
om der er tale om ruskning eller slag, rapporterer forældre og børn på tværs af aldersgrupper
om, at der i langt de fleste tilfælde har været tale om enkeltepisoder. Under en halv procent
har oplyst, at de har eller er blevet slået på mere jævnligt, mens 1-4 pct. har erfaret at blive
rusket eller taget hårdt fat i på regulær basis, dvs. mindst en gang om måneden.
9
Undersøgelsen oplyser, at 1/3 af de børn, der har oplevet vold det seneste år, også har oplevet vold i de foregående år
(Oldrup et al., 2016, p. 71).
24
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0025.png
Figur 3.1
Andel børn og unge, der inden for det sidste halve år er blevet slået hhv. ru-
sket/taget hårdt fat i af deres forældre. Procent
0
3-årige
Slået
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10 11 12 13 14 15 16 17 18
Rusket/taget hårdt fat
7-årige
Slået
Rusket/taget hårdt fat
11-årige
Slået
Rusket/taget hårdt fat
15-årige
Slået
Rusket/taget hårdt fat
19-årige
Slået
Rusket/taget hårdt fat
Ugentligt (mindst)
Anm.:
Kilde:
Månedligt (mindst)
Sjældnere
Opgørelsen for de 3- og 7-årige er baseret på moderens informationer; i de ældre aldersgrupper er børnene infor-
manter
Opgørelsen er baseret på ikke-publicerede data fra VIVEs undersøgelse
Børn og Unge i Danmark,
indsamlet i 2017
I samme undersøgelse blev de 15- og 19-årige tillige spurgt, om deres (sted)far eller (sted)mor
nogensinde har straffet dem med tæv eller slag. Med denne spørgeformulering ønskede for-
skerne at tilvejebringe information om, hvor mange der har været udsat for mere alvorlig vold i
hjemmet. Der er spurgt til livstidsprævalensen og ikke kun til erfaringer inden for det seneste
halve år. I undersøgelsen fra 2018 svarede i alt 3,6 pct. af de unge, at de på et eller andet
tidspunkt havde oplevet dette; blandt de 15-årige var andelen 2,5 pct., mens den var 4,5 blandt
de 19-årige. Som helhed har halvdelen af de 15- og 19-årige, der har fået tæv eller slag, oplevet
det flere gange, svarende til knap 2 pct. af hele populationen.
Selv om en enkelt endefuld eller lussing kan sætte sig spor i børns erindring, forekommer det
væsentlig at sondre mellem den gruppe børn og unge, der har oplevet vold som en enkeltstå-
ende episode, og dem, der oplever mere vedvarende eller alvorlig vold. Af de to ovennævnte
undersøgelser er det kun
Børn og Unge i Danmark,
som kan give en indikation af, hvor mange
25
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0026.png
der har oplevet mere alvorlig vold gennem opvæksten, dvs. 4,5 pct. Dette niveau svarer no-
genlunde til, hvad der er fundet i andre ældre danske eller nyere skandinaviske undersøgelser,
hvor omfanget er omkring 5-6 pct.
10
Den tredje danske undersøgelse,
SPOR,
belyser udvikling og trivsel blandt småbørn på 9 må-
neder, 2 år og 3 år (Rayce et al., 2021). Cirka 52.000 mødre og fædre deltog i undersøgelsen,
der bl.a. giver et øjebliksbillede af, hvor mange småbørn der bliver udsat for hårdhændede
opdragelsesmetoder eller fysisk vold. Forældrene blev spurgt, om de inden for de sidste 2
måneder havde dasket, rusket, smækket eller slået barnet, når det ikke havde opført sig or-
dentligt. Samlet set havde 12,4 pct. af børnene været udsat for mindst en af disse hændelser,
hyppigst ruskning og dask og sjældnest slag. Undersøgelsen har ikke set på evt. forskelle
mellem drenge og piger, men i forhold til alder viser den, at 3-årige er mere udsatte (15,4 pct.)
end de yngre småbørn på 2 år (12,6 pct.) hhv. 9 måneder (9,2 pct.).
Undersøgelsen peger videre på, at fædre hyppigere end mødre anvender hårdhændede me-
toder eller vold: Mens 7 hhv. 8 pct. af fædrene havde dasket eller rusket, var den tilsvarende
andel hos mødrene 5 hhv. 4 pct. I forhold til smæk og slag svarede 4 pct. af fædrene, at de
havde smækket deres lille barn, mens 1 pct. oplyste, at de havde slået det. Blandt mødrene
var andelen lidt lavere.
De forskellige spørgeteknikker, som er anvendt i undersøgelserne, medfører forskelligartede
resultater. Samlet set tyder de seneste danske data imidlertid på at:
▪
i 14-årsalderen har 17 pct. oplevet at være udsat for fysisk vold inden for det seneste
år; oftest er der tale om en enkeltstående episode
omkring 5 pct. af de unge har oplevet gentaget, langvarig fysisk vold i hjemmet, dvs.
gennem flere år; grovheden af denne vold er dog ikke kendt
omkring 5 pct. af unge har gennem opvæksten oplevet mere alvorlig vold i hjemmet
småbørn synes hyppigere end større børn og unge at være udsat for ruskevold, eller at
der bliver taget hårdt fat i dem.
▪
▪
▪
Data fra de ovennævnte undersøgelser indikerer, at unge piger og drenge i nogenlunde samme
omfang har erfaringer med at blive udsat for fysisk vold. Derudover indikerer undersøgelserne,
at børn og unge hyppigere har erfaret at blive udsat for fysisk vold, hvis de bor i en familie, hvor
der er få socioøkonomiske ressourcer, eller hvis de har en anden etnisk baggrund end dansk.
I småbørnsfamilier, hvor begge forældre er indvandrere eller efterkommere
11
, har mere end
hvert tredje lille barn således været udsat for hårdhændede metoder eller vold i løbet af de 2
sidste måneder, mens den tilsvarende andel er 8 pct. i småbørnsfamilier, hvor begge forældre
er danske (Rayce et al., 2021).
Erfaringer med vold gennem opvæksten
En dansk analyse fra 2016 (Rayce et al., 2016) har belyst, i hvilken udstrækning børn bliver
udsat for vedvarende fysisk vold. Den er baseret på den danske børneforløbsundersøgelse,
som har fulgt en årgang børn, fra de blev født i 1995 og frem til 18-årsalderen. På fire alderstrin
(3, 7, 11 og 15 år) blev børnenes mødre spurgt, om de brugte fysisk afstraffelse af barnet.
10
Andelen af unge, der udsættes for mere alvorlig vold, er i følgende undersøgelser oplyst at være: Christoffersen (2010): 5,6
pct.; Mossige & Stefansen (2016): 6 pct.; Hafstad & Augusti (2019): 5 pct.; Ottosen et al. (2018): 4,5 pct.
11
Forældres herkomst tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks definition af indvandrere, efterkommere samt personer med
dansk herkomst. Indvandrere er født i udlandet, og ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark
26
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0027.png
Fysisk afstraffelse blev – afhængigt af alderstrinnet – defineret ved en endefuld, en lussing,
taget hårdt fat/rusket eller slået/været oppe at slås med barnet. Samlet set oplyste 17 pct. (eller
hver sjette) af mødrene, at de havde anvendt fysisk vold på mindst ét af de fire alderstrin, og
oftest var det i barnets yngste år: I 3-årsalderen oplyste 12,9 pct. af mødrene, at de havde givet
barnet en endefuld og/eller en lussing. I 7-årsalderen var andelen faldet til 4,5 pct., og ved 15-
årsalderen svarede 3,1 pct., at de enten havde taget hårdt fat/rusket eller slået eller været oppe
at slås med den unge. På alle alderstrin skete volden hovedsageligt sjældnere end ugentligt.
Af de i alt 17 pct. mødre, som anvendte fysisk vold, var volden ifølge størstedelen af mødrene
(14 pct.) kun sket på 1 af de 4 målte alderstrin, mens 2,5 pct. af mødrene ved to forskellige
alderstrin angav, at de anvendte vold. Andelen af mødre, der anvendte vold ved 3 eller 4 af de
målte alderstrin, dvs. gennem hele barnets opvækst, var umiddelbart lille: 0,5 pct. At dømme
efter mødrenes egne besvarelser er det således få, der anvender vedvarende vold. Undersø-
gelsen rummer ingen information om fædres udøvelse af vold.
Hvem udøver volden?
Ifølge Oldrup et al. (2016) oplever omtrent samme andel af unge (6-7 pct.), at den fysiske vold,
de har oplevet, er blev udøvet af moren eller faren eller begge forældre sammen. Børn og
unge, der oplever at blive slået af begge forældre, udgør sandsynligvis en særlig sårbar gruppe.
Tidligere danske undersøgelser om emnet har fremvist samme resultater om, hvem voldsudø-
verne er (Helweg-Larsen et al. 2009; Korzen et al., 2010). Opgørelserne er absolutte og tager
ikke højde for, hvilken familietype barnet lever i, eller hvem af forældrene der i øvrigt er mest
sammen med barnet. Nyere undersøgelser fra Norge og Sverige har fundet, at fædre i lidt
højere grad end mødre udøver volden (Hafstad & Augusti, 2019; Jernbro & Jansson, 2016).
Det gælder særligt i de tilfælde, hvor unge er udsat for mere alvorlig og/eller gentagen vold
(Hafstad & Augusti, 2019; Myhre & Hjemdal, 2015). Variationen mellem Danmark og de andre
skandinaviske lande må formentlig tilskrives forskellige målemetoder, herunder at den seneste
danske undersøgelse ikke sondrer mellem mildere og mere alvorlige former for vold, se afsnit
3.7 om myndighedsdata.
Udsathed for fysisk vold i andre nære relationer
Der findes kun begrænset viden om, i hvilket omfang danske børn og unge udsættes for fysisk
vold af andre omsorgspersoner end forældrene. Norske og svenske undersøgelser indikerer
dog, at det er de biologiske forældre, der står for størstedelen af den vold, som bliver udøvet
over for unge i de nære relationer (Jernbro & Janson, 2016; Hafstad & Augusti, 2019). Ifølge
Hafstad & Augusti (2019) forekommer det sjældent, at andre voksne, fx stedforældre, plejefor-
ældre eller en anden voksen i hjemmet, udøver vold: 1-7 pct. af de unge, som har oplevet vold
derhjemme, opgav en af disse som udøver. Disse opgørelser er absolutte og tager ikke højde
for, at det kun er en mindre andel af børn og unge, der lever med stedforældre, bor i plejefamilie
eller på en døgninstitution.
3.4
Erfaringer med seksuelle overgreb i barndommen
Erfaringer med seksuelle overgreb i et livstidsperspektiv
3.4.1.1
Voksnes erindringer om seksuelle overgreb i barndommen
I en omfattende befolkningsundersøgelse om danskernes seksualitet, SEXUS (Frisch et al.,
2019), blev ca. 62.700 undersøgelsesdeltagere fra 15-årsalderen og op bedt om at svare på
27
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0028.png
spørgsmålet:
”Har du nogensinde oplevet, at nogen med trusler, tvang eller vold har involveret
dig i seksuelle handlinger, du ikke havde lyst til?”
7 pct. af respondenterne oplyste, at de har været udsat for et seksuelt overgreb på mindst et
tidspunkt i tilværelsen. Omkring halvdelen af disse har kun oplevet et overgreb én gang; de
øvrige har oplevet det flere gange. Som helhed har betydeligt flere kvinder (12 pct.) end mænd
(1 pct.) svaret ja til, at de har været udsat for et seksuelt overgreb. Denne kønsforskel ses også
blandt den yngste aldersgruppe i undersøgelsen, de 15-24 årige, hvor 11 pct. af de unge kvin-
der mod 2 pct. af de unge mænd har erfaringer med seksuelle overgreb.
De respondenter, som svarede, at de havde været udsat for et seksuelt overgreb, blev herefter
spurgt om, hvor gamle de var, første gang hændelsen indtraf. Undersøgelsen viser, jf. Figur
3.2, at 71 pct. har oplevet det (første) seksuelle overgreb inden 20-årsalderen. Hvert tredje
seksuelle overgreb er forekommet, før respondenterne havde nået den seksuelle lavalder som
15-årig. Det svarer i runde tal til, at 2 pct. af befolkningen har været udsat for et seksuelt over-
greb i barndommen, før de fyldte 15 år. Relativt set synes mænd at være mere risikoudsatte i
barndommen, idet 54 pct. af de oplevede seksuelle overgreb er foregået, inden de fyldte 15 år
(for kvinders vedkommende er det 33 pct.), men kvindernes risiko for at opleve seksuelle over-
greb stiger i de sene teenageår og den tidlige voksenalder.
Undersøgelsen har også kortlagt, hvilke typer overgreb der var tale om, og hvem der begik
dem, men disse opgørelser er ikke opdelt efter, hvornår hændelsen indtraf første gang. Under-
søgelsen kan derfor ikke belyse noget i forhold til overgrebenes karakter eller udøverne for de
overgreb, som finder sted i barn- og ungdommen. Alt i alt viser undersøgelsen dog, at respon-
denterne hyppigere har oplevet, at overgrebet blev begået af personer uden for familien (83
pct.) end af familiemedlemmer, de var beslægtede med (17 pct.). Blandt de yngste responden-
ter i undersøgelsen (15-24 år) har 86 pct. af de unge kvinder og 78 pct. af de unge mænd fortalt
om overgrebene til andre, men kun 11 pct. af kvinderne og 6 pct. af mændene oplyste, at de
havde anmeldt overgrebet til politiet.
Figur 3.2
Voksne kvinder og mænd, der har erfaret seksuelle overgreb: alder ved første
seksuelle overgreb. Procent.
I alt
2
12
21
36
29
Kvinder
2
11
20
37
30
Mænd
3
22
29
26
20
0%
10%
20%
30%
40%
5-9 år
50%
10-14 år
60%
15-19 år
70%
80%
90%
100%
Under 5 år
Kilde:
Bearbejdet efter Frisch et al., 2019
over 20 år
28
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0029.png
3.4.1.2
Unges erfaringer med uønskede seksuelle hændelser
I den ovenfor omtalte undersøgelse fra SFI (nu VIVE) om vold og seksuelle overgreb mod børn
og unge i Danmark (Oldrup et al., 2016), blev de 14-15 årige 8. klasse-elever også spurgt til,
om de nogensinde havde oplevet forskellige former for seksuelle overgreb. Seksuelle overgreb
blev i undersøgelsen ’oversat’ til
uønskede seksuelle hændelser,
dvs. oplevelser, som skete
mod den unges vilje, eller som havde overskredet deres grænser, for eksempel ved at nogen
har tvunget eller narret dem. Der blev spurgt ind til tre typer hændelser: blottelser, berøringer
og samleje:
▪
Blottelser: 12 pct. af de unge har oplevet, at nogen har blottet sig for den unge, eller at
de har blottet sig for andre, uden de selv ønskede det (8 pct. blandt drengene og 16 pct.
blandt pigerne).
Berøringer: 12 pct. har oplevet, at nogen har rørt ved dem, eller at de har rørt ved sig
selv eller ved andre, uden de selv ønskede det (7 pct. blandt drengene og 16 pct. blandt
pigerne).
Samleje: 6 pct. har oplevet, at nogen har forsøgt eller gennemført samleje, henholdsvis
vaginalt, oralt eller analt, uden de ønskede det (5 pct. blandt drengene og 7 pct. blandt
pigerne).
▪
▪
En genanalyse af undersøgelsens datasæt viser i Tabel 3.1 det samlede omfang af unge i 8.
klasse, som har været udsat for en uønsket seksuel hændelse: I alt har 20 pct. af de unge
oplevet mindst én uønsket seksuel hændelse, hvad enten det er en blottelse, berøring eller
samleje. Det gælder for 15 pct. af drengene og 25 pct. af pigerne. Begrænser man oplevelserne
til kun at omfatte berøring eller samleje, har 14 pct. af de unge oplevet mindst én af disse to
oplevelser (10 pct. blandt drengene og 18 pct. blandt pigerne), mens 6 pct. som nævnt har
været involveret i et uønsket samleje eller forsøg derpå.
Tabel 3.1
14-15-åriges erfaringer med uønskede seksuelle hændelser, opdelt efter køn.
Procent.
Drenge
Har oplevet mindst én af følgende: blottelse, berøring og samleje (el-
ler forsøg på derpå)
Har oplevet mindst én af følgende: berøring og samleje (eller forsøg
på derpå)
Har oplevet følgende: samleje (eller forsøg på derpå)
Kilde:
Piger
25
18
7
I alt
20
14
6
15
10
5
Genanalyse af SFIs datasæt fra undersøgelsen Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark, 2016
Mens 2 pct. af de voksne deltagere i SEXUS-undersøgelsen altså rapporterer om seksuelle
overgreb i barndommen, er omfanget noget højere, når man spørger de 14-15-årige. En sand-
synlig forklaring er, at SEXUS-undersøgelsen anvender en mere restriktiv spørgeformulering
(krav om trusler, tvang, vold), mens Oldrup et al. (2016) spørger til grænseoverskridende ad-
færd. En anden forklaring kan være, at erfaringerne er mere præsente for de unge deltagere i
Oldrups undersøgelse.
29
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0030.png
Seksuelle overgreb uden for og inden for familien
3.4.2.1
Jævnaldrende
I hovedparten af de tilfælde, hvor unge på 14-15 år har været ude for en uønsket seksuel
hændelse, er krænkeren en jævnaldrende, viser undersøgelsen af Oldrup et al. (2016), jf. Ta-
bel 3.2. Afhængigt af, hvilken slags krænkelse der er tale om, gør dette sig gældende i mellem
2/3 og 3/4 af tilfældene. Piger er hyppigere udsatte for uønskede seksuelle hændelser end
drenge, og uanset køn har de fleste unge erfaret den uønskede seksuelle hændelse inden for
det eller de seneste år, dvs. i 13-14 årsalderen. I de tilfælde, hvor piger har oplevet uønskede
hændelser, er krænkeren stort set altid en jævnaldrende af modsat køn (dreng), mens hver
sjette dreng, der har oplevet uønsket blottelse eller berøring
12
, oplyser, at krænkeren var en
jævnaldrende af samme køn (dreng). Både drenge og piger oplyser, at krænkeren i de fleste
tilfælde var en ven eller en bekendt, omend hver femte til sjette af dem, der har været udsat
for blottelser, har oplevet dette fra en jævnaldrende på nettet.
Resultatet om, at krænkeren ofte er en anden ung jævnaldrende, når unge oplever uønskede
seksuelle hændelser, er ikke kun i samsvar med den ovenfor omtalte SEXUS-undersøgelse,
men også med andre danske og skandinaviske studier om unges erfaringer med seksuelle
overgreb (Hafstad & Augusti, 2019; Jernbro og Janson, 2016; Mossige & Stefansen, 2016;
Helweg-Larsen et al., 2009).
Tabel 3.2
Andele 14-15-årige, som på et tidspunkt har oplevet forskellige uønskede seksu-
elle hændelser, fordelt efter om udøveren er jævnaldrende eller voksen eller et
familiemedlem. Procent.
Jævnaldrende
Andre voksne
Familiemed-
lemmer
Ubesvaret
Andel i alt, der
har oplevet en
uønsket sek-
suel hændelse
12,5
12,0
5,9
Uønskede sek-
suelle hændel-
ser:
Blottelser
Berøring
Samleje
Kilde:
8,0
8,5
4,5
2,4
0,8
0,2
0,6
0,9
0,4
1,5
1,7
0,8
Bearbejdet efter Oldrup et. al., 2016
3.4.2.2
Børn, der krænkes af andre børn
Fra den officielle kriminalitetsstatistik ved man, at ca. 10 pct. af ofrene i de anmeldte seksual-
forbrydelser er børn i 0-9 årsalderen, jf. afsnit 3.7. Os bekendt findes der ikke andre nyere
opgørelser fra Danmark, som har kastet lys på, hvem der udøver seksuelle overgreb mod yngre
børn i op til 10-årsalderen. Samtidig viser de statistiske opgørelser om samtlige anmeldte sek-
sualforbrydelser i 2019, at en mindre del af alle seksualforbrydelser, ca. 2 pct., bliver begået af
børn under den kriminelle lavalder (10-14 år) (Danmarks Statistik, 2020).
En norsk undersøgelse, som i 2015 blev gennemført blandt ca. 4.500 18-19-årige (Mossige &
Stefansen, 2016) har belyst aldersforholdet mellem ofre og krænkere blandt de piger, der har
været udsat for uønskede seksuelle hændelser. Overgrebspersonen var i næsten alle tilfælde
en dreng eller mand. De tilsvarende tal for udsatte drenge er for små til at blive opgjort. Opgø-
relsen viser, jf. Tabel 3.3, at hver tiende pige, der har været udsat for et seksuelt overgreb, har
oplevet dette første gang inden 10-årsalderen, mens yderligere 30 pct. har oplevet det i 10-14-
årsalderen. De resterende 60 pct. var 15 år eller ældre, dvs. over den seksuelle lavalder. Som
helhed finder undersøgelsen, at en mindre del – 13 pct. – af de uønskede seksuelle hændelser,
12
Ingen drenge rapporterer om uønsket samleje fra jævnaldrende
30
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0031.png
som piger har oplevet, er blevet begået af en dreng under den seksuelle lavalder, og oftest
forgriber disse drenge sig på piger, der endnu ikke er fyldt 10 år.
Tabel 3.3
Alder hos overgrebsperson (rækker) og offer (kolonner) ved første uønskede
seksuelle hændelse. Opgjort for piger. Procent
Offers alder
Yngre end 10 år
39
11
51
101
64
Oversat efter Mossige & Stefansen, 2016
Overgrebspersonens
alder:
Op til 14 år
15–19 år
20 år eller ældre
Totalt
(N=)
Kilde:
10–14 år
29
40
31
100
183
15 år eller ældre
1
63
36
100
371
I alt, pct.
13
51
36
100
618
Gennem de senere år har der været øget fokus på børn og unge med en problematisk eller
skadelig seksuel adfærd. Skadelig seksuel adfærd er en adfærd, der krænker andre, som er
overdreven, tvangspræget, truende eller grænseoverskridende, og som indikerer et behov for
øjeblikkelig reaktion og handling fra voksne. Hos børn op til 13-årsalderen kan det fx være en
adfærd, der efterligner avanceret eller voksen seksuel adfærd (herunder penetration), eller som
bevidst overtræder andre børns og voksnes seksuelle og fysiske grænser. Det kan også være
seksuelle lege, hvor det krænkende barn tvinger, truer eller udnytter yngre børn eller en ikke-
alderssvarende og meget tidlig debut med frivillige seksuelle aktiviteter (fx oralsex eller sam-
leje). Hos ældre børn og unge (over 13 år) kan den skadelige seksuelle adfærd inkludere alle
former for magtanvendelse, der udnytter forskelle i alder, fysik eller social status, eller som
truer eller tvinger andre børn, unge eller voksne til seksuel omgang. Det kan endvidere være
en seksuel adfærd, der skader eller har negative konsekvenser for den unge selv eller for an-
dre, eller adfærd som fx seksuel chikane, blottelse, tvangspræget onani, optagethed af seksuel
voldelig pornografi og en manglende evne eller vilje til at tage ansvar for seksuel adfærd og
lade sig korrigere af voksne (Øverli et al. 2018; Jensen et al., 2016).
Selv om børn og unge med en skadelig seksuel adfærd er en heterogen gruppe, har udenland-
ske studier udført i kliniske samples peget på, at unge krænkere hyppigere end andre børn og
unge selv har oplevet seksuelle overgreb eller andre former for børnemishandling. Undersø-
gelser har videre peget på, at seksuel skadelig adfærd bl.a. også har sammenhæng med pro-
blemer i familien, indlæringsvanskeligheder, psykisk udviklingshæmning, lav social kompe-
tence og vanskeligheder med at danne relationer til jævnaldrende (Seto & Lumiere, 2010; Vi-
zard, 2013; Jensen et al., 2016). En vidensopsamling om danske behandlingstilbud for børn
og unge med seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd tyder på, at flere af disse karakte-
ristika også passer på de danske børn, der er i behandling (Socialstyrelsen, 2021a).
3.4.2.3
Voksne uden for familien
En mindre del af de uønskede seksuelle hændelser, som unge på 14-15 år har været udsat for
på et tidspunkt i livet, er blevet udøvet af voksne, som de unge ikke er i familie med. Hændel-
serne omfatter oftest blottelser og meget sjældent (forsøg på) samleje. Oftest er krænkeren en
voksen, som de unge har mødt på internettet, eller en ’anden voksen’. Der er i sjældne tilfælde
tale om en voksen, som de unge kender fra skolen eller fritidsaktiviteter, fx en lærer eller en
træner (Oldrup et al., 2016).
31
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0032.png
3.4.2.4
Familiemedlemmer
Ifølge Oldrup et al. (2016) har 1,4 pct. af de 14-15-årige oplevet mindst en uønsket seksuel
hændelse, hvor udøveren var et familiemedlem (mor, far, stedmor, stedfar, søskende, stedsø-
skende, bedstemor, bedstefar eller et andet familiemedlem). Det gælder for 0,5 pct. af dren-
gene og 2,2 pct. af pigerne; piger oplever således fire gange så hyppigt som drenge at blive
seksuelt krænket af et familiemedlem.
Som det fremgår af Tabel 3.2, hvor de seksuelle krænkelser er opdelt efter hændelsestype,
har 0,6 pct. af de unge oplevet, at et familiemedlem har blottet sig for den unge, eller at de selv
har blottet sig for andre, uden at de ønskede det. 0,9 pct. har oplevet, at et familiemedlem har
rørt ved dem, at de har rørt ved sig selv eller ved andre, uden de selv ønskede det, mens 0,4
pct. har oplevet, at et familiemedlem har forsøgt eller gennemført samleje, henholdsvis vagi-
nalt, oralt eller analt, uden de ønskede det.
Blandt de 1,4 pct. med familiemedlemmer, der udsatte deres unge for en uønsket seksuel
hændelse (hvad enten der var tale om blottelse, berøring eller samleje), var 0,4 pct. forældre,
0,3 pct. stedforældre, 0,2 pct. søskende eller stedsøskende, mens 0,5 pct. var bedsteforældre
eller et andet familiemedlem. Tallene er for små til en mere detaljeret beskrivelse, men der er
en overvægt af mandlige familiemedlemmer, der bliver opgivet som udøveren. Ingen unge i
undersøgelsen har oplevet uønskede seksuelle hændelser fra deres mor, stedmor eller bed-
stemor. Det er værd at fremhæve, at 0,7 pct. har oplevet uønskede seksuelle hændelser fra
deres forældre eller stedforældre, der oftest tænkes som den unges primære omsorgsperso-
ner.
Omfanget af unge, der har været udsat for seksuelle krænkelser/overgreb inden for familien,
som fundet hos Oldrup et al. (2016), svarer nogenlunde til, hvad andre danske omfangsunder-
søgelser er nået frem til. Christoffersen (2010) spurgte 25-årige om deres erfaringer med sek-
suelle overgreb fra forældre/stedforældre (incest) i barndommen og fandt en andel på 1,2 pct.
Ottosen et al. (2010, 2014, 2018) har i årene 2009, 2013 og 2017 spurgt 19-årige, om de
nogensinde har været tvunget til sex af familiemedlemmer. Det svarede 0,7-1,5 pct. bekræf-
tende til. Alt i alt svarer de danske fund også til, hvad man har fundet i andre nordiske under-
søgelser: I en gennemgang af 24 undersøgelser fra de nordiske lande viste Kloppen et al.
(2015), at forældre, inklusive stedsforældre, kun tegnede sig for 0,2-1,2 procent af gernings-
mændene, og hvis slægtninge også var med, tegnede de sig for 0,1-5,5 procent af overgrebene
blandt drengene og 0,7-15,2 procent blandt pigerne.
Seksuelle erfaringer og krænkelser på nettet
3.4.3.1
Kontekst
Danske børn og unge tilbringer en stor del af deres fritid online, og en væsentlig del af deres
sociale liv finder også sted her (Ottosen & Andreasen, 2020). Samtidig er ungdomsårene en
livsfase, hvor unge udforsker deres seksualitet, og en del af denne udforskning foregår via de
sociale medier. Selv om vi i denne vidensopsamling fokuserer på seksuelle krænkelser eller
egentlige overgreb, er det vigtigt at have in mente, at ikke enhver seksuel kommunikation og
online interaktion nødvendigvis er udtryk for uønskede seksuelle hændelser.
Systematisk, forskningsbaseret viden om digitale krænkelser af eller overgreb på danske børn
og unge er meget sparsom. Vi har ikke identificeret nogen undersøgelser, der samlet har belyst
dette problemfelt. Nedenfor samler vi brikkerne fra de få danske undersøgelser, som har berørt
32
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0033.png
emnet
13
og supplerer i øvrigt med viden fra skandinaviske undersøgelser af nyere dato. Frem-
stillingen bevæger sig fra mere ’uskyldige’ og måske ikke uønskede hændelser til tilfælde, hvor
der temmelig sikkert er tale om seksuelle overgreb.
3.4.3.2
Eksponering for porno
En tværeuropæisk undersøgelse fra 2014 (Livingstone et al., 2014), som danske børn og unge
i 13-17-årsalderen medvirkede i, viste, at hver femte af de unge har set seksuelle billeder on-
line. Børns og unges eksponering for billeder med seksuelt indhold har været i vækst, og blandt
deres europæiske jævnaldrende er danske børn og unge dem, der hyppigst har erfaring med
at se seksuelle billeder online. Samme undersøgelse pegede på, at det bekymrede en del børn
og unge. Pornografiske sider kan dukke op som pop-ups, uden at børn og unge selv har opsøgt
det. Samtidig har udenlandske studier vist, at det ikke er usædvanligt, at unge ser pornografisk
indhold på nettet, men eksponeringsraten er højere for unge drenge (83-100 pct.) end for unge
piger (45-80 pct.). Et britisk oversigtsstudie har karakteriseret den typiske unge bruger af por-
nografi på nettet som
”en pubertært mere avanceret, sensationssøgende ung mand med svage
eller turbulente familierelationer”
(Peter & Valkenburg, 2016; Horvath et al., 2013).
3.4.3.3
Sexting
En undersøgelse blandt danske gymnasielever (Dahl et al., 2018) har vist, at unge generelt
navigerer sikkert på digitale medier. De udnytter både mediernes forskellighed og deres mu-
ligheder for at begrænse eller blokere deling og brugere. I modsætning til den offentlige be-
kymring opfatter de unge ikke kun billeddeling på digitale medier som noget risikofyldt, men
også som en tillidsfuld praksis, der er med til at bekræfte og understøtte venskaber – også
deres kæresteforhold. Sexting
14
, hvor man sender eller modtager tekstbeskeder eller billeder
med mere eller mindre seksuelle undertoner, er en del af denne billeddelingspraksis, og un-
dersøgelser viser, at det har været et voksende fænomen i en række lande, også blandt de
yngre aldersgrupper (Madigan et al., 2018). Sexting kan både ske frivilligt eller under pres, eller
ved at en person sender en anden nøgen- eller semi-nøgenbilleder af en tredjepart, der ikke
har givet sit samtykke. Med den såkaldte omfattende Umbrella-sag (2018-2020) har de danske
domstole statueret, at sidstnævnte praksis ikke er lovlig.
En norsk undersøgelse (Hafstad & Augusti, 2019) blandt 12-16-årige har vist, at næsten halv-
delen af de unge har oplevet mindst et tilfælde af seksuel kontakt på nettet eller de sociale
medier, fx fordi de inviteres til at snakke om sex, modtager billeder af andres kønsdele, eller
bliver opfordret til at sende nøgenbilleder af sig selv. Piger er hyppigere eksponeret herfor (54
pct.) end drenge (37 pct.). Samme undersøgelse viser også, at gennemsnitsalderen for den
første seksuelle hændelse på nettet eller de sociale medier er 12,9 år, dvs. det alderstrin, hvor
unge lovligt må oprette en profil på de sociale medier. Hver fjerde pige og hver femte dreng
oplyste dog, at de havde oplevet den første seksuelle interaktion allerede i 10-12-årsalderen.
