Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 23. maj 2023
Forslag
til
Lov om ændring af lov om fremme af
vedvarende energi1)
(Udbetaling af støtte og
opkrævning af betaling for elektricitet produceret på
udbudte havvindmølleparker og implementering af dele af VE
II-direktivet)
§ 1
I lov om fremme af vedvarende energi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1791 af 2. september 2021, som
ændret senest ved § 28 i lov nr. 456 af 2. maj 2023,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 5, stk. 1, indsættes efter
nr. 7 som nyt nummer:
»8)
Omgivelsesenergi: Naturligt forekommende termisk energi og energi
akkumuleret i miljøet med indskrænkede grænser,
som kan lagres i den omgivende luft med undtagelse af afgangsluft
eller i overflade- eller spildevand.«
Nr. 8 og 9 bliver herefter nr. 9 og
10.
2. I
§ 5, stk. 1, indsættes efter
nr. 9, der bliver nr. 10, som nyt nummer:
»11)
Støtteordning: Enhver form for instrument, ordning eller
mekanisme, som en EU-medlemsstat eller en gruppe af medlemsstater
anvender, og som fremmer brugen af energi fra vedvarende
energikilder ved enten at mindske omkostningerne ved denne energi,
at øge den pris, den kan sælges til, eller gennem
indførelse af en VE-forpligtelse eller på anden
måde at øge den mængde af denne energiform, der
købes, herunder investeringsstøtte, skattefritagelse
eller -nedsættelse, skatterefusion, støtteordninger
for VE-forpligtelser, herunder anvendelse af grønne
certifikater, og direkte prisstøtte, herunder
afregningstariffer og variable eller faste
præmieudbetalinger.«
Nr. 10 bliver herefter nr. 12.
3. I
§ 5, stk. 1, indsættes efter
nr. 10, der bliver nr. 12, som nyt nummer:
»13)
VE-forpligtelse: En støtteordning, der kræver, at en
bestemt andel af energiproducenternes produktion stammer fra energi
fra vedvarende energikilder, at en bestemt andel af
energileverandørernes leverancer stammer fra energi fra
vedvarende energikilder, eller at en bestemt andel af
energiforbrugernes forbrug stammer fra energi fra vedvarende
energikilder, herunder ordninger, under hvilke der kan udstedes
grønne certifikater til opfyldelse af sådanne
forpligtelser.«
Nr. 11 og 12 bliver herefter nr. 14 og
15.
4. I
§ 37, stk. 1, indsættes
efter »§ 37 a«: »og § 37 b, stk.
1«.
5.
Efter § 37 a indsættes:
Ȥ 37 b. Klima-, energi-
og forsyningsministeren kan udbetale støtte til elektricitet
produceret på havvindmølleparker udbudt efter
bestemmelserne i § 23.
Stk. 2. Klima-,
energi- og forsyningsministeren kan opkræve betaling for
elektricitet produceret på havvindmølleparker udbudt
efter bestemmelserne i § 23.
Stk. 3. Klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætter de konkrete
støtte- og betalingsmodeller i udbudsmaterialet for de
enkelte havvindmølleparker.«
6.
Efter kapitel 6 a indsættes:
»Kapitel 6 b
Generelle bestemmelser om
VE-støtteordninger
§ 56 b. Denne bestemmelse
omhandler generelle bestemmelser om finansielle
støtteordninger til fremme af vedvarende energi.
Stk. 2. Klima-,
energi- og forsyningsministeren offentliggør årligt en
plan for den forventede støttetildeling via lovbundne
finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende energi,
som skal tjene som reference i mindst de næste 5 år
eller i tilfælde af budgetplanlægningsmæssige
begrænsninger de næste 3 år.
Stk. 3. Klima-,
energi- og forsyningsministeren forpligtes til mindst hvert femte
år at vurdere effektiviteten af støtteordninger til
elektricitet fra vedvarende energikilder og deres vigtigste
fordelingsmæssige virkninger for forskellige forbrugergrupper
og for investeringer.
Stk. 4. Der ydes
ingen støtte til vedvarende energi, der produceres ved
affaldsforbrænding, hvis forpligtelserne vedrørende
særskilt indsamling fastsat i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om affald (affaldsdirektivet) ikke er
opfyldt.
Stk. 5.
Oprindelsesgarantiers markedsværdi skal tages i betragtning i
finansielle støtteordninger for vedvarende energikilder.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte
nærmere regler herom.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juni 2023, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 4
og 5, træder i kraft den 1. juli 2023.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11.
december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende
energikilder (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side
82.