Selv om ganske mange unge altså modtager seksuelt ladede invitationer, opfordringer eller
billeder, er det færre, der er aktivt engagerede. Den danske undersøgelse blandt gymnasie-
eleverne viste, at flertallet af de unge ikke er engageret i sexting, men at knap hver femte har
prøvet at sende et billede med seksuelle undertoner af sig selv direkte til en anden. I den norske
undersøgelse havde 9 pct. sendt et nøgenbillede til en anden, mens 2 pct. havde haft sex,
mens en anden så på. Undersøgelserne kan ikke vise, om dette sker helt frivilligt, eller om der
13
Fremstillingen tager afsæt i Ottosen & Andreasen (2020), der bl.a. samlede op på viden om børns og unges digitale risiko-
adfærd
14
Sexting er en sammentrækning af ’sex’ og ’texting’
33
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
er et socialt pres. 6 pct. af de danske unge oplyser, at de har delt et billede af andre, mens
relativt få – 3 pct. – af både danske og norske unge har oplevet, at et billede af dem selv er
blevet videresendt uden deres tilladelse eller er blevet spredt på nettet. Piger og drenge sender
i omtrent samme grad billeder af sig selv og oplever også i lige høj grad at blive videredelt.
Videredeling uden samtykke tager de unge afstand fra. De, der videredeler, er i højere grad
drenge end piger. Selvom unge piger og drenge stort set er lige seksuelt aktive og i lige høj
grad sender nøgenbilleder af sig selv, synes de dog at være underlagt forskellige normer om,
hvordan de kan og bør bruge deres krop og seksualitet, både online og offline. Flere undersø-
gelser peger på, at der eksisterer nogle dobbeltstandarder, mere restriktive normer eller for-
skellige ’scripts’ for, hvordan piger kan vise deres krop frem, og hvor mange de må dyrke sex
med. (Dahl et al., 2018; Johansen, 2016).
3.4.3.4
Digitale sexkrænkelser fra jævnaldrende
En tværnational undersøgelse fra 2017, hvori 13-17-årige danskere også deltog, har sat fokus
på, hvor ofte unge udsættes for seksuelle krænkelser på nettet (deSHAME project, 2017; Red
Barnet, 2018). Undersøgelsen kan ikke sammenlignes direkte med de ovenfor omtalte under-
søgelser fra Danmark og Norge, da datagrundlaget er spinklere. Men den indikerer, at forskel-
lige former for grænseoverskridende seksuel adfærd fra jævnaldrende ikke er en sjældent fo-
rekommende erfaring blandt unge. For eksempel havde 10 pct. af de danske piger og 6 pct. af
drengene følt sig presset til at sende et nøgenbillede til deres kæreste; 8 pct. havde modtaget
seksuelle trusler fra jævnaldrende i løbet at det seneste år; 25 pct. havde oplevet, at andre
havde udspredt sladder eller løgne om deres seksuelle adfærd (dvs. seksualiseret mobning),
og 27 pct. af de danske piger og 14 pct. af drengene havde modtaget uønskede seksuelle
beskeder eller billeder inden for det seneste år (dvs. uønsket seksualisering). Den europæiske
rapport viser som helhed, at de digitale sexkrænkelser finder sted i en kønsspecifik kontekst,
hvor piger i højere grad end drenge er udsatte.
3.4.3.5
Grooming på nettet
Grooming er et begreb for den proces, hvorved en krænker opbygger en relation til et barn eller
en ung med henblik på at begå et seksuelt overgreb. Det kan foregå såvel offline som online.
Internetgrooming refererer i denne sammenhæng til fremmede voksne, der opsøger børn on-
line og gennem manipulation opnår barnets tillid for at udnytte det seksuelt (Det Kriminalpræ-
ventive Råd, 2016). Fænomenet grooming bliver med mellemrum behandlet i medierne, og
visse børneorganisationer har rettet deres opmærksomhed på det. Der mangler imidlertid sy-
stematisk empirisk viden om grooming på dansk grund, dvs. viden, som kan kaste lys over
omfanget, hvem der udsættes for grooming, hvem udøverne er, samt hvilke konsekvenser
grooming har for de udsatte børn og unge. Boks
Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.
illustre-
rer nogle af de faser, der ofte vil indgå i en groomingsproces, omend fremgangsmåden kan
variere.
En svensk undersøgelse om børns erfaringer med sexovergreb på nettet (Jonsson & Svedin,
2017) spurgte knap 6.000 elever i tredje gymnasieklasse, om de inden 15-årsalderen var blevet
kontaktet af nogen, der var mindst 5 år ældre end dem selv, med det formål at snakke om sex,
få hhv. vise nøgenbilleder, eller have sex. 23 pct. af eleverne havde haft sådanne erfaringer;
piger (32,5 pct.) tre gange så hyppigt som drenge (11,2 pct.): Blandt deltagerne oplyste 17
procent, at nogen havde forsøgt at tale om sex, 16 procent, at nogen havde bedt dem om at
vise billeder, hvor de var afklædte, 11 procent, at nogen havde bedt om at mødes med et
seksuelt formål, mens 16 procent havde oplevet, at nogen havde vist eller sendt nøgenbilleder.
34
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0035.png
Undersøgelsen viste, at de online-groomede unges netvaner ikke adskilte sig synderligt fra
dem, der ikke var blevet groomet, bortset fra at de online-groomede unge brugte mere tid på
mobiltelefoner og sociale medier. I tråd med andre studier (fx Livingstone & Smith, 2014) skøn-
ner undersøgelsens forfattere, at de groomede unge gennemgående udviser mere risikoad-
færd på nettet, fx ved at chatte med fremmede online. Undersøgelsen viste også, at disse unge
gennemsnitligt var mere udsatte i andre sammenhænge sammenlignet med andre unge. For
eksempel rapporterede de hyppigere om dårligere helbred, ringe kontakt med deres forældre,
en opvækst med færre økonomiske ressourcer samt om, at de hyppigere havde været udsat
for vold i forskellige former og for mobning af både jævnaldrende og af voksne, herunder af
skolepersonale. Disse fund indikerer, at børn og unge, som er online-udsatte også ofte vil være
det offline.
Boks 3.1
Internet-groomingprocessens forskellige faser
Venskabsfase: Gerningspersonen lærer barnet at kende. Der kan udveksles billeder, så gernings-
personen kan verificere, at det er et barn, der er kontakt med, samt om barnet passer til gernings-
personens præferencer. Udveksling af neutrale billeder kan fremme vejen for fremtidig udveksling af
seksualiserede billeder.
Relationsfase: Udvidelse af venskabsfasen, hvor gerningspersonen taler med barnet om dets liv i
skolen eller familien med det formål at blive barnets nære ven.
Risikovurderingsfase: Gerningspersonen kan foretage en vurdering af risikoen for at blive opdaget,
fx om barnet har sin egen computer eller deler den med andre.
Eksklusivitetsfase: Gerningspersonen får barnet til at føle sig speciel og fostrer følelsen af, at de er
bedste venner ved at styrke ideen om fuldstændig og uudtalt tillid. Seksuelle temaer introduceres
gradvist i denne fase.
Seksuel fase: Den seksuelle samtale kan variere fra forsigtige forslag til åbne anmodninger sammen
med varierende grader af eksplicitte beskrivelser. Gerningsmænd kan forklare, at de introducerer
seksuelle temaer, fordi de er mentorer for barnet, og det er et led i barnets dannelse.
Afslutningsfase: Skadesbegrænsning eller "hit and run"-taktik. I skadesbegrænsning overøses bar-
net med ros og opmuntring for at reducere risikoen for, at barnet afslører, hvad der skete. Hvis det
ikke virker, kan gerningsmanden true barnet med fx at sprede billeder, hvis barnet fortæller om det.
Nogle gerningsmænd, især dem, der har været meget aggressive over for barnet, har ingen inte-
resse i skadesbegrænsning eller fortsat kontakt med barnet: De forsvinder bare uden at forsøge at
genoprette forholdet til barnet.
Kilde: Kloess et al. (2014)
3.4.3.6
Sextortion – seksuelle overgreb på nettet
Ifølge en oversigtsartikel af Livingstone & Smith (2014) er der begrænset forskning om, hvad
der sker med de børn, der faktisk bliver seksuelt misbrugt online. Udtrykket sextortion (fra or-
dene sex og extortion: afpresning) bruges internationalt til at beskrive disse overgreb (se fx
Wolak & Finkelhor, 2016).
Den ovenfor refererede svenske undersøgelse (Jonsson & Svedin, 2017) spurgte også de
unge, om de havde været udsat for seksuelle overgreb på nettet inden for det sidste år, dvs.
om de mod deres vilje var blevet overtalt, presset eller tvunget til at blotte hhv. berøre sig, eller
have sex med nogen, de havde mødt på nettet – hvad enten det foregik online eller offline. Det
store flertal havde ikke haft seksuel kontakt med nogen, de havde mødt online, mens 5,8 pct.
havde haft seksuel kontakt med en online-kontakt – hyppigere drenge end piger. Blandt disse
havde et flertal ikke følt noget ubehag ved kontakten, mens i alt 32 unge havde følte sig overtalt,
35
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
presset eller tvunget på et eller andet tidspunkt. Ud fra undersøgelsen betyder det, at 0,6 pct.
af de unge var blevet udsat for sextortion inden for det seneste år.
Blandt de unge, der havde haft sex med en person, de havde mødt online, havde langt stør-
stedelen haft det med en person i samme alder eller lidt ældre (88,4 pct.), mens de, der var
blevet overtalt, presset eller tvunget, ofte havde mødt en, der var noget ældre eller mindst 5 år
ældre end dem selv (90,6 pct.). Som de unge, der havde oplevet grooming, havde unge, der
var udsat for sextortion, i signifikant højere grad end andre unge erfaringer med at være udsat
for forskellige former for vold, dvs. seksuel, psykisk og fysisk vold samt mobning. Undersøgel-
sen tegner således et billede af, at de børn og unge, der bliver misbrugt seksuelt online, er
polyviktimiserede (jf. nedenfor) og måske har været det, før de blev udsat online.
3.5
Polyviktimisering
Som vist i forrige kapitel sondrer man analytisk mellem forskellige typer af børnemishandling,
og mange undersøgelser har ofte fokuseret isoleret på betydningen og konsekvenserne af en
enkelt type af overgreb, fx enten seksuelle overgreb eller fysisk vold.
Gennem de senere år er der kommet øget opmærksomhed på, at børn og unge kan være
samtidigt udsatte for flere typer vold eller andre traumatiserende hændelser, såkaldt polyvikti-
misering eller multiudsathed. Internationale undersøgelser om polyviktimisering har således
vist, at en betydelig del af de børn, der rapporterer om vold eller overgreb, har været udsat for
flere forskellige typer vold, og at polyviktimisering er stærkere knyttet til traumesymptomer, end
hvis man oplever en bestemt slags vold gentagne gange (se afsnit 6.7 om dosis-respons-ef-
fekter). Desuden indikerer studier, at polyviktimisering kan forklare de fleste psykologiske kon-
sekvenser af at være udsat for de enkelte former for vold. Det kan fx bero på, at disse udsatte
børn har høje niveauer af følelsesmæssig arousal (ophidselse), såsom frygt eller vrede, der
stammer direkte fra polyviktimiseringen, eller at de i særlig grad oplever sig som magtesløse,
hvilket kan medføre, at deres mestringsevne og selvværd bliver reduceret (Turner et al., 2017).
I målingen af børns multiudsathed inddrager nogle undersøgelser udelukkende de ’konventio-
nelle’ børnemishandlingstyper, mens andre undersøgelser tillige inddrager en bredere vifte af
hændelser, som kan traumatisere børn og unge, fx om de har været udsat for mobning, krimi-
nalitet eller har overværet tilfældige skyderier og optøjer (Finkelhor et al., 2005).
De nyere danske befolkningsundersøgelser har kun sparsomt undersøgt, hvordan børns og
unges erfaringer med forskellige traumatiske hændelser indbyrdes hænger sammen, mens
både svenske og norske undersøgelser har belyst problemstillingen om multiudsathed (Mos-
sige & Stefansen, 2016; Myhre et al., 2015; Thoresen & Hjemdal, 2014; Aho et al., 2016; Haf-
stad & Augusti, 2019; Jernbro et al., 2015; Jernbro & Landberg, 2020).
En af de nyeste undersøgelser fra Norge (Hafstad & Augusti, 2019) viser fx, at børn og unge,
der bliver udsat for fysisk vold derhjemme, har en mange- eller flerdoblet risiko for også at have
været udsat for psykisk vold, seksuelle overgreb (fra voksne hhv. jævnaldrende) eller have
overværet vold mellem forældrene, sammenlignet med dem, der ikke er udsat for fysisk vold.
Som det vises i Tabel 3.4 har halvdelen af dem, der er udsat for fysisk vold, også været udsat
for psykisk vold, og 41 pct. har været udsat for seksuelle overgreb fra jævnaldrende. Og blandt
dem, der har oplevet seksuelle overgreb fra en voksen, har halvdelen oplevet fysisk og psykisk
vold derhjemme, mens næsten 2/3 tillige har været seksuelt krænket af en jævnaldrende.
36
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0037.png
Alt i alt viser denne og andre undersøgelser, at én form for vold sjældent optræder isoleret.
Mange, der har været udsat for en type vold eller overgreb, har også oplevet andre former for
vold og overgreb
15
. I den omtalte undersøgelse havde omkring hver femte af de unge deltagere
i undersøgelsen, været udsat for mere end en form for vold eller overgreb, når man spurgte til
deres erfaringer gennem livet. Når man undersøger børnemishandling såvel teoretisk som i
praksis, er det derfor væsentligt at være opmærksom på, at de forskellige overgrebstyper, så-
vel inden for som uden for familien, kan være vævet ind i hinanden hos det enkelte barn.
Tabel 3.4
Overlappende voldstyper i procent (tabellen læses horisontalt, fra venstre til
højre)
Fysisk
vold
Psykisk
vold
Fysisk
vold mod
mor
Fysisk
vold mod
far
Om-
sorgs-
svigt
Seksu-
elle over-
greb fra
voksne
16
16
23
26
12
30
19
17
Seksu-
elle over-
greb fra
jævnald-
rene
41
43
49
51
30
64
Fysisk vold
Psykisk vold
Fysisk vold mod mor
Fysisk vold mod far
Omsorgssvigt
Seksuelle overgreb fra
voksne
Seksuelle overgreb fra
jævnaldrende
Kilde:
Hafstad & Augusti, 2019
52
57
65
70
36
50
35
61
58
37
47
34
15
15
8
7
21
26
30
37
37
43
12
17
10
6
10
5
3.6
Fortæller børn om fysisk vold og seksuelle overgreb?
I et forebyggelses- og behandlingsperspektiv er det vigtigt, at børns og unges erfaringer med
at være udsat for vold eller seksuelle overgreb bliver fortalt til ansvarlige voksne, der kan hjælpe
med at få volden stoppet. Den seneste danske undersøgelse om 14-15-åriges erfaringer ved
fysisk vold og seksuelle overgreb (Oldrup et al., 2016) viser, at det er almindeligt, at de unge
ikke fortæller andre om, hvad de har været udsat for.
Under halvdelen (43 pct.) af de unge, der selv har været
udsat for vold,
eller som har overværet
vold derhjemme, har talt med nogen om det. Når de betror sig til nogen, er det fortrinsvis til en
ven (69 pct.), mens færre (23 pct.) har talt med nogen fra kommunen. Blandt alle dem, der har
oplevet vold i hjemmet, er det kun omkring hver tiende, der kommer i kontakt med én fra kom-
munen, fx en sagsbehandler eller en sundhedsplejerske. De unge, der har oplevet vold uden
at fortælle det til nogen, begrunder det hyppigst med, at de helst vil glemme det, at de ikke
synes, det var nødvendigt, at de synes det var svært at tale om, eller at de mangler tiltro til, at
nogen kan hjælpe.
Lidt flere fortæller om deres udsathed, hvis de har oplevet
uønskede seksuelle hændelser.
Lidt
over halvdelen (55 pct.) har talt med nogen om det, hvis krænkeren var en jævnaldrende. De
betror sig i langt de fleste tilfælde til en ven (86 pct.) og i mindre omfang til voksne. Kun 3 pct.
har talt med nogen fra kommunen, svarende til ca. 1,5 pct. af alle dem, der har været udsat for
en uønsket seksuel hændelse fra en jævnaldrende. Også her er de hyppigste forklaringer på,
at de unge ikke fortæller det til nogen, at de ikke synes, det er nødvendigt (49 pct.), eller at de
15
Tilsvarende mønstre er vist i en ph.d.-afhandling om danske børn, der kommer i kontakt med de danske børnehuse (Haahr-
Pedersen, 2020). Resultaterne fra denne undersøgelse er for komplekse til at indgå i denne fremstilling.
37
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0038.png
har mest lyst til at glemme det (38 pct.). Andre hyppige forklaringer er, at det er svært at tale
om, eller at de unge ikke tror, at andre kan hjælpe dem.
60 pct. af dem, der har været udsat for
uønskede seksuelle hændelser
fra familiemedlemmer,
har fortalt det til nogen. Ud over en ven betror disse unge sig også ofte til et andet voksent
familiemedlem (49 pct.), mens hver femte (21) pct. har talt med nogen fra kommunen. Det
svarer til, at omkring hver tiende af alle udsatte for seksuelle krænkelser fra familiemedlemmer
har talt om det med en fra kommunen. 7 ud af 10 unge, som har besvaret spørgsmålet om,
hvorfor de ikke har talt med nogen om det, svarer, at de ikke synes, at det var nødvendigt.
Den danske undersøgelse indeholder desværre ingen oplysninger om, hvorvidt volden eller de
uønskede seksuelle hændelser, de unge er blev udsat for, er blevet anmeldt til politiet, eller om
der har været kontakt med en læge. Dette er belyst i en tilsvarende norsk undersøgelse (Haf-
stad & Augusti, 2019). Her oplyser 10 pct. af de 12-16-årige, der har været udsat for alvorlig
fysisk vold, at de var blevet undersøgt af en læge, men halvdelen af dem troede ikke, at lægen
forstod, hvad de havde været udsat for. 10 pct. af de unge, der havde været udsat for et sek-
suelt overgreb fra en voksen, oplyste, at overgrebet var blevet politianmeldt, og en tilsvarende
andel var blevet undersøgt af en læge (hvis overgrebet havde indebåret berøring). I de tilfælde,
hvor det seksuelle overgreb var begået af en jævnaldrende, var det kun 2 pct. af overgrebene,
der førte til en politianmeldelse hhv. til en lægeundersøgelse.
Alt i alt tyder både de danske og norske survey-data, der indbyrdes kompletterer hinanden, på,
at det kun er en mindre del af den fysiske vold og de seksuelle overgreb, som børn og unge
oplyser at have været udsat for, der kommer til de relevante myndigheders kendskab: de so-
ciale myndigheder, sundhedsvæsenet eller politiet.
3.7
Myndighedsdata
Det er umiddelbart vanskeligt at trække en direkte forbindelse mellem de survey-undersøgel-
ser, der er baseret på børns og unges selvrapporteringer og de officielle myndighedsdata. En
tidligere dansk undersøgelse om børnemishandling fandt i overensstemmelse med den oven-
stående gennemgang, at en væsentlig andel af de børn og unge, der bliver udsat for overgreb,
ikke fanges af hverken sundhedsvæsenet eller de sociale myndigheder (Christoffersen, 2010).
Denne undersøgelse viste, at knap 6 pct. af en børneårgang havde været udsat for grov fysisk
mishandling af en forælder (eller stedforælder), fx med spark, slag med genstand, kvælertag
eller påførte brændemærker. Kun 1 pct. af samme årgang blev opdaget af kommunen og blot
0,1 pct. var blevet registreret som udsat for et overgreb i forbindelse med et læge- eller hospi-
talsbesøg. I det følgende fokuserer vi på, hvad myndighedsstatistikken om kommunale under-
retninger, børnehussager, politianmeldelser og hospitalsdata viser om børn og unge, der er
udsat for fysisk vold eller seksuelle overgreb.
Underretninger om vold og overgreb mod børn
Sætter man fokus på den offentligt tilgængelige statistik om underretninger til kommunerne
vedrørende børn og unge, blev der i 2019 indgivet 137.986 underretninger, som tilsammen
indeholdt 196.561 ’årsager til underretninger’. Der kan være indgivet flere underretninger om
det enkelte barn, lige som der kan være flere årsager til, at der bliver foretaget en underretning.
En årsag til en underretning kan være en bekymring, mistanke eller viden om ’overgreb mod
barn, ung fx seksuelt eller voldeligt’. Denne årsag udgjorde 6,6 pct. af alle årsager til underret-
38
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0039.png
ninger (svarende til 12.904 underretninger), en andel der har været omtrent den samme i pe-
rioden 2015-19. Halvdelen af underretningerne om overgreb kommer fra barnets skole eller
daginstitution, mens 9 pct. kommer fra sundhedsvæsenet, inkl. sundhedsplejersker og tandlæ-
ger. 6 pct. af disse underretninger stammer fra politiet, mens 7 pct. kommer fra barnet selv,
dets familie eller bekendtskabskreds. Der er flest underretninger om overgreb på børn i 5-9-
årsalderen, dvs. i den tidlige skolealder (39 pct. af alle underretninger om overgreb). Data om
underretninger om overgreb kan ikke sammenholdes med den viden, vi har fra børns og unges
selvrapporterede oplysninger om erfaringer med vold eller seksuelle overgreb.
Underretningerne om overgreb omhandler stort set lige mange drenge og piger, men andelen
af drenge og piger varierer med alder. I de yngre aldersgrupper (fra 0 til 9 år) drejer flere un-
derretninger sig om drenge, mens flertallet (72 pct.) af underretningerne i den ældste alders-
gruppe (15-18 år) drejer sig om piger, jf. Tabel 3.5.
Tabel 3.5
Alder
0-4 år
5-9 år
10-14 år
15-18 år
I alt
Note:
Kilde:
Egne beregninger
Danmarks Statistikbank, Und3
Overgreb som årsag til underretninger vedrørende børn og unge, opgjort efter
alder og køn. Procent
Piger
46
41
51
72
50
Drenge
54
59
49
28
50
Sager i børnehusene
De regionale børnehuse danner en fysisk ramme for det tværsektorielle myndighedssamar-
bejde i overgrebssager mod børn, idet kommune, sygehusvæsen og politi samles her for at
koordinere indsatsen omkring barnet. Siden børnehusene blev etableret i 2013 har der været
en stabil stigning i antallet af børnehusforløb. I 2019 blev der i gennemsnit påbegyndt 1.807
sager, svarende til 1,6 børnehusforløb pr. 1.000 børn mellem 0 og 17 år i hele Danmark (Soci-
alstyrelsen, 2020a). I betragtning af, at det formodentlig er omkring 5 pct., der oplever alvorlig
fysisk vold og/eller et seksuelt overgreb, er det meget få, der ender i børnehusforløb, kun knap
0,2 pct.
16
Børnehusenes årsstatistik fra 2019 viser, at flertallet af forløbene (69 pct.) drejer sig om viden
eller mistanke om fysisk vold, mens en mindre del (26 pct.) handler om seksuelle overgreb
17
. I
kun 6 procent af forløbene var der viden eller mistanke om både fysisk vold og seksuelt over-
greb. 46 procent af de involverede børn var drenge, mens 54 procent var piger. Drengene er
gennemgående yngre end pigerne. En langt større andel af drenge (86 pct.) end piger (54 pct.)
udredes for fysisk vold, mens en større andel piger (38 pct.) end drenge (11 pct.) bliver udredt
for seksuelt overgreb, jf. Figur 3.3.Forløb om fysisk vold omfatter især børn i 5-14 årsalderen,
mens forløb om seksuelle overgreb rummer en overvægt af unge i 14-15-årsalderen, især piger
(Socialstyrelsen, 2020a).
En anden opgørelse (Deloitte, 2015) viser desuden, at 80 pct. af de formodede krænkere i
børnehusforløbene er mænd, mens 20 pct. er kvinder. Uanset køn er langt hovedparten af de
16
17
Der var ved udgangen af 2019 1.157.236 børn i 0-17-årsalderen.
Psykisk vold, der først blev kriminaliseret i 2019, indgår ikke i årsstatistikken fra 2019.
39
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0040.png
formodede krænkere mellem 31 og 50 år. I sager om fysisk vold er den formodede krænker
hovedsageligt en far/stedfar (67 pct.) eller en mor/stedmor (30 pct.). I sager om seksuelle over-
greb er 40 pct. af de formodede krænkere en far/stedfar, tre procent en mod/stedmor, 19 pct.
er en anden person i familien, mens 26 pct. er en anden person i barnets/den unges netværk.
I forhold til resultaterne fra survey-undersøgelserne om unges overgrebserfaringer, udgør de
intrafamiliære seksuelle overgreb en højere andel af de sager, som behandles i børnehusene.
Figur 3.3
100
90
80
70
60
50
40
30
20
11
10
0
Drenge
Fysisk vold
Kilde:
Socialstyrelsen, 2020a
Typer af overgreb i børnehusforløbene opdelt efter børnenes køn. 2019. Procent
86
54
38
8
3
Piger
Seksuelt misbrig
Fysisk vold og seksuelt misbrug
I forhold til de repræsentative survey-undersøgelser, som er baseret på børns og unges selv-
rapporteringer, udgør myndighedsstatistikken om underretninger, og især om børnehusene, et
langt mere selekteret udvalg af de volds- og overgrebshændelser, som børn og unge er udsat
for. Formodentlig er det de mere alvorlige sager, der behandles i børnehusene.
Ikke desto mindre bidrager disse data til at differentiere billedet af, hvad piger og drenge er
udsat for. For det første indikerer de, at drenge – i disse formentlig mere alvorlige – sager i
noget større omfang er udsat for fysisk vold end piger, samt at det i langt de fleste tilfælde er
piger, der er udsat for seksuelle overgreb (Haahr-Pedersen, 2020)
18
. For det andet viser data
fra børnehusene, at de formodede krænkere i langt de fleste tilfælde er en mand. Der er i disse
sager således tale om mere kønsspecifikke mønstre – både hvad angår de udsatte børn og
deres krænkere – i forhold til, hvad survey-undersøgelserne, baseret på børns og unges selv-
rapporteringer, viser.
Politianmeldelser om vold og seksuelle overgreb mod børn og unge
Danmarks Statistik rummer information om bl.a. ofre for vold og seksualforbrydelser, det så-
kaldte anmeldelsesregister. Herfra har vi udtrukket information om vold rettet mod privatperso-
18
Beregnet på grundlag af kønsfordelingen i sager om fysisk vold hhv. seksuelle overgreb.
40
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0041.png
ner (simpel (§ 244), alvorlig (§ 245) og særlig alvorlig vold (§ 246) samt om alle seksualforbry-
delser. Anmeldelsesstatistikken kan opdeles på offerets køn og alder, men kan ikke informere
om, hvem der har begået volden eller det seksuelle overgreb.
Det ses af Tabel 3.6, at 20,7 pct. af de anmeldelser, der blev indgivet i 2020, omhandlede vold
mod børn i 0-14-årsalderen, svarende til knap 2.700 anmeldelser. Medtæller man de 14-19-
årige, angår over en tredjedel af anmeldelserne børn og unge under 19 år. I alle aldersgrupper
bliver der indgivet flere anmeldelser om vold mod drenge end om piger. Langt de fleste volds-
anmeldelser mod børn og unge er kategoriseret som simpel vold; i 15-19-årsalderen stiger
andelen af anmeldelser om alvorlig vold dog lidt, og den er fortrinsvis begået mod unge drenge.
For seksuelle overgreb udgjorde aldersgruppen 0-14 år 36,5 pct. af samtlige anmeldelser om
seksualforbrydelser, svarende til 1.749 anmeldelser. Tælles de 15-19-årige med, angår 58,2
pct. af alle anmeldelser om seksualforbrydelserne børn og unge under 19 år. I alle aldersgrup-
per vedrører langt de fleste indgivne anmeldelser om seksualforbrydelser piger.
Anmeldelsesstatistikken viser, ligesom underretningsstatistikken indikerer og børnehusstati-
stikken dokumenterer, at den vold, som kommer til myndighedernes kendskab, hyppigere an-
går drenge, mens de seksuelle overgreb vedrører piger.
Tabel 3.6
Politianmeldelser om vold og seksuelle overgreb 2020
Drenge/mænd
VOLD MOD PRIVATPERSON
0-4 år
5-9 år
10-14 år
15-19 år
I alt 0-14 år
I alt 0-19 år
Alle aldre i pct.
Alle aldre i alt (N)
SEKSUALFORBRYDELSER
0-4 år
5-9 år
10-14 år
15-19 år
0,6
1,7
4,5
1,7
2,1
5,8
21,8
20,0
2,7
7,4
26,4
21,7
129
356
1.264
1.040
2,0
4,7
5,7
10,3
12,5
22,7
59,2
7.689
1,4
3,2
3,7
4,9
8,3
13,1
40,5
5.258
3,4
7,9
9,4
15,1
20,7
35,9
99,7
12.987
438
1.030
1.224
1.965
2.692
4.657
Piger/kvinder
I alt, pct.
I alt
I alt 0-14 år
I alt 0-19 år
6,8
8,5
29,7
49,7
36,5
58,2
1.749
2.789
Alle aldre i pct.
Alle aldre i alt (N)
Note:
11,7
563
87,7
4.204
99,5
4.793
4.793
Kilde:
Egne beregninger. Anmeldelserne om vold mod privatperson og seksualforbrydelser omhandler alle anmeldelser,
som er begået af personer både inden for og uden for familien. Tælleenheden er ofre. Ofrets alder kendes ikke i alle
tilfælde. Hvis et offer har været udsat for flere hændelser/forbrydelser inden for tælleperioden, og disse hændelser
er blevet anmeldt, kan samme person dog optræde flere gange i opgørelsen.
Statistikbanken, straf5
41
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0042.png
Sundhedsvæsenet
I lyset af at fagpersoner, herunder læger, er omfattet af en skærpet underretningspligt, der
kræver en underretning alene på ubekræftet mistanke, vurderer Larsen et al. (2021), at læger
underretter om vold hos en utilstrækkelig andel af børn, der er blevet udsat for fysisk vold: På
grundlag af Sundhedsstyrelsens ’Specialeplan for pædiatri’ fra den 3. juli 2020 anslås det, at
der årligt forekommer ca. 600 tilfælde, hvor børnelæger har mistanke om, at børn og unge er
udsat for seksuelle overgreb og krænkelser, komplicerede tilfælde af fysisk overgreb eller til-
fælde af medicinsk børnemishandling (Münchhausen by proxy).
Forfatterne henviser til flere undersøgelser, der kan bidrage til forståelsen af det lave antal
underretninger i sundhedsvæsenet: En undersøgelser fra 2018 blandt 52 praktiserende læger
i Region Midtjylland (Frost et al., 2018) viste, at 74 pct. én eller flere gange havde haft en
mistanke om overgreb, men 23 pct. havde undladt at foretage en underretning. En anden
(svensk) undersøgelse viste tilsvarende resultater (Talsma et al., 2015) – her angav lægerne
følgende barrierer for at foretage en underretning: 62 pct. tilskrev det usikkerheden om, hvor-
vidt de havde ret i deres diagnose, og næsten halvdelen var i tvivl om, hvorvidt en underretning
ville skade barnet yderligere. I en tredje undersøgelse med læger på syv danske skadestuer
angav kun 38 pct. af reservelægerne og 85 pct. af speciallægerne at have tilstrækkelig viden
om emnet, og under halvdelen af reservelægerne ville lave en underretning alene på mistan-
ken. Lægernes viden om frakturer, der er højspecifikke tegn på overgreb, var ligeledes util-
strækkelig, og på to ud af syv skadestuer havde man ingen instruks for håndteringen af sager,
hvor der var mistanke om overgreb på børn (Villadsen et al., 2014).
Ud fra Larsen et al. (2021) kan man slutte, at det lave antal underretninger om vold ikke kun
beror på børns og unges manglende lyst eller mod til at fortælle om deres udsathed, men at
der også synes at være barrierer blandt sundhedspersonalet mod at handle.
3.8
Toppen af isbjerget: fatal børnemishandling
Fatal børnemishandling – når børn dør som følge af vold – er det værst tænkelige udfald og
udgør toppen af isbjerget af den vold eller mishandling, som børn kan være udsat for af deres
omsorgsgivere.
Data om fatal børnemishandling eller forældres drab på børn indsamles ikke systematisk på
nationalt niveau i Danmark, men WHO i Europa har over en periode indsamlet information om,
hvor mange 0-15 årige børn, der dør i den europæiske region som følge af drab eller ’ubestemt
forsæt’ (Sethi et al. 2013; 2018). Ifølge WHO er det generelt accepteret, at dødsfaldene om
’ubestemt forsæt’ i de fleste tilfælde skyldes børnemishandling, dvs. fatal børnemishandling,
som i dansk retlig kontekst ofte vil blive dømt efter § 246 om vold med døden til følge. Opgø-
relserne viser gennemgående, at drab og dødsfald som følge af ’ubestemt forsæt’ er mere
udbredte i lavindkomstlande end i højindkomstlande. Set i en europæisk kontekst befinder
Danmark sig blandt den midterste tredjedel af landene (men dog i den nedre ende) og placerer
sig dermed med en højere forekomst end Norge og Sverige, som er lande, vi plejer at sam-
menligne os med, jf. Figur 3.4. I Danmark dør 0,55 børn pr. 100.000 som følge af drab (0,4)
eller ’ubestemt forsæt’ (0,15). Med cirka et dødsfald om året er fatal børnemishandling således
en relativt sjælden hændelse. Under denne top af isbjerget findes imidlertid sager, hvor mis-
handling fører til, at børn bliver alvorligt skadet eller varigt invalideret. Omfanget af disse til-
fælde kendes ikke.
42
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Det er typisk småbørn, og særligt børn under 1 år, der er i risiko for at blive ofre for fatal bør-
nemishandling, bl.a. som følge af ruskevold (’shaken baby syndrome’ eller ’abusive head
trauma’). I nogle tilfælde indtræffer dødsfaldet som følge af vold mod barnet, der er eskaleret
over en periode. I andre tilfælde dør barnet i kølvandet på en enkeltstående voldsepisode, hvor
en forælder, fx i frustration over et spædbarns gråd, rusker det så kraftigt, at dets hoved bliver
kastet frem og tilbage. Det kan fremkalde blødninger i øjets nethinde, på hjernen og i hjerne-
vævet, som kan være livsfarlige og give barnet varig hjerneskade eller medføre, at det afgår
ved døden (Lawrence, 2004; Andersen, 2020).
Internationale studier om drab på børn har vist, at det hyppigere er fædre end mødre, der begår
fatal børnemishandling, og i de tilfælde, hvor der rejses sigtelse mod begge forældre, er det
ofte faren, der har udøvet den fysiske mishandling, mens moren har udvist passivitet ved ikke
at gribe ind over for volden. Nogle undersøgelser har vist, at stedfædre er overrepræsenterede
blandt udøverne af den dødelige børnemishandling (Cavanagh, Dobash & Dobash, 2007), men
ikke alle undersøgelser er nået frem til samme resultat (Liem & Koenraadt, 2018, s. 42). Fædre,
der begår fatal børnemishandling, har ofte et lavt uddannelsesniveau og en betydelig krimina-
litetshistorik bag sig; de har hyppigt selv været udsat for vold af deres forældre eller har over-
været vold i hjemmet, og flere har en lav tolerance over for almindelig børneadfærd (fx barne-
gråd) eller har urimelige forventninger til børnene (Cavanaugh, Dobash & Dobash, 2007; Eriks-
son et al., 2016).
En særlig, men ekstrem sjælden form for fatal børnemishandling, er Münchhausen-by-proxy,
der teknisk set er den fatale udgang på medicinsk børnemishandling. Münchhausen-by-proxy
betegner en psykisk forstyrrelse, hvor en forælder påfører sit barn sygdomme/handicap eller
finder på sygdomme, som forælderen mener må have ramt barnet. Dødsfald som følge af dette
syndrom antages at forekomme ca. én gang pr. 30. år i Danmark (Ottosen et al., forthcoming),
men bag disse få tilfælde findes mindst 10-20 gange så mange sager, hvor barnet ikke dør, fx
fordi mishandlingen bliver opdaget i tide (Bass & Jones, 2011). Studier viser, at det i langt de
fleste tilfælde er mødre, der udøver den medicinske mishandling. Hensigten er ikke primært at
slå barnet ihjel, men at tiltrække sig opmærksomhed og få anerkendelse hos sundhedsfaglige
professionelle. Udadtil kan moderen udvise en overbeskyttende adfærd over for barnet (Liem
& Koenraadt, 2018).
I nogle sager om fatal børnemishandling opdages skaderne først efter barnets død. I en sag
fra Danmark opdagede lægerne under obduktionen af et 2-årigt barn, at det havde 38 læsioner,
der var af forskellig dato. I andre tilfælde har der i tiden forud for dødsfaldet været kontakt med
sundhedspersonale eller andre fagprofessionelle. Udfordringen er her, om fagpersonerne er i
stand til at identificere skaderne på barnet som mishandling, og i forlængelse heraf, om de
reagerer adækvat på deres observationer for at få mishandlingen stoppet (Ottosen et al.,
forthcoming).
43
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0044.png
Figur 3.4
Dødsfald på grund af drab og ubestemt forsæt pr. 100.000 børn under 15 år i
den europæiske region (gennemsnit for 2006-2010 eller de sidst tilgængelige 5
år)
Note:
Kilde:
XX:symboliserer
manddrab;
XX:symboliserer
ubestemt forsæt
WHOs europæiske region, hentet fra Sethi et al, 2013
3.9
Udviklingstræk over tid
Et oversigtsstudie, der gennemgår nordiske undersøgelser i perioden 1990-2015, vurderer, at
andelen af børn, der bliver udsat for fysisk vold i hjemmet, har været dalende (Kloppen et al.,
2015). Senere udførte studier i Danmark, Norge og Sverige har bekræftet denne nedadgående
trend (Jernbro & Janson, 2016; Mossige & Stefansen, 2016; Oldrup et al., 2016; Ottosen et al.,
2018; Kvist et al., 2020). Denne udvikling kan være påvirket af, at forældres holdninger til kor-
porlig afstraffelse har ændret sig.
Kloppen et al. (2015) vurderer på baggrund af gennemgangen af 24 studier, at andelen af
nordiske børn, der bliver udsat for seksuelle overgreb af et familiemedlem (incest), har været
44
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
faldende gennem de sidste to årtier. Udviklingen kan være påvirket af, at der er iværksat poli-
tikker for at fremme intervention, og af at der generelt er kommet øget opmærksomhed på
seksuelle overgreb i befolkningen. Når man imidlertid anlægger et bredere perspektiv, der også
inddrager de seksuelle overgreb mod børn og unge, som bliver begået af udøvere uden for
familien (fx jævnaldrende), er det ikke muligt at drage sikre konklusioner om evt. udviklings-
træk, da de undersøgelser, som overhovedet gør det muligt at sammenligne over tid, når frem
til forskellige resultater. Nogle resultater peger på, at der er sket et fald, mens andre peger på
en stigning i seksuelle overgreb (Kloppen et al., 2016).
3.10
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?
På trods af, at andelen af skandinaviske børn, der bliver slået af deres forældre, har været
dalende gennem de sidste årtier, er det stadig hver sjette – 17 pct. – danske unge, der har
været udsat for fysisk vold af forældrene gennem det seneste år. I de fleste tilfælde er der tale
om en engangsepisode, men skønsmæssigt bliver ca. 5 pct. udsat for langvarig og/eller mere
alvorlig vold. Et lille flertal fortæller ikke om volden til nogen, og fortælles der om den, er det
ofte til en ven. Blandt dem, der har været udsat for vold derhjemme, er det ifølge de unge selv
kun hver tiende, der kommer i kontakt med én fra kommunen.
Når man spørger unge selv, oplever piger og drenge i omtrent samme omfang fysisk vold der-
hjemme, og de oplever i samme udstrækning, at det er far og mor, der udøver volden. I de
formentligt mere alvorlige tilfælde, hvor myndighederne får kendskab til, at barnet er udsat for
vold, tegner der sig imidlertid et mere kønnet mønster, idet drenge er mere udsatte for vold
end piger. Det fremgår af data fra de regionale børnehuse, som også viser, at det oftest er
faren, der udøver volden.
I den voksne befolkning svarer 7 pct., at de på et eller andet tidspunkt har været udsat for et
seksuelt overgreb, kvinder langt hyppigere end mænd. Hvert tredje af dem har oplevet, at det
seksuelle overgreb skete i barndommen, før de fyldte 15 år. Denne andel svarer til den officielle
offerstatistik, der tilsvarende viser, at godt hver tredje anmeldte seksualforbrydelse omhandler
et barn i 0-14-årsalderen. Flere undersøgelser tyder imidlertid på, at langt de fleste seksuelle
krænkelser eller overgreb, som børn og unge oplever, ikke kommer til myndighedernes (kom-
munen eller politiet) kendskab.
Når man spørger unge, er andelen, der oplever uønskede seksuelle hændelser (blottelse, be-
røring eller (forsøg på) samleje, noget større, i alt 20 pct. Det er 6 pct., der har oplevet et (forsøg
på) samleje, uden de ønskede det. En række undersøgelser fra de skandinaviske lande viser,
at krænkeren bag de uønskede seksuelle hændelser, som unge oplever, i langt de fleste til-
fælde er en anden jævnaldrende ung uden for familien. Det er næsten altid en af modsat køn
(dreng), når piger bliver krænket, mens drenge hyppigere oplever, at krænkeren er af samme
køn (dreng). Seksuelle overgreb inden for familien forekommer sjældent. En række undersø-
gelser tyder på, at det er omkring 1,5 pct., der har oplevet, at nære familiemedlemmer har
forgrebet sig på dem (incest). Krænkeren er hyppigst et mandligt familiemedlem.
Internettet og de sociale mediers udbredelse har aktualiseret problemstillingen om digitale sex-
krænkelser. Viden herom er ganske spredt og må stykkes sammen fra forskellige kilder. Ud fra
skandinaviske undersøgelser tyder billedet på, at mange unge – især piger – modtager seksu-
elle kontakter på de sociale medier og ofte fra en tidlig alder. En svensk undersøgelse indikerer,
at hver fjerde ung – overvejende piger – har erfaret at modtage seksuelle kontakter fra en
45
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
mindst 5 år ældre person, før de selv var fyldt 15 år. Det kan benævnes som forsøg på groo-
ming. Samme undersøgelse tyder imidlertid på, at det er et fåtal – 0,6 pct. – af unge, der inden
for det seneste år har været udsat for sextortion, dvs. at de faktisk har følt sig overtalt, presset
eller tvunget til noget seksuelt, som de ikke ønskede, som følge af deres onlinekontakt.
Selv om denne vidensopsamling behandler fysisk vold og seksuelle overgreb som to adskilte
overgrebsformer, viser undersøgelser fra bl.a. Norge og Sverige, at børn og unge, der oplever
én form for overgreb ofte også har erfaringer med at være udsat for andre overgrebstyper, dvs.
at de er multiudsatte (polyviktimiserede).
Videnshuller:
▪
For at følge udviklingen på det danske volds- og seksuelle overgrebsområde er det
hensigtsmæssigt, at der med mellemrum gennemføres omfangsundersøgelser, som
kortlægger børns og unges erfaringer med vold, seksuelle overgreb og andre former for
børnemishandling. For at kunne udarbejde deltaljerede analyser af relativt sjældne fo-
rekommende fænomener er det afgørende, at datagrundlaget er tilstrækkeligt stort.
Desuden vil det være hensigtsmæssigt at anvende måleinstrumenter, som muliggør
sammenligning på tværs af undersøgelser – også udenlandske. Endvidere bør det i
fremtidige undersøgelser overvejes at udvide aldersspændet blandt undersøgelsesdel-
tagerne, da et enkelt punktnedslag (i fx 14-årsalderen) ikke i tilstrækkelig grad kan ind-
fange de unges overgrebserfaringer. Fremtidige danske undersøgelser bør endvidere
give problemstilingen om multiudsathed/polyviktimisering en mere prominent plads i
analyserne.
På dansk grund fremstår viden om digitale sexkrænkelser mod børn og unge som frag-
menteret og utilstrækkeligt belyst: Det vil såvel fra et myndighedsperspektiv som fra et
børnebefolkningsperspektiv være relevant at tilvejebringe mere samlet viden, som kort-
lægger udviklingen i sager om digitale overgreb mod børn på nettet. Desuden er det
relevant at overveje og vurdere, om børn er tilstrækkeligt retligt beskyttet mod fx inter-
net-grooming. Endelig vil det være hensigtsmæssigt at kortlægge danske børns og un-
ges egne erfaringer med krænkelser og overgreb på nettet, herunder om der er særlige
risikogrupper.
46
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
4
4.1
Viden om karakteristika og risikofaktorer
Indledning
Kapitlet redegør for, hvilke sociale karakteristika og risikofaktorer der hænger sammen med,
om børn og unge bliver udsat for fysisk vold i hjemmet hhv. oplever seksuelle krænkelser/over-
greb. Viden om disse forhold er relevant for det opsporende arbejde om børn, der er udsat for
børnemishandling. Kapitlets første del handler om risiko- og beskyttelsesfaktorer for børnemis-
handling i bred forstand. Derefter præsenteres viden om sociale karakteristika og risikofaktorer
for fysisk vold og seksuelle overgreb – viden, der både stammer fra større internationale un-
dersøgelser og den skandinaviske forskning.
4.2
Kilder til viden
Kapitlet er baseret på internationale forskningsoversigter, håndbøger og artikler om børnemis-
handling samt på skandinaviske undersøgelser om børn og unge, der har været udsat for fysisk
vold i hjemmet eller seksuelle overgreb.
4.3
Risikofaktorer for børnemishandling generelt
For at indkredse, hvilke børn der især er i risiko for at blive udsat for vold og overgreb, har
mange undersøgelser belyst, om børnemishandling har sammenhæng med bestemte
sociale
karakteristika,
der ofte tager udgangspunkt i barnet eller familiens demografiske, socioøkono-
miske eller øvrige sociale forhold. Når man taler om
risikofaktorer,
er antagelsen, at der er en
kausal relation mellem en given faktor (fx forældres misbrugsproblemer) og det udfald, den
skal sandsynliggøre (fx fysisk vold). Den sekventielle orden, dvs. rækkefølgen mellem årsag
(baggrundsforhold) og virkning (udfaldet) er imidlertid principiel svær at kortlægge i undersø-
gelser, der er baseret på retrospektive (tilbageskuende) eller tværsnitsbaserede forskningsde-
sign, da disse ofte kun bliver gennemført én gang.
Ingen enkeltstående risikofaktor kan forklare, hvorfor nogle omsorgsgivere udsætter deres
børn for mishandling. Dynamikkerne i børnemishandling forstås bedst ved at analysere det
komplekse samspil mellem forskellige risikofaktorer, der kan høre hjemme på forskellige ni-
veauer. Den såkaldt økologiske model (Bronfenbrenner, 1979) bliver ofte anvendt som en
ramme til at beskrive risikofaktorerne. Modellen opererer med risikofaktorer på fire niveauer:
1.
Et individuelt niveau,
som vedrører de biologiske og personlige forhold, der kan gøre
et barn sårbart over for at blive mishandlet, eller gøre en omsorgsgiver tilbøjelig til at
mishandle.
2.
Et relationelt niveau,
som omhandler de dynamikker og faktorer, der hører til i de nære
sociale relationer, særligt mellem familiemedlemmer.
3.
Et lokalsamfundsniveau,
som angår de karakteristika i individets lokale miljø, som kan
have indflydelse på, at børn bliver mishandlet.
4.
Et samfundsmæssigt niveau,
som vedrører forhold ved samfundets indretning, der kan
påvirke synet på børnemishandling (fx lovgivning eller sociale normer om fysisk af-
straffelse) (Sethi et al., 2013).
47
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Mange undersøgelser skelner ikke mellem de forskellige typer af børnemishandling, hvilket gør
det vanskeligt at identificere, hvad der er de forudgående mekanismer bag eller konsekvenser
af en bestemt type mishandling. En grund til ikke at skelne mellem de forskellige mishandlings-
typer er den temmelig høje grad af sammenfald mellem de individuelle mishandlingstyper, se
kapitel 3.5. Alvorlige erfaringer i barndommen har tendens til at kumulere og samle sig inden
for familier (Finkelhor et al., 2011).
En dansk vidensopsamling om børn, der oplever psykisk vold i familien (Ottosen et al., 2020),
har oplistet en række faktorer, som man ud fra den eksisterende forskning (Butchart & Harvey,
2006) ved, kan øge risikoen for børnemishandling uden at skelne mellem, hvilke former for
mishandling, der er tale om. Oversigten er gengivet i Bilag 2. Man ved, at antallet af risikofak-
torer påvirker sandsynligheden for at være udsat for børnemishandling. En stor australsk for-
løbsundersøgelse (Doidge et al., 2017) har vist, at der er tale om en eksponentiel stigning.
Blandt de 4,3 pct. af undersøgelsesdeltagerne, som var
mest
udsat, fordi de var vokset op med
10 eller flere risikofaktorer, rapporterede 83,3 pct. om, at de havde været udsat for mindst en
form for børnemishandling. Til sammenligning var der blandt de 2,3 pct. af undersøgelsesdel-
tagerne, som var
mindst
udsat, fordi de ikke var vokset op med nogen af risikofaktorerne, kun
7,1 pct., som havde oplevet en form for mishandling. Samtidig har både denne og andre uden-
landske enkeltundersøgelser fremvist nogle ret ensartede risikoprofiler, når det kommer til ka-
rakteristika ved forældrene og familiemiljøet. Børnemishandling har særligt sammenhæng
med, at forældrene har begrænset uddannelse, misbrugsproblemer, psykiske lidelser, eller er
involveret i kriminalitet (Doidge et al., 2017; Mulder et al., 2018; Sidebotham et al., 2001).
Gennem de senere år er der udgivet et voksende antal metaanalyser, der genanalyserer re-
sultaterne fra et endnu større antal enkeltstudier. Sådanne metaanalyser kan igen gøres til
genstand for en samlet videnssyntese i et ’review of reviews’ eller i et såkaldt paraplystudie,
der giver et samlet overblik over et område. Et eksempel på et sådant paraplystudie er en
artikel fra 2020, som har integreret og strømlinet resultaterne fra 11 publicererede metaanaly-
ser (fra 2014-18) for at vurdere effekten af udvalgte risikofaktorer, der er forbundet med bør-
nemishandling (van IJzendoorn et al., 2020). Følgende faktorer, der repræsenterer forskellige
domæner hos forældre, blev taget under behandling med følgende resultater:
▪
Intergenerationel transmission:
Forældre, der har oplevet mishandling i deres barndom,
har forhøjet risiko for selv at udsætte deres børn for mishandling (moderat sammen-
hæng)
Socioøkonomisk status:
Børn fra familier med få socioøkonomiske ressourcer (fx lavt
uddannelsesniveau, eneforsørgere, arbejdsløshed, indvandrerstatus) har øget risiko for
at opleve børnemishandling (moderat sammenhæng)
Personlighedstræk:
Forældre, der var utrygt knyttet til egne forældre og har udviklet
dependente eller aggressive personlighedstræk, har øget risiko for at udøve børnemis-
handling (moderat sammenhæng)
Partnervold:
Forældre, der er udsat for partnervold, har øget risiko for at udøve børne-
mishandling (moderat sammenhæng)
Fysiologi og fysiologiske reaktioner:
Der er ikke fundet evidens for, at forældre med et
forhøjet niveau af autonom stressaktivitet (fx forhøjet puls) har øget risiko for at mis-
handle deres børn (sammenhængen er ikke signifikant).
▪
▪
▪
▪
Blandt de ovennævnte faktorer er intergenerationel transmission den faktor, der er mest robust
forbundet med risikoen for, at børn bliver udsat for mishandling. For eksempel fandt et par af
de metaanalyser, der indgik i paraplystudiet, at personer, der selv har oplevet mishandling i
48
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0049.png
barndommen, har to til tre gange så stor sandsynlighed for at mishandle deres børn, set i for-
hold til dem, der ikke havde oplevet mishandling i barndommen (Assink et al., 2018; Madigan
et al., 2019). Der er imidlertid ikke tale om en deterministisk relation. Flertallet af de forældre,
der selv har været udsat for mishandling i barndommen, udsætter ikke deres egne børn for
mishandling (van IJzendoorn et al., 2020). Mishandlingserfaringer er derfor på ingen måde
dømt til at blive gentaget i den næste generation. Nogle individer har indre ressourcer (resili-
ens) til at overvinde barndommens genvordigheder, en modstandsdygtighed, der udvikles i
samspil med de ydre ressourcer eller buffere, der måtte være i barnets omgivende miljø. For
eksempel har studier vist, at bl.a. social støtte til barnet kan være en sådan buffer. Gennem-
gående er betydningen af beskyttelsesfaktorer mod vold og seksuelle overgreb mindre udfor-
sket end betydningen af risikofaktorer (Klika &
Herrenkohl,
2013).
4.4
Sociale karakteristika og risikofaktorer fundet i skandinaviske
undersøgelser
Undersøgelser baseret på selvrapportering
Det følgende opsummerer, hvad skandinaviske undersøgelser, som er baseret på unges egne
oplysninger, har vist om sociale karakteristika ved eller risikofaktorer for, at børn og unge bliver
udsat for fysisk vold i nære relationer eller seksuelle overgreb. Der tages udgangspunkt i ka-
rakteristika hos de udsatte børn og deres familier. Vi har inddraget fem skandinaviske studier,
der er publiceret i perioden 2016-19: To danske, to norske og et svensk (Oldrup et al., 2016;
Rayce et al., 2016; Mossige & Stefansen, 2016; Hafstad & Augusti, 2019; Jernbro og Jansson,
2016). 4 af de 5 studier er tværsnitsundersøgelser og er baseret på unges selvrapporteringer
om udsathed for fysisk vold og seksuelle overgreb. Det femte (Rayce et al., 2016), der er ba-
seret på et forløbsdesign, fokuserer udelukkende på fysisk vold og inddrager informationer fra
både forældre (mødre) og børn.
Selv om de fleste af undersøgelserne fokuserer på de samme typer af sociale karakteristika/ri-
sikofaktorer, er der dog også indbyrdes variationer:
Familiekarakteristika:
▪
Levevilkår:
Dårlig familieøkonomi (eller forældres svage tilknytning til arbejdsmarkedet)
har sammenhæng med, at unge oplever fysisk vold i hjemmet eller seksuelle overgreb.
Sammenhængen er særlig stærk, hvis der er tale om alvorlig eller langvarig fysisk vold.
(Hafstad & Augusti, 2019; Mossige & Stefansen, 2016; Jernbro & Jansson, 2016; Ol-
drup et al., 2016; Rayce et al., 2016)
Forældreproblemer
som misbrug, psykisk sygdom eller kriminel adfærd er forbundet
med, at unge oplever fysisk vold i hjemmet eller seksuelle overgreb. Sammenhængen
er særlig stærk, hvis der er tale om alvorlig fysisk vold. (Hafstad & Augusti, 2019; Mos-
sige & Stefansen, 2016)
Herkomst:
Forældres indvandrerbaggrund er forbundet med barnets risiko for at opleve
alvorlig/langvarig vold (Hafstad & Augusti, 2019; Mossige & Stefansen, 2016; Jernbro
& Jansson, 2016; Oldrup et al., 2016; Rayce et al., 2016), mens det at have norske
forældre (frem for forældre med indvandrerbaggrund) marginalt øger risikoen for at blive
udsat for seksuelle overgreb af jævnaldrende (Hafstad & Augusti, 2019)
19
▪
▪
19
Man må antage, at denne sammenhæng skyldes, at norske teenagepiger i højere grad end etniske minoritetspiger har
bevægelsesfrihed til at deltage i festkulturer mv., hvilket kan gøre dem mere risikoudsatte over for seksuelle overgreb.
49
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0050.png
▪
Vold i hjemmet:
Børn, der oplever vold mellem forældre, har øget risiko for selv at være
udsat for alvorlig vold, især fra den forælder, der udøver partnervold, men også fra den
udsatte forælder (Mossige & Stefansen, 2016)
Familietype:
Børn/unge, der ikke lever sammen med begge forældre, har øget risiko for
at være udsat for vold og/eller seksuelle overgreb (Jernbro & Jansson, 2016; Oldrup et
al., 2016; Rayce et al., 2016)
▪
Karakteristika hos barnet/den unge:
▪
Køn
har ifølge undersøgelserne ingen betydning for erfaringer med fysisk vold, men
piger har forøget risiko for at være udsat for seksuelle overgreb fra jævnaldrende eller
voksne (Hafstad & Augusti, 2019; Jernbro & Jansson, 2016).
Pådømt kriminalitet: karakteristika hos ofre og gerningspersoner
Survey-undersøgelser, som er baseret på børns og unges selvrapporteringer, lider bl.a. af den
svaghed, at man ikke kan spørge unge mennesker om alt. Det skyldes ikke kun hensynet til
spørgeskemaundersøgelsens omfang, men også, at unge mennesker ikke nødvendigvis har
viden om alle de informationer, der er interessante set fra et forskningsperspektiv.
Sådanne informationer kan i nogle tilfælde bedre tilvejebringes via registeranalyser, der sam-
menkobler oplysninger fra forskellige administrative registre. En dansk delanalyse, som indgår
i undersøgelsen om vold og seksuelle overgreb mod børn (Oldrup et al., 2016) har med afsæt
i kriminalitetsstatistikken fulgt udvalgte fødselsårgange/aldersgrupper og belyst, hvad der ka-
rakteriserer ofre og gerningspersoner i sager, hvor gerningspersonen har fået en dom for vold
hhv. seksuelle overgreb mod børn under 18 år.
Sager om pådømt kriminalitet for vold og seksuelle overgreb udgør en meget selekteret del af
den vold og de seksuelle overgreb, som børn og unge udsættes for: Under 0,2 pct. af 0-7-årige
børn har været offer i en pådømt sag om vold eller seksuel overgreb. 1 pct. af de 7-18-årige
har været offer i en pådømt sag om et seksuelt overgreb, mens 5 pct. har været offer i en sag
om vold, hvor gerningspersonen endte med at få en dom. Kriminalitetsstatistikken er ikke egnet
til at belyse relationen mellem ofret og gerningspersonen. Derfor ved man fx ikke, om en på-
dømt gerningsperson er en forælder, et andet familiemedlem, eller en uden for familien. Som
beskrevet i det foregående ved vi imidlertid fra andre kilder, at den vold, der begås mod yngre
børn, oftest er udøvet af familiemedlemmer, mens den vold og de seksuelle overgreb, som
unge i teenagealderen oplever, ofte er udøvet af personer uden for familien, herunder af jævn-
aldrende. Når 5 pct. af de 7-18-årige har været den krænkede part i en pådømt sag om vold,
skal man fx være opmærksom på, at en del af disse sager kan vedrøre klammerier mellem
jævnaldrende – typisk drenge – i teenagealderen (Danmarks Statistik, 2019).
Resultaterne fra de registerbaseret analyser er opsummeret i Tabel 4.1, som i oversigtsform
viser, hvilke baggrundsforhold der øger sandsynligheden for, at et barn i 0-7-årsalderen hhv. i
7-18-årsalderen er offer i en sag om pådømt personfarlig vold hhv. seksuelle overgreb. Desu-
den viser tabellen, hvilke baggrundsforhold der øger sandsynligheden for, at man er pådømt
for hhv. personfaglig vold og seksuelle overgreb.
Alle nævnte faktorer er statistisk signifikante, omend sammenhængen mellem baggrundsfor-
hold og overgreb varierer i styrke og forklaringskraft.
50
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0051.png
Tabel 4.1
Pådømt kriminalitet. Karakteristika ved ofre og pådømte i sager, hvor gernings-
personen får en dom for vold eller seksuelle overgreb mod et barn
0-7-årige ofre
Offer for personfarlig vold
(årgang 2001-2005)
7-18-årige ofre
Offer for personfarlig vold
(årgang 1984-94)
Forældre udvist selvmordsad-
færd
Forældre med alkoholmisbrug
Vold i hjemmet
Forældre udsætter barnet for
vold
Barnet anbragt uden for hjem-
met)
Forældre separeret
Teenagemor
Barnet er en dreng
Barn har fysisk handicap
Barn har ADHD
Barn har (senere fået) alko-
holmisbrug
Barn (har senere) fået dom for
vold
Bor i udsat boligområde
Offer for seksuelle overgreb
(årgang 1984-1994)
Forældre med alkoholmisbrug
Far med ADHD
Vold i hjemmet
Far og mor dømt for vold
Barn anbragt uden for hjem-
met
Forældre separeret
Teenagemor
Forældre var arbejdsløse
Barnet er en pige
Barnet er dansk statsborger
Barn har fysiskt handicap
Barn har ADHD
Barn fik ikke ungdomsuddan-
nelse
Pådømt for seksuelle over-
greb mod børn inden 24-
årsalderen (årgang 1980-88)
Forældre med mentale lidel-
ser
Faren dømt for vold
Forældre var arbejdsløse
Pådømte var anbragt uden for
hjemmet
Pådømte
28-39-årige pådømt for per-
sonfarlig vold mod et barn
(årgang 1966 og 1973)
Anbragt uden for hjemmet
Barn af teenagemor
Risikofaktorer
Opvækstmil-
jøet
Forældre med mentale lidel-
ser
Vold i hjemmet
Forældre udsætter barnet for
vold
Forældre er separeret
Teenagemor
Individuelle ka-
rakteristika
Barnet er en dreng
Ikke-dansk statsborger
Barn har ADHD
Pådømte er en mand
Ikke dansk statsborger
Har ADHD
Ingen ungdomsuddannelse el-
ler erhvervsuddannelse
Lokalsamfun-
det
Bor i udsat boligområde
Offer for seksuelle overgreb
(årgang 2001-05)
Opvækstmil-
jøet
Forældre udviser selvmords-
adfærd
Forældre med mentale lidel-
ser
Vold i hjemmet
Far dømt for vold
Forældre separeret
Forældre var arbejdsløse
Individuelle ka-
rakteristika
Barnet er en pige
Barnet har ADHD
Pådømte er en mand
Pådømte ikke dansk statsbor-
ger
Pådømte har ADHD
Pådømte har narkotikamis-
brug
Pådømte har voldsdom
Pådømte har ingen ungdoms-
eller erhvervsuddannelse
Pådømte bor i udsat lokalom-
råde
Lokalsamfun-
det
Kilde: Bearbejdet efter Oldrup et al, 2016
Oversigten bekræfter gennemgående fundene fra de survey-baserede undersøgelser, som er
beskrevet ovenfor: Børn og unge, der har oplevet fysisk vold og seksuelle overgreb, kommer
hyppigere end andre børn fra et opvækstmiljø, der er præget af få ressourcer og sociale pro-
blemer hos forældrene, fx psykisk sygdom, misbrugsproblemer, kriminalitet, vold i hjemmet og
brudte familierelationer. Den bekræfter også, at yngre voldsofre på 0-7 år hyppigere er af ikke-
dansk herkomst, mens ofre for seksuelle overgreb hyppigst er en pige (uanset alder).
51
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0052.png
Som et nyt bidrag viser analyserne bag oversigtstabellen imidlertid også, at ofrene for den
pådømte personfarlige vold hyppigere er en dreng end en pige. Det harmonerer med myndig-
hedsstatistikken fra børnehusene, se kapitel 3.7, omend man skal erindre, at analysen her
både omhandler vold i og uden for de nære relationer. Desuden har børnene – uanset om de
er ofre for vold eller seksuelt overgreb – relativt hyppigt en ADHD-diagnose. Børn med ADHD
har gennemgående en større impulsivitet, lavt selvværd og risikoadfærd, hvilket kan gøre dem
ekstra udsatte for seksuelle overgreb (Christoffersen et al., 2011). Blandt de ældre børn, som
er ofre for enten personfarlig vold eller seksuelle overgreb, ses endvidere en hyppigere fore-
komst af et fysisk handicap.
Registerundersøgelsen omfatter også analyser af gerningspersoner, der har fået en dom for
personfarlig vold eller et seksuelt overgreb mod et barn. I Tabel 4.1 er vist karakteristika for
voksne voldsudøvere (28-39-årige), der formodentlig ofte er forældre, og for personer, der in-
den 24-årsalderen er dømt for et seksuelt overgreb. Oversigten viser, at de pådømte – uanset
overgrebstype – overhyppigt er en mand og af ikke-dansk herkomst. Resultaterne indikerer
endvidere, at de pådømte hyppigere kommer fra et belastet opvækstmiljø, at de ikke har gen-
nemført nogen uddannelse, og at de relativt hyppigere er belastet med en ADHD-diagnose.
For yngre seksuelle overgrebsmænd ses endvidere indikationer på sociale problemer (mis-
brug, tidligere voldskriminalitet). Alt i alt indikerer registeranalyserne, at der også i en dansk
kontekst kan være tale om en intergenerationel transmission, hvor sociale belastninger i op-
vækstmiljøet bliver reproduceret til gerningspersonerne selv.
Opsummering
Gennemgående fremviser de udvalgte skandinaviske undersøgelser om vold og seksuelle
overgreb de samme risikofaktorer, som er fundet i den internationale forskning om børnemis-
handling generelt. De udvalgte undersøgelser fra Danmark, Sverige og Norge peger også på,
at det i vid udstrækning er de samme sociale karakteristika, der øger risikoen for at være udsat
for (alvorlig/langvarig) vold og seksuelle overgreb, sådan som det er målt i de forskellige stu-
dier. Køn fremstår dog som en væsentlig undtagelse, idet det at være en pige er en væsentlig
risikofaktor for at blive udsat for seksuelle overgreb, mens ofre for pådømt vold hyppigst er en
dreng. Det forhold, at flere baggrundsforhold kun er forbundet med alvorlig/grov/langvarig vold,
men ikke med mildere vold, tyder på, at den mildere voldsudøvelse er mere tilfældigt fordelt i
befolkningen.
4.5
Særlige risikogrupper
De ovennævnte undersøgelser peger på, at nogle grupperinger af børn og unge er mere sår-
bare og har større risiko end andre for at være udsat for børnemishandling, herunder vold og
seksuelle overgreb. Ifølge Jernbro & Jansson (2016) drejer det sig især om børn og unge, som:
▪
▪
▪
er anbragt uden for hjemmet
har funktionsnedsættelse
identificerer sig hverken som pige eller dreng (eller bredere seksuelle minoriteter, jf.
Friedman et al., 2011)
har forældre, der er uenige om bopæl og samvær
ikke må bestemme over sit eget liv.
▪
▪
52
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0053.png
På dansk grund har undersøgelser sat fokus på de to første grupperinger, anbragte børn og
børn med handicap.
Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet
Umiddelbart forekommer det ikke overraskende, at der er en sammenhæng mellem børnemis-
handling og det at være anbragt uden for hjemmet. En tidligere analyse af SFIs (nu VIVE)
anbringelsesforløbsundersøgelse af årgang 1995 har vist, at forskellige former for overgreb
kan være en årsag til, at børn bliver anbragt:
Fysisk mishandling
er en hovedårsag til anbrin-
gelse af 6 pct. af de 7-årige, 8 pct. af de 11-årige børn og 14 pct. af de 15-årige.
Seksuelle
overgreb i hjemmet
er en hovedårsag til anbringelse af 1 pct. af de 7-årige, 6 pct. af de 11-
årige og 4 pct. af de 15-årige (Egelund et al., 2008; Lausten et al., 2015). Derfor er det interes-
sant at få belyst, om den vold og de seksuelle overgreb, børn oplever, stopper efter anbringel-
sen.
Lausten et al. (2015) spurgte 15-årige anbragte, om de i løbet af det sidste halve år havde
været udsat for overgreb af seksuel eller voldelig karakter fra voksne og andre unge på anbrin-
gelsesstedet, voksne og unge uden for anbringelsesstedet og fra familiemedlemmer. I analy-
sen dækker ’overgreb’ både over overgreb af fysisk og seksuel karakter. Undersøgelsen viste,
jf. Tabel 4.2, at
knap 7 pct. havde været udsat for overgreb fra andre unge
på anbringelsesste-
det,
mens 2 pct. havde oplevet noget, som de opfattede som overgreb fra de voksne på deres
anbringelsessted. Samtidig havde 14 pct. af de anbragte unge været udsat for overgreb fra
andre unge
uden for anbringelsesstedet:
5 pct. havde været udsat for overgreb begået af
voksne uden for anbringelsesstedet, som ikke var deres egen familie, mens 2 pct. havde været
udsat for overgreb fra et familiemedlem. Alt i alt var det mere end hver femte 15-årige anbragte
(22 pct.), der inden for det sidste halve år oplyste, at de var blevet udsat for et overgreb, oftest
fra andre unge (19 pct.), men en ganske stor andel af de unge anbragte havde også oplevet
overgreb fra voksne både på og uden for anbringelsessteder (7 pct.).
Tabel 4.2
Andelen af anbragte 15-årige fra årgang 1995, som inden for det sidste halve år
har været udsat for overgreb af seksuel eller voldelig karakter. Særskilt for sted
og for overgreb fra andre unge, voksne og familiemedlemmer. Procent
På anbringelsesstedet
6,7
2,4
-
Uden for anbringelsesstedet
14,4
5,0
2,1
I alt
18,5
6,9
2,1
Overgreb fra
Andre unge
Voksne
Familiemedlemmer
Anm.:
Kilde:
Procentgrundlag: 661 anbragte
Lausten et al., 2015. SFIs forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995 (AFU).
Undersøgelsen stillede samme spørgsmål til 15-årige, der tidligere havde været anbragt, men
nu var hjemgivet. Her oplyste noget færre – 13 pct. – at de havde været udsat for overgreb det
seneste halve år. Også blandt de hjemgivne var udøveren oftest en anden ung, som ikke var
et familiemedlem.
Som Lausten (2015) anfører, er det tankevækkende, at knap hver femte unge anbragte har
oplevet et fysisk eller seksuelt overgreb, eftersom disse unge befinder sig i særlige omsorgs-
miljøer, som netop burde sikre dem mod oplevelser som overgreb.
53
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0054.png
Børn og unge med handicap
Analyser baseret på SFIs forløbsundersøgelse af børn født i 1995 (Holt et al., 2017) viser på
baggrund af selvrapporterede oplysninger, at 31 pct. af børn og unge med handicap på et eller
flere tidspunkter gennem opvæksten (frem til 18 år) har været udsat for vold i hjemmet, mens
7 pct. har været udsat for seksuelle overgreb (belyst ved indikatorer om incest hhv. voldtægt).
6 pct. har været udsat for begge dele. De tilsvarende forekomster for børn og unge uden han-
dicap er 25 pct., 3 pct., hhv. 1 pct. Også registeranalyser baseret på politianmeldelser doku-
menterer, at børn og unge med handicap hyppigere er udsat for vold og seksuelle overgreb
end deres jævnaldrende. Det gælder især for børn og unge med bestemte typer af handicap:
ADHD, autisme og udviklingshæmning. Som for børn og unge uden handicap er belastninger
i barnets opvækstvilkår væsentlige risikofaktorer for, om de udsættes for fysisk vold eller sek-
suelle overgreb (Holt et al., 2017; Christoffersen, 2019; 2020). Undersøgelserne kan ikke be-
lyse, hvem der er udøvere af den vold og de seksuelle overgreb, som disse børn og unge
udsættes for.
4.6
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?
Der er ingen enkeltstående faktor, som kan forklare, hvorfor nogle forældre mishandler deres
børn. Dynamikkerne i børnemishandling forstås bedst ved at analysere det komplekse samspil
mellem forskellige faktorer. Nogle faktorer vedrører individuelle karakteristika hos forældre og
børn, mens andre faktorer er relationelle og angår familiemiljøet. Atter andre faktorer hører til
det ydre miljø, i lokalsamfundet eller den samfundsmæssige indretning. Flere internationale
undersøgelser viser, at centrale risikofaktorer for børnemishandling knytter sig til forældreka-
rakteristika som begrænset uddannelse, en historie med misbrugsproblemer, psykiske lidelser
eller antisocial adfærd/kriminalitet. Men også andre forhold hos forældre som fx barndomser-
faringer med mishandling, særlige personlighedstræk, eller involvering i partnervold kan øge
risikoen for, at barnet bliver mishandlet. Undersøgelser viser også, at næsten uanset, hvilken
mishandlingsform der er tale om, så stiger risikoen for børnemishandling med antallet af risi-
kofaktorer.
En række af de ovennævnte risikofaktorer er også fundet i nyere skandinaviske studier om
børn, der har været udsat for vold og seksuelle overgreb. Det er i det væsentlige de samme
sociale karakteristika, som øger risikoen for at være udsat for (alvorlig/langvarig) fysisk vold og
seksuelle overgreb. Køn fremstår dog som en væsentlig undtagelse, idet det at være en pige
er en væsentlig risikofaktor for at blive udsat for seksuelle overgreb.
Videnshuller
▪
En svensk undersøgelse har identificeret grupperinger af børn, som forekommer at være
mere risikoudsatte for vold, seksuelle overgreb og andre mishandlingsformer i forhold til
andre børn. Generelt savnes der yderligere og mere uddybende viden om, hvad der er på
spil for disse risikogrupper. I Danmark har vi en vis viden om oplevet vold og overgreb
blandt anbragte børn og børn med handicap, mens vi ved mindre om andre risikogrupper,
fx børn og unge, hvis forældre er uenige om bopæl og samvær.
54
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
5
5.1
Viden om tegn og opsporing
Indledning
For at kunne give børn og unge den støtte, de har brug for som følge af fysisk vold og seksuelle
overgreb, er det først og fremmest vigtigt at reagere på de tegn og reaktioner, som børn og
unge kan udvise, for derigennem at åbne for den vanskelige proces, det kan være at opspore
fysisk vold og seksuelle overgreb. Som beskrevet i kapitel 3.6, undlader mange børn og unge
at fortælle det til andre, hvis de er udsat for vold eller overgreb. Det betyder, at der i nogle
tilfælde går lang tid, før volden eller overgrebet bliver kendt af andre – og i nogle tilfælde for-
tæller barnet eller den unge det aldrig til nogen. I arbejdet med at opspore fysisk vold og sek-
suelle overgreb handler det derfor både om at være opmærksom på de fysiske tegn samt de
adfærdsmæssige, psykiske og sociale reaktioner, som de udsatte børn og unge kan udvise.
Samtidig er det vigtigt at skabe en ramme om barnet eller den unge, som muliggør en fortlø-
bende og tillidsfuld dialog om barnets eller den unges oplevelser, hvilket kan føre til opdagelse
af fysisk vold og seksuelle overgreb.
Kapitlet gennemgår først de fysiske tegn og reaktioner, der kan være, hvis et barn oplever
fysisk vold eller seksuelle overgreb, samt andre mere generelle tegn og reaktioner på mistriv-
sel, der også er set i sammenhæng med fysisk vold og seksuelle overgreb. Derefter beskriver
kapitlet selve den proces, hvorigennem fysisk vold og seksuelle overgreb kan blive opdaget,
herunder når barnet selv afslører volden eller overgrebene, hvordan andre kan bistå og støtte
afsløringsprocessen, samt viden om, hvordan værktøjer (fx screeningsinstrumenter) kan
hjælpe i opsporingsarbejdet.
5.2
Kilder til viden
Kapitlet er baseret på internationale forskningsoversigter, håndbøger og artikler om fysisk vold
og seksuelle overgreb, der er udvalgt, da de specifikt har undersøgt, hvordan særligt fysiske
skader påført ved vold eller overgreb kan skelnes fra skader, der er opstået naturligt (fx ved
uheld). Derudover trækker kapitlet på skandinaviske undersøgelser om børn og unge, der har
været udsat for fysisk vold i hjemmet eller seksuelle overgreb.
5.3
Tegn og reaktioner på fysisk vold
Alle børn kommer i løbet af deres opvækst fysisk til skade på den ene eller anden måde. Det
kan derfor være en udfordring at vurdere, om barnets skader har en naturlig årsag, eller om
der kan ligge andet bag, fx forældrenes evne til at tage vare på barnet. De tegn og reaktioner,
der beskrives i dette kapitel, er således ikke ensbetydende med, at barnet har været udsat for
fysisk vold, men kan være tegn på
potentiel
fysisk vold. I dette afsnit gennemgås først fysiske
tegn på fysisk vold, og efterfølgende beskrives adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og
reaktioner ved volden.
55
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0056.png
Fysiske tegn
I dette afsnit præsenteres de fysiske tegn, som studierne i denne vidensopsamling peger på,
kan være udtryk for, at et barn udsættes for fysisk vold (se boks 5.1). De fleste af de inklude-
rede studier handler om at beskrive mønstre, der kan bidrage til at skelne mellem skader, der
er forårsaget af naturlige årsager, og skader, der er forårsaget af fysisk vold.
Boks 5.1
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
Fysiske tegn på fysisk vold
Blå mærker hos børn under 4 måneder
Blå mærker på overkroppen, ører og nakke
Blå mærker på de ’bløde’ dele af kroppen, fx overarme, bagdel
Blå mærker i en klynge eller flere steder på kroppen
Blå mærker med lige eller punktformet aftegninger eller afmærkning efter objekt
Bidemærker
Klart afgrænset brandmærke eller brandmærke med afmærkning efter objekt
Brandmærker på ben, arme, overkroppen, bagdel og bagsiden af hånden
Flere knoglebrud eller knoglebrud i forskellige stadier af heling
Påført hovedtraume
Sår, rifter, bidemærker eller brandmærker i eller omkring munden
Skader på tænder eller brud på knogler omkring munden eller i ansigtet
Medicinsk børnemishandling (sjældent)
Manglende, utilstrækkelig eller usandsynlig forklaring på barnets fysiske skader.
5.3.1.1
Blå mærker
I denne vidensopsamling handler de fleste studier af fysisk vold om blå mærker på kroppen.
Blå mærker som følge af fysisk vold kan være påført fx ved bid, som slag eller ved anvendelse
af en genstand (Endom & Giardino, 2019; Martinkevich et al., 2020).
Forskningsstudier har undersøgt placeringen af blå mærker forårsaget af fysisk vold, fx mærker
efter slag, og har sammenlignet dem med, hvor naturlige mærker typisk er placeret, fx mærker
fra at snuble eller falde. De mærker, der kan komme naturligt, optræder typisk på de ’hårde’ dele
af kroppen, hvor huden er tæt på de underliggende knogler, fx knæ, albuer og skinneben. Om-
vendt kan mærker på de ’bløde’ dele af kroppen være udtryk for fysisk vold. De bløde dele af
kroppen dækker overkroppen, overarme, lår, bagdel, kønsorganer, nakke, kinder og ører. Det er
dog vigtigt at understrege, at skader disse steder også kan ske naturligt (Endom & Giardino,
2019; Hartwig & Fisher, 2011; Kemp et al., 2015; Maguire & Mann, 2013; Martinkevich et al.,
2020). Et amerikansk studie brugte en selekteret gruppe af børn i alderen 0-4 år, som havde
været udsat for fysisk vold, og sammenlignede dem med en gruppe af børn, der var kommet til
skade ved uheld. Begge børnegrupper var blevet indlagt på en intensiv børneafdeling. Her fandt
forskerne, at der var nogle særlige områder på kroppen, hvor børn udsat for fysisk vold havde
mærker. De udviklede den såkaldte TEN-model, som står for Torso, Ear, Neck (overkrop, øre,
nakke), da det særligt var i disse områder, at børn udsat for fysisk vold havde mærker (Pierce et
al., 2010).
56
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Når blå mærker vurderes, er det også nødvendigt at tage barnets alder i betragtning (særligt
dets motoriske evner). Et britisk forløbsstudie (Kemp et al., 2015) af børn i alderen 0-6 år har
fundet, at det er sjældent, at børn under 4 måneder (der ikke kan vende sig) har mærker nogen
steder på kroppen. Som børnene bliver ældre, peger studiet på, at stederne for naturlige mær-
ker også bliver flere. Studiet finder, at de mest typiske steder, hvor børn i alderen 0-6 år har
naturlige mærker, er under knæet, i T-zonen i ansigtet (pande, næse, hage) og hovedet, mens
det er mere sjældent, at børn har naturlige mærker på ører, nakke, kønsorganer og hænder.
Derudover viser studiet, at det er sjældent, at børn, der ikke kan vende sig, kravle eller gå, har
mærker foran på overkroppen og på bagdelen. Nogle af de samme forskere har sammenlignet
mærker på børn i alderen 0-6 år, der kom i kontakt med de sociale myndigheder og pædiatrien,
og finder, at børn der har været udsat for fysisk vold oftere har mærker på bagdelen, kønsor-
ganer, kinder, nakke, forsiden af kroppen, forsiden af lårene og overarmene sammenlignet
med børn, der ikke har været udsat for fysisk vold. Mærkerne er ofte punktformet eller lige,
samt optræder i klynger eller flere steder på kroppen. Dertil fandt studiet, at børn udsat for
fysisk vold også oftere har andre skader og er kendt af de sociale myndigheder (Kemp et al.,
2014b).
5.3.1.2
Brandmærker
I denne vidensopsamling er der kun få studier, der specifikt har undersøgt brandmærker som
følge af fysisk vold. Denne form for vold kan være påført med en varm genstand direkte mod
huden (fx et krøllejern) eller med en varm væske hældt ud over huden (fx kogende vand)
(Endom & Giardino, 2019).
Et studie har systematisk gennemgået forskningen om brandmærker for at afdække, hvilke
særlige karakteristika brandmærker ved fysisk vold har (Kemp et al., 2014a). Forskerne finder,
at brandmærker, der stammer fra fysisk vold, ofte efterlader et klart afgrænset mærke, eller har
en klar aftegning efter det objekt, der har forårsaget brandmærket. Hvis et brandmærke der-
imod er sket ved et uheld, er mærket typisk overfladisk og irregulært, da barnet ofte vil have
trukket sig væk fra varmekilden. Derudover vil et naturligt brandmærke ofte være at finde om-
kring håndfladen og fingrene. Dertil skal det nævnes, at det ikke er unormalt, at børn – særligt
under 5 år – får brandmærker fra uheld (Endom & Giardino, 2019; Markman, 2011).
Den systematiske gennemgang af Kemp og hendes kollegaer (2014a) fandt, at brandmærker
som følge af fysisk vold ofte var forårsaget af cigaretter efterfulgt af strygejern, radiator eller
elvarmeapparat, hårtørrer eller krøllejern, lighter eller andre husholdningsapparater. Brand-
mærker kan også være et resultat af skoldning, fx fra varmt vand. Et amerikansk studie fandt
– i lighed med den nævnte systematiske gennemgang – at der i sager om fysisk vold ofte blev
fundet brandmærker sammen med andre skader, og at der ofte blev givet en manglende, util-
strækkelig eller usandsynlig forklaring på barnets brandmærke (Kemp et al., 2014a; Pawlik et
al., 2016).
5.3.1.3
Knoglebrud, hovedtraumer, medicinsk børnemishandling og skader ved munden
En del af litteraturen i denne vidensopsamling henvender sig til specialiserede faggrupper in-
den for sundhedsvæsenet, såsom læger, radiologer og tandlæger. Nogle af konklusionerne fra
denne litteratur præsenteres her, da det er viden, som kan være brugbar for andre faggrupper
at være opmærksomme på.
Fysisk vold kan i nogle tilfælde medføre brud på barnets knogler. Knoglebrud kan fx være brud
på arm, ben eller ribben. Knoglebrud er ikke i sig selv et tegn på fysisk vold. Dog viser en
57
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0058.png
systematisk forskningsgennemgang, at brud på ribben hos børn under 3 år, samt brud på skul-
deren eller låret hos børn under 18 måneder, kan være tegn på fysisk vold (Mitchell et al.,
2021). Andre studier fremhæver, at et tegn på fysisk vold kan være, hvis et barn har flere
knoglebrud eller flere knoglebrud i forskellige stadier af heling (Bachim & Harper, 2019; Duffy
et al., 2011; Ravichandiran et al., 2010). Derudover kan ruskevold – særligt hos børn under 3
år – medføre alvorlige neurologiske skader på barnets hjerne, også kaldet ’påført hoved-
traume’.
20
Symptomer herpå kan være opkast og anfald. Ved fysisk vold vil skader på barnets
hjerne (fx blødninger i hjernen) ofte optræde sammen med andre tegn på fysisk vold, såsom
knoglebrud eller blå mærker, og der kan mangle en tilstrækkelig eller sandsynlig forklaring på
barnets skader (Choudhary et al., 2018; Mendez & Endom, 2019). Endelig findes der en sjæl-
den form for fysisk vold kaldet ’medicinsk børnemishandling’, som betegner det, at en omsorgs-
person opdigter, at barnet er syg, hvor barnet påføres skade fx ved forgiftning (Isaac, 2019), jf.
kapitel 3.8.
Fysisk vold kan også komme til udtryk som skader i og omkring barnets mund. Som nævnt
ovenfor kan nogle former for fysisk vold være rettet mod barnets hoved og nakke. Disse skader
kan være synlige for tandlæger, som netop kommer tæt på disse dele af barnets krop. Der kan
forekomme sår, rifter, bidemærker eller brandmærker i eller omkring barnets mund (fx tunge,
gane, læber) samt skader på eller misfarvning af tænderne. Der kan også være brud på knog-
lerne omkring munden og i ansigtet. Igen kan et tegn på fysisk vold være flere skader og skader
i forskellige stadier af heling, samt manglende, utilstrækkelige eller usandsynlige forklaringer
på barnets skader (Costacurta et al., 2015; Palusci et al., 2019).
Adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner
I dette afsnit beskrives de adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner, som kan
forekomme, hvis et barn er udsat for fysisk vold (se boks 5.2). Det er dog vigtigt at understrege,
at disse tegn og reaktioner ikke i sig selv er et udtryk for, at et barn er udsat for fysisk vold,
men også kan være udtryk for andre former for vold, forsømmelse eller mistrivsel hos barnet.
Boks 5.2
▪
▪
▪
▪
▪
▪
Adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner på fysisk vold
Aggression
Angst
Depression
Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD)
Dissociation
Selvskadende adfærd.
5.3.2.1
Aggression
Forskningsstudier har gennem en lang årrække peget på, at børn udsat for fysisk vold kan
udvikle eksternaliserende udfordringer. Særligt finder studier en sammenhæng mellem at være
udsat for fysisk vold og selv at have en tendens til at udvise en aggressiv adfærd (Braga et al.,
2017; Ellenbogen et al., 2013).
20
Påført hovedtraume, eller på engelsk ’abusive head trauma’, har erstattet det tidligere begreb ’shaken baby syndrome’.
58
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
En metaanalyse (Braga et al., 2017), der har gennemgået resultaterne fra tidligere forskning,
peger på, at børn, der har været udsat for fysisk vold, er i risiko for selv at udvikle en aggressiv
adfærd i ungdomsårene. Det samme finder et canadisk studie (Ellenbogen et al., 2013), som
har anvendt en selekteret gruppe af knap 300 unge i alderen 14-17 år (som havde kontakt med
det sociale system), til at undersøge sammenhængen mellem fysisk vold og en aggressiv ad-
færd. Her finder de, at særligt varigheden og alvorsgraden af den fysiske vold kan have betyd-
ning for, om barnet selv udvikler en aggressiv adfærd. Et amerikansk forskerhold har ved hjælp
af en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.000 unge i alderen 10-17 år, undersøgt sammen-
hængen mellem forskellige former for udsathed og adfærdsmæssige eller psykiske udfordrin-
ger (Renner et al., 2020). Også disse forskere finder en sammenhæng mellem at være udsat
for fysisk vold og selv at udvikle en aggressiv adfærd. Studiet finder dog også en sammenhæng
mellem aggression hos barnet og andre former for udsathed, herunder psykisk vold, overvæ-
relse af vold i hjemmet og mobning. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at en aggres-
siv adfærd hos barnet kan bunde i andre årsager og således ikke er specifik for fysisk vold.
Ved hjælp af sociale læringsteorier har tidligere forskningsstudier forklaret sammenhængen
mellem fysisk vold og en aggressiv adfærd hos barnet. Disse teorier bygger på en antagelse
om, at børn spejler deres omsorgsgivers adfærd. Hvis barnet derfor oplever, at deres omsorgs-
giver reagerer med vold, kan barnet komme til at forstå aggression som en måde at håndtere
følelser og situationer på, og derfor efterligne den aggressive adfærd (Braga et al., 2017; Sege
et al., 2017).
5.3.2.2
Angst, depression, PTSD og dissociation
En lang række studier har peget på, at børn, der er udsat for fysisk vold, er i risiko for at udvikle
internaliserende udfordringer, såsom angst, depression, posttraumatisk stressforstyrrelse
(PTSD) og dissociation (Gardner et al., 2019).
En systematisk gennemgang af tidligere forskning, som har baseret deres undersøgelser på
generelle befolkningsgrupper (og altså ikke selekterede grupper, som fx har været i kontakt
med det sociale system eller sundhedssystemet), finder, at børn udsat for fysisk vold har højere
risiko for at udvikle angst, depression og PTSD sammenlignet med den øvrige befolkning (det
samme finder de for seksuelle overgreb – se nedenfor) (Gardner et al., 2019). Disse forskere
finder, at risikoen er lidt lavere, end den blev vurderet af forskere i en anden systematisk gen-
nemgang, der fandt tydelige sammenhænge mellem at være udsat for fysisk vold og risikoen
for at udvikle angst og depression (Lindert et al., 2014). Sidstnævnte gennemgang inkluderede
dog også studier baseret på selekterede grupper, som kan repræsentere personer med tun-
gere problemstillinger.
En tredje systematisk kortlægning har undersøgt sammenhængen mellem forskellige former
for vold eller forsømmelse og dissociation hos barnet (Vonderlin et al., 2018). Studiet definerer
dissociation som oplevelsen af at miste sig selv, fx oplevelsen af et brud i ens identiet, forstyr-
relse af ens følelser eller påvirkning af hukommelsen. Ved ekstreme hændelser ’fraspalter’
personen hændelsen, så den ikke integreres som en bevidst del af psyken. Det sker for at
kunne håndtere fx angst og svære følelser i kølvandet på hændelsen. Kortlægningen finder, at
børn udsat for fysisk vold (eller seksuelle overgreb – se nedenfor) har større risiko for at udvikle
dissociation sammenlignet med børn, der er udsat for psykisk vold eller forsømmelse. Særligt
barnets alder, da volden begyndte, og varigheden af volden har betydning for den øgede risiko.
59
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0060.png
5.3.2.3
Selvskadende adfærd
I denne vidensopsamling peger flere studier på en sammenhæng mellem selvskadende ad-
færd (fx cutting, selvmordsforsøg, eller selvmord) og udsættelse for seksuelle overgreb blandt
børn og unge (se nedenfor). Der er dog enkelte studier, der peger på, at der også kan være en
sammenhæng med fysisk vold (Miller et al., 2013; Mironova et al., 2011).
En systematisk gennemgang af tidligere forskning har specifikt set på forbindelsen mellem
fysisk vold og en selvmordstruende adfærd, herunder selvmordsforsøg og selvskade
(Mironova et al., 2011). Forskerne bag kortlægningen finder, at der er en øget risiko for en
selvmordstruende adfærd, hvis et barn er udsat for fysisk vold. I kortlægningen så forskerne
også på, om der var andre faktorer (fx om barnet også var udsat for seksuelle overgreb), der
kunne forklare sammenhængen. Her finder de, at selv efter at have kontrolleret for andre fak-
torer, er der forsat en øget risiko for en selvmordstruende adfærd, hvis barnet er udsat for fysisk
vold.
5.4
Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb
Det kan være meget vanskeligt at opdage tegn på, at et barn har været udsat for et seksuelt
overgreb, da disse børn ofte kun udviser få tegn – og hvis der er tegn, er de typisk ikke speci-
fikke for seksuelle overgreb, men kan også være udtryk for andre former for vold, forsømmelse
eller mistrivsel (Goodyear-Brown, Fath, & Myers, 2012; van Ham et al., 2020; Vrolijk-
Bosschaart et al., 2018a). Således er de tegn og reaktioner, der beskrives i dette afsnit, ikke
ensbetydende med, at barnet har været udsat for et seksuelt overgreb, men kan være tegn på
et
potentielt
seksuelt overgreb. I dette afsnit gennemgås først fysiske tegn på seksuelle over-
greb og efterfølgende beskrives adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner.
Fysiske tegn
Typen af et seksuelt overgreb har betydning for, hvilke fysiske tegn – hvis nogen – der optræder
hos barnet (se boks 5.3). Har overgebet fx fundet sted ved, at barnets kønsdele er blevet be-
famlet, eller ved at barnet er blevet tvunget til at røre ved en anden seksuelt, er der ofte ikke
nogen fysiske tegn at se. En særlig problematik er fysiske tegn hos drenge udsat for seksuelle
overgreb, da der her ofte ikke er et bestemt mønster af kliniske syptomer, der kan observeres.
Generelt har langt de fleste børn, der har været udsat for et seksuelt overgreb, ikke nogen
fysiske tegn – og særligt er det vanskeligt at opdage fysiske tegn, hvis barnet ikke er blevet
undersøgt akut, efter overgrebet har fundet sted (Adams, Farst, & Kellogg, 2018; Vrolijk-
Bosschaart et al., 2017).
60
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0061.png
Boks 5.3
▪
▪
▪
▪
Fysiske tegn på seksuelle overgreb
Alvorlige skader (sår, rifter, blå mærker) eller ar i vævet omkring kønsorganer eller ende-
tarmsåbningen
Seksuelt transmitterede sygdomme hos børn under 13 år
Mærker i ganen, hvor det hårde og bløde væv mødes
Tandlægeskræk.
5.4.1.1
Fysiske skader omkring kønsorganer eller endetarmsåbningen
De fysiske tegn på seksuelle overgreb, der kan findes omkring kønsorganer eller endetarmsåb-
ningen, kan være synlige for specialiserede faggrupper (fx læge eller sygeplejerske) ved un-
dersøgelse af barnet i regi af sundhedsvæsenet. Der kan fx være tale om sår eller rifter i vævet
i disse områder, eller konstatering af seksuelt overførte sygdomme. I de fleste sager om sek-
suelle overgreb bliver der dog ikke fundet nogen fysiske tegn (Vrolijk-Bosschaart et al., 2018a).
En gruppe af 10 amerikanske specialister i pædiatri og overgreb mod børn, har over en år-
række gennemgået nye forskningsstudier og vurderet, hvordan de fysiske tegn på seksuelle
overgreb, som studierne har peget på, kan fortolkes (Adams et al., 2018). Disse specialister
fremhæver, at alvorlige skader (fx sår, rifter, blå mærker) eller ar i vævet omkring kønsorga-
nerne eller ved endetarmsåbningen kan være tegn på seksuelle overgreb. Derudover finder
de, at konstateringen af en seksuelt transmitteret sygdom hos børn under 13 år, ligeledes kan
være et tegn. Det er dog sjældent, at børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, har en
seksuelt transmitteret sygdom. En litteraturgennemgang finder ligeledes, at fundet af en sek-
suelt transmitteret sygdom hos et barn kan være et tegn på overgreb, men pointerer, at andre
mulige årsager også bør afsøges (fx overførsel af sygdom fra mor til barn i forbindelse med
graviditet) (Vrolijk-Bosschaart et al., 2018a).
Et britisk studie har undersøgt knap 180 sager med børn og unge (i alderen 2-15 år), hvor der
var konstateret seksuelt overgreb, og sammenlignet dem med en kontrolgruppe (Hobbs &
Wright, 2014). Her har de specifikt undersøgt fysiske tegn ved åbningen omkring endetarmen.
De finder, at der i knap en fjerdedel af tilfældene blev konstateret en udvidelse af endetarmsåb-
ningen, og at der i en tredjedel af tilfældene blev konstateret en blodophobning i venerne om-
kring endetarmen. Den amerikanske litteraturgennemgang, som er nævnt ovenfor, peger dog
på, at der ikke er enighed blandt sundhedspersonale om, i hvor høj grad disse symptomer kan
være udtryk for, at barnet har været udsat for overgreb. De fremhæver, at nogle studier har
peget på en sammenhæng mellem disse symptomer og seksuelle overgreb, men at det ikke
er entydigt i forskningen, hvor meget vægt sådanne syptomer bør tillægges (Adams et al.,
2018).
5.4.1.2
Fysiske tegn ved munden
Fysiske tegn på seksuelle overgreb kan komme til udtryk i mundhulen, hvis der har været tale
om oral indtrængning. Disse tegn kan være synlige for en tandlæge, der undersøger barnet.
Det er dog sjældent, at der konstateres fysiske tegn på seksuelle overgreb i mundhulen på
børn, særligt hvis barnet ikke er blevet undersøgt akut efter overgrebet (Costacurta et al.,
2015).
61
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0062.png
Et af de fysiske tegn, som der bliver refereret til i oversigtsstudier og håndbøger, er mærker i
ganen på det sted, hvor det hårde og det bløde væv mødes. Mærker her kan være et tegn på,
at et barn er blevet tvunget til oral sex. Igen kan det skabe mistanke, hvis der ikke kan gives
en fyldestgørende og sandsynlig forklaring på mærkerne. Derudover bliver der i nogle få til-
fælde konstateret seksuelt transmitterede sygdomme i mundhulen hos børn, der har været
udsat for seksuelle overgreb, fx gonorré (Costacurta et al., 2015; Fisher-Owens, Lukefahr, &
Tate, 2017; Hammel, 2011).
Studier – særligt blandt (voksne) kvinder – har peget på en sammenhæng mellem at have
været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og tandlægeskræk (Humphris & King, 2011;
Kranstad et al., 2019; Leeners et al., 2007). Disse studier peger på, at tandlægebesøg kan
udløse negative reaktioner relateret til deres oplevelser med seksuelle overgreb. En tysk spør-
geskemaundersøgelse indikerer, at tandlægebesøg kan vække minder om overgebet (Leeners
et al., 2007), mens en norsk interviewundersøgelse blandt personer, der har været udsat for
seksuelle overgreb som børn, peger på, at det at sidde i tandlægestolen (og særligt blive lagt
ned) kan medføre en oplevelse af hjælpeløshed eller af at være fanget (Kranstad et al., 2019).
Det norske studie peger også på, at nogle kan opleve fysiske reaktioner, såsom opkastfornem-
melser eller panikanfald, ved at få ført noget ind i munden.
Adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner
I dette afsnit beskrives de adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner, som kan
forekomme, hvis et barn er udsat for seksuelle overgreb (se boks 5.4). Det er dog vigtigt at
understrege, at disse tegn og reaktioner ikke i sig selv er et udtryk for, at et barn er udsat for
seksuelle overgreb, men også kan være udtryk for andre former for vold, forsømmelse eller
mistrivsel hos barnet.
Boks 5.4
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
Adfærdsmæssige, psykiske og sociale tegn og reaktioner på seksuelle overgreb
Seksualiseret adfærd, der ikke er alderssvarende, fx seksualiseret sprog
Søvnproblemer, fx mareridt
Angst
Depression
Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD)
Dissociation
Selvskadende adfærd
Reservation over for en bestemt person eller deltagelse i aktiviteter med en bestemt person.
5.4.2.1
Seksualiseret adfærd
At et barn har en seksualiseret adfærd, der ikke er alderssvarende, bliver i studier ofte frem-
hævet som et af de typiske tegn på, at barnet har været udsat for seksuelt overgreb. Det kan
fx være overdreven onani eller et seksualiseret sprog eller viden om seksualitet, der ikke svarer
til barnets alder. Det kan dog være vanskeligt at vurdere, hvad der er alderssvarende seksuel
viden og adfærd, da det fx afhænger af, om barnet har relationer til og interagerer med (ældre)
venner eller søskende (Everson & Faller, 2012; van Ham et al., 2020).
62
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
En diskussion af tidligere forskning (Everson & Faller, 2012) beskriver, at studier, der har sam-
menlignet børn eller unge, som har været udsat for seksuelle overgreb med andre jævnald-
rende, ofte har fundet, at der er en større andel af de børn, der har været udsat for overgreb,
som har en seksualiseret adfærd. En systematisk gennemgang af studier, der har anvendt
screeningsinstrumentet Child Sexual Behavior Inventory (CSBI) (se også afsnit 5.6.2), der
spørger ind til forskellige former for seksuel adfærd, finder, at børn udsat for seksuelle overgreb
har en langt højere CSBI-score end børn, der ikke har været udsat for overgreb (Vrolijk-
Bosschaart et al., 2018b).
Der har dog det seneste årti været debat inden for forskningen om sammenhængen mellem
en seksualiseret adfærd og seksuelle overgreb. Diskussionen af Everson og Faller (2012) pe-
ger på, at det i forskningen er omdiskuteret, hvor stor betydning en seksualiseret adfærd bør
tillægges i vurderingen af, om et barn har været udsat for et seksuelt overgreb. En af de udfor-
dringer, som forskerne peger på, er, at et tegn på seksuelt overgreb også kan være, at en
person undgår seksuelle situationer, da disse kan være forbundet med negative oplevelser.
Derudover fremhæver de, at en seksualiseret adfærd også kan være udtryk for andre former
for vold, fx fysisk vold, og ikke kun seksuelle overgreb. Endelige behøver en seksualiseret
adfærd ikke at være opstået i forbindelse med overgreb. For eksempel kan adfærden også
stamme fra at have overværet ens omsorgsgivere have samleje eller set pornografisk materi-
ale.
5.4.2.2
Søvnproblemer
Søvnproblemer kan komme til udtryk på forskellige måder, fx som søvnforstyrrelse, søvnløs-
hed eller mareridt. I denne vidensopsamling er der enkelte studier, der finder, at børn udsat for
seksuelle overgreb, kan opleve søvnproblemer.
En systematisk forskningsgennemgang (Steine et al., 2012), der både inkluderer studier med
børn og unge samt voksne, peger på, at søvnproblemer er hyppigere forekommende hos per-
soner, der har været udsat for seksuelle overgreb, sammenlignet med personer, der ikke har
oplevet overgreb. En amerikansk undersøgelse, baseret på en gennemgang af kliniske inter-
views med 500 børn og unge i alderen 8-17 år på et børnecenter, hvor det var blevet konsta-
teret, at de havde været udsat for seksuelle overgreb, fandt, at 60 pct. af børnene og de unge
i undersøgelsen havde søvnproblemer (mareridt eller søvnforstyrrelser). Søvnproblemer var
den mest hyppige form for problemer blandt børnene og de unge i denne undersøgelse
(Melville et al., 2014).
Flere studier har særligt set på, hvordan personer, der har været udsat for seksuelt overgreb
(i barndommen eller generelt), kan opleve søvnproblemer ind i voksenlivet (Steine et al., 2012,
2019). Et studie baseret på data fra lidt over 500 norske personer, der i barndommen havde
været udsat for seksuelle overgreb, fandt, at hos de personer, hvor overgrebet startede i en
tidlig alder, involverede penetrering eller fysisk vold, oplevede den højeste grad af søvnproble-
mer (Steine et al., 2019). En amerikansk undersøge blandt knap 400 personer fandt også en
sammenhæng mellem seksuelle overgreb i barndommen og søvnproblemer i voksenlivet, men
fandt samme sammenhæng for udsættelse for fysisk vold i barndommen (Higgs, Drolet, &
Belicki, 2020).
63
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
5.4.2.3
Angst, depression, PTSD og dissociation
En lang række studier har peget på, at børn, der er udsat for seksuelle overgreb, er i risiko for
at udvikle internaliserende udfordringer, såsom angst, depression, posttraumatisk stressfor-
styrrelse (PTSD) og dissociation (Gardner et al., 2019; Lindert et al., 2014; Maniglio, 2013).
Samme systematiske gennemgang af tidligere forskning, som nævnt ovenfor ved fysisk vold,
der er baseret på undersøgelser af generelle befolkningsgrupper, finder, at børn udsat for sek-
suelle overgreb har højere risiko for at udvikle angst, depression og PTSD sammenlignet med
den øvrige befolkning (Gardner et al., 2019). Sammenlignet med fysisk vold peger gennem-
gangen på, at risikoen for at udvikle angst, depression eller PTSD er lidt højere blandt børn
udsat for seksuelle overgreb. Som nævnt baseres denne systematiske gennemgang på studier
af den generelle befolkning og inkluderer således ikke selekterede grupper, som fx har været
i kontakt med det sociale system eller sundhedssystemet. Det kan være forklaringen på, at
forskerne finder en lidt lavere risiko i forhold til, hvad en anden systematisk gennemgang har
peget på (Lindert et al., 2014): Sidstnævnte gennemgang inkluderede studier baseret på se-
lekterede grupper, som kan repræsentere personer med tungere problemstillinger. En norsk
undersøgelse har sammenlignet kliniske interviews med 40 unge i alderen 10-18 år, som havde
været udsat for seksuelle overgreb, med en kontrolgruppe af jævnaldrende. De fandt, at unge,
som havde været udsat for seksuelle overgreb, udviste højere niveauer af depression og
PTSD, sammenlignet med deres jævnaldrende (Rueness et al., 2020), mens en tredje syste-
matisk gennemgang fandt, at angst (herunder særligt PTSD) kan relateres til det at have været
udsat for seksuelle overgreb (Maniglio, 2013).
Endelig fandt det norske studie i lighed med en metaanalyse, at børn udsat for seksuelle over-
greb også har en højere risiko for at udvikle dissociation sammenlignet med børn udsat for
psykisk vold eller forsømmelse (det samme fandt de for fysisk vold – se ovenfor). Særligt bar-
nets alder, da overgrebet begyndte, og varigheden har betydning for den øgede risiko. Sam-
menlignet med fysisk vold er risikoen for at udvikle dissociation lidt højere blandt børn udsat
for seksuelle overgreb (Rueness et al., 2020; Vonderlin et al., 2018).
5.4.2.4
Selvskadende adfærd
En række studier i denne vidensopsamling peger på, at børn og unge udsat for seksuelle over-
greb er i øget risiko for at udvikle en selvskadende adfærd (fx cutting, selvmordsforsøg eller
selvmord). Disse studier har ofte et længere tidsmæssigt sigte og beskriver således også ud-
fordringer, der kan række ind i voksenlivet (Miller et al., 2013).
En systematisk gennemgang af tidligere systematiske gennemgange (Maniglio, 2011) konklu-
derer, at der er en svag til moderat sammenhæng mellem at være udsat for seksuelle overgreb
og risikoen for at udvikle selvskadende adfærd. En anden systematisk gennemgang finder, at
der kan være en sammenhæng mellem seksuelle overgreb og risikoen for selvmordsforsøg
eller selvmord (Miller et al., 2013). Endelig har en tredje systematisk gennemgang af studier,
baseret på deltagere, der har modtaget klinisk behandling, undersøgt sammenhængen mellem
gentagende selvskadende adfærd og en række forskellige risikofaktorer (Witt et al., 2019).
Denne gennemgang peger ligeledes på en sammenhæng mellem seksuelle overgreb og en
selvskadende adfærd, men peger også på en sammenhæng med andre risikofaktorer, fx stem-
nings- eller personlighedsforstyrrelser. Selvskadende adfærd kan således ikke anskues som
værende specifik for seksuelle overgreb (Maniglio, 2013).
64
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
De seneste år er der lavet flere kritiske, systematiske gennemgange af tidligere studier, der
har undersøgt sammenhængen mellem seksuelle overgreb og risikoen for at udvikle selvska-
dende adfærd. Selvom disse systematiske gennemgange og metaanalyser fremhæver, at tid-
ligere undersøgelser peger på en forbindelse mellem seksuelle overgreb og selvskadende ad-
færd, så kritiserer de særligt studierne for ofte ikke at tage højde for andre forhold hos barnet
eller den unge, der kan forklare forbindelsen (fx andre voldsformer, adfærdsmæssige udfor-
dringer eller psykiske udfordringer) (Devries et al., 2014; Maniglio, 2011).
5.4.2.5
Reservation
Tegnene og reaktionerne på at være udsat for seksuelle overgreb kan være vanskelige at få
øje på. Derfor har en norsk undersøgelse forsøgt at identificere nogle af de første tegn og
reaktioner, som børn og unge udsat for seksuelle overgreb kan udvise (Flåm & Haugstvedt,
2013). Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af 20 kliniske sager om seksuelle over-
greb. Sagerne kom fra en enhed på et hospital, der arbejder med særlige tilbud til børn og unge
med forskellige udfordringer.
På baggrund af viden fra den eller de voksne, der først fik mistanke om overgrebet, peger
undersøgelsen på, at et af de første tegn handlede om, at barnet udtrykte reservation over for
en bestemt person eller aktiviteter, der var relateret til en bestemt person. Forskerne giver
eksemplet, at da forældrene til en pige fortalte, at hendes onkel ville se efter hende, mens
forældrene var væk, reagerede pigen ved at spørge:
”SKAL jeg hjem til onkel?”
(Flåm &
Haugstvedt, 2013, p. 637). Forskerne beskriver også situationer, hvor barnet mere direkte gav
udtryk for, at der kunne have fundet et overgreb sted. Det kunne fx være, hvis barnet fortalte
om en usædvanlig kropslig oplevelse, eller at barnet stillede spørgsmål relateret til overgreb.
Disse tegn og reaktioner er subtile og kan grunde i flere forskellige årsager. Her peger under-
søgelsen på vigtigheden af at være åben og udforske, hvad årsagen kan være. Hvis barnet
blev mødt med lukkede spørgsmål, var der risiko for, at overgrebet først blev opdaget sent,
mens åbne spørgsmål startede en proces, som kunne føre til afsløring af overgrebet (se også
afsnit 5.6.1).
5.5
Øvrige tegn og reaktioner
Andre kortlægninger har fremhævet nogle øvrige tegn og reaktioner, hvor der er vist en sam-
menhæng mellem disse og det at være udsat for fysisk vold eller seksuelle overgreb. Disse
tegn og reaktioner er dog ikke specifikke for disse voldsformer, men kan også være tegn på fx
mistrivsel.
Kortlægninger i Norden (se fx Hafstad & Augusti, 2019; Jernbro & Janson, 2016; Oldrup et al.,
2016) har beskrevet andre tegn og reaktioner, der kan forekomme i sammenhæng med fysisk
vold og seksuelle overgreb såsom påvirkning af barnets eller den unges kognitive udvikling,
koncentrationsbesvær, faglige udfordringer i skolen, sociale udfordringer i vennerelationer,
misbrug og seksuel risikoadfærd. At opleve fysisk vold eller seksuelle overgreb kan også være
forbundet med mere langsigtede konsekvenser såsom øget risiko for adfærdsforstyrrelser, an-
tisocial adfærd samt at blive udsat for vold eller overgreb senere i livet eller selv udøve vold.
Dertil kan det fysiske helbred også blive påvirket gennem livet i form af hovedpine, mavesmer-
ter, svimmelhed, rygsmerter og dårlig appetit (se også kapitel 5.1). Disse tegn, reaktioner og
konsekvenser ses ofte på tværs af forskellige former for vold, forsømmelse eller mistrivsel.
65
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0066.png
5.6
Opsporing af fysisk vold og seksuelle overgreb
For at kunne give børn og unge den støtte de har brug for som følge af fysisk vold og seksuelle
overgreb, fordrer det først og fremmest, at volden eller overgrebet bliver opdaget. Dette kan
enten ske ved, at barnet eller den unge selv fortæller om det, eller ved at andre omkring barnet
får mistanke om volden eller overgrebet. Personer omkring barnet kan fx være medarbejdere
i dagtilbud eller skole, kommunale myndighedsmedarbejdere, politiet eller fagpersoner inden
for sundhedsvæsenet. Endelig er der gennem årene også blevet udviklet en række forskellige
screeningsværktøjer til at bistå opsporingsarbejdet. Anvendeligheden af disse diskuteres i af-
snittets sidste del.
At fortælle om fysisk vold og seksuelle overgreb
Når børn og unge fortæller om vold eller overgreb, er det ofte ikke en enkeltstående begiven-
hed, men snarere en proces, der finder sted over længere tid. Det er en proces, der kan invol-
vere komplekse overvejelser og ofte er afhængig af ydre omstændigheder og andres reaktio-
ner. I denne vidensopsamling omhandler de fleste af disse studier seksuelle overgreb og ikke
fysisk vold. På engelsk anvender studierne ofte betegnelsen ’disclosure’, som vi i denne vi-
densopsamling vælger at oversætte med ordet ’afsløring’.
Da de tegn og reaktioner, der kan optræde som følge af fysisk vold og seksuelle overgreb, kan
være vanskelige at få øje på eller være diffuse i den forstand, at de kan være udtryk for andre
former for vold, forsømmelse eller mistrivsel, kan det være afgørende, at barnet eller den unge
selv fortæller om volden eller overgrebet. Som beskrevet i kapitel 3.6 er der dog mange børn
og unge, der ikke fortæller om volden eller overgrebene. I dette afsnit dykker vi derfor ned i
nogle af de dynamikker og mekanismer, der kan være på spil i den proces, hvor børn og unge
sættes i stand til at sætte ord på vold og overgreb.
5.6.1.1
Fra at fortælle til støtte
Når børn og unge fortæller om vold eller overgreb, vælger de ofte at fortælle det til en jævnald-
rende, fx en søskende eller ven. Dette kan få betydning for opsporingsarbejdet, og for hvornår
eller om børn og unge bliver henvist til professionelle, der kan hjælpe dem videre (fx til behand-
lingstilbud).
Som beskrevet i kapitel 3.6 viser en dansk undersøgelse, at 69 pct. af de unge, der har været
udsat for fysisk vold, vælger at fortælle om volden til en ven (Oldrup et al., 2016). Dette tal er
højere end i et tilsvarende svensk studie (Jernbro et al., 2017), hvor 37,5 pct. betroede sig til
en jævnaldrende. I sager om seksuelle overgreb uden for familien betroede de danske unge
sig også primært til en jævnaldrende, mens halvdelen havde fortalt det til et andet familiemed-
lem, hvis overgrebet var begået af en inden for familien (Oldrup et al., 2016). Andre studier af
seksuelle overgreb har ligeledes peget på den centrale rolle som jævnaldrende spiller som
betroede – i nogle studier spiller de en lige så stor rolle som et andet familiemedlem; i andre
studier spiller de en større rolle (se fx McElvaney & Culhane, 2017; Schönbucher et al., 2012).
En metaanalyse, der handler om, når børn fortæller om seksuelle overgreb, peger på, at når
jævnaldrende ofte bliver de betroede, så bunder det i en oplevelse af, at jævnaldrende vil have
samme tilgang til at forstå udfordringerne (Brennan & McElvaney, 2020). Det kan imidlertid
være en udfordring, at den jævnaldrende, som barnet betror sig til, måske ikke har viden om
vold og overgreb eller ikke har mulighed for at hjælpe og støtte. Et kvalitativt studie har vist, at
66
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0067.png
jævnaldrende ofte er gode til at yde følelsesmæssig støtte ved deling af oplevelser om seksu-
elle overgreb, men at de kan mangle viden om, hvordan de også kan yde instrumentel støtte,
dvs. at hjælpe barnet eller den unge til at få professionel hjælp (Schönbucher et al., 2014). Det
kan betyde, at processen frem mod, at barnet får den hjælp og støtte, som det har brug for,
bliver forsinket eller helt udebliver.
5.6.1.2
Barrierer og facilitatorer for afsløring og opsporing
Flere studier har peget på, at det at vælge at fortælle om eller afsløre vold og overgreb inde-
bærer mange komplekse overvejelser for børn og unge, som særligt hænger sammen med
tillid og barnets eller den unges oplevede støtte fra andre (Jernbro et al., 2017; Lemaigre,
Taylor, & Gittoes, 2017; Morrison, Bruce, & Wilson, 2018). Der kan således være nogle forhold,
som skaber barrierer for, at børn eller unge fortæller om vold eller overgreb, men der kan også
være forhold, der kan facilitere dette (se boks 5.5).
Boks 5.5
Barrierer og facilitatorer for afsløring og opsporing af fysisk vold og seksuelle
overgreb
Barrierer
▪
▪
▪
▪
Forventning om negativ reaktion fra andre
Frygt for negative konsekvenser
Skam, skyldfølelse og selvbebrejdelse
Ambivalente følelser i relation til voldsudøveren.
Facilitatorer
▪
▪
▪
Tillidsfuld relation
Mulighed for at fortælle
Information om vold og overgreb.
De barrierer, som studierne i denne vidensopsamling fremhæver, har mange lighedspunkter
på tværs af studier af fysisk vold og seksuelle overgreb (Jernbro et al., 2017). For det første
kan barnets forventning om, hvordan andre vil reagere på informationen om volden eller over-
grebet være en barriere. Barnet kan være bange for ikke at blive troet på. Denne frygt kan
medføre oplevelsen af, at det ikke nytter noget at sige det, og derfor en oplevelse af håbløshed.
Dette kan også være forbundet med en manglende tillid og tiltro til de voksne, der er omkring
barnet. Usikkerheden i forhold til, hvordan andre vil reagere, kan betyde, at barnet gradvist
tester andres reaktioner for at finde ud af, om andre tror på det, barnet siger (Jernbro et al.,
2017; Lemaigre et al., 2017; Morrison et al., 2018). For det andet kan barnet være nervøs for,
hvad der vil ske efter delingen af oplevelser med vold eller overgreb, og hvilke negative kon-
sekvenser det kan få for barnet selv eller andre, fx om voldsudøveren vil straffe dem eller andre,
fx søskende (Morrison et al., 2018). For det tredje kan forskellige følelser såsom skam, skyld-
følelse og selvbebrejdelse være barrierer. Barnet kan have en oplevelse af, at volden eller
overgrebet er barnets skyld og bunder i noget, som det har gjort, og at barnet således har et
ansvar for volden eller ovegrebet (Jernbro et al., 2017; Lemaigre et al., 2017; Morrison et al.,
2018). Endelig kan barnet have ambivalente følelser for voldsudøveren, særligt hvis det er en
nær relation som fx en forælder. Af loyalitet over for voldsudøveren kan barnet undlade at
67
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
fortælle om volden eller overgrebet eller undskylde det med, at voldsudøveren fx selv har haft
en vanskelig barndom (Jernbro et al., 2017; Morrison et al., 2018).
Som med barriererne er der også sammenfald på tværs af studierne om fysisk vold og seksu-
elle overgreb, når det kommer til de forhold, der kan facilitere, at børn og unge vælger at for-
tælle om volden eller overgrebene. For det første handler det særligt om at have en tillidsfuld
relation til en person, som gør, at barnet forventer at blive troet på ved deling af volden eller
overgrebet (Jernbro et al., 2017; Lemaigre et al., 2017; Morrison et al., 2018). For det andet
kan det fremme delingen, hvis barnet oplever, at det kan fortælle om volden eller overgrebet i
et miljø, der opleves sikkert, privat og genkendeligt, fx når barnet er alene med en person, som
det stoler på. Det kan også facilitere en delingsproces, hvis barnet bliver spurgt direkte eller på
anden måde bliver inviteret til at fortælle om volden eller overgrebet (Lemaigre et al., 2017;
Morrison et al., 2018). Endelig kan information om, hvad vold og overgreb er, fx som en del af
en skolebaseret intervention, bidrage til at give barnet viden om dette, samt et sprog, der gør,
at barnet kan blive støttet i at fortælle om volden eller overgrebet. Nogle børn normaliserer
volden eller overgrebet, men øges barnets viden om, hvad der karakteriserer vold og overgreb,
samt hvordan det kan få hjælp og støtte, kan det bidrage til at fremme processen med at for-
tælle, hvad barnet har været udsat for (Jernbro et al., 2017; Lemaigre et al., 2017).
5.6.1.3
Afsløring og opsporing som en proces i samspil med omgivelserne
I nyere studier om afsløring af fysisk vold og seksuelle overgreb er der bred enighed om, at
afsløring og opsporing skal forstås som en proces, der finder sted over længere tid, og ikke er
en engangsbegivenhed (Brennan & McElvaney, 2020; Morrison et al., 2018). I denne proces
spiller omgivelserne omkring barnet eller den unge en stor rolle, og derfor har nogle studier
undersøgt, hvilke strukturelle og relationelle forhold i barnets omgivelser der bidrager støttende
i processen med at tale om vold og overgreb. At tale om fysisk vold og seksuelle overgreb
hviler således ikke kun på barnet eller den unge, men handler i høj grad om, hvordan omgivel-
serne reagerer og skaber muligheder for at dele sådanne oplevelser. Samlet peger studierne i
denne vidensopsamling på, at det handler om:
▪
▪
▪
at barnet oplever behov for at fortælle om volden eller overgrebet
at der skabes mulighed for, at barnet kan fortælle om volden eller overgrebet
at barnet mødes med åbne spørgsmål og ’døråbninger’.
En metaanalyse (Brennan & McElvaney, 2020) peger på to dynamikker, der er centrale i pro-
cessen: behov for at fortælle og mulighed for at fortælle. Disse to dynamikker omfatter flere af
de komplekse overvejelser beskrevet ovenfor.
Behov for at fortælle
beskriver en proces, hvor
barnet bliver bevidst om, at de handlinger eller den adfærd, som det udsættes for, er vold eller
overgreb. Dette aspekt kan udvikle sig over længere tid i takt med, at barnets sprog udvikles,
og det får viden om vold og overgreb. Der beskriver også en proces, hvor opbygningen eller
ophobningen af forskellige følelser bliver så overvældende for barnet, at det bliver nødt til at
fortælle om det, der sker, for at andre kan gribe ind. Det kan være følelser som vrede og
tristhed, der bliver så overvældende, at barnet ikke længere kan kontrollere dem.
Mulighed for
at fortælle
beskriver en proces, hvor barnet har voksne omkring sig, som barnet har tillid til, og
som spørger ind til barnet, fordi personen fornemmer, at der er noget galt. Dette handler om,
at barnet har adgang til en person, som det har tillid til, fx et familiemedlem, en ven, lærer eller
voksen fra barnets fritidstilbud. Her har den reaktion, som barnet forventer at få fra andre, stor
betydning. Denne proces handler også om, at barnet bliver spurgt, om der er noget galt, og på
den måde får mulighed for at fortælle om volden eller overgrebet.
68
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0069.png
At personer omkring barnet netop spørger ind, hvis de bliver opmærksomme på tegn og reak-
tioner på udfordringer hos barnet, har central betydning i opsporingen. Det argumenterer de to
norske forskere Flåm og Haugstvedt (2013) for i deres kvalitative undersøgelse af de første
tegn og reaktioner på seksuelle overgreb. Deres resultater peger på betydningen af, at voksne
omkring barnet er åbne og udforskende, hvis de får mistanke om udfordringer hos barnet. Når
barnet blev mødt med åbenhed, startede det ofte en proces, der kunne føre til deling af infor-
mation om overgrebet, mens lukkede spørgsmål kunne betyde, at barnet opgav at fortælle om
overgrebet, og at det derfor først blev opdaget sent. De fremhæver også, at det er vigtigt at
skabe såkaldte ’døråbninger’, som kan hjælpe barnet til at fortælle om volden eller overgrebet.
En døråbning skaber mulighed for at udforske, hvilke udfordringer barnet oplever, og facilitere,
at barnet fortæller om disse. Dette skabes gennem tillidsfulde relationer, hvor den anden per-
son har opmærksomheden rettet mod barnet og tør stille spørgsmål, der udforsker de første
tegn og reaktioner, der kan vise sig. Det handler også om at opstille situationer, hvor barnet får
viden om overgreb, hvorigennem barnet kan blive ansporet til at fortælle om egne oplevelser.
De to forskere understreger således vigtigheden af at reagere på de tegn og reaktioner, som
børn kan udvise. De argumenterer for, at hvis man bliver opmærksom på tegn – også de helt
små tegn på en mere generel mistrivsel – er det vigtigt at møde barnet med en nysgerrighed
og åbenhed, og derigennem udforske, hvad der ligger til grund for barnets tegn og reaktioner.
Det kan vise sig, at mistanken er ubegrundet, og at barnet hverken er udsat for fysisk vold,
seksuelle overgreb eller anden mistrivsel, men hvis dialogen med barnet lukkes ned eller aldrig
åbnes, kan vold eller overgreb gå uopdaget hen.
Boks 5.6
Eksempler på små tegn og døråbninger
Små tegn, hvor barnet mødes med lukkede spørgsmål
Det er blevet den tid på dagen, hvor en pige i indskolingsalderen skal ind og hjælpe sin nabo med
opvasken. Hun spørger sin far:
”SKAL jeg hjælpe med opvasken, selvom jeg ikke får penge for
det?”.
Faren tænker, at det er et tegn på dovenskab og minder hende om ansvarlighed ved at sige:
”Du skal lære at holde det, du lover. Hvis man lover noget, så skal man holde det”.
Pigen går ind til
naboen.
Små tegn, hvor barnet mødes med åbne spørgsmål
En mor og datter (teenager) er hjemme. Moren siger godnat til hende og siger, at hun skal slukke
fjernsynet og gå i seng. Datteren fortsætter med at se fjernsyn med alt lyset tændt. Da moren spør-
ger hvorfor, svarer datteren, at hun SKAL have fjernsynet kørende og lyset tændt for at kunne falde
i søvn. Moren siger godnat. Senere samme aften finder hun datteren, som sover med fjernsynet kø-
rende og lyset tændt. Hun tænker, at det er underligt, at sådan en stor pige ikke kan sove uden.
Hun tænker, at det er usædvanligt for datteren, og at noget må være sket. Den næste aften spørger
hun direkte:
”Fortæl mig, er der sket noget alvorligt? Har nogen gjort dig noget?”.
Datteren svarer
ja, og fortæller efterfølgende om, at morens eksmand har udsat hende for overgreb.
Direkte information om overgreb, hvor barnet mødes med åbne spørgsmål
En pige i førskolealderen har fået sin fjerde urinvejsinfektion. Moren og datteren er på badeværel-
set, da pigen skal vaskes, inden hun går i seng. Moren siger:
”Og du har fået endnu en urinvejsin-
fektion”.
Datteren svarer
”Måske var fingrene beskidte”.
Moren spørger hvis fingre, og hvad de
fingre gjorde. Datteren fortæller om overgreb fra naboen.
Kilde: Eksemplerne er oversat fra artiklen af Flåm og Haugstvedt (2013).
Denne tilgang om en åben og udforskende dialog med barnet står i nogen grad i kontrast til
den måde, som praksissen i danske kommuner beskrives på i en rapport fra Deloitte (2019).
69
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Rapporten belyser kommunernes praksis, efter Overgrebspakken blev indført i 2013, og finder,
at der kan være barrierer for opsporing blandt de professionelle voksne, som barnet eller den
unge er i kontakt med i løbet af hverdagen, som fx ledere, lærere eller pædagoger i skole eller
dagtilbud, sundhedsfagligt personale i sundhedsplejen eller PPR. Rapporten beskriver, at
selvom de professionelle havde viden om tegn og reaktioner på mistrivsel, så forbandt de sjæl-
dent disse med, at barnet potentielt var udsat for vold eller overgreb. De professionelle reagerer
ofte først, hvis barnet eller den unge selv har fortalt om volden eller overgrebet, eller der er
tydelige fysiske tegn herpå. Rapporten fremhæver, at de professionelle er i tvivl om, hvordan
de skal tale med barnet eller den unge, og ikke forsøger at få kvalificeret deres mistanke gen-
nem samtaler eller observationer, men venter til barnet selv fortæller om volden eller overgre-
bet. Dertil kommer, at de professionelle mener, at de ikke må spørge uddybende ind til det,
barnet fortæller, men skal orientere myndighederne med det samme. Endelig viser en anden
dansk undersøgelse, der blev gennemført af SFI (nu VIVE) før Overgrebspakken, at professi-
onelle ofte oplevede, at de manglede viden om underretninger og fandt det svært at balancere
en mistanke om mistrivsel hos et barn med et godt forældresamarbejde. De oplevede også en
afstand mellem de professionelle, der omgav børnene i dagligdagen, og socialforvaltningen,
som kunne skabe barrierer i kontakten mellem fx daginstitutioner eller skoler og forvaltningen.
Undersøgelsen peger på, at dette vanskeliggør tidlig opsporing af vold og overgreb (Oldrup,
Lindstrøm, & Korzen, 2011).
5.6.1.4
Opmærksomhedspunkter i relation til politiafhøringer
Når børn og unge fortæller om vold og overgreb som led i politiets arbejde, peger studier på,
at det er vigtigt, at den åbne og udforskende tilgang også anvendes i disse interviews.
Et svensk studie har undersøgt et program til uddannelse af svensk politi i teknikker til brug i
interview af potentielt seksuelt misbrugte børn og unge (Cederborg et al., 2013). Studiet ud-
springer af den udfordring, at det i praksis har været svært at implementere anbefalingerne om
at anvende åbne spørgsmål i afhøringer af børn udsat for vold og overgreb. Uddannelsespro-
grammet er udviklet af forskerne selv og bygger på anbefalinger om at stille åbne spørgsmål
frem for spørgsmål formuleret som valgmuligheder. Åbne spørgsmål inviterer barnet til at gen-
kalde sig information fra hukommelsen uden at antyde, hvad denne information skal omhandle.
Derefter kan intervieweren invitere barnet til at uddybe de forhold og oplevelser, som barnet
beskriver. Bruger man derimod spørgsmål med valgmuligheder eller spørgsmål, der antyder
bestemte forhold, kommer interviewet til at handle om, at barnet enten bekræfter eller afviser
interviewerens spørgsmål, hvilket begrænser, at barnets egen viden kommer frem. Undersø-
gelsen er baseret på en gennemgang af interviewteknikker blandt 104 politibetjente, som blev
uddannet i interviewteknikkerne. I undersøgelsen sammenlignes deres teknikker i interview
med børn og unge udsat for fysisk vold før og efter, de har modtaget uddannelsen. Forskerne
finder, at uddannelsen bidrog til at reducere brugen af antydende spørgsmål, og øgede brugen
af åbne spørgsmål, der inviterer til, at barnet fortæller om volden fra sin egen hukommelse.
Denne ændring betød også, at intervieweren generelt havde behov for at stille færre spørgsmål
i løbet af interviewet.
Et andet svensk studie har undersøgt, om der er forskel på, hvad børn, der har været udsat for
fysisk vold hhv. seksuelle overgreb, fortæller i formelle interview med politiet (Azad & Leander,
2015). Studiet bygger på en analyse af 45 videofilmede interviews med børn og unge under 18
år, der havde været udsat for fysisk vold eller seksuelle overgreb. Undersøgelsen viser, at
børnene og de unge i højere grad delte neutrale informationer i interviewene end information,
der specifikt var relateret til volden eller overgrebene. Derudover peger undersøgelsen på, at
70
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0071.png
det ofte krævede flere interview for at tilvejebringe detaljeret information om volden eller over-
grebene. Unge videregav ofte mere information end yngre børn, hvilket forskerne peger på kan
hænge sammen med deres udvikling og kompetencer. Studiet finder dog også, at unge i højere
grad undgik information om volden eller overgrebene sammenlignet med yngre børn. Endelig
antyder forskerne, at de børn og unge, der havde været udsat for fysisk vold, delte flere infor-
mationer i interviewene end børn og unge, der havde oplevet seksuelle overgreb. Som en mulig
årsag til dette, peger de på, at der kan være øget skam forbundet med seksuelle overgreb,
men at der er behov for mere forskning for at afdække dette.
Værktøjer til opsporing
Til at bistå arbejdet med at opspore fysisk vold og seksuelle overgreb er der gennem årene
blevet udviklet en række forskellige værktøjer, såsom systematiske måder at spørge ind til vold
og overgreb eller scoringsinstrumenter. Disse værktøjer kan enten handle om at vurdere bar-
nets situation her og nu, eller vurdere risikoen for, at barnet i fremtiden kan blive udsat for
forsømmelse, vold eller overgreb. Overordnet set peger studierne kun på en lav grad af evidens
for anvendelsen af værktøjer til at opspore fysisk vold og seksuelle overgreb.
Et svensk studie har gennemgået en række opsporingsværktøjer, der anvendes internationalt
til identifikation af børn og unge, der oplever vold eller overgreb, men finder ikke entydige re-
sultater af deres anvendelse. Forskerne bag det svenske studie fremhæver to værktøjer. Det
ene er California Family Risk Assessment (CFRA), der spørger ind til 20 områder for at belyse
barnets risiko for at blive udsat for vold, overgreb eller forsømmelse. Spørgsmålene besvares
af forældrene, og der gives en vurdering af barnets risiko på skalaen: lav, middel, høj eller
meget høj. Et studie har fundet, at værktøjet i nogen grad kan anvendes til opsporing af frem-
tidig børnemishandling (forskerne bruger betegnelsen ’imperfect but better-than-chance’, dvs.
at værktøjet er upræcist, men fungerer bedre, end hvis man blot gættede). Det andet værktøj
er Safeguarding Children Assessment and Analysis Framework (SAAF), som ikke indeholder
strukturerende instrumenter, men bygger på en afdækning af barnets behov, forældrenes kom-
petencer samt familien og miljøet omkring barnet. Der indsamles information om faktorer, der
kan få betydning for barnets udvikling. Da forskerne skriver deres rapport, er dette værktøj dog
først ved at blive undersøgt ved hjælp af et randomiseret forsøg. Endelig skal det nævnes, at
de værktøjer, der anvendes i Sverige (Signs of Safety og Detection of Overall Risk Screen
(DOORS)), ikke er undersøgt videnskabeligt i en svensk kontekst (Axberg et al., 2018, pp. 61–
62). Socialstyrelsen har set på effekten af Signs of Safety (som er udviklet i Australien) og
konkluderer, at effekten kun er undersøgt uden for Norden ved hjælpe af før- og eftermålinger,
der primært har set på effekten hos de fagprofessionelle mens færre undersøgelser har set på
effekten hos familier og børn (Socialstyrelsen, 2021b). DOORS er ligeledes udviklet i Australien
i samarbejde med forskere fra Canada og USA, og er et værktøj, der bl.a. er rettet mod opspo-
ring af børnemishandling (Wells, Lee, Li, Tan, & McIntosh, 2018). Effekten af DOORS er endnu
ikke undersøgt.
Af andre nordiske studier kan nævnes VIVEs kortlægning af værktøjer til opsporing af psykisk
vold (Ottosen et al., 2020), der beskrev værktøjet Safe Environment of Every Kid (SEEK), der
er udviklet i USA til at styrke sundhedspersonalets rolle i opsporingen af børnemishandling i
bred forstand. Modellen består af træning af sundhedspersonale i risikofaktorer, og anvendel-
sen af et kort spørgeskema, der gives til alle forældre med børn i alderen 0-5 år, som kommer
i kontakt med sundhedssystemet. Her har et amerikansk studie af de forskere, der har udviklet
modellen, peget på, at træning i anvendelse af SEEK-modellen styrkede personalets kompe-
tencer i relation til risikofaktorer – særligt vedrørende vold i hjemmet – samt at anvendelse af
71
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
spørgeskemaet til forældrene forbedrede opsporingen af udfordringer generelt (fx misbrug eller
vold i hjemmet) (Dubowitz et al., 2011). Brugen af SEEK undersøges i øjeblikket i Sverige, men
der er endnu ikke publiceret nogen resultater fra det svenske studie. Et andet nordisk studie
har set på brugen af sundhedsplejersker til opsporing af vold i de nære relationer (Anderzen-
Carlsson et al., 2018). Studiet er udført i Sverige blandt 13 sundhedsplejersker, der modtog
undervisning omkring vold i de nære relationer, samt anvendelsen af to spørgeskemaer bestå-
ende af den svenske version af
Violence in Families questionnaire
(ViF) samt en forkortet,
svensk version af
Revised Conflict Tactics Scales
(CTS-B). Studiet finder, at de deltagende
sundhedsplejersker fandt anvendelsen af ViF-skemaet brugbart til at initiere samtaler om vold
i de nære relationer, mens de havde negative erfaringer med CTS-B-skemaet, som de ople-
vede var for detaljeret og svært at udfylde. Sundhedsplejerskerne oplevede, at undervisningen
kombineret med deres tidligere erfaringer med at spørge ind til vold, styrkede dem i at spørge
rutinemæssigt ind til dette. Derudover gav sundhedsplejerskerne udtryk for, at det kunne være
svært at spørge ind til vold i de nære relationer ved et hjemmebesøg og foretrak, at det blev
gjort i forbindelse med, at moren og barnet kom til en sundhedsklinik. Forskerne bag studiet
understreger, at der er tale om en mindre undersøgelse, der ikke kan generaliseres på hverken
nationalt eller internationalt niveau.
Systematiske forskningsoversigter af screeningsværktøjer peger på, at en af udfordringerne
ved mange værktøjer er, at de ofte er praksisbaseret og mangler validering. Et studie (Vial et
al., 2020) har gennemgået 11 værktøjer, der er udviklet af forskellige lokale amerikanske myn-
digheder til at vurdere et barns umiddelbare sikkerhed. Disse værktøjer inkluderede alle ét eller
flere spørgsmål om fysisk vold og seksuelle overgreb. Halvdelen af instrumenterne stod ikke
alene, men var en del af en større beslutningstagningsmodel, fx med vurderinger fra forskellige
fagpersoner og brugen af andre vurderingsværktøjer. Dette studie konkluderer, at der gennem
de sidste år er blevet udviklet en række forskellige værktøjer, men da de fleste er udsprunget
af praksis, mangler der viden om validiteten af instrumenterne. Et andet studie har undersøgt
værktøjer til opsporing af forsømmelse, herunder fysisk vold eller fysisk forsømmelse samt
seksuelle overgreb (McTavish et al., 2020). I lighed med det forrige studie finder dette forsker-
hold også en lav til meget lav grad af evidens for, at værktøjerne kan bidrage til opsporing af
vold og overgreb. En central udfordring, som dette studie beskriver, er risikoen for, at brugen
af værktøjerne fører til en stor andel ’falsk positive’ sager, dvs. en stor andel børn, som vært-
øjerne identificerer som udsat for vold eller overgreb, uden det er tilfældet. Forfatterne bag
dette studie påpeger, at dette er en alvorlig udfordring ved værktøjerne, da det kan betyde, at
børn og familier, hvor der ikke har fundet vold eller overgreb sted, vil skulle gennemgå en
potentielt belastede proces frem mod at afdække dette.
Et hollandsk forskerhold har specifikt undersøgt om anvendelsen af instrumentet Child Sexual
Behavior Inventory (CSBI) kan bidrage til at opspore seksuelle overgreb (Vrolijk-Bosschaart et
al., 2018b). Dette værktøj er ofte anvendt i forskningsstudier, der undersøger børns seksuelle
adfærd. CSBI er et instrument udformet til børn i alderen 2-12 år med 38 spørgsmål, der be-
svares af barnets omsorgsgiver og belyser barnets seksuelle adfærd. Spørgsmålene fordeler
sig på ni domæner: udfordringer med grænser, ekshibitionisme, kønsrolle-adfærd, selvstimu-
lation, seksuel angst, seksuel interesse, seksuel påtrængenhed, seksuel viden og voyeuristisk
adfærd. Forskerne har systematisk kortlagt resultaterne fra tidligere studier og finder, at der
endnu kun er et begrænset antal studier, og at resultaterne på tværs af disse ikke er entydige.
Særligt peger de på, at der kan være forskelle i CSBI-scoren på tværs af lande og kulturer,
som gør det vanskeligt at vurdere værktøjets validitet. Derfor konkluderer de, at der er behov
for mere viden om værktøjets validitet, for at det kan anvendes i opsporingsarbejdet.
72
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0073.png
5.7
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?
Ved fysisk vold og seksuelle overgreb kan der forekomme fysiske tegn samt adfærdsmæssige,
psykiske og sociale reaktioner, som andre omkring barnet eller den unge kan være opmærk-
somme på i arbejdet med at opspore disse overgrebsformer.
Når det drejer sig om fysiske tegn på fysisk vold eller seksuelle overgreb, handler det om at
kunne skelne mellem skader, der kan forekomme naturligt, og skader, hvor der kan ligge andre
årsager bag, fx forældrenes evne til at tage vare på barnet. Sammenlignes de to voldsformer,
er der flere fysiske tegn, der kan indikere, at barnet eller den unge udsættes for fysisk vold,
end der er ved seksuelle overgreb. Ved seksuelle overgreb er det ofte ikke muligt at identificere
fysiske skader og særligt ikke, hvis barnet ikke undersøges akut, efter overgrebet har fundet
sted.
Når det drejer sig om de adfærdsmæssige psykiske og sociale reaktioner, der kan være tegn
på fysisk vold eller seksuelle overgreb, er disse tegn ofte ikke specifikke for disse to voldsfor-
mer, men kan være udtryk for andre former for vold, forsømmelse eller generel mistrivsel. Så-
ledes optræder de fleste adfærdsmæssige, psykiske og sociale reaktioner på tværs af de to
voldsformer, men studierne i denne vidensopsamling peger på, at risikoen for at udvikle angst,
depression, PTSD, dissociation eller selvskadende adfærd er større blandt børn og unge udsat
for seksuelle overgreb sammenlignet med børn udsat for fysisk vold.
Der er bred enighed i forskningsstudierne om, at det at fortælle om og opspore fysisk vold eller
seksuelle overgreb ikke er en engangsbegivenhed. Derimod skal det forstås som en proces,
der finder sted over længere tid. Denne proces hviler ikke kun på barnet eller den unge selv,
men handler i høj grad også om, hvordan omgivelserne reagerer og skaber muligheder for
delingen af oplevelser med vold og overgreb. Dette kan være en vanskelig proces. Processen
kan være forbundet med komplekse overvejelser hos barnet eller den unge og afhænger af
tilstedeværelsen af tillidsfulde relationer, der kan facilitere udforskning og dialog omkring bar-
nets eller den unges oplevelser.
Videnshuller
▪
De fleste screeningsværktøjer til opsporing af fysisk vold og seksuelle overgreb er ud-
viklet lokalt og udsprunget af praksis. Dette gør det vanskeligt at sammenligne deres
brugbarhed i opsporingsarbejdet på tværs af forskellige kontekster, og der mangler sy-
stematisk viden om værktøjernes validitet, dvs. viden, der dokumenterer, at værktøjerne
kan anvendes til at opspore fysisk vold og seksuelle overgreb, og fx ikke fører til et stort
antal ’falsk positive’ sager.
I denne vidensopsamling har det ikke været muligt at indsamle viden om konkrete me-
toder, som anvendes i praksis i Danmark til at opspore fysisk vold og seksuelle over-
greb. Denne viden har ikke været tilgængelig, da konkrete arbejdsmetoder sjældent er
udgivet eller beskrevet på fx hjemmesider.
21
▪
21
Ofte er det fx muligt at tilgå kommunale handleplaner på kommunernes hjemmesider, men disse beskriver ikke, hvordan
handleplanerne konkret er omsat til praksis.
73
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0074.png
6
Langsigtede konsekvenser af fysisk vold og
seksuelle overgreb i barndommen
22
6.1
Indledning
Mens det foregående kapitel har behandlet spørgsmålet om akutte eller umiddelbare skades-
virkninger som følge af, at børn bliver udsat for fysiske vold eller seksuelle overgreb, fokuserer
dette kapitel på de længerevarende konsekvenser. Kapitlets første del beskriver generelt, hvad
der sker med børn, når de udsættes for børnemishandling. Herefter redegøres for de langsig-
tede virkninger af at være udsat for fysisk vold eller seksuelle overgreb i barndommen. Den
sidste del af kapitlet berører problemstillingen om, hvad det kan indebære at være udsat for
flere typer børnemishandling på en gang.
6.2
Kilder til viden
De konsekvenser og skadevirkninger, der kan stamme fra, at et barn bliver udsat for børne-
mishandling, må antages at være universelt gældende. Kapitlet baserer sig derfor overvejende
på internationalt publicerede forskningsoversigter og metaanalyser om emnet.
6.3
Hvad kan der ske med børn, som bliver udsat for
børnemishandling?
Konsekvenserne af børnemishandling kan variere med omfanget og alvorligheden af den mis-
handling, det enkelte barn har været udsat for, selvom mange andre faktorer også kan spille
en rolle (jf. kapitel 4). Forskning tyder på, at virkningerne af børnemishandling kan være vidt-
gående og langvarige. I de tidlige år kan børn, der har været udsat for overgreb, få kognitive
skader og andre udviklingsmæssige forsinkelser, der påvirker deres skoleparathed og hæm-
mer deres sociale interaktioner. Efter skolestart kan disse børn fortsætte med at udvise tegn
og symptomer på et stressfuldt hjemmemiljø: De kan kæmpe med det faglige indhold og kan
udvise tegn og symptomer på posttraumatisk stress-syndrom, som bl.a. kan omfatte søvn- og
koncentrationsforstyrrelser eller problemer med uønskede tanker og minder. Nogle har van-
skeligt ved at danne og vedligeholde fortrolige relationer til jævnaldrende og andre voksne pga.
manglende sociale og følelsesmæssige udviklingsfærdigheder. Senere kan udvikles en ad-
færd, der omfatter aggressioner, overdreven impulsivitet eller trods (dvs. adfærdsmønstre, der
i sig selv kan øge risikoen for at blive mishandlet). Dårlige skolepræstationer, rusmid-
del(mis)brug og afvigende adfærd ses, når børnene bliver ældre, hvilket kan kulminere med
misbrugsproblemer og kriminalitet i voksenalderen. På grund af stresspåvirkning af kroppen
har ofre for børnemishandling en øget risiko for fysiske sygdomme i voksenalderen, herunder
bl.a. hjerte-kar-sygdomme og cancer (Herrenkohl & Anderson, 2018). Mens den udviklings-
økologiske model og teorien om risiko- og beskyttelsesfaktorer (jf. kapitel 4) kan bidrage til at
forklare, hvilken rolle omgivelserne betyder for, om barnet skubbes ud i genvordigheder, så har
tilknytningsteorien (Bowlby, 1982; Ainsworth et al., 2014) været den traditionelle forståelses-
ramme til at begribe mishandlingens konsekvenser for børn. Den fokuserer på, hvad de ned-
22
Kapitlet er en tilpasset version efter et tilsvarende kapitel i Ottosen et al., 2020
74
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
brydende relationer mellem forældre og børn betyder for barnets sociale og emotionelle udvik-
ling. Ud fra en præmis om, at sunde relationer er afgørende for et barns prosociale udvikling,
forstår tilknytningsteorien forældre-barn-båndet som grundstenen – en skabelon – for barnets
fremtidige sociale relationer. I denne relation får barnet dels hjælp til at mestre færdigheder,
som er nødvendige for at kunne engagere sig i andre på en positiv og konstruktiv måde, dels
hjælper forælderen barnet med at styre følelser og regulere stress. Når forælderen er følelses-
mæssigt utilgængelig for barnet, eller hvis barnet oplever relationen som usikker og uforudsi-
gelig, eller hvis der mangler varme og stimulering, bliver den proces, der ellers er nødvendig
for, at barnet kan vokse og udvikle sig på de helt grundlæggende områder, hæmmet. På den
måde skader mishandling de sunde tilknytnings- og udviklingsprocesser med den konsekvens,
at barnet må gå gennem livet uden de værktøjer, der hjælper det til at knytte sig til andre og
uden at kunne drage nytte af den støtte, som sociale relationer ellers kan tilbyde. Gennem de
senere år er tilknytningsteorien blevet suppleret med andre – neurobiologiske – forklaringsmo-
deller, der har interesseret sig for, om mishandling kan ændre banerne i hjernens udvikling ved
at påvirke de sensoriske systemer, hjernens netværksarkitektur og de kredsløb, der er invol-
veret i at registrere trusler, følelsesmæssig regulering og forventninger om belønninger. En
central faktor er her, om sådanne ændringer afspejler toksiske virkninger af tidlig stress
(Teicher et al., 2016).
6.4
The Adverse Childhood Experiences Study
The Adverse Childhood Experiences Study (ACE) er en vigtig kilde til viden om de langsigtede
konsekvenser af at være udsat for børnemishandling. ACE-studiet er en stor amerikansk un-
dersøgelse, som blev gennemført i slutningen af 1990’erne og omfattede omkring 17.000 del-
tagere. Studiet undersøgte sammenhænge mellem alvorlige oplevelser i barndommen og mu-
lige helbredsmæssige konsekvenser senere i tilværelsen. ACE-studiet opererede med 10 vel-
kendte risikofaktorer, der gennemgående bliver opfattet som helt centrale inden for de forsk-
ningsparadigmer, som beskæftiger sig med børnemishandling, børns udviklingspsykopatologi
og socialt udsatte børn (Broberg et al., 2005; Cash, 2001; Dubowitz & DePanfilis, 2000; Wer-
ner, 1996).
5 af de 10 risikofaktorer vedrører forældrenes manglende omsorgskapacitet, dvs. om barnet
har oplevet børnemishandling: 1) fysisk vold, 2) psykisk vold, 3) seksuelle overgreb, 4) fysisk
forsømmelse og 5) følelsesmæssig forsømmelse. De øvrige fem risikofaktorer omhandler bar-
nets familieforhold: Om barnet lever i en husstand med familiemedlemmer, der 6) er alvorligt
psykisk syge eller 7) har alkohol- eller andre misbrugsproblemer. 8) Familievold, forstået som
farens eller en samlevers alvorligere overgreb mod moren, betragtes også som en graverende
risikofaktor, og det samme gør 9) familiemedlemmers kriminalitet. Den sidste faktor handler
om 10) husstandsorganiseringen, dvs. om forholdene i hjemmet er præget af vedvarende
uoverensstemmelser, af desorganisering, eller om barnet har oplevet, at forældrene bliver skilt.
Analyser fra ACE-studiet har vist, at bestemte oplevelser tidligt i livet er væsentlige risikofakto-
rer for sygdom og død og kan medføre, at den generelle livskvalitet og trivsel reduceres bety-
deligt. Undersøgelsen har vist, at det er ikke unormalt, at individer har oplevet en eller flere af
disse oplevelser i barndommen (fx skilsmisse). Men jo flere graverende barndomsoplevelser
man har været udsat for, desto større er risikoen for negative udfald senere i livet. Blandt ek-
sempler på sådanne negative udfald er depression, alkoholisme og stofmisbrug, tidligt moder-
75
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
skab, rygning, ringe akademiske færdigheder, risiko for at udøve eller blive udsat for vold, le-
ver-, lunge- og hjertesygdomme, selvmordsforsøg og tidlig død (Felitti et al, 1998; Hughes et
al., 2017; Middlebrooks & Audage, 2008).
Spørgsmålet er, hvorfor tidligere barndomsoplevelser kan sætte sig så alvorlige spor langt op
gennem tilværelsen? Det er langt fra kortlagt endnu, men nyere forskning har peget på, at et
opvækstmiljø, som er præget af vedvarende utryghed og uforudsigelighed, og hvor den nød-
vendige voksenstøtte ikke er til stede, kan medføre, at barnets stressrespons-system bliver
kronisk aktiveret (toksisk stresseksponering). Stress er en uundgåelig del af livet, og en vis
mængde stress er normalt og nødvendigt for at overleve. Stress hjælper barnet med at udvikle
de færdigheder, det har brug for til at klare og tilpasse sig nye og potentielt truende situationer
gennem livet. For at barnet kan lære at reagere på stress på en fysisk og følelsesmæssig sund
måde, er støtten fra forældre (eller andre omsorgspersoner) nødvendig. De gavnlige aspekter
af stress forsvinder imidlertid, når den bliver så omfattende, at den overvælder barnets evne til
at klare sig effektivt. Toksisk stress er et resultat af intense, ugunstige oplevelser, der står på
over en længere periode – uger, måneder eller endda år. Børn kan ikke selv håndtere denne
type stress på en effektiv måde. En sådan form for langvarig aktivering af stress-response-
systemet kan forstyrre udviklingen af hjernens arkitektur og andre organsystemer og afsted-
komme stressrelaterede sygdomme og kognitiv svækkelse, såvel i barndommen som langt ind
i voksenalderen (Middlebrooks & Audage, 2008; Shonkoff et al., 2012).
6.5
Langsigtede konsekvenser af fysisk vold i barndommen
En nyere systematisk forskningsoversigt og metaanalyse (Norman et al., 2012) om de langsig-
tede helbredsmæssige konsekvenser af at være udsat for ikke-seksuelle former for børnemis-
handling har undersøgt robustheden af de sammenhænge, som enkeltstående studier har fun-
det. Analysen er baseret på 124 retrospektive (de fleste) og prospektive (færre) enkeltunder-
søgelser, der havde undersøgt, om fysisk vold, psykisk vold og forsømmelse i barndommen
hver især var risikofaktorer for langsigtede helbredsproblemer. Metaanalysen af data fra disse
undersøgelser indikerer, at psykiske og fysiske helbredsproblemer er kausalt forbundet med
fysisk og psykisk vold samt forsømmelse, jf. Tabel 6.1. For eksempel har individer, der var
udsat for fysisk vold eller forsømmelse i barndommen, ca. 50 pct. højere risiko for at udvikle
depression eller angst (herunder PTSD) i forhold til personer, der ikke havde oplevet dette. For
personer, der havde oplevet psykisk vold var risikoen imidlertid tre gange så stor. De helbreds-
problemer, som mest udslagsgivende er forbundet med en opvækst med fysisk vold, er selv-
mordsadfærd og spiseforstyrrelser: Personer, der har oplevet fysisk vold i barndommen, har
ifølge analysen tre gange så stor en risiko for senere at udvise selvmordsadfærd og ca. 2,5
gang så stor en risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.
Andre problemer/lidelser, der er robust forbundet med en opvækst med fysisk vold, omfatter
adfærdsforstyrrelser, stofmisbrug og en højere risiko for seksuelt overførte sygdomme og/eller
en risikobetonet seksuel adfærd. Flere af disse problemer ses også hyppigere hos personer,
der har været udsat for psykisk vold eller forsømmelse i barndommen. Endelig er der svagere
og ikke-konsistente indikationer på, at børnemishandling kan øge risikoen for visse kroniske
sygdomme og livsstilsrisikofaktorer som fx rygning.
76
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0077.png
Tabel 6.1
Oversigt over robustheden for evidens om langsigtede helbredsrelaterede virk-
ninger af ikke-seksuel børnemishandling (fysisk vold, psykisk vold og forsøm-
melse)
Svagere/Ikke-konsistent evidens
Fysisk vold
Begrænset evidens
Robust evidens
Depressive lidelser
Angstlidelser
Spiseforstyrrelser
Adfærdsforstyrrelser i barndommen
Selvmordsforsøg
Stofmisbrug
Seksuelt overførte infektioner/risiko-
betonet seksuel adfærd
Hjerte-kar-sygdomme
Type 2-diabetes
Fedme
Forhøjet blodtryk
Rygning
Mavesår
Hovedpine/migræne
Gigt
Alkoholproblemer
Psykisk vold
Allergier
Cancer
Neurologiske lidelser
Undervægt/underernæring
Livmoderfibromer
Kroniske rygsmerter
Skizofreni
Bronkitis/lungeemfysem
Astma
Depressive lidelser
Angstlidelser
Selvmordsforsøg
Stofmisbrug
Seksuelt overførte infektioner/risiko-
betonet seksuel adfærd
Spiseforstyrrelser
Type 2-diabetes
Fedme
Rygning
Alkoholproblemer
Forsømmelse
Hjerte-kar-sygdomme
Skizofreni
Hovedpine/migræne
Depressive lidelser
Angstlidelser
Selvmordsforsøg
Stofmisbrug
Seksuelt overførte infektioner/risiko-
betonet seksuel adfærd
Spiseforstyrrelser
Adfærdsforstyrrelser i barndommen
Hjerte-kar-sygdomme
Type 2-diabetes
Alkoholproblemer
Fedme
Gigt
Hovedpine/migræne
Kroniske rygsmerter
Rygning
Note: Evidensen er vurderet efter Bradford Hill Framework. Robust evidens: Der er konsistent evidens fra en række under-
søgelser med en signifikant stærk effekt (> = 2) efter justering for confounders
Kilde: Oversat og tilpasset efter Norman et al., 2012.
6.6
Langsigtede konsekvenser af seksuelt misbrug i barndommen
Gennem de sidste par årtier er der udført en stor mængde undersøgelser, litteraturstudier og
metaanalyser om konsekvenserne af at have været seksuelt misbrugt som barn. Der er grund-
lag for at fastslå, at seksuelle overgreb i barndommen hænger sammen med en bred vifte af
forskellige medicinske, psykologiske, adfærdsmæssige og seksuelle lidelser eller problemer i
det voksne liv, men sammenhængene er ofte små eller moderate og afhænger også af under-
søgelsesudvalgets karakter, bl.a. dets størrelse (Maniglio, 2009).
Hailes et al. (2019) har fornylig søgt at skabe overblik over de mange studier i et såkaldt para-
plystudie ved at sammenstille og strømline resultaterne fra 19 metaanalyser (publiceret 1996-
2018), der tilsammen dækkede 559 enkeltstudier (publiceret 1971-2017) og over 4 millioner
77
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0078.png
undersøgelsesdeltagere. De ville ikke alene undersøge, hvor stærke sammenhænge, der fin-
des mellem seksuelle overgreb i barndommen (før 18-årsalderen) og forskellige negative ud-
fald i voksenalderen (over 18-årsalderen), men også vurdere, hvad kvaliteten af de mange
undersøgelser betød for resultaterne. De inddrog tilsammen 28 lidelser eller problemer i ana-
lyserne, som dækker over tre områder:
▪
Psykosociale problemer (fx misbrugsproblemer, selvmordsforsøg, risiko for at blive sex-
krænker)
Psykiatriske diagnoser (fx PTSD, depression angst)
Fysiske helbredsproblemer (fx fedme, HIV, fibromyalgi).
▪
▪
Analyseresultaterne viste, at seksuelle overgreb i barndommen var forbundet med 26 af de 28
lidelser eller problemer, som indgik i analysen. For de fleste lidelser/problemer (21) fandtes der
moderate sammenhænge, jf. Tabel 6.2. For de øvrige syv lidelser/problemer er der tale om
svagere (men statistisk signifikante) sammenhænge. Ingen af lidelserne/problemerne er stærkt
forbundet med seksuelle overgrebserfaringer i barndommen. Seksuelt krænkende adfærd (vs.
ikke-krænkende adfærd), dissociative lidelser
23
, borderline personlighedsforstyrrelser, angst
og depression er de tilstande, som mest udslagsgivende har sammenhæng med seksuelle
overgrebserfaringer i barndommen. For eksempel har voksne personer, der har været udsat
for seksuelle overgreb i barndommen, 2,7 gange så stor en risiko for at få en depression og
3,3 gange så stor en risiko for selv at krænke andre seksuelt i forhold til personer, der ikke har
været udsat for et seksuelt overgreb, da de var børn.
Hvor sikker evidensen er for de fundne sammenhænge, beror imidlertid ikke kun på de stati-
stiske sammenhænge, men også på kvaliteten af de bagvedliggende studier. Forfatterne bag
paraplystudiet uddelte point til hver af de 26 lidelser/problemer alt efter, hvor veltilrettelagte de
bagvedliggende studier var. På den bekostning opnåede omkring halvdelen af lidelserne/pro-
blemerne ’dårlige karakterer’, mens få scorede ’topkarakterer’. Skønt seksuelle overgreb i
barndommen statistisk set hænger sammen med en lang række helbredsmæssige lidelser og
psykosociale problemer, måtte forfatterne på den baggrund konkludere, at der kun er robust
evidens for, at seksuelle overgreb i barndommen er forbundet med to psykiatriske lidelser
(posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) og skizofreni) og et psykosocialt problem (misbrugs-
problemer).
Tabel 6.2
Lidelser og problemer i voksenalderen, der er forbundet med at være udsat for
seksuelle overgreb i barndommen
Odds ratio
Moderate sammenhænge
Seksuelt krænkende adfærd (vs ikke-seksuel krænkende)
Dissociativ lidelse
Borderline personlighedsforstyrrelse
Angst
Depression
Post-traumatisk stressreaktion
Psykose
23
3·4
3·3
2·9
2·7
2·7
2·6
2·4
Oversat fra 'conversion disorder'. Ifølge Lægehåndbogen på sundhed.dk henregnes dissociative lidelser (tidl. kaldet hysteri)
under ’conversion disorders’ i den amerikanske faglitteratur. En dissociativ lidelse er (som regel) neurologiske symptomer
uden påviselig neurologisk forklaring og kan fra et psykologisk perspektiv forklares som en beskyttende tilstand som re-
aktion på store psykologiske traumer.
78
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0079.png
Odds ratio
Ikke-suicidal selvskade
Post-traumatisk stress-syndrom (robust evidens)
Spiseforstyrrelse
Angst symptomatologi
Depressiv symptomatologi
Smerte (kronisk)
Seksuelt krænkende over for børn (vs. voksne)
Fibromyalgi
Seksuel reviktimisering i voksenalderen
Somatoform lidelse
Selvmordsforsøg
Psykologiske symptomer
Misbrugsproblemer (robust evidens)
Svage sammenhænge
Smerte (kategorialt)
Sex med mange partnere
Somatisering
Sexarbejde
HIV
Fedme
Skizofreni (robust evidens)
Ubeskyttede samlejer
Anm.:
Note:
2·3
2·3
2·2
2·0
2·0
2·0
2·0
1·9
1·9
1·9
1·9
1·7
1·7
1·6
1·6
1·6
1·5
1·5
1·4
1·4
1·2
Kilde:
De i kursiv anførte lidelser/problemer: Der er robust evidens for, at udfaldet er forbundet med seksuelle overgreb i
barndommen
Odds ratio udtrykker, hvor meget større risikoen er, hvis man er i en bestemt risikogruppe i forhold, at man ikke er i
risikogruppen. Udfaldene er oplistet i faldende orden efter sammenhængens styrke. Moderat sammenhæng er i stu-
diet defineret ved en odds ratio mellem 1.7 og 3.5. Der er tale om justerede sammenhænge
Oversat og tilpasset efter Hailes et al., 2019.
6.7
Dosis-respons-effekter
’Dosis-respons’ er et fagudtryk fra den medicinske verden. Det betyder, at jo mere man ekspo-
neres for noget (fx et giftigt stof), desto højere er den relative risiko for en bestemt virkning (fx
bivirkninger eller skader). Anvendt på børnemishandlingsområdet er der evidens for, at alvo-
ren, varigheden og kompleksiteten i den mishandling, som børn bliver udsat for, øger risikoen
for negative skadevirkninger. Den ovenfor omtalte metaanalyse af Norman et al. fra 2012 om
langsigtede helbredsmæssige konsekvenser af at være udsat for ikke-seksuel børnemishand-
ling fandt fx, at individer, der havde oplevet mere alvorlig mishandling og forsømmelse, havde
større risiko for at udvikle psykiske lidelser end dem, der havde oplevet mindre alvorlig mis-
handling. Risikoen for at få psykiske lidelser senere i tilværelsen var også højere, hvis individer
havde været udsat for vedvarende eller hyppig børnemishandling (fysisk og psykisk vold samt
forsømmelse). Derudover er der indikationer på, at det har mere alvorlige konsekvenser (målt
ved risikoen for at blive psykisk syg), hvis man har været udsat for flere former for mishandling
frem for blot én form. Disse sammenhænge om dosens betydning, dvs. at være udsat for ved-
varende eller alvorlig fysisk eller psykisk vold, er også fundet i forhold til andre udfaldsmål, fx i
forhold til risikoen for seksuelt overførte sygdomme, rygning og fedme.
79
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
6.8
Opsummering: Hvad ved vi, og hvor er der videnshuller?
Det er veldokumenteret, at børnemishandling kan sætte skadelige spor langt op i tilværelsen.
En stor amerikansk undersøgelse –
The Adverse Childhood Experience Study
– har belyst
konsekvenserne af forskellige børnemishandlingsformer, bl.a. fysisk vold og et udvalg af andre
graverende barndomsoplevelser. Jo flere graverende barndomsoplevelser, et barn har været
udsat for, desto større er risikoen for negative udfald senere i livet. Man mener, at det skyldes
en langvarig aktivering af barnets stress-response-system (toksisk stress), som kan forstyrre
udviklingen af hjernens arkitektur og andre organsystemer og afstedkomme stressrelaterede
sygdomme og kognitiv svækkelse, såvel i barndommen som langt ind i voksenalderen. Alvors-
graden, hyppigheden og varigheden af den mishandling, børn udsættes for, hænger sammen
med risikoen for negative skadevirkninger.
I dette kapitel har vi fremhævet to større studier, der på grundlag af en lang række enkeltstudier
har undersøgt, hvordan ikke-seksuel børnemishandling hhv. seksuelt misbrug i barndommen
er relateret til forskellige lidelser og problemer i voksenalderen. Begge analyser viser, at der er
moderat til robust evidens for, at individer, der som børn har været eksponeret for fysisk vold
eller seksuelle overgreb, har en øget risiko for at få fx depression, angstlidelser (herunder
PTSD), spiseforstyrrelser eller udvise selvmordsadfærd. Der er således et vist overlap mellem
de lidelser og problemer, der senere kan opstå.
80
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0081.png
Bilag 1
Anvendte fremgangsmåder
Dette bilag beskriver, hvilke fremgangsmåder der er anvendt til at identificere relevant litteratur
til vidensopsamlingen. Litteraturgennemgangen er baseret på to separate litteratursøgninger:
1. Søgning 1: Kontekst-specifikke studier om børn og unge, der er udsat for fysisk vold i
nære relationer eller seksuelle overgreb
2. Søgning 2: Universel (Ikke-kontekst-specifik) oversigtsviden om børn og unge, der er
udsat for fysisk vold i nære relationer eller seksuelle overgreb.
Fælles for de to søgestrategier er, at følgende databaser og hjemmesider har været anvendt:
Bilagsboks 1
Databaser:
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
Afsøgte databaser og hjemmesider
DanBib
Forskningsdatabasen
Oria
NORA
Libris
SwePub
Academic Search Premier (Ebsco)
Sociological Abstracts
SocIndex
PsycInfo
Web of Science, (SSCI) Social Science Citation Index
The Campbell Library.
Campbell Collaboration
Børnerådet
Børns Vilkår
Lev uden vold
Mødrehjælpen
SDU
Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet
Socialstyrelsen (Danmark)
VIVE
Socialstyrelsen (Sverige)
Stiftelsen Allmânna Barnhuset
Barnafrid
Oslo Metropolitan University
Bufdir
Norsk Institutt for Forskning om Oppvekst, Velferd og Aldring (NOVA),
Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress
Unicef.
Hjemmesider:
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
▪
Til projektet var det brugbart at læne sig op ad den såkaldte
PICo-søgemodel,
der er nyttig til
at strukturere søgning til kvalitative reviews (som analyserer menneskelig erfaring og sociale
fænomener). I denne type reviews drejer interessen sig ikke om effekter af interventioner. Ker-
neelementerne i PICo er:
81
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0082.png
▪
▪
▪
P:
Population eller problem, der er genstanden
I:
Interesser, der relaterer sig til begivenheder, aktiviteter, erfaringer eller processer
Co:
Konteksten for problemet/interessen.
Der blev udført to separate søgninger:
Søgning 1: Kontekst-specifikke studier om børn og unge, der er udsat for fysisk vold
eller seksuelle overgreb
Den første litteratursøgning var systematisk og havde til formål at identificere skandinaviske
studier og undersøgelser, som inden for en 10-årshorisont (2011-2020) har belyst forekomsten
af og sociale karakteristika ved børn og unge, som udsættes for fysisk vold eller seksuelle
overgreb. Desuden ønskede vi at fremsøge viden om metoder til opsporing af udsatte børn,
som er anvendelige i en dansk/skandinavisk sammenhæng. Inklusions- og eksklusionskriterier
fremgår af Bilagstabel 1.1.
Bilagstabel 1.1
Kriterier
POPULATION
Problem/målgruppe
Børn og unge, der er udsat for fysisk vold i
nære relationer og/eller seksuelle over-
greb
0-17-årige (retrospektive undersøgelser
om erfaringer fra barndommen kan inklu-
deres)
Empirisk viden om forekomst af, og soci-
ale karakteristika (herunder oplevet
støtte/hjælp) hos børn og unge, der er ud-
sat for fysisk vold i nære relationer eller
seksuelle overgreb samt viden om meto-
der til at opspore disse børn og unge.
Danmark, Norge, Sverige
Børn og unge, der
udelukkende
er udsat
for psykisk vold i hjemmet, som overværer
vold i hjemmet, eller som er udsat for for-
sømmelse.
Unge over 18 år og voksne
Inklusions- og eksklusionskriterier for søgning 1
Inkluderes
Ekskluderes
Aldersgruppe
INTERESSE
Andre overgrebsformer end fysisk vold og
seksuelle overgreb
Fysisk vold mod børn, der foregår uden for
de nære relationer. (fx i skolen eller kære-
stevold blandt unge)
Andre lande
KONTEKST
AFGRÆNSNINGER
Tid
Sprog
Publikationstype
2011-2020
Dansk, norsk, svensk, engelsk
Alle (hvide og grå) med metodebeskri-
velse
Empiriske enkeltstudier/-undersøgelser el-
ler reviews, fortrinsvis baseret på kvantita-
tive data samt forskningsbaseret viden om
metodetilgang til opsporing af de udsatte
børn og unge
Overvejende før 2011
Andre sprog
Publikationer uden metodebeskrivelse, el-
ler undersøgelser/opgørelser af dårlig kva-
litet.
Populærformidlende beskrivelser eller
ubearbejdet statistik.
Studietype
Søgning 2: Universel (Ikke-kontekst-specifik) oversigtsviden om børn og unge, der er
udsat for fysisk vold eller seksuelle overgreb
Formålet med den anden litteratursøgning var at tilvejebringe den bedste (dvs. mest autorita-
tive) oversigtsviden om universelle, centrale problemstillinger og dynamikker, der er relevante
i forhold til børn og unge, som er udsat for fysisk vold i nære relationer eller seksuelle overgreb,
herunder viden om teoretiske, terminologiske og metodologiske problemstillinger, om risiko-
faktorer og risikogrupper, polyviktimisering, kort- og længerevarende skadevirkninger og om
metoder til at opspore/identificere disse målgrupper. Søgningen blev afgrænset til fortrinsvis
engelsksprogede publikationer siden år 2011, jf. bilagstabel 1.2. Søgningen havde en kvalitativ
82
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0083.png
karakter, idet det undervejs blev vurderet, hvilke titler der repræsenterer den mest autoritative
viden, fx bedømt på emnekreds, publiceringssted og -tidspunktet samt på antal citationer.
Bilagstabel 1.2
Kriterier
POPULATION
Problem
Børn og unge, der er udsat for fysisk vold i
nære relationer og/eller seksuelle over-
greb
0-17-årige (retrospektive undersøgelses-
perspektiver tillades)
Teoretiske og metodologiske problemstil-
linger samt sikker oversigtsviden om risi-
kofaktorer, polyviktimisering, skadesvirk-
ninger samt om opsporende metoder og
indsatser for børn og unge, der er udsat
for fysisk vold i nære relationer, eller som
er udsat for seksuelle overgreb
Vestlige lande, dvs. Europa, Nordamerika,
New Zealand og Australien
Børn og unge, der
udelukkende
er udsat
for psykisk vold i hjemmet, som overværer
vold i hjemmet, eller som er udsat for for-
sømmelse
Unge over 18 år og voksne
Andre overgrebsformer end fysisk vold og
seksuelle overgreb
Fysisk vold begået uden for de nære rela-
tioner (fx i skolen eller kærestevold blandt
unge)
Inklusions- og eksklusionskriterier for søgning 2
Inkluderes
Ekskluderes
Aldersgruppe
INTERESSE
KONTEKST
AFGRÆNSNINGER
Tid
Sprog
Publikationstype
Studietype
Andre lande
Fortrinsvis 2011-2020
Engelsk
Videnskabelige publikationer
Metaanalyser, reviews, videnskabelige
håndbøger, monografier, undtagelsesvist
enkeltstudier
Overvejende før 2011
Andre sprog
Ikke-videnskabelige publikationer
Overvejende enkeltstudier, ikke-videnska-
belige publikationer
Resultater
Der blev i alt fremsøgt 2.025 referencer (efter dubletsortering af alle databaser og hjemmesi-
der). Disse referencer blev herefter gennemgået på baggrund af titel, keywords og abstract og
fordelt efter, om de var relevante henset til vidensopsamlingens formål. En lang række studier
blev frasorteret, typisk fordi de ikke opfyldte inklusionskriterierne, fordi de omhandlede temaer,
som vidensopsamlingen ikke skulle dække (fx om behandlingsindsatser), eller fordi der var tale
om mindre eller meget afgrænsede udenlandske enkeltstudier.
På baggrund af denne screening blev 446 titler fundet potentielt relevante. Ved en nærmere
granskning blev en del af disse titler frasorteret, primært fordi specialiseringsgraden var for
deltaljeret i forhold til vidensopsamlingens formål, eller fordi målgruppen for studierne faldt
uden for dette projekts interesse.
Undervejs i arbejdsprocessen med vidensopsamlingen har vi udført særskilte søgninger om
udvalgte tematikker, som databasesøgningen ikke i tilstrækkelig grad dækkede (fx om fatal
børnemishandling eller om fysiske tegn på mishandling af børn). Vi har ud fra en kvalitativ
vurdering også valgt at inddrage enkelte titler, der falder uden for den tidsmæssige afgræns-
ning. Alt i alt efterlod det os med en samlet arbejdspulje på ca. 300 studier. Blandt disse titler
har vi foretaget en prioritering, idet vi i fremstillingen primært har valgt at trække på de nyeste
kontekst-specifikke studier samt på systematiske reviews, metaanalyser og paraplystudier for
så vidt angår de ikke-kontekst-specifikke tematikker.
83
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0084.png
Bilag 2
Bilagstabel 2.1
Niveau
Individuelle faktorer
hos omsorgsgiveren
Oversigt over risikofaktorer for børnemis-
handling
Faktorer på forskellige niveauer, der generelt antages at øge risikoen for
børnemishandling
Risikofaktorer
•
•
•
•
Har svært ved at knytte sig til det nyfødte barn, for eksempel som følge af en svær
graviditet, fødselskomplikationer eller skuffelse over barnet
Udviser ikke evne til omsorg for barnet, for eksempel som følge af ung alder eller mangel
på uddannelse
Blev mishandlet som barn
Mangler bevidsthed om børns udvikling eller har urealistiske forventninger, som forhin-
drer en forståelse for barnets behov og adfærd, for eksempel ved at tolke ’dårlig opfør-
sel’ som forsætlig frem for et stadium i barnets udvikling
Reagerer på ’dårlig opførsel’ med upassende, overdreven eller voldelig straf eller hand-
ling
Bruger eller billiger fysisk straf som et disciplineringsmiddel eller tror på effekten af den
Har fysiske eller psykiske helbredsproblemer eller kognitiv svækkelse, som hæmmer
forældreevnen
Udviser manglende selvkontrol, når han/hun bliver ophidset eller vred
Misbruger alkohol eller medicin (herunder under graviditeten), så det berører omsorgs-
evnen
Er involveret i kriminalitet, der påvirker forholdet mellem forælder og barn negativt
Er socialt isoleret
Er deprimeret, har lavt selvværd eller følelse af utilstrækkelighed, der kan forstærkes,
fordi han/hun ikke fuldt ud kan imødekomme barnets eller familiens behov
Har økonomiske vanskeligheder.
Var et uønsket barn eller opfyldte ikke forældrenes forventninger eller ønsker på grund
af køn, udseende, temperament, medfødte misdannelser eller andet
Er et spædbarn med særlige behov, for eksempel for tidligt født, konstant grædende, er
mentalt eller fysisk handicappet eller har kronisk sygdom
Græder vedvarende og er ikke let at berolige eller trøste
Har fysiske træk (eksempelvis misdannelse), som forældrene har en modvilje mod, så
de trækker sig fra barnet
Viser symptomer på psykisk sygdom
Udviser personligheds- eller temperamentsmæssige træk, som forælderen opfatter som
problematiske, for eksempel hyperaktivitet eller impulsivitet
Er ét barn ud af mange, som bebyrder forældrenes evne til at støtte barnet
Har en eller flere søskende (muligvis aldersmæssigt tæt på sig), som kræver stor foræl-
dreopmærksomhed
Er et barn, der selv udviser eller bliver udsat for farlige adfærdsproblemer, for eksempel
vold i hjemmet, kriminel adfærd, selvskadende adfærd, mishandler dyr eller er vedva-
rende aggressiv over for jævnaldrende.
Manglende tilknytning og samhørighed mellem forælder og barn
Fysiske, udviklingsmæssige eller mentale sundhedsproblemer hos et familiemedlem
Sammenbrud i familien (eksempelvis problemer i parforholdet), der resulterer i psykisk
sygdom hos børn eller voksne, ulykke, ensomhed, uenigheder eller familieretlige kon-
flikter
Vold i familien – mellem forældrene, mellem børn eller mellem forældre og børn
Kønsroller og roller, der er respektløse over for en eller flere personer i husstanden
Isolation i lokalsamfundet
Mangel på støttende netværk, der kan aflaste i stressende eller vanskelige situationer
Ophør af støtte til omsorgsopgaver fra den udvidede familie
Diskrimination af familien som følge af etnicitet, nationalitet, religion, køn, alder, seksuel
orientering, handicap eller livsstil
Involvering i kriminelle eller voldelige aktiviteter i lokalsamfundet.
Tolerance over for vold
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Individuelle faktorer
hos barnet
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Familierelaterede
faktorer
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Faktorer i lokalsam-
fundet
•
84
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0085.png
Niveau
Risikofaktorer
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Kønsmæssige og sociale uligheder i lokalsamfundet
Mangel på boliger eller utilstrækkelige boliger
Mangel på tjenester til støtte for familier og mangel på institutioner, der kan opfylde
specialiserede behov
Høj arbejdsløshed
Fattigdom
Skadelige niveauer af bly eller andre toksiner i miljøet
Stor til- og fraflytning i lokalmiljøet
Let adgang til alkohol
Lokal handel med narkotika
Utilstrækkelige politikker og programmer i institutionsregi, der dæmmer op for børne-
mishandling.
Sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige politikker, der fører
til ringe levestandard eller til socioøkonomisk ulighed eller ustabilitet
Sociale og kulturelle normer, der fremmer eller forherliger vold mod andre, herunder
fysisk straf, som det afspejler sig i medier, populærmusik og spil
Sociale og kulturelle normer, der fremmer stive kønsrollemønstre
Sociale og kulturelle normer, der forringer barnets status i relationen mellem forælder
og barn
Forekomst af pornografisk materiale med børn, prostitution med misbrug af børn samt
børnearbejde.
Faktorer på sam-
fundsniveau
▪
▪
▪
▪
▪
Anm.:
Kilde:
Oversigten, som er udviklet af WHO, adresserer børnemishandling i mange forskellige typer samfund.
Oversat og tilpasset efter Butchart & Harvey, 2006: Preventing Childhood Maltreatment, WHO.
85
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0086.png
Litteratur
Adams, J. A., Farst, K. J., & Kellogg, N. D. (2018). Interpretation of Medical Findings in
Suspected Child Sexual Abuse: An Update for 2018.
Journal of Pediatric and Adolescent
Gynecology, 31(3),
225–231.
Aho, N., Proczkowska-Björklund, M., & Svedin, C. G. (2016). Victimization, polyvictimization,
and health in Swedish adolescents.
Adolescent Health, Medicine and Therapeutics, 7,
89-99.
Ainsworth M. D. S., Blehar, M. C., Waters, E., & Wall, S. (2014).
Patterns of Attachment: A
Psychological Study of the Strange Situation.
Hoboken: Taylor and Francis.
Andersen, J. (2020).
Shaken baby syndrome:
https://www.sundhed.dk/borger/patien-
thaandbogen/boern/sygdomme/socialpaediatri/shaken-baby-syndrome/
Anderzen-Carlsson, A., Gillå, C., Lind, M., Almqvist, K., Lindgren Fändriks, A., & Källström, Å.
(2018). Child healthcare nurses’ experiences of asking new mothers about intimate
partner violence.
Journal of Clinical Nursing, 27(13–14),
2752–2762.
Ankestyrelsen (2020).
Underretninger om børn og unge:
https://ast.dk/born-familie/hvad-
handler-din-klage-om/underretninger/fagpersoners-saerlige-underretningspligt
Assink, M., Spruit, A., Schuts, M., Lindauer, R., van der Put, C. E., & Stams, G.-J. J. (2018).
The intergenerational transmission of child maltreatment: A three-level meta-analysis.
Child Abuse & Neglect,
84, 131–145.
Axberg, U., Broberg, A., Eriksson, M., Hultmann, O., & Iversen, C. (2018).
Utveckling av
bedömnnigsmetoder för barn som utsatts för våld i sin familj: Rapport från en
fortsättningsstudie.
Göteborg: Göteborgs universitet.
Azad, A., & Leander, L. (2015). Children’s Reporting About Sexual Versus Physical Abuse:
Patterns of Reporting, Avoidance and Denial.
Psychiatry, Psychology and Law, 22(6),
890–902.
Bachim, A., & Harper, N. S. (2019). Fractures and skeletal Injuries. In: A. P. Giardino, M. A.
Lyn, & E. R. Giardino (ed.),
A Practical Guide to the Evaluation of Child Physical Abuse
and Neglect
(p. 133–194). Cham: Springer.
Bass, C., & Jones, D. (2011). Psychopathology of perpetrators of fabricated or induced ill-
ness in children: case series.
The British Journal of Psychiatry, 199(2),
113-118.
Bowlby, J. (1982). Attachment and loss: retrospect and prospect.
American Journal of Ortho-
psychiatry, 52(4),
664-678.
Braga, T., Gonçalves, L. C., Basto-Pereira, M., & Maia, Â. (2017). Unraveling the link
between maltreatment and juvenile antisocial behavior: A meta-analysis of prospective
longitudinal studies.
Aggression and Violent Behavior, 33,
37–50.
Brennan, E., & McElvaney, R. (2020). What Helps Children Tell? A Qualitative Meta-Analysis
of Child Sexual Abuse Disclosure.
Child Abuse Review, 29(2),
97–113.
86
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Broberg, A., Almqvist, K., & Tjus, T. (2005).
Klinisk børnepsykologi: Udvikling på afveje.
Kø-
benhavn: Hans Reitzel.
Bronfenbrenner, U. (1979).
The ecology of human development, experiments by nature and
design.
Cambridge, MA: Harvard University Press.
Butchart, K. & Harvey, A. (2006).
Preventing Child Maltreatment: A guide to taking action and
generating evidence.
Geneva: World Health Organization.
Cash, S. J. (2001). Risk assessment in child welfare: The art and science.
Children and
Youth Services Review, 23(11),
811-830.
Cavanagh, K., Dobash, R. E., & Dobash, R. P. (2007). The murder of children by fathers in
the context of child abuse.
Child Abuse & Neglect, 31(7),
731-746.
Cederborg, A. C., Alm, C., Lima da Silva Nises, D., & Lamb, M. E. (2013). Investigative
interviewing of alleged child abuse victims: An evaluation of a new training programme for
investigative interviewers.
Police Practice and Research, 14(3),
242–254.
Choudhary, A. K., Servaes, S., Slovis, T. L., Palusci, V. J., Hedlund, G. L., Narang, S. K., …
Offiah, A. C. (2018). Consensus statement on abusive head trauma in infants and young
children.
Pediatric Radiology, 48(8),
1048–1065.
Christoffersen, M. N. (2010).
Børnemishandling i hjemmet.
København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Christoffersen, M. N. (2019). Violent crime against children with disabilities: a nationwide pro-
spective birth cohort-study.
Child Abuse & Neglect, 98,
1-11.
Christoffersen, M. N. (2020). Sexual crime against schoolchildren with disabilities: a nation-
wide prospective birth cohort study.
Journal of Interpersonal Violence, 2020,
1-29.
Christoffersen, M. N., Langhede, A. P., & Hammen, I. (2011).
ADHD-indsatser: En forsk-
ningsoversigt.
København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Costacurta, M., Benavoli, D., Arcudi, G., & Docimo, R. (2015). Oral and dental signs of child
abuse and neglect.
ORAL and Implantology, 8(2–3),
68–73.
Dahl, K. M., Henze-Pedersen, S., Østergaard, S. V., & Østergaard, J. (2018).
Unges opfattel-
ser af køn, krop og seksualitet.
København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analy-
secenter for Velfærd.
Danmarks Statistik (2020).
Kriminalitet 2019.
København: Danmarks Statistik.
Deloitte (2015).
Erfaringsopsamling af børnehusene.
Odense: Socialstyrelsen.
Deloitte (2019).
Analyse af kommunernes praksis på overgrebsområdet.
Odense: So-
cialstyrelsen.
DeSHAME project (2017).
Young people’s experiences of online sexual harassment. A
crosscountry report.
London, UK: Childnet International.
Det Kriminalpræventive Råd (2016).
Når forbrydelser bliver digitale: En antologi om IT-krimi-
nalitet og adfærd på internettet.
København: Det Kriminalpræventive Råd.
87
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Devries, K. M., Mak, J. Y. T., Child, J. C., Falder, G., Bacchus, L. J., Astbury, J., & Watts, C.
H. (2014). Childhood Sexual Abuse and Suicidal Behavior: A Meta-Analysis.
Pediatrics,
133(5),
1331–1344.
Doidge, J. C., Higgins, D. J., Delfabbro, P., & Segal, L. (2017). Risk factors for child maltreat-
ment in an Australian population-based birth cohort.
Child Abuse & Neglect, 64,
47-60.
Dubowitz, H., & DePanfilis, D. (2000).
Handbook for child protection practice.
Thousand
Oaks, CA: SAGE.
Dubowitz, H., Lane, W. G., Semiatin, J. N., Magder, L. S., Venepally, M., & Jans, M. (2011).
The safe environment for every kid model: Impact on pediatric primary care professionals.
Pediatrics, 127(4),
962-970.
Duffy, S. O., Squires, J., Fromkin, J. B., & Berger, R. P. (2011). Use of skeletal surveys to
evaluate for physical abuse: Analysis of 703 consecutive skeletal surveys.
Pediatrics,
127(1),
47–52.
Egelund, T., Andersen, D., Hestbæk, A.-D., Lausten, M., Knudsen, L., Olsen, R. F., & Ger-
stoft, F. (2008).
Anbragte børns udvikling og vilkår: Resultater fra SFI’s forløbsundersø-
gelser af årgang 1995.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Ellenbogen, S., Trocmé, N., & Wekerle, C. (2013). The Relationship between Dimensions of
Physical Abuse and Aggressive Behavior in a Child Protective Services Involved Sample
of Adolescents.
Journal of Child and Adolescent Trauma, 6(2),
91–105.
Endom, E. E., & Giardino, A. P. (2019). Skin Injury: Bruises and Burns. In: A. P. Giardino, M.
A. Lyn, & E. R. Giardino (ed.),
A Practical Guide to the Evaluation of Child Physical
Abuse and Neglect
(p. 78–131). Cham: Springer.
Eriksson, L., Mazerolle, P., Wortley, R., & Johnson, H. (2016). Maternal and paternal filicide:
Case studies from the Australian Homicide Project.
Child Abuse Review, 25(1),
17-30.
Everson, M. D., & Faller, K. C. (2012). Base rates, multiple indicators, and comprehensive
forensic evaluations: Why sexualized behavior still counts in assessments of child sexual
abuse allegations.
Journal of Child Sexual Abuse, 21(1),
45–71.
Felitti, V. J., Anda, R. F., Nordenberg, D., Williamson, D. F., Spitz, A. M., Edwards, V., &
Marks, J. S. (1998). Relationship of childhood abuse and household dysfunction to many
of the leading causes of death in adults: The Adverse Childhood Experiences (ACE)
Study.
American Journal of Preventive Medicine, 14(4),
245-258.
Finkelhor, D., Ormrod, R. K., Turner, H. A., & Hamby, S. L. (2005). Measuring poly-victimiza-
tion using the JVQ.
Child Abuse & Neglect, 29,
1297-1312.
Finkelhor, D., Turner, H., Hamby, S. L., & Ormrod, R. (2011). Polyvictimization: Children's Ex-
posure to Multiple Types of Violence, Crime, and Abuse. National survey of children’s ex-
posure to violence.
OJJDP Juvenile Justice Bulletin,
1-12.
Fisher-Owens, S. A., Lukefahr, J. L., & Tate, A. R. (2017). Oral and dental aspects of child
abuse and neglect.
Pediatric Dentistry, 39(4),
278–283.
88
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Flåm, A. M., & Haugstvedt, E. (2013). Test balloons? Small signs of big events: A qualitative
study on circumstances facilitating adults’ awareness of children’s first signs of sexual
abuse.
Child Abuse and Neglect, 37(9),
633–642.
Friedman, M. S., Marshal, M. P., Guadamuz, T. E., Wei, C., Wong, C. F., Saewyc, E. M., &
Stall, R. (2011). A meta-analysis of disparities in childhood sexual abuse, parental physi-
cal abuse, and peer victimization among sexual minority and sexual nonminority individu-
als.
American Journal of Public Health, 101(8),
1481-1494.
Frisch, M., Moseholm, E., Andersson, M., Andresen, J. B., & Graugaard, C. (2019).
Sex i
Denmark: Nøgletal fra Projekt SEXUS 2017-2018.
København: Statens Serum Institut.
Frost, L., Christensen, H. N., Høy, B., Kjeldsen, H. C., Norman, K., Eg., M. B., Ingemann-
Hansen, O., & Charles, A. V. (2018). Overgreb mod børn: Vov at se, vov at høre og vov
at handle.
Månedsskrift for Almin Praksis, 96,
567-574.
Gardner, M. J., Thomas, H. J., & Erskine, H. E. (2019). The association between five forms of
child maltreatment and depressive and anxiety disorders: A systematic review and meta-
analysis.
Child Abuse & Neglect, 96,
1–19.
Gilbert, R., Fluke, J., O'Donnell, M., Gonzalez-Izquierdo, A., Brownell, M., Gulliver, P., ... &
Sidebotham, P. (2012). Child maltreatment: variation in trends and policies in six devel-
oped countries.
The Lancet, 379(9817),
758-772.
Gilbert, R., Widom, C. S., Browne, K., Fergusson, D., Webb, E., & Janson, S. (2009). Burden
and consequences of child maltreatment in high-income countries.
Lancet, 373(9657),
68-81.
Goodyear-Brown, P., Fath, A., & Myers, L. (2012). Child Sexual Abuse: The Scope of the
Problem. In: P. Goodyear-Brown (ed.),
Handbook of Child Sexual Abuse
(p. 3–28).
Hoboken, NJ: John Wiley & Sons, Inc.
Haahr-Pedersen, I. (2020).
Investigating Polyvictimisation in Child Abuse Cases: A multi-
method study within a Danish Child Protection Context.
Ph.D-dissertation. Dublin: Univer-
sity of Dublin.
Hafstad, G. S., & Augusti, E.-M. (2019).
Ungdoms erfaringer med vold og overgrep i
opppveksten: En nasjonal undersøkelse av ungdom i alderen 12 til 16 år.
Oslo: Nasjonalt
kunnskapssenter om vold og traumatisk stress.
Hailes, H. P., Yu, R., Danese, A., & Fazel, S. (2019). Long-term outcomes of childhood sex-
ual abuse: An umbrella review.
The Lancet Psychiatry, 6(10),
830-839.
Hammel, P. W. (2011). Recognition of Child Abuse by Dentists, Health Care Professionals
and Law Enforcement. In: V. J. Palusci & H. Fisher (ed.),
Child abuse and neglect: A
diagnostic guide
(p. 143–153). London, UK: Manson Publishing.
Hartwig, E., & Fisher, H. (2011). Bruises. In: V. J. Palusci & H. Fisher (ed.),
Child abuse and
neglect: A diagnostic guide
(p. 13-42). London, UK: Manson Publishing.
Helweg-Larsen, K., Schütt, N. M., & Larsen, H. B. (2009).
Unges trivsel år 2008: En un-
dersøgelse med fokus på seksuelle overgreb og vold i barndom og tidlig ungdom.
Køben-
havn: Statens Institut for Folkesundhed.
89
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Herrenkohl, T., Kim, M., & Anderson, J. (2018). Child Maltreatment in the Context of Poverty
and Other Forms of Adversity. In: J. B. Klika & J. R. Conte (ed.),
The APSAC Handbook
on Child Maltreatment.
Thousand Oaks: Sage.
Higgs, E., Drolet, C. E., & Belicki, K. (2020). The impact of childhood sexual abuse on sleep
in adulthood.
Child Abuse and Neglect, 107,
1–14.
Hobbs, C. J., & Wright, C. M. (2014). Anal signs of child sexual abuse: A case-control study.
BMC Pediatrics, 14(128),
1–7.
Holt, H., Christoffersen, M., Poulsen, M. H., Bengtsson, S., & Bach, H. B. (2017).
Vold og
seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap.
København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Horvath, M. A. H., Alys, L., Massey, K., Pina, A., Scally, M., & Adler, J. R. (2013): ‘Basically
...porn is everywhere’: A rapid evidence assessment on the effects that access and expo-
sure to pornography has on children and young people. London, UK: Office for the Chil-
dren’s Commissioner.
Hughes, K., Bellis, M. A., Hardcastle, K. A., Sethi, D., Butchart, A., Mikton, C., ... & Dunne, M.
P. (2017). The effect of multiple adverse childhood experiences on health: a systematic
review and meta-analysis.
The Lancet Public Health, 2(8),
356-366.
Humphris, G., & King, K. (2011). The prevalence of dental anxiety across previous
distressing experiences.
Journal of Anxiety Disorders, 25(2),
232–236.
Isaac, R. (2019). Medical Child Abuse. In: A. P. Giardino, M. A. Lyn, & E. R. Giardino (ed.),
A
Practical Guide to the Evaluation of Child Physical Abuse and Neglect
(p. 287–297).
Cham: Springer.
Jensen, M., Garbo, E., Kleive, H., Grov, Ø., & Hysing, M. (2016). Gutter i Norge med skadelig
seksuell atferd.
Tidsskrift for Norsk Psykologforening, 53(5),
366-375.
Jernbro, C., & Janson, S. (2016).
Våld mot barn 2016: En nationell kartlägning.
Stockholm:
Stiftelsen Allmänna Barnhuset.
Jernbro, C., & Landberg, Å. (2020).
Multiutsatta barn: Om barn som utsatts för flera typer av
barnmisshandel.
Stockholm: Stiftelsen Allmänna Barnhuset
Jernbro, C., Otterman, G., Lucas, S., Tindberg, Y., & Janson, S. (2017). Disclosure of Child
Physical Abuse and Perceived Adult Support among Swedish Adolescents.
Child Abuse
Review, 26,
451–464.
Jernbro, C., Tindberg, Y., Lucas, S., & Janson, S. (2015). Quality of life among Swedish
school children who experienced multitype child maltreatment.
Acta Paediatrica, 104(3),
320-325.
Johansen, K. B. H. (2016).
Seksuel vold: Opfattelser og holdninger til strafbarhed og anmel-
delse blandt unge.
København: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
Jonsson, L., & Svedin, C. G. (2017).
Barn utsatta för sexuella övergrepp på nätet.
Stiftelsen
Allmänna Barnhuset & Barnafrid. Lindköping: Linköping University Electronic Press.
90
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0091.png
Kemp, A. M., Dunstan, F., Nuttall, D., Hamilton, M., Collins, P., & Maguire, S. (2015).
Patterns of bruising in preschool children: A longitudinal study.
Archives of Disease in
Childhood, 100(5),
426–431.
Kemp, A. M., Maguire, S. A., Lumb, R. C., Harris, S. M., & Mann, M. K. (2014a). Contact,
Cigarette and Flame Bruns in Physical Abuse: A Systematic Review.
Child Abuse
Review, 23,
35–47.
Kemp, A. M., Maguire, S. A., Nuttall, D., Collins, P., & Dunstan, F. (2014b). Bruising in
children who are assessed for suspected physical abuse.
Archives of Disease in
Childhood, 99(2),
108–113.
Klika, J. B., & Herrenkohl, T. I. (2013). A review of developmental research on resilience in
maltreated children.
Trauma, Violence, & Abuse, 14(3),
222-234.
Kloess, J. A., Beech, A. R., & Harkins, L. (2014). Online child sexual exploitation: Prevalence
process, and offender characteristics.
Trauma, Violence, & Abuse, 15(2),
126-139.
Kloppen, K., Haugland, S., Svedin, C. G., Mæhle, M., & Breivik, K. (2016). Prevalence of
child sexual abuse in the Nordic countries: A literature review.
Journal of Child Sexual
Abuse, 25(1),
37-55.
Kloppen, K., Mæhle, M., Kvello, Ø., Haugland, S., & Breivik, K. (2015). Prevalence of intra-
familial child maltreatment in the Nordic countries: A review.
Child Abuse Review, 24(1),
51-66.
Korzen, S., L. Fisker & Oldrup, H. (2010).
Vold mod unge i Danmark: En spørgeskemaunder-
søgelse blandt 8.-klasses-elever. Delrapport 2.
København: SFI - Det Nationale Forsk-
ningscenter for Velfærd.
Kranstad, V., Søftestad, S., Fredriksen, T. V., & Willumsen, T. (2019). Being considerate
every step of the way: a qualitative study analysing trauma-sensitive dental treatment for
childhood sexual abuse survivors.
European Journal of Oral Sciences, 127(6),
539–546.
Krug, E. G., Mercy, J. A., Dahlberg, L. L., & Zwi, A. B. (2002). The world report on violence
and health.
The Lancet, 360(9339),
1083-1088.
Kvist, T., Dahllöf, G., Svedin, C. G., & Annerbäck, E. M. (2020). Child physical abuse, declin-
ing trend in prevalence over 10 years in Sweden.
Acta Paediatrica, 109(7),
1400-1408.
Lægehåndbogen (2020).
Dissociative lidelser:
https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laege-
haandbogen/psykiatri/tilstande-og-sygdomme/oevrige-sygdomme/dissociative-lidelser/
Larsen, L. L., Græsholt-Knudsen, T., Bramsen, R. H., Jørgensen, G. H., Møller-Madsen, B.,
Hansen, O. I., & Rölfing, J. D. (2021). Fysiske overgreb mod børn i Danmark.
Ugeskrift
for Læger, 183,
1-9.
Lausten, M., Frederiksen, S., Olsen, R. F., Nielsen, A. A., & Bengtsson, T. T. (2015).
An-
bragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer: Rapport fra tredje dataindsamling af for-
løbsundersøgelsen af anbragte børn født i 1995. Del II.
København: SFI – Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
91
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Lawrence, R. (2004). Understanding fatal assault of children: A typology and explanatory the-
ory.
Children and Youth Services Review, 26(9),
837-852.
Leeners, B., Stiller, R., Block, E., Görres, G., Imthurn, B., & Rath, W. (2007). Consequences
of childhood sexual abuse experiences on dental care.
Journal of Psychosomatic
Research, 62(5),
581–588.
Lemaigre, C., Taylor, E. P., & Gittoes, C. (2017). Barriers and facilitators to disclosing sexual
abuse in childhood and adolescence: A systematic review.
Child Abuse and Neglect,
70(May),
39–52.
Liem, M., & Koenraadt, F. (2018).
Domestic homicide: Patterns and dynamics.
New York:
Routledge.
Ligiero, D., Hart, C., Fulu, E., Thomas, A., & Radford, L. (2019).
What works to prevent sex-
ual violence against children: Evidence Review.
Washington DC: Together for Girls.
Lindert, J., Von Ehrenstein, O. S., Grashow, R., Gal, G., Braehler, E., & Weisskopf, M. G.
(2014). Sexual and physical abuse in childhood is associated with depression and anxiety
over the life course: Systematic review and meta-analysis.
International Journal of Public
Health, 59(2),
359–372.
Livingstone, S. & Smith, P.K. (2014). Annual research review: Harms experienced by child
users of online and mobile technologies: The nature, prevalence and management of
sexual and aggressive risks in the digital age.
Journal of Child Psychology and Psychia-
try, 55(6),
635-654.
Livingstone, S., Mascheroni, G., Ólafsson, K., & Haddon, L. (2014).
Children’s online risks
and opportunities: Comparative findings from EU Kids Online and Net Children Go Mo-
bile.
London, UK: EU Kids Online & Net Children Go Mobile.
Madigan, S., Cyr, C., Eirich, R., Fearon, R. P., Ly, A., Rash, C., Poole, J., & Alink, L. R.
(2019). Testing the cycle of maltreatment hypothesis: Meta-analytic evidence of the inter-
generational transmission of child maltreatment.
Development and Psychopathol-
ogy, 31(1),
23-51.
Madigan, S., Ly, A., Rash, C. L., Van Ouytsel, J., & Temple, J. R. (2018). Prevalence of multi-
ple forms of sexting behavior among youth: A systematic review and meta-analysis.
JAMA Pediatrics, 172(4),
327-335.
Maguire, S., & Mann, M. (2013). Systematic reviews of bruising in relation to child abuse-
what have we learnt: An overview of review updates.
Evidence-Based Child Health, 8(2),
255–263.
Maniglio, R. (2009). The impact of child sexual abuse on health: A systematic review of re-
views.
Clinical Psychology Review, 29(7),
647-657.
Maniglio, R. (2011). The role of child sexual abuse in the etiology of suicide and non-suicidal
self-injury.
Acta Psychiatrica Scandinavica, 124(1),
30–41.
Maniglio, R. (2013). Child Sexual Abuse in the Etiology of Anxiety Disorders: A Systematic
Review of Reviews.
Trauma, Violence, and Abuse, 14(2),
96–112.
92
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Markman, L. (2011). Abusive burns. In: V. J. Palusci & H. Fisher (ed.),
Child abuse and
neglect: A diagnostic guide.
London, UK: Manson Publishing.
Martinkevich, P., Larsen, L. L., Græsholt-Knudsen, T., Hesthaven, G., Hellfritzsch, M. B.,
Petersen, K. K., Møller-Madsen, B., & Rölfing, J. D. (2020). Physical child abuse
demands increased awareness during health and socioeconomic crises like COVID-19: A
review and education material.
Acta Orthopaedica, 91(5),
527–533.
Mathews, B., & Collin-Vézina, D. (2019). Child sexual abuse: Toward a conceptual model
and definition.
Trauma, Violence, & Abuse, 20(2),
131-148.
McElvaney, R., & Culhane, M. (2017). A Retrospective Analysis of Children’s Assessment
Reports: What Helps Children Tell?
Child Abuse Review, 26,
103–115.
McTavish, J. R., Gonzalez, A., Santesso, N., MacGregor, J. C. D., McKee, C., & MacMillan,
H. L. (2020). Identifying children exposed to maltreatment: A systematic review update.
BMC Pediatrics, 20(1),
1–15.
Meinck, F., Steinert, J. I., Sethi, D., Gilbert, R., Bellis, M. A., Mikton, C., Alink, L., & Baban, A.
(2016).
Measuring and monitoring national prevalence of child maltreatment: A practical
handbook.
København: World Health Organization.
Melville, J. D., Kellogg, N. D., Perez, N., & Lukefahr, J. L. (2014). Assessment for self-blame
and trauma symptoms during the medical evaluation of suspected sexual abuse.
Child
Abuse and Neglect, 38(5),
851–857.
Mendez, D., & Endom, E. E. (2019). Abusive Head Trauma. In: A. P. Giardino, M. A. Lyn, &
E. R. Giardino (ed.),
A Practical Guide to the Evaluation of Child Physical Abuse and
Neglect
(p. 221–249). Cham: Springer.
Middlebrooks, J. S., & Audage, N. C. (2008).
The effects of childhood stress on health across
the lifespan.
Atlanta, GA: National Center for Injury Prevention and Control of the Centers
for Disease Control and Prevention.
Miller, A. B., Esposito-Smythers, C., Weismoore, J. T., & Renshaw, K. D. (2013). The
Relation Between Child Maltreatment and Adolescent Suicidal Behavior: A Systematic
Review and Critical Examination of the Literature.
Clinical Child and Family Psychology
Review, 16,
146–172.
Mironova, P., Rhodes, A. E., Bethell, J. M., Tonmyr, L., Boyle, M. H., Wekerle, C., Goodman,
D., & Leslie, B. (2011). Childhood physical abuse and suicide-related behavior: A
systematic review.
Vulnerable Children and Youth Studies, 6(1),
1–7.
Mitchell, I. C., Norat, B. J., Auerbach, M., Bressler, C. J., Como, J. J., Escobar, M. A., …
Maguire, S. (2021). Identifying Maltreatment in Infants and Young Children Presenting
With Fractures: Does Age Matter?
Academic Emergency Medicine, 28(1),
5–18.
Morrison, S. E., Bruce, C., & Wilson, S. (2018). Children’s Disclosure of Sexual Abuse: A
Systematic Review of Qualitative Research Exploring Barriers and Facilitators.
Journal of
Child Sexual Abuse, 27(2),
176–194.
Mossige, S., & Stefansen, K. (ed). (2016).
Vold og overgrep mot barn og unge: Omfang og
utviklingstrekk 2007-2015.
Oslo: NOVA.
93
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Mulder, T. M., Kuiper, K. C., van der Put, C. E., Stams, G. J. J., & Assink, M. (2018). Risk
factors for child neglect: A meta-analytic review.
Child Abuse & Neglect, 77,
198-210.
Myhre, M., Thoresen, S., & Hjemdal, O. K. (2015).
Vold og voldtekt i oppveksten. En nasjonal
intervjuundersøkelse av 16- og 17-åringer.
Oslo: Nasjonalt kunnskapssenter om vold og
traumatisk stress.
Norman, R. E., Byambaa, M., De, R., Butchart, A., Scott, J., & Vos, T. (2012). The long-term
health consequences of child physical abuse, emotional abuse, and neglect: a systematic
review and meta-analysis.
PLoS med, 9(11),
1-32.
Oldrup, H., Christoffersen, M. N., Kristiansen, I. L., & Østergaard, S. V. (2016).
Vold og
seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016.
København: SFI - Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd.
Oldrup, H., Lindstrøm, M., & Korzen, S. (2011).
Vold mod førskolebørn: Praksis og barrierer
for opsporing og underretning.
København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for
Velfærd.
Ottosen et al. (forthcoming).
Børn som ofre for familiedrab.
København: VIVE – Det Nationale
Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Ottosen, M. H., & Andreasen, A. G. (2020).
Børn og unges trivsel og brug af digitale medier:
To analysenotater.
København: VIVE - Det National Forsknings- og Analysecenter for
Velfærd.
Ottosen, M. H., Andersen, D., Dahl, K. M., Hansen, A. T., Lausten, M., & Østergaard, S. V.
(2014).
Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel 2014.
København: SFI – Det Natio-
nale Forskningscenter for Velfærd.
Ottosen, M. H., Andreasen, A. G., Dahl, K. M., Hestbæk, A. D., Lausten, M., & Rayce, S. B.
(2018).
Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel 2018.
København: VIVE – Det Natio-
nal Forsknings-og Analysecenter for Velfærd.
Ottosen, M. H., Frederiksen, S., & Henze-Pedersen, S. (2020).
Psykisk vold i hjemmet: Et
vidensgrundlag.
København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for
Velfærd.
Ottosen, M. H., Andersen, D., Nielsen, L. P., Lausten, M., & Stage, S. (2010).
Børn og unge i
Danmark: Velfærd og trivsel 2010.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for
Velfærd.
Palusci, V. J., Schmidt, C. J., & Hammel, P. W. (2019). Other Patterns of Injury and Child
Fatality. In: A. P. Giardino, M. A. Lyn, & E. R. Giardino (ed.),
A Practical Guide to the
Evaluation of Child Physical Abuse and Neglect
(p. 299–334). Cham: Springer.
Pawlik, M.-C., Kemp, A., Maguire, S., Nuttall, D., Feldman, K. W., Lindberg, D. M., …
Gladstone, G. (2016). Children with burns referred for child abuse evaluation: Burn
characteristics and co-existent injuries.
Child Abuse and Neglect, 55,
52–61.
Peter, J., & Valkenburg, P.M. (2016). Adolescents and pornography: A review of 20 years of
research.
The Journal of Sex Research, 53(4-5),
509-531.
94
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Pierce, M. C., Kaczor, K., Aldridge, S., O’Flynn, J., & Lorenz, D. J. (2010). Bruising
characteristics discriminating physical child abuse from accidental trauma.
Pediatrics,
125(1),
67–74.
Ravichandiran, N., Schuh, S., Bejuk, M., Al-Harthy, N., Shouldice, M., Au, H., & Boutis, K.
(2010). Delayed identification of pediatric abuse-related fractures.
Pediatrics, 125(1),
60–
66.
Rayce, S. B., Poulsen, M. H., & Karmsteen, K. (2016).
Vold i opdragelsen: En kvantitativ be-
skrivelse af mødres vold mod børn med udgangspunkt i Årgang 95. Forløbsundersøgel-
sen af børn født i 1995.
København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Rayce, S. B., Hansen, A. T., Mikkelsen, M., & Pontoppidan, M. (2021).
SPOR: Børns udvik-
ling og trivsel gennem livet. Præsentation af undersøgelsen og udvalgte resultater fra før-
ste dataindsamling 2017/2018.
København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analy-
secenter for Velfærd.
Red Barnet (2018).
Unges erfaringer med digitale sexkrænkelser: En tværnational rapport fra
deSHAME.
København: Red Barnet.
Renner, L. M., Schwab-Reese, L. M., Coppola, E. C., & Boel-Studt, S. (2020). The
contribution of interpersonal violence victimization types to psychological distress among
youth.
Child Abuse and Neglect, 106(April),
1–11.
Rigsadvokatmeddelelse (2018).
Vold mod børn (§§ 244-246).
København: Rigsadvokatmed-
delelse.
Rigsadvokatmeddelelse (2020).
Digitale sexkrænkelser.
København: Rigsadvokatmedde-
lelse.
Rueness, J., Augusti, E. M., Strøm, I. F., Wentzel-Larsen, T., & Myhre, M. C. (2020).
Adolescent abuse victims displayed physical health complaints and trauma symptoms
during post disclosure interviews.
Acta Paediatrica, 109(11),
2409–2415.
Saunders, B. J. (2019). Physical ‘Discipline’, Child Abuse, and Children’s Rights. In: I, Bryce,
Y. Robinson & W. Petherick (ed.),
Child Abuse and Neglect
(p. 225-240). Cambridge,
MA: Academic Press.
Schönbucher, V., Maier, T., Mohler-Kuo, M., Schnyder, U., & Landolt, M. A. (2012).
Disclosure of Child Sexual Abuse by Adolescents: A Qualitative In-Depth Study.
Journal
of Interpersonal Violence, 27(17),
3486–3513.
Schönbucher, V., Maier, T., Mohler-Kuo, M., Schnyder, U., & Landolt, M. A. (2014).
Adolescent perspectives on social support received in the aftermath of sexual abuse: A
qualitative study.
Archives of Sexual Behavior, 43(3),
571–586.
Sege, R. D., Amaya-Jackson, L., Flaherty, E. G., Idzerda, S. M., Legano, L. A., Leventhal, J.
M., … Mount, M. (2017). Clinical considerations related to the behavioral manifestations
of child maltreatment.
Pediatrics, 139(4),
1–13.
Sethi, D., Bellis, M., Hughes, K., Gilbert, R., Mitis, F., & Galea, G. (2013).
European report on
preventing child maltreatment.
København: World Health Organization, Regional Office
for Europe.
95
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Sethi, D., Yon, Y., Parekh, N., Anderson, T., Huber, J., Rakovac, I., & Meinck, F. (2018).
Eu-
ropean status report on preventing child maltreatment.
København: World Health Organi-
zation, Regional Office for Europe.
Seto, M. C., & Lalumiere, M. L. (2010). What is so special about male adolescent sexual of-
fending? A review and test of explanations through meta-analysis.
Psychological Bulletin,
136(4),
526-575.
Shonkoff, J. P., Garner, A. S., Siegel, B. S., Dobbins, M. I., Earls, M. F., McGuinn, L., ... &
Committee on Early Childhood, Adoption, and Dependent Care. (2012). The lifelong ef-
fects of early childhood adversity and toxic stress.
Pediatrics, 129(1),
232-246.
Sidebotham, P., Golding, J., & ALSPAC Study Team (2001). Child maltreatment in the “Chil-
dren of the Nineties”: A longitudinal study of parental risk factors.
Child Abuse & Neg-
lect, 25(9),
1177-1200.
Social- og Indenrigsministeriet (2020).
VEJ nr 10064 af 20/12/2020: Vejledning om forældre-
myndighed, barnets bopæl og samvær.
København: Social- og Indenrigsministeriet.
Socialstyrelsen (2014).
Den professionelle tvivl: Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb
mod børn og unge.
Odense: Socialstyrelsen.
Socialstyrelsen (2020a).
Årsstatistik om de danske børnehuse 2019.
Odense: Socialstyrel-
sen.
Socialstyrelsen (2020b).
Kommunale beredskaber til forebyggelse, opsporing og håndtering
af overgreb mod børn og unge - En guide til kommuner.
Odense: Socialstyrelsen.
Socialstyrelsen (2021a).
Vidensopsamling om børn og unge med seksuelt bekymrende eller
krænkende adfærd.
Odense: Socialstyrelsen
Socialstyrelsen. (2021b).
Signs of Safety:
https://vidensportal.dk/temaer/Omsorgssvigt/indsatser/signs-of-safety
Steine, I. M., Harvey, A. G., Krystal, J. H., Milde, A. M., Grønli, J., Bjorvatn, B., … Pallesen,
S. (2012). Sleep disturbances in sexual abuse victims: A systematic review.
Sleep
Medicine Reviews, 16(1),
15–25.
Steine, I. M., Skogen, J. C., Krystal, J. H., Winje, D., Milde, A. M., Grønli, J., … Pallesen, S.
(2019). Insomnia symptom trajectories among adult survivors of childhood sexual abuse:
A longitudinal study.
Child Abuse and Neglect, 93(April),
263–276.
Stoltenborgh, M., Bakermans‐Kranenburg, M. J., Alink, L. R., & van IJzendoorn, M. H. (2015).
The prevalence of child maltreatment across the globe: Review of a series of meta‐anal-
yses.
Child Abuse Review, 24(1),
37-50.
Stoltenborgh, M., Bakermans-Kranenburg, M. J., Van IJzendoorn, M. H., & Alink, L. R.
(2013). Cultural–geographical differences in the occurrence of child physical abuse? A
meta-analysis of global prevalence.
International Journal of Psychology, 48(2),
81-94.
Stoltenborgh, M., Van IJzendoorn, M. H., Euser, E. M., & Bakermans-Kranenburg, M. J.
(2011). A global perspective on child sexual abuse: Meta-analysis of prevalence around
the world.
Child Maltreatment, 16(2),
79-101.
96
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Talsma, M., Bengtsson Boström, K., & Östberg, A. L. (2015). Facing suspected child abuse:
What keeps Swedish general practitioners from reporting to child protective ser-
vices?
Scandinavian Journal of Primary Health Care, 33(1),
21-26.
Teicher, M. H., Samson, J. A., Anderson, C. M., & Ohashi, K. (2016). The effects of childhood
maltreatment on brain structure, function and connectivity.
Nature Reviews Neurosci-
ence, 17(10),
652-666.
Thoresen, S., & Hjemdal, O. K. (2014).
Vold og voldtekt i Norge: En nasjonal forekomststudie
av vold i et livsløpsperspektiv.
Oslo: Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk
stress.
Turner, H. A., Shattuck, A., Finkelhor, D., & Hamby, S. (2017). Effects of poly-victimization on
adolescent social support, self-concept, and psychological distress.
Journal of Interper-
sonal Violence, 32(5),
755-780.
United Nations Children’s Fund (2020).
Action to end child sexual abuse and exploitation: A
review of the evidence,
New York: UNICEF.
van Ham, K., Hoytema van Konijnenburg, E. M. M., Brilleslijper-Kater, S. N., Schepers, A.,
Daams, J. G., Teeuw, A. H., … van der Lee, J. H. (2020). A Systematic Review of
Instruments used to Assess Nonverbal Emotional Signs in Children during an
Investigative Interview for Suspected Sexual Abuse.
Child Abuse Review, 29(1),
12–26.
van IJzendoorn, M. H., Bakermans‐Kranenburg, M. J., Coughlan, B., & Reijman, S. (2020).
Annual Research Review: Umbrella synthesis of meta‐analyses on child maltreatment an-
tecedents and interventions: differential susceptibility perspective on risk and resilience.
Journal of Child Psychology and Psychiatry, 61(3),
272-290.
Vestergaard, J. (ed.). (2013).
Forbrydelser og andre strafbare forhold.
København: Gjellerup.
Vial, A., Assink, M., Stams, G. J. J. M., & van der Put, C. (2020). Safety assessment in child
welfare: A comparison of instruments.
Children and Youth Services Review, 108,
1–18.
Villadsen, J. K., Bersang, A. B., Thorninger, R., Møller-Madsen, B., & Rahbek, O. (2014).
Skadestuelægers kendskab til battered child syndrome er mangelfuldt.
Ugeskrift for Læ-
ger, 177(8),
749-751.
Vizard, E. (2013). Practitioner Review: The victims and juvenile perpetrators of child sexual
abuse – assessment and intervention.
Journal of Child Psychology and Psychiatry, 54(5),
503-515.
Vonderlin, R., Kleindienst, N., Alpers, G. W., Bohus, M., Lyssenko, L., & Schmahl, C. (2018).
Dissociation in victims of childhood abuse or neglect: a meta-analytic review.
Psychological Medicine, 48(15),
2467–2476.
Vrolijk-Bosschaart, T. F., Brilleslijper-Kater, S. N., Widdershoven, G. A., Teeuw, A. R. H.,
Verlinden, E., Voskes, Y., … Lindauer, R. J. L. (2017). Physical symptoms in very young
children assessed for sexual abuse: A mixed method analysis from the ASAC study.
European Journal of Pediatrics, 176(10),
1365–1374.
97
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
Vrolijk-Bosschaart, T. F., Brilleslijper-Kater, S. N., Benninga, M. A., Lindauer, R. J. L., &
Teeuw, A. H. (2018a). Clinical practice: recognizing child sexual abuse — what makes it
so difficult?
European Journal of Pediatrics, 177(9),
1343–1350.
Vrolijk-Bosschaart, T. F., Verlinden, E., Langendam, M. W., De Smet, V., Teeuw, A. H.,
Brilleslijper-Kater, S. N., … Lindauer, R. J. L. (2018b). The Diagnostic Utility of the Child
Sexual Behavior Inventory for Sexual Abuse: A Systematic Review.
Journal of Child
Sexual Abuse, 27(7),
729–751.
Wells, Y., Lee, J., Li, X., Tan, E. S., & McIntosh, J. E. (2018). Re-Examination of the family
law detection of overall risk screen (FL-DOORS): Establishing fitness for purpose.
Psychological Assessment, 30(8),
1121–1126.
Werner, E. E. (1996). Vulnerable but invincible: High-risk children from birth to adulthood.
Eu-
ropean Child & Adolescent Psychiatry, 5(1),
47-51.
Witt, K., Milner, A., Spittal, M. J., Hetrick, S., Robinson, J., Pirkis, J., & Carter, G. (2019).
Population attributable risk of factors associated with the repetition of self
‐
harm
behaviour in young people presenting to clinical services: a systematic review and meta-
analysis.
European Child & Adolescent Psychiatry, 28(1),
5–18.
Wolak, J., & Finkelhor, D. (2016).
Sextortion: Findings from a survey of 1,631 victims.
Crimes
Against Children Research Center. Hampshire: University of New Hampshire.
World Health Organization (WHO) (1999). Report of the Consultation on Child Abuse
Prevention, 29-31 March 1999, WHO, Geneva
Øverli, I. T., Vorland, N., Kruse, A. E., Hjorthol, T., & Blix, I. (2018).
Også disse barnas beste:
Kommunalt barneverns arbeid med barn og unge med problematisk eller skadelig
seksuell atferd.
Oslo: Nasjonalt kunnskapssenter om vold og traumatisk stress
98
 L 93 - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 134: Spm. om at indhente tal fra justitsministeren om, hvor mange børn der bliver voldtaget af deres nære familierelationer
2721490_0099.png